Læseren har måske hørt den venstreorienterede bruge udtrykket ”man fødes ind i et samfund”. Dette betyder for den venstreorienterede, at man i sidste instans er fri på de præmisser ”samfundet” / socialisterne / demokraterne stiller, og dermed også at man af samme grund er en slave i det omfang, de (socialister/demokraterne) ønsker det. Den manipulerende forælder bruger indstillingen om at ”man fødes ind i en familie” for at opnå en tilsvarende underkastelse. Såvel de politiske, de religiøse samt de familiære undertrykkere har [...] brug for at individer underkaster sig, og centralt for denne målsætning er, at man søger at overbevise de, som man vil have som undergivne, at de er mindreværdige til at tage stilling og til at bedømme frit. Man kan med udtrykket ”man fødes ind i et samfund” tale om et slaveri, der går i arv. Den sidst tilkomne forventes at ofre sig for de som kom før. Denne socialistiske version af den kristne arvesynd handler tilsvarende den kristne version om, at man ikke skal acceptere tanken om personlig frihed, men lade sig underkaste. Tanken om at underkaste sig samfundet er dermed fælles for socialister og religiøse, og dette fællesskab forklarer også en god del af de alliancer man ser mellem den yderste venstrefløj og islamismen. Atter er den modsatte individualistiske indstilling tværtimod at man udelt ejer sit eget liv, og at man ikke i en eller andre grad er nogen andens ejendom. Man er tværtimod kun et menneske, hvis man har friheden til at tage selvstændige beslutninger; og sådanne kan man ikke tage med et delt ejerskab.

http://www.coin.dk/default.asp?aid=1610

"Skralderne [unge skraldspisere] er en modkultur, der er opstået i en periode med meget forbrug. De gør op med forbrugerkulturen og er meget bevidste om miljøaspektet," forklarer samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet ifølge metroXpress. Johannes Andersen, der udpeges som ekspert i skralderkulturen, tror dog på fremgang for skralderne, uanset om konjunkturerne serverer overflod eller dikterer smalhals.

Fra artiklen Facebook-gruppe for unge, der spiser skrald, har 500 medlemmer

Her er nogle bidrag til mere uddybende forklaringer:

Forbrugerstyrelsen og den uformelle gruppediskussion :

Hos Forbrugerstyrelsen får man et indblik i, hvordan ”alternativ” og ”progressiv” pædagogik går hånd i hånd med opdragelse til at blive en civilisations-skeptisk maskinstormer. Det er ikke mindst takket være sådanne former for offentlig ”undervisning”, at unge mennesker bliver respektløse, voldelige, flytter ind i faldefærdige huse og/eller stemmer på Enhedslisten. - eller lærer om det angiveligt moralske i at spise skrald.

Forbrugerstyrelsen og de hætteklædte :

Unge mennesker, der er blevet udsat for den type "pensum", man finder hos Forbrugerstyrelsen, må forventes netop at flytte ind i et hus, der er nået ud over selv genbrugsværdighed. Man vil insistere på, at det er et godt hus at bo i (ikke mindst i moralsk forstand), fordi det er forfaldent. Man må tilsvarende forvente, at laser og pjalter, og ikke blot genbrugstøj er højeste mode i sådan en bevægelse. Endvidere må man regne med, at intellektuelle, der har de samme holdninger til »forbrugssamfundet«, vil sympatisere.

Propaganda fra staten:

Citat fra statsligt skolepensum:

Øvelse -- Eleverne sidder hver for sig og tænker på, hvad de har købt inden for de sidste 14 dage, og hvorfor de købte det (mad er ikke med). Tingene og begrundelserne skrives ned. Bagefter lukker de øjnene og tænker på hvilken følelse de havde, da de havde købt tingen (var det glæde, lykke, ligegyldighed, irritation, øget selvtillid eller andet). [...] -- Hvor mange af de ting, de har købt, var nødvendige for deres hverdag? [...] -- Klassen kan, evt. med udgangspunkt i et oplæg fra læreren om samfundsøkonomi, diskutere forbrugets magt og indflydelse på økonomien og om det er muligt med den samfundsøkonomi og styreform vi har i Danmark at begrænse forbruget. [...]

Statslig indoktrinering - et kunstigt behov:

I Forbrugerstyrelsen er man skeptisk overfor det, man kalder forbrugersamfundet og forbrugskulturen. Ifølge styrelsen tærer den menneskelig aktivitet på jordens ressourcer. Fra Forbrugerstyrelsens side er ønsket ikke bare at promovere en genbrugsfilosofi. Målet for styrelsen er direkte at reducere forbruget. Udgangspunktet er økofilosofien, hvor man anser mennesket for en forstyrrende faktor i en iøvrigt harmonisk økobalance. Til at nå målet om at reducere menneskers påvirkning af omgivelserne, har styrelsen derfor udarbejdet et bidrag til undervisning på folkeskoleniveau. Dette bidrag handler nu om, at børn og unge skal lære at forbinde globalisering med udbytning af den 3. verden, og med en tilsvarende ”udbytning” af miljøet. En af metoderne er på marxistisk vis, at lære de unge, at de er ofre for ”kunstige behov” skabt af sælgere og producenter.

Fri os fra forsagelse! :

Alle religioner prædiker [...] en eller anden form for opgivelse, ydmyghed og sagtmodighed i forhold til de andre, næsten, samfundet, helheden eller et overnaturligt væsen – naturligvis med betydningsfulde gradsforskelle. Når religioner gør et comeback, så gør forsagelsen og promoveringen af offergerningen det derfor også. I mangel på synlige alternativer til, hvad det gode består i, er forsagelse dermed blevet ét af de pejlemærker, som politikere bruger, når de vil agere politisk. Opfordringer eller motivering til en eller anden grad af selvopgivelse er dermed en faktor for såvel moderne politisk retorik, men også for lovgivning.
http://s-espersen.blogspot.com/2007/08/fri-os-fra-forsagelse.html

Ovenstående kommentarer skulle gerne sandsynliggøre at statslige myndigheder herunder politikere, administratorer samt undervisere har bidraget med at promovere de holdninger der fører til skraldspisning blandt ungdommen. Mindre skoletvang fra statslig side ville dermed også have begrænset disse former for evnesvag adfærd.

I det seneste nummer af det akademiske blad Libertas, der udkom i slutningen af 2008 forsøgte cand. theol. Katrine Winkel Holm at vise, at liberalismen havde brug for kristendommen, forstået som den kristne kulturarv, som en modvægt til den frihed, der findes i liberalismen.

KWH's primære problem er, at hun ikke forstår den tanke at man kan bygge en frihedspolitik op på virkelighedens præmisser; det vil sige logisk og konsistent - uden at importere en eller anden form for mystisk ingrediens i form af religion – eller den verdslige Hegelske form, som omtales senere.

Det virker ikke til at være tilfældet, at KWH skulle have den tanke, at der kunne findes en integreret rationel tilgang, der ikke blot tilbyder vejledning i, hvordan man bør begå sig rationelt som individ, men som samtidig også har bud på, hvilke spilleregler, der bør gælde, sådan at denne rationalitet også får mulighed for at udfolde sig på samfundsplan.

Hele ideen om at mennesker skulle kunne orientere sig efter ikke-selvmodsigende principper; det vil sige logisk (uden religiøsitetens ”krydderi”); såvel på mikro- som makroplan er derfor en tankegang, som KWH helt ignorerer. Det er ikke desto mindre ærgerligt eftersom netop tænkeren Ayn Rand er en ret central politisk figur i den liberalisme, som også Libertas har beskæftiget sig med.

Faktisk virker selve ideen om, at man ved hjælp af sin fornuft prioriterer, vælger og fravælger forskellige tilbøjeligheder ud fra ideen om hvad der gavner en på langt sigt (sådan som også Ludwig von Mises beskriver det i sit hovedværk Human Action http://www.mises.org/resources/3250 ), som en fremmed fugl i KWH’s indlæg.

Det er muligvis en konsekvens af at læse teologi, at man i den grad kommer til at afskrive fornuftens rolle, såvel i dagligdagen som i opstillingen af principper, der virker civilisationsbevarende.

Ovenstående mistanke om generel fornuftsafskrivelse bygger jeg på KWH's udsagn om at "Vesten opstår ved en sammensmeltning af [...] forskellige forståelser af frihed. Og at Vesten sine mange unoder til trods i den grad er et forsvar værd".

Denne og tilsvarende sentenser vidner om en ubeviselig påstand, der kræver styrke i troen, om at ”Vesten” er en slags pakkeløsning, og at man derfor enten må vælge hele pakken eller forkaste den; samt at hvis man vælger pakken, så forventes man også at acceptere og forsvare alle elementer, der har konstitueret pakken, altså bidraget til at skabe dette fænomen, ”Vesten”. - Eller også skal der som KWH argumenterer for i Libertas ske en eller anden slags arbejdsdeling mellem kristne pligtforkæmpere og det som KWH tilsyneladende ser som liberale slaver af utøjlede lyster.

For det første er der med ”Vesten” tale om et fænomen, der åbenlyst kan brydes ned i forskellige – og modstridende elementer.

For det andet er det logisk, at konstatere, at man sagtnes kunne undvære nogle af elementer uden at de centrale og godartede dele af den grund forsvandt. Dette er logisk i det omfang man anerkender at mennesket er et fornuftsvæsen, der kan forstå og leve efter principper, det vil sige pejlemærker for adfærd – uanset om disse er opstillet religiøst eller verdsligt.

For det tredje giver det ikke sig selv, at det forhold at bestemte historiske faktorer har ført til et givent fænomen IKKE betyder, at andre faktorer (eksempelvis rationelle indsigter i forhold til religiøse ”åbenbaringer”) ikke også skulle kunne føre til de samme godartede faktorer. Jævnfør det foregående kunne tidligere principper, som måske blev iført religiøs klædedragt altså udmærket blive markedsført ud fra rene appeller til hvad, der er i modtagerens interesse på længere sigt. (Og i kraft af den rationelle argumentation føre til mere godartede resultater).

Historiske nødvendigheder

Hvad der er tale om med KWH’s indlæg i Libertas er således en slags borgerlig form for determinisme – jævnfør de historiske ”nødvendige” faktorer som skal forsvares fordi de har ført til det som findes i dag, - som imidlertid slet ikke er ny.

Tilbage i begyndelsen af 1990’erne kunne politologer således stifte bekendtskab med Francis Fukuyamas bog ”Historiens afslutning og det sidste menneske”, der udkom på dansk i 1993.

Fukuyama bruger i sin bog G. W. Hegel til at stille Karl Marx på hovedet, og hævder at det liberale demokrati og ikke kommunismen er udtryk for historiens sidste stade. (Fukuyama er tidligere omtalt i Information http://www.information.dk/80671 ).

Man forventes således med de konservative mystikere at købe en meget stor pakkeløsning, og med nogle elementer som andre mere rationelle tænkere har dokumenteret ER selvmodsigende, og altså hvor nogle elementer på sigt er destruktive for helheden. (Jf. Mises beskrivelse af hvad ”blandingsøkonomien” i sidste instans fører til).

Det som disse Hegelianere vil have os ”fornuftstilbedere” til, er således at acceptere denne påstand om modsætningernes heldige historiske syntese, og derfor ikke at stille de åbenlyse spørgsmål, der handler om, hvordan det selvmodsigende (paradoksale) på nogen måde kan skabe en enhed, endsige en meningsfuld af slagsen. Således har vi et af flere paradokser hos disse kristne teologer og konservative mystikere, der handler om at man skal afbalancere lysten og pligten, selv om det ene fænomen udelukker det andet:

Et menneske der har fået påduttet pligtfølelse udefra (og altså ikke selv har valgt en afgrænset personlig ”pligt), er naturligvis ikke et frit menneske, der så vælger lysten, hvor pligten ikke er blevet indpodet. Et sådant menneske er først og fremmest et pligtmenneske, og i praksis en slave af andres værdier og værdidomme. Det er omgivelserne der har defineret dette individs moralske spændetrøje – inklusive hvad dette måtte omfatte af frihed. Vedkommende orienterer sig derfor i praksis ikke på grundlag af lyst, men i stedet gennem den udefrakommende pligtindpodning.

Omvendt er et menneske, der lever af lyst, og som eventuelt lader sin lyst få udløb på en måde som ikke skader det længere livsforløb, inklusive relationerne til andre, men som tværtimod fremmer livet gennem fornuftige livsfremmende lyster ikke på nogen måde et pligtmenneske. Så heller ikke her er der tale om nogen ”syntese”. Dette menneske har selv valgt sit liv, herunder i hvilket omfang det vil overholde lovene eller ej.

En tredje mennesketype kunne så være det ustyrlige lystmenneske, der hurtigt havner i fængsel eller i graven med en overdosis. (Denne sidste type, er altså åbenbart også en ”rendyrket liberalist” ifølge KWH.)

A er derfor A. Det selvmodsigende er det selvmodsigende. At stille to modsætninger overfor hinanden og derfor at vælge halvt om halvt (det vil sige at vælge en smule pligt og give efter for en et vist mål af lyst) er ikke en integration, og ikke nogen syntese. Der er bare tale om ”balancegang”, baseret på tro og dermed ønsketænkning.

Afskrivelsen af fornuften

Det centrale problem ved KWH’s indlæg er derfor først og fremmest det forhold, at hun helt og aldeles undlader tanken om, at der kunne udvikles / forbedres en politisk tankegang og orientering, som i højere grad end tidligere tager højde for de unoder, som ikke tjener civilisationen. - Men tænk nu også hvis man indså at en af disse nye indsigter førte frem til konklusionen om, at troen ikke var noget særlig nyttigt redskab som pejlemærke for at begå sig i verden? Så hvorfor forholde sig til ikke mindst Ayn Rand og objektivismen, når man i stedet kan opstille det utøjlede lystdrevne menneske som prototype på den moderne liberalist?

KWH’s tilgang og forsvar for civilisation er således som andre mystikere omtalt tidligere http://www.coin.dk/default.asp?aid=565 , at hun tager afsæt i hvad der findes, og at hun derefter ophøjer disse elementer, (som dog bliver udvalgt og rangordnet efter en eller anden mystisk indsigt), til at være afgørende for helheden; og samtidig at valget som det moderne menneske så skal gøre sig, er valget mellem enten helheden (civilisation) eller fravalget (ikke-civilisation) – men altså ingen selvstændig rationel og analytisk stillingtagen til de enkelte dele.

Retorikken fra KWH’s side er dermed også primitiv, og sælger tydeligvis ikke borgerligheden til fornuftsmennesker. Hvem køber for alvor påstanden om den uundværlige religion? Det gør vist især venstrefløjen, når den skal portrættere borgerlige som notorisk religiøse. Denne primitivisme er netop ret populær hos pressen, og især hos venstrefløjen: Socialisterne er vildt begejstrede for at få bekræftet deres fordomme om, at borgerlige og religiøsitet er uadskillelige størrelser. Hvis man tror på et eller andet og især hvis man er med i en af de verdensreligioner, der har flest urimeligheder på samvittigheden – og samtidig kalder sig for ”borgerlig”, ja så strømmer venstrefløjspressen til prædikestolen. Marx sagde jo netop, at de borgerlige havde en bestemt klassebevidsthed. De borgerlige set med socialistiske briller ved jo naturligvis at religion er redskabet for at holde masserne nede. I en venstrefløjs optik er en ægte borgerlig derfor også en sand teolog, der kan sit borgerlige opiums-pensum-til-folket fra a – z.

I stedet for at lede efter det mest fornuftige bud på vor tids liberalisme, så opfinder KWH i stedet sin egen stråmand, der beskriver en form for liberalisme, som overladt til sig selv fører til sin egen destruktion: ”[H]vis man skal give friheden videre og bevare den, kræver det, at man understreger et aspekt ved friheden, som umiddelbart kan virke som en modsigelse af friheden: Forpligtelse og selvdisciplin. Ellers degenerer friheden og ender med at ødelægge sig selv”[…] Mystikeren KWH har således fjernet et par af sine ingredienser fra totaliteten (det givne). Nu konstaterer hun så at delene (den rene frihed) ser ”uhel” ud. Hun tilføjer så analytisk atter resten af totaliteten (forpligtelse og selvdisciplin), hvorefter helheden (”Vesten”) atter ser pæn ud igen. Kort sagt kan argumentationsformen koges ned til at: a) helheden er god; b) helheden udgøres af forskellige elementer; c) uden de forskellige elementer fungerer helheden ikke.

KWH har dermed ikke på nogen måde givet et rationelt og logisk forsvar for friheden og civilisationen. I sidste instans er påstanden derfor også fra KWH’s side at religion er uundværlig, samt at kombinationen af religion og fornuftsorientering, eller pligt (tro), selvdisciplin (åbenbart også tro) - og så mere rendyrket frihed (det som KWH kalder lystprincipper og selvrealiseringsprincippet) er en (historisk) nødvendig kombination. Som det tidligere er forklaret kan eksempelvis lyst og pligt bare grundlæggende ikke eksistere side om side: Enten lever man i krig med sig selv – mellem udefrakommende pligt og så personlig lyst; eller man er et pligtmenneske; eller man lever i nuet som rendyrket lystmenneske; – eller man orienterer sig rationelt og nyder dermed livet, så det giver mening på langt sigt, uden anden pligt end den man opstiller for sig selv.

Som det er påpeget tidligere tilbyder religionen ingen som helst form for vejledning i hvornår det betaler sig at være religiøs og hvordan det giver mening at bruge sin fornuft.

Det centrale er derfor, at KWH har opfundet en isoleret set selv-ødelæggende liberalisme, som hun bagefter med lethed kan hævde er ukomplet.

KWH's liberalistiske stråmand er gammel vin på gamle flasker

Læg derfor mærke til at hele den konservative balancegangs-retorik og –tankegang genfindes i KWH’s kommentar. Forskellige fænomener (fornuft og tro) samt forskellige tilbøjeligheder (pligt, lyst, viljen til selvrealisering) skal således balanceres op imod hinanden. Men hvordan og hvorledes ved vi ikke med religionens hjælp. De religiøses rolle er således udelukkende at komme med arbitrære påstande, om betydningen af selvmodsigende tilbøjeligheders bidrag til helheden, men ikke at give nogen rationel vejledning.

En af de mange ”under-stråmænd” er således påstanden om at viljen til selvrealisering som sådan skulle være selvdestruktiv. Lige så vanvittig er imidlertid tanken om at religiøsitet skulle virke som en godartet faktor, når det gælder selvrealisering. Den eneste måde hvorpå man kan realisere sig selv på en meningsfuld måde, er tværtimod netop at man konstant bevarer kontakten til virkeligheden, og tænker over de langsigtede konsekvenser af ens egne handlinger, og den måde som man konkret ønsker at realisere sig på. Det er vel at mærke det modsatte af at vælge religiøsitet: det gælder netop om at undgå religion, og i stedet også tænke selvrealisering på det lange sigt. Tilsvarende med ”lystprincippet” gælder det, at man ikke fornægter det, man efterstræber, men samtidig rationelt holder sig for øje, om det man umiddelbart efterstræber, også er det man på længere sigt har gavn af.

Som det fremgår direkte i KWH’s kommentar opstilles der således en liberalisme, hvor ”normen er, at alle bare skal gøre, hvad de har lyst til”. Men hvilke borgerlige i Danmark argumenterer for noget sådant? Svaret er naturligvis INGEN borgerlige i vor tid, og med stor sandsynlighed har ingen borgerlige af betydning nogensinde kæmpet for noget sådant i Danmark. Tværtimod er der indenfor de ikke-religiøse liberalistiske strømninger opstået noget, der bevæger sig endnu længere væk fra den hedonisme, som KWH har fyldt i sin liberale stråmand. De eneste der har ”kæmpet” for denne udgave af liberalismen er derimod venstrefløjen, jf. portrætteringen af Anders Fogh Rasmussen som ”hulemand”, da han i sin tid blev regnet for at være liberalist. Denne fordom ophøjes nu til en virkelig ’isme, hvor KWH’s så vil modvægte liberalisme-lysterne med konservatisme-pligten.

Med Ayn Rands ideer og objektivismen står de religiøse ikke desto mindre overfor en politisk tankegang, der med rette har påpeget, at dette med religiøsitet som afsæt for moral og karakterdannelse er en ekstrem overfladisk og farlig indstilling, når det gælder behovet for at finde sig redskaber til at begå sig i verden. Man har i stedet brug for et redskab til at kunne integrere ens forskellige behov; - og kun fornuften kan gøre dette. Med fornuften kan man opstille et generelt styrende princip (målet om at leve godt og længe), og derefter rangordne de andre principper man har brug for - ud fra dette (gennem rationelle valg og betoningen af værdier og normer/dyder).

Konklusion

KWH’s kommentar er netop endnu et bevis på, at der fra konservativ og mystisk side kun tilbydes en eller anden form for ”holisme”, hvor det eksisterende ophæves til at være det gode (bedste) og påstanden om at helheden skal forsvares ved hjælp at et forsvar for modstridende dele. Dette var netop G. W. F. Hegels tankegang. Og KWH’s tilbyder intet nyt udover den idealistiske dialektik som Hegel stod for, og som netop er kendetegnet ved at være udtryk for en rendyrket mystikers påstand. Mystikerens rolle efter at den mystiske påstand er blevet accepteret bliver efterfølgende at fortolke guddommen eller ”verdensånden” (Hegels begreb), og dermed at have åndelig magt over sagtmodige tros-tilbøjelige sjæle. Betingelsen for dette er ikke desto mindre, at man har held med at portrættere liberalister som nogle vildmænd, og samtidig at afskrive muligheden for en etik på fornuftens præmisser.

Der er derimod intet som helst mystisk ved at konstatere at mennesket har en fornuft; at man som menneske er i stand til at tage stilling til om begreber er sande eller falske; at man som individ med sin bevidsthed kan bygge sin begrebsverden op fra grunden – med de simplere begreber først og dernæst de mere komplekse; og at man derfor kan vælge at orientere sig ud fra principper som har en rationel og reel forbindelse til virkelighedens verden, det vil sige den fysiske/materielle virkelighed, vi befinder os i, herunder også at man kan udvikle et intersubjektivt overførbart kodeks, som andre også kan være enige i, og som blandt andet stipulerer hvor friheden ender og begynder. Det er også – i forhold til ovenstående mysticisme - helt uproblematisk at skrive og håndhæve en forfatning ud fra sådanne normer for frihed.

Man kan derfor i kraft af konstateringen af, at mennesket er et biologisk væsen med en selvstændig og refleksiv bevidst, og som befinder sig i et univers med kausalitet og konsekvenser, derfor også lære at begå sig på fornuftens præmisser og at orientere sig på rationalt baserede principper, der kan hjælpe en til at tage stilling til hvad man skal gøre i konkrete situationer: Skal man søge dette eller hint job?, skal man overtræde love eller ikke?, købe bil eller ej? Køre for stærkt eller ikke? I enhver situation hvor der byder sig muligheder og valg, har man derfor fornuften at konsultere, hvis man vælger det.

Vælger man blot i begrænset omfang religiøsiteten svarer det tværtimod til at spille om sit liv ved at kaste med terninger. Det sidste er så uborgerligt som det kan blive. Religion bør man helt overlade til venstrefløjen.

Det er svært at komme i tanke om en større kontrast til denne politiske teologi [COIN: den kristne altruistiske forsagelsesideologi] end den russisk-amerikanske forfatter og filosof Ayn Rand, der skrev en håndfuld ikonografiske romaner i midten af sidste århundrede. Må jeg bare nævne en, der tilmed er filmatiseret: The Fountainhead (da. oversættelse: Kun den stærke er fri).

Den scene er jo en hel Bibel. Fandtes der præster som Howard Roark, gik jeg oftere i kirke. -- Mikael Jalving i Berlingske Tidende

Kristendommens strupetak på det frie sinn forsvant først etter gjentatte og vedvarende utfordringer. Noen av disse var satiriske. Mange måtte betale med sitt liv. I dag finnes det knapt en kristen som er rede til å drepe fordi noen har fornærmet deres gud. Islam trenger den samme utfordring. Blir de mange nok, rekker galningene ikke over drapstrusler og demonstrasjoner mot alle blasfemikerne. Etter at de har innsett at loven ikke støtter dem i liberale land (Norge foreløpig ikke inkludert, siden feigingene på Stortinget enda ikke har opphevet den sovende blasfemiparagrafen), henvises de til den siviliserte formen for meningsutveksling, rasjonell argumentasjon. - Det skriver Jan Arild Snoen i kommentaren Muhammed som hund (www.minerva.as).

I kraft af reklamerne og de efterfølgende forbrugsvalg bliver de gamle produkter, vejet og fundet for lette, skriver undertegnede blandt andet i dagens kommentar i 180grader.dk. "At blive vejet og fundet for let", er, hvis man ikke ved det, en talemåde, der stammer fra det Gamle Testamente. Faktisk stammer begrebet fra det samme sted, hvor man kan læse om "skriften på væggen", der tilsvarende er blevet en ret almindelig vending i dansk sprogbrug. Præcis hvordan vendingerne oprindeligt blev brugt kan man læse i Daniels bog kapitel 5.

Grunden til at dette nævnes er, at der med passagen i Gode reklamer - skadelige forbud ikke var tale om "skjult reklame" for det Gamle Testamente; men altså blot om billedsprog. Og billedsprog er som bekendt netop noget, der ganske ofte bruges i reklamer. På denne måde virkede det derfor passende at bruge billedet med at forbrugerne vejer o.s.v. For der var netop tale om en slags reklametekst for reklamer. Måske ser de politiske beslutningstagere så i af kraft "reklamen" også skriften væggen, og tillader nogle flere, så forbrugerne kan få lov til at måle og veje i fred...

Nu synes læseren måske at tiden er blevet brugt lidt for meget på småting. Derfor skal posteringen afsluttes med noget meget mere alvorligt:

I USA gennemgår Lisa VanDamme således den såkaldt "progressive" undervisning som vi også kender herhjemmefra med frygtskabelse, gruppesamarbejde, pap maché og sanglege ad libitum, men også den klassisk verdslige og den klassisk religøse form for undervisning - i et meget udførligt essay med titlen The False Promise of Classical Education. Overskriften for essayet skyldes netop at man i USA er ved at give op, hvad angår den såkaldt "progressive" og moderne undervisningform, eftersom børnene ikke lærer noget, og at man så søger tilbage til det "klassiske", der enten kan være verdsligt eller religiøst betonet.

I hendes essay fremgår det vel at mærke, at man visse steder i USA lærer om det Gamle Testamente på en helt anden og langt mindre afslappet måde end hvad undertegnede blev udsat for i Østjylland. Og det som de amerikanske skolebørn lærer, har blandt andet konsekvenser for de kommende amerikanske generationers syn på videnskab - herunder blandt andet hvad angår synet på biologi og på Darwins evolutionslære. I sidste instans betyder dette naturligvis også noget for fremskridt og velstandsskabelse globalt. For USA er som bekendt i kraft af den åbne, frie og stærke økonomi samtidig en stærk kulturfaktor.

Nogle af de citater som Lisa VanDamme har fundet, der handler om, hvad man vil indpode i de kristne skoler i USA, er således ret skræmmende hvad angår ekstremisme og dogmatiskhed. De værste af disse passager minder om noget, man kunne finde i koranskoler i Mellemøsten eller i Pakistan.

Når det gælder frihandel og fri konkurrence kan vi derfor ganske rigtig lære meget af USA og den amerikanske historie. - Men når det gælder verdslighed, er det - i forhold til visse egne af USA - derimod af og til den anden vej rundt.

Læs The False Promise of Classical Education. (Fra the Objective Standard).

For at reklamere for essayet kan det blandt andet nævnes at Lisa VanDamme selv konkluderer følgende om målet og meningen med undervisning og pædagogik:

The proper goal of education is to foster the conceptual development of the child — to instill in him the knowledge and cognitive powers needed for mature life. It involves taking the whole of human knowledge, selecting that which is essential to the child’s conceptual development, presenting it in a way that allows the student to clearly grasp both the material itself and its value to his life, and thereby supplying him with both crucial knowledge and the rational thinking skills that will enable him to acquire real knowledge ever after. This is a truly progressive education — and parents and students should settle for nothing less.

Besøg the VanDamme Academy her.

Under overskriften Tro er en privatsag udtaler Rune Lund fra Enhedslisten i en pressemeddelelse, at man sagtens [kan] være religiøs og socialist på en og samme tid. Enhedslisten har medlemmer, der er kristne, jøder, muslimer og meget andet. Religion er en privatsag. Det vigtige er, at man støtter Enhedslistens politik....

Som man kan læse i dagens Jyllands-Posten er der dog flere på venstrefløjen, der er bevidste om at religion i praksis ikke er en privatsag. Religion er rent faktisk i stigende grad blevet et politisk modelune, hvor journalister i mange forskellige sammenhænge trækker såvel kristne, muslimer og buddhister ind i et tv-studie eller andet medie, for at de kan forklare politiske fænomener og/eller give deres bedømmelse af, hvad de mener, der er rigtigt eller forkert. Deres holdninger i denne henseende, er så nogle de baserer på en eller anden trosretning. For de er netop blevet hidkaldt i kraft af deres religiøsitet. Og disse religiøse meningsdannere driver naturligvis samtidig politik i det omfang man mener, at politik handler om at overbevise og påvirke. Og hvis tro var en privatsag, så er det da også forunderligt, at troende har en så karakteristisk tilbøjelighed til at dominere bestemte geografiske områder, hvad enten det så gælder protestantisme, katolicisme, jødedom, islam, shinto-dyrkelse, ase-tro eller noget andet. Tro er derfor ikke en privatsag. Og de meget troende er meget politiske.

Især når det gælder Islam, og navnlig i vor tid, skal man derfor være ualmindelig virkelighedsfjern for ikke at have lagt mærke til, at der her er tale om en særdeles politisk religion. - Men det er man som bekendt også i Enhedslisten; hvor man baserer sine ideer på en verdensfjern person ved navn Karl Marx, hvis ideer er blevet brugt til at implementere nogle politiske eksperimenter med helt forfærdelige konsekvenser. Og socialisme er populisme og verdslig reliøsitet i en videnskabelig forklædning. Karl Marx var i denne sammenhæng en af de mest centrale bidragsydere til at at få socialisme til at tage sig videnskabelig ud. Marx har uden tvivl også bidraget til at præge de tyske eksperimenter med socialisme, men som bekendt især eksperimenterne i Rusland, i Cuba, i Cambodia, i Nordkorea, i Kina, i masser af afrikanske lande og i flere latin-amerikanske. Omvendt har man i de lande, hvor man forsvarede individets frihed formået at skabe en så stor velstand, at man kunne forsvare sig mod den marxistiske og socialistiske krigsmaskine og ideologi. Hos Enhedslisten trives marxismen trods disse mange idiotiske eksperimenter stadigvæk. (Og det gør den som det skal pointeres underneden i øvrigt mange steder).

Så for at opsummere: - Religion handler om holdninger; og holdninger er hvad politik handler om. Derfor må man forholde sig politisk til religion; og især når religiøse går ind i politik; det vil eksempelvis sige, når de vil i Folketinget. Og jo mere religiøse kandidaterne er, desto mere vil deres religion være udslagsgivende for deres poltiske standpunkter. Der er simpelthen ingen, der parkerer deres religion i garderoben, når de går på arbejde om morgenen. For eftersom religion handler om holdninger, så handler religion også om værdier, og dem handler man ud fra og orienterer sig efter. Så at hævde at tro er en privatsag er simpelthen forkert. Her kan simpelthen ikke sondres mellem privat og offentlig. Men hvis man vil have sin tro i fred - det vil sige ikke have den til debat i aviserne, så bør man simpelthen holde sig fra politik.

Det er derfor nødvendigt, at vi indser, at en række former for religion i dag i høj grad er politisk aktive. Det er især vigtigt, at indse, at navnlig islamister vil gøre deres religion til noget altomfattende og styrende for adfærden i samfundet. Religioner skal derfor ikke på nogen måde holdes fri af granskning, teoretisk efterprøvelse, logiske overvejelser og så videre. Når religiøse kommer med en påstand, et udsagn eller et forslag, må man derfor uden frygt eller ud af nogen misforstået form for respekt undlade at spørge: - Hvor har du det fra? eller - Hvad bygger du det på?.

Det skal i forbindelse med Enhedslisten i øvrigt også bemærkes, at Karl Marx kaldte religion for opium for folket. Sagen er imidlertid, at marxismen i sig selv i høj grad er udtryk for religiøsitet - jf. blandt andet forbindelserne mellem Marx og Hegels ideer. Marxisters ideer om planøkonomi er vel at mærke for længe side blevet tilbagevist teoretisk. I praksis er ideerne forsøgt implementeret igen og igen, og hver gang med katastrofale følger.

Men alligvel vil marxister altid have en chance til for at få lov til at gennemføre et nyt "eksperiment"; og hvor de for at kunne gennemføre deres eksperiment samler den politiske magt hos en kommission eller hos en diktator for derefter at udstikke en bestemt kurs for millioner af sagesløse mennesker. Parolerne og metoderne er forskellige, men katastroferne burde efterhånden være gammelkendte. Samtidig - og trods disse eksperimenter - så gennemsyrer de marxistiske teorier stadigvæk universiteter og statslige institutioner - ofte i en eller anden ny-marxistisk klædedragt.

De marxistiske ideer og retorikken, der er udviklet ud fra disse ideer har dermed også en særdeles stor betydning for, at vi i Danmark har et så højt skattetryk. Det skattetryk har i høj grad en religiøs/demagogisk fundering. Omvendt på den borgerlige side, så handler dagens kommentar om, at man herfra har givet efter, og lært at abonnere på navnlig 1970'ernes store religiøse hit, det vil sige neo-marxismen og den medfølgende statsdyrkelse. I vid udstrækning kan man også sige, at borgerlige politikere simpelthen bød enhver ide velkommen, der kunne give dem mulighed for at bestemme over flere midler. Det er på sin vis menneskeligt, at ville have økonomisk magt. Problemet er bare, at grundlaget for at tiltage sig stadigt mere politisk magt over økonomien ikke har noget som helst virkelighedsbaseret fundament. I dag er vi derfor nået frem til, at festen der startede i 1970'erne, er resulteret i klientgørelse, en formindsket privat sektor, verdens højeste skattetryk og en deraf reduceret velstand samt et begrænset initiativ til produktivitet. Vi har "til gengæld" fået en politisk klasse, der agerer som et verdsligt præsteskab. Guden de vil have os til at tilbede er velfærdstaten, som er socialister og de "borgerliges" religiøse kompromis.

Peter Schwartz forklarer i artiklen Religion vs. Liberty, hvorfor religiøsitet altid handler om magt over sjæle og dermed også om politik:

Politically, if religious faith dominates, freedom will not be permitted. If the basic political goal is the secular one of defending individual rights, then each person has sovereignty over his life and is left free by the state to think for himself and to pursue his own values. But if the basic goal is to implement the will of some unfathomable deity, then the citizen cannot be allowed to exercise his own judgment and to challenge divine authority. The religionist believes there is no difference between the crime of, say, murder and the "crime" of uttering some religious heresy--both acts defy God's commandments and so must be punished. The demand for blind faith does not acknowledge the inviolability of man's rational mind.

Flere artikler af Peter Schwartz.

Religion er for tiden, som læseren vil vide det, til debat og diskussion. Man diskuterer især Islam og Kristendom (men også en smule Buddhisme ). Flere af dem, der kalder sig borgerlige, hævder nu, at kristendommen har stor betydning for velstandsskabelse - jf. også en aktuel kronik i Berlingske Tidende. )

Undertegnede har dog endnu ikke set en fornuftig kobling mellem den i Danmark dominerende trosretning og så kapitalismen. Rent faktisk er det særdeles svært at se nogen som helst overordnet relation mellem religiøsitet og produktivitet. For produktivitet - som er det kapitalisme fremmer - handler om at vide; og religiøsitet handler som bekendt om at tro. Når man står i en bestemt situation og skal træffe en beslutning, om hvad man vil gøre, er en religiøs indfaldsvinkel derfor ikke i overensstemmelse med en fornuftig. Fornuftighed og religiøsitet er simpelthen to vidt forskellige måder at orientere sig på.

Fornuft er det som de fleste benytter sig af, når de skal over en vej: Om der kommer biler eller ej er derfor ikke et spørgsmål om tro: Man sætter sig via sanserne ind i, om der er trafik eller ikke. Og man diskuterer ikke med sig selv, om hvad Jesus ville have gjort. Man har i kraft af fornuften lært, at man bør se sig for.

Men, siger så de kristne, det er ikke religionen og troen som sådan, der gør Kristendommen til en medspiller i et samfund med markedsøkonomi. Det hævdes i stedet, at det er værdierne, der udgør Kristendommen, og som indirekte bidrager til at fremme det velstandsskabende samfund.

Her må man for det første konstatere, at de kristne værdier nu engang er trosbaserede værdier og dermed valgt ud fra den trosbaserede metode, det vil sige netop den metode, man ikke kunne drømme om at bruge, hvis man skulle passere en befærdet vej. Har man valgt kristne værdier, har man historisk derfor ikke brugt sin fornuft, simpelthen i kraft af valget af metode: - Man TROR at det ene eller andet er godt/moralsk/rigtigt, helt på samme måde som man så kunne vælge at tro at der ikke kommer en lastbil eller en bus kørende, der hvor man troskyldigt passerer vejen. Og pointen her er naturligvis at det slet ikke er godt at orientere sig på denne måde, og at metoden ikke er god.

Og hvilke kristne (trosbaserede) værdier er det i givet fald også, der skulle sikre skabelsen af store omkostningseffektive virksomheder, og som kan flytte kapitalen, derhen hvor den kan bruges bedst muligt? Hvad med profitincitamentet? Er det nu et kristent incitament? Så snart man begynder at se på hvert enkelt fænomen, der hører til det, der tilsammen skaber velstand i markedsøkonomien, så er det praktisk talt umuligt at finde noget som helst element af den oplyste egeninteresse, der driver produktiviteten fremad - i Kristendommen. Såvel metoden man benytter sig af, såvel som det man orienterer sig efter (værdierne), er i Kristendommen helt og aldeles væsensforskellige fra værdier, man vælger ud fra fornuftige overvejelser. For hvis man vil lære sine børn hvordan de undgår at blive kørt over, så er indfaldsvinklen helt omvendt den religiøse metode samt værdierne: at de skal lære at tage vare på sig selv; at de skal bruge deres fornuft; at de skal forstå, at det er farligt at gå over vejen, men at faren aftager, hvis de ser sig for. Appellen her til at lære børn at klare sig, er dermed, at de er deres egen værdi, og at de takket være deres fornuft kan begå sig i verden.

Konkrete beslutninger i det kapitalistiske system er tilsvarende drevet fremad af fornuftige overvejelser om, hvad der bedst kan betale sig; og afsættet er vel at mærke værdien bag disse handlinger: at det kan betale sig for aktøren, at handle ved hjælp af fornuftens brug: Bruger man sin fornuft kan man undgå at blive kørt over. Man kan tilsvarende opnå en række konkrete positive mål ved hjælp af den samme metode og ud fra de samme ideer om, at man som individ har værdi. At vælge at bruge fornuften, og at handle ud fra sin egen interesse (se sig for over vejen eller drive virksomhed), er derfor noget, man for nu at gentage pointen har valgt som værdi.

Hvad man gør, og hvad man mener man bør gøre, er derfor snævert forbundne med hinanden. Man handler, producerer, og er praktisk indstillet, fordi man mener det er godt. Hvis man omvendt mente at godhed var at handle for andre ville man ikke konkret vide, hvad man skulle gøre: Hvilke andre skulle man så handle for?

Værdien, der forsvares her – egeninteressen – kan derfor beskrives ved, at man forestiller sig koncentriske cirkler og at man tager afsæt i den inderste: Man handler i en bestemt kontekst, med et afsæt i hvad der fremmer ens egne interesser. Og i jagten på at optimere disse værdier under overholdelse af reglerne for markedsøkonomien, så fremmer man tilsvarende andres interesser ved at levere varer og ydelser. Konkurrencen om at gøre tingene bedre end andre, eftersom dette honoreres på markedet, er tilsvarende noget der er vanskelig at finde i det kristne begrebsunivers.

Et af de tilbagevendende argumenter for, at kristendommen har betydning for velstandsskabelse går imidlertid på, at kristendommen er ”tolerant”, hvilket også er et tema i den aktuelle kronik i Berlingske Tidende.

Det hævdes derfor, at kristendommen historisk og traditionelt set har tolereret den verdslighed, som er et helt centralt element for økonomisk frihed, samt tolereret den politiske frihed, der fører frem til den økonomiske handlefrihed - samt den tankens frihed, der sikrer at man kan bruge sin fornuft til at skabe og producere noget som andre vil købe. Med andre ord: Kristendommen respekterer ifølge argumentationen en helt anden metode end den hvormed kristne værdier vælges på! Kristendommen respekterer og tolerer værdier, der ikke er kristne endsige religiøse. Og dette er i følge tankegangen kristendommens storslåede bidrag til kapitalisme og velstandsskabelse. Det vil sige: Kristendommen forhindrer ikke disse fænomener…Og dertil kan man så kun sige, jamen lad os da endelig få mere af denne tolerance overfor den virkelighedsbaserede metode; og hvis nogle vil kalde det for Kristendom, skal de da være hjerteligt velkomne.

Men ikke at forhindre noget er blot ikke det samme som at fremme noget bestemt eller aktivt forsvare det. - Argumentet foroven er samtidigt kun interessant, hvis man SKAL vælge en religion, og at man så har mulighed for at vælge en, der ikke insisterer alt for meget på at have patent på sandheden. Men hvorfor i alverden skulle det nu være tilfældet?

I praksis gør man via staten meget for at presse på, for at man vælger Kristendommen. (Der er som bekendt ikke en statsgodkendt forberedelse til ateisme omkring 14-16 årsalderen!) .

Mange vælger nu ikke at være kristne eller religiøse. Så man skal ikke vælge mellem religioner, og man behøver ikke at gøre det. Og hvis man bruger den religiøse måde at orientere sig på, så bruger man på samme tid nu engang ikke den verdslige. De der ikke vælger kristendommen gør det derfor ofte ud fra verdslige betragtninger, og tilsvarende søger mange at vælge deres værdier på det samme verdslige grundlag. Nogle stiller derfor spørgsmålet: - hvilke værdier er gode og rigtige på fornuftens præmisser.

I øvrigt er det også en tilsnigelse at hævde at kristendommen historisk set har været tolerant. Men nu er religionen tolerant, lyder så replikken. (Og så skal vi andre på forunderligvis mene at mere end tusinde år er den betænkningstid som en religion skal have før den bliver verdsligheden venligt stemt).

For tiden hævdes det i øvrigt samtidigt, at tolerance omvendt er det, der fortrænger de vestlige værdier; og at vi derfor skal tage et opgør med tolerancen. Tilsvarende er der derfor uden tvivl nogle, der gerne kunne tænke sig en mindre tolerant udgave af Kristendommen. Endvidere er der spørgsmålet om ”tolerance” i det hele taget kan siges at være en værdi, og i givet fald en kerneværdi.

Herfra skal i stedet promoveres det synspunkt at egeninteresse er en kerneværdi, når det gælder kapitalisme, men bestemt ikke når det gælder Kristendommen, der tværtimod vægter det modsatte, - hvilket er altruismen.

Sammenhængen mellem egeninteresse, frivillig arbejdsdeling, civilisation og velstandsskabelse er beskrevet glimrende af Murray Rothbard i Man, Economy and State (s. 100-101):

[I]n explaining the origins of society, there is no need to conjure up any mystic communion or “sense of belonging” among individuals. Individuals recognize, through the use of reason, the advantages of exchange resulting from the higher productivity of the division of labor, and they proceed to follow this advantageous course. In fact, it is far more likely that feelings of friendship and communion are the effects of a regime of (contractual) social cooperation rather than the cause. Suppose, for example, that the division of labor were not productive, or that men had failed to recognize its productivity. In that case, there would be little or no opportunity for exchange, and each man would try to obtain his goods in autistic independence. The result would undoubtedly be a fierce struggle to gain possession of the scarce goods, since, in such a world, each man’s gain of useful goods would be some other man’s loss. It would be almost inevitable for such an autistic world to be strongly marked by violence and perpetual war. Since each man could gain from his fellows only at their expense, violence would be prevalent, and it seems highly likely that feelings of mutual hostility would be dominant. As in the case of animals quarreling over bones, such a warring world could cause only hatred and hostility between man and man. Life would be a bitter “struggle for survival.” On the other hand, in a world of voluntary social cooperation through mutually beneficial exchanges, where one man’s gain is another man’s gain, it is obvious that great scope is provided for the development of social sympathy and human friendships. It is the peaceful, cooperative society that creates favorable conditions for feelings of friendship among men.Kilde

Værdien, der via Rothbard skal promoveres her er derfor, at det fremmer hvert enkelt individs velfærd at deltage i den frivillige arbejdsdeling, som netop kendetegner en markedsøkonomi. Incitamentet til at handle i fred og frihed er dermed egoistisk, om man vil. Og i kraft af det meningsfulde ved et samfund, hvor man kan udveksle sine ydelser og varer med andre (med penge som et medie og en vare), bliver man med tiden også sine medmennesker venligt stemt. Med andre ord: Sympati er ikke noget gudgivet, og på den basis er der derfor ingen grund til religiøsitet (og pligt til at vælge en religion). Det er, for nu at formulere det provokerende, i stedet logisk at glæde sig over andres produktivitet, at man lever i et civiliseret samfund, og over den generelle tilbøjelighed og villighed til at andre handler med hinanden i frihed. Det er med andre ord logisk at forsvare respekten for den private ejendomsret og for den fornuft, som er årsagen til at velstand bliver skabt. Så vidt vides har Palæstina, hvorfra Kristendommen stammer, i øvrigt aldrig på noget som helst tidspunkt i verdenshistorien været kendetegnet ved at være et kommercielt eller industrielt kraftcenter. Så argumenterne savnes også i denne henseende.

Der afsluttes med et par citater af økonomen Ludwig von Mises:

Reason's biological function is to preserve and promote life and to postpone its extinction as long as possible. Thinking and acting are not contrary to nature; they are, rather, the foremost features of man's nature. The most appropriate description of man as differentiated from nonhuman beings is: a being purposively struggling against the forces adverse to his life.

samt

People do not cooperate under the division of labor because they love or should love one another. They cooperate because this best serves their own interests. Neither love nor charity nor any other sympathetic sentiments but rightly understood selfishness is what originally impelled man to adjust himself to the requirements of society, to respect the rights and freedoms of his fellow men and to substitute peaceful collaboration for enmity and conflict.

Det sidste citat findes i Human Action. Chapter VIII. Human Society, 6. The Individual Within Society

En journalist fra Nyhedsavisen har sammen med en række avisdebattører fra blandt andet Trykkefrihedsselskabet bidt sig fast i historien om en konservativ kandidat med nogle ret usædvanlige meninger, når det eksempelvis gælder religion, ytringsfrihed og seksualitet.

Ifølge Nyhedsavisen har man således kunnet læse, at den konservative kandidat blandt andet på sin blog skriver, at hun ”[ikke dømmer], om nogen er muslimer eller ej; kun en sharia ret kan dømme, om en person er kætter eller ej”. Om homoseksualitet at det ”hører simpelthen ikke hjemme i det offentlige rum” samt om Naser Khader: At ”han er psykopat ind til benet”.

Venstres Bertel Haarder er nu begyndt at interessere sig for sagen især som følge af nogle bemærkninger, der er kommet fra samme kant, om nazisternes massemord på jøder i forbindelse med 2. verdenskrig.

Personligt mener jeg ikke, at det er overraskende, at det netop er i det Konservative Folkeparti at udtrykket ”kætter” atter vender tilbage i dansk sprogbrug. For yngre generationer skal det således pointeres, at kætter også var et begreb som kristne brugte til at forfølge ikke-kristne.

Hvis man slår op i Gyldendals etbindsleksikon fra 2003 kan man læse, at ”Kætteri” er vranglære. Kristen betegnelse for en bevidst afvigelse fra kirkens lære. Altså ikke et ord om islam i Gyldendal. Men i arabiske ordbøger er ”kristen” formodentlig udskiftet med ”muslimsk”. Sådan er det med en række former for religiøsitet: Når en bestemt religion bliver særligt stærk, så dømmer man dem med ingen eller en anden trosretning som ”kættere”, det vil sige afvigere, man på den ene eller anden måde vil forfølge.

Undertegnede er i øvrigt hverken kristen, kirkelig eller religiøs. Siden konfirmationsalderen bedømte jeg tværtimod religion som sådan til at være et forfærdeligt spild af tid, selv om jeg ganske vist lod mig inspirere af forskellige religioners værdier. Men overordnet set anså jeg religion for at være en såvel kedsommelig som ubegavet måde, at bruge sin tid på.

Selv om jeg er ikke-kristen indrømmer jeg dog gerne en vis interesse for den anti-kirkelige men kristne amerikanske forfatter Ralph Waldo Emerson blandt andet fordi Emerson inspirerede den tyske og ikke-kristne filosof F.W. Nietzsche.

Emersons pointe var blandt andet at hvis Gud eksisterede måtte han være over det hele; og så var der ikke grund til, at der var nogle bestemte mennesker såsom præster, der tog patent på at vide bedre og mere om gud end andre.

I Danmark er Kristendommen på anderledes vis i forhold til Emersons trancendentalisme dog i vid udstrækning bygget op omkring kirken, som vel at mærke ikke er privat, men statslig. - Så tænk hvis indholdet kom tilbage i denne statslige kirke. Heldigvis har kirken ladet sig bureaukratisere og indholdstømme. Men hvis det indhold, der kommer tilbage er det der forsvandt, og som blandt andet handler om at afgøre hvad der er kætteri og ikke, så kan de ovenstående udtalelser fra islamisten såmænd hurtigt atter blive mainstream.

"Kætteri" og "blasfemi"

Hvad mange måske ikke har tænkt over, så er der i øvrigt en sammenhæng mellem begrebet ”kætteri” og ”blasfemi”. Hvis man ihukommer definitionen af kætteri foroven kan man nu læse straffelovens særlige paragraf, som gør blasfemi strafbart jf. § 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Betyder det så, at jeg som ikke-religiøs ikke må mene, at religiøse aktiviteter er kedelige og ubegavede? Har den mening ikke samfundsmæssig relevans? For det er nu engang det eneste, man kan konkludere i min kommentar Der er ingen grund til religøsitet fra januar måned. http://s-espersen.blogspot.com/2006/12/nytrstalen-2007-der-er-ingen-grund-til.html

Min pointe med ovenstående er således, at vi i Danmark med blasfemilovens og folkekirkens fortsatte eksistens i en juridisk forstand – og i vid udstrækning også politisk - ikke har fjernet os meget fra tidligere tiders politiske religiøsitet.

Med relevans for den indledende påstand lærte jeg som yngre i øvrigt, at Konservatisme ifølge Per Stig Møller handlede om: Palæstina, Athen og Rom det vil sige om Kristendommen, demokratiet og retsstaten. Hvilket blandingsforhold, der så skal være mellem religion og retssamfund er nu det store spørgsmål her. På baggrund af det, der fulgte efter "Palæstina, Athen og Rom" historisk set, kan der dog ikke være den store tvivl om, at hvis kirken og religionen bliver stærk nok, så forsvinder såvel demokratiet som retstaten.

Og jf. netop dette citat, der peger frem mod den iboende konservative mysticisme, man også finder i vendingen "Gud, konge og fædreland", er det således ikke så forfærdeligt overraskende at de Konservative mere end selv de Radikale stikker hovedet i busken i den aktuelle sag. I det Radikale Venstre har man, trods alt hvad der kan siges om de Radikale, i nogen udstrækning et mere kritisk forhold til religion som sådan, end man har det i det Konservative Folkeparti. Det som de Radikale i stedet har det svært med, er derimod at sætte grænser for ”tolerance”, hvor man godt kan mistænke de radikale for at gøre en dyd ud af, at nogle tramper på de værdier som de selv værdsætter - i tolerancens hellige navn.

Spørgsmålet er nu også om jeg ved ”bevidst at afvige fra kirkens lære” falder ind under betegnelsen ”kætter” eller ej? Det er nu noget som de religiøse mystikere må afgøre med sig selv. I praksis er der imidlertid i vor tid så mange der afviger fra kirkens lære - ja selv præster der gør det - at man klogeligt fra kirkelig side har undladt at forholde sig til spørgsmålet, måske også også fordi man på verdslig vis værdsætter det statslige monopol (lidt lige som Tipstjenesten vægter deres monopol over de afgifter man så skal sende videre til staten).

Danskere der bekender sig til logik og fornuft bør ikke desto mindre være opmærksomme på, at de seriøst religiøse i praksis har såvel paragraffer som statslige institutioner til deres rådighed, som følge af et manglende principielt opgør med religiøsitet og politik. Disse potentielle religiøse magtmidler vil dermed blive ved med at være der, indtil vi tager fat på en diskussion om at afskaffe dem, sådan som vi vel at mærke bør gøre det, hvis vi fuldgyldigt vil bekende os til oplysningstiden.

Om konservatisme læs: Liberalist, socialist eller særling? http://s-espersen.blogspot.com/2007/01/liberalist-socialist-eller-srling.html (En variant over den religiøse konservatisme er interessen for den tyske tænker G.W. Hegel, som der fokuseres på i denne artikel).

Om politisk religiøsitet læs: Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft http://s-espersen.blogspot.com/2007/01/fundamentalisme-skal-bekmpes-med.html - Tidligere bragt i Nyhedsavisen.

- Tilføjet 14/4: Historien foroven endte dog med eksklusion.

About 400 South Korean Christians have been flown out of Afghanistan's capital Kabul following security fears. [...] The government ordered them out amid fears for their safety, with some Muslim clerics already complaining they were preaching Christianity -- which is illegal in the mainly Muslim country. Det skriver Radio Australia i dag.

Ifølge kilden er det således ulovligt at være fortaler for Kristendom i Afghanistan. Altså ingen religionsfrihed. Derimod tillades masser af FN-tropper og masser af bistand og assistance fra Vesten.

Når det gælder det mandat, som danske soldater og civile har fået med hjemmefra, må man derfor udlede at demokrati eller blot "stabilitet" - om ikke simpelthen politisk islamisme - jævnfør nedenstående historie, står over et eventuelt ønske om at forsvare frihedsrettighederne herunder tros- tænke- tale- og handlefrihed.

-Ja, måske er det i virkeligheden bundnaivt, at tro at nogen dansk politiker nogen sinde har forslået det åbenlyse: at man som mindstemål burde stille krav til styreformen, og håndhævelse af helt basale civile rettigheder, før man sendte bistand eller personer af sted på danske skatteyderes regning.

Nu er det for sent.

Læs også Religiøst politi genindføres i Afghanistan