First Principles is a series of three debates on the moral underpinnings of today's politics co-sponsored by Demos, The Ayn Rand Institute and It's A Free Country. Part one explored the role of government, and part two discussed freedom; part 3 featured Washington Post political columnist Ezra Klein (here represented by Demos' David Callahan) and BB&TChairman John Allison, debated:

Capitalism: Is it Moral? Listen to the Debate!

http://www.wnyc.org/articles/its-free-country/2011/apr/24/debating-first-principles-capitalism-moral/

http://ia600403.us.archive.org/15/items/FirstPrinciples-Government_WhatIsItsProperRole_/firstprinciplesgovernment.mp3

Yaron Brook gives a rousing speech at the Tea Party Patriots American Policy Summit 2011 on 2/25/2011. His speech focuses on the idea that freedom lies in stresses a single, fundamental principle, the principle of individual rights, rather than vague terms such as fiscal responsibility (can be done through taxation) or limited government (can suggest democracy rather than a republic). An engaging speech which ended in an 1800 person standing ovation, the only one that night.
http://www.capitalismmagazine.com/politics/6315-video-yaron-brook-speech-at-the-tea-party-patriots-american-policy-summit.html

More:
http://www.aynrand.org

Given that our government was behind the wheel, influencing every aspect of the mortgage crisis, it is absurd to call today's situation the result of insufficient regulation.-- We do not need more regulation or economic "steering"--laws or bureaucrats dictating to financiers and investors the kind of innovation they may or may not engage in. If that were the solution to economic problems, then Hugo Chavez would preside over the world's healthiest economy in Venezuela. What we need to do is remove the government's power to coerce, bribe, reward and bail out irrational decisions. The unfree market has failed. It's time for a truly free market. Yaron Brook.

Torsdag den 1. juni [2006] afholdt Saxo Bank et foredrag med Yaron Brook, der er direktør for the Ayn Rand Institute i USA.

Ayn Rand Institute (ARI) har sit navn fra russisk fødte Ayn Rand (1905-1982), der er grundlægger af den filosofiske skole ved navn Objektivismen.

Eftersom det var en investeringsbank, der havde inviteret direktøren for ARI til Danmark kan eventuelt forventes et resume af et foredrag, der primært handlede om økonomi, og værdien af det frie marked.

Denne gang starter indlægget imidlertid med forudsætningen, for at nogen i det hele taget skulle interessere sig for, hvad der er sandt eller falsk - også i en økonomisk sammenhæng. Spørgsmålet om hvorvidt noget er sandt eller falsk handler blandt andet om ærlighed; og dermed om moral.

Eftersom det gælder om at fastholde så mange læsere som muligt, bringes imidlertid først - i en komprimeret form - nogle af de budskaber, der kan udledes fra Objektivismen og foredraget den 1. juni [2006]:

• Fornuften er menneskets eneste redskab til overlevelse. Det vil sige fornuften er ikke bare det primære redskab, men det eneste.
• Overlevelse, ikke bare på det korte - men også det lange sigt, forudsætter menneskets frihed samt dets evne til at bruge fornuften. Dette forudsætter dermed forsvaret for den personlige frihed.
• Hvis man vil overleve – også i en moralsk henseende – i et frit samfund - samt har et ønske om at forbedre egne vilkår, må man bruge sin fornuft. Det er dermed ikke fornuftigt at ofre egne værdier, hvis disse handler om overlevelse.
• Moral er noget der må udledes af fornuften; og er dermed på linie med fornuften et redskab til overlevelse. Moral er således primært noget man har for sin egen interesses skyld. Et moralkodeks er et sæt af værdier, man orienterer sig efter – på samme måde, som man orienterer sig ved hjælp af sin fornuft
• Moral er dermed vigtigere end økonomi, eftersom det er moralen - og lige bag ved denne, vores fornuft - der er forudsætningen for, at vi beskæftiger os med hvad, der er sandt eller falskt. Kun hvis vi interesserer os for rigtigt og forkert, sandt og falskt – og jf. moralværdierne for at leve og leve længe - giver det mening at debattere og analysere økonomiske sammenhænge.
• Kun et frit samfund med tænke-, tale- og handlefrihed kan siges at være et moralsk og rationelt samfund.

Her følger et længere resume:

Yaron Brook indledte med at minde tilhørerne om, at mange konferencer med mange repræsentanter for diverse frimarkeds-tænketanke giver mindelser om filmen ”Ground-hog Day”, der har Bill Murray i hovedrollen som en person, der vågner op til den samme dag igen og igen.

Det vil sige, de samme diskussioner gentages. Det frie markeds ubestridte succes påpeges.

Og alligevel fortsætter den politiske knægtelse af såvel de politiske og økonomiske friheder, og ikke bare i de ufrie lande.

Tendensen til at erstatte markedet med stat, og det private med det offentlige fortsætter indenfor mange områder i såvel Europa og USA, trods det forhold at endemålet: den absolutte og gennemført totalitære stat historisk set altid er brudt sammen; og trods det forhold, at selv yngre generationer har sådanne totalitære staters sammenbrud i frisk erindring.

De politiske beslutningstagere har således, som befolkningen i almindelighed, ikke taget ved lære af historien. I praksis lytter man samtidig kun i meget begrænset omfang til dem, der peger på nytten ved forsvaret for de økonomiske og politiske frihedsrettigheder.

Resultatet er, som Yaron Brook opsummerede det, at de helt grundlæggende fakta står uimodsagte: Man kan iagttage at kapitalismen virker, og at den er praktisk og nyttig, men samtidig se tydelige skridt på vej hen imod socialisme og planøkonomi.

Et spørgsmål om værdier

Svaret på hvorfor det forholder sig sådan, var for Yaron Brook netop dét vigtige spørgsmål, der skulle besvares, og som ifølge Yaron Brook ikke besvares bedst af økonomer, men af mennesker, der beskæftiger sig mere med filosofi og herunder de politiske ideologier.

Synspunktet er således, at der er noget, der kommer før økonomi, som er vigtigere, og som er det der forklarer, hvorfor det kapitalistiske system undergraves - på trods af Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Det korte svar på det spørgsmål er simpelthen: Værdier.

Hvilke værdier er det så, ifølge Yaron Brook, der undergraver kapitalismen? Det gør den altruistiske ”etik”. Det vil sige den ideologi, der tilsiger at mennesker skal ofre sig for hinanden – eller for miljøet.

Ifølge Brook står altruismen i skærende kontrast til det, der er kerneværdien bag det kapitalistiske system, hvilket er den oplyste egeninteresse, og de værdier der i stedet går ud på, at handle i ens egen interesse.

Forskellen på de to modstridende sæt af værdier kan illustreres ved koncentriske cirkler:

Den oplyste egeninteresse begynder med den inderste cirkel. Altruismen med den cirkel, der i den enkeltes verdensbillede til en hver tid kan siges, at være den yderste.

- Den ærlige altruist vil ofre sig selv for befolkningen i ”Langtbortistan”. Den uærlige altruist vil have andre til at ofre sig.

Altruisme som en offerideologi

Ifølge direktøren fra the Ayn Rand Institute tilskrives den moralske værdi (”the moral credit”) således til det uselviske menneske; det vil sige det menneske, der ikke tænker på sig selv, eller i det mindste handler som om vedkommende ikke tænker på sig selv; eller – værre endnu - så tildeles status til den, der opfordrer andre mennesker til ikke at tænke på dem selv, og som opmuntrer andre til at ofre sig og opgive egne værdier til fordel for (ofte anonyme) andre.

Altruismen kan således også kaldes for en offerideologi; og ikke bare eftersom kerneværdien handler om at ofre sig; men eftersom det, at der kan identificeres ofre, (og ikke vindere) er den primære forudsætning for ideologiens eksistens.

Æren går således til den der forærer ting væk gratis, og som ikke forfølger det, der er i den enkeltes egen personlige interesse. Indenfor den altruistiske etik, står Moder Theresa således højt hævet over for Bill Gates. Personlig success anses måske for at være et gode, men ikke et moralsk.

En udløber af denne altruistiske etik, er derfor skyldfølelsen i form af en følelse, der handler om at man ikke giver tilstrækkeligt meget væk, og ikke ofrer sig så meget man føler, at man burde. Skatterne – men ikke mindst stoltheden hos nogle forretningsfolk ved at betale umådelige summer i skat er, var ifølge Yaron Brook, tilsvarende symptomatisk for denne etik.

Ayn Rands egoistiske etik

Alternativet til den altruistiske etik er, ifølge Brook, et syn på etikken, der tager sit afsæt – ikke i religion, men i virkeligheden og i et naturvidenskabeligt syn på verden.

Dette syn handler om, at mennesket har en fri vilje, og som et levende væsen må overleve, og derfor har brug for værdier, der kan sikre overlevelsen, når der skal vælges mellem flere alternativer. - Og det skal der: Ethvert øjeblik har sine egne valg. - Man kan vælge at fokusere på disse aktuelle og konkrete valg i ens egen tilværelse; eller man kan vælge at stikke hovedet i busken. Der er derfor, som Yaron Brook udtrykker det, et behov for at kunne træffe valg ud fra værdier, der er baseret på fornuften, eftersom fornuften er menneskets redskab til overlevelse. Fornuften er dermed den standard, med hvilke moralske værdier kan bedømmes.

Den objektivistiske tilgang fører således ikke til uselviskhed – og ikke til en filosofi, der fortæller dig, at du bør ofre dig for nogen eller (i miljøbevægelsens tilfælde) for noget.

Ideerne om overlevelse, fornuft, og for det tredje moral som værende snævert forbundet med førstnævnte to begreber, fører tværtimod til et princip, der handler om, at man bør søge at handle med andre, det vil sige i frivillighed udveksle goder eller serviceydelser med andre, og dermed ikke om at ofre sig: det vil sige at give rigdom væk, og for (hvis man holder af velstand) i retur at modtage fattigdom.

Handelsprincippet bygger således ikke på altruisme, men på oplyst egeninteresse eller ”langsigtet egoisme”. Dette princip afspejler samtidig et syn på verden, der - ikke blot i prakisk men også moralsk henseende - forbinder individniveauet med samfundsniveauet: Sikringen af ens egen personlige frihed forudsætter, at man forsvarer et samfundssystem, hvor den personlige frihed i almindelighed forsvares. Ensartede regler om liv, frihed og ejendom gavner såvel individet, men også samfundet som helhed. Ikke desto mindre er synet på mennesket vel at mærke afsættet for valget af den fortrukne samfundsmodel - og ikke omvendt.

Afsættet for ovenstående er således et forsvar for fornuften, og et syn på fornuften som værende absolut. Der argumenteres samtidig ud fra en idé om, at fornuften står i et modsætningsforhold til initieringen af magt; og som en følge af dette, at magt kun kan komme på tale med henblik på at forsvare sig, eller til at forhindre – i form af præventive handlinger (jf. Iran og Nordkorea), angreb på egne værdier.

Kapitalisme som system, er netop et system, der tager afstand fra et samfundssystem baseret på magtanvendelse; men vel at mærke samtidig ikke fra magtanvendelse som forudsætning for at forsvare friheden.

Kapitalisme baserer sig derfor på handelsprincippet. Og ideen om at udveksle varer og ydelser under frivillighed er netop det, der adskiller kapitalisme fra enhver form for kollektivisme såsom socialisme, kommunisme og socialdemokratisme.

Ayn Rand og Yaron Brook baserer derfor primært deres forsvar for kapitalismen på nogle værdier om personlig frihed og fornuften; og dermed ikke - som det primære – ud fra en nyttebetragtning, men ved hjælp af et moralsk synspunkt, - der ikke desto mindre er grundet i et afsæt, der handler om overlevelse, og som derfor samtidig har en stærk ”nyttedimension”. (- Ikke desto mindre giver det kun begrænset mening at tale om nytten eller unytten ved overlevelse. Hvis man ønsker at forsvare sit eget liv, må man først og fremmest anse det for at være værd - det vil sige værdifuldt - at forsvare).

Tidligere tiders modsætningsforhold mellem egeninteresse, nytte, det praktiske og det moralske – samt mellem individ og fællesskab ophæves dermed med den objektivistiske indfaldsvinkel: At følge sine egne rationelle interesser (og handle langsigtet og velovervejet) skader ikke andres rationelle interesser. Tværtimod. Kapitalisme er netop præget af frivillige udvekslinger; hvor forudsætningen for samhandel er, at begge parter mener, de har fordel ved at gennemføre en given udveksling. (En statsligt fastsat minimumsløn fungerer således ikke blot i praksis som en kile og en barriere mellem to parter, der ellers kunne have nået frem til en handel i frihed. Der er også tale om initiering af magt fra statens side, og dermed om noget umoralsk).

Ayn Rands forsvar for kapitalismen er således baseret på hendes forsvar for fornuften. Og forsvaret for fornuften er det primære. Kapitalismen er derfor ikke udgangspunktet, men en konklusion. Ayn Rand forudsætter at mennesket er et fornuftsvæsen, og ender med at konkludere at kapitalismen giver mennesker maksimale muligheder for at bruge deres fornuft.

Dette forsvar baseret på en vurdering af fornuftens værdi, adskiller sig tydeligt fra eksempelvis den tyske tænker og "fornuftskritiker" Immanuel Kant.

Forsvaret for kapitalismen er således samtidig baseret på bestemte værdier, og på en bestemt moral. Kapitalisme anses dermed ikke blot for at være praktisk, men også for at være moralsk, eftersom det sikrer menneskets overlevelse og også dets værdighed ved at respektere den enkeltes ret til at træffe egne valg, så længe disse ikke skader andre.

(Det sidste er åbenlyst ikke er tilfældet med Irans atomvåbenprogram, der ledsages af erklæringer, der kun kan betegnes som krigserklæringer mod ovenstående værdier om individuel frihed, og som de der har til opgave at forsvare friheden, derfor må forholde sig til ).

Den primære problemstilling anses således ikke for at handle om konfliktende økonomiske systemer, men derimod om konfliktende værdier – som dem der handler om kollektivisme overfor individualisme.

Som en eksemplificering - og til sandsynliggørelse - af at skridtene mod kollektivisme skyldes værdier, nævnte Yaron Brook de former for skyldfølelse, der plager amerikanske forretningsfolk, netop som en følge – ikke af to syn på økonomiske sammenhænge (man går ikke ind for socialisme) – men derimod et dobbelt, og modsatrettet, syn på værdier:

Amerikanske forretningsfolk ved, at deres målrettede og ambitiøse adfærd gavner dem selv. Men blandt andet i skolen og via medierne har de samtidig lært, at det netop ikke er det mest moralske at gavne sig selv, men ifølge altruismen i stedet at fokusere på at gavne andre. Jo bedre gør man gør det for sig selv, desto mindre moralsk fremstår man i egne øjne: Velstanden er således det mest tydelige bevis på, at man ikke for alvor ofrer sig for andre. - Fornuften, der tilsiger mennesker at handle for at forbedre deres egen situation, står dermed overfor ideerne om at ofre sig, og om at handle her-og-nu med det primære sigte at være til gavn for andre.

Denne moralske konflikt fører ifølge Yaron Brook til det, han kaldte emotionalism, det vil sige at forretningsmænd (m/k)– og alle andre – handler ud fra hvad, der føles rigtigt; eftersom de indre konfliktende moralværdier ikke er til nogen hjælp. For man mangler en standard, der fortæller hvornår man skal ofre sig, og hvornår man skal søge lykken.

"Løsningen" bliver at man gør det, man føler er det rigtige (og derefter så efterrationaliserer man). Det vil sige, man indgår et følelsesmæssigt kompromis mellem den oplyste egeninteresse, og så altruismen. For man kan ikke bare ofre sig. Og man føler samtidig en udefinerbar skyld ved "blot" at tage vare på sig selv.

Resultatet, ifølge Brook, er imidlertid, at man i kraft af dette kompromis mellem modsatrettede værdier, begynder at se bort fra det lange sigt, og i stedet vælger de hurtige uovervejede ”løsninger”, eftersom man ikke længere opfatter fornuften som noget absolut. (Det kan man ikke, når man forsøger at kombinere værdierne, der handler om altruisme med de, der handler om egeninteresse). At tjene penge bliver herefter – selv for forretningsmanden – derfor i stigende grad anset som noget, der som udgangspunkt er mindre vigtigt, og til sidst tangerende noget, der anses for at være gement og uhæderligt (uanset hvordan de er tjent). Herfra er der ikke langt til at man ikke længere bekymrer sig om hvordan, pengene er tjent i det hele taget.

Yaron Brook nævnte således Enron, som et eksempel på, hvordan forrettningfolk har forladt fornuften for at opnå de hurtige gevinster, ikke mindst eftersom glæden ved at tjene penge, den skridt for skridt er forsvundet. Når fornuften og prinicpperne forsvinder, indtræder således i stedet pragmatismen, og det at gøre det, der føles rigtigt – her-og-nu.

”Money-grabbing” er i takt med denne pragmatisme således blevet et stadigt mere udbredt fænomen ikke bare i forretningslivet, men også i politik - jf. lobbyismen. - I takt med udbredelsen af statsstøtte er synet på forretningslivet derfor tilsvarende begyndt at tilnærme sig synet på velfærdsstatens korrumperede politikere.

- En spørger i forbindelse med foredraget spurgte i denne forbindelse, hvorfor kapitalismen på denne måde lader til at have tabt slaget om værdierne – herunder de der handler om integriteten.

Svaret fra Yaron Brooks side var en pointering af at det er ideerne, der – ikke bare ifølge Rand men også ifølge Ludwig von Mises – driver verdenshistorien (hvilket var modsat hvad Karl Marx mente).

Slaget stod eksempelvis tidligere mellem det gamle Grækenlands oplysningstid, og så før-kristne stammers ideer om at ofre sig. Slaget stod senere mellem kristendommen på den ene side, og så genopdagelsen af Aristoteles på den anden.

Som Yaron Brook mindede om, så følger verdenshistorien derfor ikke (i modsætning til Hegel) en bestemt plan. Den nuværende tilstand – hvor offervilligheden står overfor egeninteressen - er således et produkt af magtkampe mellem bestemte mennesker, der forsvarer bestemte ideer.

Brook nævnte som et andet eksempel, at den muslimske kultur (det vil sige nogle bestemte individer indenfor denne) i år 900-1100 efter vor tidsregning genopdagede Aristoteles; og at tænkere som Kant og Hegel i modsætning hertil, genoplivede en nu verdsliggjort version af de kristne værdier (og Platons ideer – blandt andet den om, at der eksisterer en mere virkelig virkelighed, end den vi opfatter med vores fornuft), mens Ayn Rand står for et forsvar for aristoteliske ideer.

Yaron Brooks bud på, hvad der kræves, når det gælder kampen mod afviklingen af de økonomiske og politiske friheder, var således først og fremmest, at man må stille tvivl ved nogle bestemte - og meget udbredte - værdier i samfundet; og at man i den forbindelse må pege på skismet mellem ideen om, at man bør ofre sig på - den ene side, og så de ideer, der forsvarer handlinger motiveret ud fra det enkelte menneskes egen interesse - på den anden.

Besøg Ayn Rand Institute, og læs Leonard Peifkoffs præsentation af objektivismen.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Læs flere længere artikler i arkivet.

Læseren får i essayet [Neoconservative Foreign Policy: An Autopsy] en meget gennemgribende redegørelse for, hvorfor hele ideen om "nation building" og tanken om, at USA har en eller anden pligt til at "frelse verden" eller er kaldet til at "demokratisere" Mellemøsten og hvad der ellers findes af ufrie dele af verden - er udtryk for nogle helt forkerte værdier, der kort kan siges, at handle om "pligten til at ofre sig", og som står i kontrast til at vælge friheden til at leve, og til at forsvare de værdier, der er forudsætningen for, at man kan gøre det. - Brook og Epstein viser således, hvordan det nuværende politiske lederskab er ved at trække resten af USA ud i noget, man kan kalde for "et altruismens korstog", hvor man i vid udstrækning fra dette lederskabs side er parate til at ofre den amerikanske frihedstradition i bestræbelserne på at "frelse" og "demokratisere" resten af verden og ikke mindst Mellemøsten, i stedet for at bruge tiden på at forsvare sig effektivt mod de som angriber den vestlige verden med base i den Mellemøstlige region.

Læs mere i:

Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik
http://s-espersen.blogspot.com/2007/10/den-forfejlede-neokonservative.html

America's distinctive virtue is that it was the first nation to declare that each individual is an end in himself, that he possesses an inalienable right to pursue his own happiness, and that the government's only function is to safeguard his freedom. Compulsory national service turns young people into temporary slaves in order to inculcate in their minds the opposite premise: that they have a duty to selflessly serve society. To justify such a policy on the grounds of promoting appreciation for freedom is perverse. To call it patriotic is obscene.

- Det siger Yaron Brook fra the Ayn Rand Institute til forslag om at genindføre værnepligt i USA. Flere pressemeddelser fra Instituttet her.

Besøg www.afskafvaernepligt.dk.

From the Iranian hostage crisis to September 11 to the London subway attacks to the Iraqi insurgency—it is clear the West faces a grave threat from a committed enemy. Conventional wisdom holds that the enemy is a rogue group of fanatics, who have hijacked a great religion in order to justify their crimes. It tells us there is no way to permanently eliminate these violent groups, that we have entered an "age of terror" and that we must give up the desire for a decisive victory.

But is the conventional wisdom right? Join us for a panel discussion titled "Totalitarian Islam's Threat to the West."

Watch A panel discussion featuring Daniel Pipes, Yaron Brook and Wafa Sultan Recorded April 12, 2007. - Register for free, then go to "News and highlights".

Yaron Brook fra the Ayn Rand Institute har følgende kommentar til det seneste påfund fra FN's menneskerettighedsråd, hvor man vil begrænse kritik af religion:

Freedom of speech means that individuals have the right to advocate any idea, without the threat of government censorship, regardless of how many people that idea may offend. To silence individuals in order to protect the sensibilities of mullahs and mobs is to wipe out this crucial right—and it is to whitewash the blood-stained hands of killers by declaring that they are no worse than those who peacefully criticize them.

Læs mere i - The U.N. Human Rights Council's War on Human Rights.

På forsiden kritiseres fænomenet CSR - Corporate Social Responsibility. Her skriver jeg blandt andet at der med CSR er tale om et angreb på et helt centralt moralbegreb, som vel at mærke er det, der har sikret de sidste to hundrede års vækst og velstand: Dette moralbegreb kaldes i daglig tale for "oplyst egeninteresse".

Eksemplet på at CSR står i kontrast til oplyst egeninteresse, finder man netop i den artikel fra Erhvervsbladet, der svares på i indlægget, og som havde overskriften Gode gerninger vinder frem i erhvervslivet. Her skulle det gerne stå klart, at man fra CSR-folkenes side, ikke tillægger det en specielt positiv værdi at skabe og producere, - men at man i stedet mener, at det positive består i at man forærer det man besidder og har skabt, væk - uden regning, og måske ligefrem "i bedste fald" til nogen, man ikke kender og en sag, man ikke har specielt meget forstand på (hvilket netop er uegennytte, så det basker).

Forudsætningen for at debatten er meningsfuld er vel at mærke at der er en reel konflikt mellem altruisme og egeninteresse. Det vil sige det forudsættes, at man må vælge mellem disse to kodekser: altruisme på den ene side og oplyst egeninteresse på den anden. - Mange vil således omvendt hævde, at konflikten er kunstig: Det vil sige, at man kan være lidt altruist og lidt egoist/egeninteresseret, og at det egennyttige og ugenyttige dermed kan blandes op. (- De ekstreme tilhængere af dette synspunkt vil ligefrem hævde, at det simpelthen ikke kan være anderledes).

I artiklen moral vigtigere end økonomi er det nærmere uddybet, hvorfor man ikke kan kombinere altruisme og egeninteresse. Det korte svar er at man i en hvilken som helst bestemt situation, står over for at træffe et valg, der også er moralsk (eksempelvis at give eller ikke-give); og at en ”blandingsmoral” i denne sammenhæng ikke giver et svar på hvilket valg, man så i den konkrete situation skal træffe. (- Har man i løbet af den øvrige dag nu været 49 eller 51 procent egennyttig, - og er det således nu man skal give efter for sine uegennyttige tilbøjeligheder, eller ignorere dem?).

Jf. Yaron Brooks foredrag, så vil man i stedet blot handle ud fra, hvad man føler her-og-nu. - Og derefter vil man efterrationalisere. Denne efterrationalisering og følelsesbetonede adfærd (jf. udtrykket ”emotionalism”) findes således hos de, der prædiker altruisme i det daglige - eks. Formanden for SF, om at man skal ofre sig for miljøet og nogle andre, men som ikke selv gør det når han vælger bil, sommer-ferie med mere:

Ingen kan med andre ord være konsistent altruist. Det er derimod forholdsvist uproblematisk at udvikle sig til en gennemført hykler, hvor man (konsistent) prædiker det ene, og (mere eller mindre konsistent) gør det stik modsatte i dagligdagen. Og i så fald handler man ikke samtidig moralsk. For moral er netop, at man handler ud fra et princip, det vil sige ud fra noget, der er sammenhængende og konsistent; d.v.s. at man handler ud fra en standard.

Det er altså også påstanden her, at god moral (jf. atter Brook-artiklen) er fornuftsbaseret, praktisk, nyttig og på alle måder livsfremmende. Men at forudsætningen for, at man kan være konsistent, er at man har sat sig ind i, hvad der findes af moralske tilbud, og i den forbindelse har foretaget en kvalitetskontrol. - Og når nu SF's formand ernærer sig i kraft af konfiskation (han har ligefrem gjort det til en livsstil), taler om det grønne og de svage – og så i praksis ikke selv ofrer andre end de produktive (herunder de svagere-stillede lønmodtagere hvis købekraft han med sin socialistiske ideologi forringer), og som han konfiskerer fra, - er han (Villy Søvndal) så virkelig moralsk, det vil sige: selv på sine egne erklærede præmisser?

Generøsitet er ikke det samme som altruisme

Her skal der, for at nuancere diskussionen, imidlertid påpeges hvordan man udmærket kan være generøs, og samtidig handle i sin egen interesse, og ud fra sine egne værdier.

Generøsitet er således at give, fordi man har et overskud. Og det at være generøs er ifølge ordbogen at være ædelmodig, ædel eller højsindet. Det er således som udgangspunkt temmelig uklart præcist, hvad det vil sige at være "ædelmodig".( - Derimod skulle det gerne være tydeligt i kraft af ovenstående, at CSR i praksis handler om altruisme).

Pointen her er således at de egen-interesserede, det vil sige de mennesker, der tager afsæt i hvad der er godt for dem selv, og hvad der fremmer deres egne værdier, uden besvær - faktisk med større lethed end altruisterne - kan være generøse.

De produktive, de der skaber og bidrager til velstanden for dem selv, og for deres omverden - vil uden større vanskelighed også kunne opføre sig generøst. Generøsitet er således ikke noget primært, der er ikke kernen i en moralfilosofi, det er derimod – eller kan være – overbygningen på en sådan (se henvisning til litteratur nederst).

I et forarmet samfund, hvor ingen har noget, og alle stjæler fra alle, - og enhver bidrager til at holde Næsten nede, så vil generøsitet således også være en umulighed.

Generøs er dermed netop noget man er i kraft af den livsglæde, der følger, når man værdsætter sit eget liv, - og i forvejen har formået at tage vare på sig selv.

Denne selvrespekt er således også en forudsætning for et civiliseret samfund - på samme måde som den er en forudsætning for generøsitet.

(Offervilje er omvendt en direkte trussel mod det frie og oplyste samfund: Hvad enten de der angriber det, er parate til at ofre sig for at ødelægge civilisationen, eller de der burde forsvare den, viger og opgiver – det vil sige lader sig ofre).

Generøsitet er således som nævnt, at man giver ud fra et overskud, og at man typisk giver til noget eller nogen, der bekræfter og forstærker de værdier, man selv ønsker at fremme; men hvor der ganske vist ikke er en direkte, men kun indirekte sammenhæng mellem den personlige indfaldsvinkel og så handlingen. - Men sammenhængen er der ikke desto mindre.

Læs mere om emnet her. I bogen (der anbefales) forklarer Tibor Machan også om sammenhængen mellem frivillighed og generøsitet:

Udgivet af CATO Institute, 1998.

Fadi Abdullatif, the spokesman of Hizb ut-Tahrir ("Party of Liberation" in Arabic), was found guilty of threatening Rasmussen in fliers distributed in 2004 calling for the elimination of Western leaders who would prevent Muslims from joining the insurgency in Iraq, a court official said.

Abdullatif was also found guilty of breaking anti-racism laws by calling for the killing of Jews on the Islamist organisation's Danish Web site.

- Det skriver en vietnamesisk avis (kilde: Western Resistance).

Men hvorfor er opfordring til mord på en bestemt gruppe ikke tilstrækkeligt i sig selv til en fængselsdom? - Behøver der i grunden at eksistere en racismelovgivning?

For hvad hvis, der var blevet opfordret til mord på en anden ikke-etnisk kategori af mennesker - eksempelvis cykelbude, talk show-værter eller maratonløbere?

Ville Fadi Abdullatif i så fald, jævnfør sine andre forbrydelser have modtaget en mildere straf?

Og i bekræftende fald, betyder dette så, at racer fra lovgivernes side anses for at være en mere vigtig kategori end andre overfladiske grupperinger (herunder jævnfør gårdsdagens kommentar - "de ældre")?

Se i øvrigt hvad Ayn Rand Institutes direktør, Yaron Brook siger om opfordring til mord i paneldebatten her ("It is not speech, it is violence").