Malacinskis bog ["Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt"] er befriende læsning, der udfordrer tidens dødssyge dogmer og offergørelse af kvinder. Man kan måske savne en mere direkte kritik af den nordiske velfærdsstat, der utvivlsomt har lod og del i mange kvinders utilfredshed. Ligesom undertegnede havde håbet på en 'kærlig behandling' af det høje skattetryk som en væsentlig årsag til den lave repræsentation af kvinder i dansk erhvervsliv og bestyrelseslokaler: De føler ikke deres anstrengelser tilstrækkeligt belønnet. Fra boganmeldelse af Kit Louise Strand

I en tidligere postering blev der ved hjælp af økonom George Reisman gjort opmærksom på, at forudsætningen for velstandsskabelse i markedsøkonomien er ulighed; eller rettere muligheden for, at der kan opstå uligheder er en forudsætning for velstandsskabelse. Og i virkeligheden er ulighed i praksis også uundgåeligt.

Årsagen angivet til dette var, at markedsøkonomien forudsætter valgfrihed for såvel forbrugere som producenter, og at de daglige valg således fører til konstante forandringer, der stiller nogle mere lige og andre mere ulige. De forandringer leder så blandt meget andet til at de mest effektive virksomheder vokser sig større og de mindre effektive virksomheder taber markedsandele og eventuelt helt forsvinder – jævnfør det som økonomen Schumpeter kalder for ”kreativ destruktion”. (Pointen var også at den samlede velstandsskabelse øges i processen - til gavn for selv de mindst effektive).

Varerne som der tilbydes indenfor et bestemt område (eksempelvis mælkeproduktion) er således ikke ens, og enhver forbedring stiller dermed også det gamle produkt ulige. Mulighederne for at der kan opstå ulighed (at man kan profitere af sin produktforbedring), er dermed også en forudsætning for at produkterne forbedres i første omgang. Tilsvarende er mulighederne for, at man kan profitere af at dygtiggøre sig (og at der så kan opstå andre økonomiske uligheder) også en forudsætning for at man i praksis begynder på at gøre dette.

En anden måde at forstå ulighedens uomgængelighed i markedsøkonomien er ved at indse, at vi udveksler varer (i praksis penge mod varer) som følge af et ulige syn på værdien af varer; og at disse ulige - såkaldt subjektive - indstillinger i vid udstrækning også handler om objektive uligheder i placeringer i markedsøkonomien. Tilsvarende er det også her vigtigt at forstå, at man ikke kan fjerne disse uligheder i praksis: Ethvert menneskes placering i tid, rum og kontekst er enestående. Derfor er ethvert menneskes præferencer enestående. Det eneste man kan gøre, hvis man prøver at forhindre ulighed, er derfor blot, at man skaber fattigdom ved at forhindre samhandel. Med politisk ulighedsbekæmpelse forhindrer man udelukkende, at uligheden i forudsætninger, præferencer, behov, interesser og så videre kan føre til noget positivt. Man sætter ikke med politikken noget positivt i stedet.

Uligheden i samhandel som følge af præferencer beskriver Murray Rothbard således:

"[The] equation of exchange is built up by [Irving] Fisher in the following way: First, consider an individual exchange transaction—Smith buys 10 pounds of sugar for 7 cents a pound. An exchange has been made, Smith giving up 70 cents to Jones, and Jones transferring 10 pounds of sugar to Smith. From this fact Fisher somehow deduces that “10 pounds of sugar have been regarded as equal to 70 cents, and this fact may be expressed thus: 70 cents = 10 pounds multiplied by 7 cents a pound.” This off-hand assumption of equality is not self-evident, as Fisher apparently assumes, but a tangle of fallacy and irrelevance.

Who has “regarded” the 10 pounds of sugar as equal to the 70 cents? Certainly not Smith, the buyer of the sugar. He bought the sugar precisely because he considered the two quantities as unequal in value; to him the value of the sugar was greater than the value of the 70 cents, and that is why he made the exchange. On the other hand, Jones, the seller of the sugar, made the exchange precisely because the values of the two goods were unequal in the opposite direction, i.e., he valued the 70 cents more than he did the sugar. There is thus never any equality of values on the part of the two participants. The assumption that an exchange presumes some sort of equality has been a delusion of economic theory since Aristotle, and it is sur­prising that Fisher, an exponent of the subjective theory of value in many respects, fell into the ancient trap. There is certainly no equality of values between two goods exchanged or, as in this case, between the money and the good. Is there an equality in anything else, and can Fisher’s doctrine be salvaged by finding such an equality? Obviously not; there is no equality in weight, length, or any other magnitude".

http://mises.org/rothbard/mes/chap11d.asp#13._Fallacy_Equation_of_Exchange

Det eneste som ulighedsbekæmpere opnår, er dermed udelukkende at kvæle samhandel, initiativ og dermed muligheden for, at man kan tilfredsstille sine behov. Men under ingen omstændigheder vil man på nogen positiv måde kunne afskaffe uligheden, eftersom den dels baserer sig på et psykologisk faktum (individers forskellige præferencer) samt på fysiske og lige så uomgængelige omstændigheder (i kraft af individers unikke placering i tid og rum).

- Det kan i øvrigt nævnes at omtalte lighedstegn nævnt i citatet og Fishers fejlslutninger (læs eventuelt resten af teksten via linket) er det som man underviste i på Statskundskab i Århus i 1990’erne, og at man som følge af statsmonopoliseringen sandsynligvis også gør det den dag i dag.

Tilsvarende har man indenfor International Politik talt meget om "ulige bytte" i relation til samhandel med den tredje verden. Men da alle bytterelationer - jævnfør ovenstående - er ulige, eftersom man regner det man får for en forbedring for en selv - i forhold til det man giver, så er hele diskussionen om ulige bytte således meningsløs. I den tredie verden køber man varer fra Vesten af den samme grund som vi andre handler med hinanden: Der er tale om en positiv mulighed, man benytter sig af - sålænge politikere ikke har held til at forhindre disse muligheder.

COIN-bloggeren fik omtale i en Sankt Hanstale i år ved Christiansminde af socialdemokrat og aktivist i fagforeningen 3F, Flemming Madsen der blandt andet sagde at: ... direktøren lever betydeligt længere en rengøringsdamen, og ikke nok med det - så har rengøringsdamen desuden større risiko for at pådrage sig skavanker gennem arbejdslivet. Dette burde være en daglig politisk dagsorden på Christiansborg at rette op på disse åbenlyse skævheder, men tværtimod lyder der meldinger fra blandt andet Henriette Kjær, at uligheden gerne må blive større, da det vil skabe dynamik i samfundet. Igen vil jeg sige - hvis hun havde sagt dynamit, ville jeg være helt enig. Da hun ikke skal stå alene, vil jeg også citere Simon Espersen, daglig leder af Copenhagen Institute, som er en liberal tænketank. Han siger: ”Friheden giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet” På almindeligt dansk mener han, at bare de rige bliver rigere, bliver vi alle rigere, sundere og får et bedre miljø.

Citatet er fra kommentaren - Bør rige børn ikke leve længst?

Et andet citat herfra: - Det er [... ] friheden, der også giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet. Det er i kraft af friheden, som har været gældende og formaliseret i det borgerlige retssamfund de sidste par hundrede år, og som blandt andet også giver muligheden for, at der kan opstå store forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at velstanden er realiseret.

Aktuel artikel fra Information - CEPOS: Kampen for lighed er moralsk forkastelig

Den korte økonomiske forklaring på, at man må acceptere ulighed, hvis man ønsker at velstand bliver skabt:

- Økonomisk ulighed er [...] et resultat af det, der gik forud, hvilket i en markedsøkonomi vel at mærke er forbrugernes valg - eller undladelsesvalg - af en vare eller en ydelse. Kampen mod økonomisk ulighed er derfor i realiteten en kamp imod disse valg under et økonomisk system, som på denne måde hver dag belønner nogle producenter og straffer andre; men som over tid ikke desto mindre øger den samlede velstand i samfundet. Læs mere her.

Om resultaterne af markedsøkonomien:

Edgar K. Browning, professor of economics at Texas A&M University, has a new book aptly titled Stealing from Each Other. Its subtitle, “How the Welfare State Robs Americans of Money and Spirit,” goes to the heart of what the book is about. The rise of equalitarian ideology has driven Americans to steal from one another. Browning explains that certain kinds of equality have been a cherished value in America. Equality under the law and, within reason, equality of opportunity is consistent with a free society. Equality of results is an anathema to a free society and within it lie the seeds of tyranny... Read more here.

I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.

Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.

Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).

Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".

Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.

Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”

Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.

I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).

Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.

Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.

Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?

Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).

Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:

"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.

Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).

I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:

"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.

Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.

Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.

Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.

Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil ikke kunne vække kultur-socialismen til live.

Rige børn lever længst står der på plakater og indrykket i annoncer finansieret af fagforbundet 3F. Det viser sig dog, at der ikke menes børn men voksne.

Der skrives meget på denne blog om, at vi i den frie verden er rigere og derfor også har en langt højere levetid generelt, end det er tilfældet i lande, hvor man lever i undertrykkelse; og hvor man enten i lokalmiljøer eller via statsmagten sørger for at ingen får mulighed for at skille sig ud fra resten.

Rigdom er således en konsekvens af en bestemt adfærd: Rigdom skyldes i en fri verden produktivitet, og før dette forståelse for hvordan velstand skabes. Dette handler altså ikke mindst om friheden til at bruge sin fornuft. Handlefriheden, der er en vigtig forudsætning for velstandsskabelse og et mere meningsfuldt liv skyldes ikke mindst ejendomsretten.

Men Poul Erik Skov Christensen ønsker åbenbart at afskaffe denne frihed. For i en kronik i Politiken under overskriften Ulighed dræber vil han gøre alle lige for at gøre alle lige så sunde, som de mest sunde er det i dag.

Det bliver blot ikke resultatet af denne ufrihedens mission. Tværtimod vil den velstand, der er blevet skabt i frihed, også forsvinde i kraft af ufriheden, som forbundsformanden repræsenterer.

Læs mere dagens kommentar.

I vores klub kan man spille en hel sæson for 600 kroner, og en ketsjer kan købes for cirka 300 kroner, siger Jørgen Hansen [bestyrelsesmedlem i Aalborg Tennisklub]. Han er godt klar over, at tennis af nogen bliver betragtet som en overklassesport. - Sådan var det engang, men det er helt ude af trit med virkeligheden i dag, mener han. Som medlem af bestyrelsen i en tennisklub frygter han, at annoncen fra 3f kan gøre det sværere at få unge til at melde sig til tennissporten. Det er svært nok i forvejen at holde på de unge. - Det kan man læse i artiklen Tennissporten føler sig hængt ud.

Men hvorfor er det blevet billigere at spille tennis? Svaret er det samme som spørgsmålet: "hvorfor er kontaktlinser, computerskærme, mobiltelefoner, fjernsyn, sodavand, flyrejser"...og så videre blevet billigere? - Og svaret er ULIGHED: Det vil sige, det er mulighederne for at skabe sig en materielt solid tilværelse med overskud i hverdagen, der har ført til denne generelle velstandsskabelse. Det er muligheden for at den enkelte kan træffe sine egne beslutninger, og dernæst forfølge sine drømme og visioner uden at blive plyndret af sine omgivelser for hvert et fornuftigt og produktivt skridt, der bliver taget.

Det er dermed muligheden for at blive "ulige" alle andre, der betyder, at nogle rent faktisk foretager sig noget fornuftigt og praktisk orienteret. I primitive eller middelalderlige samfund trives derimod retsløsheden og også lighedsmentaliteten, der betyder, at når nogle tager et selvstændigt skridt fremad, trækkes de med det samme tilbage og ned af resten. Fra og med 1970'erne tog vi i Danmark med ny-marxisimen (og kultur-socialismen) et grimt skridt tilbage i den forkerte retning. Man genopfandt en lighedskultur, som kun kan føre tilbage til mere primitive tilstande.

Historien fra Aalborg fortæller således noget ret centralt. Og det er at friheden ganske rigtigt i praksis har en tendens til at føre til ulighed, sådan at der opstår en "overklasse", fordi mennesker vil noget forskelligt med deres liv, og også fordi mennesker er forskellige fra naturens hånd; men at den samme frihed også fører til øget velstand generelt.

Den nye skattereform kunne have været nøglen til at få løst problemet. Havde politikerne haft modet til det, havde de nemlig ladet den indeholde en fjernelse af topskatten. En sådan ændring ville have været af essentiel betydning, både i forhold til at få de højtuddannede til at arbejde mere og samtidig også tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft. - De danske politikere må overvinde deres berøringsangst med topskatten og gøre sig fri af den socialdemokratiske lighedstankegang. Gør de ikke det, kan det hurtigt blive en dyr omgang for både rig og fattig i Danmark.

Det kan man læse hos Venstres Ungdom i Århus (der har en masse gode links).

(Well said I)

Postulatet om stadig større skel og "fattigdom" befolkningen imellem er [...] en anden måde at omgå sandheden på. En efter min mening billig og taknemmelig måde at score stemmer på for venstrefløjspartierne.

Den vej, man valgte at følge, omhandlede måske ikke ligefrem fast ejendom eller større uddannelse. Det bør aldrig blive et samfundsanliggende at skulle kompensere nogle mennesker for det, som mange andre har slidt og stadig arbejder hårdt for.

Det skriver Carsten Hermansen, der er cand. phil. i Fyens Stiftstidende.

I dagens udgave af gratisavisen 24 timer kan man læse, at Fidel Castros lillebror opfordrer cubanerne til at give udtryk for deres kritik af styrets fejl og mangler. Fidel Castro er stærkt svækket - måske døende. Og som det fremstår i artiklen er man nu som følge af Castros svækkelse begyndt at slække tøjlerne. Det lyder så besnærende logisk, at man må antage at sammenhængen er reel.

Hvad betyder det så for de mennesker, der har talt varmt og inderligt for Cuba og Castro?

Det betyder at de i praksis ikke har forsvaret et princip, men bare et menneske, der ville fastholde den magt, som den kommunistiske ideologi sikrede netop Castro som person. Det vil sige: Ideologien var for nyttig for Castro og hans håndlangere (samt danske sympatisører som Svend Auken, der fik sig en ekstra ven), - vel at mærke selv om det for længe siden har vist sig umuligt at realisere det økonomiske system som Karl Marx præsenterede verden for i 1800-tallet.

Men som bekendt var den kommunistiske ideologi ikke ment som et mål i sig selv, endsige for at skaffe bestemte personer til magten, men skulle derimod fungere som middel til at realisere først den socialistiske og derefter den kommunistiske samfundsstruktur, hvor planøkonomi skulle spille den helt afgørende rolle.

Det skal her også nævnes, at mange i Danmark tilsvarende - fra sidst i 1800-tallet og fremefter - mente at socialismen var det rigtige og det videnskabelige, men at man her i modsætning til revolution valgte reform. Denne reformisme kaldes i daglig tale i øvrigt for socialdemokratisme. Så også her skal (og skulle) ideologien tjene et bestemt endemål, vel at mærke det samme. Den eneste forskel er blot, at man ville nå derhen med nogle andre midler. Meningen med socialdemokratisme er således historisk set at indføre det samme som det den kommunistiske ideologi skulle sikre: socialisme og kommunisme; det vil sige økonomisk kollektivisme. (Og enhver kollektivist har så blot sin egen indre version af hvordan den kollektivistiske utopi i praksis ser ud). Såvel socialdemokrater som kommunister ønsker dermed at kontrollere økonomien. Tilgangen er det, der skiller parterne: Kommunister er hårdhændede og brutale. Socialdemorkater er mere venlige (men lige så påståelige), og overlader det, som de gør det i Danmark, til den borgerlige ordensmagt at sikre af afviklingen af den økonomiske frihed via et stigende skattetryk og en voksende offentlig sektor.

Forandringerne skulle således i Danmark ske mere gradvist, og det er præcist det der er sket. Og det vil være urimeligt at sige at den aktuelle regering har forsøgt at ændre på tendensen.

Men ligesom i Cuba er ideologien i Danmark nu så småt blevet et mål i sig selv. På Cuba er Castro ved at være færdig, og ingen andre orker tilsyneladende at videreføre ideologien i dens rene form. Det næste skridt bliver derfor, efter alt at dømme, det skridt vi også så i Sovjetunionen: At man vælger socialdemokratismen, vel at mærke selv om denne 'isme historisk set havde nøjagtig det samme mål, som kommunismen. Så også her er der tale om en sutteklud: Man ønsker ikke endemålet, den totale afskaffelse af markedsøkonomien. Ideologien er med andre ord i stedet blevet selvcentreret. Den er en måde man får andel i magten, vel at mærke selv om man har opgivet og forkastet det centrale element, som var årsagen til at ideologien blev skabt i første omgang. (Dette er i øvrigt den helt centrale årsag til at venstrefløjspolitikere i dag ser så fortumlede ud og at deres paroler lyder floskelagtige. De ønsker heller ikke at opgive deres velstand, som markedsøkonomien har sikret, men deres ideologi har ikke desto mindre til formål at omstyrte den frie økonomi).

Når denne sammenhæng mellem en persons magtbegær, en forkromet ideologi og så de ofre som befolkningen i adskillige årtier har ydet, - den indses, ja så kan man også forudse vrede, harme og raseri, - og forhåbenligt også en god portion skamfuldhed.

Det er derimod - jævnfør ovenstående - mindre sandsynligt, men ikke utænkeligt at i det mindste nogle også begynder at indse værdien af økonomisk frihed. De der vælger socialdemokratisme, som en slags erstatningsreligion for den mislykkede kommunisme, har derimod ikke rigtigt formået at tage opgøret med dem selv og med de ideer, man i ungdommen blev prakket på. Sådanne personer er dermed blot gået fra at være kommunistiske/socialistiske idealister til kollektivistiske traditionalister eller simpelthen kynikere, der kun holdes oppe i kraft af de ritualer de udfører i medierne og på Folketingets talerstol.

I Danmark har vi dermed som i Cuba også politiske ideologier, ideer, teorier mv., der giver levebrødspolitikere masser af undskyldninger for at stramme tøjlerne. En række af disse er for længe siden blevet tilbagevist enten via forskning eller i kraft af historiske forandringer. Nogle af disse teorier er eksempelvis neo-marxistiske, og noget som på mere diskret vis sniges ind i universitetsstuderende den dag i dag. På andre læreanstalter sværger man derimod stadigvæk åbenlyst til marxismens særlige version af mysticisme. - Hvad angår det første kan man eksempelvis læse David Karsbøls artikel om Statslefleren Per Stig Møllers glade vanvid.

Det er således påstanden i ovenstående at politikerne eller befolkningen i vid udstrækning ikke har opdaget, hvor stor en del af deres begrebsapparat, der er præget af dårlige og fejlagtige teorier, ideer og værdier, som man på denne måde har overtaget af den eneste grund, at nogle på et eller andet tidspunkt (hvor man som ung ikke vidste bedre) hævdede, at der var tale om videnskab. Og hvad angår de borgerlige partier, er der i øvrigt meget der tyder på, at netop konservative mere end venstrefolk eller DF'ere, har en tendens til at ligge under for de sære ting, man udsætter for på universitetet.

I den offentlige sektor findes der således ikke driftige forretningsfolk, investorer eller entreprenører, eftersom sådanne kun eksisterer i kraft af profitencitamentet. Alligvel tror politikere og befolkning i vid udstrækning stadigvæk på, at et stort – og voksende – bureaukrati med tilsvarende højere skatter vil give øget velfærd. Det vil i praksis, og selv om man måske ikke har tænkt over det, sige, at man tror på et system, hvor disse aktører ophører med at eksistere og virke. Og det enestesystem, der nogen sinde er blevet præsenteret som videnskab, hvor entreprenører, spekulanter, investorer ikke findes, ja – det er netop socialisme og kommunisme. Dermed lever/ulmer disse 'ismer, selv om ingen alligevel tager dem helt alvorligt, det vil sige: socialismen er i Danmark noget man giver videre til nye generationer, på samme måde som traditionen om at gå rundt om juletræet. Vi ved ikke hvorfor. Ikke desto mindre er virkeligheden forholdsvis simpel: Jo større offentlig sektor, desto færre erhvervsdrivende, og desto mindre velstand. Det er en slags naturlov, der følger af definitionen på bureaukrati og administration, der nu engang handler om at kontrollere og styre det øvrige samfund i en eller anden retning. Ingen fornuftig person går derfor ind for mere bureaukrati og administration. Tværtimod er det noget enhver med sin sunde fornuft i behold så vidt muligt vil søge at reducere, netop for at kunne optimere velstandsskabelse i samfundet.

I takt med at vores tøjler strammes, fordi vi er blevet tradtionalistiske kollektivster, vil man som det tidligere var tilfældet i Cuba, så kunne forvente at den stigende fattigdom (forløbig blot reducerede vækst) vil blive retfærdiggjort i kraft af de andre ideer og teorier, man som levebrødspolitiker har til at bevare magten.

På den baggrund er det derfor ikke overraskende, at en svigtende infrastruktur, et fejlslagent offentligt fødevarekontrolsystem, en arbejdsformidling med et skidt rygte, en direkte pinlig statssponsoreret filmindustri (herunder overeksponeret socialrealisme) o.s.v. resulterer i eksempelvis Connie Hedegaards udsagn om at vi ”ikke bare kan opføre os som græshopper”. Det er imidlertid ikke de - i kraft af skattetrykket - grådige og uproduktive mennesker, der lever af konfiskerede midler - og demagogiske hjælpemidler, som Hedegaard tænker på. Så svaret til levebrødspolitikeren Hedegaard må derfor lyde: - ”Det kan du selv være”.