Robert Mugabe, Zimbabwes diktator, modtages ifølge svenske Dick Erixon med åbne arme af EU's beslutningstagere. Mugabe har som Erixon beskriver det forvandlet Afrikas kornkammer til en ørken, hvor mennesker sulter og tvinges til at æde rotter.

Gang på gang er det dokumenteret, hvordan Mugabe bruger de allermest brutale gangstermetoder til at fastholde magten og købe politiske klienter. Alligevel er Mugabe inviteret med til et EU-topmøde med andre afrikanske lande i december. Et lyspunkt er, at den britiske regeringschef Gordon Brown boykotter mødet.

Meget tyder på at man i EU har den samme ligegyldige indstilling overfor forskellen på frihed og ufrihed, som man har i FN.

På Kommunikationsforum er der bragt en kommentar fra Filip Ulrichsen, der er henholdvis officer og journalist i anledning af posteringen fra i går med titlen Freedom and the ability to cope with changes in the environment .

Ulrichsen skriver blandt andet at:

Hvis menneskets ressourcer fremover skal gå til at opretholde status quo i naturen, vil det bliver dyrt og tidskrævende at dømme efter den geografiske variation, som oversvømmelser, jordskælv vulkanudbrud, jordskred, laviner og alle mulige andre helt naturlige "katastrofer" igennem historien har afstedkommet.

Måske skulle man i stedet overveje at bremse befolkningseksplosionen i den tredje verden, men der synes ikke at være den store fokus på den slags politisk ukorrekte løsninger ...

Desværre lykkedes det ikke at lægge et svar på Kommunikationsforum, p.g.a. af tekniske problemer. Derfor bringes et svar vedrørende venstrefløjen og frygten for overbefolkning her (Debatten er åben underneden de næste par dage):

- Årsagen til at nogle lande præges af hungersnød, sult og fattigdom skyldes, jævnfør det du selv skriver, forskelle på økonomiske systemer.

Der var en gang, hvor man på venstrefløjen var opmærksomme på disse forskelle - og så anbefalede man vel at mærke det forkerte system, det vil sige planøkonomi (d.v.s. realiseret økonomisk socialisme, som aldrig er blevet fuldt realiseret nogle steder men som er blevet tilstræbt - og bliver det den dag i dag i eksempelvis Nordkorea, netop med hungersnød til følge).

I dag anbefaler man, hvad angår økonomi vel at mærke ikke noget andet fra venstrefløjens side (og jævnfør stigende skatter bevæger vi os langsomt i retning af en socialisering af økonomien - netop eftersom venstrefløjen stadigvæk tror på at man kan styre økonomien fra oven).

I stedet lader man som om måden, man indretter sin økonomi på bare ikke betyder noget (eller næsten ingenting). Og i stedet fokuserer man så på eksempelvis klimaforandringer. Man opererer altså med "alt andet lige", hvor det angiveligt er lige meget om lever i et samfund, hvor det lader sig gøre at producere og handle i frihed - eller ikke. Og når man ignorerer centrale og afgørende fænomener, så må man tilsvarende på samme tid i stedet kaste sig over ligegyldige spørgsmål, såsom om det bliver varmere og koldere.

En helt grundlæggende og simpel forklaring på dette er, at man blot ikke vil anerkende, hvor stor en positiv rolle markedsøkonomien har betydet.

Venstrefløjen har simpelthen et fornægtelsesproblem i den henseende.

Og eftersom venstrefløjen også har politisk magt - i FN og i en række europæiske stater - så har denne fornægtelse af forskelle på om man er del af den globale økonomi eller ikke, også meget konkrete konsekvenser for eksempelvis lande i Afrika.

Det betyder så eksempelvis, at mennesker, som Al Gore rejser rundt og viser billeder af Killmanjaro (med og uden is) for en venstrefløj, der strengt taget er ligeglad med økonomiske forskelle; og som derfor ikke kan se en sammenhæng mellem plyndinger og lovløshed i Zimbabawe og store dele af Afrika, og så den sult og elendighed, der præger kontinentet.

Men tænk hvis vi i Norden og Danmark havde borgerkrig og rockerkrige på nationalt plan, samt udpræget manglende respekt for alle de rettigheder, vi tager for givet: Ytringsfrihed, tale, tænke, tros- frihed - samt respekt for ejendomsretten. Og tænk så også, hvis amerikanske millionærer (hvad enten de har tjent deres penge på transport, IT, eller politik) rejste rundt i verden, samt afholdt koncerter, hvor man påstulerede, at det der betød mest for, at man var fattig og sultede var en gennemsnitlig global opvarmning på 0,006 grader celsius om året!

Også i Danmark findes der således politikere og journalister, der tillægger sådanne forandringer den allerstørste betydning, og tilsvarende ikke længere derfor beskæftiger sig med de samfundsmæssige institutioner, der udgør et retssamfund og altså også fundamentet for en sund økonomi, hvilket netop er forudsætninger der ikke eksisterer i en række "udviklingslande". Sådanne personer er også medlemmer af Folketinget, og bliver taget seriøst. Nogle af dem er endda ministre.

- Mit gæt er i øvrigt, at man efter at have forkastet interessen for forskelle på økonomi, og nu har vendt sig mod klimaforandringer, så efterfølgende vil vende sig imod mere rendyrkede former for religiøsitet. (Madonna har dog allerede vist hvordan man kan kombinere sidstnævnte).

Venstrefløjen har så også støvet Thomas Maltus af til lejligheden, som netop ikke tog højde for om forudsætningerne for produktivitet og velstandsskabelse indenfor et givet territorium var opfyldt eller ej.

Man kan læse mere om Malthus her (jf. frygten for overbefolkning)

http://www.coin.dk/blogs/index.php?cat=185

I kommentaren Korruption, omfordeling og konfiskation fra den 16. april, der handlede om FN og EU skrev undertegnede følgende som en afslutning på fremhævelsen af nogle fællestræk ved institutioner uden folkelig kontrol - og hvor man ikke respekterer den private ejendomsret - følgende:

Bemærk underoverskriften!

----------------------------------------------------------------------
I Zimbabwe har man realiseret FN’s foretrukne politikker

Afslutningsvist skal gives et bidrag til forklaringen på hvorfor det man med rimelighed kan kalde FN’s og EU’s politik, det vil sige: destruktion og omfordeling bliver accepteret. En vigtig del af svaret på dette er, at den værdi som omkring syv milliarder kan skabe er særdeles omfattende, og det som bureaukraterne og deres politiske ideologer kan ødelægge, det er derfor relativt begrænset i denne sammenhæng. - På det globale plan tager det derfor mange årtier at opdage hvor destruktiv en politik, der promoveres fra FN’s side. Men hvis man lod FN’s politikker gælde for et mere lokalt afgrænset område, ja så kunne kombinationen af økonomisk omfordeling og reduktion af økonomisk vækst (det vil sige gradvis destruktion) i stedet iagttages så klart, at man forstod skadeligheden desto hurtigere, og dermed desto bedre.

Hos organisationen Freedom House kan man som en lektie i omfordeling og destruktion som disse politiker bruges i målet om at sikre sig politisk opbakning (klientskabelse og afhængighed af staten eller en anden institution), således læse følgende uddrag fra en rapport om Zimbabwe:

Regeringens overtagelse af hvides farme, som begyndte i år 2000 gik forud for den Zimbabweanske økonomis kollaps, specielt hvad angår den kommercielt rettede landbrugssektor, der udgjorde størstedelen af landets eksport, adgangen til fremmed valuta og mængden af jobs. En stor del af de konfiskerede landområder er gået til ZANU-PF embedsmænd, Mugabe-loyalister og krigsveteraner uden kendskab til landbrug. Som et resultat af dette er landets BNP faldet med over 30 procent siden jordreformen begyndte, hvilket har bevirket at Zimabawe er blevet verdens hurtigst kollapsende økonomi. Arbejdsløsheden overstiger 70 procent og i september 2005 nåede inflationen op på 360 procent – en af verdens højeste… Kilde.

At FN i dag fokuserer på klimaforandringer også når det gælder Afrika, burde derfor være et vink med en vognstang, om at man nu satser på destruktion frem for omfordeling. Frihed til at producere har derimod for længe siden været noget, man har afskrevet. Når man læser aviser og ser fjernsyn, så er FN’s status som autoriseret ”godhedmaskine” derimod tilsyneladende intakt.

----------------------------------------------------------------------

- En måned senere har Zimbabwe vel at mærke fået formandsskabet for en kommission for bæredygtig udvikling. Og dette må vel siges at bevise at der med ovenstående ikke på nogen måde var tale om overdrivelse.

Zimbabwe viser dermed også, hvad man kan forvente sig på global skala, hvis FN skulle få mere magt, og blive grundlaget for dannelsen af en verdensregering.

Læs også Call It the U.N. Commission on Sustainable Dictatorships af Claudia Rosett

With Zimbabwe elected Friday to chair the United Nations Commission on Sustainable Development, we now have the latest poster-child for the usual U.N. Orwellian abuse of the noble mandate, glorious goals, and all those good things promised by the free world in concert with the U.S.S.R.’s Joseph Stalin back at the U.N. founding in 1945.

Let’s get real. Zimbabwe’s U.N. coup is not some extraordinary aberration, any more than the massive corruption under Oil-for-Food was due simply to some sort of unfortunate administrative fumbling at the top. This is how the U.N. works. This is how the U.N., as a grand collective, was, unfortunately, configured to work. This is how the U.N. — rolling in American money and support, but lacking any reasonable system of checks, balances, and accountability — will continue to work.

[...]

In recent years, we’ve seen the Human Rights Commission, chaired in 2003 by Libya, “reformed” into the current Human Rights Council — which spends even more time than its discredited predecessor doing nothing but condemning democratic Israel. We’ve seen peacekeepers raping the people they are supposed to protect, with each U.N. “zero tolerance” pronouncement followed by fresh scandal. We’ve seen Iran elected as a vice chair of the U.N. Disarmament Commission. North Korea currently serves on the executive boards of both UNICEF and the U.N. flagship agency, the U.N. Development Program, or UNDP... Læs mere her.

Besøg UN Watch.

FN, EU og mislykkede stater som Zimbabwe er præget af de samme dårligdomme, som bidrager til at ødelægge produktivitet og velstand. Når man iagttager den samme politik som kendetegner FN og EU på et mere lokalt plan, det vil sige på statsniveau eller for en enkelt virksomhed, kan man lettere forstå konsekvenserne. Uanset om det finder sted globalt, regionalt eller lokalt, så har omfordeling, selvmodsigende politikker samt direkte initiativer, der reducerer velstanden imidlertid de samme negative konsekvenser for den almindelige borger. Læs mere i dagens kommentar.

Vor tids største løgn er muligvis ikke at "Islam er fredens religion", men nok rettere påstanden om, at klimaforandringer er det helt centrale og altafgørende spørgsmål for fattige lande i Afrika.

Men i en verden hvor journalister loyalt viderebringer visionerne om fremtiden, som de præsenteres af lokale diktatorers gesandter i FN samt de fastansatte embedsmænd, der ønsker at opbygge en verdensregering, kan der på forunderlig vis opstå en form for synergi mellem naivister - journalister - og "realister", det vil sige magthaverne.

For kun lidt mere end 60 år siden havde man i Europa imidlertid konsekvenserne af hyperinflation inde på livet. I dag er man ved at omskrive historien, og så er der jo ingen grund til at interesse sig for tilsvarende fænomener, der gør en konkret forskel for almindelige mennesker i Afrika: det vil sige, at økonomien er stabil og at pengene ikke mister deres værdi fra dag til dag, fordi politikere lader seddelpressen løbe løbsk.

I Zimbabwe kan man nu iagtage, hvordan politiske indgreb lynhurtigt kan fjerne livsgrundlaget under befolkningen, sådan som primitive stammer tilsvarende har gjort det i mod hinanden i årtusinder uanset om gennemsnitstemperaturen var højere eller lavere end i dag:

If, as the Austrian theory states, money enters the economy at certain points, it is likely that a nation's stock market will become a prime beneficiary of any monetary expansion. Fresh money enters the economy first through banks and other financial entities who may invest it in shares, or lend it to others who buy shares. Thus stock prices rise relative to prices of things like food and clothes and will outperform as long as this monetary process is allowed to continue.

This is what we are seeing in Zimbabwe. With the country suffering from Mugabe's catastrophic policies, increasingly the only means for the government to fund itself has been money-supply growth. This has only exacerbated the economy's problems. The flood of new money that authorities have created has caused the existing value of money in circulation to plummet, i.e., the prices of all sorts of goods to explode, some rising more than others.

- Det skriver John Paul Koning i Zimbabwe: Best Performing Stock Market in 2007?

Artiklen foroven beskæftiger sig i øvrigt også med en påstuleret sammenhæng mellem stigende forbrug og stigende økonomisk vækst. Men i Zimbabwe skynder man sig i kraft af inflationen at forbruge med det samme. Man sparer ikke op. Man sparer ned. Det skyldes netop at staten i praksis tilskynder til forbrug ved at lade seddelpressen køre. Denne aktivitet fører imidlertid tydeligvis ikke til, at de produktive bliver motiverede til at producere mere; og det har åbenlyst samtidig ingen gavnlige effekter, hvad angår beskæftigelsen. Men i Danmark skriver en del erhvervs-journalister stadigvæk ud fra ideen om at "forbrug driver væksten". Mon konkrete eksempler på, at det ikke er tilfældet vil gøre en forskel, - eller må man nøjes med erkende, at keynesianisme er en trossag, hvor ingen gider undersøge sandhedsværdien af postulaterne?

Læs også dagens kommentar om keynesianisme og økologisme.

Søg på klimajournalistik.

Besøg Kyoto Kritik.

I et brev fra UN-Watch stilet til FN's menneskerettighedskommsion kan man blandt andet læse følgende:

In May, June and July of 2005, the government of President Robert Mugabe destroyed the shelter, livelihood, or both of an estimated 700,000 of Zimbabwe’s poorest and most vulnerable citizens, and forced many of them to relocate from urban to rural areas. The campaign was suspected to be retribution against urban voters for their support of the opposition in March parliamentary elections. It may also have been an attempt to influence future elections and lessen the risk of an anti-government uprising by forcibly dispersing the opposition’s urban base.

At the time, it was winter in the Southern hemisphere and Zimbabwe was facing a food crisis, the result of a combination of drought and the government’s economically-disastrous farm seizures. The campaign’s victims were already suffering from food shortages, soaring inflation, high unemployment, and an AIDS epidemic that is killing an estimated 3,000 Zimbabweans a week. Their government then compounded their misery: burning or bulldozing their homes, destroying their possessions; threatening, harassing and/or beating them; forcing them onto trucks and dumping them in rural areas without any basic services. The evictions and demolitions were carried out without due process or compensation and with excessive force, and resulted in a massive humanitarian crisis...

Zimbabwes regering har i følge brevet medlemskab i netop FN's menneskerettighedskommision...

Se også Verden ifølge FN

En af de mest fremhævede rapporter fra CEPOS fra undertegnedes side er en meget kort og koncis dokumentation for sammenhængen mellem stigende skatter og en voksende offentlig sektor, tilføjet et stigende antal borgere på overførselsindkomst, tilføjet et fald i andelen af privatansatte.

Men hvorfor står det så slemt til i Danmark med skattetrykket mere end det er tilfældet i andre lande (Sverige undtaget)? - Det er det store milliardkroners spørgsmål, som der fra Copenhagen Institutes side ikke desto mindre er svaret på flere gange, men hvor det overordnede svar nu lanceres på bloggen i anledning af den genopblussede skattedebat, herunder et tankevækkende interview med Henrik Quortrup i dagens udgave af Berlingske Tidende, hvor den tidligere spindoktor bedyrer at Fogh er parat til at ofre udsigterne til skattelettelser til fordel for udsigterne til nogle flere år ved magten.

Datamaterialet fra Cepos, men også Danmarkshistorien i almindelighed viser således, at Anders Fogh Rasmussen i vid udstrækning med sin uddannelsesmæssige baggrund er et barn af sin tid, det vil sige del af den nye og store akademikergeneration, der takket være en voksende "fælleskasse" blev sluppet ind i universiteternes hellige haller i 60'erne og 70'erne, - og som skabte et massivt pres på behovet for skabelsen af nye offentlige embeder.

Der var imidlertid samtidig tale om et "behov" for embeder, der kun kunne løses i kraft af en langt mere intens form for kollektivistisk problemidentifikation. - Og var der ikke nok problemer at pege på, så skabte man dem ved massivt at øge mængden af overførselsindkomster, jævnfør ovennævnte rapport.

Netop 1970'erne endte således med at blive et årti, hvor meget mere end normalt fik status at være enten farligt, og under alle omstændigheder et samfundsproblem og/eller samfundsanliggende. - De der voksede op i 1970'erne husker måske en pinlig sang med titlen Vi voksne kan også være bange. Sangen var vel at mærke ikke ment som en vittighed, men som en falliterklæring, hvilket netop måtte blive det personlige resultat af det, man dengang blev undervist i på universiteter og andre offentlige anstalter; og som var ideer der spredte sig via de allerede på det tidspunkt kollektiviserede medier.

De voksne i 1970'erne blev således mere bange og mere autoritetstro end nogensinde før. Og slet ikke overraskende blev mere stat svaret på frygten, hvad enten der var tale om miljøfrygten, den sociale frygt, krigsfrygten, u-landsfrygten, USA-frygten, kultur-frygten o.s.v. o.s.v.

At svaret på, hvorfor den offentlige sektor er vokset eksplosivt, og hvorfor der netop i Danmark og Sverige findes en velformuleret skatteglad akademisk elite hænger sammen med offentlig og "gratis" uddannelse, kan man i øvrigt også forvisse sig om, via nedenstående liste over de ti lande, det vil sige stater, i verden, der ifølge The Economist aktuelt bruger allermest på uddannelse (procent af BNP).

Disse er:

1) Zimbabwe 10,4
2) Lesotho 10,1
3) Yemen 10
4) Saudi Arabien 9,5
5) Botswana 8,6
6) Cuba 8,5
7) Danmark 8,2
8) Namibia 8,1
9) Sverige 7,8, og
10) Estland 7,5

• Kilde: The Economist – Pocket world in figures 2003

Læs mere her:

Vejen til dårlige studievalg er brolagt med statsstøtte

Uddannelse til embedsjagt

Atilla på skoleskemaet

Den enevældige undersøgende klasse

Hvem tager ansvar for uddannelsen?

Uddannelse er inflation

Fra 2003 til 2006 er der indsamlet data om FN's menneskerettighedssystems kritiske udtalelser om bestemte lande.

I perioden blev Australien kritiseret lige så ofte som Nordkorea. Begge lande befinder sig dog langt nede på listen på en delt 44. plads.

Sydkorea (64. plads) er retfærdigvis placeret lavere end Nordkorea. Det kan imidlertid undre at den frie del af Korea kritiseres langt mere end det lukkede Bhutan (74. plads) (men måske er der forbud mod at undersøge, hvordan det står til); og at forholdene i Sydkorea, bedømt på påtale, angiveligt er sammenlignelige med hvad, der finder sted i det forholdsvist utrygge Jamaica, eller for den sags skyld Bahrain (der begge deler 64. pladsen med Sydkorea).

Tilsyneladende er det værre at bo i USA (5.plads) eller Israel (1. plads), end det er at befinde sig i Afghanistan (6. plads), Kina (12. plads), Iran (19. plads) eller Georgien (32. plads).

I Storbritannien (20. plads) kan man glæde sig over (lige akkurat) - ifølge FN-systemet - at være mere attraktiv end Iran, men dog mere undertrykkende - altså i følge FN - end Haiti (22. plads), Pakistan (23. plads) eller Saudi Arabien (31. plads).

- Hvorfor mon der ikke er flere briter, der flygter til disse lande, eller for den sags skyld til Tyrkiet, der er at finde på en 26. plads, og dermed kritiseres oftere end Saudi Arabien? (Det må vist siges at være et argument imod tyrkisk EU-medlemskab...).

Syrien finder man på en 37. plads. Mens Frankrig er at finde på 39. pladsen.

Måske husker læseren en række historier om forholdene i Zimbabwe (30. plads) under Mugabe, om statsdirigerede plyndinger, overfald, censur og tortur. Landet har imidlertid kun fået påtale 54 gange, der kan sammenlignes med eksempelvis Indiens 92 gange (der giver Indien en 9. plads på listen).

Jordan blev kritiseret lige så ofte som Schweiz (delt 60. plads).

Spanien (44. plads) blev kritiseret oftere end kommunistiske Vietnam (45. plads).

Og Grækenland (52. plads) oftere end Ukraine (55. plads).

I Botswana, Bulgarien, Namibia, Danmark og Sverige kan man glæde sig over en delt 67. plads...

Se Human Rights Actions. Og besøg EYE on the UN

Tre alternative landelister (herunder fra Freedom House) findes i kommentaren Frihed, velstand, civilisation (nederst)

The Economists liste fra 2003 over hvilket land, der procentuelt brugte mest på offentlig uddannelse ser sådan ud:

1) Zimbabwe 10,4

2) Lesotho 10,1

3) Yemen 10

4) Saudi Arabien 9,5

5) Botswana 8,6

6) Cuba 8,5

7) Danmark 8,2

8) Namibia 8,1

9) Sverige 7,8, og

10) Estland 7,5

• Fra The Economist – Pocket world in figures 2003

- Så hvad lærte man det år i Zimbabwe? Mon nogle turde nævne ideer vedrørende den private ejendomsret? Hvad med ytringsfrihed? Blev der sagt noget om principper vedrørende magtens tredeling? Eller om at respektere de produktive i samfundet? Hvad med de tanker, der drejer sig om det fornuftige ved en begrænset statsmagt? Det er tvivlsomt.

Det er derimod helt sikkert, at socialistiske ideer om at overtage produktionsmidlerne , i et eller andet omfang er blevet luftet, men også at uddannelse er blevet præsenteret som en rettighed staten giver; hvad den som bekendt gør ved at tage fra andre.

Ideen om gratis uddannelse som en menneskerettighed præsenteres man som bekendt også for i Danmark. Den er del af statens kanon. Og så undrer man sig bagefter over uddannelsesniveauet, indholdet og den politiske adfærd, der følger...

Læs mere her:

Atilla på skoleskemaet
http://www.coin.dk/default.asp?aid=416

Hvem tager ansvar for uddannelsen?
http://www.coin.dk/default.asp?aid=392