[N]år krydset skal sættes næste tirsdag vil hele 47 procent af Dansk Folkepartis kandidater enten være ansat i eller drive en privat virksomhed. Det viser en gennemgang af de godt 800 opstillingsberettigede kandidater, som Berlingske Tidende og ErhvervsBladet har foretaget.

Det fremgår af dagens udgave af Erhvervsbladet, hvor man kan læse, at det betyder at Dansk Folkeparti har overhalet Det Konservative Folkeparti i konkurrencen om at have flest kandidater med baggrund i det private erhvervsliv. Som nummer et ligger man naturligvis også højere på listen end Venstre og Ny Alliance.

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan i den anledning fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.

Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.

En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.

Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk.

Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.

Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio.

Men man er nok nødt til at erkende, at DF indenfor de nævnte områder har formuleret sig nogenlunde klart; mindst klart måske på energiområdet, hvor der er lidt slinger i valsen jævnfør en aktuel historie i Jyllands-Posten om, at man vil kaste sig ud i nye energieksperimenter sammen de andre partier.

Ovenstående nævnes eftersom der må være en åbenlys masse af vælgere, der er frustrerede over hvor lidt frihedsorienteret politik, der er ført fra Venstre og Det Konservative Folkepartis side.

Og her er det nok ikke så meget Dansk Folkepartis skyld, at man ikke har taget fat på, at reducere en række dele af den offentlige sektor, hvorfra mange af de værdier, som man ikke kan tilslutte sig i DF de netop promoveres. Man kunne eksempelvis sagtens have forstillet sig, at DF’erne ville have været interesseret i, at gøre op med de mange, der er beskæftiget med regulering og propagandisme indenfor miljøområdet; men altså i det hele taget større dele af de sektorer, der er beskæftiget med offentlig finansieret information og uddannelse.

Det kunne jo simpelthen tænkes, at Venstre og Konservative var blevet mere venstreorienterede ikke af taktiske grund, men permanent. Og så kan man jo overveje at stemme på nogle andre eksisterende partier, mens man venter på noget, der er bedre.

Under alle omstændigheder, så er ”velfærdssovsen”; det vil sige nye løfter om ”ydelser”, offentlige goder og diverse ordninger, som flyder i en lind strøm fra Venstres pressetjeneste vanskelig at tage alvorligt; hvis partiet skal forestille at være ”Danmarks liberale parti”.

Danmark mangler stadig et virkeligt konsistent frihedsorienteret parti. Men Dansk Folkeparti kan ikke afskrives, hvis man har tænkt sig at stemme, og når man i så fald sammenligner med Venstre eller det Konservative Folkeparti.

Den franske bilproducent Citroën tørner [...] i deres seneste reklamer ud som rendyrkede fans af den borgerlige regering. Og tro det eller lad være: Det støder mig faktisk lidt, skriver socialdemokraten David Troels Garby under overskriften Citroën reklamerer for regeringen.

COIN-bloggen bidrager til debatten med at skrive at:

Det mest naturlige i denne verden er da, at private virksomheder og enkeltstående borgere glæder sig over lavere afgifter og skatter. De der skaber værdierne i samfundet, har selvsagt også råderetten over det, de skaber. Reklameforbuddet mod politiske tilkendegivelser bør derfor ophæves, så man kan fejre selv de mindste sejre til fordel for den private ejendomsret i alle slags medier.

Deltag i debatten her.

Læs også The Bernstein Declaration

- Vi skønner, at forslaget om ændring af registreringsafgifterne og vægtafgifterne vil give bilbranchen en øjeblikkelig økonomisk lussing på mindst 750 millioner kroner - måske meget mere, siger direktør Bent Mikkelsen, DBI. [Brancheforeningen De Danske Bilimportører] Herudover anfører chefkonsulent Anette Christensen hos bilimportørerne, at de nye afgifter vil få mange købere af dieselbiler til at fravælge partikelfilter af økonomiske årsager - med øget luftforurening til følge.

- Det kan man læse i Industriens Dagblad iDag under overskriften Nye bilafgifter rammer alle.

Hos De Danske Bilimportører findes en Opgørelse over køretøjer, der bliver ramt af afgiftsforhøjelser .

Når det gælder afgiftspolitikken har politikere [...] to modstridende budskaber, som de kan bruge overfor to grupperingen i befolkningen: Over for bilmodstandere vil politiske beslutningstagere fremhæve statsstøtten og beskyttelsen af den kollektive trafik samt bilafgifterne, der naturligvis virker lige så demotiverende for bilkøbere og ejere, som cigaretafgifter. Og over for de der værdsætter bilen har man så nogle helt modsatrettede argumenter, der handler om at bilafgiften fremmer udviklingen af bedre biler. Her hævder man således, at biler bliver billigere fordi de kan køre længere på literen, og at flere derfor får råd til at købe bil. Voila: - Bilafgifter er dermed svaret på flere biler og færre biler, på samme måde som energiafgifter – ifølge den politiske visdom - reducerer energiforbruget og samtidig giver mere energi. Den politiske øvelse består nu blot i at nuancere sproget, og betone bilafgifternes konsekvenser – alt efter hvilket segment, man henvender sig til: til de der værdsætter kollektive transportformer på den ene side, og så de bilister man skal have til at sluge nye afgifter (og handicaps) på den anden side. Og det er vel at mærke ofte den samme politiker, der navnlig omkring midten i dansk politik vil benytte sig af begge argumentationsformer, og hvor hvilken der vælges, så er afhængigt af, om man henvender sig til en forsamling af trafikale kollektivister eller vælgere, der værdsætter individualiseret transport.

Uagtaget ovenstående politiske øvelse og den demagogi, der lader sig gøre i kraft af stigende historieløshed, hvor den politiske klasse har formået at indskrive sig en stadigt større rolle som ”givere” eller ”begunstigere” i historien og på markedsøkonomiens bekostning, så har enhver potentiel køber nu engang en interesse i at købe en bil, der alt andet lige kan køre længere på literen. Der er nu engang ikke tale om en "politisk gave", ligesom det ikke var en gave da bilen blev introduceret af Ford m. fl., og nu kunne vælges over hestevognen. Mellem hvert eneste bilkøb har en hvilken som helst bilproducent derfor et åbenlyst incitament til at produktudvikle, sådan som en hvilken som helst anden producent har det indenfor et hvilket som helst andet område - vel at mærke sålænge der IKKE hersker protektionisme. Og takket være denne konkurrence, og det forhold at bilproduktion har været et frit og levende område indenfor markedsøkonomien, så er bilen netop blevet en transportform, der er så overlegen og populær, at politikerne virkelig skal gøre sig umage for at svække den i forhold til andre transportformer. - Og i Danmark har man virkelig gjort sig umage, og man er virkelig protektionistisk. Alligevel bliver de politiske beslutningstagere ved med at foregøgle befolkningen, at udviklingen af bedre og billigere biler er en industriel adfærd som afgiftspolitikken sikrer. Bilafgifter spiller således ingen som helst positiv rolle i denne sammenhæng - eller i nogen anden. Bilafgifter har kun en kortsigtet positiv betydning for konkurrenterne, det vil sige toge, fly og busser. - Men på længere sigt har afgifterne heller ikke i denne mere snævre relation ingen som helst positiv betydning, eftersom afgifterne netop modvirker konkurrence. Bilafgifter er nu engang et bidrag til – og fra politisk side også ment som et bidrag – til et projekt, der skal reducere konkurrencen, fordi man vil have kollektiv trafik. Argumenterne om at bilafgifterne har en positiv konsekvens for den samlede velstand eller for bilindustrien, eller for den sags skyld på længere sigt for det politikere gerne kunne tænke sig, er derfor hjælpeargumenter, det skal sløre det helt centrale argument: at politikere blot har bestemt sig for noget bestemt; og at deres mål helliger deres middel. Læs mere i dagens kommentar.

Danskerne skal frit kunne vælge den bil, der passer bedst til den enkelte. Men det må have en økonomisk konsekvens, hvis man vælger at køre i et stort brændstof-monster, i stedet for at sætte sig bag rattet i en mindre og mere miljørigtig bil,” siger Christian Wedell-Neergaard i dag i en pressemeddelelse fra de konservative

En del danskere må dog fravælge den passende bil netop som følge af de høje bilafgifter, og må i stedet nøjes med bus, tog eller cykel. Det gælder først og fremmest mennesker med relativt lave indkomster.

Den samme omsorgsfulde balancegang mellem miljøet vs. hvorvidt grupper med lave indkomster skal have råd til bil, finder man imidlertid også hos socialdemokraterne.

(Sidste sætning er tilsat ironi, men lever op til EU's standarder for polemisk relevans).

SF spiller i den kommende uge ud med et omfattende forslag til omlægning af bilafgifterne. Det skal generelt være billigere at købe en bil, men det skal til gengæld være dyrere at køre i bil, skriver Politiken idag.

Men forslaget vil ikke gøre det lettere, at være bilejer.

• SF vil lempe registreringsafgifterne med samlet 1,6 milliarder kroner. Men ikke alle biler vil blive billigere med forslaget fra SF. De mest benzinslugende vil blive dyrere både at købe og køre i.
• Penge som skal hentes ind ved, at der skal lægges yderligere 50 øres afgift på en liter benzin. Hvilket vil give omkring 1,3 milliarder kroner i statskassen.
• Dertil skal der hentes yderligere en halv milliard kroner til statskassen ved hjælp af bompenge eller roadpricing.

SF's forslag til nyt bilafgiftssystem vil give en kvart milliard kroner ekstra i statskassen.

Den høje registreringsafgift gør, at når bilisten først har købt en bil, så kører han eller hun til gengæld også meget, fordi det er relativt billigt, siger skatteordfører Morten Homann (SF) til Politiken, og han forestiller sig, at overskuddet skal bruges på den kollektive trafik.

Og der er da gode sider ved forslaget. En afgiftsnedsættelse på biler vil bestemt gøre det lettere at tilhøre gruppen af enlige forældre, store familier og folk (herunder pensionister) ude på landet.

Og derfor er det fair nok (forslaget kommer trods alt fra det bilhadende SF), at man kun vil sænke afgiften på små biler.

Men problemet er, at den kollektive trafik vil nemlig ikke kunne udbygges til at konkurrencedygtig, hverken prismæssigt eller mijømæssigt, hvis den bare skal have et minimumskrav af fleksibilitet, så folk ikke skal vente i halve eller hele timer på bussen.

Mht. finanseringen så kan højere benzinafgifter stort set kun beskrives som samfundsmæssigt destruktivt, og det vil ramme præcist samme gruppe borgere, for det er børnefamilier (sepcielt enlige forældre) og folk ude på landet, som vil have behov for at køre langt eller meget i bil.

De højere afgifter på større biler er vel at forvente af misundelsespartiet SF.

Mens forslaget om roadpricing kunne have potentiale, hvis det blev holdt til de større danske byer, og blev kombineret med fornuftige parkeringsforhold i udkanten af byerne. Eksempelvis ved at der blev bygget private parkeringshuse nær Svanemøllen, Hellerup St., Ryparken og Vanløse St.

Samlet set er forslaget er fejlslagent!

Men hvis de radikale og de konservative, som tidligere har haft gået i tanker om at ændre bilafgifterne kunne få rettet knasterne i SF's forslag, så er der måske potentiale i en ændring af bilafgifterne, der gør det lettere at være bilejer i Danmark.