Extermination,[...] as defined by the ICC Statute, “includes the intentional infliction of conditions of life, inter alia the deprivation of access to food and medicine, calculated to bring about the destruction of a part of the population.”[...] The high rates of deaths in detention from combinations of malnutrition, starvation, exhaustion (from forced labor) and disease would likely be deemed by legal scholars and judges to constitute the crime of humanity of extermination.[...] The high rate of deaths-in-detention is accompanied by a prohibition on procreation by prisoners. Young men and women sent to, or growing up in the prison camps, are not allowed to marry or have children. Such pregnancies as inevitably occur are terminated by involuntary abortion. It is the clear and stated intention of the political prison camp system to terminate the families, up to three generations, of these traitors to the nation and betrayers of the Great Leader and Dear Leader, Kim Il Sung and Kim Jong Il, respectively. The prevention of births intended to bring about the deliberate ending of the family lineage of the scores of thousands of prisoners in the gulag camps’ populations would also likely qualify as the crime against humanity of extermination...

Læs mere om forholdene i Nordkoreanske arbejdslejre i:

Concentrations of Inhumanity (pdf)- An Analysis of the Phenomena of Repression Associated With North Korea’s Kwan-li-so Political Penal Labor Camps According the Terms and Provisions of Article 7 of the Rome Statute of the International Criminal Court and the Parallel Provisions of Customary International Law on Crimes Against Humanity.

FN, EU og mislykkede stater som Zimbabwe er præget af de samme dårligdomme, som bidrager til at ødelægge produktivitet og velstand. Når man iagttager den samme politik som kendetegner FN og EU på et mere lokalt plan, det vil sige på statsniveau eller for en enkelt virksomhed, kan man lettere forstå konsekvenserne. Uanset om det finder sted globalt, regionalt eller lokalt, så har omfordeling, selvmodsigende politikker samt direkte initiativer, der reducerer velstanden imidlertid de samme negative konsekvenser for den almindelige borger. Læs mere i dagens kommentar.

Pridnestrovie / Transdniester eller "Pridnestrovskaia Moldavskaia Respublica" er et område, der omfatter 555.000 indbyggere, og befinder sig mellem Ukraine og Moldovien. Området/republikken har sin egen regering. Og indbyggerne har nu de sidste 17 år levet ud fra ideen om, at området har de facto selvstændighed. Man har i 1992 ligefrem haft noget, der kaldes en selvstændighedskrig, som kostede omkring 1500 livet. I 2006 blev der afholdt en afstemning, der viste at flertallet, det vil sige mere end 90 procent af de stemmeberettigede, hvor mange det så end var, i Pridnestrovie ikke ønskede at være del af Moldovien.

Pridnestrovies indbyggere (nogle af dem) erklærede i øvrigt deres selvstændighed fra Sovjetunionen et år tidligere (den 2. september 1990), end Moldovien gjorde det (den 27. august 1991). Imidlertid er pressens interesse i Danmark for selvstændigheds-spørgsmålet begrænset, og de internationale organisationer herunder EU og OSCE har ikke villet anerkende selvstændigheden selv efter 2006. Og det sidste kan der være fornuftige årsager til.

David mod Goliath?

For hvad der gør situationen mere speget end det at indbyggere i et lille område måske med ret gode grunde ønsker at løsrive sig fra et større område, er vel at mærke at Pridnestrovie har et værre rygte end Molodovien, når det gælder politisk frihed. Dette kan man konstatere ved at læse hvad www.freedomhouse.org, skriver om "republikken" (under "vælg et land kan man også vælge "omdiskuterede områder").

Omvendt er der interessante fænomener som netop det privatejede (tilsyneladende irsk finansierede) Tiraspol Times (Tiraspol er hovedstad i Pridnestrovie). Hvis man læser dette angiveligt uafhængige magasin, virker det pludselig som om friheden og retssamfundet stort set allerede er en realitet under den nuværende leder, der imidlertid har været den samme de sidste 16 år. - Ja, måske står det ikke så slemt til hvad angår ytringsfriheden, som Freedom House antyder jævnfør også Wikipedia-artiklen - Media in Transnistria?

Men så igen? Hvad nu hvis Tiraspol Times er en del af et propaganda-projekt? I mindst to af online-artiklerne i bladet, der bestemt ikke imødekommer ret meget af omtalen man finder i respekterede medier som the Economist eller hos Freedom House, findes således en person ved navn William Wood, der står som vice chair, International Council for Democratic Institutions and State Sovereignty, and contact group coordinator for the Euro-Atlantic Joint Forum. Og den første organisation er imidlertid afsløret af netop the Economist, som et fupnummer, og den anden organisation kan man slet ikke finde omtalt via Google - trods det meget imponerende navn. Se artiklen af Wood her. Tilsvarende findes i Tiraspol Times et interview med Megan Stephenson, der hævdes at være "program coordinator" for selvsamme International Council for Democratic Institutions and State Sovereignty. - International Council for Democratic Institutions and State Sovereignty har imidlertid en hjemmeside. Organisationen har blot ingen kontaktpersoner, og den angiver ikke en adresse i noget som helst land...

Artikler om propaganda i selvstændighedens og løsrivelsens tjeneste med omtale af ovennævnte historie:

Economist: Disinformation (kræver eventuelt abonnement)

Radio Free Europe - Moldova: In Cyberspace, Transdniester Doesn't Look That Bad

Wikipedia: Astroturfing.

I Kazakstan er man ikke vanvittigt begejstret over den britiske komiker Sacha Baron Cohen, der aktuelt udgiver sig for at være en kazakisk journalist ved navn Borat.

I stedet for at ignorere komikeren har man imidlertid fra den kazakiske regerings side valgt at svare igen, og dermed blive en større del af morskaben.

Komikerens reaktion på trusler om et retsligt efterspil fra en talsmand fra det kazakiske udenrigsministerium ved navn Yerzhan Ashykbayev, kom således promte fra Borat/Cohen:

In response to Mr. Ashykbayev's comments, I'd like to state I have no connection with Mr. Cohen and fully support my government's decision to sue this Jew.... Kazakhstan is as civilized as any other country in the world. Women can now travel on inside of bus, homosexuals no longer have to wear blue hats, and age of consent has been raised to 8 years old…. We have incredible natural resources, hardworking labor, and some of the cleanest prostitutes in whole of Central Asia., lyder svaret (Kilde)

Mere (og flere fornærmelser) på www.borat.tv.

Spørgsmålet man nu kan stille, men som sikkert ikke vil blive rejst af Uffe Ellemann-Jensen, er, om ikke det er rimeligt og fuldt forsvarligt at gøre nar af Kazakhstans kulturelle stade, når man tager manglen på respekten på frihedsrettigheder i landet i betragtning? Og om ikke den tiltrængte opmærksomhed, der nu tilflyder Kazakstan - i kraft af Cohens grovheder ikke kan tænkes at få en positiv konsekvens - jævnfør også pressens elendige behandling i landet - af netop de magthavere, som diplomaten Ashykbayev repræsenterer?

Harassment of and attacks against journalists and media outlets critical of the regime continued in 2005... - fra Freedom House..

Danmarks Radio sender for tiden et program i tre dele, der angriber det vestlige samfund, med næsten lige så stor fjendlighed, som det man kan finde hos de mest fundamentalistiske islamister.

De tre programmer præsenteres af DR således:

• ’Erhvervets patologi’

  Det første program i serien viser eksempler på den skade, multinationale selskaber gør på både arbejdere, sundhed, dyr og miljøet. Og ser på, hvilken slags ’person’, et aktieselskab er. I amerikansk lovgivning bliver et aktieselskab anset for at have rettigheder som et 'individ'. Og instruktørerne kommer frem til den konklusion, at aktieselskabets 'personlighed' bedst stemmer overens med psykopatens. Men hvis den mest dominerende institution i nyere tid er blevet skabt ud fra en psykopats verdensbillede, hvem har så det moralske ansvar for dens gerninger?

• ’Forretningen Jorden’

  I dag gennemsyrer de multinationale selskaber hele vores tilværelse, fra de yderste lag af atmosfæren til menneskets mest fundamentale byggesten, vores DNA. Samtidig investerer selskaberne millioner i at sælge deres budskaber og deres varer gennem reklamer. Selv katastrofer kan være profitable. Da World Trade Center kollapsede, fordoblede guldhandlere for eksempel deres
  klienters pengebeholdning. Det andet program i serien ser på, hvad der sker, når alt omkring os i princippet kan ejes.

• ’Regnskabets time’

  Demokrati er en værdi, som de færreste multinationale selskaber historisk set har forstået, og der findes eksempler på selskaber, som har forsøgt at vælte demokratiske regeringer, hvis de blev anset for at være en forhindring for selskabernes indtjening. I 1934 forsøgte en gruppe sammensvorne forretningsfolk således at indsætte en militærdiktator i Det Hvide Hus. Mange selskaber har også set en fordel i at samarbejde med diktaturstater - det gjaldt for eksempel IBM’s tætte forhold til Nazityskland. Men der er nu også bevægelser, der går den modsatte vej.

  Udsigten til at to-tredjedele af verdens befolkning ikke har rent drikkevand i år 2025, har ført til en verdensomspændende kamp for kontrollen med Jordens mest basale ressource. Det lykkedes således bolivianerne at forhindre en privatisering af deres drikkevand. Vil det lykkes verdens befolkning at genvinde kontrollen med de multinationale selskaber, spørger det tredje program i serien om ’De multinationale’.

Kilde

Hvis man undrer sig over velstanden, der følger i kølvandet på industrialisering, frihandel og forsvaret for den private ejendomsret; og hvorfor frie lande er rige, kan man læse:

- der netop er udkommet.

- der er et vidunderligt forsvar for store virksomheder (og som kan købes via flere mulitnationale forhandlere).

.

- en omfattende økonomisk indføring i hvorfor kapitalisme virker, og som blandt andet bygger videre på:

Besøg også Laissez Faire Books og the Ayn Rand Bookstore

Læs Danmarks Radio - så behøver du ikke vælge selv

For de travle læsere dokumenterer følgende institutioner sammenhængen mellem kapitalisme og velstand:

Freedom House

The Fraser Institute

The Heritage Foundation

Læs også Verden ifølge FN

Fra 2003 til 2006 er der indsamlet data om FN's menneskerettighedssystems kritiske udtalelser om bestemte lande.

I perioden blev Australien kritiseret lige så ofte som Nordkorea. Begge lande befinder sig dog langt nede på listen på en delt 44. plads.

Sydkorea (64. plads) er retfærdigvis placeret lavere end Nordkorea. Det kan imidlertid undre at den frie del af Korea kritiseres langt mere end det lukkede Bhutan (74. plads) (men måske er der forbud mod at undersøge, hvordan det står til); og at forholdene i Sydkorea, bedømt på påtale, angiveligt er sammenlignelige med hvad, der finder sted i det forholdsvist utrygge Jamaica, eller for den sags skyld Bahrain (der begge deler 64. pladsen med Sydkorea).

Tilsyneladende er det værre at bo i USA (5.plads) eller Israel (1. plads), end det er at befinde sig i Afghanistan (6. plads), Kina (12. plads), Iran (19. plads) eller Georgien (32. plads).

I Storbritannien (20. plads) kan man glæde sig over (lige akkurat) - ifølge FN-systemet - at være mere attraktiv end Iran, men dog mere undertrykkende - altså i følge FN - end Haiti (22. plads), Pakistan (23. plads) eller Saudi Arabien (31. plads).

- Hvorfor mon der ikke er flere briter, der flygter til disse lande, eller for den sags skyld til Tyrkiet, der er at finde på en 26. plads, og dermed kritiseres oftere end Saudi Arabien? (Det må vist siges at være et argument imod tyrkisk EU-medlemskab...).

Syrien finder man på en 37. plads. Mens Frankrig er at finde på 39. pladsen.

Måske husker læseren en række historier om forholdene i Zimbabwe (30. plads) under Mugabe, om statsdirigerede plyndinger, overfald, censur og tortur. Landet har imidlertid kun fået påtale 54 gange, der kan sammenlignes med eksempelvis Indiens 92 gange (der giver Indien en 9. plads på listen).

Jordan blev kritiseret lige så ofte som Schweiz (delt 60. plads).

Spanien (44. plads) blev kritiseret oftere end kommunistiske Vietnam (45. plads).

Og Grækenland (52. plads) oftere end Ukraine (55. plads).

I Botswana, Bulgarien, Namibia, Danmark og Sverige kan man glæde sig over en delt 67. plads...

Se Human Rights Actions. Og besøg EYE on the UN

Tre alternative landelister (herunder fra Freedom House) findes i kommentaren Frihed, velstand, civilisation (nederst)

De seneste par uger har der været en debat mellem CEPOS-direktør Martin Ågerup, og en masse skatteglade læserbrevsskribenter - herunder Ole Sohn, den tidligere kommunist og nu socialist. Debatten har handlet om, hvorvidt lave skatter er et gode eller et onde.

Indledningsvist skal konstateres at Ole Sohn selvfølgelig er glad for skat. Han lever af skat. Det er der i øvrigt mange fritids-historikere i Danmark, der gør. Faktisk kan der ikke herske den store tvivl om, at begejstringen for skat har været stigende navnlig siden 1970'erne, hvor dørene til landets universiteter blev slået på vid gab, og man i den bedste franske stil delagtiggjorde nogle meget lidt kritiske børn af eksempelvis skolelærere i den marxistiske kapitallogiks forunderlige verden - også i faget historie.

Statens socialdemokratiske generøsitet komineret med marxisme, kantianisme, platonisme og et tag-selv-bord bestående af blandt andet Satre, Camus, Woodstock, arven fra John F. Kennedy samt en dansk baggrund i form af høj materiel velstand - som de socialdemokratiske magthaverne uden nærmere forklaring tog æren for - forvandlede hurtigt borgerlige skepitikere til outsidere. Siden da har skat været godt og høje skatter bedre.

Derfor taler de af medierne ofte indkaldte akademiske "eksperter" nogle gange i ramme alvor om, at hvad der politisk kræves for at bevare det høje skattetryk. Logikken her må være, at skatteniveauet er "nødvendigt" hvis vi skal bevare den nu omkring en million medborgere på passive ydelser, eller hvis vi fortsat skal kunne fastholde tendensen med en mindre privat sektor og en større offentlig - det vil sige at styrke sektoren med kontrollanter og sagsbehandlere; og tilsvarende svække den sektor, hvor vi frivilligt handler med hinanden.

Hvis man - trods stigningen i klientgørelse - stadigvæk ikke kan forstå den positive sammenhængen mellem konfiskation, stagnation og fattigdom - eller omvendt mellem frihed, vækst og velstand; kan man besøge følgende sider, hvor sammenhængene mellem disse forhold år for år dokumenteres.

Freedom House

The Fraser Institute

The Heritage Foundation

Læs også Globale franske tilstande