På et valgmøde den 9. september forklarede Nick Hækkerup, der er næstformand i Socialdemokratiet hans syn på forskellen mellem S og SF, og om hans forundring over Enhedslistens stigende populartitet og pressens ifølge ham overfladiske behandling af Christiansborgs mest venstreorienterede parti:

Om Enhedslisten:
"Det er fantastisk, at Enhedslisten kan få den tilslutning, som de har fået, uden at der er nogle der på noget tidspunkt har spurgt dem, hvad de mener politisk. Og når der er nogen der begynder at aflæse dem en politisk holdning, så vil den kurve vende. Tro mig. For her snakker vi om et regulært gammelkommunistisk parti i den egentlige forstand."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/topsocialdemokrat-advarer-mod-at-stemme-paa-enhedslisten

Om forskellen på S og SF:
"Den egentlige forskel på socialdemokratiet og SF er, at Socialdemokratiet bærer på en tradition for at ville magten. Vi er ikke i politik fordi vi klæder os varmt på, og er gode mod dyr. Vi er i politik fordi vi vil bestemme. Vi vil bestemme, hvor skabet skal stå. Det koster kompromisser, og at man må give sig. Det koster alle de ting, som er ubehagelige i politik. Den pris betaler vi hele vejen, og vi betaler den hele tiden. For vi vil bare bestemme. Sådan har SF'erne det ikke."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/roed-vaekst-uden-velstand-paa-valgbar-med-bertel-haarder-nick-haekkerup-og-uffe-elbaek

HISTORIEN HAR FÅET OMTALE I FLERE MEDIER:

Information - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Politiken: S-toppen: Enhedslisten er et gammelkommunistisk parti

Jyllands-Posten - Hækkerup: Enhedslisten er gammelkommunister

Fyens Stiftstidende - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordjyske.dk -- S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordvestnyt - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Børsen - S: Enhedslisten er gammelkommunister

TV2Lorry - EL: Intet problem med kommunistisk fortid

When it is said that everyone should live primarily for others, what is the specific course to be pursued? Is each person to do exactly what any other person wants him to do, without limits or reservations?, and only what others want him to do? What if various persons make conflicting demands? The scheme is impracticable. Perhaps then he is to do only what is actually "good" for others. But will those others know what is good for them? No, that is ruled out by the same difficulty. Then shall A do what he thinks is good for B, and B do what he thinks is good for A? Or shall A accept only what he thinks is good for B, and vice versa? But that is absurd. Of course what the humanitarian actually proposes is that he shall do what he thinks is good for everybody. It is at this point that the humanitarian sets up the guillotine.
What kind of world does the humanitarian contemplate as affording him full scope? It could only be a world filled with breadlines and hospitals, in which nobody retained the natural power of a human being to help himself or to resist having things done to him. And that is precisely the world that the humanitarian arranges when he gets his way. (pp. 241)

THE GOD OF THE MACHINE BY ISABEL PATERSON
http://mises.org/books/godofmachine.pdf

German author Torsten Mann in his recently published book “Red Lies in Green Clothes” demonstrates that Mikhail Gorbachev’s “Perestroika”, the demolition of the Berlin Wall and the collapse of the Soviet economy don’t indicate Gorbachev’s acceptance of the victory of Western ideas over collectivism. In reality his long-term commitment has been to Communism [...] Mann shows that Mikhail Gorbachev never changed his communist convictions. He simply replaced Stalinist terror methods by a charming offensive that was launched in February 1986 with the 27th congress of the U.S.S.R.’s Communist Party. In 1987 Gorbachev wrote in a book published in several languages: “In October 1917 we have definitely broken with the old world. We are approaching a new world, the communist world. We will never leave this road.” - Now it is simply painted green.

http://cfact.eu/2009/11/09/gorbachev-the-apocalypse-trumpeter/

Mere:

Er kommunisme bæredygtig?

Drivhusgasudledelses-tilladelseshandelsordning...

http://www.coin.dk/kyoto/

Statsministeren har ifølge 180grader.dk tralvlt med at male sig selv grøn op til dette års klimacirkus i København: Ordet "grøn" i forskellige afskygninger er blevet statsminister Anders Fogh Rasmussens nye yndlingsord, skriver politiken.dk. I sin nytårstale i går aftes brugte Fogh således "grøn" otte gange, "grønne" fire gange og "grønt" én gang. Dertil kom ordet "miljø", som han brugte to gange. Statsministeren vil som bekendt også have befolkningen til at sluge dyngen af socialdemokratisk orienterede dokumenter, der flyder fra EU, og som man - alt efter stemninger og strategi - kalder for forfatning, traktat(er) og/eller forfatningstraktat(er).

Heldigvis findes der en modvægt til denne magtfikserede levebrødspoltiker i Tjekkiet:

Fra Information: Václav Klaus priste [ved et besøg i Irland] Declan Ganley [Ganley er grundlægger af Libertas, en organisation, der arbejdede aktivt for nej'et i forsommerens folkeafstemning om Lissabon-traktaten.], som han sammenlignede med tjekkiske systemkritikere, der bekæmpede kommunismen. - Samt fra anden artikel i Information: Udover sin EU-skepsis har Vaclav Klaus også åbent erklæret, at han ikke tror på, at verden har et alvorligt klimaproblem, og har sværget, at han ikke vil ratificere Lissabon-traktaten, som i øjeblikket behandles af Tjekkiets højesteret, og som sidst på året skal have en underskrift af både parlamentet og præsidenten.

http://s-espersen.blogspot.com/search/label/EU

Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse

Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.

I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).

Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".

Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.

Journalisten Richard Miniter interviewer Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose i Washington om kultursammenstødet mellem undertrykkende religion og tradition på den ene side - og så frihedens Europa på den anden, - set i lyset af de tegninger som Flemming Rose og Jyllands-Posten bragte af muslimernes profet Muhammed i 2005. - Rose indleder med at påpege, at han så klare paralleller mellem sine oplevelser først i 1980'erne som korrespondent i Sovjet-rusland, og så det ønske om censur og forbud mod kritik eller fornærmende ytringer mod religion, som han har iagttaget vinder frem i Europa i vor tid. Hensigten bag tegningerne var ifølge Rose, at reducere truslen fra de som ønsker politisk undertrykkelse. Dette skulle gøres ved at man i praksis gjorde brug af ytringsfriheden; sådan at truslen blev fortyndet, i kraft af at flere brugte deres ytringsfrihed, der hvor nogle følte sig fornærmet; og altså netop på en sådan måde, som det er tilladt i vores del af verden men forbudt i store dele af ikke mindst Mellemøsten.

Læs mere i Richard Miniter interviewer Flemming Rose
http://s-espersen.blogspot.com/2007/11/richard-miniter-interviewer-flemming.html

Filosofi-underviser Tibor Machan har været i Armenien for at undervise den nye generation i den klassiske liberalismes ideer samt moderne "libertarianisme". Armenien er et land, der for Machan åbenlyst stadigvæk lider med arven efter Stalin. Her er synet på individet - og ikke staten - som suværæn vanskelig at forstå. Ifølge Machan handler udfordringen om at gøre op med den mytedannelse, der kendetegner forholdet til staten og til regeringer. Kunststykket handler for professoren blandt andet om at illustrere, at magthaverne simpelthen er mennesker som alle os andre, der blot forsøger at fremtræde som overlegne. Machan har også en vision om at forvandle Armenien til Schweiz. Læs Shadows of Stalin, Part II: Armenia. Se også Belært af erfaringen.

The experience of hiding from the well-armed, murderous border guards was enough to encourage in me a life-long interest in the study of the difference between free and oppressed countries, between those that have been seriously influenced by individualism and classical liberalism and those that have followed the path of collectivism and the centrally-planned economy. And this, in turn, has led to my writing on the topic and to being invited to conferences, seminars and such to engage in debates and make presentations in economics, including in some of these countries (herunder Bulgarien, Polen og Armenien).

- Det skriver Tibor Machan, der er professor of business ethics and writer on general and political philosophy i Shadows of Stalin. Overskriften (Stalins skygger) henviser i øvrigt til hans venstreorienterede vestlige universitetskolleger.

Tibor Machan har også en blog. Adressen er: http://tiborrmachan.blogspot.com .

I går omtalte undertegnede Sundhedsstyrelsens forslag om at lukke for private virksomheders skønhedsbehandlinger.

I pressemeddelelsen via Presswire kan man læse at: al penetrering af hud [vil] kun [kunne] foretages af læger, fremgår det af en bekendtgørelse, som Sundhedsstyrelsen har skrevet. Det betyder formentlig, at alle former for blodprøver, tatoveringer, akupunktur, piercinger mv. fremover kun må foretages af læger. Dertil kommer hårfjerninger, peeling, tandblegning og hudslibning, som i dag bliver udført mange steder over hele landet – og med forsvindende få bivirkninger. Se Sundhedsstyrelsen vil lukke branche.

En parallel, der dokumenterer en tendens er tobaksområdet, hvor indstillingen er, at man ikke blot vil forbyde rygning stadigt flere steder; men man vil samtidig ikke tillade alternative tobaksprodukter solgt af private. Også her vil man monopolisere og nationalisere, mens man forbyder. Der er altså nogle, der profiterer af sådanne forbud.

Målsætningen er med andre ord, at nikotinforbruget skal være statskontrolleret. (Ligesom man har forsøgt det i Sverige på alkoholområdet). Det fremgår eksempelvis af en artikel fra Australien fra den 4. juli.

Argumenterne er imidlertid også hørt herhjemme blandt andet fra Kræftens bekæmpelse, hvor man i øvrigt ikke mener at røgfritobak kan bruges til rygeafvænning. Læs mere her. - Den sidste indstiling er imidlertid i strid med resultaterne fra Sverige, hvor der er klare indikationer på at øget valgfrihed har ført til færre rygere. Læs mere her.

En anden interessant parallel (udover tendensen til monopolisering og nationalisering) er således at, i begge tilfælde er det lægestanden, der agerer som den monopoliserende branche; det vil sige den branche, som opnår en gevinst ved at blive et (endnu mere) beskyttet erhverv. Og det er netop forventeligt, i kraft af denne branche i almindelighed har meget tætte forbindelser til de politiske beslutningstagere.

Forbrugerne er så dem, der betaler - dels i form af tabt valgfrihed, og dels i form af højere priser på det, der stadigvæk vil være tilladt. De højere priser skyldes således at konkurrencen begrænses. Der er vel at mærke samtidig tale om en form for protektionisme og konkurrenceafvikling, som man i Konkurrencestyrelsen aldrig kunne drømme om at forholde sig til.

Endelig skal det tilføjes at meget tyder på at man generelt ikke har forstået hvorfor "folkesundhed" grundlæggende er et facistisk begreb: - Det er det, eftersom man ved ikke at anderkende individuelle præferencer og borgernes frihed (herunder deres ejendomsret, der er garanten for, at disse præferencer kan udleves i praksis - og jævnfør eksempelvis den nye rygerlov) sætter sundhed over frihed. Netop i totalitære stater hylder man således folkesundheden mere end noget andet. Og det er i den retning man bevæger sig.

Målene, der sættes fra oven bliver naturligvis ikke opfyldt, eftersom resten af befolkningen mister glæden og motivationen til at leve og til at handle selvstændigt. Til sidst mister man bare også friheden til at protestere. Det bør man derfor gøre nu.

Regeringen hævder i øvrigt for tiden, at den vil føre værdikamp. Så kunne den jo kæmpe med de offentligt ansatte ridemestre.

[De] penge [borgerne] ikke bruger i teatret [under fravær af statsstøtte], bruger de ikke dem på noget andet? Som også ville have en samfundsøkonomisk gevinst? ”Jo. Måske et eller andet sted ude i systemet. Men altså ikke i den øjeblikkelige situation. Det er det vi tæller. Det er jo kortsigtet,” siger Lise Lyck. - Det gør hun i 180grader i interviewet Topøkonom om teaterrapport: Dur ikke.

Holdningen er således, at bistand på kort sigt betaler sig - vel at mærke for bistandsmodtagere.

Jf. en tidligere kommentar om Grønland, så er det korte sigt i midlertid for længst passeret. Nu er man i det lange sigt; og her betaler man så prisen for bistandskultur i kraft af stagnation. Og den pris betaler bistandsmodtagerne vel at mærke også.

Den samme stagnation finder man - ganske vist med mildere konsekvenser - i det statsstøttede danske kultur-liv. Og dette skyldes at støtten skaber distance mellem de kulturelle aktiviteter og så brugerne, på samme måde som bistand øger tilbøjeligheden til uproduktivitet og ledigang, og dermed fremmer stagnation og forfald.

En familiær relations "forklaring" - eller var det måske ligefrem et forsøg på retfærdiggørelse - for skattefinancerede projekter generelt lød en gang i sin enkelthed at: - De vil jo ikke betale frivilligt. Det kan bare ikke siges at være retfærdiggørelse overhovedet. Men det er ganske vist et faktuelt udgangspunkt for en analyse, når bistandsmodtagere med lys og lygte leder efter et forsvar for, at man aftvinger borgerne deres indkomst - for eksempelvis at lave teater.

Sandt er det utvivlsomt, at mange borgere ikke vil betale frivilligt for det skuespil, som mange skuespillere opfører. Og så opfører man som reaktion på denne modvilje et ad-hoc skuespil, der handler om "samfundsnytte" - jævnfør interviewet i 180grader.

De konservative hører desværre i vid udstrækning til blandt dem, der abbonerer på ideen, om at tvang til gennemførelse af kulturelle projekter er en vigtigt ingrediens til opnåelse af det, de kalder for "sammenhængskraften". I samme grad må man så også konstatere, at de samme konservative tilsvarende ringeagter frivillighed.

Så hvorfor ikke udvide tvangskulturen?, kunne man så spørge de konservative. (Der netop er dem, der aktuelt især har fået overladt de kulturelle stats-tøjler), og ud fra begrundelserne om ’det samme til de mange’, så ikke også [lade bureaukrater og politikere] bestemme over borgernes indkøb af fødevarer, afgøre valget af transportmiddel eller bestemme hvilke bøger, vi må læse, når vi har fri? Ville sådan en ensretning ikke på samme måde styrke ”sammenhængskraften” og homogenisere folkesjælen? Hvorfor ikke et nationalt menukort, øget statsstøtte til udvalgte bøger, en total afskaffelse af privatbilisme samt indførsel af pligtlæsning - også for de voksne? (læs mere her)

Her gælder imidlertid de konservative teser om balancegang: Den optimale "sammenhængskraft" bygger antageligvis på en helt særlig blanding af tvang og frivillighed, og hvor altså kun konservative og udvalgte få andre så øjensynlig er i besiddelse af den mystiske indsigt, der fortæller, hvor snittet skal lægges.

Landet ledes således i vid udstrækning af mystikere, der påkalder sig forskellige magiske ord, såsom balancegang, sammenhængskraft, samfundsnytte mv.; hvad de siger de gør for at forsvare det eksisterende, men i praksis tydeligvis også via de små skridts vej at føre landet lidt nærmere det totalitære fælleskab: Balancen navnlig de seneste 30-40 er som bekendt blevet forrykket henimod mere stat og mindre civil-samfund.

Også på venstrefløjen kæmper man imidlertid for, at der sikres et statsligt kulturelt hegemoni. Inspiration til dette fandt man blandt andet (også hos SF'ere sidst i 1980'erne) hos den italienske kommunist Antonio Gramci.

[Den seneste kommentar på forsiden handler også om statstøtte til kultur og information. Læs Tiden er inde til at reducere statens størrelse. I arkivet findes også Hva’ ska’ vi med kulturstøtten? samt Von Trier, Fly og bananpolitikken. ]