"Power over nature is the sort of power on which civilization must be built; the record of man’s history is the record of the advance or attempted advance of that power. Power over men, on the other hand, does not raise the general standard of living or promote the satisfactions of all, as does power over nature. By its very essence, only some men in society can wield power over men. Where power over man exists, some must be the powerful, and others must be objects of power. But every man can and does achieve power over nature.

In fact, if we look at the basic condition of man as he enters the world, it is obvious that the only way to preserve his life and advance himself is to conquer nature—to transform the face of the earth to satisfy his wants. From the point of view of all the members of the human race, it is obvious that only such a conquest is productive and life-sustaining. Power of one man over another cannot contribute to the advance of mankind; it can only bring about a society in which plunder has replaced production, hegemony has supplanted contract, violence and conflict have taken the place of the peaceful order and harmony of the market. Power of one man over another is parasitic rather than creative, for it means that the nature conquerors are subjected to the dictation of those who conquer their fellowman instead. Any society of force—whether ruled by criminal bands or by an organized State—fundamentally means the rule of the jungle, or economic chaos. Furthermore, it would be a jungle, a struggle in the sense of the Social Darwinists, in which the survivors would not really be the “fittest,” for the “fitness” of the victors would consist solely in their ability to prey on producers. They would not be the ones best fitted for advancing the human species: these are the producers, the conquerors of nature.

The libertarian doctrine, then, advocates the maximization of man’s power over nature and the eradication of the power of man over man. Statists, in elevating the latter power, often fail to realize that in their system man’s power over nature would wither and become negligible."

Murray Rothbard in Man, Economy and State with Power and Market

http://mises.org/rothbard/mes/chap18b.asp#11B._Power_Over_Nature

Med relevans for "Bankpakke II" konkluderer økonom Murray Rothbard om konsekvenserne af regeringers indgreb i form af den politiske skabelse af mere løs kredit under den krise, som de selv har bidraget til at skabe i form af umiddelbar kunstig vækst frembragt gennem tilsvarende løse kreditter (og som altså til sidst fører til økonomisk afmatning), at:

It should be clear that any governmental interference with the depression process can only prolong it, thus making things worse from almost everyone’s point of view. Since the depression process is the recovery process, any halting or slowing down of the process impedes the advent of recovery. The depression readjustments must work themselves out before recovery can be complete. The more these readjustments are delayed, the longer the depression will have to last, and the longer complete recovery is postponed. For example, if the government keeps wage rates up, it brings about permanent unemployment. If it keeps prices up, it brings about unsold surplus. And if it spurs credit expansion again, then new malinvestment and later depressions are spawned.[Egen fremhævelse].

Passagen er fra afsnittet "The economics of Violent Intervention in the Market" , , der findes i Murray Rothbards hovedværk Man, Economy and State. Læseren opfordres til selv at gå argumenterne igennem for hvorfor staterne har tilskyndet til den kunstige økonomiske "boble" og følgende krise. - Bemærk også at samtlige kilder i posteringer under KREDIT, er enige i ovenstående pointering. (Der er konsensus...).

I en tidligere postering blev der ved hjælp af økonom George Reisman gjort opmærksom på, at forudsætningen for velstandsskabelse i markedsøkonomien er ulighed; eller rettere muligheden for, at der kan opstå uligheder er en forudsætning for velstandsskabelse. Og i virkeligheden er ulighed i praksis også uundgåeligt.

Årsagen angivet til dette var, at markedsøkonomien forudsætter valgfrihed for såvel forbrugere som producenter, og at de daglige valg således fører til konstante forandringer, der stiller nogle mere lige og andre mere ulige. De forandringer leder så blandt meget andet til at de mest effektive virksomheder vokser sig større og de mindre effektive virksomheder taber markedsandele og eventuelt helt forsvinder – jævnfør det som økonomen Schumpeter kalder for ”kreativ destruktion”. (Pointen var også at den samlede velstandsskabelse øges i processen - til gavn for selv de mindst effektive).

Varerne som der tilbydes indenfor et bestemt område (eksempelvis mælkeproduktion) er således ikke ens, og enhver forbedring stiller dermed også det gamle produkt ulige. Mulighederne for at der kan opstå ulighed (at man kan profitere af sin produktforbedring), er dermed også en forudsætning for at produkterne forbedres i første omgang. Tilsvarende er mulighederne for, at man kan profitere af at dygtiggøre sig (og at der så kan opstå andre økonomiske uligheder) også en forudsætning for at man i praksis begynder på at gøre dette.

En anden måde at forstå ulighedens uomgængelighed i markedsøkonomien er ved at indse, at vi udveksler varer (i praksis penge mod varer) som følge af et ulige syn på værdien af varer; og at disse ulige - såkaldt subjektive - indstillinger i vid udstrækning også handler om objektive uligheder i placeringer i markedsøkonomien. Tilsvarende er det også her vigtigt at forstå, at man ikke kan fjerne disse uligheder i praksis: Ethvert menneskes placering i tid, rum og kontekst er enestående. Derfor er ethvert menneskes præferencer enestående. Det eneste man kan gøre, hvis man prøver at forhindre ulighed, er derfor blot, at man skaber fattigdom ved at forhindre samhandel. Med politisk ulighedsbekæmpelse forhindrer man udelukkende, at uligheden i forudsætninger, præferencer, behov, interesser og så videre kan føre til noget positivt. Man sætter ikke med politikken noget positivt i stedet.

Uligheden i samhandel som følge af præferencer beskriver Murray Rothbard således:

"[The] equation of exchange is built up by [Irving] Fisher in the following way: First, consider an individual exchange transaction—Smith buys 10 pounds of sugar for 7 cents a pound. An exchange has been made, Smith giving up 70 cents to Jones, and Jones transferring 10 pounds of sugar to Smith. From this fact Fisher somehow deduces that “10 pounds of sugar have been regarded as equal to 70 cents, and this fact may be expressed thus: 70 cents = 10 pounds multiplied by 7 cents a pound.” This off-hand assumption of equality is not self-evident, as Fisher apparently assumes, but a tangle of fallacy and irrelevance.

Who has “regarded” the 10 pounds of sugar as equal to the 70 cents? Certainly not Smith, the buyer of the sugar. He bought the sugar precisely because he considered the two quantities as unequal in value; to him the value of the sugar was greater than the value of the 70 cents, and that is why he made the exchange. On the other hand, Jones, the seller of the sugar, made the exchange precisely because the values of the two goods were unequal in the opposite direction, i.e., he valued the 70 cents more than he did the sugar. There is thus never any equality of values on the part of the two participants. The assumption that an exchange presumes some sort of equality has been a delusion of economic theory since Aristotle, and it is sur­prising that Fisher, an exponent of the subjective theory of value in many respects, fell into the ancient trap. There is certainly no equality of values between two goods exchanged or, as in this case, between the money and the good. Is there an equality in anything else, and can Fisher’s doctrine be salvaged by finding such an equality? Obviously not; there is no equality in weight, length, or any other magnitude".

http://mises.org/rothbard/mes/chap11d.asp#13._Fallacy_Equation_of_Exchange

Det eneste som ulighedsbekæmpere opnår, er dermed udelukkende at kvæle samhandel, initiativ og dermed muligheden for, at man kan tilfredsstille sine behov. Men under ingen omstændigheder vil man på nogen positiv måde kunne afskaffe uligheden, eftersom den dels baserer sig på et psykologisk faktum (individers forskellige præferencer) samt på fysiske og lige så uomgængelige omstændigheder (i kraft af individers unikke placering i tid og rum).

- Det kan i øvrigt nævnes at omtalte lighedstegn nævnt i citatet og Fishers fejlslutninger (læs eventuelt resten af teksten via linket) er det som man underviste i på Statskundskab i Århus i 1990’erne, og at man som følge af statsmonopoliseringen sandsynligvis også gør det den dag i dag.

Tilsvarende har man indenfor International Politik talt meget om "ulige bytte" i relation til samhandel med den tredje verden. Men da alle bytterelationer - jævnfør ovenstående - er ulige, eftersom man regner det man får for en forbedring for en selv - i forhold til det man giver, så er hele diskussionen om ulige bytte således meningsløs. I den tredie verden køber man varer fra Vesten af den samme grund som vi andre handler med hinanden: Der er tale om en positiv mulighed, man benytter sig af - sålænge politikere ikke har held til at forhindre disse muligheder.

[V]i kan desværre [...] konstatere, at vi for tredie år i træk indtager en suveræn sidsteplads, når vi måler på omkostninger og skat. De rekordhøje marginalskatter gør det vanskeligt at tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere i Danmark. Det er helt uholdbart i en situation, hvor mangel på arbejdskraft er den væsentligste vækstbarriere i det danske samfund, siger Hans Skov Christensen [fra Dansk Industri]. - Læs mere i iDag - Industriens Dagblad.

Læs også Tax Day - et læserbrev af Murray N. Rothbard fra 1969.

Religion er for tiden, som læseren vil vide det, til debat og diskussion. Man diskuterer især Islam og Kristendom (men også en smule Buddhisme ). Flere af dem, der kalder sig borgerlige, hævder nu, at kristendommen har stor betydning for velstandsskabelse - jf. også en aktuel kronik i Berlingske Tidende. )

Undertegnede har dog endnu ikke set en fornuftig kobling mellem den i Danmark dominerende trosretning og så kapitalismen. Rent faktisk er det særdeles svært at se nogen som helst overordnet relation mellem religiøsitet og produktivitet. For produktivitet - som er det kapitalisme fremmer - handler om at vide; og religiøsitet handler som bekendt om at tro. Når man står i en bestemt situation og skal træffe en beslutning, om hvad man vil gøre, er en religiøs indfaldsvinkel derfor ikke i overensstemmelse med en fornuftig. Fornuftighed og religiøsitet er simpelthen to vidt forskellige måder at orientere sig på.

Fornuft er det som de fleste benytter sig af, når de skal over en vej: Om der kommer biler eller ej er derfor ikke et spørgsmål om tro: Man sætter sig via sanserne ind i, om der er trafik eller ikke. Og man diskuterer ikke med sig selv, om hvad Jesus ville have gjort. Man har i kraft af fornuften lært, at man bør se sig for.

Men, siger så de kristne, det er ikke religionen og troen som sådan, der gør Kristendommen til en medspiller i et samfund med markedsøkonomi. Det hævdes i stedet, at det er værdierne, der udgør Kristendommen, og som indirekte bidrager til at fremme det velstandsskabende samfund.

Her må man for det første konstatere, at de kristne værdier nu engang er trosbaserede værdier og dermed valgt ud fra den trosbaserede metode, det vil sige netop den metode, man ikke kunne drømme om at bruge, hvis man skulle passere en befærdet vej. Har man valgt kristne værdier, har man historisk derfor ikke brugt sin fornuft, simpelthen i kraft af valget af metode: - Man TROR at det ene eller andet er godt/moralsk/rigtigt, helt på samme måde som man så kunne vælge at tro at der ikke kommer en lastbil eller en bus kørende, der hvor man troskyldigt passerer vejen. Og pointen her er naturligvis at det slet ikke er godt at orientere sig på denne måde, og at metoden ikke er god.

Og hvilke kristne (trosbaserede) værdier er det i givet fald også, der skulle sikre skabelsen af store omkostningseffektive virksomheder, og som kan flytte kapitalen, derhen hvor den kan bruges bedst muligt? Hvad med profitincitamentet? Er det nu et kristent incitament? Så snart man begynder at se på hvert enkelt fænomen, der hører til det, der tilsammen skaber velstand i markedsøkonomien, så er det praktisk talt umuligt at finde noget som helst element af den oplyste egeninteresse, der driver produktiviteten fremad - i Kristendommen. Såvel metoden man benytter sig af, såvel som det man orienterer sig efter (værdierne), er i Kristendommen helt og aldeles væsensforskellige fra værdier, man vælger ud fra fornuftige overvejelser. For hvis man vil lære sine børn hvordan de undgår at blive kørt over, så er indfaldsvinklen helt omvendt den religiøse metode samt værdierne: at de skal lære at tage vare på sig selv; at de skal bruge deres fornuft; at de skal forstå, at det er farligt at gå over vejen, men at faren aftager, hvis de ser sig for. Appellen her til at lære børn at klare sig, er dermed, at de er deres egen værdi, og at de takket være deres fornuft kan begå sig i verden.

Konkrete beslutninger i det kapitalistiske system er tilsvarende drevet fremad af fornuftige overvejelser om, hvad der bedst kan betale sig; og afsættet er vel at mærke værdien bag disse handlinger: at det kan betale sig for aktøren, at handle ved hjælp af fornuftens brug: Bruger man sin fornuft kan man undgå at blive kørt over. Man kan tilsvarende opnå en række konkrete positive mål ved hjælp af den samme metode og ud fra de samme ideer om, at man som individ har værdi. At vælge at bruge fornuften, og at handle ud fra sin egen interesse (se sig for over vejen eller drive virksomhed), er derfor noget, man for nu at gentage pointen har valgt som værdi.

Hvad man gør, og hvad man mener man bør gøre, er derfor snævert forbundne med hinanden. Man handler, producerer, og er praktisk indstillet, fordi man mener det er godt. Hvis man omvendt mente at godhed var at handle for andre ville man ikke konkret vide, hvad man skulle gøre: Hvilke andre skulle man så handle for?

Værdien, der forsvares her – egeninteressen – kan derfor beskrives ved, at man forestiller sig koncentriske cirkler og at man tager afsæt i den inderste: Man handler i en bestemt kontekst, med et afsæt i hvad der fremmer ens egne interesser. Og i jagten på at optimere disse værdier under overholdelse af reglerne for markedsøkonomien, så fremmer man tilsvarende andres interesser ved at levere varer og ydelser. Konkurrencen om at gøre tingene bedre end andre, eftersom dette honoreres på markedet, er tilsvarende noget der er vanskelig at finde i det kristne begrebsunivers.

Et af de tilbagevendende argumenter for, at kristendommen har betydning for velstandsskabelse går imidlertid på, at kristendommen er ”tolerant”, hvilket også er et tema i den aktuelle kronik i Berlingske Tidende.

Det hævdes derfor, at kristendommen historisk og traditionelt set har tolereret den verdslighed, som er et helt centralt element for økonomisk frihed, samt tolereret den politiske frihed, der fører frem til den økonomiske handlefrihed - samt den tankens frihed, der sikrer at man kan bruge sin fornuft til at skabe og producere noget som andre vil købe. Med andre ord: Kristendommen respekterer ifølge argumentationen en helt anden metode end den hvormed kristne værdier vælges på! Kristendommen respekterer og tolerer værdier, der ikke er kristne endsige religiøse. Og dette er i følge tankegangen kristendommens storslåede bidrag til kapitalisme og velstandsskabelse. Det vil sige: Kristendommen forhindrer ikke disse fænomener…Og dertil kan man så kun sige, jamen lad os da endelig få mere af denne tolerance overfor den virkelighedsbaserede metode; og hvis nogle vil kalde det for Kristendom, skal de da være hjerteligt velkomne.

Men ikke at forhindre noget er blot ikke det samme som at fremme noget bestemt eller aktivt forsvare det. - Argumentet foroven er samtidigt kun interessant, hvis man SKAL vælge en religion, og at man så har mulighed for at vælge en, der ikke insisterer alt for meget på at have patent på sandheden. Men hvorfor i alverden skulle det nu være tilfældet?

I praksis gør man via staten meget for at presse på, for at man vælger Kristendommen. (Der er som bekendt ikke en statsgodkendt forberedelse til ateisme omkring 14-16 årsalderen!) .

Mange vælger nu ikke at være kristne eller religiøse. Så man skal ikke vælge mellem religioner, og man behøver ikke at gøre det. Og hvis man bruger den religiøse måde at orientere sig på, så bruger man på samme tid nu engang ikke den verdslige. De der ikke vælger kristendommen gør det derfor ofte ud fra verdslige betragtninger, og tilsvarende søger mange at vælge deres værdier på det samme verdslige grundlag. Nogle stiller derfor spørgsmålet: - hvilke værdier er gode og rigtige på fornuftens præmisser.

I øvrigt er det også en tilsnigelse at hævde at kristendommen historisk set har været tolerant. Men nu er religionen tolerant, lyder så replikken. (Og så skal vi andre på forunderligvis mene at mere end tusinde år er den betænkningstid som en religion skal have før den bliver verdsligheden venligt stemt).

For tiden hævdes det i øvrigt samtidigt, at tolerance omvendt er det, der fortrænger de vestlige værdier; og at vi derfor skal tage et opgør med tolerancen. Tilsvarende er der derfor uden tvivl nogle, der gerne kunne tænke sig en mindre tolerant udgave af Kristendommen. Endvidere er der spørgsmålet om ”tolerance” i det hele taget kan siges at være en værdi, og i givet fald en kerneværdi.

Herfra skal i stedet promoveres det synspunkt at egeninteresse er en kerneværdi, når det gælder kapitalisme, men bestemt ikke når det gælder Kristendommen, der tværtimod vægter det modsatte, - hvilket er altruismen.

Sammenhængen mellem egeninteresse, frivillig arbejdsdeling, civilisation og velstandsskabelse er beskrevet glimrende af Murray Rothbard i Man, Economy and State (s. 100-101):

[I]n explaining the origins of society, there is no need to conjure up any mystic communion or “sense of belonging” among individuals. Individuals recognize, through the use of reason, the advantages of exchange resulting from the higher productivity of the division of labor, and they proceed to follow this advantageous course. In fact, it is far more likely that feelings of friendship and communion are the effects of a regime of (contractual) social cooperation rather than the cause. Suppose, for example, that the division of labor were not productive, or that men had failed to recognize its productivity. In that case, there would be little or no opportunity for exchange, and each man would try to obtain his goods in autistic independence. The result would undoubtedly be a fierce struggle to gain possession of the scarce goods, since, in such a world, each man’s gain of useful goods would be some other man’s loss. It would be almost inevitable for such an autistic world to be strongly marked by violence and perpetual war. Since each man could gain from his fellows only at their expense, violence would be prevalent, and it seems highly likely that feelings of mutual hostility would be dominant. As in the case of animals quarreling over bones, such a warring world could cause only hatred and hostility between man and man. Life would be a bitter “struggle for survival.” On the other hand, in a world of voluntary social cooperation through mutually beneficial exchanges, where one man’s gain is another man’s gain, it is obvious that great scope is provided for the development of social sympathy and human friendships. It is the peaceful, cooperative society that creates favorable conditions for feelings of friendship among men.Kilde

Værdien, der via Rothbard skal promoveres her er derfor, at det fremmer hvert enkelt individs velfærd at deltage i den frivillige arbejdsdeling, som netop kendetegner en markedsøkonomi. Incitamentet til at handle i fred og frihed er dermed egoistisk, om man vil. Og i kraft af det meningsfulde ved et samfund, hvor man kan udveksle sine ydelser og varer med andre (med penge som et medie og en vare), bliver man med tiden også sine medmennesker venligt stemt. Med andre ord: Sympati er ikke noget gudgivet, og på den basis er der derfor ingen grund til religiøsitet (og pligt til at vælge en religion). Det er, for nu at formulere det provokerende, i stedet logisk at glæde sig over andres produktivitet, at man lever i et civiliseret samfund, og over den generelle tilbøjelighed og villighed til at andre handler med hinanden i frihed. Det er med andre ord logisk at forsvare respekten for den private ejendomsret og for den fornuft, som er årsagen til at velstand bliver skabt. Så vidt vides har Palæstina, hvorfra Kristendommen stammer, i øvrigt aldrig på noget som helst tidspunkt i verdenshistorien været kendetegnet ved at være et kommercielt eller industrielt kraftcenter. Så argumenterne savnes også i denne henseende.

Der afsluttes med et par citater af økonomen Ludwig von Mises:

Reason's biological function is to preserve and promote life and to postpone its extinction as long as possible. Thinking and acting are not contrary to nature; they are, rather, the foremost features of man's nature. The most appropriate description of man as differentiated from nonhuman beings is: a being purposively struggling against the forces adverse to his life.

samt

People do not cooperate under the division of labor because they love or should love one another. They cooperate because this best serves their own interests. Neither love nor charity nor any other sympathetic sentiments but rightly understood selfishness is what originally impelled man to adjust himself to the requirements of society, to respect the rights and freedoms of his fellow men and to substitute peaceful collaboration for enmity and conflict.

Det sidste citat findes i Human Action. Chapter VIII. Human Society, 6. The Individual Within Society

Den østrigske økonomiske skole bygger videre på mange af indsigterne fra det 18. og 19. århundredes klassiske økonomer. Visse af skolens styrende ideer kan spores helt tilbage til de sene skolastikere i det 15. århundrede. Det gælder blandt andet forsvaret for den private ejendomsret samt erkendelsen af det nyttige ved frihandel. Blandt forfattere tilhørende den østrigske skoles skal nævnes Murray N. Rothbard, Ludwig von Mises, Walter Block, Israel M. Kirzner, Roger W. Garrison, Friedrich A. Hayek, Hans-Hermann Hoppe, Joseph T. Salerno og Jörg Guido Hülsmann.

Den østrigske skole havde sit udspring sidst i det 19. århundrede i Wien, hvor skolens tilhængere skilte sig ud fra den såkaldte historiske skole i spørgsmålet om logikkens forrang i forhold til observation. Skolens oprindelse dateres oftest tilbage til årerne omkring udgivelsen af Carl Mengers bog ”Principles of Economics” fra 1871. Det ”østrigske” prædikat var oprindeligt ment nedsættende - som udtryk for en afvigelse fra det den dominerende historiske skole anså som værende den korrekte ”tyske” tankegang, hvad angår økonomiske spørgsmål.

Indsigter

Blandt den østrigske skoles bidrag til økonomisk teori, er, at der ikke kan finde nogen form for meningsfuld økonomisk kalkule sted uden monetære priser, prisdannelse eller eksistensen af privat ejendom. Den østrigske skole var således blandt de første økonomiske retninger til systematisk at udfordre den marxistiske økonomi – og dermed også den kommunistiske utopi. Den østrigske skole er dermed - også sammenlignet med eksempelvis monetaristen Milton Friedman - kendetegnet ved et af de mere radikale forsvar for den frie konkurrence og det frie marked.

En anden østrigsk kritik af den marxistiske tilgang er afvisningen af den marxistiske ”objektive værdi teori”, hvor den østrigske skole gør opmærksom på, at mennesker har forskellige præferencer, og derfor ikke vil tillægge de samme produkter den samme værdi. En vare kan altså ikke, som Marx hævdede det, tildeles en "objektiv" værdi. Værdien kan derfor ikke bestemmes ved at beregne, hvad det har kostet – i timer, kapital eller arbejdskraft - at frembringe varen. Værdiansættelsen er således subjektiv, og afhænger af den, der ansætter værdien.

For østrigske økonomer drejer økonomi sig først og fremmest om rigtige mennesker, der tænker og handler. Den subjektive værditeori udgør derfor blot én, men meget central del, af skolens metodologiske individualisme. Det analytiske udgangspunkt for den østrigske skole er altså individet og dets handlinger – vel at mærke handlinger, der ikke bedømmes ud fra en idealtilstand kendetegnet ved perfekt information eller en tilstand, hvor der hersker ”perfekt” konkurrence.

I modsætning til de neoklassiske og keyensianske skole lægges der derfor også mere vægt på analysen af de processer, der fører frem mod såkaldte ligevægtstilstande og frem mod mere optimale konkurrencesitutationer i modsætning til analyse af selve disse ligevægtstilstande. Det betyder samtidig at de økonomiske agenters adfærd - herunder entreprenørerne - spiller en langt større rolle hos den østrigske skole - end det er tilfældet i de neoklassiske analyser, hvor økonomiske processer og aktørernes adfærd i vid udstrækning ofte tages for givet.

Blandt andre centrale bidrag til økonomisk teori skal nævnes analysen af monopol-lovgivningens negative økonomiske konsekvenser samt den mere overordnede analyse af konsekvenserne ved statslig intervention.

Den østrigske skole i dag

Efter F.A. Hayeks nobelpris i 1974 og stiftelsen af Ludwig von Mises Institute i 1982 har den østrigske skole oplevet stigende interesse først og fremmest i USA. Denne interesse kan muligvis også tilskrives det fænomen, der kaldes globalisering, d.v.s. den forøgede internationale arbejdsdeling og udbredelsen af markedsøkonomien til en større del af verden – herunder de tidligere østbloklande. En del af interessen for markedsorienterede alternativer til keyensianisanske, monetaristiske, marxistiske, eller neoklassiske forklaringsmodeller må derfor også tilskrives sovjet-kommunismens sammenbrud.

Den moderne østrigske skole kan i nogen udstrækning opdeles i den retning, der er fulgt i kølvandet på nobelprismodtageren F. A. Hayek, og så den retning der primært er inspireret af Ludwig von Mises (1881-1973) og dennes forfatterskab. I dag må Ludwig von Mises - trods Hayeks nobelpris - siges at være den mest fremtrædende repræsentant for moderne østrigsk økonomi. Det skyldes ikke mindst Mises’ hovedværk ”Human Action”, der udkom i 1949 samt Mises efterfølgere og mere toneangivende studenter som f.eks. Murray Rothbard, der også via sit politiske engagement, bidrog betydeligt til interessen for den østrigske skoles teoretiske bidrag.

I sit hovedværk Human Action gjorde Mises op med en række af de forudsætninger, der i dag udgør fundamentet for mainstream økonomi herunder ideen om idealtypen ”homo economicus”. Meningsfuld økonomisk teori må ifølge Mises beskæftige sig med rigtige levende mennesker, der handler og ikke med økonomiske idealtyper, som for eksempel aktører, der er i besiddelse af perfekt information.

En anden af Human Actions centrale kritikpunkter rettet mod mainstreamøkonomien handlede om vurderingen af statistiske redskabers nytte i forbindelse med økonomiske analyser. For Mises var det afgørende, at økonomer vendte tilbage til diskussionen af meningsfulde forudsætninger for deres arbejde. Ifølge Mises er det problematisk at statistiske modeller ikke indfanger handlende subjekters planer, deres skiftende præferencer, deres værdier eller deres forventninger. Kvantificerbare relationer kan ifølge Mises kun siges at være nyttige, når der ikke længere finder nogen form for handling sted. Matematik kan kun forklare, hvad der er sket, men ikke hvad der vil ske.

Østrigske økonomer anvender derfor i dag ikke statistiske modeller i deres arbejde, eftersom de ikke mener at sådanne modeller kan indfange den komplekse virkelighed, der udgøres af den menneskelige adfærd.

Ludwig von Mises var således jf. også ovenstående grundlægger af den del af den østrigske skole, som står længst væk fra de neoklassiske og keynesianske skoler. Det var blandt andet Mises, der demonstrerede det umulige i meningsfulde økonomiske kalkuler i samfund, hvor der kun hersker kollektiv ejendomsret. Et andet bidrag fra Mises var udvidelsen af den østrigske økonomiske konjunkturteori, som forklarer det destruktive i centralbankernes ekspansive pengepolitik, og som understreger guldstandardens betydning for monetær stabilitet.

I 1982 oprettedes Ludwig von Mises Institute i Alabama, der i dag må siges at være dét mest fremtrædende uddannelses- og forskningsmæssige center i verden, såvel for klassisk liberalisme, libertariansk politisk teori – samt de forsknings- og undervisningsmæssige aktiviteter, der tager udgangspunkt i den østrigske skole økonomiske teori.

Man kan læse mere om Ludwig von Mises Institute og den østrigske skole via Ludwig von Mises Institute.

Tidligere bragt på www.coin.dk den 1. september 2005.

Mentzer believed that he had to grow in all areas of his humanity; he studied philosophy to better determine truth from falsehood; he studied art to understand both its meaning and purpose; he studied psychology to better learn the workings of the mind; he studied logic to learn the rules of correct thought; he studied the sciences to understand the workings of human physiology and how best to strengthen his body; he studied business in order to learn how to earn a living - not by working for others but for himself and on his own terms -- and he studied education so that he might be better able to communicate to others the knowledge he had come to obtain. Throughout all of these varied disciplines ran the central thread of Reason, which Mentzer held to be the passkey to all human progress. And this is not to suggest that Mike was perfect (he would have been the first to admit that he was not), but he made it a point to put forth the effort to fulfill his human stature and, unlike most, he was aware of the significance that attended one's doing so.

Det skriver John Little om bodybuilderen Mike Mentzer, der døde i 2001. Et interview med Mentzer om - blandt meget andet - motivation findes her (kræver Realplayer).

Læs også Meningen med livet. Svaret på det, der ofte fremsættes som et spørgsmål kunne være: At handle ud fra egne værdier. (Det ville i så fald være et svar, man ikke har behov for statstilskud til at forfølge.) Under alle omstændigheder må man bruge sin fornuft til at tage stilling til, hvad der er meningsfuldt. - Det kræver motivation.

Lyt eventuelt til et par yderst motiverende foredrag med henholdvis Margit von Mises - om Ludwig von Mises - og George Reisman - om Mises, Rand, Rothbard m.fl. (mp3).

Store virksomhedslukninger i en periode med økonomisk fremgang er med til at sikre Danmarks fremtid, fordi der bliver luget ud i utidssvarende arbejdspladser og konkurrencesvage erhverv. Det er budskabet fra Niels Westergård-Nielsen, handelshøjskolen i Århus samt direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen i iDag - Industriens Dagblad.

Det er ikke mindst økonomen Joseph Schumpeter, der var fra østrig, men som ikke tilhører den østrigske økonomiske skole , der tilskrives vendingen kreativ destruktion.

Forskellen på østrigeren Schumpeter og så "østrigerne" findes imidlertid ikke i ovenstående pointering af det nyttige i, at de mest ineffektive virksomheder forsvinder, men skal derimod blandt andet findes i synet på ideerne om økonomiske ligevægtstilstande.

Kritikken af disse ideer findes blandt i Ludwig von Mises hovedværk Human Action.

Her bringes et citat fra Human Action:

In every chapter of catallactics the devastating consequences of the mathematical treatment of economics can be tested. It is enough to refer to two instances only. One is provided by the so-called equation of exchange, the mathematical economists' futile and misleading attempt to deal with changes in the purchasing power of money[10]. The second can be best expressed in referring to Professor Schumpeter's dictum according to which consumers in evaluating consumers' goods "ipso facto also evaluate the means of production which enter into the production of these goods."[11] It is hardly possible to construe the market process in a more erroneous way.

Economics is not about goods and services, it is about the actions of living men. Its goal is not to dwell upon imaginary constructions such as equilibrium. These constructions are only tools of reasoning. The sole task of economics is analysis of the actions of men, is the analysis of processes.

Mere kritik af Schumpeter findes i kapitlet her. XIX. INTEREST 2. Originary Interest

En anden kritik af brugen af ideen om ligevægtstilstande, som den anvendes af Schumpeter kommer fra Murray Rothbard - blandt andet her:

Breaking Out of the Walrasian Box: The Cases of Schumpeter and Hansen

Den australske radiovært PRODOS interviewede i 2003 Bettina Bien Greaves, der er omtalt som "Ludwig von Mises mest loyale student".

Interviewet indledes med en konstatering af, hvorfor Ludwig von Mises hele sit liv var optaget af økonomiske spørgsmål; og hvorfor han selv fortsatte med at være sin egen loyale student gennem hele sit liv (1881-1973).

- For Mises handlede økonomi - ifølge interviewet "om hvordan mennesker lever". Så simpelt kan det siges.

Et andet udgangspunkt var den ligeså simple konstatering, der handler om, at mennesket handler - "man acts".

Dette afsæt fører naturligt intervieweren til at spørge, om det ikke også gælder for alle andre dyr?

Dermed er der taget hul på en vigtig diskussion om forskelle og ligheder på mennesker og andre væsener, der handler.

Beslægtet med "handling", er - når det gælder mennesker - således det at vælge; hvordan man vælger; hvorfor man har grund (på engelsk "reason") til at vælge - og til at handle (jævnfør Mises begreb om "felt uneasyness", det vil sige "oplevet ubehag") ; samt hvordan, om - og hvorledes - man er i stand til at vælge. Dette fører til en diskussion og konstatering af den fri vilje.

Ovenstående spørgsmål handler vel mærke om processer, og ikke om tilstande; hvilket blandt andet er forklaringen på, hvorfor Mises var blandt de økonomer, der fokuserede på entreprenørens rolle i - og for - markedsøkonomien. På samme måde førte udgangspunktet samtidig Mises til en kritik af den megen anvendelse af matematik og statistik (fokus på tilstande) i ikke mindst vor tids økonomiundervisning; jævnfør citatet i interviewet, der handler om at "man ikke har statistik om fremtiden".

Interviewet kommer samtidig ind på en række diskussioner om meningsforskelle mellem Ludwig von Mises og så forfatterfilosoffen Ayn Rand, som Mises ifølge Greaves omtalte som "one of the great men of the century". Uenigheden mellem Mises og Rand handlede blandt andet om moral, hvilket ifølge Mises overordnet set var "det der fremmer samarbejde mellem mennesker".

Rand indfaldsvinkel til moral var en anden, men de to var imidlertid grundlæggende enige om, at kun handlinger baseret på frivillighed kunne forsvares som værende moralske (Jævnfør Ayn Rands "the moral is the chosen").

Såvel Mises som Rand var dermed enige om, at kapitalisme netop er moralsk - ifølge Rand og Mises eftersom, der er tale om et system baseret på frivillighed; og - i det mindste ifølge Rand - eftersom frivillighed er forudsætningen for, at noget kan siges at være moralsk.

For Mises og Rand måtte statens eneste opgave derfor være at beskytte - og ikke modarbejde - det frivillige samarbejde, og den frivillige arbejdsdeling.

Ovenstående synspunkt fører interviewet til en diskussion af Ludwig von Mises uenighed med nogle af hans efterfølgere, herunder Murray Rothbard og Lew Rockwell i synet på den såkaldte "anarkokapitalisme" (groft sagt et marked uden en statslig ramme), hvilket var en 'isme Mises personligt (sammen med Rand) tog afstand fra.

Mises forudså i øvrigt de socialistiske regimers kollaps; - og har i øvrigt - ud over at være forfatter til hovedværket Human Action, og som interviewet (mindre vigtigt) afslører, været inspirationskilde til en - tegning. Se hvilken her:

Bettina Bien Greaves - "Ludwig Von Mises' most loyal student", talks about the great man's life and work (interviewet er i to dele)

Mere om Bettina Bien Greaves på mises.org

En flok studerende fra Culumbia University har produceret en musikvideo [wmv; 28mb] over det det gamle Police hit, Every breath you take som en kritik af USA's nationalbank, the FED - og særligt til dens nyudnævnte formand Ben Bernanke, der fik stillingen i stedet for Columbia University's dekan, Glenn Hubbard.

Men videoen handler ikke bare om studerenes sårede følelser på vegne af deres dekan. Prøv at hør de første linier i sangen:

Every breath you take
Every change of rate
Jobs you don't create
While we still stagflate
I'll be watching you

Ha ha. Den er lige på kornet. Og hvis du vil se mere, så prøv denne FED-kristiske dokumentar fra Mises Institute, med titlen Money, Banking, and the Federal Reserve.

Og hvis du vil læse mere, er der altid Rothbard's The Case a Genuine Gold Dollar.