Journalist Derryn Hinch : I’ve been coming round to this opinion for some time. The thought that just maybe, perhaps, no dammit! I’ll say it: The Emperor has no clothes. I’m talking about global warming and carbon footprints and the emission trading scheme. And I have joined the Andrew Bolt [en anden australsk journalist] school of sceptics. Læs mere i Human Headline Headbutts Chicken Little

Flere australske øko-historier her.

DK, COIN: - Under EU-papiret [om politisk opstillede mål for globale klimaforandringer] har Thor Pedersen i håndskrift samtidig tilføjet {"Kejserens nye klæder" - i.a. H.C. Andersens 200 års fødselsdag.} I lyset af ikke mindst den aktuelle debat om dansk energipolitik, men i kraft af de fra miljøministeren gentagede påstande om ”konsensus”, afslører brevet dermed intern uenighed - om ikke blot klimapolitikken, men som en konsekvens heraf også energipolitikken. Læs mere her. Direkte link til Thor Pedersens email her (pdf)

And more:
http://www.youtube.com/user/orinoco7

Der er omkring 21 millioner indbyggere i Australien, men kun 13.645.073 af dem lod sig registrere for at stemme i det nyligt afholdte parlamentsvalg. Resultatet af parlamentsvalget kan ses på http://vtr.aec.gov.au/

Alt tyder på en sejr for det socialdemokratiske "Australian Labor Party". Valgsejren betyder sandsynligvis også, at Australien vil tilslutte sig Kyoto-protokollen.

Læs om de grønne i Australien i: Archive for the 'Green Poppycock' Category.

John Stossel: Al Gore Global Warming Debate (set i arkivet).

Besøg Kyoto Kritik.

Om religion, følelser og ejendomsret

Science-fiction forfatteren Robert Heinlein forklarede en gang i en roman*, at avancerede samfund i virkeligheden var de mest simple:

Komplekse, det vil sige materielt avancerede, samfund bygger på nogle klare regler, der sikrer at samfundene har kunnet udvikle sig; og at de fortsætter med at gøre det.

De simple regler, der overordnet tager et afsæt i respekten for den enkeltes liv, frihed og ejendom, bevirker at alverdens konstruktive handlinger er mulige - i højere omfang end komplicerede regler ville gøre det.

Primitive samfund bygger derimod på et væld af skjulte koder, indforståede regler og særlige traditioner. Der insisteres eksempelvis på respekten for en række geografiske steder, som man ikke må komme i nærheden af; på fænomener, der ikke må tales højt om; eller på at en række personer ikke må afbilledes.

Ofte gør sådanne kulturer sig ikke fri af de indforståede regler. I stedet bygger man videre på de mange forbud, og slår dermed flere knuder på sig selv, og sin egen kultur, end hvad godt er – i det mindste for udenforstående. Resultatet bliver til sidst materiel stagnation, og dermed også et kulturelt forfald. - Og så bliver man vred.

Det forunderlige er bare, at man ikke bliver vred på sig selv, men på nogle andre. Det bliver samtidigt umådeligt vanskeligt at kommunikere med mennesker, der orienterer sig efter de simple regler, da sidstnævnte udenforstående typisk ikke følger med, hvad angår de komplekse regelsæts knopskydning i alverdens kulturer og subkulturer.

Her skal gives et par eksempler på forskellene i praksis: Tøger Seidenfaden er så vidt vides nudist i en del af sin fritid, og udøver sin hobby et sted i Sverige. Ikke alle bryder sig om nudisme. Mange opfatter måske også Politiken som en fornærmelse. De simple regler tilsiger i så fald blot, at man undlader at købe bladet; men ikke at man foretager en ”renselsesproces” ved at brænde bladet, mens man hopper op og ned på Rådhuspladsen.

Tilhængere af de komplekse regelsæt ville i stedet eventuelt forsøge at ophæve Tøger Seidenfadens nudisme til et samfundsanliggende; og kræve at der indføres særlige regler, der forholder sig til spørgsmålet om netop offentligt kendte personers promovering af nøgenhedens velsignelser; og måske ligefrem insistere på, at der er behov for en skærpelse af det nuværende regelsæt.

Eksemplet kunne justeres ganske lidt, og så ville vi opdage, hvordan vi i Danmark i dag desværre er på vej mod stigende regelkompleksitet: eksempelvis med politiske krav om regler, hvad angår informationsfriheden, herunder regler for reklamer indenfor sundhedsområdet. Den udvikling bidrager, som det også er tilfældet i andre lande, til at svække de simple regler, der tidligere gjorde det lettere at handle, innovere og at producere.

Eller hvad med denne reklame for griseører, som undertegnede en gang fik øje på i Bilka uden for Århus: "Danske ører til danske hunde", stod der. Mon ikke internationalister bliver kede af sådanne former for isolationistisk markedsføring? Det er blot de færreste smagsdommere, der kommer i Bilka. Og det er sikkert en af årsagerne til, at ingen indtil videre har benyttet lejligheden til at kræve at reglerne for hvilke følelser, der må appelleres til, når det gælder salget af griseører, de bliver skærpet.

Men religion er jo noget særligt, hævdes det. Her skal imidlertid fortælles en historie, der foregik i 1998, og tager sin begyndelse på vej mod Ayers Rock, der er de indfødtes helligdom - en kæmpe klippe midt i den australske ødemark, og som blandt andet på grund af sin afrundede form, også er en verdenskendt turistattraktion.

De indfødte har vel at mærke fået ejerskab, i kraft af at have status som indfødte. Dette er imidlertid rent nonsens, eftersom de fleste andre australiere også er indfødte! Ikke desto mindre har man et slags pseudoejerskab, med en "kollektiv ejendomsret". Dette ejerskab betyder således, at ingen bestemte individer ejer området, men derimod fællesskabet i form af "the aboriginals".

På den måde findes der i Australien således et racistisk funderet ejerskab, som man tidligere kunne have forestillet det sig i Sydafrika, parallelt med den private og universelle ejendomsret. Og venstrefløjen er tilsyneladende meget begejstret for ordningen, så længe man altså ikke lader det samme gælde for de indfødte af europæiske afstamning.

De, der har råderetten kan derfor ikke sælge "deres" "ejendom", netop i kraft af, at det ikke er bestemte personer, men en bestemt kultur, der er tildelt ejerskabet. Dermed har den australske stat bidraget til kulturel stagnation.

Men dem, der har den kollektive råderet, hvilket jo er bestemte nulevende personer kan imidlertid tjene penge på det, man opfatter som en helligdom i kraft af turisme; det vil sige via besøg fra dem, der ernærer sig i de nære og fjerne velstående samt mere komplekse samfund med de simplere regler. Så længe man vedkender sig sin ”aboriginalitet”, er man i kraft af lovgivning således sikret en indtægtsmulighed.

Så her var undertegnede på vej til klippen i ødemarken, da meldingen lød fra turistguiden at: "De bliver kede af det, hvis I går derop". Den angivelige bedrøvelse fra de indfødtes side, skyldtes at stedet bliver anset for at være helligt.

Men vi tilrejsende ikke-indfødte måtte vel at mærke alligevel gerne bestige toppen. De indfødte havde tilladt adgang, eftersom deres indtægtskilde ville udtørre det øjeblik, de forbød opklatring på selve klippen. Derfor kravler flere hundrede mennesker op på toppen af Ayers Rock dagligt. Men de lokale bliver, hvis turistguiden har ret, samtidig kede af det, når det sker!

Stort set hver eneste dag, undtagen når vejret er dårligt, og det er for farligt til at klatre derop, bliver de indfødte på denne måde kede af det, mens de samtidig ernærer sig ved, at mennesker fra resten af verden gladelig bestiger bjerget og nyder udsigten - helt uden deres religiøse forbehold.

Lige så vigtigt er det, at man kan bestige Ayers Rock uden frygt for repressalier, da de ”særligt” indfødte i meget vid udstrækning er at betegne som civiliserede. Derfor respekterer de, at andre ikke føler helt det samme, som de gør det, for den meget gamle sten.

Udsigten er i øvrigt fantastisk.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Find flere artikler i arkivet.

*Glory Road

Copenhagen Institute er ligesom CEPOS og Libertas medlem af The Atlas Economic Research Foundation i USA. Men det betyder selvsagt ikke, at det er alt, hvad sidstnævnte forening og dens ansatte foretager sig, som man vil være enig i.

Hos The Atlas Economic Research Foundation afholder man således noget, man kalder the Ibn-Khaldoun Essay Contest. Om konkurrencen kan man læse at:

[It] is named after Ibn-Khaldoun to honor the schorly work of this prominent Islamic historian, economist, and sociologist of the 14th century. His writings continue to inspire free-market scholars to this day, promoting the necessity of responsible government to promote economic prosperity and civilized nations.

Dette lyder jo i sig selv udemærket og tilforladeligt.

Men man kan endvidere læse at:

The 2007 Ibn-Khaldoun Essay Contest invites young people to write essays that reflect their views about the relationship between economics and freedom within the Islamic context. Students are invited to write about historical or modern-day economic policy or policies in enhancing or diminishing freedom and prosperity in their country or region. They may propose policy recommendations, emphasizing the principles of property rights, free trade, globalization, etc. within the context of Islamic economic thinking. [egen fremhævelse].

Læs mere om konkurrencen her

- Det vil sige, konkurrencen opstiller et kriterie for deltagelse og for forslag vedrørende ejendomsret, frihandel, globalisering mv. indenfor en kontekst, der handler om "islamisk økonomisk tænkning" (hvad det så end er).

Men hvad så med økonomiske og politiske forslag uden for den islamiske kontekst? Må man ikke sende sådanne ind? Er der nu lige pludselig indsat religiøse begrænsninger og adgangskrav for en essay-konkurrence om økonomisk politik fra en tænketank, der har base i USA?

Og hvad er "Islamic economic thinking" i grunden for en størrelse? Man gætter således på, at adgangskravet simpelthen er, at deltagerne som mindstemål skal have læst koranen for at kunne deltage, og vinde de økonomiske priser. Ud fra hvad der står skrevet i invitationen, er det vanskeligt at konkludere anderledes.

Læseren skal som en modvægt til de indledende påstande foroven derfor opfordres til at høre interviewet Does Islam REALLY have a Free Market heritage? med den australske radiovært Prodos.

Man kan også læse kommentaren Logik versus "polylogik" , der netop gør op med sådanne påstande om særlige former for konkurrerende logikker og tankegange.

Brev sendt fra undertegnede til radioværten Prodos:

With relevance for your latest interview, I just found a Free market essay contest, where submissions have to be "within the context of Islamic economic thinking". - Could you ask Atlas Foundation, what that is all about?

It made me think of the misean critique of "polylogic".

If Ibn-Khaldoun introduced Aristotle then it seems strange that his heritage should be about competing "kinds of thinking", where some kinds of thinking demands readings of the Koran and adherence to non-reason (religion), before you are allowed to try and win money prices.

Man kan læse mere om Ibn Khaldun (1332-1406) her

Det britiske Institute of Directors (IoD)har advart regjeringen ved å si at landets økonomiske politikk er kommet til et veiskille.Skattenivået er i ferd med å nå toppunktet, for nå begynner internasjonale selskaper å søke bort fra UK og flytte sine europakontorer til skattemessig mer konkurransedyktige jurisdiksjoner.

Dette skjer faktisk nå i stigende tempo.

IoD's argument er at regjeringen står overfor et valg: Enten slår de følge med de stagnerende økonmomiene i kontinental-EU med utesende offentlig sektor og en ikke bærekraftig velferdsstat, eller så slår de følge med de land som nå faktisk har redusert de offentliges utgifters andel av BNP. Som eksempler trekkes her frem USA, Australia, Irland og Sveits, hvor de offentlige utgiftene ligger mellom 34% og 37% av BNP. Læs mere her.

I Rapporten "Lessons & Limits of Climate History: Was the 20th Century Climate Unusual?" af Willie Soon and Sallie Baliunas, der er udgivet af The George C. Marshall Institute i Washington kan man blandt andet læse følgende indsigt om, hvordan man hvordan man bør forholde sig til påstanden om farlige menneskeskabte klimaforandringer:

While analysis of weather station data indicates that a global warming trend occurred during the 20th century, they cannot tell us whether this warming was unusual or unnatural. A longer record is needed to answer this question.

- Det vil sige: Gå tilbage i tiden. Studer klimahistorien. Husk eventuelt hvad du lærte i skolen, om naturens voldsomme kræfter. Jorden er omkring 4,5 mia. år gammel. Så find også ud af hvorfor klimapolitikere, som Al Gore og Svend Auken kun interesserer sig for tiden fra og med slutningen af 1880'erne.

Tænk også over om der er nogen som helst forbindelse mellem klimaforandringer og den velstandsskabelse, der er oplevet siden slutningen af 1800-tallet. Måske opdager du, at der i stedet er en vigtig sammenhæng mellem økonomisk frihed og den rigdom, som har kunnet i agtages i navnlig Europa og USA. - Tænk så over hvor Al Gore og Svend Auken står, når det gælder sidstnævnte spørgsmål.

[G]lobal average temperature fluctuated between 1861 and 1910, warmed between 1910 and 1940, cooled between 1940 and 1975, then warmed through 2000, skriver forfatterne.

Ovenstående beskrivelse af klimaforandringer understøtter tydeligvis ikke et budskab om farlighed. Så tjek atter historien. - Hvordan reagerede de frie og rige samfund på klimaforandringerne op igennem 1900-tallet? Der var som bekendt to verdenskrige. Og hverken tiltagende varme, tiltagende kulde eller svært målbare fluktuationer gjorde noget som helst indtryk, hvad angår centrale politiske og økonomiske beslutninger.

Og hvilken betydning havde klimaforandringer så for ufrie og fattige lande? - Svaret at de havde større betydning, på nøjagtig samme måde, som det var tilfældet, dengang Nordamerika, Australien og Europa var fattigere, det vil sige før der var et begreb, der hed økonomisk frihed.

Endvidere kan man læse følgende:

Historical records provide a great deal of information about the climate of Europe and the North Atlantic for the last 1,000 years. A thousand years ago, it was relatively warm in this part of the world; wine grapes grew in Southern England and the Vikings could sail to Iceland and Greenland in open boats. This warm period, referred to as the Medieval Warm Period or Medieval Optimum, lasted from about 800 to 1300.

From 1300 to 1900 it was colder, a period referred to as the Little Ice Age. Historical records of this latter period are documented in detail by Fagan. Since 1900 the world has been getting warmer.

Weather and climate were not uniform during any of these periods; there were colder periods during the Medieval Warm Period and warmer periods during the Little Ice Age. And while direct measurements of temperature indicates that the world has warmed since 1900, it has not done so continuously — from 1940 to 1975 was a period of cooling. Also, while we have given specific dates for the beginnings and ends of these periods, the transition between them was diffuse.

Finally, there were regions that showed different trends from the global average. For example, during the 1770s, one of the coldest periods of the Little Ice Age in Europe, it was relatively warm in the Antarctic, and Captain Cook was able to sail further south than ships have usually been able to reach in this century. More recently the Eastern U.S. has cooled, even though the global average temperatures have risen.

Smeltende is behøver derfor ikke at omfatte en global tendens. Politikere, der antyder dette taler dermed imod bedre vidende. Lokale årlige gennemsnitstemperaturer kan være faldende, alt i mens de globale er stigende, og omvendt.

Endelig kan man læse følgende:

The cooling that occurred between 1940 and 1975 did not necessarily mark the end of recovery from the Little Ice Age. Climatic change is not uniform, and there may be periods of cooling in a generally warming trend, and periods of warming in a generally cooling trend. The most famous example of cooling during a generally warming trend occurred 10,000 – 11,000 years ago during the Younger Dryas period, when, after the start of a recovery from the last Ice Age, the glaciers again advanced and the world was subjected to a millennium of renewed ice age conditions. The mechanics of these changes are not understood, but the geologic record clearly indicates that they occurred.

- Så hvordan klarede mennesker sig for eksempelvis 10.000 år siden, dengang man levede i kraft af gruppesamhørighed, det vil sige under ur-socialdemokratiske tilstande? Og hvordan behandlede man dem, der brød fællesskabets rigide regler, og valgte at undersøge verden på egen hånd?

Hvor meget vidste man, med andre ord, om sin historie, dengang verden var domineret af en fællesskabsorienteret tankegang ? (I modsætning til en virkelighedsorienteret). Hvor stor en rolle spillede "konsensus", for hvad man måtte mene? Og hvorfor var der i grunden så få ressourcer? (Har det mon noget at gøre med førstnævnte orientering efter hvad, der i almindelighed holdes for sandhed i fællesskabet?

Og hvorfor er det nu lige, at vi i den vestlige del af verden holder Galilei for at være en helt; og diverse inkvisitioner for at være af det onde? - Skyldes det virkelig Galileos fællesskabsorientering?! Eller var det, at det korrekte, virkelige og sande spillede en større rolle for Galileo, end den herskende mening?

Kunne det i virkeligheden tænkes, at der skete noget afgørende i forbindelse med den amerikanske revolution i 1776 , og at det ikke handlede om vejret og klimaet, men i derimod om en ikke-tidligere praktiseret respekt for den enkeltes frihed?

Gårdsdagens kommentar af Steen Steensen i Berlingske Tidende handlede om den akademiske elites magt, og om hvordan magten manifesterer sig og fastholdes blandt andet via medierne. Det er tidligere beskrevet hvordan politikere ikke mindst siden Machiavelli har lært at beherske frygten som et redskab til at vinde eller fastholde den politiske magt. Forudsætningen for at frygten som politisk middel kan virke, er imidlertid, at kulisserne bevares: at borgerne tror at der er grund til at være bange og bekymrede; og at villigheden til at overlade beslutningsevnen til de politiske beslutningstagere på denne måde kan fastholdes. I Danmark har Connie Hedegaard ikke desto mindre tid at afsætte til at kæmpe for økologiske golfbaner samt skrive om ikke-miljørelaterede emner, mens hun omvendt rider med på Al Gore-bølgen, der handler om at der kun er ti år igen før (blandt meget andet) golfbanerne oversvømmes. - Kan man på Kyoto-tilhængernes egne præmisser, i så fald sige at miljøministeren bruger tiden optimalt? (Besøg i denne forbindelse KYOTO KRITIK, og opdag hvorfor kyototilhængernes præmisser er forkerte.) I Australien er der nu tilsvarende noget, der tyder på, at global opvarmning også for dem, der lever af frygtskabelsen hører under kategorien "brød og skuespil" (til yngre generationer henvises her til en romersk tradition for at holde befolkningen hen - eller for nar - med underholdning og bespisning). - Det vil sige at der med klimafrygten blot er tale om et blandt mange andre gimmicks, som holder gryden i kog, og som dermed ikke mindst bidrager til den lave grad af økonomisk selvbestemmelse, som kendetegner dagens Danmark, og i mindre omfang også Australien. Først deler man således ud af sine bekymringer for verdens fremtid. - Bagefter er der fyraftensstrip: Læs http://abcnews.go.com/International/wireStory?id=2409376 Striptease Heats Up Global Warming Event.

COIN-læsere vil vide, at den gennemsnitlige globale temperatur faldt fra 1940-1970, men at gennemsnitstemperaturen overordnet har været svagt stigende fra 1880'erne til i dag med omkring 0,6-0,8 grader Celsius.

Så højere temperaturer - samt flere mennesker - betyder flere temperaturrelaterede dødsfald?

Forkert! Øget velstand betyder færre dødsfald, som følge af hedebølger.

Fra 2003 til 2006 er der indsamlet data om FN's menneskerettighedssystems kritiske udtalelser om bestemte lande.

I perioden blev Australien kritiseret lige så ofte som Nordkorea. Begge lande befinder sig dog langt nede på listen på en delt 44. plads.

Sydkorea (64. plads) er retfærdigvis placeret lavere end Nordkorea. Det kan imidlertid undre at den frie del af Korea kritiseres langt mere end det lukkede Bhutan (74. plads) (men måske er der forbud mod at undersøge, hvordan det står til); og at forholdene i Sydkorea, bedømt på påtale, angiveligt er sammenlignelige med hvad, der finder sted i det forholdsvist utrygge Jamaica, eller for den sags skyld Bahrain (der begge deler 64. pladsen med Sydkorea).

Tilsyneladende er det værre at bo i USA (5.plads) eller Israel (1. plads), end det er at befinde sig i Afghanistan (6. plads), Kina (12. plads), Iran (19. plads) eller Georgien (32. plads).

I Storbritannien (20. plads) kan man glæde sig over (lige akkurat) - ifølge FN-systemet - at være mere attraktiv end Iran, men dog mere undertrykkende - altså i følge FN - end Haiti (22. plads), Pakistan (23. plads) eller Saudi Arabien (31. plads).

- Hvorfor mon der ikke er flere briter, der flygter til disse lande, eller for den sags skyld til Tyrkiet, der er at finde på en 26. plads, og dermed kritiseres oftere end Saudi Arabien? (Det må vist siges at være et argument imod tyrkisk EU-medlemskab...).

Syrien finder man på en 37. plads. Mens Frankrig er at finde på 39. pladsen.

Måske husker læseren en række historier om forholdene i Zimbabwe (30. plads) under Mugabe, om statsdirigerede plyndinger, overfald, censur og tortur. Landet har imidlertid kun fået påtale 54 gange, der kan sammenlignes med eksempelvis Indiens 92 gange (der giver Indien en 9. plads på listen).

Jordan blev kritiseret lige så ofte som Schweiz (delt 60. plads).

Spanien (44. plads) blev kritiseret oftere end kommunistiske Vietnam (45. plads).

Og Grækenland (52. plads) oftere end Ukraine (55. plads).

I Botswana, Bulgarien, Namibia, Danmark og Sverige kan man glæde sig over en delt 67. plads...

Se Human Rights Actions. Og besøg EYE on the UN

Tre alternative landelister (herunder fra Freedom House) findes i kommentaren Frihed, velstand, civilisation (nederst)

I dag har Martin Ågerup fra CEPOS en kronik i Jyllands-Posten om forholdet til Danmarks Radio og navnlig programmet Orientering.

Lørdag bragte Berlingske Tidende en interessant artikel af Lars Abild, der blandt andet viste en oversigt over hvilke lande, der har henholdsvis privatejede og statsejede nyhedsbureauer.

Ritzau er eksempelvis et privat nyhedsbureau, selv om mange af nyhederne ofte virker, som de er skræddersyede til Danmarks Radio. Men det mener man tværtimod ikke i DR, hvor man ifølge artiklen overvejer at skifte leverandør.

Oversigten i Berlingske viser i øvrigt, at stort set hele Afrika med Sydafrika som undtagelse, har statsejede nyhedsbureauer. Det samme gælder for størstedelen af Asien - inklusive i øvrigt Japan. I Latinamerika er det kun Brasilien og Argentina, der ikke har statsejede nyhedsbureauer.

Hver dag pumpes således statsfiltrede nyheder ud i meget store dele af verden. De nyheder præger dermed også det materiale, som de private bureauer i eksempelvis Europa, USA og Australien viderebringer. Det præger dermed også vores billede af eksempelvis Afrika og Latinamerika. Blandt andet kan statsejet formode at styrke ideerne om at det altafgørende er, at staterne har brug for "flere ressourcer", og flere beføjelser for at blive "stærkere".

Omvendt kan man ikke forestille sig, at statsejede bureauer beskæftiger sig meget med debatkulturen i deres respektive lande, eftersom det ikke vil være af primær interesse for arbejdsgiveren. Frie tanker og kritiske holdninger må dermed forventes at træde i baggrunden. Synspunktet om, at forskelle på ideer er det primære, når det gælder adfærden, vil dermed i mindre grad præge nyhedsstrømmen. Det primære fokus må i stedet forventes at være på statens behov hvad enten der er tale om at styrke statslige institutioner eller om at sikre sig flere "ressourcer" (I dag sagde Jens Rohde fra Venstre i øvrigt at der ikke var råd til skattelettelser...). Ideerne om "den nationale interesse" vil dermed stå langt stærkere end ideerne om "liv, frihed og ejendom".

Vender vi blikket tilbage til Danmark og Europa, kan der nævnes andre problematiske forhold; og som kan være en del af forklaringer på Ågerups kommunikationsproblemer med journalisterne fra Orientering:

Det helt overordnede problem er at staten har monopoliseret journalistuddannelsen, ligesom den siden år 2000/01 er begyndt at monopolisere fødevarekontrollen. Danmarks Journalisthøjskole er en offentlig virksomhed. Og danske medier modtager såvel statsstøtte (herunder i form af støtten til uddannelse) som diverse fradragsordninger. Hertil kommer at de beslægtede uddannelser, der bidrager med kandidater, der søger karriere indenfor journalistfaget ligeledes, som det typiske, er offentligt finansieret.

Støttemodtagerne har stort set ikke protesteret. Pressen har ikke gjort oprør. Pressen havde ikke i sig selv et behov for en kritisk presse. Det har de øvrige borgere imidlertid. Og i takt med at sluserne, hvorfra støttekronerne flyder, bliver bredere og flyder raskere, desto mindre modstand vil man forventes at gøre; og desto mindre kritisk vil man være. Igen kan der henvises til landbrugsstøtten, eller uddannelsessektoren. Smileyordningen og udvidelsen af offentlig fødevarekontrol var netop en "overbygning" på en institution, der er vokset efter DK's optagelse i EU's landbrugsstøttecirkus.

Resultatet af dette forhold bliver ikke overraskende det man - mildt sagt - kan kalde for "blinde pletter". Det vil sige, at journalister overser historier, der burde være åbenlyse at beskæftige sig med, men som stort set ingen journalist vil tage op; måske netop fordi historien reflekterer noget mindre flatterende tilbage på det organ, som den skrivende er ansat ved, det vil sige om forholdet til skatteydernes penge.

COIN tør imidlertid hvor andre tier: Derfor bringes her historien om hvordan EU-kommissionen skaber sine egne NGO'er - det vil sige "Non-Governemental Organisations" med henblik på at øge interessen for egne institioner og egne politikker - eksempelvis når det gælder forbrugerspørgsmål og miljøspørgsmål. (Det er i sig selv en gammel historie, men den er stadigvæk ny i Danmark). Læs Chris Horners NGO'ere: De afhængige ”uafhængige"

Rundt om politikere og embedsmænd står - jævnfør Horners artikel - således en kreds af mennesker, der ikke bare finder synspunkterne og politikkerne interessante; men samtidig er blevet betalt af de selvsamme aktører for at formidle og/eller promovere disse. I NGO'ernes tilfælde er de økonomiske forbindelser blot mere direkte end i tilfældet med pressens gavn af støttekroner.

Spørgsmålet er nu, hvad der skal til før journalister tør optrevle og kortlægge støtten til eget fag på samme måde som, i det mindste nogle af dem, har modet til at se kritisk på eksempelvis u-landsbistanden og landbrugsstøtten? - En uafhængig og ikke-statsligt finansieret fond? - En statsfri uddannelse godkendt af toneangivende private medier i Danmark?

Forudsætningen for forandringer er imidlertid først og fremmest et nyt syn på staten og på statsstøtte, og ikke "ressourcer" og "institutioner".

Oversigten i Berlingske over lande med henholdvis statsejede og privatejede nyhedsbureauer burde være en påmindelse om, hvorfor en fri presse er at foretrække fremfor een på støtten.