Der er [...] to økonomiske systemer hvor lønindkomst er den almindelige form for indkomst: Den ene er markedsøkonomien og den anden er den utopiske socialistiske økonomi ved navn ”planøkonomi” hvor ingen modtager profit men alle modtager lønindkomst; men hvor graden af frivillighed forbundet med lønindkomsten samtidig er reduceret betragteligt, hvis den ikke er afskaffet helt.

Det er således indstillingen her, at økonomisk socialisme altid til sidst vil bryde sammen; og at sandsynligheden for sammenbruddet øges, desto mere man afskaffer muligheden for individuelle beslutninger. Det vel at mærke netop fraværet af muligheden for at handle frit, der er årsagen til sådanne sammenbrud, mangeltilstande og forskellige former for økonomisk kaos. -- Fra Egeninteresse og markedsøkonomi - del 1 af 3

AKTUEL KOMMENTAR: Det planøkonomiske kaos af Søren Højbjerg.

I bogen ”In Defense of Advertising – Arguments from Reason, Ethical Egoism and Laizzez-Faire Capitalism” bruger Jerry Kirkpatrick de to økonomer George Reisman og Ludwig von Mises samt filosoffen Ayn Rand til at vise, hvorfor reklamer er en afgørende del af markedsøkonomien, samt hvordan og hvorfor reklamer må forsvares ud fra et afsæt i anerkendelse af egeninteressen.

Reklamer tjener præcist det samme formål, som er årsagen til at vi forsvarer ytringsfriheden i almindelighed. De individuelle frihedsrettigheder er til for at sikre den enkeltes muligheder for at kunne skabe sig sit eget liv, og for at sikre evnen til, at man kan tage vare på sig selv. Disse rettigheder handler om friheden til at forfølge ens eget bud på det gode liv. Til dette hører også retten til at informere og til at fortælle om det produkt, man som producent tilbyder på markedet.

Læs mere i Reklamer, ytringsfrihed og censur

I dagens Jyllands-Posten kan man læse, at imamer anbefaler, at man stemmer til venstre for Ny Alliance. Og hvorfor nu det? Modvilje mod økonomisk og politisk frihed, hvor politisk frihed handler om den handlefrihed, der findes i det borgerlige samfund med respekt for de individuelle frihedsrettigheder, der begrænser statsmagtens indflydelse, er et oplagt svar.

Men ifølge dagens kommentar er der også et mere grundlæggende slægtsskab mellem religion og socialisme: - Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs.

Læs mere i Tradition og religion.

Besøg også: The complete work of Charles Darwin Online.

Se også Kristeligt-Dagblad: Præsterne foretrækker SF-regering.

[2004] ...Jo flere penge man får uden at gøre en indsats desto mindre incitament har man til at gøre noget. Gør individdet ansvarlig for sit eget liv. [N]år du [Anders Fogh Rasmussen] alligevel ikke tror på ekspansiv finanspolitik så gør op med resultatet af mange årtiers forkvaklet politik. Nedlæg. Afvikl. Fjern.

Og hvis I ikke når det hele inden næste folketingsvalg, så husk i det mindste sproget. Ulandsbistand er tvungen bistand. Folkeskolen er tvangsfinansieret indoktrinering. Ideen om folkesundhed er direkte nazistisk. Folkekirken er middelalderlig. Og høj beskatning er udtryk for en stor krænkelse af den private ejendomsret. Sig sandheden. Gør en forskel.

- Dagbladet Information har genoptrykt ældre kommentarer skrevet af undertegnede, som man kan finde gratis i et online-arkiv. Ovenstående er fra debatindlægget - Slut dog lederen sådan.

Det skal [...] være påstanden, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem et samfund uden visioner, idealer og mål – og så tendensen til overvægt og usundhed; på samme måde som der er en sammenhæng mellem fraværet af idealer og forbilleder - og så omfanget af kriminalitet og andre former for negativ social adfærd.

Sådan et system, kan man naturligvis ikke skabe i praksis. Resultatet bliver blot at alle hæmmes i at handle, og at problemerne og udfordringerne vokser sig større og større – uden at nogen formår at forholde sig til dem.

Læs mere i dagens kommentar.

Nu skulle man synes, at der var en ret enkel løsning på den offentlige udgiftseksplosion, der følger af rygning og usund kost. Man kunne jo overveje at indføre brugerbetaling på disse områder, så den enkelte ryger, chokolademisbruger eller motionsnægter bar den økonomiske byrde ved sin adfærd. Lade kompetence og ansvar ligge hos individet og så ellers blande sig udenom. Lige nu tilskynder samfundet faktisk folk til at leve usundt, fordi de ikke selv skal betale regningen brugerbetaling kunne med andre ord også have velfærdsfremmende virkninger (i økonomisk forstand).

Men disse tanker er udtryk for netop den individualisme, som velfærdsstaten er et opgør med. Det er sigende, at en markedsløsning er så ildeset, at forslaget stort set ikke har været oppe i debatten. I stedet er vi øjensynligt i færd med at lægge selve ansvaret for forebyggelse væk fra den enkelte og over på fællesskabet. Den finanspolitiske sammensmeltning af hierarki og sektvæsen må nødvendigvis finde løsningen i en kollektiv kontrolpolitik, som med magt vil gøre det lige, der fra naturens hånd er ulige i dette tilfælde de enkelte menneskers indstilling til egen sundhed.

- Det skriver Jørgen Møller i kronikken Velfærdsstaten ofrer frihed og ansvar i Berlingske Tidende.

Her er hvad Copenhagen Institutes ledelse gav udtryk for, da denne hjemmeside blev lanceret:

I Danmark finansieres en stor del af sundhedssektoren via de offentlige kasser. En række tendenser gør imidlertid debatten om denne form for finansiering mere påtrængende end nogen sinde før.

Ønsket om at begrænse belastningen af sundheds-systemet ved at opdrage på befolkningen bør imidlertid ikke overskygge behovet for mere holdbare, velovervejede og perspektivrige reformer af sundhedssektoren. Kilde.

Pointen som man finder den i såvel Møllers som COIN's tekst er således, at aktuelle løsningsforslag er holdningsbestemte - altså ideologisk styrede. Det er med andre synet på individet og individets ansvar og muligheder, der er det afgørende for hvad man foreslår. Og har man grundlæggende valgt et kollektivistisk system - ud fra et nedladende syn på den enkeltes evner og potentiale, så vil man skridt for skridt også udbygge dette kollektive system, og dermed reducere friheden yderligere (eftersom man som kollektivist og socialist ikke regner friheden for noget positivt). Jørgen Møller bruger så ganske passende rygerloven, som et eksempel på dette. Tilsvarende kan man altså også bruge det aktuelle valgflæsk, hvor ingen taler om økonomisk handlefrihed, og den enkeltes ret og mulighed for at skabe sig det liv, som han eller hun ønsker. Her er det vel at mærke også på sin plads at nævne, at den tabte frihed omsættes i øget magt hos andre til at bestemme over menneskers liv.

Mange af disse konkrete eksempler på afvikling af personlig frihed, kan derfor også ses som havende en symbolsk funktion: Disse reguleringstiltag skal overfor borgerne vise at sidstnævnte ikke er frie og ikke har retten til at handle frit. Det er tværtimod noget, man fra magthavernes side mener, at man i mindre doser har retten til at begunstige borgerne med - naturligvis i det omfang, man som borger efterlever de normer og standarder, der opstilles fra kollektivisternes side. Et samfund, der bygger på sådanne former for kollektivisme vil med andre blive stadigt mindre frit, og stadigt mere præget af at ethvert spørgsmål er et fælles anliggende.

Vil man for alvor forstå, hvor denne kollektiviseringsproces fører hen, må man derfor også se i retning af de kollektivistiske ideologer og ideologier, der præsenterer "den rene vare" såsom facisme, kommunisme, socialisme, islamisme og nazisme. For social-demokratisme er og har lige fra begyndelsen været ment som en overgang fra et borgerligt og frit samfund til et socialistisk og statsligt styret. "Social-demokratisme" er med andre ord ikke en 'isme, der tilbyder en stabil politisk tilstand, men altså en bevægelse fra et frit system til et, der er ufrit. Der findes ikke en socialdemokratisk samfundsmodel eller en konsistent socialdemokratisk ide. Socialdemokratisme har simpelthen som mål at indføre socialisme. I det omfang at socialisterne kan slippe godt fra at gøre det, er det derfor også den socialistiske ideologi, der formidles via den statstøttede kultur og de statsstøttede medier.

Socialdemokrater har aldrig på noget tidspunkt taget afstand fra socialisme som sådan (og de kan ikke gøre det uden at ophøre med at være socialdemokrater). En styreform, hvor hele samfundet på totalitær vis regeres via staten er derfor også den styreform, vi bevæger os i retning af. Før 2001 havde man så en opposition til dette. Men meget tyder på, at modstanden mod bevægelsen i retning hen imod kollektivisering fra samtlige de etablerede politiske partiers side er forsvundet. For socialister er dette naturligvis uproblematisk. Så sikres socialismen så meget desto hurtigere. Ikke desto mindre må det være en politisk opgave, sådan i bredere forstand, at diskutere hvilken retning samfundet bevæger sig i, og om denne retning grundlæggende er ønskværdig. - Og her må menneskesynet være det oplagte udgangspunkt. For det socialistiske menneskesyn handler nu engang om underkastelse og afskaffelse af personlig frihed. Med så mange klienter socialdemokraterne har skabt via økonomisk omfordeling, burde de (der åbent kalder sig socialdemokrater) på nuværende tidspunkt så også offentligt kunne vedstå sig deres ideer om, hvordan de ser på den enkelte og på den enkeltes evne til at skabe sig en tilværelse på egne vilkår. - Ellers må man spørge Claus Hjort Frederiksen (V).

The experience of hiding from the well-armed, murderous border guards was enough to encourage in me a life-long interest in the study of the difference between free and oppressed countries, between those that have been seriously influenced by individualism and classical liberalism and those that have followed the path of collectivism and the centrally-planned economy. And this, in turn, has led to my writing on the topic and to being invited to conferences, seminars and such to engage in debates and make presentations in economics, including in some of these countries (herunder Bulgarien, Polen og Armenien).

- Det skriver Tibor Machan, der er professor of business ethics and writer on general and political philosophy i Shadows of Stalin. Overskriften (Stalins skygger) henviser i øvrigt til hans venstreorienterede vestlige universitetskolleger.

Tibor Machan har også en blog. Adressen er: http://tiborrmachan.blogspot.com .

[U]sers [of a given substance or stimulant] are in fact users by choice. People always choose a particular substance, which does something in particular for them. Maybe the function of a substance is to ensure relaxation, concentration, reduce stress, or to reap a concrete reward that helps one to stay fit - as in the "use" of endorphin.

State regulators using statistics therefore cannot realize what good some particular substance does for a particular person in his or her own life. Furthermore, the last fact also explain why regulators and banners always wants to ban more, and never cease to find areas where they would like to curtail even more freedoms.

Read more in The war on substances that are part of somebody’s total quality of life.

Biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt skrev i Berlingske Tidende den 25. juli at Griskhed en last bliver til en dyd. De fleste husker vel Michael Douglas' - i det store hele glimrende - tale i filmen Wall Street, hvor han i rollen som Gordon Gekko siger, at "greed is good - greed works". Og til dette kan man kun svare - Ja, Fri os fra forsagelse! (Kvalificering af synspunktet findes i posteringens sidste henvisning - meget passende i Capitalism Magazine.)

I anledningen skal også nævnes den norske hjemmeside DYRK MAMMON.NO.

COIN har bragt to artikler fra DYRK MAMMON-folkene: Disse er fra Onar Åm, der har skrevet artiklen The Corporation samt Per-Anton Rønning, der introducerer til hjemmesiden med kommentaren Pengeglæde . Her skriver PAR blandt andet følgende:

Pengegleden er tofold: Den er den intense gleden over å ha lykkes intellektuelt og organisatorisk, slik at det skapes overskudd. Dernest har vi gleden over å kunne nyte et godt og komfortabelt liv med velstands- og luksusgoder. Disse har enorm symbolkraft, for de skriker ut noe som de åndfulle hater å høre: Jeg har LYKKES - jeg har et verdiskapende intellekt! De åndfulle ønsker å ha monopol på det intellektuelle, det er dette de føler er det mest beundringsverdige ved deres livsform. De gjør derfor det, de kan for å fremstille verdiskaperne som overfladiske og ute av stand til å bevege seg innenfor den fornemme åndelige sfære.

Ovenstående hyldest til pengeøkonomi, profit og egeninteresse (samt afstandtagen fra afsavn, forsagelse, offervilje og hykleri) skal dog blot tjene som introduktion til Francisco d'Anconias pengetale. Her bringes et introducerende citat:

D'Anconia: Money is your means of survival. The verdict you pronounce upon the source of your livelihood is the verdict you pronounce upon your life. If the source is corrupt, you have damned your own existence. Did you get your money by fraud? By pandering to men's vices or men's stupidity? By catering to fools, in the hope of getting more than your ability deserves? By lowering your standards? By doing work you despise for purchasers you scorn? If so, then your money will not give you a moment's or a penny's worth of joy. Then all the things you buy will become, not a tribute to you, but a reproach; not an achievement, but a reminder of shame. Then you'll scream that money is evil. Evil, because it would not pinch-hit for your self-respect? Evil, because it would not let you enjoy your depravity? Is this the root of your hatred of money? - Læs resten af talen her.

I came here to say that I do not recognize anyone's right to one minute of my life, Nor to any part of my energy. Nor to any achievement of mine. No matter who makes the claim, how large their number or how great their need. I wished to come here and say that I am a man who does not exist for others. It had to be said. The world is perishing from an orgy of self-sacrificing. -- Howard Roark i The Fountainhead. (Tale på dansk her).

Dagens kommentar handler om altruisme.