Den 31. marts i år lancerede den norske forfatter og politiske debattør Onar Åm ”The Free State Initiative”. Indtil videre består projektet af en hjemmeside på adressen http://freestateinitiative.org.

Målsætningen med projektet er at tilskynde til dannelsen af minimal-stater baseret på en udbredt grad af respekt for den private ejendomsret, og hvor individet sikres de bedst mulige betingelser for at skabe velstand.

Læs mere:

http://www.180grader.dk/Udland/norsk-liberalist-vil-skabe-fristat-i-afrika-1

Det er altid glædeligt, når man som skribent bliver læst og forstået. Her er hvad Jesper Skovgaard skriver i sit speciale "EN MODENHEDSMODEL FOR VIDENSTYRING" udarbejdet ved IT-Universitet i København 2009:

"Grundlæggende er incitamentsstrukturen [...] anderledes i den offentlige sektor [end i den private], da man ikke i samme grad som i den private sektor er underlagt markedsmekanismerne. I den offentlige sektor eksisterer begrebet entreprenøren ikke, altså det menneske der med egne eller frivillige investorers midler investerer, udvikler og organiserer ud fra en forventning om at blive belønnet af interesserede forbrugere. Den offentlige sektors opbygning er mere formel og ufleksibel hvilket betyder, at organisationsformen har langt mere vanskeligt ved løbende at imødekomme forbrugernes behov, i takt med at de ændrer sig. Dette skyldes blandt andet, at man ikke får tilbagemeldinger om brugertilfredshed i form af salg og markedsandele, så man kan vurdere om det der leveres, har værdi for kunden eller ej."

Han henviser som kilde til COIN-artiklen fra 2007 Den offentlige og den private sektor af undertegnede, som naturligvis blot har forsøgt at formidle Ludwig von Mises indsigter jævnfør HUMAN ACTION - Part Six - The Hampered Market Economy (pdf).

(Forslag til gruppearbejde: Kan Søren Pind overtager entreprenørens rolle i Afrika? Diskutér.)

Det frie marked er en enorm maskine. Det er fuld af alle mulige økonomiske tandhjul der griber ind i hinanden. Nogle gange sker der er skift i de massive økonomiske tandhjuls stilling. Det var det, der skete, da borgernes trang til boliger skubbede priserne op. Som en mægtig, usynlig hånd der griber om et håndtag trak boligpriserne i et bestemt håndtag i det økonomiske system. Knagende og gnistrende flyttede håndtaget sig. Et mægtigt økonomisk tandhjul faldt i hak med et øresønderrivende brag. Bang! En økonomisk kommando faldt på plads. “Der skal bygges nye boliger” var befalingen. - Læs mere i Sådan er kapitalismen af Søren Højbjerg.

Der skal [...] være et økonomisk incitament før det bliver til noget for alvor med udforskningen af månen - helt på samme måde, som det var økonomiske interesser, der sikrede koloniseringen af Nordamerika. Nu har Google taget et lille skridt i denne retning. Om skridtet så er det rigtige for Google vides ikke. Der jo altid en risiko for, at man tjener mindre end man havde forventet. Sådanne typer af skridt er ikke desto mindre nødvendige at tage, hvis månen skal blive en større del af den menneskelige interessesfære.

- Læs mere i Der er penge i Månen. Her kan man også læse om sammenhængen mellem Månens fremtid og eksempelvis Oklahomas historie:

Månen

Oklahoma

Vi synes, at der er tale om en ualmindelig elendig aftale, der pålægger Danmark et 100-procents ansvar for et kæmpeprojekt, der naturligvis burde have været ligeligt fordelt mellem Danmark og Tyskland. Der er ikke bare tale om et økonomisk spørgsmål, men i høj grad også om det principielt forkastelige i, at Tyskland får lov at køre på frihjul med hensyn til Femern-forbindelsen, siger Walter Christophersen i en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti. Mere her.

I dagens udgave af Erhvervsbladet kan man læse følgende fra Lars Franyó, der er hovedbestyrelsesmedlem af Liberalisterne. Han skriver at: Der er efterhånden ved at tegne sig et mønster i Danmark om, at de store broer skal være brugerfinansieret. Storebæltsbroen er det og Øresundsbroen er det og Femer-Broen bliver det og det vil en Kattegatbro også kunne være uden at det kommer til at koste de danske skatteydere så meget som en bøjet 5-øre. Hvorfor tager man fra politisk side så ikke det nødvendige mod til at lade private investorer og bygherrer stå for opførelsen og driften af de kommende store trafikinvesteringer? Mere her.

I Erhvervsbladet den 5. juli kunne man dog læse, at Regeringen søger EU om ti mia. kr. til broen over Femer Bælt Og det er naturligvis skatteyderpenge, man så søger om...

Læs også - Når man i staten vil bygge broer kan det have to forskellige årsager.

Det er weekend og jeg skal derfor benytte lejligheden til at man bruger sin fritid til at sende kommentarer og essays til www.coin.dk, hvilket kan gøres til ses[at]coin.dk. Jeg vil kvittere med Ayn Rands "Atlas Shrugged" i en hard back-version, sålænge lager haves. Bidrag skal naturligvis være frihedsorienterede, men kan handle om alt, hvad kan siges at have at gøre med politik og økonomi, - hvilket naturligvis også omfatter kommentarer om videnskabsteori, filosofi, idehistorie, jura, etik med mere. Kravet om 8000 anslag er nu ophævet. Men kun bidrag, der optages belønnes med en bog.

Religion er for tiden, som læseren vil vide det, til debat og diskussion. Man diskuterer især Islam og Kristendom (men også en smule Buddhisme ). Flere af dem, der kalder sig borgerlige, hævder nu, at kristendommen har stor betydning for velstandsskabelse - jf. også en aktuel kronik i Berlingske Tidende. )

Undertegnede har dog endnu ikke set en fornuftig kobling mellem den i Danmark dominerende trosretning og så kapitalismen. Rent faktisk er det særdeles svært at se nogen som helst overordnet relation mellem religiøsitet og produktivitet. For produktivitet - som er det kapitalisme fremmer - handler om at vide; og religiøsitet handler som bekendt om at tro. Når man står i en bestemt situation og skal træffe en beslutning, om hvad man vil gøre, er en religiøs indfaldsvinkel derfor ikke i overensstemmelse med en fornuftig. Fornuftighed og religiøsitet er simpelthen to vidt forskellige måder at orientere sig på.

Fornuft er det som de fleste benytter sig af, når de skal over en vej: Om der kommer biler eller ej er derfor ikke et spørgsmål om tro: Man sætter sig via sanserne ind i, om der er trafik eller ikke. Og man diskuterer ikke med sig selv, om hvad Jesus ville have gjort. Man har i kraft af fornuften lært, at man bør se sig for.

Men, siger så de kristne, det er ikke religionen og troen som sådan, der gør Kristendommen til en medspiller i et samfund med markedsøkonomi. Det hævdes i stedet, at det er værdierne, der udgør Kristendommen, og som indirekte bidrager til at fremme det velstandsskabende samfund.

Her må man for det første konstatere, at de kristne værdier nu engang er trosbaserede værdier og dermed valgt ud fra den trosbaserede metode, det vil sige netop den metode, man ikke kunne drømme om at bruge, hvis man skulle passere en befærdet vej. Har man valgt kristne værdier, har man historisk derfor ikke brugt sin fornuft, simpelthen i kraft af valget af metode: - Man TROR at det ene eller andet er godt/moralsk/rigtigt, helt på samme måde som man så kunne vælge at tro at der ikke kommer en lastbil eller en bus kørende, der hvor man troskyldigt passerer vejen. Og pointen her er naturligvis at det slet ikke er godt at orientere sig på denne måde, og at metoden ikke er god.

Og hvilke kristne (trosbaserede) værdier er det i givet fald også, der skulle sikre skabelsen af store omkostningseffektive virksomheder, og som kan flytte kapitalen, derhen hvor den kan bruges bedst muligt? Hvad med profitincitamentet? Er det nu et kristent incitament? Så snart man begynder at se på hvert enkelt fænomen, der hører til det, der tilsammen skaber velstand i markedsøkonomien, så er det praktisk talt umuligt at finde noget som helst element af den oplyste egeninteresse, der driver produktiviteten fremad - i Kristendommen. Såvel metoden man benytter sig af, såvel som det man orienterer sig efter (værdierne), er i Kristendommen helt og aldeles væsensforskellige fra værdier, man vælger ud fra fornuftige overvejelser. For hvis man vil lære sine børn hvordan de undgår at blive kørt over, så er indfaldsvinklen helt omvendt den religiøse metode samt værdierne: at de skal lære at tage vare på sig selv; at de skal bruge deres fornuft; at de skal forstå, at det er farligt at gå over vejen, men at faren aftager, hvis de ser sig for. Appellen her til at lære børn at klare sig, er dermed, at de er deres egen værdi, og at de takket være deres fornuft kan begå sig i verden.

Konkrete beslutninger i det kapitalistiske system er tilsvarende drevet fremad af fornuftige overvejelser om, hvad der bedst kan betale sig; og afsættet er vel at mærke værdien bag disse handlinger: at det kan betale sig for aktøren, at handle ved hjælp af fornuftens brug: Bruger man sin fornuft kan man undgå at blive kørt over. Man kan tilsvarende opnå en række konkrete positive mål ved hjælp af den samme metode og ud fra de samme ideer om, at man som individ har værdi. At vælge at bruge fornuften, og at handle ud fra sin egen interesse (se sig for over vejen eller drive virksomhed), er derfor noget, man for nu at gentage pointen har valgt som værdi.

Hvad man gør, og hvad man mener man bør gøre, er derfor snævert forbundne med hinanden. Man handler, producerer, og er praktisk indstillet, fordi man mener det er godt. Hvis man omvendt mente at godhed var at handle for andre ville man ikke konkret vide, hvad man skulle gøre: Hvilke andre skulle man så handle for?

Værdien, der forsvares her – egeninteressen – kan derfor beskrives ved, at man forestiller sig koncentriske cirkler og at man tager afsæt i den inderste: Man handler i en bestemt kontekst, med et afsæt i hvad der fremmer ens egne interesser. Og i jagten på at optimere disse værdier under overholdelse af reglerne for markedsøkonomien, så fremmer man tilsvarende andres interesser ved at levere varer og ydelser. Konkurrencen om at gøre tingene bedre end andre, eftersom dette honoreres på markedet, er tilsvarende noget der er vanskelig at finde i det kristne begrebsunivers.

Et af de tilbagevendende argumenter for, at kristendommen har betydning for velstandsskabelse går imidlertid på, at kristendommen er ”tolerant”, hvilket også er et tema i den aktuelle kronik i Berlingske Tidende.

Det hævdes derfor, at kristendommen historisk og traditionelt set har tolereret den verdslighed, som er et helt centralt element for økonomisk frihed, samt tolereret den politiske frihed, der fører frem til den økonomiske handlefrihed - samt den tankens frihed, der sikrer at man kan bruge sin fornuft til at skabe og producere noget som andre vil købe. Med andre ord: Kristendommen respekterer ifølge argumentationen en helt anden metode end den hvormed kristne værdier vælges på! Kristendommen respekterer og tolerer værdier, der ikke er kristne endsige religiøse. Og dette er i følge tankegangen kristendommens storslåede bidrag til kapitalisme og velstandsskabelse. Det vil sige: Kristendommen forhindrer ikke disse fænomener…Og dertil kan man så kun sige, jamen lad os da endelig få mere af denne tolerance overfor den virkelighedsbaserede metode; og hvis nogle vil kalde det for Kristendom, skal de da være hjerteligt velkomne.

Men ikke at forhindre noget er blot ikke det samme som at fremme noget bestemt eller aktivt forsvare det. - Argumentet foroven er samtidigt kun interessant, hvis man SKAL vælge en religion, og at man så har mulighed for at vælge en, der ikke insisterer alt for meget på at have patent på sandheden. Men hvorfor i alverden skulle det nu være tilfældet?

I praksis gør man via staten meget for at presse på, for at man vælger Kristendommen. (Der er som bekendt ikke en statsgodkendt forberedelse til ateisme omkring 14-16 årsalderen!) .

Mange vælger nu ikke at være kristne eller religiøse. Så man skal ikke vælge mellem religioner, og man behøver ikke at gøre det. Og hvis man bruger den religiøse måde at orientere sig på, så bruger man på samme tid nu engang ikke den verdslige. De der ikke vælger kristendommen gør det derfor ofte ud fra verdslige betragtninger, og tilsvarende søger mange at vælge deres værdier på det samme verdslige grundlag. Nogle stiller derfor spørgsmålet: - hvilke værdier er gode og rigtige på fornuftens præmisser.

I øvrigt er det også en tilsnigelse at hævde at kristendommen historisk set har været tolerant. Men nu er religionen tolerant, lyder så replikken. (Og så skal vi andre på forunderligvis mene at mere end tusinde år er den betænkningstid som en religion skal have før den bliver verdsligheden venligt stemt).

For tiden hævdes det i øvrigt samtidigt, at tolerance omvendt er det, der fortrænger de vestlige værdier; og at vi derfor skal tage et opgør med tolerancen. Tilsvarende er der derfor uden tvivl nogle, der gerne kunne tænke sig en mindre tolerant udgave af Kristendommen. Endvidere er der spørgsmålet om ”tolerance” i det hele taget kan siges at være en værdi, og i givet fald en kerneværdi.

Herfra skal i stedet promoveres det synspunkt at egeninteresse er en kerneværdi, når det gælder kapitalisme, men bestemt ikke når det gælder Kristendommen, der tværtimod vægter det modsatte, - hvilket er altruismen.

Sammenhængen mellem egeninteresse, frivillig arbejdsdeling, civilisation og velstandsskabelse er beskrevet glimrende af Murray Rothbard i Man, Economy and State (s. 100-101):

[I]n explaining the origins of society, there is no need to conjure up any mystic communion or “sense of belonging” among individuals. Individuals recognize, through the use of reason, the advantages of exchange resulting from the higher productivity of the division of labor, and they proceed to follow this advantageous course. In fact, it is far more likely that feelings of friendship and communion are the effects of a regime of (contractual) social cooperation rather than the cause. Suppose, for example, that the division of labor were not productive, or that men had failed to recognize its productivity. In that case, there would be little or no opportunity for exchange, and each man would try to obtain his goods in autistic independence. The result would undoubtedly be a fierce struggle to gain possession of the scarce goods, since, in such a world, each man’s gain of useful goods would be some other man’s loss. It would be almost inevitable for such an autistic world to be strongly marked by violence and perpetual war. Since each man could gain from his fellows only at their expense, violence would be prevalent, and it seems highly likely that feelings of mutual hostility would be dominant. As in the case of animals quarreling over bones, such a warring world could cause only hatred and hostility between man and man. Life would be a bitter “struggle for survival.” On the other hand, in a world of voluntary social cooperation through mutually beneficial exchanges, where one man’s gain is another man’s gain, it is obvious that great scope is provided for the development of social sympathy and human friendships. It is the peaceful, cooperative society that creates favorable conditions for feelings of friendship among men.Kilde

Værdien, der via Rothbard skal promoveres her er derfor, at det fremmer hvert enkelt individs velfærd at deltage i den frivillige arbejdsdeling, som netop kendetegner en markedsøkonomi. Incitamentet til at handle i fred og frihed er dermed egoistisk, om man vil. Og i kraft af det meningsfulde ved et samfund, hvor man kan udveksle sine ydelser og varer med andre (med penge som et medie og en vare), bliver man med tiden også sine medmennesker venligt stemt. Med andre ord: Sympati er ikke noget gudgivet, og på den basis er der derfor ingen grund til religiøsitet (og pligt til at vælge en religion). Det er, for nu at formulere det provokerende, i stedet logisk at glæde sig over andres produktivitet, at man lever i et civiliseret samfund, og over den generelle tilbøjelighed og villighed til at andre handler med hinanden i frihed. Det er med andre ord logisk at forsvare respekten for den private ejendomsret og for den fornuft, som er årsagen til at velstand bliver skabt. Så vidt vides har Palæstina, hvorfra Kristendommen stammer, i øvrigt aldrig på noget som helst tidspunkt i verdenshistorien været kendetegnet ved at være et kommercielt eller industrielt kraftcenter. Så argumenterne savnes også i denne henseende.

Der afsluttes med et par citater af økonomen Ludwig von Mises:

Reason's biological function is to preserve and promote life and to postpone its extinction as long as possible. Thinking and acting are not contrary to nature; they are, rather, the foremost features of man's nature. The most appropriate description of man as differentiated from nonhuman beings is: a being purposively struggling against the forces adverse to his life.

samt

People do not cooperate under the division of labor because they love or should love one another. They cooperate because this best serves their own interests. Neither love nor charity nor any other sympathetic sentiments but rightly understood selfishness is what originally impelled man to adjust himself to the requirements of society, to respect the rights and freedoms of his fellow men and to substitute peaceful collaboration for enmity and conflict.

Det sidste citat findes i Human Action. Chapter VIII. Human Society, 6. The Individual Within Society

You stand in the midst of the greatest achievements of the greatest productive civilization and you wonder why it's crumbling around you, while you're damning its life-blood--money. You look upon money as the savages did before you, and you wonder why the jungle is creeping back to the edge of your cities. Throughout men's history, money was always seized by looters of one brand or another, whose names changed, but whose method remained the same: to seize wealth by force and to keep the producers bound, demeaned, defamed, deprived of honor. That phrase about the evil of money, which you mouth with such righteous recklessness, comes from a time when wealth was produced by the labor of slaves--slaves who repeated the motions once discovered by somebody's mind and left unimproved for centuries. So long as production was ruled by force, and wealth was obtained by conquest, there was little to conquer, Yet through all the centuries of stagnation and starvation, men exalted the looters, as aristocrats of the sword, as aristocrats of birth, as aristocrats of the bureau, and despised the producers, as slaves, as traders, as shopkeepers--as industrialists... Læs mere her.

Den østrigske økonomiske skole bygger videre på mange af indsigterne fra det 18. og 19. århundredes klassiske økonomer. Visse af skolens styrende ideer kan spores helt tilbage til de sene skolastikere i det 15. århundrede. Det gælder blandt andet forsvaret for den private ejendomsret samt erkendelsen af det nyttige ved frihandel. Blandt forfattere tilhørende den østrigske skoles skal nævnes Murray N. Rothbard, Ludwig von Mises, Walter Block, Israel M. Kirzner, Roger W. Garrison, Friedrich A. Hayek, Hans-Hermann Hoppe, Joseph T. Salerno og Jörg Guido Hülsmann.

Den østrigske skole havde sit udspring sidst i det 19. århundrede i Wien, hvor skolens tilhængere skilte sig ud fra den såkaldte historiske skole i spørgsmålet om logikkens forrang i forhold til observation. Skolens oprindelse dateres oftest tilbage til årerne omkring udgivelsen af Carl Mengers bog ”Principles of Economics” fra 1871. Det ”østrigske” prædikat var oprindeligt ment nedsættende - som udtryk for en afvigelse fra det den dominerende historiske skole anså som værende den korrekte ”tyske” tankegang, hvad angår økonomiske spørgsmål.

Indsigter

Blandt den østrigske skoles bidrag til økonomisk teori, er, at der ikke kan finde nogen form for meningsfuld økonomisk kalkule sted uden monetære priser, prisdannelse eller eksistensen af privat ejendom. Den østrigske skole var således blandt de første økonomiske retninger til systematisk at udfordre den marxistiske økonomi – og dermed også den kommunistiske utopi. Den østrigske skole er dermed - også sammenlignet med eksempelvis monetaristen Milton Friedman - kendetegnet ved et af de mere radikale forsvar for den frie konkurrence og det frie marked.

En anden østrigsk kritik af den marxistiske tilgang er afvisningen af den marxistiske ”objektive værdi teori”, hvor den østrigske skole gør opmærksom på, at mennesker har forskellige præferencer, og derfor ikke vil tillægge de samme produkter den samme værdi. En vare kan altså ikke, som Marx hævdede det, tildeles en "objektiv" værdi. Værdien kan derfor ikke bestemmes ved at beregne, hvad det har kostet – i timer, kapital eller arbejdskraft - at frembringe varen. Værdiansættelsen er således subjektiv, og afhænger af den, der ansætter værdien.

For østrigske økonomer drejer økonomi sig først og fremmest om rigtige mennesker, der tænker og handler. Den subjektive værditeori udgør derfor blot én, men meget central del, af skolens metodologiske individualisme. Det analytiske udgangspunkt for den østrigske skole er altså individet og dets handlinger – vel at mærke handlinger, der ikke bedømmes ud fra en idealtilstand kendetegnet ved perfekt information eller en tilstand, hvor der hersker ”perfekt” konkurrence.

I modsætning til de neoklassiske og keyensianske skole lægges der derfor også mere vægt på analysen af de processer, der fører frem mod såkaldte ligevægtstilstande og frem mod mere optimale konkurrencesitutationer i modsætning til analyse af selve disse ligevægtstilstande. Det betyder samtidig at de økonomiske agenters adfærd - herunder entreprenørerne - spiller en langt større rolle hos den østrigske skole - end det er tilfældet i de neoklassiske analyser, hvor økonomiske processer og aktørernes adfærd i vid udstrækning ofte tages for givet.

Blandt andre centrale bidrag til økonomisk teori skal nævnes analysen af monopol-lovgivningens negative økonomiske konsekvenser samt den mere overordnede analyse af konsekvenserne ved statslig intervention.

Den østrigske skole i dag

Efter F.A. Hayeks nobelpris i 1974 og stiftelsen af Ludwig von Mises Institute i 1982 har den østrigske skole oplevet stigende interesse først og fremmest i USA. Denne interesse kan muligvis også tilskrives det fænomen, der kaldes globalisering, d.v.s. den forøgede internationale arbejdsdeling og udbredelsen af markedsøkonomien til en større del af verden – herunder de tidligere østbloklande. En del af interessen for markedsorienterede alternativer til keyensianisanske, monetaristiske, marxistiske, eller neoklassiske forklaringsmodeller må derfor også tilskrives sovjet-kommunismens sammenbrud.

Den moderne østrigske skole kan i nogen udstrækning opdeles i den retning, der er fulgt i kølvandet på nobelprismodtageren F. A. Hayek, og så den retning der primært er inspireret af Ludwig von Mises (1881-1973) og dennes forfatterskab. I dag må Ludwig von Mises - trods Hayeks nobelpris - siges at være den mest fremtrædende repræsentant for moderne østrigsk økonomi. Det skyldes ikke mindst Mises’ hovedværk ”Human Action”, der udkom i 1949 samt Mises efterfølgere og mere toneangivende studenter som f.eks. Murray Rothbard, der også via sit politiske engagement, bidrog betydeligt til interessen for den østrigske skoles teoretiske bidrag.

I sit hovedværk Human Action gjorde Mises op med en række af de forudsætninger, der i dag udgør fundamentet for mainstream økonomi herunder ideen om idealtypen ”homo economicus”. Meningsfuld økonomisk teori må ifølge Mises beskæftige sig med rigtige levende mennesker, der handler og ikke med økonomiske idealtyper, som for eksempel aktører, der er i besiddelse af perfekt information.

En anden af Human Actions centrale kritikpunkter rettet mod mainstreamøkonomien handlede om vurderingen af statistiske redskabers nytte i forbindelse med økonomiske analyser. For Mises var det afgørende, at økonomer vendte tilbage til diskussionen af meningsfulde forudsætninger for deres arbejde. Ifølge Mises er det problematisk at statistiske modeller ikke indfanger handlende subjekters planer, deres skiftende præferencer, deres værdier eller deres forventninger. Kvantificerbare relationer kan ifølge Mises kun siges at være nyttige, når der ikke længere finder nogen form for handling sted. Matematik kan kun forklare, hvad der er sket, men ikke hvad der vil ske.

Østrigske økonomer anvender derfor i dag ikke statistiske modeller i deres arbejde, eftersom de ikke mener at sådanne modeller kan indfange den komplekse virkelighed, der udgøres af den menneskelige adfærd.

Ludwig von Mises var således jf. også ovenstående grundlægger af den del af den østrigske skole, som står længst væk fra de neoklassiske og keynesianske skoler. Det var blandt andet Mises, der demonstrerede det umulige i meningsfulde økonomiske kalkuler i samfund, hvor der kun hersker kollektiv ejendomsret. Et andet bidrag fra Mises var udvidelsen af den østrigske økonomiske konjunkturteori, som forklarer det destruktive i centralbankernes ekspansive pengepolitik, og som understreger guldstandardens betydning for monetær stabilitet.

I 1982 oprettedes Ludwig von Mises Institute i Alabama, der i dag må siges at være dét mest fremtrædende uddannelses- og forskningsmæssige center i verden, såvel for klassisk liberalisme, libertariansk politisk teori – samt de forsknings- og undervisningsmæssige aktiviteter, der tager udgangspunkt i den østrigske skole økonomiske teori.

Man kan læse mere om Ludwig von Mises Institute og den østrigske skole via Ludwig von Mises Institute.

Tidligere bragt på www.coin.dk den 1. september 2005.

I dagens udgave af gratisavisen 24 timer kan man læse, at Fidel Castros lillebror opfordrer cubanerne til at give udtryk for deres kritik af styrets fejl og mangler. Fidel Castro er stærkt svækket - måske døende. Og som det fremstår i artiklen er man nu som følge af Castros svækkelse begyndt at slække tøjlerne. Det lyder så besnærende logisk, at man må antage at sammenhængen er reel.

Hvad betyder det så for de mennesker, der har talt varmt og inderligt for Cuba og Castro?

Det betyder at de i praksis ikke har forsvaret et princip, men bare et menneske, der ville fastholde den magt, som den kommunistiske ideologi sikrede netop Castro som person. Det vil sige: Ideologien var for nyttig for Castro og hans håndlangere (samt danske sympatisører som Svend Auken, der fik sig en ekstra ven), - vel at mærke selv om det for længe siden har vist sig umuligt at realisere det økonomiske system som Karl Marx præsenterede verden for i 1800-tallet.

Men som bekendt var den kommunistiske ideologi ikke ment som et mål i sig selv, endsige for at skaffe bestemte personer til magten, men skulle derimod fungere som middel til at realisere først den socialistiske og derefter den kommunistiske samfundsstruktur, hvor planøkonomi skulle spille den helt afgørende rolle.

Det skal her også nævnes, at mange i Danmark tilsvarende - fra sidst i 1800-tallet og fremefter - mente at socialismen var det rigtige og det videnskabelige, men at man her i modsætning til revolution valgte reform. Denne reformisme kaldes i daglig tale i øvrigt for socialdemokratisme. Så også her skal (og skulle) ideologien tjene et bestemt endemål, vel at mærke det samme. Den eneste forskel er blot, at man ville nå derhen med nogle andre midler. Meningen med socialdemokratisme er således historisk set at indføre det samme som det den kommunistiske ideologi skulle sikre: socialisme og kommunisme; det vil sige økonomisk kollektivisme. (Og enhver kollektivist har så blot sin egen indre version af hvordan den kollektivistiske utopi i praksis ser ud). Såvel socialdemokrater som kommunister ønsker dermed at kontrollere økonomien. Tilgangen er det, der skiller parterne: Kommunister er hårdhændede og brutale. Socialdemorkater er mere venlige (men lige så påståelige), og overlader det, som de gør det i Danmark, til den borgerlige ordensmagt at sikre af afviklingen af den økonomiske frihed via et stigende skattetryk og en voksende offentlig sektor.

Forandringerne skulle således i Danmark ske mere gradvist, og det er præcist det der er sket. Og det vil være urimeligt at sige at den aktuelle regering har forsøgt at ændre på tendensen.

Men ligesom i Cuba er ideologien i Danmark nu så småt blevet et mål i sig selv. På Cuba er Castro ved at være færdig, og ingen andre orker tilsyneladende at videreføre ideologien i dens rene form. Det næste skridt bliver derfor, efter alt at dømme, det skridt vi også så i Sovjetunionen: At man vælger socialdemokratismen, vel at mærke selv om denne 'isme historisk set havde nøjagtig det samme mål, som kommunismen. Så også her er der tale om en sutteklud: Man ønsker ikke endemålet, den totale afskaffelse af markedsøkonomien. Ideologien er med andre ord i stedet blevet selvcentreret. Den er en måde man får andel i magten, vel at mærke selv om man har opgivet og forkastet det centrale element, som var årsagen til at ideologien blev skabt i første omgang. (Dette er i øvrigt den helt centrale årsag til at venstrefløjspolitikere i dag ser så fortumlede ud og at deres paroler lyder floskelagtige. De ønsker heller ikke at opgive deres velstand, som markedsøkonomien har sikret, men deres ideologi har ikke desto mindre til formål at omstyrte den frie økonomi).

Når denne sammenhæng mellem en persons magtbegær, en forkromet ideologi og så de ofre som befolkningen i adskillige årtier har ydet, - den indses, ja så kan man også forudse vrede, harme og raseri, - og forhåbenligt også en god portion skamfuldhed.

Det er derimod - jævnfør ovenstående - mindre sandsynligt, men ikke utænkeligt at i det mindste nogle også begynder at indse værdien af økonomisk frihed. De der vælger socialdemokratisme, som en slags erstatningsreligion for den mislykkede kommunisme, har derimod ikke rigtigt formået at tage opgøret med dem selv og med de ideer, man i ungdommen blev prakket på. Sådanne personer er dermed blot gået fra at være kommunistiske/socialistiske idealister til kollektivistiske traditionalister eller simpelthen kynikere, der kun holdes oppe i kraft af de ritualer de udfører i medierne og på Folketingets talerstol.

I Danmark har vi dermed som i Cuba også politiske ideologier, ideer, teorier mv., der giver levebrødspolitikere masser af undskyldninger for at stramme tøjlerne. En række af disse er for længe siden blevet tilbagevist enten via forskning eller i kraft af historiske forandringer. Nogle af disse teorier er eksempelvis neo-marxistiske, og noget som på mere diskret vis sniges ind i universitetsstuderende den dag i dag. På andre læreanstalter sværger man derimod stadigvæk åbenlyst til marxismens særlige version af mysticisme. - Hvad angår det første kan man eksempelvis læse David Karsbøls artikel om Statslefleren Per Stig Møllers glade vanvid.

Det er således påstanden i ovenstående at politikerne eller befolkningen i vid udstrækning ikke har opdaget, hvor stor en del af deres begrebsapparat, der er præget af dårlige og fejlagtige teorier, ideer og værdier, som man på denne måde har overtaget af den eneste grund, at nogle på et eller andet tidspunkt (hvor man som ung ikke vidste bedre) hævdede, at der var tale om videnskab. Og hvad angår de borgerlige partier, er der i øvrigt meget der tyder på, at netop konservative mere end venstrefolk eller DF'ere, har en tendens til at ligge under for de sære ting, man udsætter for på universitetet.

I den offentlige sektor findes der således ikke driftige forretningsfolk, investorer eller entreprenører, eftersom sådanne kun eksisterer i kraft af profitencitamentet. Alligvel tror politikere og befolkning i vid udstrækning stadigvæk på, at et stort – og voksende – bureaukrati med tilsvarende højere skatter vil give øget velfærd. Det vil i praksis, og selv om man måske ikke har tænkt over det, sige, at man tror på et system, hvor disse aktører ophører med at eksistere og virke. Og det enestesystem, der nogen sinde er blevet præsenteret som videnskab, hvor entreprenører, spekulanter, investorer ikke findes, ja – det er netop socialisme og kommunisme. Dermed lever/ulmer disse 'ismer, selv om ingen alligevel tager dem helt alvorligt, det vil sige: socialismen er i Danmark noget man giver videre til nye generationer, på samme måde som traditionen om at gå rundt om juletræet. Vi ved ikke hvorfor. Ikke desto mindre er virkeligheden forholdsvis simpel: Jo større offentlig sektor, desto færre erhvervsdrivende, og desto mindre velstand. Det er en slags naturlov, der følger af definitionen på bureaukrati og administration, der nu engang handler om at kontrollere og styre det øvrige samfund i en eller anden retning. Ingen fornuftig person går derfor ind for mere bureaukrati og administration. Tværtimod er det noget enhver med sin sunde fornuft i behold så vidt muligt vil søge at reducere, netop for at kunne optimere velstandsskabelse i samfundet.

I takt med at vores tøjler strammes, fordi vi er blevet tradtionalistiske kollektivster, vil man som det tidligere var tilfældet i Cuba, så kunne forvente at den stigende fattigdom (forløbig blot reducerede vækst) vil blive retfærdiggjort i kraft af de andre ideer og teorier, man som levebrødspolitiker har til at bevare magten.

På den baggrund er det derfor ikke overraskende, at en svigtende infrastruktur, et fejlslagent offentligt fødevarekontrolsystem, en arbejdsformidling med et skidt rygte, en direkte pinlig statssponsoreret filmindustri (herunder overeksponeret socialrealisme) o.s.v. resulterer i eksempelvis Connie Hedegaards udsagn om at vi ”ikke bare kan opføre os som græshopper”. Det er imidlertid ikke de - i kraft af skattetrykket - grådige og uproduktive mennesker, der lever af konfiskerede midler - og demagogiske hjælpemidler, som Hedegaard tænker på. Så svaret til levebrødspolitikeren Hedegaard må derfor lyde: - ”Det kan du selv være”.

Afbrænding af tørv i troperne har muligvis større inflydelse på den globale opvarmning end fossile brændstoffer som olie, mener et uafhængigt hollandsk forskningsinstitut. Problemet er bare blevet overset, siger formanden for Wetland International. - Det rapporterer Danmarks Radio

I gamle dage brugte man også at brænde trøv, og tilsvarende osende energikilder af i Danmark. Som tidligere nævnt blev hvalolie også brugt til belysning.

Det er vel at mærke forretningsfolk (og ikke socialdemokrater eller konservative), der har gjort de energieffektive brændstoffer rentable - ved at sikre logistik, forarbejdning, distribution etc. Det er dermed kapitalister (entreprenører, spekulanter, sælgere m.fl.), vi kan takke for et renere miljø.

For to hundrede år siden, før industrialisering og kapitalisme - og før entreprenører som Cornelius Vanderbilt (der blandt meget andet bidrog til skabelsen af den amerikanske infrastruktur), var menneskets omgivelser derfor særdeles sundhedsskadelige, og levetiden var derfor tilsvarende kortere.

Konsekvenserne af Connie Hedegaards og Svend Aukens politik fører os derimod tilbage i retning af den fattigdom og usundhed, som vi forlod, jf. også økonom George Reisman:

Wherever the use of high-carbon technology is cheaper than that of low-carbon technology, forcibly curtailing its use implies the forcible reduction of the physical volume of production in the economic system, including its ability to produce further capital goods. Thus, forcibly curtailing the use of carbon-based technology cuts the ground from beneath the development of future low-carbon technology. It aborts the development of the necessary industrial base. (For elaboration of these points, see my Capitalism, pp. 178-179, 212, 622-642.)...Læs mere her. Direkte link til Capitalism her.