We are happy to announce that the conference “Gods & Politics” will be held in Copenhagen, Denmark, june 18-20, 2010. The conference will be held at the Royal Danish Library also known as “The Black Diamond”. This prime venue will be the perfect frame around this fascinating and stimulating event. Religion and Politics… and then some

As the name implies, one focus of the conference will be on religion and politics – what challenges do we as non-believers face today, and do we have a strong enough voice in the debate? But the conference is much broader than that, and we have a fantastic line-up of speakers from all around the world and covering many different fields. You can look forward to presentations by some of the most influential psychologists, philosophers and biologists in the world – and that is just a small part of it.

http://atheistconvention.eu/

[...] Kim Møller er en enmandshær, en mand med en mission. Hans snart 7 år med Uriasposten er herhjemme det bedste eksempel på, at blogs kan opdyrke markeder og få grupper i tale, der af forskellige grunde føler sig udelukket fra medierne, og dermed sætte en alternativ dagsorden udenfor de traditionelle partier og mediestrukturer.

Uriasposten har på godt og ondt været med til at sætte fingeren på et ømt punkt: Fortielserne omkring problemerne ved integrationen af muslimer. Islam – og den venstrefløj der efter hans mening er religionens nyttige idioter - er omdrejningspunktet for Møllers blog, der er hård kost for uindviede, men som faktisk er et besøg værd.http://hvidberg.blogs.berlingske.dk/2010/02/07/vold-imod-ytringsfriheden/

http://www.uriasposten.net/

Man kan sige at de individuelle frihedsrettigheder og dermed retsgrundlaget bygger på konstateringen af, at mennesket ikke har en kollektiv hjerne (eller en kollektiv mave); men at det fødes med en friheden til at tænke, handle, og skabe, og hvor denne frihed må begrænses for at sikre handlingernes positive udfald. Lovgivningen skal med andre ord sikre, at mennesket kan bruge sin fornuft i frihed til at handle fornuftigt. Forudsætningen for eksistensen af lovgivning er netop, at mennesket er et væsen med en fri vilje samt en evne til fornuftige, rationelle og produktive handlinger. Det er dermed kombinationen af handlefrihed og intelligens, der gør lovgivning mulig og nødvendig på samme tid. Omvendt hvis der jævnfør de religiøse fandtes en almægtig og alvidende gud var lovgivning aldeles overflødig. På samme måde som lovgivning og retshåndhævelse er en farce i kommunistiske diktaturer, er det derfor også tilfælde i de religiøse ditto, eftersom lovgivningens blotte eksistens – også i form af ”lovtekster” netop modbeviser, at den postulerede guddom hverken er almægtig eller alvidende såfremt tekster skal læses og forstås af de religiøse undersåtter.

De individuelle frihedsrettigheder som retspolitikkens grundlag
http://s-espersen.blogspot.com/2009/07/de-individuelle-frihedsrettigheder-som.html

[The censorship of ] Mr. Carlin [a senior analyst in the EPA's National Center for Environmental Economics and a 35-year veteran of the agency] is [...] an explanation for why the science debate is little reported in this country. The professional penalty for offering a contrary view to elites like Al Gore is a smear campaign. The global-warming crowd likes to deride skeptics as the equivalent of the Catholic Church refusing to accept the Copernican theory. The irony is that, today, it is those who dare critique the new religion of human-induced climate change who face the Inquisition.

http://online.wsj.com/article/SB124657655235589119.html

"Jeg betragter Iran som et middelalderligt styre", siger Statsministeren. Men er det rimeligt overfor i det mindste den europæiske middelalder? Så vidt COIN-bloggen er orienteret havde middelalderen i Europa ikke ret mange totalitære præstestyrer. - Der var sammenlignet med også det gamle Kina en udbredt magtdeling i Europas middelalder - blandt andet mellem kongerne og så repræsentanter for diverse former for overtro. Der har generelt også været langt mere frihed på det lokale og regionale plan i europæiske middelalderlande. Indblandingen i den enkelte borgers liv har derfor været langt mere begrænset end hvad angår dagens Iran.

Med det iranske styre har vi omvendt tale om en koncentration af magten i en forholdsvis afgrænset gruppe af mennesker, som alle tager deres diktatoriske afsæt og legitemerer sig med en ganske bestemt religiøs bog. Og man havde indtil videre helt kuet hvad der måtte være af konkurrende politiske aktører internt.

Det mest høflige vil derfor være at antage, at Statsministeren henviser til middelalderen i andre dele af verden. Han kunne eksempelvis have sagt, at Iran mindede om inkariget eller Farao-regimet i det gamle Egypten, hvor man netop havde at gøre med sammenlignelige religiøse og totalitære statsdannelser.

Berlingske Tidende: Løkke kalder Iran for middelalderligt

- og stemte du på Venstre er det din egen skyld:

"Det her handler om at få flere børn i skole, og man skal huske, at madrassaer og mullaher ikke nødvendigvis er ensbetydende med fundamentalistisk islam," siger Tørnæs til berlingske.dk. Det afghanske undervisningsministerium har besluttet, at der skal opføres en ny religiøs skole i hvert distriktscenter. Og samtidig overvejer man at omdanne de eksisterende skoler til madrassaer. Ulla Tørnæs understreger dog, at skoler skal være moderate og følge den læseplan, som Danmark har været med til at udarbejde. - Og de danske skatteydere betaler. Læs mere i 180grader.dk: Danske millioner til religiøse skoler i Afghanistan

Bemærk også at den afghanske præsident i et interview i Politiken, afgør om en lov er god eller ej ud fra om den er i overensstemmelse med såkaldt religiøs lovgivning kaldet Sharia: Dersom der er noget i den [et lovforslag i Afghanistan vedrørende legalisering af voldtægt], som strider imod Afghanistans grundlov, med sharialovene eller med friheden, som vor grundlov giver vores kvinder, vil vi sende den tilbage til parlamentet«, sagde Karzai på pressekonferencen. (egen fremhævelse) Læs mere i: Præsident overvejer voldtægtslov.

Billedet af profeten Muhammed med en bombe i turbanen måler 42 x 21,5 cm og koster 1400 kroner. Trykkefrihedsselskabet regner med at sælge alle 1000 billeder, hvilket indbringer omkring 1,4 millioner kroner. De tjente penge skal blandt andet bruges til at videreudvikle selskabets hjemmeside. - Det skriver Kristeligt-Dagblad.

Læs mere her:

www.trykkefrihed.dk

"Skralderne [unge skraldspisere] er en modkultur, der er opstået i en periode med meget forbrug. De gør op med forbrugerkulturen og er meget bevidste om miljøaspektet," forklarer samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet ifølge metroXpress. Johannes Andersen, der udpeges som ekspert i skralderkulturen, tror dog på fremgang for skralderne, uanset om konjunkturerne serverer overflod eller dikterer smalhals.

Fra artiklen Facebook-gruppe for unge, der spiser skrald, har 500 medlemmer

Her er nogle bidrag til mere uddybende forklaringer:

Forbrugerstyrelsen og den uformelle gruppediskussion :

Hos Forbrugerstyrelsen får man et indblik i, hvordan ”alternativ” og ”progressiv” pædagogik går hånd i hånd med opdragelse til at blive en civilisations-skeptisk maskinstormer. Det er ikke mindst takket være sådanne former for offentlig ”undervisning”, at unge mennesker bliver respektløse, voldelige, flytter ind i faldefærdige huse og/eller stemmer på Enhedslisten. - eller lærer om det angiveligt moralske i at spise skrald.

Forbrugerstyrelsen og de hætteklædte :

Unge mennesker, der er blevet udsat for den type "pensum", man finder hos Forbrugerstyrelsen, må forventes netop at flytte ind i et hus, der er nået ud over selv genbrugsværdighed. Man vil insistere på, at det er et godt hus at bo i (ikke mindst i moralsk forstand), fordi det er forfaldent. Man må tilsvarende forvente, at laser og pjalter, og ikke blot genbrugstøj er højeste mode i sådan en bevægelse. Endvidere må man regne med, at intellektuelle, der har de samme holdninger til »forbrugssamfundet«, vil sympatisere.

Propaganda fra staten:

Citat fra statsligt skolepensum:

Øvelse -- Eleverne sidder hver for sig og tænker på, hvad de har købt inden for de sidste 14 dage, og hvorfor de købte det (mad er ikke med). Tingene og begrundelserne skrives ned. Bagefter lukker de øjnene og tænker på hvilken følelse de havde, da de havde købt tingen (var det glæde, lykke, ligegyldighed, irritation, øget selvtillid eller andet). [...] -- Hvor mange af de ting, de har købt, var nødvendige for deres hverdag? [...] -- Klassen kan, evt. med udgangspunkt i et oplæg fra læreren om samfundsøkonomi, diskutere forbrugets magt og indflydelse på økonomien og om det er muligt med den samfundsøkonomi og styreform vi har i Danmark at begrænse forbruget. [...]

Statslig indoktrinering - et kunstigt behov:

I Forbrugerstyrelsen er man skeptisk overfor det, man kalder forbrugersamfundet og forbrugskulturen. Ifølge styrelsen tærer den menneskelig aktivitet på jordens ressourcer. Fra Forbrugerstyrelsens side er ønsket ikke bare at promovere en genbrugsfilosofi. Målet for styrelsen er direkte at reducere forbruget. Udgangspunktet er økofilosofien, hvor man anser mennesket for en forstyrrende faktor i en iøvrigt harmonisk økobalance. Til at nå målet om at reducere menneskers påvirkning af omgivelserne, har styrelsen derfor udarbejdet et bidrag til undervisning på folkeskoleniveau. Dette bidrag handler nu om, at børn og unge skal lære at forbinde globalisering med udbytning af den 3. verden, og med en tilsvarende ”udbytning” af miljøet. En af metoderne er på marxistisk vis, at lære de unge, at de er ofre for ”kunstige behov” skabt af sælgere og producenter.

Fri os fra forsagelse! :

Alle religioner prædiker [...] en eller anden form for opgivelse, ydmyghed og sagtmodighed i forhold til de andre, næsten, samfundet, helheden eller et overnaturligt væsen – naturligvis med betydningsfulde gradsforskelle. Når religioner gør et comeback, så gør forsagelsen og promoveringen af offergerningen det derfor også. I mangel på synlige alternativer til, hvad det gode består i, er forsagelse dermed blevet ét af de pejlemærker, som politikere bruger, når de vil agere politisk. Opfordringer eller motivering til en eller anden grad af selvopgivelse er dermed en faktor for såvel moderne politisk retorik, men også for lovgivning.
http://s-espersen.blogspot.com/2007/08/fri-os-fra-forsagelse.html

Ovenstående kommentarer skulle gerne sandsynliggøre at statslige myndigheder herunder politikere, administratorer samt undervisere har bidraget med at promovere de holdninger der fører til skraldspisning blandt ungdommen. Mindre skoletvang fra statslig side ville dermed også have begrænset disse former for evnesvag adfærd.

I det seneste nummer af det akademiske blad Libertas, der udkom i slutningen af 2008 forsøgte cand. theol. Katrine Winkel Holm at vise, at liberalismen havde brug for kristendommen, forstået som den kristne kulturarv, som en modvægt til den frihed, der findes i liberalismen.

KWH's primære problem er, at hun ikke forstår den tanke at man kan bygge en frihedspolitik op på virkelighedens præmisser; det vil sige logisk og konsistent - uden at importere en eller anden form for mystisk ingrediens i form af religion – eller den verdslige Hegelske form, som omtales senere.

Det virker ikke til at være tilfældet, at KWH skulle have den tanke, at der kunne findes en integreret rationel tilgang, der ikke blot tilbyder vejledning i, hvordan man bør begå sig rationelt som individ, men som samtidig også har bud på, hvilke spilleregler, der bør gælde, sådan at denne rationalitet også får mulighed for at udfolde sig på samfundsplan.

Hele ideen om at mennesker skulle kunne orientere sig efter ikke-selvmodsigende principper; det vil sige logisk (uden religiøsitetens ”krydderi”); såvel på mikro- som makroplan er derfor en tankegang, som KWH helt ignorerer. Det er ikke desto mindre ærgerligt eftersom netop tænkeren Ayn Rand er en ret central politisk figur i den liberalisme, som også Libertas har beskæftiget sig med.

Faktisk virker selve ideen om, at man ved hjælp af sin fornuft prioriterer, vælger og fravælger forskellige tilbøjeligheder ud fra ideen om hvad der gavner en på langt sigt (sådan som også Ludwig von Mises beskriver det i sit hovedværk Human Action http://www.mises.org/resources/3250 ), som en fremmed fugl i KWH’s indlæg.

Det er muligvis en konsekvens af at læse teologi, at man i den grad kommer til at afskrive fornuftens rolle, såvel i dagligdagen som i opstillingen af principper, der virker civilisationsbevarende.

Ovenstående mistanke om generel fornuftsafskrivelse bygger jeg på KWH's udsagn om at "Vesten opstår ved en sammensmeltning af [...] forskellige forståelser af frihed. Og at Vesten sine mange unoder til trods i den grad er et forsvar værd".

Denne og tilsvarende sentenser vidner om en ubeviselig påstand, der kræver styrke i troen, om at ”Vesten” er en slags pakkeløsning, og at man derfor enten må vælge hele pakken eller forkaste den; samt at hvis man vælger pakken, så forventes man også at acceptere og forsvare alle elementer, der har konstitueret pakken, altså bidraget til at skabe dette fænomen, ”Vesten”. - Eller også skal der som KWH argumenterer for i Libertas ske en eller anden slags arbejdsdeling mellem kristne pligtforkæmpere og det som KWH tilsyneladende ser som liberale slaver af utøjlede lyster.

For det første er der med ”Vesten” tale om et fænomen, der åbenlyst kan brydes ned i forskellige – og modstridende elementer.

For det andet er det logisk, at konstatere, at man sagtnes kunne undvære nogle af elementer uden at de centrale og godartede dele af den grund forsvandt. Dette er logisk i det omfang man anerkender at mennesket er et fornuftsvæsen, der kan forstå og leve efter principper, det vil sige pejlemærker for adfærd – uanset om disse er opstillet religiøst eller verdsligt.

For det tredje giver det ikke sig selv, at det forhold at bestemte historiske faktorer har ført til et givent fænomen IKKE betyder, at andre faktorer (eksempelvis rationelle indsigter i forhold til religiøse ”åbenbaringer”) ikke også skulle kunne føre til de samme godartede faktorer. Jævnfør det foregående kunne tidligere principper, som måske blev iført religiøs klædedragt altså udmærket blive markedsført ud fra rene appeller til hvad, der er i modtagerens interesse på længere sigt. (Og i kraft af den rationelle argumentation føre til mere godartede resultater).

Historiske nødvendigheder

Hvad der er tale om med KWH’s indlæg i Libertas er således en slags borgerlig form for determinisme – jævnfør de historiske ”nødvendige” faktorer som skal forsvares fordi de har ført til det som findes i dag, - som imidlertid slet ikke er ny.

Tilbage i begyndelsen af 1990’erne kunne politologer således stifte bekendtskab med Francis Fukuyamas bog ”Historiens afslutning og det sidste menneske”, der udkom på dansk i 1993.

Fukuyama bruger i sin bog G. W. Hegel til at stille Karl Marx på hovedet, og hævder at det liberale demokrati og ikke kommunismen er udtryk for historiens sidste stade. (Fukuyama er tidligere omtalt i Information http://www.information.dk/80671 ).

Man forventes således med de konservative mystikere at købe en meget stor pakkeløsning, og med nogle elementer som andre mere rationelle tænkere har dokumenteret ER selvmodsigende, og altså hvor nogle elementer på sigt er destruktive for helheden. (Jf. Mises beskrivelse af hvad ”blandingsøkonomien” i sidste instans fører til).

Det som disse Hegelianere vil have os ”fornuftstilbedere” til, er således at acceptere denne påstand om modsætningernes heldige historiske syntese, og derfor ikke at stille de åbenlyse spørgsmål, der handler om, hvordan det selvmodsigende (paradoksale) på nogen måde kan skabe en enhed, endsige en meningsfuld af slagsen. Således har vi et af flere paradokser hos disse kristne teologer og konservative mystikere, der handler om at man skal afbalancere lysten og pligten, selv om det ene fænomen udelukker det andet:

Et menneske der har fået påduttet pligtfølelse udefra (og altså ikke selv har valgt en afgrænset personlig ”pligt), er naturligvis ikke et frit menneske, der så vælger lysten, hvor pligten ikke er blevet indpodet. Et sådant menneske er først og fremmest et pligtmenneske, og i praksis en slave af andres værdier og værdidomme. Det er omgivelserne der har defineret dette individs moralske spændetrøje – inklusive hvad dette måtte omfatte af frihed. Vedkommende orienterer sig derfor i praksis ikke på grundlag af lyst, men i stedet gennem den udefrakommende pligtindpodning.

Omvendt er et menneske, der lever af lyst, og som eventuelt lader sin lyst få udløb på en måde som ikke skader det længere livsforløb, inklusive relationerne til andre, men som tværtimod fremmer livet gennem fornuftige livsfremmende lyster ikke på nogen måde et pligtmenneske. Så heller ikke her er der tale om nogen ”syntese”. Dette menneske har selv valgt sit liv, herunder i hvilket omfang det vil overholde lovene eller ej.

En tredje mennesketype kunne så være det ustyrlige lystmenneske, der hurtigt havner i fængsel eller i graven med en overdosis. (Denne sidste type, er altså åbenbart også en ”rendyrket liberalist” ifølge KWH.)

A er derfor A. Det selvmodsigende er det selvmodsigende. At stille to modsætninger overfor hinanden og derfor at vælge halvt om halvt (det vil sige at vælge en smule pligt og give efter for en et vist mål af lyst) er ikke en integration, og ikke nogen syntese. Der er bare tale om ”balancegang”, baseret på tro og dermed ønsketænkning.

Afskrivelsen af fornuften

Det centrale problem ved KWH’s indlæg er derfor først og fremmest det forhold, at hun helt og aldeles undlader tanken om, at der kunne udvikles / forbedres en politisk tankegang og orientering, som i højere grad end tidligere tager højde for de unoder, som ikke tjener civilisationen. - Men tænk nu også hvis man indså at en af disse nye indsigter førte frem til konklusionen om, at troen ikke var noget særlig nyttigt redskab som pejlemærke for at begå sig i verden? Så hvorfor forholde sig til ikke mindst Ayn Rand og objektivismen, når man i stedet kan opstille det utøjlede lystdrevne menneske som prototype på den moderne liberalist?

KWH’s tilgang og forsvar for civilisation er således som andre mystikere omtalt tidligere http://www.coin.dk/default.asp?aid=565 , at hun tager afsæt i hvad der findes, og at hun derefter ophøjer disse elementer, (som dog bliver udvalgt og rangordnet efter en eller anden mystisk indsigt), til at være afgørende for helheden; og samtidig at valget som det moderne menneske så skal gøre sig, er valget mellem enten helheden (civilisation) eller fravalget (ikke-civilisation) – men altså ingen selvstændig rationel og analytisk stillingtagen til de enkelte dele.

Retorikken fra KWH’s side er dermed også primitiv, og sælger tydeligvis ikke borgerligheden til fornuftsmennesker. Hvem køber for alvor påstanden om den uundværlige religion? Det gør vist især venstrefløjen, når den skal portrættere borgerlige som notorisk religiøse. Denne primitivisme er netop ret populær hos pressen, og især hos venstrefløjen: Socialisterne er vildt begejstrede for at få bekræftet deres fordomme om, at borgerlige og religiøsitet er uadskillelige størrelser. Hvis man tror på et eller andet og især hvis man er med i en af de verdensreligioner, der har flest urimeligheder på samvittigheden – og samtidig kalder sig for ”borgerlig”, ja så strømmer venstrefløjspressen til prædikestolen. Marx sagde jo netop, at de borgerlige havde en bestemt klassebevidsthed. De borgerlige set med socialistiske briller ved jo naturligvis at religion er redskabet for at holde masserne nede. I en venstrefløjs optik er en ægte borgerlig derfor også en sand teolog, der kan sit borgerlige opiums-pensum-til-folket fra a – z.

I stedet for at lede efter det mest fornuftige bud på vor tids liberalisme, så opfinder KWH i stedet sin egen stråmand, der beskriver en form for liberalisme, som overladt til sig selv fører til sin egen destruktion: ”[H]vis man skal give friheden videre og bevare den, kræver det, at man understreger et aspekt ved friheden, som umiddelbart kan virke som en modsigelse af friheden: Forpligtelse og selvdisciplin. Ellers degenerer friheden og ender med at ødelægge sig selv”[…] Mystikeren KWH har således fjernet et par af sine ingredienser fra totaliteten (det givne). Nu konstaterer hun så at delene (den rene frihed) ser ”uhel” ud. Hun tilføjer så analytisk atter resten af totaliteten (forpligtelse og selvdisciplin), hvorefter helheden (”Vesten”) atter ser pæn ud igen. Kort sagt kan argumentationsformen koges ned til at: a) helheden er god; b) helheden udgøres af forskellige elementer; c) uden de forskellige elementer fungerer helheden ikke.

KWH har dermed ikke på nogen måde givet et rationelt og logisk forsvar for friheden og civilisationen. I sidste instans er påstanden derfor også fra KWH’s side at religion er uundværlig, samt at kombinationen af religion og fornuftsorientering, eller pligt (tro), selvdisciplin (åbenbart også tro) - og så mere rendyrket frihed (det som KWH kalder lystprincipper og selvrealiseringsprincippet) er en (historisk) nødvendig kombination. Som det tidligere er forklaret kan eksempelvis lyst og pligt bare grundlæggende ikke eksistere side om side: Enten lever man i krig med sig selv – mellem udefrakommende pligt og så personlig lyst; eller man er et pligtmenneske; eller man lever i nuet som rendyrket lystmenneske; – eller man orienterer sig rationelt og nyder dermed livet, så det giver mening på langt sigt, uden anden pligt end den man opstiller for sig selv.

Som det er påpeget tidligere tilbyder religionen ingen som helst form for vejledning i hvornår det betaler sig at være religiøs og hvordan det giver mening at bruge sin fornuft.

Det centrale er derfor, at KWH har opfundet en isoleret set selv-ødelæggende liberalisme, som hun bagefter med lethed kan hævde er ukomplet.

KWH's liberalistiske stråmand er gammel vin på gamle flasker

Læg derfor mærke til at hele den konservative balancegangs-retorik og –tankegang genfindes i KWH’s kommentar. Forskellige fænomener (fornuft og tro) samt forskellige tilbøjeligheder (pligt, lyst, viljen til selvrealisering) skal således balanceres op imod hinanden. Men hvordan og hvorledes ved vi ikke med religionens hjælp. De religiøses rolle er således udelukkende at komme med arbitrære påstande, om betydningen af selvmodsigende tilbøjeligheders bidrag til helheden, men ikke at give nogen rationel vejledning.

En af de mange ”under-stråmænd” er således påstanden om at viljen til selvrealisering som sådan skulle være selvdestruktiv. Lige så vanvittig er imidlertid tanken om at religiøsitet skulle virke som en godartet faktor, når det gælder selvrealisering. Den eneste måde hvorpå man kan realisere sig selv på en meningsfuld måde, er tværtimod netop at man konstant bevarer kontakten til virkeligheden, og tænker over de langsigtede konsekvenser af ens egne handlinger, og den måde som man konkret ønsker at realisere sig på. Det er vel at mærke det modsatte af at vælge religiøsitet: det gælder netop om at undgå religion, og i stedet også tænke selvrealisering på det lange sigt. Tilsvarende med ”lystprincippet” gælder det, at man ikke fornægter det, man efterstræber, men samtidig rationelt holder sig for øje, om det man umiddelbart efterstræber, også er det man på længere sigt har gavn af.

Som det fremgår direkte i KWH’s kommentar opstilles der således en liberalisme, hvor ”normen er, at alle bare skal gøre, hvad de har lyst til”. Men hvilke borgerlige i Danmark argumenterer for noget sådant? Svaret er naturligvis INGEN borgerlige i vor tid, og med stor sandsynlighed har ingen borgerlige af betydning nogensinde kæmpet for noget sådant i Danmark. Tværtimod er der indenfor de ikke-religiøse liberalistiske strømninger opstået noget, der bevæger sig endnu længere væk fra den hedonisme, som KWH har fyldt i sin liberale stråmand. De eneste der har ”kæmpet” for denne udgave af liberalismen er derimod venstrefløjen, jf. portrætteringen af Anders Fogh Rasmussen som ”hulemand”, da han i sin tid blev regnet for at være liberalist. Denne fordom ophøjes nu til en virkelig ’isme, hvor KWH’s så vil modvægte liberalisme-lysterne med konservatisme-pligten.

Med Ayn Rands ideer og objektivismen står de religiøse ikke desto mindre overfor en politisk tankegang, der med rette har påpeget, at dette med religiøsitet som afsæt for moral og karakterdannelse er en ekstrem overfladisk og farlig indstilling, når det gælder behovet for at finde sig redskaber til at begå sig i verden. Man har i stedet brug for et redskab til at kunne integrere ens forskellige behov; - og kun fornuften kan gøre dette. Med fornuften kan man opstille et generelt styrende princip (målet om at leve godt og længe), og derefter rangordne de andre principper man har brug for - ud fra dette (gennem rationelle valg og betoningen af værdier og normer/dyder).

Konklusion

KWH’s kommentar er netop endnu et bevis på, at der fra konservativ og mystisk side kun tilbydes en eller anden form for ”holisme”, hvor det eksisterende ophæves til at være det gode (bedste) og påstanden om at helheden skal forsvares ved hjælp at et forsvar for modstridende dele. Dette var netop G. W. F. Hegels tankegang. Og KWH’s tilbyder intet nyt udover den idealistiske dialektik som Hegel stod for, og som netop er kendetegnet ved at være udtryk for en rendyrket mystikers påstand. Mystikerens rolle efter at den mystiske påstand er blevet accepteret bliver efterfølgende at fortolke guddommen eller ”verdensånden” (Hegels begreb), og dermed at have åndelig magt over sagtmodige tros-tilbøjelige sjæle. Betingelsen for dette er ikke desto mindre, at man har held med at portrættere liberalister som nogle vildmænd, og samtidig at afskrive muligheden for en etik på fornuftens præmisser.

Der er derimod intet som helst mystisk ved at konstatere at mennesket har en fornuft; at man som menneske er i stand til at tage stilling til om begreber er sande eller falske; at man som individ med sin bevidsthed kan bygge sin begrebsverden op fra grunden – med de simplere begreber først og dernæst de mere komplekse; og at man derfor kan vælge at orientere sig ud fra principper som har en rationel og reel forbindelse til virkelighedens verden, det vil sige den fysiske/materielle virkelighed, vi befinder os i, herunder også at man kan udvikle et intersubjektivt overførbart kodeks, som andre også kan være enige i, og som blandt andet stipulerer hvor friheden ender og begynder. Det er også – i forhold til ovenstående mysticisme - helt uproblematisk at skrive og håndhæve en forfatning ud fra sådanne normer for frihed.

Man kan derfor i kraft af konstateringen af, at mennesket er et biologisk væsen med en selvstændig og refleksiv bevidst, og som befinder sig i et univers med kausalitet og konsekvenser, derfor også lære at begå sig på fornuftens præmisser og at orientere sig på rationalt baserede principper, der kan hjælpe en til at tage stilling til hvad man skal gøre i konkrete situationer: Skal man søge dette eller hint job?, skal man overtræde love eller ikke?, købe bil eller ej? Køre for stærkt eller ikke? I enhver situation hvor der byder sig muligheder og valg, har man derfor fornuften at konsultere, hvis man vælger det.

Vælger man blot i begrænset omfang religiøsiteten svarer det tværtimod til at spille om sit liv ved at kaste med terninger. Det sidste er så uborgerligt som det kan blive. Religion bør man helt overlade til venstrefløjen.

John Lewis: Investigation of the war against Islamic Totalitarians--meaning, all those who wish to impose Islamic Law by force, or who pursue a political agenda that includes such a goal--may begin with a list of the major attacks made by various Islamist groups since the 1970’s. A list of every terrorist attack in the twentieth century would fill a volume. The chronology here is ruthlessly select; it includes a few events needed to understand the sequence, such as the formation of selected top-rank Islamist groups, formal declared wars, [and includes, in brackets, certain non-Muslim terrorist acts]. A series of one hijacker / one day hijackings without casualties have been omitted—although the facts suggest connections between the motivations of lone hijackers and the teachings of radical Islam.

No attempt has been made to document the hundreds of Palestinian bombings in Israel, and Israeli retaliations, unless they had international affects or involved the deaths of Americans. This list does not adequately demonstrate the state of siege in which Israel has lived for over fifty years, nor does it convey the depths of Arab rage that has led to such attacks. There is no attempt to provide a blow-by-blow account of the war in Iraq. This list focuses on violence against civilians by Islamic fundamentalists, for political purposes, which has taken place in an international context.

Watch the list in: The Evidence: Chronology of Islamist Attacks by John Lewis.