Don’t Ayn Rand and Henry Hazlitt deserve to be included in the curriculum, along with Marx and Engels? Shouldn’t Ludwig von Mises be taught beside John Maynard Keynes? Only then will students fully understand the world around them and how it got that way. Only then will they have a real choice of ideas. -- Marsha Enright in Students Need Mental Ammunition

Books to read:
http://astore.amazon.co.uk/copenhinstit-21

The myth that laissez faire exists in the present-day United States and is responsible for our current economic crisis is promulgated by people who know practically nothing whatever of sound, rational economic theory or the actual nature of laissez-faire capitalism. They espouse it despite, or rather because of, their education at the leading colleges and universities of the country, When it comes to matters of economics, their education has steeped them entirely in the thoroughly wrong and pernicious doctrines of Marx and Keynes. In claiming to see the existence of laissez faire in the midst of such massive government interference as to constitute the very opposite of laissez faire, they are attempting to rewrite reality in order to make it conform with their Marxist preconceptions and view of the world. -- George Reisman

Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.

I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat.

Læs mere i Boganmeldelse: Ludwig von Mises ”Socialism” .

I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.

Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.

Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).

Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".

Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.

Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”

Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.

I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).

Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.

Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.

Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?

Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).

Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:

"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.

Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).

I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:

"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.

Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.

Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.

Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.

Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil ikke kunne vække kultur-socialismen til live.

I dagens Jyllands-Posten kan man læse en artikel med overskriften Grønlandske børn går sultne i seng. Grønland er et kollektivistisk samfund. Et samfund på støtte og bistand, og et samfund hvor danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt end de har herhjemme. I 2003 modtog Grønland 2.952 mio. kr. i bloktilskud fra Danmark. Dertil kommer hvad EU giver. Bruttonationalproduktet var i 2002 på 9.178 mio. kr. Ledigheden i grønland er i øvrigt på ca. 10 procent.

Og Grønland har som bekendt ganske længe været en bistandsøkonomi. Faktisk så længe at vi i Danmark nærmest har vænnet os til det.

Så hvem styrer Grønland, og hvordan gør de det? Det korte svar på det sidste spørgsmål er måske simpelthen, at de gør det modsatte af hvad man gør i Irland eller Hong Kong. Og svaret på det første er at styringen i vid udstrækning er statslig. Og statsstyringen handler simpelthen om at forhindre erhvervslivet og det frie initiativ: Man gør rettere som romankarakteren Peachy Carnahan udtrykte det så rammende i The Man who would be king: The country isn’t half worked out because they that governs it won’t let you touch it. They spend all their blessed time in governing it, and you can’t lift a spade, nor chip a rock, nor look for oil, nor anything like that without all the Government saying – ’Leave it alone and let us govern.’ (læs mere her)

Sidste år skrev undertegnede en kronik om kollektivisme i Berlingske Tidende. En - for undertegnede - ret uventet replik kom netop fra en samfundsforsker med tilknytning til Grønland ved navn Gorm Winther, der omvendt forsvarede kollektivisme. (Det uventede består i at man skulle tro, at kronikken lagde op til at ingen ved deres fulde fem ville forsvare kollektivisme i dén sammanhæng - jf. den ekstreme måde som kollektivsmen blev fremstillet på).

Winther skrev blandt andet (i et indlæg der ikke blev optaget i sin fulde længde men altså findes online) at merværditeorien [d.v.s. Karl Marx'] kritiserer markedssamfundet, fordi det hviler på udbytning og tilegnelse af de direkte producenters arbejdsindsats. Winter mener endvidere at en globaliseret økonomi [...] smadrer de mest elementære sociale menneskerettigheder samt at Den globale kapitalisme hærger kloden med utæmmet rovdrift på knappe ressourcer og med økologiske katastrofer forude. (Det er lidt som at læse "undervisningsmaterialet", man finder hos Forbrugerstyrelsen).

- Og Gorm Winter må samtidig om nogen kunne siges at repræsentere, hvad den Grønlandske samfunds- og bistandsmodel står for:

På hans hjemmeside Agio Greenland, hvor Winther tilbyder konsulentydelser, kan man således læse om, hvad der er i vente, hvis Winter får mere indflydelse på Grønland - det er mere af det samme - og altså netop kollektivisme (marxistisk inspireret - jf. hans debatindlæg), og dermed øget politisk styring og kontrol. Fokus er primært på eksperimenter med medarbejderstyrede virksomheder; "Økonomisk Demokrati"; "Bæredygtig udvikling" samt et opgør med det Winter kalder for "nyliberalisme". (Her må formodentlig gemme sig en vrede over de succesfulde reformer i Irland og New Zealand, samt irritation over interessen for lav flad skat i store dele af Østeuropa).

Gorm Winter tilbyder således "ekspertise og kompetance" der er baseret på mere end 20 års erfaring med forskning, forskningsformidling, analyse, rapportskrivning og undervisning i det grønlandske, danske og amerikanske samfund. Han forsøger sammesteds at afvæbne på indvendinger om, at hans ydelser skulle være for dyre. - Men det vil hans kolleger, der tilsvarende hylder planøkonomi og/eller mere decentrale former for kollektivisme naturligvis benægte. Kan prisen for mere magt til bureaukrater (der gerne vil supplere deres indkomst fra staten med konsulenthonorar) - over stagnerede samfund virkelig blive for høj?

Så hvorfor mon det ikke er lykkedes at skabe en "velfærdsstat" i Grønland - trods den høje "ekspertise". - Kunne det mon tænkes at friheden til at skabe velstand simpelthen mangler? Samt herunder at "medarbejderdemokrati" såvel som kollektivisme generelt er dræbende for initiativet til at drive virksomhed?

Throughout the 20th century, Latin America’s populist leaders waved Marxist banners, railed against foreign imperialists, and promised to deliver their people from poverty. One after another, their ideologically driven policies proved to be sluggish and shortsighted. Their failures led to a temporary retreat of the strongman. But now, a new generation of self-styled revolutionaries is trying to revive the misguided methods of their predecessors. [...]

Latin American Idiots have traditionally identified themselves with caudillos, those larger-than-life authoritarian figures who have dominated the region’s politics, ranting against foreign influence and republican institutions. Two leaders in particular inspire today’s Idiot: President Hugo Chávez of Venezuela and President Evo Morales of Bolivia. Chávez is seen as the perfect successor to Cuba’s Fidel Castro (whom the Idiot also admires)...

Read more in Alvaro Vargas Llosa's article The Return of the Idiot

If the world’s intellectuals had been open to the possibility that they had been wrong about the nature of capitalism and socialism — profoundly, devastatingly wrong — and taken the trouble to read and understand the works of von Mises in order to learn how and why they had been wrong, socialism would have died once and for all with the Soviet Union, and the whole world would now be moving toward laissez-faire capitalism and unprecedented economic progress and prosperity. Instead, the intellectuals have chosen to foist the doctrine of environmentalism on the world, as a last-ditch effort to destroy capitalism and save socialism.

- Det skriver George Reisman i et længere indlæg på www.coin.dk - læs det her (Bemærk printfunktionen i øverste højre hjørne).

Reisman er forfatter til den økonomiske grundbog og afhandling Capitalism, der kan anbefales på linie med Ludwig von Mises Human Action (pdf).

Besøg Kyoto Kritik.

Quotes from Ludwig von Mises in The Fallacy of Collectivism:

According to the doctrines of universalism, conceptual realism, holism, collectivism, and some representatives of Gestaltpsychologie, society is an entity living its own life, independent of and separate from the lives of the various individuals, acting on its own behalf and aiming at its own ends which are different from the ends sought by the individuals. Then, of course, an antagonism between the aims of society and those of its members can emerge. In order to safeguard the flowering and further development of society it becomes necessary to master the selfishness of the individuals and to compel them to sacrifice their egoistic designs to the benefit of society.

At this point all these holistic doctrines are bound to abandon the secular methods of human science and logical reasoning and to shift to theological or metaphysical professions of faith. They must assume that Providence, through its prophets, apostles, and charismatic leaders, forces men who are constitutionally wicked, i.e., prone to pursue their own ends, to walk in the ways of righteousness which the Lord or Weltgeist or history wants them to walk...

[...]

The scientific theory as developed by the social philosophy of eighteenth-century rationalism and liberalism and by modern economics does not resort to any miraculous interference of superhuman powers. Every step by which an individual substitutes concerted action for isolated action results in an immediate and recognizable improvement in his conditions. The advantages derived from peaceful cooperation and division of labor are universal...

[...]

Universalism and collectivism are by necessity systems of theocratic government. The common characteristic of all their varieties is that they postulate the existence of a superhuman entity which the individuals are bound to obey. What differentiates them from one another is only the appellation they give to this entity and the content of the laws they proclaim in its name. The dictatorial rule of a minority cannot find any legitimation other than the appeal to an alleged mandate obtained from a superhuman absolute authority. It does not matter whether the autocrat bases his claims on the divine rights of anointed kings or on the historical mission of the vanguard of the proletariat or whether the supreme being is called Geist (Hegel) or Humanite (Auguste Comte). The terms society and state as they are used by the contemporary advocates of socialism, planning, and social control of all the activities of individuals signify a deity. The priests of this new creed ascribe to their idol all those attributes which the theologians ascribe to God — omnipotence, omniscience, infinite goodness, and so on...

[...]

All varieties of collectivist creeds are united in their implacable hostility to the fundamental political institutions of the liberal system: majority rule, tolerance of dissenting views, freedom of thought, speech, and the press, equality of all men under the law. This collaboration of collectivist creeds in their attempts to destroy freedom has brought about the mistaken belief that the issue in present-day political antagonisms is individualism versus collectivism. In fact it is a struggle between individualism on the one hand and a multitude of collectivist sects on the other hand whose mutual hatred and hostility is no less ferocious than their abomination of the liberal system...

[...]

Liberalism presupposes that people prefer life to death, health to sickness, nourishment to starvation, abundance to poverty. It teaches man how to act in accordance with these valuations...

[...]

It is a distortion of facts to blame the age of liberalism for an alleged materialism. The nineteenth century was not only a century of unprecedented improvement in technical methods of production and in the material well-being of the masses. It did much more than extend the average length of human life. Its scientific and artistic accomplishments are imperishable. It was an age of immortal musicians, writers, poets, painters, and sculptors; it revolutionized philosophy, economics, mathematics, physics, chemistry, and biology. And, for the first time in history, it made the great works and the great thoughts accessible to the common man...

[...]

Liberalism is rationalistic. It maintains that it is possible to convince the immense majority that peaceful cooperation within the framework of society better serves their rightly understood interests than mutual battling and social disintegration. It has full confidence in man's reason. It may be that this optimism is unfounded and that the liberals have erred. But then there is no hope left for mankind's future...

Der stod følgende i Berlingske Tidende [skriver Sherin Khankan]: Beskyt skolerne mod marxistisk tyranni. Undervisningsdirektøren advarede mod marxistisk indoktrinering af skolebørn i et interview: Folkeskolen og børnehaver bliver visse steder i disse år præget af yderligtgående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet. Vi oplever en udvikling, hvor visse fanatiske lærere udøver et tyranni. Interviewet udløser kraftige reaktioner, og undervisningsminister Tove Nielsen ønsker en mobilisering af forældre mod lærerne.

Khankan fortsætter:

Hvis man erstatter ordet marxisme med islamisme, bliver det tydeligt, at vi intet har lært i løbet af de seneste 30 år. Vi er stadig lige bange for det, som er anderledes, og vi tåler ikke alternative måder at tænke eller indrette samfundet på. Alle anderledes tænkende bliver betragtet som en trussel mod det danske fællesskab.

Problemet var imidlertid at den pågældende undervisningsdirektør, der advarede tilbage i 1974 havde ret. Der blev indoktrineret. Så meget at der (heldigvis) er opstået en mod-reaktion.

I dag har man dog i vid udstrækning glemt, hvad indoktrinering er, og at det findes. I stedet tror man, at alle former for "undervisning" er lige gode.

Findes der i øvrigt et mere ekstremt eksempel på indoktrinering end eksempelvis pakistanske koranskoler, hvor små børn sidder og virrer med hovedet nede i den samme gamle bog? Det er netop i sådanne tilfælde, hvor skoler bruges til at skabe lydige, autoritetstro og uselvstændige individer, at ordet INDOKTRINERING, må anvendes.

- Her er hvad man lærer i de palæstinensiske områder: Læs Undervisning ala PLO

Det indledende citat er fra Sherin Khankans artikel Det skete i verden.

Læs et svar i kommentaren Naivisme.

Under overskriften Tro er en privatsag udtaler Rune Lund fra Enhedslisten i en pressemeddelelse, at man sagtens [kan] være religiøs og socialist på en og samme tid. Enhedslisten har medlemmer, der er kristne, jøder, muslimer og meget andet. Religion er en privatsag. Det vigtige er, at man støtter Enhedslistens politik....

Som man kan læse i dagens Jyllands-Posten er der dog flere på venstrefløjen, der er bevidste om at religion i praksis ikke er en privatsag. Religion er rent faktisk i stigende grad blevet et politisk modelune, hvor journalister i mange forskellige sammenhænge trækker såvel kristne, muslimer og buddhister ind i et tv-studie eller andet medie, for at de kan forklare politiske fænomener og/eller give deres bedømmelse af, hvad de mener, der er rigtigt eller forkert. Deres holdninger i denne henseende, er så nogle de baserer på en eller anden trosretning. For de er netop blevet hidkaldt i kraft af deres religiøsitet. Og disse religiøse meningsdannere driver naturligvis samtidig politik i det omfang man mener, at politik handler om at overbevise og påvirke. Og hvis tro var en privatsag, så er det da også forunderligt, at troende har en så karakteristisk tilbøjelighed til at dominere bestemte geografiske områder, hvad enten det så gælder protestantisme, katolicisme, jødedom, islam, shinto-dyrkelse, ase-tro eller noget andet. Tro er derfor ikke en privatsag. Og de meget troende er meget politiske.

Især når det gælder Islam, og navnlig i vor tid, skal man derfor være ualmindelig virkelighedsfjern for ikke at have lagt mærke til, at der her er tale om en særdeles politisk religion. - Men det er man som bekendt også i Enhedslisten; hvor man baserer sine ideer på en verdensfjern person ved navn Karl Marx, hvis ideer er blevet brugt til at implementere nogle politiske eksperimenter med helt forfærdelige konsekvenser. Og socialisme er populisme og verdslig reliøsitet i en videnskabelig forklædning. Karl Marx var i denne sammenhæng en af de mest centrale bidragsydere til at at få socialisme til at tage sig videnskabelig ud. Marx har uden tvivl også bidraget til at præge de tyske eksperimenter med socialisme, men som bekendt især eksperimenterne i Rusland, i Cuba, i Cambodia, i Nordkorea, i Kina, i masser af afrikanske lande og i flere latin-amerikanske. Omvendt har man i de lande, hvor man forsvarede individets frihed formået at skabe en så stor velstand, at man kunne forsvare sig mod den marxistiske og socialistiske krigsmaskine og ideologi. Hos Enhedslisten trives marxismen trods disse mange idiotiske eksperimenter stadigvæk. (Og det gør den som det skal pointeres underneden i øvrigt mange steder).

Så for at opsummere: - Religion handler om holdninger; og holdninger er hvad politik handler om. Derfor må man forholde sig politisk til religion; og især når religiøse går ind i politik; det vil eksempelvis sige, når de vil i Folketinget. Og jo mere religiøse kandidaterne er, desto mere vil deres religion være udslagsgivende for deres poltiske standpunkter. Der er simpelthen ingen, der parkerer deres religion i garderoben, når de går på arbejde om morgenen. For eftersom religion handler om holdninger, så handler religion også om værdier, og dem handler man ud fra og orienterer sig efter. Så at hævde at tro er en privatsag er simpelthen forkert. Her kan simpelthen ikke sondres mellem privat og offentlig. Men hvis man vil have sin tro i fred - det vil sige ikke have den til debat i aviserne, så bør man simpelthen holde sig fra politik.

Det er derfor nødvendigt, at vi indser, at en række former for religion i dag i høj grad er politisk aktive. Det er især vigtigt, at indse, at navnlig islamister vil gøre deres religion til noget altomfattende og styrende for adfærden i samfundet. Religioner skal derfor ikke på nogen måde holdes fri af granskning, teoretisk efterprøvelse, logiske overvejelser og så videre. Når religiøse kommer med en påstand, et udsagn eller et forslag, må man derfor uden frygt eller ud af nogen misforstået form for respekt undlade at spørge: - Hvor har du det fra? eller - Hvad bygger du det på?.

Det skal i forbindelse med Enhedslisten i øvrigt også bemærkes, at Karl Marx kaldte religion for opium for folket. Sagen er imidlertid, at marxismen i sig selv i høj grad er udtryk for religiøsitet - jf. blandt andet forbindelserne mellem Marx og Hegels ideer. Marxisters ideer om planøkonomi er vel at mærke for længe side blevet tilbagevist teoretisk. I praksis er ideerne forsøgt implementeret igen og igen, og hver gang med katastrofale følger.

Men alligvel vil marxister altid have en chance til for at få lov til at gennemføre et nyt "eksperiment"; og hvor de for at kunne gennemføre deres eksperiment samler den politiske magt hos en kommission eller hos en diktator for derefter at udstikke en bestemt kurs for millioner af sagesløse mennesker. Parolerne og metoderne er forskellige, men katastroferne burde efterhånden være gammelkendte. Samtidig - og trods disse eksperimenter - så gennemsyrer de marxistiske teorier stadigvæk universiteter og statslige institutioner - ofte i en eller anden ny-marxistisk klædedragt.

De marxistiske ideer og retorikken, der er udviklet ud fra disse ideer har dermed også en særdeles stor betydning for, at vi i Danmark har et så højt skattetryk. Det skattetryk har i høj grad en religiøs/demagogisk fundering. Omvendt på den borgerlige side, så handler dagens kommentar om, at man herfra har givet efter, og lært at abonnere på navnlig 1970'ernes store religiøse hit, det vil sige neo-marxismen og den medfølgende statsdyrkelse. I vid udstrækning kan man også sige, at borgerlige politikere simpelthen bød enhver ide velkommen, der kunne give dem mulighed for at bestemme over flere midler. Det er på sin vis menneskeligt, at ville have økonomisk magt. Problemet er bare, at grundlaget for at tiltage sig stadigt mere politisk magt over økonomien ikke har noget som helst virkelighedsbaseret fundament. I dag er vi derfor nået frem til, at festen der startede i 1970'erne, er resulteret i klientgørelse, en formindsket privat sektor, verdens højeste skattetryk og en deraf reduceret velstand samt et begrænset initiativ til produktivitet. Vi har "til gengæld" fået en politisk klasse, der agerer som et verdsligt præsteskab. Guden de vil have os til at tilbede er velfærdstaten, som er socialister og de "borgerliges" religiøse kompromis.

Peter Schwartz forklarer i artiklen Religion vs. Liberty, hvorfor religiøsitet altid handler om magt over sjæle og dermed også om politik:

Politically, if religious faith dominates, freedom will not be permitted. If the basic political goal is the secular one of defending individual rights, then each person has sovereignty over his life and is left free by the state to think for himself and to pursue his own values. But if the basic goal is to implement the will of some unfathomable deity, then the citizen cannot be allowed to exercise his own judgment and to challenge divine authority. The religionist believes there is no difference between the crime of, say, murder and the "crime" of uttering some religious heresy--both acts defy God's commandments and so must be punished. The demand for blind faith does not acknowledge the inviolability of man's rational mind.

Flere artikler af Peter Schwartz.