Jyllands-Posten og gratisavisen DATO skriver i dag om de voksende handelsrelationer mellem kinesere og afrikanere. Journalistikken bærer begge steder præg af synet på Afrika, som et umodent kontinent. Begge steder virker man skeptiske overfor kinesernes åbenlyse interesse i at tjene penge, og manglende ønske om at give bistand. Man er dog redelig ved at citerere nogle af dem, der ser Kinas engagement som en af det afrikanske kontinents helt store chancer for at sikre sig øget velstand og vækst, hvilket også betones af JP's seniorkorrspondent.

Omvendt er der de menige journalisters betoningen af interessen i råstoffer, og i hvordan Kina ”suger” disse råstoffer ud af såvel Afrika og Latin Amerika; som om råstoffer var blod, der bliver suget ud af et levende væsen; - jævnfør en JP-artikel med overskriften ”Råvarelageret støvsuges”, der handler om kinesisk samarbejde med Latin Amerika (!). Men måske er det sådan det føles, hvis man er en økohippie (og jorden er det samme som ”Gaia”). Almindelige læsere forstår dog næppe hvorfor råstoffer er noget særligt slemt at importere eller eksportere; og læsere, der har blot en begrænset viden om samhandel og økonomi kan slet ikke.

For som råstof-udvinder vil man netop gerne, som alle andre producenter, have den allerhøjeste pris, man kan få for sine varer. Det får man netop, hvis man har hele verden som sit marked, og ikke kun sit eget land. Så når man får mulighed for at eksportere til ikke blot resten af Afrika, men også til USA, Europa og nu også Kina, ja så øges muligheden for at man kan finde den køber, der vil betale den allerhøjeste pris. Den samme egeninteresse, der driver kineserne, motiverer dermed også afrikanerne. Og det er den samme egeninteresse, som bliver angrebet fra europæisk side.

Ulla Tørnæs fra Venstre er således - ifølge JP - skeptisk. Men hun er jo også bistandsminister, og lever derfor af at uddele midler, der er konfiskeret fra danske skatteborgere. Tørnæs lever dermed ikke af/for at sikre åbne handelsrelationer mellem verdens lande. Det kunne man ellers tro ville have været den naturlige opgave for en Venstre-minister, men sådan er det ikke. Det gælder i stedet om at signalere socialdemokratisme samt autentisk akademisk traditionalisme (som man finder den hos de Radikale). Politik handler dermed ikke om at gøre en forskel, men om at tage stemmer fra de andre partier, og for at iscenesætte enten sig selv - eller sit parti.

Tørnæs' skepsis mindede samtidig undertegnede om et møde som Berlingske Tidende afholdt den 11. oktober 2005 (også omtalt her).

I forbindelse med dette møde var der en afrikansk kvinde, der ganske følelsesladet bad om, at vi i vesten ophørte med at drukne kontinentet i bistand. Tønæs forsøgte så på bedste beskub at ignorere hende. Kvinden var ganske vist meget oprørt, men det er der også grund til at være. Det skyldes kort sagt 1) at politikere ikke forsvarer og sikrer frihandlen, 2) at de drukner Afrika i bistand, og 3) så ødelægger europæiske og amerikanske politikere vigtige erhverv i kraft af landbrugs- og eksportstøtten.

Lige så slemt er det dog at man iscenesætter sig selv, og prædiker løsninger overfor borgere i Danmark, der ville blive opfattet som fuldstændigt forrykte, hvis de blev lanceret som opskrifter på vækst i vores egen samfund: såsom projekter, hvor man skal udfordre diverse kønsroller (kvindeprojekter), eller hvor en eller anden FN-bureaukrat i kraft af vestlige midler får mulighed for at sidde og træffe beslutninger for de lokale, om hvad man skal og ikke skal investere i.

Og hvorfor i alverden skal Roskilde Universitetcenter eksporteres til Afrika, når de selv samme akademikere er komplet umulige at integrere i vores eget erhvervsliv? Venstrefløjsakademikernes syn og forståelse for samhandel, forretningsførelse, investeringer og markedsøkonomi er, som de fleste vil vide, ikke blot stærkt begrænset, det er ofte mere fair at tale om direkte fjendtlighed overfor markeder, fri handel og fri produktion. Så hvad er meningen?

Den afrikanske kvinde har derfor god grund til at være oprørt. For det er oprørende, hvor dum den europæiske politik er ift. til Afrika.

Det er derfor samtidig ingen overraskelse hvor lidt positivt, der kommer ud af alverdens akademiske projekter, hvor primært socialistiske ”do-gooders” i statsfinansierede institutioner, skriver rapporter og herefter får penge - også via statskassen - til at eksperimentere; - vel at mærke mens det væsentlige projekt: den frie produktion og den frie handel - samt det frie samfund med borgerlige frihedsrettigheder - får lov til at samle støv.

Mit personlige indtryk var således at Ulla Tørnæs netop så på ovennævnte afrikanske kvinde på lidt på samme måde som mange i dag ser på Afrika som helhed - i kraft af al den bistand, der er sendt derned: - At der her ikke er tale om individer, der er i stand til at klare sig i fred, selv hvis de fik lov. Det syn på afrikanere genkender man også i synet på Grønland og grønlændere. Og også her er der skabt en bistandsøkonomi, der sikrer at ovennævnte syn bliver en realitet, og at fordomme går i opfyldelse og cementeres.

På den baggrund kan man ikke andet end formode at kinesernes interesse, der er drevet af egeninteresse, og ikke af falsk altruisme og ikke af en total mangel på viden om hvordan vækst og velstands skabes, - vil gøre kunne gøre end positiv og afgørende forskel.

Der er jo ingen grund til at opvarme den offentlige varmestue på skatteydernes lomme, hvis præsten decideret oplever ekkoet i kirkerummet som stressende.

- Det skriver Marie Østerbye i Urbanavis.

Anledningen til ovenstående bemærkning er følgende også ifølge Østerbye:

[I] den gode sags tjeneste indleder Viborg Stift nu en undersøgelse af, hvorledes stress påvirker de ansatte i folkekirken: Præster, organister, kirkesangere og gravere.

For et stykke tid siden ansøgte flere præster ellers om at få fri om søndagen, fordi weekendarbejde og besøgende gæster ligeledes kan virke stressende, men det stresser tilsyneladende også, når der IKKE er nogen i kirken...

Debatten om Folkekirken, besøgstallet og kedsomheden er imidlertid hverken ny. Og det burde samtidig ikke være overraskende, at den bliver ved med at komme op til overfladen.

For hvis man vil have en levende kirke, så må man sikre forudsætningerne for liv. Og det er ikke det samme som at sikre sig kronisk beskyttelse via en tilknytning til staten.

Kirkens forhold til staten er således blot endnu et eksempel blandt utallige på, at penge fra staten ikke fører til dynamik og fremdrift, jævnfør også gårdagens kommentar af Christian Bjørnskov om ulandsbistanden.

- Man bliver således ikke kapitalist eller produktiv fordi man får en pose penge, men fordi man har et incitament, og (i kraft af et retssamfund med respekt for ejendomsretten) samtidig mulighed, og forudsætninger for at tjene dem selv!

Der er derfor ikke et dilemma, hvad angår kirkens forhold til staten: - Det er kun et valg at træffe hvis man vil have publikum tilbage; - og det er at løsrive sig, og derefter tage opgøret med den tiltagende bureaukratisering og de mange statsligt påvirkede rutiner.

Hør også interviewet - Why is Statism So UNBEARABLY boring? om hvordan statens dominans ift. civilsamfundet påvirker vores måde at tænke på.

"Det offentliges rolle: [...] Tanzania fik gennem 90erne næsten 20 % af landets nationalindkomst gennem bistand. Hvad ville der ske med samfundet og folks økonomiske adfærd, hvis Danmark fik samme mængde? For at sætte tingene i perspektiv svarer det til, at hver dansker i gennemsnit får en helt arbejdsfri gave på 42.000 kroner hvert år, men en lille gruppe offentligt ansatte skal bestemme, hvem der får hvor meget. Hvis man tænker eksemplet igennem, med den forskel at de relevante mennesker er meget fattigere end de velstående danskere, er det måske ikke så sært at ulandshjælpen har stærke bivirkninger?"

- Læs mere i dagens kommentar af Christian Bjørnskov.

To nyheder i dagens medier bør give grund til overvejelse:

Indien bliver det nye Kina (i iDag) samt Kina rykker ind i Afrika (i Jyllands-Posten)...

Nej vent, tre, også Berlingske...ahh tingene falder på plads...Lad mig lige finde frem...Mikael Jalving i klummen "De andres liv" om Østeuropas kommunistiske fortid:

Det var altid de andres liv, det gjaldt. Hvad tænker de andre, hvad føler de? Hvor er de på vej hen? Kommunismen er historien om hvad der sker, når de andres liv bliver vigtigere end ens eget liv. Når andres lykke og ulykke bliver ens egen lykke og ulykke [...] Det er kommunismens illusion: at ens liv er defineret af andre, som med vold og magt skal være ligesom én selv.

Nyhedsartiklen "Indien bliver det nye Kina" handler om at nogle virksomheder skifter fokus mod nye regioner, eftersom det bedre kan betale sig for dem selv.

Artiklen "Kina rykker ind i Afrika" er lidt blandet hvad angår det positive, men er dog udtryk for at nogle virksomheder vil have åbnet op for samhandlen mellem Kina og Afrika. (At de kinesiske myndigheder bruger skatteydernes penge som "smørelse" til at sikre dette er derimod at beskrive som negativt).

Men Jalvings "kommunisme", ja se det er også samtidig altruisme, som er et element, der rent faktisk har været ganske fremtrædende i Vesten, men som i Vesteuropa blev holdt i skak af egeninteressen, - men som omvendt fik frit spil som politisk ideologi i Sovjetunionen og Østtyskland.

Den traditionelle (danske, europæiske, nordamerikanske) bistandspolitik overfor Afrika bygger netop på - altruisme. - Den politik handler om, at vi ikke skal have noget igen. Den handler dermed om ikke-udveksling: Om at yde ofre for andre (og om at ofre andre, som eksempelvis skatteyderne). Samt om at lade nogle andre stå i den anden ende, og tage i mod disse ofre.

Altruisme handler dermed også om nul-sum: At nogle må give og andre tage (som i beskatning og andre former for konfiskation).

Velstandsskabelse handler derimod om plus-sum: Det vil sige om at man giver i frivillighed og ud fra det, man vurderer som i sin egen interesse, vel at mærke når man får noget igen; - om at man handler, fordi man mener, det kan betale sig; - om at skabe noget først, og så udveksle det, man har skabt til fordel for noget, man sætter endnu større pris på, - hvilket er forudsætningen for at al handel kan finde sted.

Man kunne også udtrykke det ved at altruisten har et statisk syn på verden, og fokuserer på omfordeling; mens den der handler ud fra oplyst egeninteresse: og uddanner sig, sætter i værk, bygger en fabrik, producerer og/eller handler - han eller hun har et dynamisk.

AHA!

- Eksperimentet i Østeuropa handlede således ikke blot om et økonomisk system, men også om en ideologi, der byggede på bestemte værdier - altruisme.

- Disse værdier har endvidere præget Vestens historie, og har været brugt som et politisk redskab til at undertrykke befolkningen og forstærke en forkvaklet offervillighed fra befolkningens side. (Denne forklaringsmodel kan vel at mærke bruges til at forklare en række på overfladen tilsyneladende forskelligartede 'ismers fælles værdigrundlag, ismer der prægede Vesteuropa før, efter og sideløbende med "eksperimentet" i Øst; og som tilsvarende har haft negative konsekvenser i større og mindre målestok).

Samhandel og produktion bygger omvendt på egeninteresse; - og egeninteresse er dermed grundlaget for velstandsskabelse.

Hvem er det nu lige de politiske beslutningstagere handler med?

[Villy Søvndals] ægte sociale indignation og kontakt til sit eget jeg understøtter hans kommunikative talent, der formentlig er medvirkende til SFs øjeblikkelige fremgang i meningsmålingerne," hedder det i priskomiteens motivation.

- Det skriver Altinget i sin begrundelse for at tildele "Ting-prisen" til SF's formand Villy Søvndal.

Men trods en analyse af en kronik og et foredrag med Søvndals deltagelse, har undertegnede endnu ikke forstået om Villy Søvndal er for eller imod frihandel.

Det er endt lidt ligesom med socialistens syn på ytringsfrihed, at der tilføjes et "Men"; og at friheden derfor skal suppleres med, at nogen bestemmer, hvornår man må handle og tale frit for egne midler, - og hvornår, det er der i stedet skal konfiskeres penge til statslige mikronfonholdere, der kan komme med egalitære afsløringer.

Hvad angår frihandel er en forudsætning for SF'erne tilsyneladende, at man skal blive ved med tvungne overførsler, det vil sige bistand, indtil at alle er økonomisk lige.

Problemet er bare at gratisydelser hverken fremmer produktiv adfærd i Danmark eller i Afrika; og at man derfor i stedet drukner og korrumperer sine medmennesker i "gode" viljer med den ene hånd, - mens man straffer produktivitet med den anden. Jamen, er det ikke rørende, hvad der kan gøres med lidt social indignation?

Historien har således endnu til gode at vise os, hvordan følelser og gode uovervejede intentioner (eller måske i fremtiden: - en FN-reguleret global gennemsnitstemperatur), giver nogen som helst brød på bordet, og sikrer øget velstand: Derimod har de gode intentioner uomtvisteligt givet os den danske socialrealisme, som man heldigvis kan slukke for og undlade at frekventere i biograferne. - Søvndal har i øvrigt med stor sandsynlighed aldrig set Walt Disneys "De tre små grise", der ellers på overlegen kommunikativ vis dokumenterer at forskellige præferencer (for slet ikke at tale om forbrugervalg) simpelthen gør projekt økonomisk ligestilling umulig.

Indtil videre har det danske lighedsorienterede eksperiment blot resulteret i færre produktive og flere, der lever af det, som andre frembringer. Men som bekendt også flere, der i kraft af det danske uddannelsessystem, har lært at være socialt indignerede på den samme måde som Søvndal er det. (Og som ikke mindst siden 1970'erne har lært at synge sange om deres indignation, deres følelser og deres mange gode intentioner, og bange anelser, samt om det velstandsskabende system ved navn markedsøkonomien, der sikrer deres underhold, men som de ikke bryder sig om).

Nedenunder skal således mindes om Søvndals besvær med såvel frihandelsbegrebet som kommunikative uklarheder, hvad angår ytringsfrihed. (Men hjertet befinder sig utvivlsomt et sted til venstre, og det brænder utvivlsomt for svaghed; og det sidste er vel en af årsagerne til at netop svagheden er noget, som vi i Danmark har lært at fremhæve, selv når det gælder dele af energisektoren).

Socialismen har på sin vis sejret; blot ikke som et økonomisk system, for det kan et socialistisk system ikke, men i stedet som en altomsiggribende selvomsluttende følelse; det vil sige som indignation som en værdi-i-sig-selv, som blind frygt, som mangel på omtanke, - og ikke mindst som et virkelighedsafvisende syn, der handler om at konsekvenserne forbundet med en given politik i det store hele er ligegyldige. Det er således ikke tanken og konsekvenserne, men derimod følelserne der tæller.

Læs:

Tvungen bistand eller fri handel?

Helgardisten Søvndal (om ytringsfriheden)

Mere om Villy Søvndal her.

En skole er bare en bygning. En lærer er blot en formidler. Og en tavle er et værdineutralt redskab. - Det er først og fremmest ideerne og indholdet, der betyder noget.

Det er værd at huske på, næste gang Mogens Lykketoft på en 1. maj et sted i landet proklamerer uddannelse, uddannelse, uddannelse. - Eller Mette Frederiksen (S, MF) råber op om, at "alle har krav på det bedste".

Intet af ovenstående siger således noget om indholdet.

Man kan med et kulturelt kendskab dog med nogen sikkerhed regne ud, hvad det er Lykketoft og Mette F. forestiller sig. - Men i sig selv er der tale om tomme og fordummende floskler. - Og Mette Frederiksens slogan skjuler endvidere, at uddannelsesindholdet fra hendes side ønskes bestemt fra oven. Det er beton, så det basker.

I de palæstinensiske områder har de således også bygninger, lærere og tavler. De har sikkert også mennesker, som Lykketoft & Co., der lovpriser uddannelse som en-værdi-sig-selv, der vil sige uafhængigt af, hvad indholdet, går ud på. Der kan også identificeres et internationalt netværk, der samler ind til "uddannelse, uddannelse, uddannelse", og som med stolthed vil fortælle hvor meget, der samles ind til den angiveligt humanitære mission. De palæstinensiske områder er i øvrigt et af de steder i verden, der har modtaget mest bistand fra den omliggende verden (også fra lande, der ønsker skabe endnu en islamisk stat i Mellemøsten).

Så hvad lærer de i grunden i skolen? Og har det man lærer i Palæstina mon relation til det forhold, at endog meget unge mennesker sprænger sig selv og andre i luften? - Er det ikke et rimeligt spørgsmål, også taget i betragtning af europæiske skatteydere i flere år også er blevet tvunget til at bidrage til ovennævnte bistand?

- As if things weren't crazy enough already in the Middle East, here's the officially sanctioned message in sixth-grade Palestinian textbooks for 11- and 12-year-old kids: "The noble soul has two goals: death and the desire for it."

- Det beretter Ralph R. Reiland, der underviser ved Robert Morris Universitetet i Pittsburgh. og senere at:

The "death-and-the-desire-for-it" line is from a poem by Abd al-Rahim Mahmoud. Along with other writings that glorify child martyrs, the quote is included in "Our Beautiful Language," a standard text for sixth-graders after the Palestinian Liberation Organization took control over education in the Palestinian territories.

PLO får ifølge pressedækningen i Danmark ofte prædikatet - "moderat". Hvad der er moderat i denne sammenhæng, skal det imidlertid overlades til de politikere i Danmark, der gerne omgås PLO at forklare.

Læs også:

Hizbollah skal afvæbnes

Konflikten i Mellemøsten: Det handler om værdier

Læs også Øget arbejdsdeling giver mere sundhed og bedre uddannelse, hvor den socialdemokratiske historieskrivning kritiseres.

About 400 South Korean Christians have been flown out of Afghanistan's capital Kabul following security fears. [...] The government ordered them out amid fears for their safety, with some Muslim clerics already complaining they were preaching Christianity -- which is illegal in the mainly Muslim country. Det skriver Radio Australia i dag.

Ifølge kilden er det således ulovligt at være fortaler for Kristendom i Afghanistan. Altså ingen religionsfrihed. Derimod tillades masser af FN-tropper og masser af bistand og assistance fra Vesten.

Når det gælder det mandat, som danske soldater og civile har fået med hjemmefra, må man derfor udlede at demokrati eller blot "stabilitet" - om ikke simpelthen politisk islamisme - jævnfør nedenstående historie, står over et eventuelt ønske om at forsvare frihedsrettighederne herunder tros- tænke- tale- og handlefrihed.

-Ja, måske er det i virkeligheden bundnaivt, at tro at nogen dansk politiker nogen sinde har forslået det åbenlyse: at man som mindstemål burde stille krav til styreformen, og håndhævelse af helt basale civile rettigheder, før man sendte bistand eller personer af sted på danske skatteyderes regning.

Nu er det for sent.

Læs også Religiøst politi genindføres i Afghanistan

I går kunne man læse en relativt uinteressant historie om, at jægerkorpset havde uddannet nogle hjemmeværnsfolk, som herefter skulle sendes til Afghanistan.

Mere væsentligt er det, at beskæftige sig med, hvad det er for en nation, man hjælper med at "bygge op" via den logistiske assistance; og om der kan siges at være kriterier for hvilke værdier, man vil forsvare? Hvis ikke, kan man så svare ja eller nej til, om det man foretager sig, reelt er i den vestlige verdens interesse? Hvis man ikke som udgangspunkt forsvarer nogle bestemte værdier med projektet i Afghanistan, og lader disse være afsæt for handling og bistand, kan man slet ikke svare på spørgsmålet om, hvorvidt støtten til Afghanistan er positiv eller negativ.

De udsendtes opgave er naturligvis primært at opretholde ro og orden. Spørgsmålet om værdier, var således en diskussion, der skulle være taget (og løbende diskuteres undervejs) af de politikere, der har truffet beslutningen om militær og politimæssig assistance.

Meget tyder desværre på, at "demokrati" i bredest tænkelige forstand, er blevet ophævet til at være en værdi i sig selv. (Denne indstilling kan også forklare, hvorfor nogle mener, at Hamas eller Hizbollas status som regeringspartier tilfører disse terrororganisationer noget positivt. Hvad organisationerne står for - og at de er fjendtlige overfor frihedsværdierne, ser man derimod bort fra.)

Hertil må man spørge sig selv om "Afghansk enhed" med de nuværende værdier med dominerende religiøs fundamentalisme, der præger landet, virkelig er en fordel for den vestlige verden? For når/hvis de værdier, der er dominerende i Afghanistan er modsatrettede i forhold til den personlige frihed, giver det naturligvis ingen mening at samle landet.

På Western Resistance skriver man følgende om den "nye" statslige institution, der skal - "fremme dyder og forhindre laster":

The new Department for the Promotion of Virtue and Prevention of Vice will be headed by the religious affairs minister, Nematullah Shahrani. He said that it will focus on alcohol, drugs, crime and corruption.

"....In my opinion what we have in power under the mask of democracy are the brothers of Taliban - fundamentalists, warlords and drug lords. Our country is under the shadow of their black hands. They are against women and re-creating the [department] is proof of this."

Hvad angår synet på ytringsfrihed kan man læse at: "India's Newswatch states that President Hamid Karzai had signed the revised media law in March 2004 which kept in existence the stipulation against "insulting Islam". The criminal penalties for press "offenses" were vaguely worded, opening up the possibility of punishments under Sharia law".

Udstationerering til Afghanistan er ikke risikofrit. Hvis danske politikere på forhånd har besluttet sig for at ophæve demokrati til at være en værdi i sig selv (det vil sige at stemmeretten sættes over frihedsrettighederne), har man ikke blot svigtet de udstationerede. Man har samtidig svigtet de værdier, der baserer sig på respekten for individet (herunder ytringsfriheden, respekten for kvinder med meget mere); værdier som man skulle forsvare.

I dag har Martin Ågerup fra CEPOS en kronik i Jyllands-Posten om forholdet til Danmarks Radio og navnlig programmet Orientering.

Lørdag bragte Berlingske Tidende en interessant artikel af Lars Abild, der blandt andet viste en oversigt over hvilke lande, der har henholdsvis privatejede og statsejede nyhedsbureauer.

Ritzau er eksempelvis et privat nyhedsbureau, selv om mange af nyhederne ofte virker, som de er skræddersyede til Danmarks Radio. Men det mener man tværtimod ikke i DR, hvor man ifølge artiklen overvejer at skifte leverandør.

Oversigten i Berlingske viser i øvrigt, at stort set hele Afrika med Sydafrika som undtagelse, har statsejede nyhedsbureauer. Det samme gælder for størstedelen af Asien - inklusive i øvrigt Japan. I Latinamerika er det kun Brasilien og Argentina, der ikke har statsejede nyhedsbureauer.

Hver dag pumpes således statsfiltrede nyheder ud i meget store dele af verden. De nyheder præger dermed også det materiale, som de private bureauer i eksempelvis Europa, USA og Australien viderebringer. Det præger dermed også vores billede af eksempelvis Afrika og Latinamerika. Blandt andet kan statsejet formode at styrke ideerne om at det altafgørende er, at staterne har brug for "flere ressourcer", og flere beføjelser for at blive "stærkere".

Omvendt kan man ikke forestille sig, at statsejede bureauer beskæftiger sig meget med debatkulturen i deres respektive lande, eftersom det ikke vil være af primær interesse for arbejdsgiveren. Frie tanker og kritiske holdninger må dermed forventes at træde i baggrunden. Synspunktet om, at forskelle på ideer er det primære, når det gælder adfærden, vil dermed i mindre grad præge nyhedsstrømmen. Det primære fokus må i stedet forventes at være på statens behov hvad enten der er tale om at styrke statslige institutioner eller om at sikre sig flere "ressourcer" (I dag sagde Jens Rohde fra Venstre i øvrigt at der ikke var råd til skattelettelser...). Ideerne om "den nationale interesse" vil dermed stå langt stærkere end ideerne om "liv, frihed og ejendom".

Vender vi blikket tilbage til Danmark og Europa, kan der nævnes andre problematiske forhold; og som kan være en del af forklaringer på Ågerups kommunikationsproblemer med journalisterne fra Orientering:

Det helt overordnede problem er at staten har monopoliseret journalistuddannelsen, ligesom den siden år 2000/01 er begyndt at monopolisere fødevarekontrollen. Danmarks Journalisthøjskole er en offentlig virksomhed. Og danske medier modtager såvel statsstøtte (herunder i form af støtten til uddannelse) som diverse fradragsordninger. Hertil kommer at de beslægtede uddannelser, der bidrager med kandidater, der søger karriere indenfor journalistfaget ligeledes, som det typiske, er offentligt finansieret.

Støttemodtagerne har stort set ikke protesteret. Pressen har ikke gjort oprør. Pressen havde ikke i sig selv et behov for en kritisk presse. Det har de øvrige borgere imidlertid. Og i takt med at sluserne, hvorfra støttekronerne flyder, bliver bredere og flyder raskere, desto mindre modstand vil man forventes at gøre; og desto mindre kritisk vil man være. Igen kan der henvises til landbrugsstøtten, eller uddannelsessektoren. Smileyordningen og udvidelsen af offentlig fødevarekontrol var netop en "overbygning" på en institution, der er vokset efter DK's optagelse i EU's landbrugsstøttecirkus.

Resultatet af dette forhold bliver ikke overraskende det man - mildt sagt - kan kalde for "blinde pletter". Det vil sige, at journalister overser historier, der burde være åbenlyse at beskæftige sig med, men som stort set ingen journalist vil tage op; måske netop fordi historien reflekterer noget mindre flatterende tilbage på det organ, som den skrivende er ansat ved, det vil sige om forholdet til skatteydernes penge.

COIN tør imidlertid hvor andre tier: Derfor bringes her historien om hvordan EU-kommissionen skaber sine egne NGO'er - det vil sige "Non-Governemental Organisations" med henblik på at øge interessen for egne institioner og egne politikker - eksempelvis når det gælder forbrugerspørgsmål og miljøspørgsmål. (Det er i sig selv en gammel historie, men den er stadigvæk ny i Danmark). Læs Chris Horners NGO'ere: De afhængige ”uafhængige"

Rundt om politikere og embedsmænd står - jævnfør Horners artikel - således en kreds af mennesker, der ikke bare finder synspunkterne og politikkerne interessante; men samtidig er blevet betalt af de selvsamme aktører for at formidle og/eller promovere disse. I NGO'ernes tilfælde er de økonomiske forbindelser blot mere direkte end i tilfældet med pressens gavn af støttekroner.

Spørgsmålet er nu, hvad der skal til før journalister tør optrevle og kortlægge støtten til eget fag på samme måde som, i det mindste nogle af dem, har modet til at se kritisk på eksempelvis u-landsbistanden og landbrugsstøtten? - En uafhængig og ikke-statsligt finansieret fond? - En statsfri uddannelse godkendt af toneangivende private medier i Danmark?

Forudsætningen for forandringer er imidlertid først og fremmest et nyt syn på staten og på statsstøtte, og ikke "ressourcer" og "institutioner".

Oversigten i Berlingske over lande med henholdvis statsejede og privatejede nyhedsbureauer burde være en påmindelse om, hvorfor en fri presse er at foretrække fremfor een på støtten.

Venstres medlem af erhvervsudvalget Jacob Jensen stillede 11. april forslag om, at der blev skåret op til 3,6 mia. kr. af diverse erhvervsstøtteordninger, og at de frigjorte midler derefter blev brugt på skattelettelser.

Desværre havde Jacob Jensen ikke sit bagland med sig: »Man må sætte sig lidt grundigere ind i tingene. Der er lidt VU over det her,« sagde Venstres Jens Kirk til Børsen. Jens Kirk hævdede - idet han henviste til støtten til eksempelvis landdistrikter - at støttekronerne kommer ti-fold igen...

Trods sådanne mærkværdige synspunkter, var det ikke desto mindre Jacob Jensen, der var den isolerede part, - og støttetilhængere som Kirk, der aktuelt tegner partiets linie.

Krisen er således overstået: Venstre og resten af Folketinget kan som man plejer fastholde traditionen med at hævde, at man sådan i almindelighed er imod erhvervsstøtte, mens man fortsætter med at skyde ethvert forslag om afvikling ned, med til lejligheden fremsatte påstande om, at pengene kommer ti-fold igen - såsnart nogle naive idealister stiller konkrete forslag om afvikling.

Men hvad mener statsministeren i grunden om landbrugsstøtte og om erhvervsfremme i almindelighed? Skulle der virkelig ikke mere end et par årtier på EU-støtte før bistandsnarkomanien slog igennem, og gjorde erklæringer om aftrapning lige så troværdige som heroinmisbrugernes?

»Jeg søger trøst i den holdning, som Lars Løkke Rasmussen har udtrykt i vores principprogram, hvor han klart slår fast, at det er Venstres holdning, at private virksomheder ikke skal have offentlige tilskud,« sagde Jacob Jensen tydeligvis slukøret til Børsens udsendte.

Idealisten kunne også drage den lære, at der en afgrundsdyb forskel på principper og virkelighed i de nuværende politiske partier, og at der er helt normalt at komme med erklæringer eller skrive debatbøger, uden at man på nogen måde forventes at blive stillet ansvar for det, der bliver sagt. Det vigtigste er således stemmetal og mandater.

Venstre har som bekendt også en landbrugskommisær i EU, der med stor sandsynlighed forventer at baglandet herhjemme bakker op.