Hos University of Virginia Library i USA finder man en koran i online-udgave.

Koranen her består af 114 kapitler med hver deres overskrift.

Klikker man ind på kapitel 4, der har overskriften The Women kan man blandt andet læse følgende:

Whatever benefit comes to you (O man!), it is from Allah, and whatever misfortune befalls you, it is from yourself, and We have sent you (O Prophet!), to mankind as an apostle; and Allah is sufficient as a witness.

Her betyder "O man!" i parentes sikkert Oh menneske, og er derfor formodentlig et postulat, der gælder såvel mænd som kvinder.

Postulatet går altså ud på, at det gode der sker i ens tilværelse skyldes guden Allah (som der dog ikke er ført bevis for eksisterer, og som derfor må betragtes som ikke-eksisterende ligesom "Julemanden"), - mens det skadelige og dårlige, man oplever skyldes én selv.

Dette er naturligvis en meget negativ indstilling, når det gælder interessen i, at opnå succes i denne verden.

For uden et personligt ansvar, når det gælder alt det gode, man opnår og skaber i sit eget liv, vil man selvsagt have vanskeligt ved at give sig selv den ros, der er nødvendig, når man har gjort det godt.

Man kan således forestille sig en situation, hvor man har fået høje karakterer i skolen, eller når man tabt sig efter en slankekur, - og andre trosfæller så siger, at eftersom det er godt, så er det ikke ens egen skyld men må tilskrives ”guddommelig indgriben”.

Dette er naturligvis noget sludder, for selvfølgelig findes der en fri vilje. Derfor er man også personligt ansvarlig, når det gælder succes såvel som når det gælder handlinger, der ikke fører frem imod succes.

Du spiser vingummier i unaturlige farver og lakridser, der klistrer på tænderne. Måske har du virkelig lyst til slik. Måske er du blevet bombarderet med for mange reklamer om folk, der spiser slik og har det hylende skægt. Spørgsmålet er, om du selv kan vælge. Debatten om et forbud mod slikreklamer er blusset op igen på grund af den såkaldte fedmeepidemi... - Læs mere i Nyhedsavisen og deltag i debatten.

Ovre på venstrefløjen findes der - ofte i det samme parti - forskellige modstridende bud på, hvad kapitalisme fører til. "Ikke-modsætningsfyldt identifikation", det vil sige logik har imidlertid aldrig været marxisters eller neo-marxisters stærke side. I stedet har man noget man kalder for "dialektik", hvor selvmodsigelser nærmest er et mål i sig selv.

Således kan man som nævnt tidligere finde venstreorienterede, der er tilhængere af forarmelsesscenariet samt partikolleger, der indædt forsvarer velfærdssyndromet. Læs også En klar konsensus

Altså enten gør kapitalismen befolkningen overvægtig eller også bliver den almindelige befolkning fattigere, og har svært ved at klare dagen og vejen. Det eneste de to venstrefløje grundlæggende derfor er helt enige om, er at man ikke selv kan gøre for det (jf. også dagens kommentar om motivation).

Journalister borer ikke i det selv-modsigende. Det kan man ikke forvente. Måske fordi politikerne og de systemer de har "bygget op" så i givet fald ville miste deres værdighed.

For de samme selvmodsignende budskaber, som man finder hos Enhedslisten eller i Socialdemokratiet promoveres tilsvarende - måske ikke overraskende - fra offentlige institutioner (som på forunderligvis nyder ret stor troværdighed i pressen). Her er man er derfor tilsvarende stærkt bekymret over den stigende privatbilisme, fritiden og forbrugersamfundet, der gør os fede; samtidig er man dybt foruroliget over den angiveligt stigende fattigdom, "den sociale udstødelse", "marginaliseringen" og "polariseringen".

Altså: Stadigt flere får bredbånd og stadigt flere bliver ifølge de mange socialforskere "udstødte". Velstanden og fattigdommen breder sig og masserne er på denne måde ofre uanset hvilket scenarie, der så er det korrekte. "Den sociale massegrav" er i dag dermed fyldt med charterrejser, ikke-bæredygtig overvægt og mangel på udfordringer. - Og flere årtiers forsøg på fra oven at stimulere befolkningen på den rigtige måde har i det store hele kun ført til frustration blandt folkeopdragerne.

Statslige institutioner er således så rummelige, at der er plads til begge venstrefløjsscenarier. Og ikke mindst de konservative virker ret ubekymrede over den ovenstående dialektiske socialvidenskab, hvor tese og anti-tese forsvares på samme tid. Det skyldes formodentlig også at den "borgerlige" filosof Hegel har været en vigtig inspirationskilde til den marxistiske "dialektik". (Beslægtet med emnet er i øvrigt Villy Søvndals evne til at "helgardere", når det gælder frihandel. En socialistisk partiformand skal således kunne få de modstridende synspunkter til at mødes, ved at man forsvarer to modsatrettede synspunkter på samme tid).

Vedran Vuk abonnerer imidlertid ikke på hverken den hegelske eller marxistiske dialektik. Han undrer sig bare:

Instead of looking skinny and gaunt, most of the people in these neighborhoods look plump and overstuffed. Other groups point out concerns in different areas. The American Obesity Association now claims that over 64.5% of Americans over the age of 20 are overweight.

Now, one of the two here has to be wrong. The U.S. can’t be both starving and getting overweight at the same time. It just doesn’t make sense. Læs mere i - Hungry for the Truth on Hunger (set via Liberator.dk).

"En kjoleklædt mand blev nægtet at købe en pladespiller hos en B&O-forhandler i Viborg med begrundelsen at han var klædt i kjole". - Det rapporterede Jyllands-Posten lørdag (17/2).

De færreste kan vel nu være i tvivl om, at størstedelen af det officielle - og i vid udstrækning offentlige - Danmark vil stille sig på kjolemandens side. Alt tyder ummiddelbart også på, at lovgivningen i dag er konstrueret i den pågældendes favør.

Men hvad med ejendomsretten og den frie handel?

Ja, ifølge en fuldmægtig ved Forbrugerombudsmanden har man ifølge aftaleloven og artiklen ikke pligt til at handle med hvem som helst, men når man åbner en offentlig butik, kan man ikke længere sortere. Som på så mange andre områder, er ejendomsretten derfor svækket og det endog betydeligt, - også selv om eksemplet foroven er usædvanligt:

Her er derfor endnu et eksempel på, at man behandler og/eller betegner private virksomheder som "offentlige"; og dermed at man afvikler netop de rettigheder, der sikrer at private virksomheder er attraktive for selvstændige individer.

Et andet eksempel er rygelovgivningen, hvor man tilsvarende ikke mere behandler private restauranter, barer og cafeer som det de er, det vil sige private, men i stedet hævder, at det indre af disse butikker er en del af det offentlige rum.

At tvinge andre til at sælge (jf. lovgivning til fordel for kjolemanden) har i øvrigt intet at gøre med at handle, på samme måde som det at tiltvinge sig adgang til et sted, hvor man ikke er velkommen, ikke har noget at gøre med at "besøge en butik" (eller et diskotek). På et tidspunkt må man i løbet af denne offentliggørelses-proces derfor også erklære frihandlen og ejendomsretten for død og borte.

Måden at kollektivisere på, hvor man afskaffer selvbestemmelsesretten, men samtidig bevarer det formelle ejerskab kunne i øvrigt genfindes i Nazityskland: Ejere af private virksomheder fik i kraft af regler fra det offentlige nu i stigende grad rollen som forpagtere, der skulle følge offentlige regler - og dermed ikke deres egne standarder og frie dømmekraft. På den måde blev samfundet ensrettet, altimens friheden og det private, frie og civiliserede samfund forsvandt.

Ifølge tænkeren Ayn Rand er civilisation imidlertid det stik modsatte af denne "offentliggørelse" og ensretning. Civilisation er tværtimod: bevægelsen frem imod det fuldt private samfund. Barbarens hele eksistens er derimod offentlig, og styret af stammens regler. Civilisation er [i stedet] processen, hvor mennesket sættes fri i forhold til mennesker. Hverken national-socialisme eller kommunisme, hvor man afvikler ejendomsretten - blot på hver sin måde, er dermed udtryk for civilisation.

........................

Orignalcitat: Civilization is the progress toward a society of privacy. The savage's whole existence is public, ruled by the laws of his tribe. Civilization is the process of setting man free from men.

Flere Rand citater her.

I den foregående kommentar blev det påpeget, at venstrefløjen primært opererer med en kollektivistisk højrefløj, og at denne tjener et vigtig formål som skræmmebillede.

"Højrefløjen" er derfor primært ifølge venstrefløjen konservatisme (mild), nationalisme (stærkere) samt fascisme.

Venstrefløjen sælger herefter sig selv på at tilbyde den demokratiske udgave af kollektivismen.

Venstrefløjskollektivismen kan således være decentralt basisdemokrati, den kan bygge på økologisme, eller på centralisme. Men salgsargumentet er det samme: Her kan man stemme om "tingene" (læs alting).

Ejendomsretten og den personlige frihed står derimod ikke centralt. Og det burde være principper, som andre kunne sikre opbakning til; - al den stund at handlefrihed og dermed evnen til at bruge sin fornuft til at forbedre sig eget liv har været centralt for mennesket siden tidernes morgen.

Derfor har man brug en højrefløj, der tilbyder den samme vare, men derimod angiveligt faldbyder en mere ubehagelig udgave af slagsen.

Det skal her være påstanden, også baseret på egne erfaringer med højrefløjsbegrebet, - at denne måde at præsentere højrefløjen på, har været fremherskende i uddannelsessektoren i ganske mange årtier (samt naturligvis i medierne). Dette forklarer samtidig en god del af venstrefløjens evne til at opnå en stor del af den politiske magt. (- Faktisk så meget at en god del af de borgerlige politiske aktive selv er blevet bange for højrefløjsspøgelset).

Til eksemplificering skal nævnes begrebet "folkesundhed".

Her er tale om et rendyrket kollektivistisk begreb, der handler om, at det er de politiske magthaveres ansvar indenfor et givet territorie at tage vare på borgernes sundhedstilstand. Det personlige ansvar er underordnet. Det er således de færreste politikere, der ikke bakker op (eller lader som om man bakker op) om noget, der netop kendetegner fascistiske regimer.

Imidlertid har venstrefløjen også her solgt sin egen version af "folkesundhed" ved netop at insistere på en højrefløj, der udelukkende også tilbyder "folkesundhed" - vel at mærke blot en mere grum og ubehagelig version. Dermed er "folkesundheden" formidlet som noget politisk uundgåeligt; og man kan herefter vælge mellem den socialistiske folkesundhed - stillet overfor hvad der nu findes af ubehagelige folkesundheds-tiltag på højre side. "Valget" står således mellem rød folkesundhed vs. sort folkesundhed.

- Men hvad nu, hvis man så tilbyder ideen om, at frie mennesker, der har ansvaret over deres eget liv, retten til deres egen ejendom og friheden til at forfølge deres egne drømme rent faktisk ikke blot i teorien, men (hvad der kan dokumenteres) også i praksis er sundere, end i de lande, der opererer med hhv. rød og sort folkesundhed?

Ja så har man ad-hoc svaret i form af "den sociale massegrav", eller at der med den slags udsagn er tale om "individ-fascisme". For når det man ikke siger er noget rødt, ja så må det være tale om noget sort.

Med andre ord, så placerer venstrefløjsretorikeren liberalisterne på den højre side. Og da oplyst egeninteresse (egoisme!) i prakis anses for at være en politisk umulighed (en slags pausetilstand mellem palletten af kollektivistiske tilbud, ja henvises liberalisterne til den støvletrampende sort-brune højrefløjstrussel.

Hvor venstrefløjen så vil gøre af en islamisme, der tilsvarende tilbyder stærk stat, ensretning, skoletvang, kontrol med medierne, nationale sundhedsprogrammer, samt fungerer via appeller til sammenhængskraften og offerviljen, - det er i skrivende stund uafgjort. Men når man tager islamisternes syn på markedsøkonomien i betragtning, bliver det sandsynligvis et sted på midten - sammen med det Radikale Venstre.

Susanne Volqvartz og den globale folkesundhed.

Spørgsmål om sundhed må integreres med vores øvrige moralopfattelse.

Afsættet for beslutninger om sundhed må med andre ord være et afsæt i, hvad der er rigtigt og forkert; det vil sige sundhedsbeslutningerne må ikke mindst handle om, hvad man har ret til - og ikke ret til.

Princippet om det retfærdige i at købe og sælge, det vil sige om at udveksle værdier med andre i frihed - og under frivillighed, må derfor også være gældende indenfor sundhedsområdet; - med mindre man ønsker et samfund på vej mod moralsk disintegration.

Der er vel at mærke en sammenhæng mellem, hvad der er det moralsk korrekte, - og hvad der er det praktiske.

Det moralske og det praktiske er således at leve i overensstemmelse med virkeligheden.

Dette er således hvad naturvidenskabeligt orienterede læger og andre videnskabsmænd og -kvinder gør hver eneste dag, når de identificerer faktorer i deres omgivelser, og beskriver årsagssammenhænge, sådan de bedre bliver i stand til at gøre syge raske.

Ovenstående er kendetegnet ved at være frivillige handlinger, der foretages i lægernes egeninteresse, og selvsagt også for de syge eller potentielt syge. - Lægerne investerer i - og sælger deres arbejdskraft, og nogle køber den.

I den forbindelse er det således værd at bemærke, at vi i vores del af verden er sundere end tidligere generationer netop som følge af økonomisk frihed, og netop i kraft af de frie interaktioner, der i vid udstrækning giver hvert enkelt menneske optimale muligheder for at kunne bruge sin fornuft, og drage fordele af at bruge den.

På denne bagrund må købet - og ikke blot salget - af sundhedsydelser selvsagt også være frivillig.

En privatisering af sundhedsområdet vil således netop også resultere i at styrke markedet for sundhedsydelser, og genskabe dynamikken indenfor området, af de samme grunde som forklarer hvorfor vi i det hele taget har en sundheds- og medicinalindustri: - det vil sige i kraft af frivilligheden, og som en følge af den levende og frie interesse, der sikrer at de, der ønsker en karriere indenfor området, de er frie til at forfølge sådanne målsætninger, karriere-drømme og ambitioner.

Den frihed som de beskæftigede har indenfor sundhedsområdet må således - atter - udbredes også til køberne; sådan at køberen i stadigt mindre grad bliver staten, men i stedet den enkelte, familierne samt private virksomheder - herunder eksempelvis forsikringsselskaber.

En nationaliseret og monopoliseret sundhedssektor er derimod ikke blot at beskrive som uhensigtsmæssig og ødelæggende for kvaliteten og udviklingen af området, men tilsvarende og - lige så vigtigt - at betegne som amoralsk.

Læs Sundhed er et personligt anliggende .

En tidligere kommentar handlede om egeninteressse vs. altruisme. At være konsistent altruistisk er imidlertid en umulighed.

Det er, som Ayn Rand gør opmærksom på herunder, kun noget man kan - men ikke bør - tilstræbe:

The man who attempts to live for others is a dependent. He is a parasite in motive and makes parasites of those he serves. The relationship produces nothing but mutual corruption. It is impossible in concept. The nearest approach to it in reality -- the man who lives to serve others -- is the slave.

But the man who enslaves himself voluntarily in the name of love is the basest of creatures. He degrades the dignity of man, and he degrades the conception of love. But that is the essence of altruism. (Citat set på www.d-anconia.com).

En verden bestående af altruister ville således være en verden, hvor man arbejdede for nogle andres skyld, der arbejdede for nogle andres skyld, der... o.s.v.

Alternativet til dette er objektivt at anerkende hvilke værdier, der er i ens egen interesse, og derefter målrettet forfølge disse. Det sidste er langt mere krævende end det første: - det kræver bevidst erkendelse, omtanke og ikke mindst ikke-modsætningsfyldt identifikation og integration - af begreber og ideer.

At Danmark er et forholdsvist rigt samfund skyldes ikke desto mindre at friheds- og fornuftstraditionen, der tager sit afsæt i egeninteressen har været langt stærkere end slavetraditionen, hvor man forventes at arbejde, leve og tænke til fordel for andres velfærd samt andre menneskers værdier (sådan som det i sin ekstreme form kom til udtryk i Østtyskland før Murens Fald).

I kraft af det stigende skattetryk, har vi i dag således fået en stor gruppe af mennesker, der lever af andre, - samt lige så mange, der underviser i at dette med at leve for andres skyld, eller af det man har konfiskeret fra andre, det skulle kunne siges være moralsk.

Så istedet for at kommentere på dagens historie i Altinget, om at Afrika nu skal indrages i alverdens klimaprojekter, hvor danske skatteydere endnu engang skal ofre sig til fordel for de politiske projektmageres kamp for eksistensberettigelse; så er det på tide stille spørgsmålet om folkene på Christiansborg sådan i grunden har moralen på deres side? - Og om dette med at holde Afrika frem som et offer, for bagefter at kræve, at vi i vores del af verden skal ofre os (trods det forhold at velstand ikke skabes i kraft af ofre), virkelig har noget at gøre med retfærdighed, og ikke stedet handler om forholdet mellem den slavementalitet og herrementalitet, som Anders Fogh Rasmussen beskrev tilbage i 1993?

Se også:

Den danske slavetradition

Moral vigtigere end økonomi

Ny forskning viser klar sammenhæng mellem egeninteresse og velstandsskabelse

Der er jo ingen grund til at opvarme den offentlige varmestue på skatteydernes lomme, hvis præsten decideret oplever ekkoet i kirkerummet som stressende.

- Det skriver Marie Østerbye i Urbanavis.

Anledningen til ovenstående bemærkning er følgende også ifølge Østerbye:

[I] den gode sags tjeneste indleder Viborg Stift nu en undersøgelse af, hvorledes stress påvirker de ansatte i folkekirken: Præster, organister, kirkesangere og gravere.

For et stykke tid siden ansøgte flere præster ellers om at få fri om søndagen, fordi weekendarbejde og besøgende gæster ligeledes kan virke stressende, men det stresser tilsyneladende også, når der IKKE er nogen i kirken...

Debatten om Folkekirken, besøgstallet og kedsomheden er imidlertid hverken ny. Og det burde samtidig ikke være overraskende, at den bliver ved med at komme op til overfladen.

For hvis man vil have en levende kirke, så må man sikre forudsætningerne for liv. Og det er ikke det samme som at sikre sig kronisk beskyttelse via en tilknytning til staten.

Kirkens forhold til staten er således blot endnu et eksempel blandt utallige på, at penge fra staten ikke fører til dynamik og fremdrift, jævnfør også gårdagens kommentar af Christian Bjørnskov om ulandsbistanden.

- Man bliver således ikke kapitalist eller produktiv fordi man får en pose penge, men fordi man har et incitament, og (i kraft af et retssamfund med respekt for ejendomsretten) samtidig mulighed, og forudsætninger for at tjene dem selv!

Der er derfor ikke et dilemma, hvad angår kirkens forhold til staten: - Det er kun et valg at træffe hvis man vil have publikum tilbage; - og det er at løsrive sig, og derefter tage opgøret med den tiltagende bureaukratisering og de mange statsligt påvirkede rutiner.

Hør også interviewet - Why is Statism So UNBEARABLY boring? om hvordan statens dominans ift. civilsamfundet påvirker vores måde at tænke på.

Man's mind is his basic tool of survival. Life is given to him, survival is not. His body is given to him, its sustenance is not. His mind is given to him, its content is not. To remain alive, he must act, and before he can act he must know the nature and purpose of his action. He cannot obtain his food without a knowledge of food and of the way to obtain it. He cannot dig a ditch - or build a cyclotron - without a knowledge of his aim and of the means to achieve it. To remain alive, he must think.

But to think is an act of choice. The key to what you so recklessly call 'human nature, the open secret you live with, yet dread to name, is the fact that man is a being of volitional consciousness. Reason does not work automatically; thinking is not a mechanical process; the connections of logic are not made by instinct. The function of our stomach, lungs or heart is automatic; the function to think or to evade that effort [is not]. But you are not free to escape from your nature, from the fact that reason is your means of survival – so that for you, who are a human being, the question 'to be or not to be' is the question 'to think or not to think.'

Læs en historie på dansk af forfatteren her.

Mere om fri vilje og bevidsthed her.

Den amerikanske professor i etik, Tibor Machan skriver i artiklen Obesity and Choice, om slaget mellem determinister og viljestilhængere samt udfaldet af slagsmålet for - blandt meget andet - om man i det hele taget kan placere et ansvar:

As a teacher of ethics, I find it disturbing that so many educated people opt for removing individual responsibility from the picture as they try to understand human affairs. Are they actually proposing that those who ruined Enron couldn't really help themselves? Or that those who muck up government and public affairs around the globe — the war lords, dictators, prime ministers, and presidents — just cannot help what they are doing? What about the guards who abuse prisoners, child molesters, plagiarists, and all the others who perpetrate malpractice in various personal, social, and public affairs? skriver Machan og bemærker derudover at:

[T]here is something extremely puzzling about people — scientists, researchers, philosophers — proposing that we are simply being moved about by forces over which we have no control, yet becoming upset that we do not take their teachings seriously enough.

Læs også:

Determinisme vs. fri vilje (Bemærk også gæste-kommentaren til dette indlæg)

Determinister, forener Eder - må jeg være fri!