If the newspapers want to agitate for greater freedom of speech, they could address the serious issues of prohibitions against business propaganda in Denmark. There are all manners of restrictions against commercial free speech in Denmark. Various regulations prohibit commercials with sexist content. Certain foodstuffs may not be advertised, especially if minors can be used as a pretext for such prohibitions. There is a complete ban on tobacco product commercials, even for such trivial products as smokeless tobacco, which can be demonstrated to be practically harmless. Under such conditions of national censorship, it is blasphemous to publish content aimed at dissolving foreign censorship. If the Danish press wants to promote free speech, it needs but to address the inner fundamentalism of prohibitions on business propaganda.

Read more in The blasphemy of double standards by Søren Højbjerg.

I bogen ”In Defense of Advertising – Arguments from Reason, Ethical Egoism and Laizzez-Faire Capitalism” bruger Jerry Kirkpatrick de to økonomer George Reisman og Ludwig von Mises samt filosoffen Ayn Rand til at vise, hvorfor reklamer er en afgørende del af markedsøkonomien, samt hvordan og hvorfor reklamer må forsvares ud fra et afsæt i anerkendelse af egeninteressen.

Reklamer tjener præcist det samme formål, som er årsagen til at vi forsvarer ytringsfriheden i almindelighed. De individuelle frihedsrettigheder er til for at sikre den enkeltes muligheder for at kunne skabe sig sit eget liv, og for at sikre evnen til, at man kan tage vare på sig selv. Disse rettigheder handler om friheden til at forfølge ens eget bud på det gode liv. Til dette hører også retten til at informere og til at fortælle om det produkt, man som producent tilbyder på markedet.

Læs mere i Reklamer, ytringsfrihed og censur

I Lægemiddelindustriforeningen ønsker vi ikke, at det bliver muligt at reklamere for receptpligtige lægemidler, sådan som vi f.eks. kender det fra USA, samtidig er det dog nødvendigt, at vi moderniserer reglerne, både i EU og her i landet, hvor de er en del skarpere end i udlandet. - Det skriver Ida Sofie Jensen, der er administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen.

Jævnfør også en artikel i Jyllands-Postens JP's erhvervstillæg om Modstand mod medicinreklamer skal det for det første overordnet pointeres, at reklamer og markedsføring er en afgørende del af en fri og velfungerende markedsøkonomi. Det er en aktivitet, der sikrer, at det nye hurtigere spredes, og dermed også, at priserne på medicin reduceres med større hast - i kraft af den større konkurrence, som reklamefriheden sikrer.

Det burde derfor i almindelighed være en mærkesag, at sikre muligheden for at lancere og reklamere for nye produkter. Dette gælder derfor også indenfor medicinalområdet såvel som nydelsesmiddelområdet. (Også indenfor det sidstnævnte område betyder reklamefrihed, at man kan reklamere for noget, der har højere kvalitet og som dermed er relativt sundere end det eksisterende og etablerede.)

Den primære interesse i, at sikre et dynamisk marked er i øvrigt hos forbrugerne.

Forbrugerne har ikke desto mindre fælles interesser med de virksomheder, der gerne vil udfordre det eksisterende marked ved at introducere det nye via reklamerne.

En reklame betyder som bekendt samtidig ikke, at man hypnotiseres til at vælge varen. Det betyder blot, at man bliver gjort bevidst om flere mulige valg. Det er samtidig helt fejlagtigt at basere sin modstand på kollektive skræmmescenarier om at det generelle medicinforbrug øges. For som det skal pointeres nedenunder er der en lang række fordele for den enkelte - i kraft af en forbedret økonomi og øget adgang til overlegne produkter. Alle disse individuelle forbedringer tages der derfor ikke højde for med den kollektive indfaldsvinkel. (Tilsvarende kunne den kollektive indfaldsvinkel så også bruges til at forbyde en masse andre former for information, og på samme vis reducere informationsfriheden - ud fra en fejlagtige ide om, at man fra statslig side er i besiddelse af alvidenhed).

I Danmark står forbrugerne, hvad angår forsvaret for informationsfrihed imidlertid ret svagt. Staten har i vid udstrækning overtaget forbrugerorganisationernes rolle; eller man har gjort de, der kalder sig "uafhængige" afhængige via massiv statsstøtte. Den politiske positionering i sådanne statsstøttede forbrugerorganisationer vil derfor ofte være et pænt stykke ”til venstre for midten”. Og man vil i vid udstrækning fra den side derfor fremstille markedet som "udbytter" og staten som den gode formynder. Fokus på forbrugernes valgfrihed, på vigtigheden af et levende marked, og på maksimal informationsdannelse er derfor begrænset hos de ikke-governmentale - men altså statsstøttede - forbrugerorganisationer.

- Hvad er så statens interesse i, at begrænse reklamerne, og forbyde reklamer for receptpligtig medicin? Ja, hvis noget er nyt og bedre, er det i kraft af at være nyt også forholdsvis dyrt. Forventer man (som vælger) derfor, at staten betaler, opstår der af den grund en interesse fra systemets side i at begrænse kendskabet til det nye af frygt for pres på sundhedsbudgetterne. (Det er i denne sammenhæng også værd at påpege, at nogle produkter aldrig bliver introduceret i kraft af de forbud og reguleringer, der øger omkostningerne ved at få produkterne ud til forbrugerne. Prisen ved at foretage sig noget kan altså øges fra statens side, og dermed føre til at for få køb betyder, at man ikke kan financiere produktudviklingen, selv om behovet og købsvilligheden måske alligevel var en realitet.)

Tilsvarende har de etablerede medicinalvirksomheder i Danmark en interesse i, at forhindre reklamer for receptpligtig medicin af den simple grund, at deres "kanaler" til forbrugerne er sikrede via deres "politiske kontakter" - i form af det nationaliserede sundhedsvæsen. Det er med andre ord kanaler, man som etableret virksomhed kan styre mere end man kan, hvad angår reklamer i tv og medier.

Det er derfor netop de ikke-etablerede og ofte mere innovative virksomheder, der har gavn af mere åbne muligheder for information af potentielle brugere. Men deres muligheder for at agere politisk og øve pression er selv sagt samtidigt ret begrænsede. Derfor kræves som udgangspunkt en større interesse for nytten ved informations- og forbrugerfriheden fra forbrugernes side. (Og her er en bedre forståelse for, hvordan markedsøkonomien i almindelighed fungerer altafgørende).

Det er således værd at bemærke, at reklamer kan ses som en ret uvelkommen udfordring fra de, der nyder godt af den protektionisme, som eksisterer indenfor sundhedsområdet. Men den selv samme protektionisme, som er en måde at forstå reklameforbuddet på, skader altså - i kraft af højere priser på medicin, færre produkter og mindre innovation samt som følge af en langsommere introduktion af nye og mere overlegne produkter - såvel skatteyderne som forbrugerne.

Mit spørgsmål til læseren er derfor, om man ikke sådan helt personligt gerne ville have den ekstra information og de ekstra tilbud, som reklamer for receptpligtig medicin kunne sikre, - i det tilfælde at man selv stod overfor en alvorlig sygdom? For hvad er det helt præcist, der i så fald - efter at man havde set en reklame for et givent produkt - skulle forhindre een i, at man søgte uvildig vejledning fra andre autoriteter, i det tilfælde at man som potentiel bruger fik sin interesse vakt for det nye?

Som en replik til nye tiltag, der vil føre til øget statskontrol med borgernes nikotinforbrug lyder det således fra radioværten Rush Limbaugh:

- Cigarettes are what they are. Everybody knows it. The idea that we need to ban further advertising and we need to put bigger warning labels on there is just a bunch of libs who won't leave you alone! When you as an American have freedom -- and we do -- the freedom encompasses a lot of things, including the right to do dumb stuff, to do destructive things. You have that right, and liberals somehow, for some reason want to just take control of every aspect of your life as possible, and every time you accede to letting them have it, or big government -- which is primarily run by liberals and these agencies and so forth, the career appointments, the bureaucrats and so forth; that's who primarily populates them -- you're just letting them have more and more control over your life. Now, you say, "What's wrong with them regulating this? What's wrong with them regulating that?" Where do you stop that? What's wrong with people regulating themselves? Where did that vanish to? Kilde

Læs også Statsløs regulering .

Advertising, the productionist holds, does not create consumer desire where no desire for additional goods would otherwise have existed. It is not the case that, in the absence of advertising, people would be at a loss as to how to spend their money. Advertising is not required, and would not be sufficient, to rouse vegetables into men. What advertising does is to lead people to consume differently and in a better way than they otherwise would have. Advertising is a tool of competition, and, as such, for every competing product whose sale is increased by it, there is another competing produce whose sale is decreased by it.

- Der skriver George Reisman i dagens engelske kommentar, der har titlen Production Versus Consumption.

I dagens danske kommentar roser jeg Dansk Folkeparti. Læs Grønne afgifter reducerer produktivitetsforbedringer.

I kraft af reklamerne og de efterfølgende forbrugsvalg bliver de gamle produkter, vejet og fundet for lette, skriver undertegnede blandt andet i dagens kommentar i 180grader.dk. "At blive vejet og fundet for let", er, hvis man ikke ved det, en talemåde, der stammer fra det Gamle Testamente. Faktisk stammer begrebet fra det samme sted, hvor man kan læse om "skriften på væggen", der tilsvarende er blevet en ret almindelig vending i dansk sprogbrug. Præcis hvordan vendingerne oprindeligt blev brugt kan man læse i Daniels bog kapitel 5.

Grunden til at dette nævnes er, at der med passagen i Gode reklamer - skadelige forbud ikke var tale om "skjult reklame" for det Gamle Testamente; men altså blot om billedsprog. Og billedsprog er som bekendt netop noget, der ganske ofte bruges i reklamer. På denne måde virkede det derfor passende at bruge billedet med at forbrugerne vejer o.s.v. For der var netop tale om en slags reklametekst for reklamer. Måske ser de politiske beslutningstagere så i af kraft "reklamen" også skriften væggen, og tillader nogle flere, så forbrugerne kan få lov til at måle og veje i fred...

Nu synes læseren måske at tiden er blevet brugt lidt for meget på småting. Derfor skal posteringen afsluttes med noget meget mere alvorligt:

I USA gennemgår Lisa VanDamme således den såkaldt "progressive" undervisning som vi også kender herhjemmefra med frygtskabelse, gruppesamarbejde, pap maché og sanglege ad libitum, men også den klassisk verdslige og den klassisk religøse form for undervisning - i et meget udførligt essay med titlen The False Promise of Classical Education. Overskriften for essayet skyldes netop at man i USA er ved at give op, hvad angår den såkaldt "progressive" og moderne undervisningform, eftersom børnene ikke lærer noget, og at man så søger tilbage til det "klassiske", der enten kan være verdsligt eller religiøst betonet.

I hendes essay fremgår det vel at mærke, at man visse steder i USA lærer om det Gamle Testamente på en helt anden og langt mindre afslappet måde end hvad undertegnede blev udsat for i Østjylland. Og det som de amerikanske skolebørn lærer, har blandt andet konsekvenser for de kommende amerikanske generationers syn på videnskab - herunder blandt andet hvad angår synet på biologi og på Darwins evolutionslære. I sidste instans betyder dette naturligvis også noget for fremskridt og velstandsskabelse globalt. For USA er som bekendt i kraft af den åbne, frie og stærke økonomi samtidig en stærk kulturfaktor.

Nogle af de citater som Lisa VanDamme har fundet, der handler om, hvad man vil indpode i de kristne skoler i USA, er således ret skræmmende hvad angår ekstremisme og dogmatiskhed. De værste af disse passager minder om noget, man kunne finde i koranskoler i Mellemøsten eller i Pakistan.

Når det gælder frihandel og fri konkurrence kan vi derfor ganske rigtig lære meget af USA og den amerikanske historie. - Men når det gælder verdslighed, er det - i forhold til visse egne af USA - derimod af og til den anden vej rundt.

Læs The False Promise of Classical Education. (Fra the Objective Standard).

For at reklamere for essayet kan det blandt andet nævnes at Lisa VanDamme selv konkluderer følgende om målet og meningen med undervisning og pædagogik:

The proper goal of education is to foster the conceptual development of the child — to instill in him the knowledge and cognitive powers needed for mature life. It involves taking the whole of human knowledge, selecting that which is essential to the child’s conceptual development, presenting it in a way that allows the student to clearly grasp both the material itself and its value to his life, and thereby supplying him with both crucial knowledge and the rational thinking skills that will enable him to acquire real knowledge ever after. This is a truly progressive education — and parents and students should settle for nothing less.

Besøg the VanDamme Academy her.

Den franske bilproducent Citroën tørner [...] i deres seneste reklamer ud som rendyrkede fans af den borgerlige regering. Og tro det eller lad være: Det støder mig faktisk lidt, skriver socialdemokraten David Troels Garby under overskriften Citroën reklamerer for regeringen.

COIN-bloggen bidrager til debatten med at skrive at:

Det mest naturlige i denne verden er da, at private virksomheder og enkeltstående borgere glæder sig over lavere afgifter og skatter. De der skaber værdierne i samfundet, har selvsagt også råderetten over det, de skaber. Reklameforbuddet mod politiske tilkendegivelser bør derfor ophæves, så man kan fejre selv de mindste sejre til fordel for den private ejendomsret i alle slags medier.

Deltag i debatten her.

Læs også The Bernstein Declaration

Europæiske borgere er tydeligvis ikke i besiddelse af de forsvarsvåben, der skal til for at forsvare deres friheds-rettigheder. Det helt centrale redskab her er naturligvis den private ejendomsret. (- De der har forstået mest af offentlig "uddannelse" går tværtimod på barrikaderne for at ødelægge, spolere og afvikle privat ejendom hurtigere, end de der sidder bag murene i Bruxelles og på Christiansborg).

EU's embedsmænd, statsansatte sundhedspolitikere og sundhedspolitiske eksperter har derfor ikke mødt den store modstand, hvad angår indgreb mod den private ejendomsret, når det gælder lovgivning mod tobaksindustrien og dermed mod tobaksnydere. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse at forbudspolitikken nu sejrrigt marcherer videre til nye områder.

I det britiske nyhedsmagasin EU Reporter kan man således konstatere, at det næste sagsområde bliver alkohol.

Læs

Stronger action on alcohol, report urges

og

WHITE PAPER WILL INSIST THAT ALL EUROPEANS GET HEALTHY (EU Reporter maj måned pdf.)

Alcohol is being treated as a separate issue however, separate measures to increase tax on alcohol could be seen as the first steps towards a ‘tax for health’ policies.

samt

Drinks lobbying may prove harmful to industry position

I den sidste artikel kan man blandt andet læse at:

The Economic and Social Committee is taking a much stronger position. The current draft opinion looks at policy with regards to excise duties, transport, advertising, marketing, sponsorship consumer protection and research.

De mest ekstreme forslag indenfor alkoholområdet vil derefter efter alt at dømme, blive brugt som pejlemærker for et kompromis, hvor man gradvist vil tilnærme sig førstnævnte ekstreme målsætning. For modstanden mod at blive udsat for adfærdslovgivning lader i det store hele til ikke at eksistere.

Kun forsvaret for den private ejendomsret og retten til selv at bestemme, kan derfor ændre på denne udvikling i retning mod umyndiggørelse.

Et afsæt i den private ejendomsret betyder således ikke mindst, at man må forsvare andres ret til at benytte sig af de former for stimulanser, som de nu foretrækker. Der er derfor behov for, at man generelt forsvarer forbrugernes frihed, og dermed også producenternes ret til at producere og markedsføre det, som forbrugere efterspørger.

Forudsætningen for at man begynder at tale om legalisering - og dermed om af-kriminalisering - er således, at man begynder at bruge principper til at sætte grænser for politik.

Wikipedia om alkoholforbud

Milton Friedman om de skadelige konsekvenser ved kriminalisering af rusmidler

FORCES står for Fight Ordinances and Restrictions to Control and Eliminate Smoking. Det er en amerikansk forening, der oprindeligt fra 1995 kun beskæftigede sig med friheden til at ryge, men som nu er vokset til at omfatte mange andre aspekter forbundet med forbrugerfrihed.

Under About us kan man som principerklæring blandt andet læse følgende:

[S]moking prohibition and the campaigns for behaviour modification are a front to hide the self-righteousness of those who feel entitled to impose advice on health, choice, behaviour and social values. Furthermore, “health” campaigns disguise the prevarication of those who want to impose their ways with laws and taxes, programming the lives of individuals without sufficient knowledge of the values that many people hold dear, and of those liberties and pleasures which are as essential to the political and psychological well-being of people in a free society as health is to the well-being of the body.

[...]

FORCES is based on the fundamental principle that people have a right to individual self-determination, and that the opportunity for individual self-determination is essential to human dignity. We believe that individual liberty of action, thought and behaviour is the paramount shared value of civil society, and that other values, when in conflict with such individual liberties, must normally submit to them. All individuals have the right to exercise sole dominion over their own lives, and have the right to live in whatever manner they choose, so long as they do not forcibly interfere with the equal right of others to live in whatever manner they choose.

[...]

[W]e deny that the state has the right to dispose of the lives of individuals and of the fruits of their labour, and to impose or forbid behaviours other than aggressions against another person or his property.

[...]

We actively support the freedom to advertise, free expression and the promotion of industries, individuals, groups of individuals or ideas whether or not they are considered “incorrect”, “unhealthy”, or even “dangerous” by the state or even by the majority or people, as these are a rights, thus not subject to democratic rules.

Accordingly, we actively oppose all attempts by government or third parties to regulate or forbid advertisement and promotion of legal products and legal behaviours considered “unhealthy” or “dangerous” or “immoral” by the state.

[...]

[W]e specifically reject the Precautionary Principle as an immoral and unlawful abuse of state power, as it justifies prohibition, regulation, taxation and propaganda on the basis of suspicion and opinion rather than science and justice, and furthermore it reverses the burden of proof on the accused...

Besøg FORCES her. (Set via Rygerpartiet.dk)

En række aviser har i dag beskæftiget sig med det ret åbenlyse forhold, at VK-regeringen har sine egne smagsdommere og besserwissere (Tysk er jo så moderne).

Det kan imidlertid ikke være anderledes, når den nuværende regering netop har valgt, at positionere sig langt inde på midten, - og i flere sager rent faktisk til venstre for midten i dansk politik.

Og oprøret mod smagsdommeri er nu engang en del af oprøret mod, at staten spiller en altomfattende og aktiv rolle i borgerens liv. Kampen mod statslige smagsdommere er dermed noget, der hører til under overskriften mindre system og mere plads til individ og civilsamfund.

Men hvorfor så udspillet i 2001, der handlede om at nedlægge en række råd og nævn indeholdende diverse smagsdommere?

Svaret er det ret simple, at der her var tale en forholdsvis afgrænset og ikke mindst symbolsk gave til det ideologiske bagland i V, K og O (O’erne man "begavede" var blandt andet de frihedsorienterede kræfter, der fulgte med ind i DF fra Fremskridtspartiet).

- Men udspillet handlede nu engang mere om symbolik, end om noget som helst andet.

Det var en gestus, der netop ved at blive udført lige efter et valg kunne bruges til at skabe en ”tolerancekapital” hos det ideologiske bagland, og dermed også sikre opbakningen fra denne side i forbindelse med valget i 2005.

Havde man derimod ment noget alvorligt med opgøret med råd og nævn, så havde beskæringen imidlertid i stedet fået funktion som ouverture til et endnu større opgør med smagsdommeriet, som også kunne have haft en effekt i form af lavere skatter.

Dette større opgør ville i så fald have handlet om et livtag med langt større institutioner, hvori det som bekendt vrimler med - ikke blot smagsdommere - men med masser af forholdsvis frie statsansatte aktører, hvis daglige beskæftigelse det er, at forsøge at udstikke kursen, styre, kontrollere, forme, præge, opdrage, tøjle, dirigere og/eller kontrollere befolkningen; - og dermed behandle voksne mennesker, som om de var børn.

Forskel på Nyrup og Fogh?

Dette livtag med the Nanny State tog man imidlertid ikke. Og private tænketanke, brancheforeninger, og andre organisationer har i mellemtiden vist, hvor tilbageholdende den nuværende regering rent faktisk er, såvel når det gælder privatiseringer og liberaliseringer, men også når det gælder om at øge borgerens handlefrihed.

Den betonkurs som blev udstukket af reformistiske socialister tilbage i slutningen af 1800-tallet, har man i det store og hele derfor fulgt mere eller mindre loyalt. I visse tilfældet har den socialdemokratiske regering under Nyrup fra før 2001, endda været langt mere villig til at file på noget af de socialdemokratiske vildtvoksende stødtænder.

Det er derfor svært ikke at tænke magt for magtens egen skyld, når man associerer til denne forslæbende og politisk tandløse kurs, som den føres af VKO.

Fødevarestyrelsen og de uklare signaler

Et svagt optræk til noget i retning væk fra den snagende og kontrollerende stat, var dog reduceringen af fødevarestyrelsen og kontrollen her, som også fandt sted efter Folketingsvalget i 2001.

Man beskar dog som bekendt ikke mere, end at man stadigvæk kunne foregøgle befolkningen, at det er takket være staten at fødevarekvaliteten i Danmark er høj. Men som bekendt fejlede fødevarekvaliteten ikke noget før ”smiley-ordningen” blev indført omkring årtusindskiftet af den socialdemokratiske regering, der regerede før 2001. Og det er nu engang den private konkurrence om at levere fødevarer af høj kvalitet, som vi kan takke for selv samme kvalitet.

Så hovedindtrykket af VKO er derfor blot, at: man sender svage ideologiske signaler til baglandet, tilmaler sig selv om socialdemokratisk og vel at mærke forsvarer den tilhørende betonideologi, alt imens man trimmer de socialdemokratiske institutioner en smule – uden rigtigt at sikre mulighederne for, at private virksomheder kan begynde at operere dér, hvor man i det mindste – som i fødevarekontrollens tilfælde – har svækket monopoliseringen. Resultatet og ikke mindst de politiske budskaber bliver derfor stort set betydnings- eller meningsløse for de fleste.

Tilbage står så kun den noget mere konsistente strategi, der handler om at fremstille oppositionen som uansvarlig. Men skal det virkelig forestille politik? Er det at ville noget? Det vil sige noget andet?

En ukontrolleret Forbrugerstyrelse

Et andet sted man kunne have sat ind var over for Forbrugerstyrelsen, der er en institution der i høj grad har bidraget til illusionen om, at vores høje velfærd og forbrugerkvalitet tilsvarende er noget, der må tilskrives en aktiv og kontrollerende stat.

Men her er der i stedet noget, der tyder på, at man (enten aktivt eller i kraft af ligegyldighed) gav de ansatte i styrelsen endnu mere frihed til at promovere markeds-skepsis, og noget man direkte kan karakterisere som forbruger-fjendtlighed.

Det var således en direktør i Forbrugerstyrelsen, der i en debat med undertegnede (19/3) nævnte, at det netop var fra og med 2001, at forbrugerstyrelsen begyndte at ”undervise” børn og unge om forbrugssamfundet på en måde, som man i høj grad må karakterisere som politisk farvet smagsdommeri.

Budskabet – skjult under overskriften ”undervisning” – fra Forbrugerstyrelsens side handler i al sin korthed om, at den moderne forbruger i den vestlige verden er et offer for ”markedskræfternes frie spil”; at forbrugeren i den vestlige verden ”udnytter” jordens ressourcer og ”tærer” på disse ressourcer; at kloden ikke kan bære, at de fattige i udviklingslandene kommer op på vores niveau; - og dermed at den gode forbrugerpolitik – fra forbrugerstyrelsens side – handler om at bidrage til, at borgerne reducerer forbruget.

Forbrugerstyrelsens kamp for at reducere forbruget og/eller begrænse forbrugerfriheden føres således i kraft af en dobbelt strategi, der på den ene side handler om lovgivning: det vil sige via offentlig lobbyisme at sikre flere forbud, øget regulering, højere afgifter, - samt som det nye nu også via sådanne former for ideologisk propaganda målrettet nye generationer.

Og i stedet for at give styrelsen modspil eller overlade debatten om forbrugerismen (og kontrollen med produkterne) til frie private organisationer, ja så trives forbudsiveren og opdragertranger også i de såkaldt borgerlige partier, navnlig hos de Konservative. Heller ikke i Venstre eller fra Dansk Folkepartis side ser man dog noget som helst modspil til de folkeopdragende - og i øvrigt ret frit agerende - offentlige institutioners bud på ”folkeoplysning”.

Det dagsaktuelle venstrefløjshykleri

I kraft af den aktuelle begejstring fra venstrefløjens side, der handler om den borgerlige regerings åbenlyse hykleri, bør man i øvrigt samtidig huske at vende spejlet 180 grader rundt, og spørge:

Hvem i alverden er det lige, der har hovedansvaret for at give staten en status om overformynder og børneopdrager af voksne ”frie” borgere? Det vil sige: - Hvad er det vi kan forvente, hvis vi får en ny socialdemokratisk ledet regering?

Med andre ord: Er der noget reelt ønske fra ”den anden side” (de klassiske socialdemokrater) om at borgeren skal have ansvaret over sit eget liv tilbage (inklusive lavere skatter, men altså også inklusive en højere grad af forbrugerfrihed)? Og hvor alvorligt skal man derfor i så fald tage reaktionen fra venstre side på aktuelle undersøgelser om etableringen af borgerlige smagsdommere?

I praksis står valget mellem de etablerede blokke derfor blot mellem to forskellige bud på, hvordan den danske befolkning skal opdrages og tages i hånden. For de anti-autoritære i såvel Dansk Folkeparti, Venstre og SF har længe været på retræte. Beton, "forsagelse", opdragende afgifter, reklameforbud, krav om korte brusebade (formidlet via den ”borgerlige” presse) samt appeller om øget offervilje i befolkningen hører derimod til dagens orden, anset hvorhen man vender sig hen (I dag kom DRV med endnu et forslag om nye afgifter på fødevarer).

Så ligegyldigt hvilket etableret politisk parti, det drejer sig om, finder man således ledende kræfter, der iscenesætter sig selv som enten miljøets, forbrugets eller den gode smags vogtere. Og hvor alle vil bruge magtmonopolet til at tvinge og dirigere endnu mere end det i kraft af den offentlige sektor allerede sker i dag. - Og at der i den forbindelse er en åbenlys sammenhæng mellem at Christiansborg-politik er blevet noget, man lever af som et håndværk, og at der så er en stigende tilbøjelighed i Folketinget og regeringen til at se på befolkningen som noget ler, der skal formes, burde være tydeligt.

Den naturlige reaktion fra de, der omvendt er i politik for at forandre, og ikke for at leve af at positionere sig, holde symbolske taler - og så i praksis begunstige klassen af offentligt ansatte kontrollanter yderligere, burde derfor være at søge væk fra de i stigende grad ensartede ”velfærds-partier” og mod partier, der tilbyder noget andet.

Konklusionen og budskabet til nye partistiftere bør derfor være: Ikke mere brobygning! Det er i stedet på tide, at der graves nogle dybere grøfter; og at forskellene på de politiske partier, og dermed valgmulighederne vender tilbage.

I 2009 er der måske tre nye partier, man kan stemme på. Tænk hvis de ligefrem tilbyder noget nyt, og samtidig formår at påvirke de gamle.