En journalist fra Nyhedsavisen har sammen med en række avisdebattører fra blandt andet Trykkefrihedsselskabet bidt sig fast i historien om en konservativ kandidat med nogle ret usædvanlige meninger, når det eksempelvis gælder religion, ytringsfrihed og seksualitet.

Ifølge Nyhedsavisen har man således kunnet læse, at den konservative kandidat blandt andet på sin blog skriver, at hun ”[ikke dømmer], om nogen er muslimer eller ej; kun en sharia ret kan dømme, om en person er kætter eller ej”. Om homoseksualitet at det ”hører simpelthen ikke hjemme i det offentlige rum” samt om Naser Khader: At ”han er psykopat ind til benet”.

Venstres Bertel Haarder er nu begyndt at interessere sig for sagen især som følge af nogle bemærkninger, der er kommet fra samme kant, om nazisternes massemord på jøder i forbindelse med 2. verdenskrig.

Personligt mener jeg ikke, at det er overraskende, at det netop er i det Konservative Folkeparti at udtrykket ”kætter” atter vender tilbage i dansk sprogbrug. For yngre generationer skal det således pointeres, at kætter også var et begreb som kristne brugte til at forfølge ikke-kristne.

Hvis man slår op i Gyldendals etbindsleksikon fra 2003 kan man læse, at ”Kætteri” er vranglære. Kristen betegnelse for en bevidst afvigelse fra kirkens lære. Altså ikke et ord om islam i Gyldendal. Men i arabiske ordbøger er ”kristen” formodentlig udskiftet med ”muslimsk”. Sådan er det med en række former for religiøsitet: Når en bestemt religion bliver særligt stærk, så dømmer man dem med ingen eller en anden trosretning som ”kættere”, det vil sige afvigere, man på den ene eller anden måde vil forfølge.

Undertegnede er i øvrigt hverken kristen, kirkelig eller religiøs. Siden konfirmationsalderen bedømte jeg tværtimod religion som sådan til at være et forfærdeligt spild af tid, selv om jeg ganske vist lod mig inspirere af forskellige religioners værdier. Men overordnet set anså jeg religion for at være en såvel kedsommelig som ubegavet måde, at bruge sin tid på.

Selv om jeg er ikke-kristen indrømmer jeg dog gerne en vis interesse for den anti-kirkelige men kristne amerikanske forfatter Ralph Waldo Emerson blandt andet fordi Emerson inspirerede den tyske og ikke-kristne filosof F.W. Nietzsche.

Emersons pointe var blandt andet at hvis Gud eksisterede måtte han være over det hele; og så var der ikke grund til, at der var nogle bestemte mennesker såsom præster, der tog patent på at vide bedre og mere om gud end andre.

I Danmark er Kristendommen på anderledes vis i forhold til Emersons trancendentalisme dog i vid udstrækning bygget op omkring kirken, som vel at mærke ikke er privat, men statslig. - Så tænk hvis indholdet kom tilbage i denne statslige kirke. Heldigvis har kirken ladet sig bureaukratisere og indholdstømme. Men hvis det indhold, der kommer tilbage er det der forsvandt, og som blandt andet handler om at afgøre hvad der er kætteri og ikke, så kan de ovenstående udtalelser fra islamisten såmænd hurtigt atter blive mainstream.

"Kætteri" og "blasfemi"

Hvad mange måske ikke har tænkt over, så er der i øvrigt en sammenhæng mellem begrebet ”kætteri” og ”blasfemi”. Hvis man ihukommer definitionen af kætteri foroven kan man nu læse straffelovens særlige paragraf, som gør blasfemi strafbart jf. § 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Betyder det så, at jeg som ikke-religiøs ikke må mene, at religiøse aktiviteter er kedelige og ubegavede? Har den mening ikke samfundsmæssig relevans? For det er nu engang det eneste, man kan konkludere i min kommentar Der er ingen grund til religøsitet fra januar måned. http://s-espersen.blogspot.com/2006/12/nytrstalen-2007-der-er-ingen-grund-til.html

Min pointe med ovenstående er således, at vi i Danmark med blasfemilovens og folkekirkens fortsatte eksistens i en juridisk forstand – og i vid udstrækning også politisk - ikke har fjernet os meget fra tidligere tiders politiske religiøsitet.

Med relevans for den indledende påstand lærte jeg som yngre i øvrigt, at Konservatisme ifølge Per Stig Møller handlede om: Palæstina, Athen og Rom det vil sige om Kristendommen, demokratiet og retsstaten. Hvilket blandingsforhold, der så skal være mellem religion og retssamfund er nu det store spørgsmål her. På baggrund af det, der fulgte efter "Palæstina, Athen og Rom" historisk set, kan der dog ikke være den store tvivl om, at hvis kirken og religionen bliver stærk nok, så forsvinder såvel demokratiet som retstaten.

Og jf. netop dette citat, der peger frem mod den iboende konservative mysticisme, man også finder i vendingen "Gud, konge og fædreland", er det således ikke så forfærdeligt overraskende at de Konservative mere end selv de Radikale stikker hovedet i busken i den aktuelle sag. I det Radikale Venstre har man, trods alt hvad der kan siges om de Radikale, i nogen udstrækning et mere kritisk forhold til religion som sådan, end man har det i det Konservative Folkeparti. Det som de Radikale i stedet har det svært med, er derimod at sætte grænser for ”tolerance”, hvor man godt kan mistænke de radikale for at gøre en dyd ud af, at nogle tramper på de værdier som de selv værdsætter - i tolerancens hellige navn.

Spørgsmålet er nu også om jeg ved ”bevidst at afvige fra kirkens lære” falder ind under betegnelsen ”kætter” eller ej? Det er nu noget som de religiøse mystikere må afgøre med sig selv. I praksis er der imidlertid i vor tid så mange der afviger fra kirkens lære - ja selv præster der gør det - at man klogeligt fra kirkelig side har undladt at forholde sig til spørgsmålet, måske også også fordi man på verdslig vis værdsætter det statslige monopol (lidt lige som Tipstjenesten vægter deres monopol over de afgifter man så skal sende videre til staten).

Danskere der bekender sig til logik og fornuft bør ikke desto mindre være opmærksomme på, at de seriøst religiøse i praksis har såvel paragraffer som statslige institutioner til deres rådighed, som følge af et manglende principielt opgør med religiøsitet og politik. Disse potentielle religiøse magtmidler vil dermed blive ved med at være der, indtil vi tager fat på en diskussion om at afskaffe dem, sådan som vi vel at mærke bør gøre det, hvis vi fuldgyldigt vil bekende os til oplysningstiden.

Om konservatisme læs: Liberalist, socialist eller særling? http://s-espersen.blogspot.com/2007/01/liberalist-socialist-eller-srling.html (En variant over den religiøse konservatisme er interessen for den tyske tænker G.W. Hegel, som der fokuseres på i denne artikel).

Om politisk religiøsitet læs: Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft http://s-espersen.blogspot.com/2007/01/fundamentalisme-skal-bekmpes-med.html - Tidligere bragt i Nyhedsavisen.

- Tilføjet 14/4: Historien foroven endte dog med eksklusion.

Anders Fogh Rasmussen sidestiller faktuelt alle religioner. Der markeres ingen forskel på ’vi kristnes bibel’, ’muslimernes Koranen’ og ’jødernes Torah’, alle angives som ’ældgamle skrifter, som er forfattet i en fjern fortid’. De er alle ’forfattet af mennesker, som subjektivt har tolket, hvad de anser for guddommelige bud’. Med Oplysningens terminologi: bag de åbenbarede religioner findes der en fælles naturlig eller fornuftig religion.

- Det skriver Henrik Gade Jensen via Cepos blandt andet med afsæt i en tale Anders Fogh Rasmussen holdt i forbindelse med åbningen af Kierkegaard forskningscentret i Vartov den 30. november 2005.

Til sidst i sin tekst skriver Gade Jensen at:

Med Vartov-talen har statsministeren vist sig som den sande oplysningstænker i dagens kulturkamp. Det er Anders Fogh Rasmussen der i konsistent form, viderefører tankerne fra 1700-tallets oplysning, hvor religionerne anerkendes i den private sfære og der samtidig appelleres til en almenmenneskelig fornuft. At så der fra teologisk hold kan peges på, at oprindelsen til denne sækulare tankegang ligger i Jesu opgør med lovreligion (moseloven), behøver ikke at fratage sækulariseringsprocessen gyldighed i dag som en universel fordring. Med Fogh Rasmussens ord: ’religion er og bliver et personligt anliggende mellem det enkelte menneske og den Gud, som den pågældende måtte tro på.’ At denne afgrænsning så igen hele tiden skal trækkes juridisk, ofte med kontroversielle afgørelser til følge, er en anden sag.

I artiklen "Moral er noget man vælger" er opstillet 3-4 forskellige tilgange til moral, hvor den religiøse udgør den ene tilgang (og hvor Vartov-talen i øvrigt også er omtalt):

1a) Pligtmoralen baseret på religion.

3) Den naturvidenskabeligt baserede moral. "Fornuftsmoralen", det vil sige moral som et tilvalg af værdier (og som fører til et forsvar for bestemte typer af rettigheder) ud fra ønsket om overlevelse samt forbedring af ens egen situation. Moral er således her noget, man vælger med sin fornuft, og som skaber en sammenhæng mellem moralværdier og begrebet "oplyst egeninteresse". - Dette afsæt kan sige at være aristotelisk eller objektivistisk jævnfør forfatter-filosoffen Ayn Rands filosofi. - Direkte adgang til kommentaren findes her.

Et kritisk syn på Anders Fogh Rasmussen anno 2006 findes hos Punditokraterne. Det seneste udspil fra statsministeren er tilsvarende kommenteret her.