Et nyt speciale fra Aalborg Universitet omtaler Cophagen Institute som en blandt de mange aktører,der findes i dansk energi-politik, hvor COIN naturligvis må placeres i kategorien af de grupperinger som er bekymret over de økonomiske konsekvenser ved politikker forbundet med klimahysteriet og andre miljøtosserier. Forhåbentlig er der i praksis også bidraget til følgende trend i energipolitikken, som den - måske lidt for rosenrødt - skitseres i specialet:

Hvor energipolitikken før var politisk fastlagt, sker det nu hos private aktører. Det betyder også, at kritik af energipolitikken vil få en anden karakter. Hvor det før var et politisk spørgsmål, der stod til politisk debat, er det i dag i højere grad et privat anliggende for selskaberne. Dermed er der også sket en begrænsning i den politiske styring af sektoren. [...] Dermed har udviklingen i den danske energipolitik betydet, at fokus på miljøhensyn er blevet flyttet til et fokus på de erhvervspolitiske hensyn. Et skifte, som blev sat i gang med liberaliseringsdirektivet fra EU, og som blev markant ved det kritiske valg i 2001. Skiftet til erhvervspolitiske hensyn i energipolitikken blev styrende for omstruktureringen af energisektoren efter regeringsskiftet i 2001. Dermed blev det erhvervspolitiske fokus indbygget i de nye rammer for energisektoren. Organiseringen i private selskaber, som skal konkurrere[...] på et liberaliseret marked, er med til at sikre det erhvervspolitiske fokus i den fremtidige energipolitik. Læs mere her:
http://projekter.aau.dk/projekter/fbspretrieve/15974464/master__dansk_energipolitik.doc

- Bare det var så vel.

http://s-espersen.blogspot.com/search/label/EU

The country that made possible the great industrial titans—the Henry Fords, Thomas Edisons, and others whose productive genius moved mankind forward—now thinks that government can run things better, and that government should own, operate, and finance our corporations, deciding which will survive and which will die, creating a new kind of soup kitchen where emaciated companies stand in a bread-line waiting for their bailout.

The country of the American eagle, flying proud and free, now pens its people up like chickens in a coop, waiting to feed at the welfare state’s trough.

Read more in the artiticle Why We MUST Invoke Our Individual Rights — Now - by Gen LaGreca.

Those who are celebrating the recent pro-gun victory are blinded by the reality of what it really means. It was, in fact, a sad day in the waning years of the American Empire when the Supreme Court voted 5-4 that the D.C. ban on handguns is unconstitutional. -- I say that because when the U.S. was still the home of the free, the vote would have been 9-0. Actually, there would not have been a vote, because there would not have been a ban in the first place. There was a time when government would not have dared to tell a person he didn’t have the right to protect his family. Robert Ringer quoted in an article by Bob Burg.

There’s a market in the United States for so-called organic food, and if certain farmers want to meet it through old-fashioned practices, then by all means they should go right ahead. That’s their choice. - But let’s not kid ourselves: “Organic” farming is inefficient and hard to square with the demands of modern life. Norman Borlaug, the father of the Green Revolution, has estimated that if the world were to switch to “organic” farming, the fall in food production would cost the lives of 2 billion people. - That’s a lot of organic organisms. Read more in Organic Original by Dean Kleckner.

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

Journalisten Richard Miniter interviewer Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose i Washington om kultursammenstødet mellem undertrykkende religion og tradition på den ene side - og så frihedens Europa på den anden, - set i lyset af de tegninger som Flemming Rose og Jyllands-Posten bragte af muslimernes profet Muhammed i 2005. - Rose indleder med at påpege, at han så klare paralleller mellem sine oplevelser først i 1980'erne som korrespondent i Sovjet-rusland, og så det ønske om censur og forbud mod kritik eller fornærmende ytringer mod religion, som han har iagttaget vinder frem i Europa i vor tid. Hensigten bag tegningerne var ifølge Rose, at reducere truslen fra de som ønsker politisk undertrykkelse. Dette skulle gøres ved at man i praksis gjorde brug af ytringsfriheden; sådan at truslen blev fortyndet, i kraft af at flere brugte deres ytringsfrihed, der hvor nogle følte sig fornærmet; og altså netop på en sådan måde, som det er tilladt i vores del af verden men forbudt i store dele af ikke mindst Mellemøsten.

Læs mere i Richard Miniter interviewer Flemming Rose
http://s-espersen.blogspot.com/2007/11/richard-miniter-interviewer-flemming.html

Problemet med et tættere politisk samarbejde i Europa, er som bekendt (ud over en række andre ting), at der ikke er en offentlighed man kan kalde europæisk. Der findes ikke rigtigt europæiske medier og en europæisk debat.

Derfor er det direkte farligt for friheden (også af mange andre grunde), at centralisere den politiske magt. Der er endvidere intet grundlag for at gøre dette. Det afgørende for et stærkt Europa er ikke fælles institutioner, men i stedet fælles værdier. Og den fælles værdi, som COIN ønsker at promovere, er den økonomiske og politiske frihed.

Ønsker man derimod socialisme, - ja så må man centralisere og afvikle hvert enkelt lands suverænitet. Det er der mange, der arbejder på.

Frihandel har imidlertid ikke brug for en EU-kommission eller et europæisk parlament. Her er der i stedet brug for "nedrustning": I hvert land bør man gøre hvad man kan for at liberalisere og smidiggøre mulighederne for at handle frit over grænserne. Og dette er en kamp, der bedst kæmpes af andre end bureaukrater og eurokrater. (Men nogle af disse har ganske vist flyttet Europa i den rigtige frihedsorienterede retning, mens andre af deres kollegaer gør det stik modsatte).

Der er således et behov for en stærkere europæisk offentlighed. For i takt med fremvæksten af mere debat over grænserne - herunder om Europa, USA, Asien, Latinamerika og de andre regioner - så kan de principper styrkes, der bevarer velstandens grundlag, hvilket er handlefriheden. For velstandsskabelse er nu engang et folkeligt projekt. (Socialister som i vid udstrækning er akademikere tilbyder i praksis fattigdom og armod; og de er ikke tilfredse med at "eksperimentere" med ufrihed og plyndringstogter af borgerne en enkelt gang, nej de vil altid have en chance til for at gøre endnu et forsøg med kommando-økonomi og direktiver fra oven. I vor tid kaldes visionen "det grønne Europa".)

Nogle har i den forbindelse, det vil sige hvad angår offentligheden, nu skabt en portal til medier i en række europæiske (pt. vist 15) lande. Det er et lille skridt i den rigtige retning.

Besøg http://www.imooty.eu - The first navigator for european news. (Bemærk også: http://www.imooty.eu/dk/blog/sidste_erhverv.php .)

Det er meningsløst at sætte sin lid til traktater, konferencer og lignende bureaukratiske foranstaltninger såsom Nationernes Forbund samt FN. Mødedelegerede, embedsmænd og diverse eksperter repræsenterer intet reelt forsvar, når det gælder kampen mod ideologier. Erobringstrang kan ikke bremses ved hjælp af cirkulærer. Der er tværtimod behov for er en radikal ændring af de herskende ideologier samt af den økonomiske politik.--Ludwig von Mises (egen oversættelse).

I am the greatest. I am the best. No other show even comes close. Many thousands of listeners log on to PRODOS.COM every day. - It's impossible to keep up with my fan mail from all over the world: India, Norway, France, Japan, the UK, Israel, lots from the USA, everywhere, everybody loves PRODOS! - Why? Because PRODOS is positive, constructive, creative. Because PRODOS loves people. PRODOS gives hope. PRODOS is passionate. PRODOS enjoys life and it comes across. - PRODOS.COM is the biggest, brainiest, blockbuster show on the planet. I guarantee to bring you MORE new ideas, MORE fresh viewpoints per minute than any other programme on earth. There has never been a show like this before. It is unique, it is extraordinary. Hey, and it's free! :-) Read more in Proudly Prodos.

And visit australian radio host Prodos on PRODOS.COM.

Bogen er ét langt forsvar for de grundlæggende principper og værdier, der har sikret os ikke blot velstanden i den vestlige verden, men også respekten for individet og fornuften, for den frie tanke og evnen - samt retten - til at handle i fred og frihed, til at skabe og til at producere. Ayn Rand viser igennem bogens næsten 1200 sider sammenhængen mellem velstandsskabelse og fornuft. - Det skriver bloggeren "Statlerwaldorf".

Datoen er den 19. september i år. Og jeg er hverken Statler eller Waldorf. Men her er hvad undertegnede skrev i Berlingske den 17. februar:

Atlas Shrugged er således ét langt forsvar for de grundlæggende principper og værdier, der har sikret os ikke blot velstanden i den vestlige verden, men også respekten for individet og fornuften, for den frie tanke og evnen - samt retten - til at handle i fred og frihed, til at skabe og til at producere. Rand viser i Og verden skælvede/Atlas Shrugged således sammenhængen mellem effektiv jernbanedrift og så- Aristoteles. Det vil sige sammenhængen mellem velstandsskabelse og fornuft.

På Venstres hjemmeside kan man læse, at det er nødvendigt at være med til at frembringe værker, der provokerer til nytænkning og står som nationale symboler, der kan være med til at bringe genrationers historie sammen. og at kultur er med til at forme folkelige fællesskaber. Men de fællesskaber behøver ikke at være statstøttede mener VU´erne [Det vil sige Venstres Ungdom]. - Det kan man læse i dagens udgave af 180grader.dk

Fra kommentaren Tiden er inde til at reducere statens størrelse bragt på www.coin.dk den 28. juni:

I vor tid er det en farce, at være vidne til hvordan, statens generøsitet overfor statsansatte journalister fører til ublu politisk propaganda for økologisme og socialisme. Men havde man i grunden også troet, at noget som helst andet kunne blive resultatet af en statsfinansieret ordning for journalister? Hvad kunne i så fald være en anden mission for en statslig tv- og radio-kanal, end at promovere løsninger på virkelige eller fiktive problemer, der alle sammen handler om mere stat, mere kollektivisme og dermed også mindre økonomisk frihed?

Kulturministeriet kan - blandt andet også af samme grunde - tilsvarende afskaffes. Det burde i øvrigt være forholdsvist let at gøre dette, som noget af det første. Kulturministeriet er i praksis ensbetydende med, at færre bestemmer over flere midler, vel at mærke med midler, man har opkrævet via tvang - og som man nu bruger på forlystelser! Kulturministeriet er i praksis en omvendt Robin Hood; men altså vel at mærke også en institution, hvor de nye indehavere af tiltvungne midler bruger pengene på underholdning. Og i kraft af de mange offentlige ansatte må der dog efterhånden efter al sandsynlighed være skabt et marked for social-realisme, som sagtens kan klare sig helt uden støtte og tilskud, men i stedet på markedets vilkår. Lad dog den elite, der bryder sig om det, som kulturministeriet i dag støtter, betale det ekstra selv.