"Ifølge deres egne udsagn, har den gennemsnitlige fattige [amerikaner] tilstrækkelige midler til at varetage alle essentielle behov samt til at opnå lægebehandling for familiemedlemmerne i løbet af året, når behovet er der", lyder det fra Heritage [Foundation].

USA's fattige sulter således ikke. Men det gør imidlertid 925 millioner mennesker i de ikke-industrialiserede lande, som ifølge "The World Food Programme" ikke får tilstrækkeligt med mad til at kunne leve et normalt og aktivt liv. På organisationens hjemmeside: www.wfp.org optræder USA således heller ikke over de 72 lande i verden, hvor sulten ifølge WFP hersker. Det gør i stedet 41 lande i Afrika, 8 lande i Syd- og Mellemamerika; 18 lande i Asien og 5 lande i Mellemøsten.

Læs mere om USA's fattige her:

http://www.180grader.dk/Udland/taenketank-usas-fattige-lever-relativt-godt

Læs mere om fattigdom i ikke-industrialiserede eller ikke-kapitalistiske lande her:
http://www.wfp.org

Læs om sammenhængen mellem velstand og frihed her:
http://www.heritage.org/Multimedia/InfoGraphic/Prosperity-linked-to-economic-freedom

Den 31. marts i år lancerede den norske forfatter og politiske debattør Onar Åm ”The Free State Initiative”. Indtil videre består projektet af en hjemmeside på adressen http://freestateinitiative.org.

Målsætningen med projektet er at tilskynde til dannelsen af minimal-stater baseret på en udbredt grad af respekt for den private ejendomsret, og hvor individet sikres de bedst mulige betingelser for at skabe velstand.

Læs mere:

http://www.180grader.dk/Udland/norsk-liberalist-vil-skabe-fristat-i-afrika-1

We already know that costly foreign-aid schemes don’t do much good--and if you need a refresher course on that grim subject, read the new book “Dead Aid” by Zambian native Dambisa Moyo. The alternative to aid is trade, which has the effect of strengthening economies for both consumers and producers. People who live in poverty are far more likely to deplete natural resources, if only because they feel a deeper sense of desperation. For a person whose family is hungry, an acre of rainforest is a logging opportunity. For a person whose material position is more secure, an acre of rainforest may well be something to preserve and protect. Because of this, tying developing countries to the global economy, and allowing them access to wealthy markets in North America, Europe, and Japan, is a key to long-term environmental sustainability. -- Dean Kleckner

See also www.eco-imperialism.com

The [African] continent’s problems are complex. They include everything from rotten political leadership to the HIV/AIDS epidemic. The devastating inability to produce enough food, however, lies at the heart of the crisis. The solution isn’t to keep out promising agricultural technologies, even though this is precisely what a lot of non-governmental organizations now demand. Scandalously, many of them encourage African nations to turn away from proven farming practices in favor of “indigenous” techniques (meaning they are primitive). “In effect, rich outsiders are telling African farmers it will be just as well for them to remain poor,” writes [Robert] Paarlberg. The European Union should take a special interest in Africa’s problems for reasons of geographic proximity and colonial history. Yet the EU merely makes matters worse. Its own rejection of agricultural biotechnology has compelled many African countries to do the same. -- Dean Kleckner.

http://s-espersen.blogspot.com/search/label/EU

I en tidligere postering blev der ved hjælp af økonom George Reisman gjort opmærksom på, at forudsætningen for velstandsskabelse i markedsøkonomien er ulighed; eller rettere muligheden for, at der kan opstå uligheder er en forudsætning for velstandsskabelse. Og i virkeligheden er ulighed i praksis også uundgåeligt.

Årsagen angivet til dette var, at markedsøkonomien forudsætter valgfrihed for såvel forbrugere som producenter, og at de daglige valg således fører til konstante forandringer, der stiller nogle mere lige og andre mere ulige. De forandringer leder så blandt meget andet til at de mest effektive virksomheder vokser sig større og de mindre effektive virksomheder taber markedsandele og eventuelt helt forsvinder – jævnfør det som økonomen Schumpeter kalder for ”kreativ destruktion”. (Pointen var også at den samlede velstandsskabelse øges i processen - til gavn for selv de mindst effektive).

Varerne som der tilbydes indenfor et bestemt område (eksempelvis mælkeproduktion) er således ikke ens, og enhver forbedring stiller dermed også det gamle produkt ulige. Mulighederne for at der kan opstå ulighed (at man kan profitere af sin produktforbedring), er dermed også en forudsætning for at produkterne forbedres i første omgang. Tilsvarende er mulighederne for, at man kan profitere af at dygtiggøre sig (og at der så kan opstå andre økonomiske uligheder) også en forudsætning for at man i praksis begynder på at gøre dette.

En anden måde at forstå ulighedens uomgængelighed i markedsøkonomien er ved at indse, at vi udveksler varer (i praksis penge mod varer) som følge af et ulige syn på værdien af varer; og at disse ulige - såkaldt subjektive - indstillinger i vid udstrækning også handler om objektive uligheder i placeringer i markedsøkonomien. Tilsvarende er det også her vigtigt at forstå, at man ikke kan fjerne disse uligheder i praksis: Ethvert menneskes placering i tid, rum og kontekst er enestående. Derfor er ethvert menneskes præferencer enestående. Det eneste man kan gøre, hvis man prøver at forhindre ulighed, er derfor blot, at man skaber fattigdom ved at forhindre samhandel. Med politisk ulighedsbekæmpelse forhindrer man udelukkende, at uligheden i forudsætninger, præferencer, behov, interesser og så videre kan føre til noget positivt. Man sætter ikke med politikken noget positivt i stedet.

Uligheden i samhandel som følge af præferencer beskriver Murray Rothbard således:

"[The] equation of exchange is built up by [Irving] Fisher in the following way: First, consider an individual exchange transaction—Smith buys 10 pounds of sugar for 7 cents a pound. An exchange has been made, Smith giving up 70 cents to Jones, and Jones transferring 10 pounds of sugar to Smith. From this fact Fisher somehow deduces that “10 pounds of sugar have been regarded as equal to 70 cents, and this fact may be expressed thus: 70 cents = 10 pounds multiplied by 7 cents a pound.” This off-hand assumption of equality is not self-evident, as Fisher apparently assumes, but a tangle of fallacy and irrelevance.

Who has “regarded” the 10 pounds of sugar as equal to the 70 cents? Certainly not Smith, the buyer of the sugar. He bought the sugar precisely because he considered the two quantities as unequal in value; to him the value of the sugar was greater than the value of the 70 cents, and that is why he made the exchange. On the other hand, Jones, the seller of the sugar, made the exchange precisely because the values of the two goods were unequal in the opposite direction, i.e., he valued the 70 cents more than he did the sugar. There is thus never any equality of values on the part of the two participants. The assumption that an exchange presumes some sort of equality has been a delusion of economic theory since Aristotle, and it is sur­prising that Fisher, an exponent of the subjective theory of value in many respects, fell into the ancient trap. There is certainly no equality of values between two goods exchanged or, as in this case, between the money and the good. Is there an equality in anything else, and can Fisher’s doctrine be salvaged by finding such an equality? Obviously not; there is no equality in weight, length, or any other magnitude".

http://mises.org/rothbard/mes/chap11d.asp#13._Fallacy_Equation_of_Exchange

Det eneste som ulighedsbekæmpere opnår, er dermed udelukkende at kvæle samhandel, initiativ og dermed muligheden for, at man kan tilfredsstille sine behov. Men under ingen omstændigheder vil man på nogen positiv måde kunne afskaffe uligheden, eftersom den dels baserer sig på et psykologisk faktum (individers forskellige præferencer) samt på fysiske og lige så uomgængelige omstændigheder (i kraft af individers unikke placering i tid og rum).

- Det kan i øvrigt nævnes at omtalte lighedstegn nævnt i citatet og Fishers fejlslutninger (læs eventuelt resten af teksten via linket) er det som man underviste i på Statskundskab i Århus i 1990’erne, og at man som følge af statsmonopoliseringen sandsynligvis også gør det den dag i dag.

Tilsvarende har man indenfor International Politik talt meget om "ulige bytte" i relation til samhandel med den tredje verden. Men da alle bytterelationer - jævnfør ovenstående - er ulige, eftersom man regner det man får for en forbedring for en selv - i forhold til det man giver, så er hele diskussionen om ulige bytte således meningsløs. I den tredie verden køber man varer fra Vesten af den samme grund som vi andre handler med hinanden: Der er tale om en positiv mulighed, man benytter sig af - sålænge politikere ikke har held til at forhindre disse muligheder.

Hvem er det, der er ekstrem i klimaspørgsmål? Er det dem, som forvolder skade på andre mennesker gennem deres ødelæggende politik? Eller er det dem, som beskriver de negative konsekvenser, som følger af førstnævnte politik?

Takket være et sammenfald af flere negative og markedsskadelige politiske initiativer kan man nu, allerede tre år efter at Copenhagen Institute begyndte at advare om de negative konsekvenser af klimapolitikken, iagttage disse i virkeligheden.

Imidlertid kan man være ret sikker på, at de miljøekstremister som har magten i dag vil fortsætte ud af samme spor, mens de vil kalde deres destruktive politik for moderat; og mens de vil hævde at de med deres sultskabende adfærd på en eller anden måde bidrager til at frelse verden.

Konsekvenser i Danmark: Største prisstigninger på mad i 24 år
(I andre lande rammes man naturligvis langt hårdere af klimapolitikken end vi gør det herhjemme, se link i billede nedenfor).

Aktuel kommentar: Grøn skade

Mere af det samme: Global warming tax hikes heading your way
Deficient computer models drive policies that destroy jobs, profits and family budgets by Paul Driessen

Den nye rapport [fra Verdensbanken] vurderer, at den stigende produktion af bioetanol har fået de globale fødevarepriser til at stige 75 pct., og dermed er hovedårsagen til den globale fødevarekrise. Børsen.

Rapport: Biobrændstof skyld i 30 mio. fattige - Børsen

World Bank: rocketing food prices have put fight against poverty back 7 years - The Guardian

Besøg Kyoto Kritik.

Omfanget af land afsat til dyrkning af opium i Afghanistan voksede med 17 procent i 2006, ifølge Jacob Sullum og hans kommentar "America's Taliban-Support Program". Sullum er redaktør af Reason Magazine.

Gavnlige vejrforhold betød endvidere, at den anslåede samlede produktion af opium i Afghanistan voksede med 34 procent. (Så påstanden om at klimaforandringer nødvendigvis skader fattigere lande må i samme åndedrag afvises.)

Sullum hævder, at USA's narkobekæmpelses-politik i praksis modarbejder krigen mod terrorisme.

I selve artiklen uddybes ikke helt klart hvordan det sidste er tilfældet. Men budskabet er blandt andet, at politikken med kriminalisering og udbudsbekæmpelse gør de narkoproducerende landes regeringer økonomisk afhængige af, at holde krigen mod narkotika i live. Det vil sige, at man med politikken skaber en situation, hvor man bidrager til at svage stater bruger stadigt mere tid på intern krigsførsel imod noget, som Sullum formodentlig mener ikke burde være blevet kriminaliseret. (Det sidste fremgår ikke af artiklen.)

Redaktøren nævner således Columbia, som et eksempel på hvordan man nu efter flere årtier ikke har kunnet bekæmpe narkoproduktionen via kriminalisering og krigsførsel, - blandt andet eftersom der ikke kræves ret store områder før en sådan produktion bliver særdeles givtig for producenterne.

Colombia, which still supplies about 90 percent of America’s illicit cocaine, has been helping to train Afghan police in anti-drug tactics, and Gen. Peter Pace, chairman of the Joint Chiefs of Staff, says it provides “a good model” for Afghanistan, afslutter Sullum således tørt. Læs mere her

I kraft af en legalisering er der da tilsvarende ingen tvivl om, at gevinsterne for den enkelte producent ville falde mærkbart; at de som producerede opium i mindre grad ville bruge penge til krigsførelse og i stedet mere til reinvestering i deres virksomhed og produktudvikling; samt at de terrorister og islamister (som ønsker at omstyrte frie samfund) og som jo skal bekæmpes, ville blive nødt til at lede efter andre finansieringsmetoder. Så en legalisering ville efter al sandsynlighed komme såvel USA og Europa - men også det afghanske og colombianske civilsamfund - til gavn.

At mennesker ønsker at ødelægge sig selv ved at være narkomaner er i øvrigt også deres egen sag, så længe de ikke skader andre.

Og at tro at en legalisering ville være skadeligt for ”sammenhængskraften” eller civilisation er omvendt forkert: Har man som fornuftsmenneske stiftet bekendtskab med narkomaner, indser man lynhurtigt at der intet tiltrækkende er forbundet med den sygelige vanedannelse, som hele narkomanens liv kredser om.

Den nuværende politik med kriminalisering ”til befolkningens eget bedste” er dermed også et eksempel på den manglende tillid som vor tids politikere indenfor så mange områder afspejler ved deres formynderiske politik. Når politikkerne slår fejl, ender konklusionen desværre som oftest med, at man eskalerer den samme politik og udbreder den til nye områder.

I sammenhængen må det derfor også nævnes, at de rigeste og mest produktive lande netop også er de hvor adgangen til forskellige stimulanser er allerstørst i modsætning til fattige lande eller religiøst fundamentalistiske, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til ret mange typer af stimulanser, men hvor man alligevel enten udvikler en sygelig angst for sådanne stimulanser eller hvor større dele af befolkningen sætter deres økonomiske fremtid over styr i forbruget af de stimulanser, der findes.

Friheden betyder således netop ikke, at borgernes kaster sig ud i den ene selvdestruktive rus efter den anden. Friheden, indser de fleste, giver netop mulighed for at gøre mange flere ting i livet, end hvad man kunne uden friheden og velstanden. Det er netop ufrihed og undertrykkelse, der fører til en flugt ind i rusmidlernes verden (som i øvrigt er et alternativ til flugt ind i religionernes verden).

Dette bør man derfor tænke over næste gang, man finder endnu en tom sæk med Khat et sted i hovedstaden importeret fra et sted i Afrika: Det er netop ufrihed og fattigdom, som flere bruger som anledning til at friste en tilværelse som narkoman. (Men det er vel at mærke stadigvæk et valg som disse selv træffer).

I rige, frie og oplyste samfund vil narkomani derimod altid være en undtagelse. Jævnfør Statsministerens åbningstale må man derfor konkludere, at det var ærgerligt at der blev talt så meget om bistand til disse ufrie lande, og så lidt om vigtigheden af økonomisk frihed og frihandel. (Det er i øvrigt også på tide, at Grønland bliver frit).

Kofi Bentil: Few people in Africa would get to see Al Gore and his troupe of rock-star ecologists strutting their stuff last weekend - because most have neither television nor electricity. That's just as well, because they would be aghast at LiveEarth's bizarre message. In Africa, we have much more serious things to worry about than climate change. Indeed, if they achieve their objective, the concerts will have done harm to the people of Africa...

- Read why in Al Gore's LiveEarth vs Africa in the Namibian Newspaper Online(from today).

Besøg Kyoto Kritik.

Over 2 billion of the Earth’s citizens – including 95% of Africans – still do not have electricity. That means no lights, refrigerators, stoves, radios, televisions or computers; no modern homes, hospitals, schools, offices or factories. Instead, people breathe polluted smoke from wood and dung fires, and die by the millions from lung diseases.

“You cannot have modern, healthy, industrialized societies. Your only option is piddling amounts of expensive, unreliable electricity from wind and solar. To safeguard the world from speculative risks that we are concerned about, you must endure life-threatening dangers that perpetuate poverty, disease and childhood death in your destitute nations.” [egen fremhævelse]

Læs mere i - The real climate change catastrophe af Paul Driessen.

Besøg Kyoto Kritik.

Free Market incentives are spectacularly changing lives and entire economies over much of the world. In the last 25 years, hundreds of millions of people-- 400 million in China alone-- have climbed out of the dire poverty of living on less than $1 per day. It is the largest movement out of poverty in human history.

However, when given the incentives and the tools, these people are proving they can apply their free choice, intelligence, imagination and spirit to dramatically advance their well-being and that of their families and communities. ...

Read more here.