På et valgmøde den 9. september forklarede Nick Hækkerup, der er næstformand i Socialdemokratiet hans syn på forskellen mellem S og SF, og om hans forundring over Enhedslistens stigende populartitet og pressens ifølge ham overfladiske behandling af Christiansborgs mest venstreorienterede parti:

Om Enhedslisten:
"Det er fantastisk, at Enhedslisten kan få den tilslutning, som de har fået, uden at der er nogle der på noget tidspunkt har spurgt dem, hvad de mener politisk. Og når der er nogen der begynder at aflæse dem en politisk holdning, så vil den kurve vende. Tro mig. For her snakker vi om et regulært gammelkommunistisk parti i den egentlige forstand."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/topsocialdemokrat-advarer-mod-at-stemme-paa-enhedslisten

Om forskellen på S og SF:
"Den egentlige forskel på socialdemokratiet og SF er, at Socialdemokratiet bærer på en tradition for at ville magten. Vi er ikke i politik fordi vi klæder os varmt på, og er gode mod dyr. Vi er i politik fordi vi vil bestemme. Vi vil bestemme, hvor skabet skal stå. Det koster kompromisser, og at man må give sig. Det koster alle de ting, som er ubehagelige i politik. Den pris betaler vi hele vejen, og vi betaler den hele tiden. For vi vil bare bestemme. Sådan har SF'erne det ikke."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/roed-vaekst-uden-velstand-paa-valgbar-med-bertel-haarder-nick-haekkerup-og-uffe-elbaek

HISTORIEN HAR FÅET OMTALE I FLERE MEDIER:

Information - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Politiken: S-toppen: Enhedslisten er et gammelkommunistisk parti

Jyllands-Posten - Hækkerup: Enhedslisten er gammelkommunister

Fyens Stiftstidende - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordjyske.dk -- S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordvestnyt - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Børsen - S: Enhedslisten er gammelkommunister

TV2Lorry - EL: Intet problem med kommunistisk fortid

Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse

Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.

I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).

Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".

Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.

COIN-bloggen faldt for noget tid siden over en liste med udtræk fra en studieplan for gymnasieelever i perioden 2005-06 på www.emu.dk. EMU står for "Elektronisk mødested i Undervisningsverdenen".

Under overskriften "International politik - Er nationalstatens epoke overstået?" kunne man så finde følgende undervisningsmateriale, der ifølge planen skulle vare en måned: Benny Jacobsen, Liv i Danmark, Columbus, 2005, side 124-145.- Klip fra DR om globalisering: www.dr.dk/undervisning/EU/Globalisering/okonomitv.htm - Artikel fra Mod-attacs hjemmeside: www.coin.dk . Hvad er globalisering? - Artikel fra Enhedslistens hjemmeside: www.enhedslisten.dk, Defensivt og provinsielt globaliseringsudspil fra 16. marts 2006.

Læseren har sikkert nogenlunde en idé om, hvad Enhedslisten og DR står for, når det gælder synet på globalisering (altså øget frihandel og samhandel globalt). Her må man så sige at COIN / Mod-Attac repræsenterer en modvægt. Indholdet af Benny Jacobsens bog kendes derimod ikke. Glædeligt er det dog at det globaliseringsvenlige Mod-Attac på denne måde har overlevet det i praksis protektionistiske Attac. Besøg Mod-Attac her.

Under overskriften Tro er en privatsag udtaler Rune Lund fra Enhedslisten i en pressemeddelelse, at man sagtens [kan] være religiøs og socialist på en og samme tid. Enhedslisten har medlemmer, der er kristne, jøder, muslimer og meget andet. Religion er en privatsag. Det vigtige er, at man støtter Enhedslistens politik....

Som man kan læse i dagens Jyllands-Posten er der dog flere på venstrefløjen, der er bevidste om at religion i praksis ikke er en privatsag. Religion er rent faktisk i stigende grad blevet et politisk modelune, hvor journalister i mange forskellige sammenhænge trækker såvel kristne, muslimer og buddhister ind i et tv-studie eller andet medie, for at de kan forklare politiske fænomener og/eller give deres bedømmelse af, hvad de mener, der er rigtigt eller forkert. Deres holdninger i denne henseende, er så nogle de baserer på en eller anden trosretning. For de er netop blevet hidkaldt i kraft af deres religiøsitet. Og disse religiøse meningsdannere driver naturligvis samtidig politik i det omfang man mener, at politik handler om at overbevise og påvirke. Og hvis tro var en privatsag, så er det da også forunderligt, at troende har en så karakteristisk tilbøjelighed til at dominere bestemte geografiske områder, hvad enten det så gælder protestantisme, katolicisme, jødedom, islam, shinto-dyrkelse, ase-tro eller noget andet. Tro er derfor ikke en privatsag. Og de meget troende er meget politiske.

Især når det gælder Islam, og navnlig i vor tid, skal man derfor være ualmindelig virkelighedsfjern for ikke at have lagt mærke til, at der her er tale om en særdeles politisk religion. - Men det er man som bekendt også i Enhedslisten; hvor man baserer sine ideer på en verdensfjern person ved navn Karl Marx, hvis ideer er blevet brugt til at implementere nogle politiske eksperimenter med helt forfærdelige konsekvenser. Og socialisme er populisme og verdslig reliøsitet i en videnskabelig forklædning. Karl Marx var i denne sammenhæng en af de mest centrale bidragsydere til at at få socialisme til at tage sig videnskabelig ud. Marx har uden tvivl også bidraget til at præge de tyske eksperimenter med socialisme, men som bekendt især eksperimenterne i Rusland, i Cuba, i Cambodia, i Nordkorea, i Kina, i masser af afrikanske lande og i flere latin-amerikanske. Omvendt har man i de lande, hvor man forsvarede individets frihed formået at skabe en så stor velstand, at man kunne forsvare sig mod den marxistiske og socialistiske krigsmaskine og ideologi. Hos Enhedslisten trives marxismen trods disse mange idiotiske eksperimenter stadigvæk. (Og det gør den som det skal pointeres underneden i øvrigt mange steder).

Så for at opsummere: - Religion handler om holdninger; og holdninger er hvad politik handler om. Derfor må man forholde sig politisk til religion; og især når religiøse går ind i politik; det vil eksempelvis sige, når de vil i Folketinget. Og jo mere religiøse kandidaterne er, desto mere vil deres religion være udslagsgivende for deres poltiske standpunkter. Der er simpelthen ingen, der parkerer deres religion i garderoben, når de går på arbejde om morgenen. For eftersom religion handler om holdninger, så handler religion også om værdier, og dem handler man ud fra og orienterer sig efter. Så at hævde at tro er en privatsag er simpelthen forkert. Her kan simpelthen ikke sondres mellem privat og offentlig. Men hvis man vil have sin tro i fred - det vil sige ikke have den til debat i aviserne, så bør man simpelthen holde sig fra politik.

Det er derfor nødvendigt, at vi indser, at en række former for religion i dag i høj grad er politisk aktive. Det er især vigtigt, at indse, at navnlig islamister vil gøre deres religion til noget altomfattende og styrende for adfærden i samfundet. Religioner skal derfor ikke på nogen måde holdes fri af granskning, teoretisk efterprøvelse, logiske overvejelser og så videre. Når religiøse kommer med en påstand, et udsagn eller et forslag, må man derfor uden frygt eller ud af nogen misforstået form for respekt undlade at spørge: - Hvor har du det fra? eller - Hvad bygger du det på?.

Det skal i forbindelse med Enhedslisten i øvrigt også bemærkes, at Karl Marx kaldte religion for opium for folket. Sagen er imidlertid, at marxismen i sig selv i høj grad er udtryk for religiøsitet - jf. blandt andet forbindelserne mellem Marx og Hegels ideer. Marxisters ideer om planøkonomi er vel at mærke for længe side blevet tilbagevist teoretisk. I praksis er ideerne forsøgt implementeret igen og igen, og hver gang med katastrofale følger.

Men alligvel vil marxister altid have en chance til for at få lov til at gennemføre et nyt "eksperiment"; og hvor de for at kunne gennemføre deres eksperiment samler den politiske magt hos en kommission eller hos en diktator for derefter at udstikke en bestemt kurs for millioner af sagesløse mennesker. Parolerne og metoderne er forskellige, men katastroferne burde efterhånden være gammelkendte. Samtidig - og trods disse eksperimenter - så gennemsyrer de marxistiske teorier stadigvæk universiteter og statslige institutioner - ofte i en eller anden ny-marxistisk klædedragt.

De marxistiske ideer og retorikken, der er udviklet ud fra disse ideer har dermed også en særdeles stor betydning for, at vi i Danmark har et så højt skattetryk. Det skattetryk har i høj grad en religiøs/demagogisk fundering. Omvendt på den borgerlige side, så handler dagens kommentar om, at man herfra har givet efter, og lært at abonnere på navnlig 1970'ernes store religiøse hit, det vil sige neo-marxismen og den medfølgende statsdyrkelse. I vid udstrækning kan man også sige, at borgerlige politikere simpelthen bød enhver ide velkommen, der kunne give dem mulighed for at bestemme over flere midler. Det er på sin vis menneskeligt, at ville have økonomisk magt. Problemet er bare, at grundlaget for at tiltage sig stadigt mere politisk magt over økonomien ikke har noget som helst virkelighedsbaseret fundament. I dag er vi derfor nået frem til, at festen der startede i 1970'erne, er resulteret i klientgørelse, en formindsket privat sektor, verdens højeste skattetryk og en deraf reduceret velstand samt et begrænset initiativ til produktivitet. Vi har "til gengæld" fået en politisk klasse, der agerer som et verdsligt præsteskab. Guden de vil have os til at tilbede er velfærdstaten, som er socialister og de "borgerliges" religiøse kompromis.

Peter Schwartz forklarer i artiklen Religion vs. Liberty, hvorfor religiøsitet altid handler om magt over sjæle og dermed også om politik:

Politically, if religious faith dominates, freedom will not be permitted. If the basic political goal is the secular one of defending individual rights, then each person has sovereignty over his life and is left free by the state to think for himself and to pursue his own values. But if the basic goal is to implement the will of some unfathomable deity, then the citizen cannot be allowed to exercise his own judgment and to challenge divine authority. The religionist believes there is no difference between the crime of, say, murder and the "crime" of uttering some religious heresy--both acts defy God's commandments and so must be punished. The demand for blind faith does not acknowledge the inviolability of man's rational mind.

Flere artikler af Peter Schwartz.

Ovre på venstrefløjen findes der - ofte i det samme parti - forskellige modstridende bud på, hvad kapitalisme fører til. "Ikke-modsætningsfyldt identifikation", det vil sige logik har imidlertid aldrig været marxisters eller neo-marxisters stærke side. I stedet har man noget man kalder for "dialektik", hvor selvmodsigelser nærmest er et mål i sig selv.

Således kan man som nævnt tidligere finde venstreorienterede, der er tilhængere af forarmelsesscenariet samt partikolleger, der indædt forsvarer velfærdssyndromet. Læs også En klar konsensus

Altså enten gør kapitalismen befolkningen overvægtig eller også bliver den almindelige befolkning fattigere, og har svært ved at klare dagen og vejen. Det eneste de to venstrefløje grundlæggende derfor er helt enige om, er at man ikke selv kan gøre for det (jf. også dagens kommentar om motivation).

Journalister borer ikke i det selv-modsigende. Det kan man ikke forvente. Måske fordi politikerne og de systemer de har "bygget op" så i givet fald ville miste deres værdighed.

For de samme selvmodsignende budskaber, som man finder hos Enhedslisten eller i Socialdemokratiet promoveres tilsvarende - måske ikke overraskende - fra offentlige institutioner (som på forunderligvis nyder ret stor troværdighed i pressen). Her er man er derfor tilsvarende stærkt bekymret over den stigende privatbilisme, fritiden og forbrugersamfundet, der gør os fede; samtidig er man dybt foruroliget over den angiveligt stigende fattigdom, "den sociale udstødelse", "marginaliseringen" og "polariseringen".

Altså: Stadigt flere får bredbånd og stadigt flere bliver ifølge de mange socialforskere "udstødte". Velstanden og fattigdommen breder sig og masserne er på denne måde ofre uanset hvilket scenarie, der så er det korrekte. "Den sociale massegrav" er i dag dermed fyldt med charterrejser, ikke-bæredygtig overvægt og mangel på udfordringer. - Og flere årtiers forsøg på fra oven at stimulere befolkningen på den rigtige måde har i det store hele kun ført til frustration blandt folkeopdragerne.

Statslige institutioner er således så rummelige, at der er plads til begge venstrefløjsscenarier. Og ikke mindst de konservative virker ret ubekymrede over den ovenstående dialektiske socialvidenskab, hvor tese og anti-tese forsvares på samme tid. Det skyldes formodentlig også at den "borgerlige" filosof Hegel har været en vigtig inspirationskilde til den marxistiske "dialektik". (Beslægtet med emnet er i øvrigt Villy Søvndals evne til at "helgardere", når det gælder frihandel. En socialistisk partiformand skal således kunne få de modstridende synspunkter til at mødes, ved at man forsvarer to modsatrettede synspunkter på samme tid).

Vedran Vuk abonnerer imidlertid ikke på hverken den hegelske eller marxistiske dialektik. Han undrer sig bare:

Instead of looking skinny and gaunt, most of the people in these neighborhoods look plump and overstuffed. Other groups point out concerns in different areas. The American Obesity Association now claims that over 64.5% of Americans over the age of 20 are overweight.

Now, one of the two here has to be wrong. The U.S. can’t be both starving and getting overweight at the same time. It just doesn’t make sense. Læs mere i - Hungry for the Truth on Hunger (set via Liberator.dk).

Det er [en] glidebane. I dag er det sko, i morgen er det en anden klemt branche, som henvender sig med krav om told og støtte.

- Det mener Gitte Seeberg fra de Konservative.

Bendt Bendtsen, der også tilhører de konservative, er dog klar med statsstøtte til energibranchen.

Altså en klar glidebane i Italien. Men vigtige satsninger i Danmark?

Eller skal man sondre mellem politisk vigtige og uvigtige satsninger? Men hvordan stiller det i så fald partistøtten, der blev indført omkring årtusindskiftet? - Var der her tale om en vigtig satsning på blandt andet Enhedslisten og socialismen? Er der med partistøtten ikke netop tale om en glidebane med støtte til en politisk usammenhængende og lidet troværdig branche præget af skiftende meldinger og varierende satsninger?

Hvis man fremskriver udviklingen (hvilket jo er noget som mange i dag forsøger at sælge som videnskab), må man i øvrigt forvente, at Danmark af de selvbestaltede politiske virksomhedsledere om få år vil være udpeget til at skulle være forgangsland indenfor de fleste områder, og naturligvis samtidig forventes at forfølge en målsætning om at være selvforsynende.

Men hvorfor ikke blive privatansat, når nu man alligevel ved hvordan væksten og velstanden i samfundet bliver skabt? - Så kunne man berige sig, mens man opnåede prestige; og dermed ikke blot smykke sig med lånte fjer i form af satsninger og eksperimenter gennem konfiskation af borgernes midler.

Med omkring tre årtiers erfaring i politik burde statsministeren i så fald være selvskrevet til at forlade Christiansborgs trygge rammer for ude i erhvervslivet at sikre forbrugerne lavere energipriser med den ene hånd, mens han forsøgte at gøre Danmark til et IT-forgangsland (lidt lige som Finland, der jo har Nokia ) med den anden. Se det ville være en personlig satsning, der ville noget. Det ville mane til respekt.

Og mon ikke Sancho Pancha (det vil sige Bendtsen) trofast ville følge efter?

Læs også:

Høj pris for århusiansk "branchepleje"

Dansk energipolitik er til skade for forbrugerne

Den 2. august debatterede Copenhagen Institutes direktør, Chresten Anderson, med Pelle Dragsted, der er international sekretær i Enhedslisten - i P1. Debatten kan høres her.

I programmet nævner Chresten Anderson blandt andet den Bruxelles baserede tænketank CNE , der ifølge Chresten Anderson har lavet en undersøgelse, der viser at der dør en afrikaner hvert 18. sekund som følge af manglende frihandel på det afrikanske kontinent.

Chresten Anderson gør blandt andet opmærksom på, at man på et frit marked konkurrerer om lønmodtagernes gunst.

- Det betyder at årsagen til, at de multinationale selskaber kan tiltrække lokal arbejdskraft i eksempelvis Vietnam eller Irland, er, at disse mere effektive virksomheder betaler bedre end alternativet; og at man ved ansættelse i en multinational virksomhed i et udviklingsland, som Anderson forklarer det, derved kan tjene det dobbelte, firedobbelte eller femdobbelte af hvad man ellers ville kunne tjene - eksempelvis som landarbejder - eller i en af de lokale statsejede fabrikker.

Sekretæren fra Enhedlisten hævder i øvrigt, at forholdene for Irlands lønmodtagere er blevet ringere, efter at man her satsede på afregulering og skattelettelser.

Ikke desto mindre hører Irlands befolkning i dag til blandt de rigeste i Europa. Hvor Irland tidligere havde titlen som Irlands syge mand har Irland taget navneforandring til den Keltiske Tiger.

Se også : EU GDP per capita in 2004: Ireland 40% above average og OECD's Irlands portal

Som så mange andre venstrefløjsdebattører forsøger Pelle Dragssted derudover at forbinde kapitalisme med øget forurening. Eksempler på forskellen mellem kollektivistiske Enhedsliste-lande med statseje og økonomiske friere land med respekt for den private ejendomsret viser, hvor grotesk argumentationen er. - Forskellen på Nord- og Sydkorea, forskellen på Vest- og Østeuropa eller forskellen på Vest- og Østtyskland, kan imidlertid ikke rokke ved dogmatismen hos den internationale sekretær. Når det det gælder Kina tilskrives forurening af floder med mere således kapitalisme, trods det forhold at langt størstedelen af det kinesiske territorium er statsejet.

Dragsdals "medicin" til Latinamerika og Afrika er således at følge de cubanske, nordkoreanske og zimbaweanske eksempler med mere protektionisme, mere lukkethed og mere kollektivisme. - Under den kolde krig kom medlemmer af danske venstrefløjspartier således også tilbage fra Sovjetunionen, og hævdede at alt var bedre derovre bag jerntæppet, og at man i øvrigt var meget lykkeligere under det kommunistiske "fællesskab"...

Læs også Tvungen bistand eller fri handel?.

"We are just the first wave of Islamic warriors from Iran," said Amir Jalilinejad, chairman of the Student Justice Movement, a nongovernment group that helped recruit the fighters. "More will come from here and other Muslim nations around the world. Hezbollah needs our help."

Some bowed before a memorial to Hezbollah-linked suicide bombers who carried out the 1983 blast at Marine barracks in Beirut that killed 241 U.S. servicemen. An almost simultaneous bombing killed 56 French peacekeepers.

Det skriver Associated Press. (Historien er fundet på Dollars & Crosses)

Aktuelt har den franske udenrigsminister sagt rosende ord om terrorsponsoren og revolutionseksportøren Iran - jævnfør Jacob McHangamas artikel på Punditokraterne.

På Skattetryk.dk findes mere dokumentation om alliancen mellem store dele af venstrefløjen i Danmark og diverse diktatorer, og diktatoraspiranter - ligefra Svend Auken og Castro til Enhedslisten og Hizbolla. Fællesnævneren er blandt andet kollektivisme - jævnfør Evo Morales nationaliseringer i Bolivia og Ayatolla Khomenis i Iran efter 1979. Målsætningen i Danmark for kollektivisterne på venstrefløjen er dermed den samme; den eneste forskel er sproget samt midlerne, der tages i brug.

Læs dagens kommentar: Israel må forsvare sig.

Læs også Thomas Sowell: Is It Time for a Cease-Fire?

Konflikten i Mellemøsten har også påvirket Danmark - ikke blot på grund af den omfattende evakuering fra Libanon. I fredags var der således hele tre demonstrationer til støtte for den ene eller den anden part. Af særlig interesse her er demonstrationerne mod Israel og deres fælles foragt for frihed og kapitalisme.

De to af demonstrationerne, som begge var rettet mod Israel, var organiseret af hhv. Hizb ut-Tahrir og af en ad hoc alliance af grupper på den yderste venstrefløj, der kaldte sig "Stop Israels Terror-Initiativet", samlet omkring 200 mennesker. Bag demonstrationen stod bl.a. medlemmer af Enhedslisten, Enhedslistens ungdomsorganisation SUF og den venstreekstremistiske bevægelse Rød Ungdom.

Selvom Enhedslistens arrangør benægter, at der er lavet en alliance mellem ultra-radikale islamister og venstre-ekstremisterne, så er deres budskab tilsyneladende meget lig hinanden.

Begge er således tilhænger af en international verdensrevolution - og modstander af netop kapitalisme.

Blandt parolerne på de demonstrerendes skilte bemærkede man flere af Hizb ut-Tahrirs gamle slogans: "Islam - The only alternative to capitalism" og "Muslimerne i Danmark er en del af den islamiske nation." (se her for fuld dækning)

End note:
Støtten til kapitalismen og det fri marked, burde anses, som værende centralt for definitionen af højreorienteret. Men eftersom den ikke er det - er det let at skyde frihedsorienterede mennesker radikale og umenneskelige holdninger i skoen.
Læserne opfordres derfor til at tage denne lille test og placere sig selv.
(Den mindste politiske quiz).

Den 6. juli bragte Jyllands-Posten, under overskriften "Søvndals kovending" fire Villy Søvndal-citater: to fra i år og to fra sidste år; som er vanskelige at integrere. To af disse bringes her.

Det ene citat er fra Politiken, den 2. marts i år:

Tegningerne indskriver sig i al deres lige dele stupiditet og ondskabsfuldhed kun i en lang udvikling i dansk politik. (sammen med Holger K. Nielsen).

Det andet er fra Jyllands-Posten sidste år - den 17. december 2005:

Ytringsfriheden kom pludselig øverst på dagsordenen. Og straks kunne man mærke demokratiets fortsatte vitalitet. Det har været befriende. Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammedtegninger gav – uanset hvilke motiver JP's redaktion må have haft – et tiltrængt skub til den ofte lidt selvtilfredse og trætte forestilling om, at når det gælder demokrati, så er den hellige grav velforvaret - hvis man vil tillade mig dette billede. Men for de af os, som vitterlig tager demokrati alvorligt, så bør optagetheden af f.eks ytringsfriheden ikke stoppe her. Der er andre og lige så alvorlige problemer i demokratiets tilstand, som vi bør forholde os til. Alt kan siges. Så jo – lad alle os demokrater, danskere som nydanskere, stå sammen mod mullaher og imamer og islamister, når de vil knægte ytringsfriheden, fordi de føler sig stødt på, hvad de finder helligt. Lad os sammen tilkendegive, at hvad I måtte finde helligt, finder vi andre profant – så I må lære at leve med det. I det moderne demokrati kan alt siges. Under ansvar for domstolene og den verdslige lovgivning.

Imidlertid er det symptomatisk og ikke noget særligt for Søvndal, at politikere positionerer sig.

- Det vil sige, at de siger noget til nogen, og noget andet - og modsatrettet - til andre.

I partiet Venstre har man som bekendt ikke sat sig mellem to stole i dansk politik: man har sat sig på to stole.

Dette lader sig gøre netop eftersom stort set alle andre partier også dobbeltpositionerer: - De fleste partier har således plads til dem, der mener det ene, dem der mener det andet, og dem der efter eget udsang er helt enige i det, medlemmer af to første grupper mener (erklæringen om at man er "helt enig" efterfølges imidlertid ofte af et "men kan man ikke også sige at...").

Årsagen til at man alligevel er i stand til at kende forskel på danske partier er, at blandingsforholdet mellem strammere, slappere eller tilhængere og modstandere af en given sag, og så "helgardanter", er forskelligt fra parti til parti.

Hos Enhedslisten er der eksempelvis flere kollektivister end i Venstre (men Venstre har således også god plads til kollektivister). Den stærke stat har tilsvarende flere tilhængere hos de Konservative end i SF.

En uskreven regel om, at et parti skal være bredt og rummeligt, når det gælder principper er dermed en regel, som samtlige partier i Folketinget overholder.

Selv om det er en udbredt diciplin at være lidt til det hele, ligger Villy Søvndal måske alligvel på en førsteplads.

- På baggrund af en kronik samt et oplæg under et debatmøde med deltagelse af SF's formand arrangeret af Berlingske Tidende, er undertegnede under alle omstændigheder nået frem til en konklusion - baseret på Søvndals mange (og her synkrone) udmeldninger, der handler om at:

- Søvndal er tilhænger af fri konkurrence, fair konkurrence, tvungne overførsler, og udbredt konfiskation. Han går på nærmest enestående vis ind for såvel bistandsøkonomi, planøkonomi og markedsøkonomi.

Søvndal er dermed en af vor tids mest principfaste helgardister, og ville med kun få variationer i sine politiske udmeldinger hurtigt kunne skifte parti.

For SF'eren betyder principper og forskellige politiske og økonomiske systemer tydeligvis ikke alverden. Meget tyder på, at det først og fremmest er den sociale indignation, det vil sige udtryksformen, der tæller.

I Politiken er formanden således indigneret over Jyllands-Posten. I Jyllands-Posten er han vred på de indignerede ekstremistister.

- Der behøver jævnfør ovenstående imidlertid ikke være tale om en kovending, men blot om absolut rummelighed og principel helgardisme.