What ambitious students of politics learn in the universities of Europe is, that the people need to be governed. The technocrats and politicians have gone almost as far as they can on a nation-state basis. They are not satisfied with only governing and regulating their own people within the nation states.

Politicians does not like competition, they prefer compromise and power-sharing. Competition in politics of Europe would mean that people were free to move across the border and find something different: - perhaps a country with less regulation, less government propaganda, fewer statist values, less socialist rhetoric and less taxation.

http://s-espersen.blogspot.com/2009/09/ireland-should-vote-no-to-euro.html

http://s-espersen.blogspot.com/search/label/EU

The Lisbon Treaty is in fact a constitution for the EU, and the Irish are hereby encouraged to vote no.

A ratification of the treaty is the equivalent of a blanc check to further encroachments of freedom, it is a yes to the surrender of a free civil society.

http://www.coin.dk/english.asp?aid=1626

http://s-espersen.blogspot.com/search/label/EU

"I 1996 var Danmark verdens syvende rigeste land målt på BNP pr. capita. I 2006 var vi faldet ned på en 11. Plads, og OECD forventer, at vi frem mod 2014 vil ligge blandt de 30 OECD-lande med den laveste økonomiske vækst." Dette faktum og den seneste tids finansielle krise med dertil hørende socialistiske tiltag, har fået Liberal Alliance til at søsætte [en] vækstplan. Læs mere her.

- Planen handler blandt andet om, at man vil halvere selskabsskatterne i Danmark.

I artiklen nævnes som eksempler på nævnte socialistiske tiltag blandt andet den omfangsrige kontrol og regulering af finanssektoren. En konkretisering af dette er blandt andet følgende: For det første at man ikke mindst i USA besluttede sig for, at borgere som ikke var kreditværdige til at købe en bolig alligvel skulle blive det i kraft af kunstigt skabte kreditter. (Altså noget klart egalitært og dermed socialistisk), - for det andet at banker, der ikke kunne finde ud af at drive forretning, og som derfor nærmede sig konkurs skulle reddes af staten, og dermed have nye chancer for overlevelse; hvilket atter er socialistisk og egalitært i kraft af at det således bliver staten, der styrer hvilke virksomheder, der skal overleve (d.v.s. tilstræbt planøkonomi) - samt egalitært på den måde, at man konstant søger at ændre på spillereglerne i markedsøkonomien ved at begunstige de dårligste spillere med stadigt nye sikkerhedsnet for også at sikre deres overlevelse. Dermed har man tydeligvis politiseret markedet ved at indføre et spil, hvor reglerne konstant ændrer sig alt efter dommernes tilbøjeligheder og præferencer. (Den sidste sætning er inspireret af Lykke Friis).

Man kan finde flere eksempler på hvordan markedsøkonomien er sat ud af kraft, når det gælder den finansielle sektor via:

www.aynrand.org

www.mises.org samt

www.cato.org.

"Det kan aldrig være borgerlig politik at afgive national suverænitet til en overstatslig myndighed. Som liberalister går vi ind for at begrænse statens rolle, og øge den personlige frihed og det personlige ansvar for eget liv, og der er kun én ting, der er værre end mere stat: Mere overstat,” siger liberalisternes formand, ”for hvor der er et vist håb for at vi kan dæmme op for statens vækst herhjemme og forhåbentlig begrænse statens rolle og beskatningen, så vil det være næsten umuligt at rulle udviklingen tilbage i EU. Derfor siger vi nej til Lissabon traktaten. "

Besøg Liberalisterne.

180grader.dk: Liberalisterne håber på nej i Irland

Bemærk temaartikler på COIN's forside under "FOKUS".

The Irish Times: Lisbon Treaty now certain to be rejected

Giscard d'Estaing: Ny EU-traktat er en forfatning

http://s-espersen.blogspot.com/search/label/EU

I dagens Jyllands-Posten kan man læse en artikel med overskriften Grønlandske børn går sultne i seng. Grønland er et kollektivistisk samfund. Et samfund på støtte og bistand, og et samfund hvor danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt end de har herhjemme. I 2003 modtog Grønland 2.952 mio. kr. i bloktilskud fra Danmark. Dertil kommer hvad EU giver. Bruttonationalproduktet var i 2002 på 9.178 mio. kr. Ledigheden i grønland er i øvrigt på ca. 10 procent.

Og Grønland har som bekendt ganske længe været en bistandsøkonomi. Faktisk så længe at vi i Danmark nærmest har vænnet os til det.

Så hvem styrer Grønland, og hvordan gør de det? Det korte svar på det sidste spørgsmål er måske simpelthen, at de gør det modsatte af hvad man gør i Irland eller Hong Kong. Og svaret på det første er at styringen i vid udstrækning er statslig. Og statsstyringen handler simpelthen om at forhindre erhvervslivet og det frie initiativ: Man gør rettere som romankarakteren Peachy Carnahan udtrykte det så rammende i The Man who would be king: The country isn’t half worked out because they that governs it won’t let you touch it. They spend all their blessed time in governing it, and you can’t lift a spade, nor chip a rock, nor look for oil, nor anything like that without all the Government saying – ’Leave it alone and let us govern.’ (læs mere her)

Sidste år skrev undertegnede en kronik om kollektivisme i Berlingske Tidende. En - for undertegnede - ret uventet replik kom netop fra en samfundsforsker med tilknytning til Grønland ved navn Gorm Winther, der omvendt forsvarede kollektivisme. (Det uventede består i at man skulle tro, at kronikken lagde op til at ingen ved deres fulde fem ville forsvare kollektivisme i dén sammanhæng - jf. den ekstreme måde som kollektivsmen blev fremstillet på).

Winther skrev blandt andet (i et indlæg der ikke blev optaget i sin fulde længde men altså findes online) at merværditeorien [d.v.s. Karl Marx'] kritiserer markedssamfundet, fordi det hviler på udbytning og tilegnelse af de direkte producenters arbejdsindsats. Winter mener endvidere at en globaliseret økonomi [...] smadrer de mest elementære sociale menneskerettigheder samt at Den globale kapitalisme hærger kloden med utæmmet rovdrift på knappe ressourcer og med økologiske katastrofer forude. (Det er lidt som at læse "undervisningsmaterialet", man finder hos Forbrugerstyrelsen).

- Og Gorm Winter må samtidig om nogen kunne siges at repræsentere, hvad den Grønlandske samfunds- og bistandsmodel står for:

På hans hjemmeside Agio Greenland, hvor Winther tilbyder konsulentydelser, kan man således læse om, hvad der er i vente, hvis Winter får mere indflydelse på Grønland - det er mere af det samme - og altså netop kollektivisme (marxistisk inspireret - jf. hans debatindlæg), og dermed øget politisk styring og kontrol. Fokus er primært på eksperimenter med medarbejderstyrede virksomheder; "Økonomisk Demokrati"; "Bæredygtig udvikling" samt et opgør med det Winter kalder for "nyliberalisme". (Her må formodentlig gemme sig en vrede over de succesfulde reformer i Irland og New Zealand, samt irritation over interessen for lav flad skat i store dele af Østeuropa).

Gorm Winter tilbyder således "ekspertise og kompetance" der er baseret på mere end 20 års erfaring med forskning, forskningsformidling, analyse, rapportskrivning og undervisning i det grønlandske, danske og amerikanske samfund. Han forsøger sammesteds at afvæbne på indvendinger om, at hans ydelser skulle være for dyre. - Men det vil hans kolleger, der tilsvarende hylder planøkonomi og/eller mere decentrale former for kollektivisme naturligvis benægte. Kan prisen for mere magt til bureaukrater (der gerne vil supplere deres indkomst fra staten med konsulenthonorar) - over stagnerede samfund virkelig blive for høj?

Så hvorfor mon det ikke er lykkedes at skabe en "velfærdsstat" i Grønland - trods den høje "ekspertise". - Kunne det mon tænkes at friheden til at skabe velstand simpelthen mangler? Samt herunder at "medarbejderdemokrati" såvel som kollektivisme generelt er dræbende for initiativet til at drive virksomhed?

Det britiske Institute of Directors (IoD)har advart regjeringen ved å si at landets økonomiske politikk er kommet til et veiskille.Skattenivået er i ferd med å nå toppunktet, for nå begynner internasjonale selskaper å søke bort fra UK og flytte sine europakontorer til skattemessig mer konkurransedyktige jurisdiksjoner.

IoD's argument er at regjeringen står overfor et valg: Enten slår de følge med de stagnerende økonmomiene i kontinental-EU med utesende offentlig sektor og en ikke bærekraftig velferdsstat, eller så slår de følge med de land som nå faktisk har redusert de offentliges utgifters andel av BNP. Som eksempler trekkes her frem USA, Australia, Irland og Sveits, hvor de offentlige utgiftene ligger mellom 34% og 37% av BNP. Læs mere her.

Den 2. august debatterede Copenhagen Institutes direktør, Chresten Anderson, med Pelle Dragsted, der er international sekretær i Enhedslisten - i P1. Debatten kan høres her.

I programmet nævner Chresten Anderson blandt andet den Bruxelles baserede tænketank CNE , der ifølge Chresten Anderson har lavet en undersøgelse, der viser at der dør en afrikaner hvert 18. sekund som følge af manglende frihandel på det afrikanske kontinent.

Chresten Anderson gør blandt andet opmærksom på, at man på et frit marked konkurrerer om lønmodtagernes gunst.

- Det betyder at årsagen til, at de multinationale selskaber kan tiltrække lokal arbejdskraft i eksempelvis Vietnam eller Irland, er, at disse mere effektive virksomheder betaler bedre end alternativet; og at man ved ansættelse i en multinational virksomhed i et udviklingsland, som Anderson forklarer det, derved kan tjene det dobbelte, firedobbelte eller femdobbelte af hvad man ellers ville kunne tjene - eksempelvis som landarbejder - eller i en af de lokale statsejede fabrikker.

Sekretæren fra Enhedlisten hævder i øvrigt, at forholdene for Irlands lønmodtagere er blevet ringere, efter at man her satsede på afregulering og skattelettelser.

Ikke desto mindre hører Irlands befolkning i dag til blandt de rigeste i Europa. Hvor Irland tidligere havde titlen som Irlands syge mand har Irland taget navneforandring til den Keltiske Tiger.

Se også : EU GDP per capita in 2004: Ireland 40% above average og OECD's Irlands portal

Som så mange andre venstrefløjsdebattører forsøger Pelle Dragssted derudover at forbinde kapitalisme med øget forurening. Eksempler på forskellen mellem kollektivistiske Enhedsliste-lande med statseje og økonomiske friere land med respekt for den private ejendomsret viser, hvor grotesk argumentationen er. - Forskellen på Nord- og Sydkorea, forskellen på Vest- og Østeuropa eller forskellen på Vest- og Østtyskland, kan imidlertid ikke rokke ved dogmatismen hos den internationale sekretær. Når det det gælder Kina tilskrives forurening af floder med mere således kapitalisme, trods det forhold at langt størstedelen af det kinesiske territorium er statsejet.

Dragsdals "medicin" til Latinamerika og Afrika er således at følge de cubanske, nordkoreanske og zimbaweanske eksempler med mere protektionisme, mere lukkethed og mere kollektivisme. - Under den kolde krig kom medlemmer af danske venstrefløjspartier således også tilbage fra Sovjetunionen, og hævdede at alt var bedre derovre bag jerntæppet, og at man i øvrigt var meget lykkeligere under det kommunistiske "fællesskab"...

Læs også Tvungen bistand eller fri handel?.

Den anglosaksiske, langt mer begrensede velferdsmodellen, beskyldes gjerne for å være mindre sosial, men faktum er at Irland og Storbritannia i dag har en mindre andel av sine befolkninger under fattigdomsgrensen enn Sverige. Skattereduksjoner i Irland har bidratt til kraftig vekst og dermed økt velferd. I løpet av de siste ti årene har inntekten til de fattigste 10 prosentene av befolkningen økt åtte ganger så mye som for samme gruppe i Sverige.

- Det skriver Dag Ekelberg på Politisk, og fortsætte blandt andet med at konstatere at:

Mellom 1890 og 1950 var det få land i verden som hadde samme sterke vekst som Sverige. Veksten var koblet til et lavt skattenivå. Det var i denne perioden grunnlaget for den senere sterke velferden ble lagt. Av landets 50 største bedrifter ble bare ett grunnlagt etter 1970. Det er ingen overraskelse ettersom skattenivået i 1980 hadde nådd gjennomsnittlig 50 prosent. Samtidig hadde arbeidsmarkedet blitt kraftig regulert og omfanget av offentlig finansierte velferdsordninger var uten sidestykke i verden. Sverige betalte en høy pris i form av lav vekst. Ifølge OECD falt Sverige fra en fjerde plass i 1970 til 13. plass i dag, målt i BNP per capita. Mellom 1995 og 2003 hadde 11 av de daværende 15 medlemslandene i EU høyere sysselsetting enn Sverige. Arbeidsledigheten blant svensk ungdom er i dag den fjerde høyeste i EU. Gjennomsnittlig vekst i de siste femten årene har vært på 1,4 prosent. Det er lavere enn i USA, EU og gjennomsnittet i OECD.

Læs også om bogen Beyond the European Social Model med bidrag af Chresten Anderson.

While a small percentage of native-born Americans may be harmed by immigration, vastly more Americans benefit from the contributions that immigrants make to our economy, including lower consumer prices. As with trade in goods and services, the gains from immigration outweigh the losses. The effect of all immigration on low-skilled workers is very likely positive as many immigrants bring skills, capital and entrepreneurship to the American economy. Det skriver en række økonomer i et fælles brev til den amerikanske præsident. (fundet på johannorberg.net)

Læs også:

Immigration Quotas vs. Individual Rights: The Moral and Practical Case for Open Immigration
af Harry Binswanger.

Citat fra denne artikel:

The implicit premise of barring foreigners is: "This is our country, we let in who we want." But who is "we"? The government does not own the country. Jurisdiction is not ownership. Only the owner of land or any item of property can decide the terms of its use or sale. Nor does the majority own the country. This is a country of private property, and housing is private property. So is a job.

Kommentar i Politiken af overtegnede fra den 5. juni 2000 [med indsatte bemærkninger fra 2006]:

Indvandring giver vækst

Der findes to grundlæggende former for mobile ressourcer i verden: kapital og arbejdskraft. I Danmark er vi begyndt at anse indvandring af arbejdskraft for en byrde og en udgift. Det skyldes ikke Dansk Folkepartis propaganda, hvor man blandt andet sammenligner udgifter til ældre med udgifter til flygtninge og indvandrere. Årsagen er nærmere, at de sociale systemer vanskeliggør, at indvandrere bliver til andet end klienter, og at den tilførsel af udlændinge, vi får i dag ikke primært er grundet i et direkte ønske om at arbejde - men i at blive familiesammenført, eller i at man er flygtet fra krig, økonomisk kaos m.m.

Det er fornemt, at vi modtager disse grupper af mennesker. [2006: Det er ikke nødvendigvis "fornemt". Det afhænger af flere ting. Blandt andet hvordan deres ophold finansieres, og hvilke flygtninge der er tale om]. Men sammen med indvandrerstoppet siden begyndelsen af 1970erne betyder det at vores syn på indvandring som arbejdskraft har ændret sig. En anden væsentlig grund til at indvandring af arbejdskraft anses for en byrde er, at de førnævnte systemer i dag forvandler en potentiel ressource - altså en udlænding der kun ønsker at arbejde (og som måske slet ikke har familie i Danmark og ikke er flygtet fra kaotiske tilstande) - til en potentiel udgift.

Foreslår man at begrænse rettighederne for tilflyttet arbejdskraft ved f.eks. at definere en karantæneperiode fra alle sociale rettigheder - eller i det mindste at lave en afgrænsning af disse for indvandrere [2006: Regeringen lyttede], så siger både centrum og venstrefløjen, at det er et angreb på de hellige og umistelige universelle rettigheder. Er den nuværende politik da ikke udtryk for en større krænkelse af universelle rettigheder?

Med et argument om at vi har så høje socialydelser, nægtes det en arbejder uden for Europa at prøve lykken i Europa, selv om han/hun måske har gode forudsætninger for at klare sig selv, og eventuelt skabe arbejdspladser for andre. Vores systemer er så dyre, at vi ikke har råd til at få nogle udefra til at medvirke til deres vedligeholdelse? At der indføres en glidende overgang til de dyre ydelser opfattes som et angreb på ... osv.

Så til trods for at ændringen i alderssammensætningen, gør Danmark til en nation af ældre, så vælger vi sammen med det øvrige Europa foreløbig at holde porten lukket.

Der er imidlertid flere forhold, der trækker landene i Europa væk fra et indvandrerstop. Oxford-økonomerne Ferguson og Kotlikoff (Foreign Affairs s. 110, marts/april 2000) har offentliggjort et 'generationsregnskab' for 14 europæiske lande, hvor samtlige lande undtagen Irland, står over for enten at skulle skære i overførselsindkomsterne, de offentlige indkøb - eller at hæve skatterne yderligere.

Irlands enestående situation skyldes bl.a. landets ungdommelige befolkning, som sikrer, at Irland med flere fremtidige skatteydere vil kunne øge det offentlige forbrug. I resten af Europa står man over for nedskæringer, der er så dramatiske at de to økonomer ikke mener at ØMUen vil kunne overleve de kriser, de enkelte lande vil opleve. [2006: Om ØMU'en bør overleve er en anden diskussion]. - Man kan her indvende, at eftersom der er tale om et fælles problem må man også koordinere løsningen! [2006: Men det behøver ikke være tilfældet].

En af løsningerne kunne være at øge tilførslen af arbejdskraft til et kontinent, der samlet set oplever alderdommens effekt på den økonomiske aktivitet. En række europæiske lande mærker allerede manglen på arbejdskraft og er begyndt at ophæve barriererne for indvandring. Ifølge the Economist (6.5.) drejer det sig bl.a. om Tyskland, England, Spanien, Holland og Irland, hvor Tyskland eksempelvis vil »rekruttere yderligere 20.000 softwarespecialister fra Indien og Østeuropa« og hvor Irland »overvejer forslag om at importere 200.000 faglærte arbejdere i løbet af de næste syv år«.

I Danmark vil man stå på sidelinien og råbe braindrain, og knægtelse af umistelige universelle rettigheder, mens andre lande vil beskæftige en masse mennesker, der erstatter dem, der er gået på pension og som medvirker til at skabe nye arbejdspladser. Hvad angår braindrain, så er markedet et plussumsspil. Arbejdskraftens mobilitet skaber vækst.

På et givent tidspunkt er der i Indien ikke arbejdspladser til de mange IT-uddannede (eller lønningerne er lave). Nogle vælger så at tage til USA og sende penge hjem til familien. De som bliver tilbage vil få en højere løn. Også i en teknologisk henseende kan det styrke udviklingslandenes IT-branche, at udveksle arbejdskraft med højteknologiske lande. [2006: Men det vigtigste i denne sammenhæng er ikke desto mindre vores egne fordele ved indvandring, og ikke - som det primære - at udviklingslandene tilsvarende har gavn af denne udveksling, selv om det således samtidig er tilfældet.]

Man skal vogte sig for eksempler fra USA, eftersom der naturligvis er forskelle på USA og Europa. Men hvis ikke USA de seneste år havde modtaget arbejdere fra Indien, Filippinerne, Kina, El Salvador, Canada, Den Dominikanske Republik, Vietnam, Rusland og Guatemala - så ville USA have haft en arbejdsløshed på kun 0,5 pct. i stedet for 4,3 pct.. Og dermed ville USA [2006: ifølge de økonomer, der tror på overophedning, og at ikke-statsligt forårsagede prisstigninger som følge af flaskehalse nødvendigvis skulle være skadelige for helheden] være blevet tvunget til at hæve renten og opbremse den økonomiske aktivitet - for at undgå overophedning og inflation (Foreign Affairs marts/april s. 14-15).

Indvandringen gør amerikansk økonomi stærk, og sikrer at man kan fortsætte den økonomiske vækst. En central forskel på USA og Europa er vel minimums-lønningerne og den lavere fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Europa vil aldrig nå så langt ned i arbejdsløsheden som USA, før man må gribe ind mod overophedning [2006: Men det behøver man alligevel ikke at gøre, da overophedning er et kunstigt problem]. Der vil være flere arbejdsløse i EU end i USA, når man åbner op for indvandring.

I Europa og i Danmark drives der for tiden nærmest politisk klapjagt på indvandrere. [2006: Fokus bør være på at begrænse overførselsindkomsterne generelt] Det bliver morsomt at se, hvad man vil gøre de kommende år, hvis man fortsætter med stramninger [2006: hvad angår indvandring] for at tækkes befolkningen og medierne, og så samtidig opdager, at vi har brug for dem, vi holder ude.