After having experienced sputtering reform and progress from the time of the fall of the Soviet Union, Georgians elected perhaps the freest market government in the world four years ago. The president, prime minister and state chancellor are all dedicated free marketeers who studied F.A. Hayek and Milton Friedman and have learned from the successes of Margaret Thatcher and Ronald Reagan. Many, including former high-ranking Russian officials, have argued that part of Moscow's motive in invading Georgia was to punish this newly successful upstart that was formerly part of the old empire. While Russia was becoming less democratic, Georgia was becoming more democratic. While Russia has engaged in renationalization and re-regulation, Georgia has engaged in mass privatization and deregulation. -- Richard Rahn.

"Here is a hypothesis: This book [The Shock Doctrine by Naomi Klein] was never really about [Milton] Friedman. It started as a book on the Iraq War, but Klein soon realized that it could be expanded into a book on crisis and capitalism generally. But even in her first article on “disaster capitalism” in The Nation in May 2005 there is no mention of Friedman, and her work never reveals any sort of familiarity with him or his work — she seems to think that the neoclassical Chicago school and the Austrian school of economics are basically the same thing, and as previously noted, she thinks that Milton Friedman is a neoconservative. But sometime during her research, perhaps when Friedman died and every paper and magazine wrote stories about him, she realized that she could get the world’s free-market guru into her story. [...] Could it be that some of those researchers [of Klein's] were given the order to skim through Friedman’s books, articles, and interviews for words and sentences that relate to shocks and crises? The enthusiastic researchers collected quotes and gave them to Klein who made a collage of them to fit her story. That could explain why she takes Friedman’s words to mean the opposite of what the contexts reveal, and why she is silent any time his words contradict her interpretation, even when the contradictions appear in the same interviews and articles that she quotes from"...

Read more in Johan Norbergs article: The Klein Doctrine - The Rise of Disaster Polemics (pdf).

The U.S. and most other developed countries followed Keynesian economic prescriptions in the 1950s, 1960s and 1970s. However, it was increasingly apparent by the 1970s that the Keynesian model was not working in that "stagflation" had developed (i.e., a stagnant economy and high inflation). Two giants of the economics profession, Nobel Laureates Milton Friedman and F.A. Hayek, and their followers had long been critics of Keynesian economics, and their forecasts had come true. Professor Robert Mundell of Columbia University, who also won the Nobel prize, and his associate Professor Arthur Laffer of Chicago (following in Friedman's and Hayek's footsteps) argued that the solution was to reduce high marginal tax rates on work, saving and investment to revive economic growth and, at the same time, reduce the growth of the money supply to reduce inflation.

This was precisely what was done in the early 1980s, and it worked better than expected. Mr. Reagan brought in a world-class team of economists, including the late Norman Ture as undersecretary of the Treasury for tax. Paul Volcker (originally appointed by Jimmy Carter) and, subsequently, Alan Greenspan at the Fed carried out the new monetary policy.

- Richard Rahn in Revival of the tax hikers.

Libertas - magasinet er nu udkommet i en 2007-udgave, som man kan læse gratis på internettet i pdf-format. I det nye eksemplar findes blandt andet en boganmeldelse af undertegnede, samt en novelle af Steen Steensen, som Copenhagen Institute har bragt flere kommentarer af.

En god del af tidsskriftet er også tilegnet den amerikanske filosof samt skønlitterære forfatter Ayn Rand. Man kan endvidere læse om Milton Friedman og Ronald Reagan.

Det kan nævnes, at Libertas udkom første gang i 1987. Der er således tale om 20 års jubilæum. I alt er der udgivet 46 numre af magasinet.

Om tidsskriftet skriver den afgående redaktør Nikolaj Gammeltoft i øvrigt at: [Det] er i tidens løb udkommet med varierende regelmæssighed (alle udgivelserne har været baseret udelukkende på frivillig arbejdskraft), aldrig har det haft et oplag over 400 eksemplarer og sjældent har det vakt opmærksomhed uden for gruppen af kernelæsere. Men tyve år og næsten 50 udgivelser vidner om, at tidsskriftet er mere end et sekterisk og studentikost nichefænomen – ikke bare fordi tidsskriftet til alle tider har indeholdt værdifulde indlæg og originale artikler, men fordi tidsskriftet er det eneste af sin art i Danmark: et forum for grundig og seriøs behandling af idéer og diskussioner relateret til forsvaret for et åbent samfund baseret på den frie tanke og den frie markedsøkonomi samt troen på hvert enkelt menneskes værdighed og integritet som absolutte værdier (for at citere selskabets principdeklaration).

Men har det haft en effekt i praksis?

Her er vurderingen at: - modoffensiven til en vis grad [er] lykkedes. De borgerlige debattører, kommentatorer, analytikere og politikere har vundet på væsentlige områder i det ideologiske landskab. Danmark er på ingen måde et borgerligt land, den politiske konsensus er fortsat overvejende socialdemokratisk og de statsfikserende venstreorienterede intellektuelle nyder stadig en privilegeret tilværelse. Men der er ikke længere tale om et meningsmonopol, og der bliver sagt ting fra borgerlig side i dag med en selvtillid og en styrke, som vidner om eksistensen af en stærk intellektuel kultur på højrefløjen i Danmark.

Download: Libertas - August-september 2007 (pdf)

Besøg Libertas her.

Download Hymne - den danske oversættelse af Ayn Rands "Anthem" her.

Copenhagen Institute udgiver nu [22/2/06] en bog af Statsminister Anders Fogh Rasmussen med titlen ”Vera og Benefica”. Bogen er skrevet i 1996. Det vil sige tre år efter den berygtede bog med titlen ”Fra socialstat til minimalstat”; den som Poul Nyrup Rasmussen rev et eksemplar i stykker af i forbindelse med valgkampen 2001.

Med Fra Socialstat til minimalstat forsøgte Anders Fogh Rasmussen at sætte bidrag fra frihedsorienterede tænkere såsom F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Ayn Rand eller Milton Friedman samt ældre danske ideologer ind i en nutidig kontekst.

”Vera og Benefica” er i modsætning hertil en kortere og mere konsistent præsentation af centrale økonomiske sammenhænge.

Tilblivelsen af ”Vera og Benefica” skyldes ikke mindst inspiration, fra den amerikanske journalist og økonom Henry Hazlitt (1894-1993) og hans bog Economics in one lesson. Der er ligeledes hentet inspiration fra den franske journalist, filosof og økonom Frederic Bastiat (1801-1850) samt hans essay That Which Is Seen And That Which Is Not Seen.

Som titlerne antyder, er hensigten for sidstnævnte værker, at man vil formidle en særlig pointe. Det vil sige, man vil give den opvakte læser et redskab, der derefter vil kunne anvendes på vidt forskellige problemstillinger.

Med Vera og Benefica er det Anders Fogh Rasmussens hensigt, at minde om, at de valg politikere træffer, ikke blot har synlige, direkte og positive konsekvenser, men også vil have en række utilsigtede og ofte mere negative konsekvenser, på såvel det korte som det lange sigt.

Man kan illustrere dette fænomen ved at minde læseren om, at når politikere giver noget til nogen, tager de det fra nogle andre.

Økonomisk omfordeling har imidlertid ikke blot statiske konsekvenser, men også dynamiske: Når råderetten over den konfiskerede ejendom forsvinder fra de oprindelige ejermænd vil incitamentsstrukturerne i samfundet forandre sig. Adfærden bliver en anden. - Jo mere økonomisk magt politikere får, i forhold til private borgere, desto mere øges incitamentet til politisk aktivitet.

Højere skatter betyder dermed, at nyderne i samfundet begunstiges til ulempe for yderne, og dermed, at interessen for at være aktør på markedet reduceres.

I det følgende skal - for at vise hvor omfattende Anders Fogh Rasmussens pointe om de sekundære konsekvenser er, nævnes nogle aktuelle eksempler på, hvordan den økonomiske visdom kan gøre os klogere på den komplekse virkelighed, vi lever i.

Det første område, der skal bruges til at eksemplificere Foghs pointe er arbejdsmarkedet. Markedet for arbejdskraft er naturligvis ikke et løsrevet marked fra andre markeder eller fra markedsøkonomien som helhed.

Det betyder at enhver ydelse, der kommer fra offentlige kasser - enten i form af bistandshjælp eller som tilskud til dagpengene, har konsekvenser for det øvrige marked: for forbrugsvaner, prisudvikling, men ikke mindst for udbuddet af arbejdskraft.

Niveauet for sociale ydelser påvirker interessen for at til at søge beskæftigelse. Alt andet lige vil arbejdssøgende med højere socialydelser derfor kunne undlade at søge en række stillinger. - Man vil i stigende grad vente længere på det ”rigtige” eller passende job.

Hvad enten midlerne til at dække sådanne udgifter kommer fra opsparing eller fra penge, der ville være brugt på forbrug her og nu, har dette negative konsekvenser såvel for de mere produktive individer i økonomien, som for økonomien som helhed.

De penge, der gives til arbejdssøgende, så de kan tillade sig at vente længere med at påtage sig et job, kan ikke på samme tid bruges til investering i nye maskiner. Pengene kan tilsvarende ikke bruges på at belønne mennesker for produktiv aktivitet. Når mennesker i et eller andet omfang holder sig væk fra arbejdsmarkedet, presser det lønningerne op, hvilket mindsker evnen til velstandsskabelse.

Det andet område, der skal nævnes er støtten til produktion af kultur og information.

Statsstøttet information og kultur er politisk efterspurgt kultur og information. Statsstøtte gør visse former for kultur og information mere synlige for publikum, end det ville have været tilfældet uden støtte. - Med andre ord: nogle varer på kultur- og informationshylderne rykkes længere frem, mens andre placeres længere tilbage.

Statsstøtten påvirker naturligvis ikke bare synligheden og tilgængeligheden af bestemte former for kultur og information. Støtten påvirker selvfølgelig også indholdet.

En vigtig pointe her er, at de offentligt finansierede medier, såsom Danmarks Radio naturligvis er en del af mediemarkedet. Det vil sige, mediet vil i større eller mindre omfang leverer ydelser, som ellers ville være efterspurgt via frivillige betalinger. På grund af den tvungne finansiering af Danmarks Radio kan ingen imidlertid vide, om der bruges for meget eller for lidt, eftersom køberne ikke er de samme som forbrugerne; jf. det forhold at efterspørgslen via offentlige midler er politisk bestemt.

Hensigten med denne pointe er ikke her at diskutere kvalitet, lødighed - eller de politiske budskaber, der på denne måde overeksponeres. Det skal blot påpeges, at det er de færreste, der frivilligt vil betale for noget, der i forvejen er finansieret via tvang. Hvis der via en tvungen ordning, som licensen, bruges omkring 2000 kr. årligt på en national public service fjernsynskanal, er det de færreste, der frivilligt vil bruge mere på public servicefjernsyn, men i stedet vil bruge ekstra midler på en helt anden type udsendelser.

Påstanden om, at der ikke ville eksistere en eller flere store og brede landsdækkende tv-kanaler uden tvungen finansiering er derimod tvivlsom. Der er imidlertid ingen tvivl om, at indholdet, i tilfældet med frivillig finansiering ville være anderledes; og sandsynligvis til større glæde for dem, der i forvejen betaler frivilligt for kultur og information. Fjernsynsproduktion ville med andre ord i højere grad afspejle forbrugernes interesser.

Det offentlige forbrug - set under ét - skal nævnes som et tredje eksempel på, hvordan Anders Fogh Rasmussens, Frederic Bastiats og Henry Hazlitts indsigter kan anvendes. Dette er allerede sket ved at påpege, at højere socialydelser reducerer incitamentet til at produktiv adfærd.

Med en udvidelse af den offentlige sektor køber de politiske beslutningstagere sig til beskæftigelse i denne sektor, men prisen for dette betales i form af lavere beskæftigelse i den private sektor. Denne tendens har været gældende de sidste hundrede år i Danmark, med den konsekvens, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i verden – vel at mærke på bekostning af den private.

Det offentlige forbrug består samtidig i udbetalinger af en række ydelser, der tidligere blev finansieret ved hjælp af opsparing eksempelvis pensioner. Ændringen her betyder, at incitamentet til at spare op reduceres. Det påvirker atter mængden af kapital, der er til rådighed for investering. Et stigende offentligt forbrug påvirker dermed forholdet mellem velstandsskabelse og forbrug. Det gælder både forbruget i den offentlige sektor og i den private.

Det offentlige pensionssystem betyder, at nutidige udbetalinger til pension ikke finansieres via tidligere opsparing, men via nutidig produktivitet. Det betyder at ophobningen af midler i samfundet til investering formindskes.

Som det fjerde og sidste eksempel skal nævnes statslige former for ”erhvervsfremme”.

I forbindelse med valgkampen 2005 kunne man på Handelshøjskolen på Frederiksberg opleve Anders Fogh Rasmussen som progressiv julemand og gavegiver, der ville satse 10 mia. skatteyderkroner på at gøre Danmark til et IT-forgangsland. Danmark skulle ifølge Anders Fogh Rasmussen være lidt ligesom Finland, der har Nokia. Når man læser Vera og Benefica må sådanne udspil imidlertid mest fortolkes som socialdemokratisk valgflæsk. Budskabet var sandsynligvis ikke primært henvendt til de studerende på Handelshøjskolen, men snarere til de omkringstående journalister. For jævnfør Foghs egen bog må der atter henvises til de negative konsekvenser ved denne form for erhvervsfremme:

For statsstøtten forstyrrer de signaler som private forbrugere via deres forbrug sender til virksomhederne. Statsstøtte finansieret via skatterne er ensbetydende med færre penge som private borgere kan bruge på at belønne de former for produktivitet, som de selv efterspørger.

Disse indsigter angående erhvervsfremmestøttens skadelighed er som bekendt ved at trænge ind hos de politiske beslutningstagere, når det gælder landbrugsstøtte. Desværre er der stadigvæk uenighed, når det gælder områder som for eksempel boligmarkedet - jævnfør Ritt Bjerregaards seneste bolig-initiativ. Værre er det, at idéerne om at støtte politisk udvalgte IT-virksomheder åbenbart er ved at vinde indpas i Venstre. Man kan kun håbe, at der med den retorik er tale om vælgertaktik.

Vera og Benefica er tiltrængt og civiliseret politisk forfatterskab. Med bogen giver Anders Fogh Rasmussens - anno 1996 - samtidig et klart svar på anklagen om at være hulemand:

- For kan hulemændene i politik for alvor siges at være dem, der ønsker, at borgerne i højere grad får lov til at træffe deres egne valg? Eller er hulemændene ikke snarere dem, der ønsker at satse med borgernes penge, sådan som det sker med statsstøtten?

Køb bogen her:

Anmeldelsen er tidligere bragt på www.coin.dk den 23. februar 2006.

Flere artikler fra forsiden kan findes via arkivet.

Free Market incentives are spectacularly changing lives and entire economies over much of the world. In the last 25 years, hundreds of millions of people-- 400 million in China alone-- have climbed out of the dire poverty of living on less than $1 per day. It is the largest movement out of poverty in human history.

However, when given the incentives and the tools, these people are proving they can apply their free choice, intelligence, imagination and spirit to dramatically advance their well-being and that of their families and communities. ...

Read more here.

Europæiske borgere er tydeligvis ikke i besiddelse af de forsvarsvåben, der skal til for at forsvare deres friheds-rettigheder. Det helt centrale redskab her er naturligvis den private ejendomsret. (- De der har forstået mest af offentlig "uddannelse" går tværtimod på barrikaderne for at ødelægge, spolere og afvikle privat ejendom hurtigere, end de der sidder bag murene i Bruxelles og på Christiansborg).

EU's embedsmænd, statsansatte sundhedspolitikere og sundhedspolitiske eksperter har derfor ikke mødt den store modstand, hvad angår indgreb mod den private ejendomsret, når det gælder lovgivning mod tobaksindustrien og dermed mod tobaksnydere. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse at forbudspolitikken nu sejrrigt marcherer videre til nye områder.

I det britiske nyhedsmagasin EU Reporter kan man således konstatere, at det næste sagsområde bliver alkohol.

Læs

Stronger action on alcohol, report urges

og

WHITE PAPER WILL INSIST THAT ALL EUROPEANS GET HEALTHY (EU Reporter maj måned pdf.)

Alcohol is being treated as a separate issue however, separate measures to increase tax on alcohol could be seen as the first steps towards a ‘tax for health’ policies.

samt

Drinks lobbying may prove harmful to industry position

I den sidste artikel kan man blandt andet læse at:

The Economic and Social Committee is taking a much stronger position. The current draft opinion looks at policy with regards to excise duties, transport, advertising, marketing, sponsorship consumer protection and research.

De mest ekstreme forslag indenfor alkoholområdet vil derefter efter alt at dømme, blive brugt som pejlemærker for et kompromis, hvor man gradvist vil tilnærme sig førstnævnte ekstreme målsætning. For modstanden mod at blive udsat for adfærdslovgivning lader i det store hele til ikke at eksistere.

Kun forsvaret for den private ejendomsret og retten til selv at bestemme, kan derfor ændre på denne udvikling i retning mod umyndiggørelse.

Et afsæt i den private ejendomsret betyder således ikke mindst, at man må forsvare andres ret til at benytte sig af de former for stimulanser, som de nu foretrækker. Der er derfor behov for, at man generelt forsvarer forbrugernes frihed, og dermed også producenternes ret til at producere og markedsføre det, som forbrugere efterspørger.

Forudsætningen for at man begynder at tale om legalisering - og dermed om af-kriminalisering - er således, at man begynder at bruge principper til at sætte grænser for politik.

Wikipedia om alkoholforbud

Milton Friedman om de skadelige konsekvenser ved kriminalisering af rusmidler

Given that Friedman has left his admirers nothing to expose, and little need to expound, what is there left for a biographer to do? Argue with him. This book tells of exhilarating debates, stretching late into the night, but it does not take part in one. The biographer does not share his subject's taste for playing devil's advocate.

This is a pity. Friedman has now been laid to rest, but his ideas have not. Should Catholic adoption agencies be allowed to turn away gay couples — a debate now raging in Britain? Friedman would have had a view. Many people now back his proposal for school vouchers, as a way to get the most out of state schools. But Friedman was keen to get the state out of schooling altogether. No one seems to like big government any more, but Friedman wanted a state so small it would cost less than 15% of national income. Even in his 80s, this book reports, he would occasionally hop onto his grandson's skateboard. It is easy to think that he never learned how to stop.

- Det skriver the Economist i en anmeldelse af en ny bog om økonomen Milton Friedman.

Som Uriasposten bemærker det, så er dette med at se markedsøkonomien som en velstandsskabende institution noget - for blandt andet Danmarks Radio - klart omdiskuteret. - Det har det naturligvis været lige siden man begyndte at skabe velstand for masserne, hvilket sjovt nok skete netop omkring det tidspunkt hvor markedsøkonomien fik lov til at fungere mere eller mindre frit. - Så begyndte diskussionen, hvor man før det tidspunkt også i Europa og Nordamerika i stedet døde af underernæring eller banale sygdomme, før diskussionerne om frihedens nytte for alvor kunne komme igang.

At staten i dag forsøger at kontrollere informationsbilledet, som det i dag sker - eksempelvis men ikke udelukkende - via Danmarks Radio samt i kraft af homogeniseringen af professionelle formidlere via eksempelvis Danmarks Journalisthøjskole (og universiteterne), det er derimod, som Milton Friedman (http://tvfrihed.blogspot.com/2006/11/nobelpristager-milton-friedman-om-den.html) minder os om - en del af den normale tendens til kollektivisme, - det vil sige det, der har været kendetegnet for de fleste af de sidste tusindevis af år. (Bemærk også at der findes en afskrift af interviewet)

Centralisering af magten vs. forsvaret for individets frihed er således et urgammelt tema.

I vores vores afgrænsede del af verden - hovesageligt Nordamerika og Vesteuropa har vi således blot haft en ca. 150-200 år lang pause fra den sædvanlige ufrihed. Og det er jo som Friedmans interviewer gør opmærksom på på sin vis - unaturligt.

Liberalister kunne således hævdes at være individer, der blot ikke har indset, at pausen fra primitivisme og magtcentralisering nu er forbi, og at vi - i naturens tjeneste - (til fordel også for miljøfolkets balancefilosofi) må vende tilbage til den traditionelle måde at omgås hinanden på.

"Indsigten" er således tilsyneladende nået frem til Tony Blair og Per Stig Møller så vel som til Al Gore, hvilket er den eneste meningsfulde forklaring på at de førstnævnte to med en måneds mellemrum søger gode forbindelser med iranerne, der netop står for noget af det mest primitive og traditionelt magtorienterede, der kan opdrives i vort årtusinde. - Og mon ikke også Al Gore stiller op som præsident?

Som en slags efterskrift til en mere ufri fremtid er www.coin.dk/kyoto dog alligevel blevet opdateret med de seneste kommentarer i pressen - se Kyoto kritiske resultater.
.

Om 50 år er økonomisk og politisk frihed muligvis slet ikke længere omdiskuteret, men i stedet blot en af de tusind diskussionsemner magthavere har bedømt til at være en trussel for "sammenhængskraften" og traditionen for ufrihed.

American economist Milton Friedman has died at the age of 94, reports say. His death was confirmed by a member of the Friedman family, according to a report from Reuters news agency. - Det skriver BBC.

Mere om Milton Friedman her og hos the Friedman Foundation

Friedman påvirkede blandt andet udformningen af økonomiske reformer i Estland efter Sovjetunionens sammenbrud. Læs Flat tax champion who ignored the economists.

Http://tvfrihed.blogspot.com/2006/11/nobelpristager-milton-friedman-om-den.html:Interview på TV Frihed.

Mere hos Punditokraterne.