På et valgmøde den 9. september forklarede Nick Hækkerup, der er næstformand i Socialdemokratiet hans syn på forskellen mellem S og SF, og om hans forundring over Enhedslistens stigende populartitet og pressens ifølge ham overfladiske behandling af Christiansborgs mest venstreorienterede parti:

Om Enhedslisten:
"Det er fantastisk, at Enhedslisten kan få den tilslutning, som de har fået, uden at der er nogle der på noget tidspunkt har spurgt dem, hvad de mener politisk. Og når der er nogen der begynder at aflæse dem en politisk holdning, så vil den kurve vende. Tro mig. For her snakker vi om et regulært gammelkommunistisk parti i den egentlige forstand."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/topsocialdemokrat-advarer-mod-at-stemme-paa-enhedslisten

Om forskellen på S og SF:
"Den egentlige forskel på socialdemokratiet og SF er, at Socialdemokratiet bærer på en tradition for at ville magten. Vi er ikke i politik fordi vi klæder os varmt på, og er gode mod dyr. Vi er i politik fordi vi vil bestemme. Vi vil bestemme, hvor skabet skal stå. Det koster kompromisser, og at man må give sig. Det koster alle de ting, som er ubehagelige i politik. Den pris betaler vi hele vejen, og vi betaler den hele tiden. For vi vil bare bestemme. Sådan har SF'erne det ikke."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/roed-vaekst-uden-velstand-paa-valgbar-med-bertel-haarder-nick-haekkerup-og-uffe-elbaek

HISTORIEN HAR FÅET OMTALE I FLERE MEDIER:

Information - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Politiken: S-toppen: Enhedslisten er et gammelkommunistisk parti

Jyllands-Posten - Hækkerup: Enhedslisten er gammelkommunister

Fyens Stiftstidende - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordjyske.dk -- S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordvestnyt - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Børsen - S: Enhedslisten er gammelkommunister

TV2Lorry - EL: Intet problem med kommunistisk fortid

"Kremlologi" er ifølge Gyldendals etbindsleksikon: studiet af Sovjetunionens politik og de indbyrdes magtkampe mellem de ledende politikere i Kreml (Kreml kan dermed sammenlignes med Christiansborg).

Danmark har således også sine ”kremlologer”, hvoraf nogle behersker - eller fokuserer på - analysen af det politiske indhold, mens andre nærmest konsekvent fokuserer på, hvem, der simpelthen er bedst til at fastholde magten. Der er naturligvis tale om gradsforskelle.

Hvem af de to fløje af kremlologer (Christiansborgforskere) har nu fat i den lange ende, når det gælder dansk politik? Er det dem, der mener, at der er forskel på substansen, eller dem der hælder til det sidste: at det vigtigste såmænd er den rene Machiavelli-orienterede magtanalyse, hvor hvad der måtte være af tilsyneladende politisk substans i virkeligheden nærmere må forståes som (det vil sige underordnes) en del af positioneringsspillet?

Undertegnede har selv penduleret mellem de to overbevisninger: Som studerende (på Statskundskab) var overbevisningen, at der stort set ingen forskel var på danske politikere.

Efter endt studie og med involvering i partipolitik udviklede der sig et blik for nuancerne.

Men i dag er der en tilbøjelig til en tilbagevenden til det oprindelige udgangspunkt, der således handler om, at forskellene hvad angår substans i virkeligheden er minimale.

Når det gælder dagens forsidehistorie i Berlingske Tidende: Jelved i åbent opgør med Khader med kommentarer fra såvel Thomas Larsen (der placerer sig på Machiavelli -fløjen) og Ole Birk Olesen (der i højere grad hører til på substans-fløjen), er bedømmelsen derfor (såvel på historiens egne præmisser som på hvad der i øvrigt kommer fra de politiske partier), - at det væsentlige i historien primært handler om hvem, der spiller spillet bedst, og ikke hvad de politiske beslutningstagere tilbyder. - Og det første er i grunden ikke så forfærdeligt interessant for ret mange andre end spillerne selv.

---

Angående "hundepsykologi": Den lejlighedsvist perfide Politiken-skribent Carsten Jensen kaldte, i forbindelse med en kortere ansættelse på Berlingske Tidende, Thomas Larsen for ”landets største hundepsykolog”. Sandsynligvis gik Jensens grovhed på Larsens måde at formidle på.

Men ”hundepsykologi” kunne vel at mærke også forstås vedrørende objektet for den politiske analyse, det vil sige de politiske spillere. For uden substantielle forskelle, hvad angår politikken, så handler studiet af spilfægterierne på Christiansborg netop primært om, hvem der er ”leader of the pack” - "the top dog" - og om hvorfor, de er det.

Gårdsdagens kommentar af Steen Steensen i Berlingske Tidende handlede om den akademiske elites magt, og om hvordan magten manifesterer sig og fastholdes blandt andet via medierne. Det er tidligere beskrevet hvordan politikere ikke mindst siden Machiavelli har lært at beherske frygten som et redskab til at vinde eller fastholde den politiske magt. Forudsætningen for at frygten som politisk middel kan virke, er imidlertid, at kulisserne bevares: at borgerne tror at der er grund til at være bange og bekymrede; og at villigheden til at overlade beslutningsevnen til de politiske beslutningstagere på denne måde kan fastholdes. I Danmark har Connie Hedegaard ikke desto mindre tid at afsætte til at kæmpe for økologiske golfbaner samt skrive om ikke-miljørelaterede emner, mens hun omvendt rider med på Al Gore-bølgen, der handler om at der kun er ti år igen før (blandt meget andet) golfbanerne oversvømmes. - Kan man på Kyoto-tilhængernes egne præmisser, i så fald sige at miljøministeren bruger tiden optimalt? (Besøg i denne forbindelse KYOTO KRITIK, og opdag hvorfor kyototilhængernes præmisser er forkerte.) I Australien er der nu tilsvarende noget, der tyder på, at global opvarmning også for dem, der lever af frygtskabelsen hører under kategorien "brød og skuespil" (til yngre generationer henvises her til en romersk tradition for at holde befolkningen hen - eller for nar - med underholdning og bespisning). - Det vil sige at der med klimafrygten blot er tale om et blandt mange andre gimmicks, som holder gryden i kog, og som dermed ikke mindst bidrager til den lave grad af økonomisk selvbestemmelse, som kendetegner dagens Danmark, og i mindre omfang også Australien. Først deler man således ud af sine bekymringer for verdens fremtid. - Bagefter er der fyraftensstrip: Læs http://abcnews.go.com/International/wireStory?id=2409376 Striptease Heats Up Global Warming Event.

Dagens kronik i Berlingske af Kai Sørlander er interessant alene i kraft af, at den stiller det normal-akademiske verdensbillede på hovedet: - De Radikale er snæversynede og tænker kortsigtet. DF'erne bekymrer sig tværtimod mere om helheden, og tænker mere langsigtet - end de radikale, argumenterer forfatteren.

Sørlander henviser således til Machiavelli, der [e]t sted i sin bog »Fyrsten« siger [...], at politiske onder alt for ofte først erkendes, når det er for sent. Tidligt i forløbet, når onderne kun er små, og når de endnu forholdsvis let kan imødegås, er de svære at få øje på, og der kræves visdom for at se, hvad de indebærer. Senere, når onderne er blevet så alvorlige, at alle kan se dem, så er de også meget sværere at afhjælpe; ja, så er det måske slet ikke længere muligt.

Helheden handler imidlertid om langt mere end en bestemt form for kulturel indvandring; og ikke mindst om værdier - herunder de økonomiske og politiske frihedsværdier, der i DF'eres optik imidlertid har en tendens til at blive en udvandet delmængde af ideosynkracier og et forsvar for privilegier og særrettigheder - også kaldet "materielle rettigheder". - Disse bruges, som det også er tilfældet for mange konservative, til politisk til legitimere magtstræb og til at forsvare en målsætning om at holde borgerne i tøjle - hvilket som bekendt ikke mindst sker via et højt skattetryk.

Derfor anbefales et mere frihedsorienteret Danmark - end det pianisterne (og de nuværende politikere i almindelighed) tilbyder.

"Kulturløs" er en anklage, der på forunderlig vis - ofte ved helt upassende lejligheder - påhæftes frihedsorienterede individer i Danmark.

Begrebet er i visse perioder anvendt til konstruktionen af en slags kategori, man henviser liberalistiske velfærdsstatsskeptikere til.

Det skete eksempelvis i forbindelse med debatten om Grundtvig på den ene side og de "nyliberale" (som også fik prædikatet "kulturløse" oven i købet) - på den anden; en debat der tidligere har udspillet sig på Berlingske Tidendes sider. (- Læs blandt andet Et spørgsmål om principper).

- I det Radikale Venstre har man i øvrigt også en "Brandes-fløj", der står overfor Grundtvig-fløjen; men den fik lov til at være i fred.

At de nyliberale i Danmark typisk ikke (længere) er nyliberale, der tager afsæt i Chicago-skolen og monetarismen ; og at det "nyliberale", derfor henviser til noget andet, er een ting. - De "nyliberales" ideer bygger derudover som bekendt (ligesom de fleste ideer gør det) ovenpå ældre ideer, og handler yderligere i vid udstrækning om et angreb på mange nye ideer, som termen på uretfærdigvis dermed ikke afspejler.

"Nyere" tænkere såsom Mises (1881-1973) og Rand (1905-1982) er således ikke de nyliberale, som begrebet oprindelig henviser til:

Filosoffen Ayn Rands mission handler blandt meget andet om en kritik af filosoffen Immanuel Kant (samt en kritik af forskellige former for platonisme, nye og gamle); det sker blandt andet via et forsvar for Aristoteles; og kan i sig selv ikke siges at være specielt "nyliberalt". Men i eksempelvis "Minimalstatsbogen" af Anders Fogh Rasmussen henvises i vid udstrækning til sådanne nye (det vil blot sige i Danmark forholdsvis ukendte) men altså ikke "nyliberale" tænkere som netop Mises og Rand.

Ludwig von Mises står tilsvarende for en afvisning af meget, af det der oprindeligt var "nyliberalt", og ligesom økonomen George Reisman står Mises på flere områder for en genoplivning af en række ideer, som man med Reismans udtryk grundløst har forladt, og som dermed er ældre, end det man kritiserer, hvad enten der er tale om keynisanisme eller marxisme.

- Men hvad har alt dette i grunden med kulturen at gøre?

Jo, det hævdes - eller antydes - at liberalisme i sin kerne er skadelig for kulturen. Og at man, hvis man er liberalist, derfor ikke har forstået kulturen (eksempelvis den danske) godt nok (for hvis man gjorde det ville man ikke være liberalist...).

- Jf. ovenstående uklarheder er der imidlertid ikke nogen grund til at tage sidstnævnte tilsvarende uklare og vage anklage alvorligt.

Ikke alene er de "kulturløse" lige så meget (eller i mange instanser mere) kulturelle (begrebet er i sig selv så rummeligt at diskussionen hurtigt bliver absurd) end andre.

Men derudover har de national-konservative et forklaringsproblem, eftersom kapitalistiske samfund, hvor de politiske og økonomiske friheder forsvares, mere end nogle andre, er samfund, der spreder, muliggør og faciliterer kulturelle udtrykformer.

Der er med påstanden om "kulturløse nyliberale" således tale om en meget stor løgn; som vel at mærke er mere afgørende, og dermed en langt mere central problemstilling, end man indledningsvist skulle tro.

Den politiske og økonomiske liberalisme er således kulturens bedste ven, hvilket er endnu en grund til at vreden mod USA (fra især Venstrefløjens, men også mange konservatives side) er så uforståelig. Det bør samtidig give anledning til at granske motiverne bag den vrede (hvad enten den kommer fra Mellemøsten eller den europæiske venstrefløj) yderligere.

Fra USA kom blandt andet Internettet (og de billige maskiner, der var en forudsætning for at man kunne have gavn af mediet).

Fra venstrefløjens side kvitterede man i vanlig stil med begreberne "pornoficiering", "afhængighed" og - for blot at nævne nogle få mærkater, der blev sat på det nye fænomen - "fremmedgørelse".

Den reaktion er/var i modsætning til Internettet ganske vist gratis underholdning (Internettet er bare billigt men ikke gratis); men på længere sigt virker begreberne ikke desto mindre forslidte.

(- De sidste to begreber kan i øvrigt bruges om stort set alt: Man er afhængig af vand. Og biler og den udbredte privatbilisme har fremmegjort os fra det at være fodgænger (eller at være tvunget til at benytte kollektive transportformer) - eller distanceret os fra hesten som et transportmiddel, og har skabt helt nye afhængighedsforhold. Det første begreb - pornoficering - anvendes i øvrigt også i Mellemøsten samt i en række asiatiske lande, i øvrigt med samme målsætninger, det vil sige at afvikle individets handlefrihed). - I sådanne områder vil man i øvrigt forventes at mene at måden venstrefløjens pornoficeringsmodstandere i Danmark klæder sig på er - pornografisk. Mange steder kan intet mindre end en burka ikke mindst ifølge magthaverne løse "problemet" med nøgenhed/"pornografisering i/af det offentlige rum.)

Så for at løfte sløret for hvad Internettet også kan tilbyde bringes her to sider med et stærkt kulturelt og litterært indhold, hvor der skulle være rigeligt til resten af sommerferien. Disse sider er Free eBooks samt The Literature Network.

Glem derfor venstrefløjens snak om fremmedgørelse og afhængighed, spring den statstøttede social-realisme over og:

- tag med Jules Verne rundt om jorden på 80 dage,
læs eventuelt britisk science fiction her,
opdag Huxleys fagre nye verden,
læs Stevensons Skatteøen,
eller Defoes Robinson,
mød en anti-kirkelig, men amerikansk religiøs,
eller en tysk ateistisk og anti-kristelig filosof - der lod sig inspirere af sidstnævnte anti-kirkelige religiøse
eller en af verdens første politologer?
eller måske i stedet en kinesisk krigsteoretiker?
hvad med en engelsk journalist,
eller en naturalist?
måske en teatermand?
eller en fransk romantiker ved navn Hugo?
- hans franske kollega Dumas?
Eller en skotsk romantiker ved navn Scott?
Og måske som en slags modvægt - en spansk satiriker ved navn Cervantes?
eller en græsk eventyr-digter kaldet Homer?
Og sidst, men ikke mindst, hvad så med en ordentlig og langtidsholdbar forfatning?

Læs også Hvad skal vi med kulturstøtten?

Kyoto-protokollernes bærende ide har i virkeligheden mindre med klimaet at gøre, end med det faktum, at der trives en vanvittig ide om, at mennesket skal bringes tilbage til naturtilstanden.

Bag ideen kunne man formode, der gemmer sig en irrationel frygt for, at mennesket udfordrer gud ved at gå denne i bedene via dets industrielle hovmod. For kun sådan kan man forklare en så arrogant og totalitær ide, som den om, at verden skal sættes i stå fordi, der er udviklet en ekstrem usikker teori, om at klimaet bliver varmere. Det skriver Kim Eskildsen i dagens kommentar.

I Jyllands-Postens kronik i dag skriver Steen Steensen i øvrigt følgende om sammenhængen mellem miljøbevægelsen og så Kyoto-protokollen:

Siden 1968 har miljødebatten raset. Den repræsenterer formentligt den største bevidsthedspåvirkning nogensinde af en befolkning i fredstid. Forureningen truer den ganske menneskehed og klode, brøler stemmerne. Økologismen stammer fra USA.

Ideologien om det forurenede samfund blev til på de californiske universiteter ved indgangen til 1960'erne.

Med studenteroprøret kom miljøvæsnet til Danmark. På universiteterne fængede slagordene om kapitalismens ugerninger med en påfaldende hurtighed. Det var noget, som de intellektuelle kunne bruge i den sociale kamp.

I det klassiske værk "Fyrsten" af Niccolò Machiavelli, der er skrevet omkring 1512 forklarede den nu omkring femhundrede år gamle politiske konsulent Machiavelli, hvor vigtigt det var, ikke blot at være frygtet, men også at være respekteret, hvis man ønskede at vinde eller fastholde magten.

"Videnskab" er jævnfør ovenstående et af de mest effektive redskaber til at iklæde den fra politisk side ønskede frygt et respektabelt ydre. Og alene af den grund er en nationaliseret videnskab problematisk.

I vore dage kan man desværre gennemføre et statskundskabsstudie (hvad enten der er tale om tre eller fem år) helt uden at læse Fyrsten. I stedet får man ofte det indtryk, at man nogle steder lærer, at staten er et slags levende og menneskelignende (antropomorft) væsen, der giver og regerer stort set uden konsekvenser; som under alle omstændigheder vil os det bedste, og - som det gentages på folkeskole og gymnasieniveau - "tilhører os alle sammen".

Nye realister kan begynde her: