Etik tager som bekendt ikke afsæt i flertallets dominans, men i hvad der er det gode for menneskets og godt for mennesket som væsen at gøre. Etik er i modsætning til jagten på demokratiske tilsagn til tyveri via skattekronerne en objektiv måde at orientere sig på. Her opstilles generelle regler for hvad der er den fornuftige måde at leve på. Det er ud fra sådanne ideer at respekten for den enkelte og den private ejendomsret stammer fra. De er udviklet ud fra en ide om hensigtsmæssighed og hvad der fører til en ”naturlig orden” (for nu at bruge sociologen Hans Herman-Hoppes udtryk).

Man kan altså ikke leve etisk på andres bekostning, sådan som det sker når man erstatter frihedsrettigheder med ”materielle rettigheder”[...]

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/de-politiske-68ere

Idet individer fritages fra deres pligt til selv at bære ansvaret for deres indkomst, sundhed, sikkerhed, alderdom og afkoms uddannelse, forringes bredden og tidshorisonten i den private sfære, hvormed ægteskab, familie, børn og slægtskabsbånd mindskes i værdi. Uansvarlighed, kortsigtethed, dovenskab, sygdom og endda destruktive tilbøjeligheder bliver belønnet, mens ansvarlighed, langsigtethed, flid, sundhed og konservatisme straffes. Især folkepensionen, hvor pensionister (de ældre) tvangssubsidieres af de nuværende produktive (de unge), medfører en systematisk undergravning af den naturlige solidaritet mellem generationerne - mellem forældre, bedsteforældre og børn. Såfremt de ældre ikke selv har sparet, behøver de her ikke længere understøttelse fra deres børn. De unge - som almindeligvis har akkumuleret mindre midler - skal forsørge de ældre - som almindeligvis har opsparet flere midler - i stedet for det modsatte, som er det naturlige inden for familien. Som følge heraf ønsker mange mennesker færre børn - og fødselsraterne er siden indførelse af socialpolitiken halveret. Og den respekt, som yngre traditionelt havde over for ældre, er blevet formindsket, og alle tilfælde af familiær forfald - i form af skilsmisser, uægte børn, børnemishandling og abort etc. - er steget.

http://www.180grader.dk/klumme/Den_moderne_konservatismes_intellektuelle_fallit.php

Staten gør os ifølge Hans Hermann Hoppe ikke til bedre mennesker. Den giver blot slette mennesker bedre vilkår.

Er demokrati et gode eller et onde? Beskytter staten os, eller er den tværtimod en trussel mod vores liv og ejendom? Disse og mange flere spørgsmål blev der givet svar på fredag den 10. september 2004, da den libertarianske økonom og filosof Hans Herman Hoppe besøgte Statskundskab i København.

- Samfundet er blevet rigere på trods af staten og på trods demokratiet. Demokrati opmuntrer os tværtimod til at tilegne os andre folks ejendom. Samtidig betyder demokratiet støtte til alle de ting, der gør et samfund fattigere hævder libetarianeren, anarko-kapitalisten og filosoffen Hans Herman Hoppe.

I anledning af Hans Herman Hoppes seneste bog ”Democracy the God that failed” havde det daværende MarkedsCentret, nu Copenhagen Institute, i 2004 inviteret forfatteren til at tale om hans syn på EU, den vestlige verdens fremtid og om statens rolle som beskytter af liv og ejendom.

Besøget i Danmark indledtes med et foredrag på Institut for Statskundskab i København. Her talte Hoppe til ca. 50 fremmødte om statens modstridende rolle som henholdsvis beskytter og konfiskator af borgernes værdier.

Hoppe tog udgangspunkt i, at staten indenfor et givet territorium har monopol på at forsvare borgernes liv og deres ejendom. Samtidig har staten ret til at konfiskere eller ekspropriere ejendom. Staten kan derfor med Hoppes udtryk paradoksalt beskrives som den eksproprierende ejendomsbeskytter: Staten skal beskytte borgene mod røvere, men den tager sig samtidig godt betalt. Og er man utilfreds med statens behandling findes der, som følge af monopolet, ingen alternativer til såvel beskyttelse som til alle de andre områder som staten monopoliserer. Staten har dermed ifølge Hoppe status som en slags Godfather.

Emnet for forelæsningen på Københavns Universitet var, om der kunne tænkes en ordning der i højere grad kunne sikre den beskyttelse som staten - trods alt - giver borgerne; og som ikke skaber de negative effekter, der opstår som følge af statens ubegrænsede magt.

Hoppe mod Hobbes

For at sandsynliggøre muligheden af et alternativ til staten tog Hoppe fat på Thomas Hobbes og hans idé om en voldelig anarkisk naturtilstand, der skaber et behov for en absolut autoritet i form af en konge, fyrste eller en stat. Uden en absolut autoritet vil mennesker uhæmmet plyndre hinanden hævder Thomas Hobbes. Denne anarkiske tilstand vil ifølge Hobbes først ophøre, i det øjeblik at nogen indenfor et givet territorium tildeles monopol på vold og ekspropriation.

For Hans Herman Hoppe var spørgsmålet nu, hvornår en absolut autoritet som staten kan retfærdiggøres? Hvor mange mennesker skal der indenfor for et givet område være før et magtmonopol i form af en fyrste, konge eller stat bliver nødvendig? Når to, tre eller fem mennesker kan finde ud at leve sammen uden en absolut autoritet, hvorfor skulle det så ikke også kunne lade sig gøre, når der er tale om flere mennesker? spurgte Hans Herman Hoppe.

Det er således ifølge Hoppe tvivlsomt om Hobbes syn på en før-statslig naturtilstand som ekstremt voldelig og på menneskets natur er korrekt. Og selv hvis Hobbes idé om mennesket var korrekt, hvorfor skulle menneskets natur så ændre sig ved statens indførsel? Med andre ord, hvis menneskets natur ifølge Hobbes er at være voldelig og tyvagtig, så vil staten blot føre til at de røveriske elementer kan benytte sig af statsmonopolet; og at man i stedet for mange små røvere i et samfund via staten og stemmeretten får én stor, som det reelt er langt vanskeligere at forsvare sig imod. Staten gør os ifølge Hoppe ikke til bedre mennesker. Den giver blot slette mennesker, som dem der stemmer sig til andres ejendom, bedre vilkår.

Herefter beskrev Hans Herman Hoppe de negative konsekvenser ved statens monopol på vold, der sandsynliggør ideen om, at staten ikke skaber mere sikkerhed end det vil være tilfældet under anarki, men at staten faktisk skaber mindre sikkerhed: - Eftersom stater styres af mennesker som dig og mig, giver statens monopol ifølge Hoppe incitament til at levere så lidt som muligt til en stadigt højere pris. Staten hæver langsomt skatterne, og giver os til gengæld stadigt ringere service, også når det gælder beskyttelse. Staten har i modsætning til de regler der gælder for virksomheder under markedsvilkår ingen konkurrenter, og den tilskyndes derfor ikke til at levere bedre og billigere goder for at kunne overleve.

Men ikke alene leverer staten mindre og mindre for pengene sagde Hoppe. Som følge af monopolet bliver staten i takt med sin øgede magt mere og mere aggressiv - ikke bare over for egne borgere, men også overfor andre stater og ”deres” befolkninger. De hidtil stærkeste stater og voldelige statsformer manifesterede sig således i det 20. århundrede i form af socialisme, nazisme, fascisme. En af årsagerne til dette – og et fællestræk for samtlige ”ismer” - er blandt andet, at statens krigsmagere ikke selv betaler omkostningerne for deres krigsførsel, men at statens monopol til at opkræve penge betyder, at krigsmagere vælter udgifterne over på en sagesløs befolkning. "Statens historie er historien om døde mennesker efterladt i dets kølvand" lød det fra Hans Herman Hoppe til publikum på Statskundskab.

Da Hans Herman Hoppe var færdig med sin kritik af staten kom han med sit alternativ. Det går ud på at tillade konkurrence om beskyttelse af sikkerhed, hvilket i praksis vil sige at afskaffe staten. En mulig aktør til løsning af sikkerhedsproblemet er for Hoppe forsikringsselskaber, der i modsætning til staten er defensive af natur, belønner borgernes egne sikkerhedsskabende initiativer og som i kraft af konkurrencen på markedet vil have en reel interesse i at levere stadigt bedre ydelser til lavere priser.

----------------------------------------------------

Læs mere om Hans Hermann Hoppes og hans forfatterskab her

Hans Hermann Hoppe besøgte også Danmark i 2005, hvor han under et weekendseminar sammen med Jörg Guido Hülsmann mere ukontroversielt gav en introduktion til den østrigske økonomiske skole. Læs om arrangementet her.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Bragt i anledning af oversættelsen af Thomas Hobbes Leviathan til dansk.

Den østrigske økonomiske skole bygger videre på mange af indsigterne fra det 18. og 19. århundredes klassiske økonomer. Visse af skolens styrende ideer kan spores helt tilbage til de sene skolastikere i det 15. århundrede. Det gælder blandt andet forsvaret for den private ejendomsret samt erkendelsen af det nyttige ved frihandel. Blandt forfattere tilhørende den østrigske skoles skal nævnes Murray N. Rothbard, Ludwig von Mises, Walter Block, Israel M. Kirzner, Roger W. Garrison, Friedrich A. Hayek, Hans-Hermann Hoppe, Joseph T. Salerno og Jörg Guido Hülsmann.

Den østrigske skole havde sit udspring sidst i det 19. århundrede i Wien, hvor skolens tilhængere skilte sig ud fra den såkaldte historiske skole i spørgsmålet om logikkens forrang i forhold til observation. Skolens oprindelse dateres oftest tilbage til årerne omkring udgivelsen af Carl Mengers bog ”Principles of Economics” fra 1871. Det ”østrigske” prædikat var oprindeligt ment nedsættende - som udtryk for en afvigelse fra det den dominerende historiske skole anså som værende den korrekte ”tyske” tankegang, hvad angår økonomiske spørgsmål.

Indsigter

Blandt den østrigske skoles bidrag til økonomisk teori, er, at der ikke kan finde nogen form for meningsfuld økonomisk kalkule sted uden monetære priser, prisdannelse eller eksistensen af privat ejendom. Den østrigske skole var således blandt de første økonomiske retninger til systematisk at udfordre den marxistiske økonomi – og dermed også den kommunistiske utopi. Den østrigske skole er dermed - også sammenlignet med eksempelvis monetaristen Milton Friedman - kendetegnet ved et af de mere radikale forsvar for den frie konkurrence og det frie marked.

En anden østrigsk kritik af den marxistiske tilgang er afvisningen af den marxistiske ”objektive værdi teori”, hvor den østrigske skole gør opmærksom på, at mennesker har forskellige præferencer, og derfor ikke vil tillægge de samme produkter den samme værdi. En vare kan altså ikke, som Marx hævdede det, tildeles en "objektiv" værdi. Værdien kan derfor ikke bestemmes ved at beregne, hvad det har kostet – i timer, kapital eller arbejdskraft - at frembringe varen. Værdiansættelsen er således subjektiv, og afhænger af den, der ansætter værdien.

For østrigske økonomer drejer økonomi sig først og fremmest om rigtige mennesker, der tænker og handler. Den subjektive værditeori udgør derfor blot én, men meget central del, af skolens metodologiske individualisme. Det analytiske udgangspunkt for den østrigske skole er altså individet og dets handlinger – vel at mærke handlinger, der ikke bedømmes ud fra en idealtilstand kendetegnet ved perfekt information eller en tilstand, hvor der hersker ”perfekt” konkurrence.

I modsætning til de neoklassiske og keyensianske skole lægges der derfor også mere vægt på analysen af de processer, der fører frem mod såkaldte ligevægtstilstande og frem mod mere optimale konkurrencesitutationer i modsætning til analyse af selve disse ligevægtstilstande. Det betyder samtidig at de økonomiske agenters adfærd - herunder entreprenørerne - spiller en langt større rolle hos den østrigske skole - end det er tilfældet i de neoklassiske analyser, hvor økonomiske processer og aktørernes adfærd i vid udstrækning ofte tages for givet.

Blandt andre centrale bidrag til økonomisk teori skal nævnes analysen af monopol-lovgivningens negative økonomiske konsekvenser samt den mere overordnede analyse af konsekvenserne ved statslig intervention.

Den østrigske skole i dag

Efter F.A. Hayeks nobelpris i 1974 og stiftelsen af Ludwig von Mises Institute i 1982 har den østrigske skole oplevet stigende interesse først og fremmest i USA. Denne interesse kan muligvis også tilskrives det fænomen, der kaldes globalisering, d.v.s. den forøgede internationale arbejdsdeling og udbredelsen af markedsøkonomien til en større del af verden – herunder de tidligere østbloklande. En del af interessen for markedsorienterede alternativer til keyensianisanske, monetaristiske, marxistiske, eller neoklassiske forklaringsmodeller må derfor også tilskrives sovjet-kommunismens sammenbrud.

Den moderne østrigske skole kan i nogen udstrækning opdeles i den retning, der er fulgt i kølvandet på nobelprismodtageren F. A. Hayek, og så den retning der primært er inspireret af Ludwig von Mises (1881-1973) og dennes forfatterskab. I dag må Ludwig von Mises - trods Hayeks nobelpris - siges at være den mest fremtrædende repræsentant for moderne østrigsk økonomi. Det skyldes ikke mindst Mises’ hovedværk ”Human Action”, der udkom i 1949 samt Mises efterfølgere og mere toneangivende studenter som f.eks. Murray Rothbard, der også via sit politiske engagement, bidrog betydeligt til interessen for den østrigske skoles teoretiske bidrag.

I sit hovedværk Human Action gjorde Mises op med en række af de forudsætninger, der i dag udgør fundamentet for mainstream økonomi herunder ideen om idealtypen ”homo economicus”. Meningsfuld økonomisk teori må ifølge Mises beskæftige sig med rigtige levende mennesker, der handler og ikke med økonomiske idealtyper, som for eksempel aktører, der er i besiddelse af perfekt information.

En anden af Human Actions centrale kritikpunkter rettet mod mainstreamøkonomien handlede om vurderingen af statistiske redskabers nytte i forbindelse med økonomiske analyser. For Mises var det afgørende, at økonomer vendte tilbage til diskussionen af meningsfulde forudsætninger for deres arbejde. Ifølge Mises er det problematisk at statistiske modeller ikke indfanger handlende subjekters planer, deres skiftende præferencer, deres værdier eller deres forventninger. Kvantificerbare relationer kan ifølge Mises kun siges at være nyttige, når der ikke længere finder nogen form for handling sted. Matematik kan kun forklare, hvad der er sket, men ikke hvad der vil ske.

Østrigske økonomer anvender derfor i dag ikke statistiske modeller i deres arbejde, eftersom de ikke mener at sådanne modeller kan indfange den komplekse virkelighed, der udgøres af den menneskelige adfærd.

Ludwig von Mises var således jf. også ovenstående grundlægger af den del af den østrigske skole, som står længst væk fra de neoklassiske og keynesianske skoler. Det var blandt andet Mises, der demonstrerede det umulige i meningsfulde økonomiske kalkuler i samfund, hvor der kun hersker kollektiv ejendomsret. Et andet bidrag fra Mises var udvidelsen af den østrigske økonomiske konjunkturteori, som forklarer det destruktive i centralbankernes ekspansive pengepolitik, og som understreger guldstandardens betydning for monetær stabilitet.

I 1982 oprettedes Ludwig von Mises Institute i Alabama, der i dag må siges at være dét mest fremtrædende uddannelses- og forskningsmæssige center i verden, såvel for klassisk liberalisme, libertariansk politisk teori – samt de forsknings- og undervisningsmæssige aktiviteter, der tager udgangspunkt i den østrigske skole økonomiske teori.

Man kan læse mere om Ludwig von Mises Institute og den østrigske skole via Ludwig von Mises Institute.

Tidligere bragt på www.coin.dk den 1. september 2005.

Siden Copenhagen Institute blev dannet er der brugt forholdsvis megen tid på at introducere indsigter fra den østrigske økonomiske skole - ikke blot som et modspil til marxisme og keynesianisme, men også til den såkaldt neoklassiske tilgang.

Særligt fremhævet på Bloggen er indtil videre Ludwig von Mises, men også George Reisman. Dertil kommer gæsteforlæsningerne i 2004 og 2005 givet af Professor Hans-Hermann Hoppe, samt i 2005 Jörg Guido Hülsmann.

En af måderne at operationalisere forskellen på neoklassisk økonomi og den østrigske skoles tilgang, er ved hjælp af sondringen mellem processer og tilstande.

Det er blandt andet en særdeles vigtig sondring, når det gælder synet på EU's økonomiske politik; og herunder en afgørende årsag til at vi valgte at oversætte rapporten EU’s konkurrencepolitik: På vej mod katastrofen.

At EU's økonomiske politik bygger på bestemte økonomiske teorier skulle også gerne fremgå af artiklen Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning

I en aktuel artikel på Mises.org præsenterer DW MacKenzie således læseren nogle af problemerne forbundet med det fokus på ligevægtstilstande, der især kendetegner den neo-klassiske tilgang, og som netop kritiseres af den østrigske tilgang:

The problem with equilibrium theorizing is that it assumes that the fundamental conditions of the world do not change. That is, it assumes that we simply play the same game over and over again without any fundamental structural change. In the hypothetical world of Phil Connors in Groundhog Day all of the parameters of the "game" he is playing are reset back to their original position every night while he sleeps. In the real world there are no constants. FA Hayek recognized the importance of this fact in 1937:

Hayek reasoned that equilibrium was an unreal state, and that the actual economy that we need to explain is one characterized by perpetual change.

I Jyllands-Posten har der nu i et stykke tid raset en debat frem og tilbage om beskatning, velstand og velfærd.

Hvis man har fulgt debatten, og brænder for skattemæssige spørgsmål, skal her introduceres en række nye spørgsmål, som man uanset sin placering på et tvangs-friheds-kontinuum (det vil sige kollektivist til venstre og individualist til højre) vil have godt af at tænke over.

Disse spørgsmål er:

• Hvorfor er der monopol på beskatning?
• Hvem nyder godt af monopolet?
• Hvorfor er der behov for en beskatningsideologi ( som den skatteministeriet aktuelt promoverer?)
• Hvem (ud over skatteministeriet) forsvarer ideologien, og hvorfor?
• Hvad er sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel på markedet, og så beskatning?
• Hvad har været den historiske sammenhæng mellem erobringskrige og skat? Og
• hvad er forbindelsen mellem en given befolknings manglende økonomisk selvstændighed, og så et højt skattetryk? (Ok, det sidste er indrømmet et ledende spørgsmål).

Disse og beslægtede spørgsmål beskæftiger sociolog og økonom Hans-Hermann Hoppe sig med i sit essay The Sociology og Taxation samt i øvrigt også med i en meget stor del af sit forfatterskab. - Det gør samtidig Professor Hoppe til en af meget få sociologer i verden, der interesserer sig for den private ejendomsret.

Louise Karlskov Jensen har en fantastisk kronik i Berlingske i dag med titlen "Send velfærdsjunkierne på afvænning".

Kronikken er et opgør med den voksende klasse af skattenydere, der uden blusel skal og vil ha', ha' og ha'. Om den krævementalitet velfærdsstaten har været med til at fremmane.

Fra kronikken:
Den store omfordeling har skabt en ny social klasse i Danmark - en klasse, som er i stærk vækst, og som dominerer den offentlige debat totalt: velfærdsjunkierne. Som i en rus vælter de rundt i samfundet og afsøger det for nye muligheder for et velfærdsfix. Ligesom narkomanen bliver høj at et skud heroin, bliver velfærdsjunkien høj af en injektion af skattekroner - andres skattekroner.

Det bringer minder frem fra Hans Herman Hoppes besøg i Danmark i 2004, der i et interview med Berlingske udtalte om den "nye" klassekamp:

Man må få offentligheden til at forstå, at i ethvert samfund er der to tydeligt adskilte grupper af individer. På den ene side er der skatteyderne, som er produktive og tjener en indtægt på markedet. På den anden side er den gruppe af mennesker, der lever af skatter, som betales af de produktive. Marxisterne havde succes med at overbevise folk om, at der eksisterer en fundamental interessemodsætning mellem arbejderne og kapitalisterne. Vi skal i stedet minde folk om, at der før marxisterne var et helt andet syn på klassemodsætninger i samfundet. Der var en konflikt mellem skatteyderne og skattenyderne. Det er den egentlige skillelinje mellem udbyttere og udbyttede.

Tilbage til Karlskov, der ikke lægger fingre i mellem:

Alle økonomer siger enstemmigt, at denne form for velfærdsnarkomani ikke i fremtiden er holdbar set ud fra den demografiske udvikling. Det burde dog være lysende klart for alle, økonomer eller ej, at det ikke er en holdbar situation, at over halvdelen af befolkningen driver parasitvirksomhed og snylter på mindretallets arbejdsindsats, ansvarsfølelse og stolthed over at kunne klare sig selv.

Det giver unægteligt ny mening til orderne fra Internationale: