Om religion, følelser og ejendomsret

Science-fiction forfatteren Robert Heinlein forklarede en gang i en roman*, at avancerede samfund i virkeligheden var de mest simple:

Komplekse, det vil sige materielt avancerede, samfund bygger på nogle klare regler, der sikrer at samfundene har kunnet udvikle sig; og at de fortsætter med at gøre det.

De simple regler, der overordnet tager et afsæt i respekten for den enkeltes liv, frihed og ejendom, bevirker at alverdens konstruktive handlinger er mulige - i højere omfang end komplicerede regler ville gøre det.

Primitive samfund bygger derimod på et væld af skjulte koder, indforståede regler og særlige traditioner. Der insisteres eksempelvis på respekten for en række geografiske steder, som man ikke må komme i nærheden af; på fænomener, der ikke må tales højt om; eller på at en række personer ikke må afbilledes.

Ofte gør sådanne kulturer sig ikke fri af de indforståede regler. I stedet bygger man videre på de mange forbud, og slår dermed flere knuder på sig selv, og sin egen kultur, end hvad godt er – i det mindste for udenforstående. Resultatet bliver til sidst materiel stagnation, og dermed også et kulturelt forfald. - Og så bliver man vred.

Det forunderlige er bare, at man ikke bliver vred på sig selv, men på nogle andre. Det bliver samtidigt umådeligt vanskeligt at kommunikere med mennesker, der orienterer sig efter de simple regler, da sidstnævnte udenforstående typisk ikke følger med, hvad angår de komplekse regelsæts knopskydning i alverdens kulturer og subkulturer.

Her skal gives et par eksempler på forskellene i praksis: Tøger Seidenfaden er så vidt vides nudist i en del af sin fritid, og udøver sin hobby et sted i Sverige. Ikke alle bryder sig om nudisme. Mange opfatter måske også Politiken som en fornærmelse. De simple regler tilsiger i så fald blot, at man undlader at købe bladet; men ikke at man foretager en ”renselsesproces” ved at brænde bladet, mens man hopper op og ned på Rådhuspladsen.

Tilhængere af de komplekse regelsæt ville i stedet eventuelt forsøge at ophæve Tøger Seidenfadens nudisme til et samfundsanliggende; og kræve at der indføres særlige regler, der forholder sig til spørgsmålet om netop offentligt kendte personers promovering af nøgenhedens velsignelser; og måske ligefrem insistere på, at der er behov for en skærpelse af det nuværende regelsæt.

Eksemplet kunne justeres ganske lidt, og så ville vi opdage, hvordan vi i Danmark i dag desværre er på vej mod stigende regelkompleksitet: eksempelvis med politiske krav om regler, hvad angår informationsfriheden, herunder regler for reklamer indenfor sundhedsområdet. Den udvikling bidrager, som det også er tilfældet i andre lande, til at svække de simple regler, der tidligere gjorde det lettere at handle, innovere og at producere.

Eller hvad med denne reklame for griseører, som undertegnede en gang fik øje på i Bilka uden for Århus: "Danske ører til danske hunde", stod der. Mon ikke internationalister bliver kede af sådanne former for isolationistisk markedsføring? Det er blot de færreste smagsdommere, der kommer i Bilka. Og det er sikkert en af årsagerne til, at ingen indtil videre har benyttet lejligheden til at kræve at reglerne for hvilke følelser, der må appelleres til, når det gælder salget af griseører, de bliver skærpet.

Men religion er jo noget særligt, hævdes det. Her skal imidlertid fortælles en historie, der foregik i 1998, og tager sin begyndelse på vej mod Ayers Rock, der er de indfødtes helligdom - en kæmpe klippe midt i den australske ødemark, og som blandt andet på grund af sin afrundede form, også er en verdenskendt turistattraktion.

De indfødte har vel at mærke fået ejerskab, i kraft af at have status som indfødte. Dette er imidlertid rent nonsens, eftersom de fleste andre australiere også er indfødte! Ikke desto mindre har man et slags pseudoejerskab, med en "kollektiv ejendomsret". Dette ejerskab betyder således, at ingen bestemte individer ejer området, men derimod fællesskabet i form af "the aboriginals".

På den måde findes der i Australien således et racistisk funderet ejerskab, som man tidligere kunne have forestillet det sig i Sydafrika, parallelt med den private og universelle ejendomsret. Og venstrefløjen er tilsyneladende meget begejstret for ordningen, så længe man altså ikke lader det samme gælde for de indfødte af europæiske afstamning.

De, der har råderetten kan derfor ikke sælge "deres" "ejendom", netop i kraft af, at det ikke er bestemte personer, men en bestemt kultur, der er tildelt ejerskabet. Dermed har den australske stat bidraget til kulturel stagnation.

Men dem, der har den kollektive råderet, hvilket jo er bestemte nulevende personer kan imidlertid tjene penge på det, man opfatter som en helligdom i kraft af turisme; det vil sige via besøg fra dem, der ernærer sig i de nære og fjerne velstående samt mere komplekse samfund med de simplere regler. Så længe man vedkender sig sin ”aboriginalitet”, er man i kraft af lovgivning således sikret en indtægtsmulighed.

Så her var undertegnede på vej til klippen i ødemarken, da meldingen lød fra turistguiden at: "De bliver kede af det, hvis I går derop". Den angivelige bedrøvelse fra de indfødtes side, skyldtes at stedet bliver anset for at være helligt.

Men vi tilrejsende ikke-indfødte måtte vel at mærke alligevel gerne bestige toppen. De indfødte havde tilladt adgang, eftersom deres indtægtskilde ville udtørre det øjeblik, de forbød opklatring på selve klippen. Derfor kravler flere hundrede mennesker op på toppen af Ayers Rock dagligt. Men de lokale bliver, hvis turistguiden har ret, samtidig kede af det, når det sker!

Stort set hver eneste dag, undtagen når vejret er dårligt, og det er for farligt til at klatre derop, bliver de indfødte på denne måde kede af det, mens de samtidig ernærer sig ved, at mennesker fra resten af verden gladelig bestiger bjerget og nyder udsigten - helt uden deres religiøse forbehold.

Lige så vigtigt er det, at man kan bestige Ayers Rock uden frygt for repressalier, da de ”særligt” indfødte i meget vid udstrækning er at betegne som civiliserede. Derfor respekterer de, at andre ikke føler helt det samme, som de gør det, for den meget gamle sten.

Udsigten er i øvrigt fantastisk.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Find flere artikler i arkivet.

*Glory Road

Der skal [...] være et økonomisk incitament før det bliver til noget for alvor med udforskningen af månen - helt på samme måde, som det var økonomiske interesser, der sikrede koloniseringen af Nordamerika. Nu har Google taget et lille skridt i denne retning. Om skridtet så er det rigtige for Google vides ikke. Der jo altid en risiko for, at man tjener mindre end man havde forventet. Sådanne typer af skridt er ikke desto mindre nødvendige at tage, hvis månen skal blive en større del af den menneskelige interessesfære.

- Læs mere i Der er penge i Månen. Her kan man også læse om sammenhængen mellem Månens fremtid og eksempelvis Oklahomas historie:

Månen

Oklahoma

Of course, the Marxian definition of value is ridiculous. All the work one cares to add will not turn a mud pie into an apple tart; it remains a mud pie, value zero. By corollary, unskilful work can easily subtract value; an untalented cook can turn wholesome dough and fresh green apples, valuable already, into an inedible mess, value zero. Conversely, a great chef can fashion of those same materials a confection of greater value than a commonplace apple tart, with no more effort than an ordinary cook uses to prepare an ordinary sweet. These kitchen illustrations demolish the Marxian theory of value – the fallacy from which the entire magnificent fraud of communism derives – and [serves] to illustrate the truth of the common-sense definition as termed in terms of use.

Det forklarer historie og filosofilæreren Mr. Dubois i Robert Heinleins roman Starship Troopers.

Mr. Dubois fortsætter senere hen med at konstatere at:

Value has no meaning other than in relation to living beings. The value of a thing is always relative to a particular person, is completely personal and different in quantity for each living human…

Mr. Dubois argumenterer dermed i overensstemmelse med den den østrigske skole, der gør opmærksom på, at mennesker har forskellige præferencer, og derfor ikke vil tillægge de samme produkter den samme værdi. En vare kan altså ikke, som Marx hævdede det, tildeles en "objektiv" værdi. Værdien kan derfor ikke bestemmes ved at beregne, hvad det har kostet – i timer, kapital eller arbejdskraft - at frembringe varen. Værdiansættelsen er således subjektiv, og afhænger af den, der ansætter værdien.

Læs også Karl Marx og traktaten