I Politiken kan man læse at Miljøkommissærens talskvinde, Barbara Helfferich, understreger [...], at EU har en fællesskabspolitik, der siger, at hvaler er en truet dyreart, som skal beskyttes. "Når et land siger, at de vil tillade hvalfangst, så underminerer det vores mulighed for at forhandle og værdien af vores fælles lovgivning«, siger hun. I stedet har Danmark givet de andre EU-lande et godt argument for at gå enegang i miljøsager, hvor de har særønsker. Men hvor vi ofte har travlt med at råbe højt om, at de skal rette ind".

Det må siges at være en noget uklar melding. Man kan dog konstatere, at indstillingen fra EU-teknokratisk side er, at man vil frede hvaler - uanset hvad. Det fremstår også af udtalelsen, at en holdning, der afviger i EU alene fordi den afviger bliver ugleset; og at uenighed dermed i sig selv bliver set som noget negativt.

Det er derfor glædeligt, at Per Stig Møller tilsyneladende ikke lader sig kue!

Copenhagen Institute har tidligere påpeget, at mulighederne for at udbrede ejendomsretten også ville sikre hvalbestanden, på samme måde som en udbredelse af ejerskab og ejendomsret kunne sikre truede dyrearter i Afrika (altså de arter, som man kunne have en interesse i at bevare). Meget tyder imidlertid på, at det ikke er den primære intersesse fra de sværmeriske kommissærer. Man kunne godt mistænke dem for at opfatte hvaler som hellige sø-køer, der ikke må være en almindelig del af erhvervslivet, selv om det har været tilfældet i tusindvis af år.

I følge det gratis internetleksikon har hvalfangst således eksisteret mindst siden år 6000 før vor tidsregning. Læs mere her. Ny teknologi er ikke et problem i denne henseende. For det betyder at hvalfangerne kan blive langt mere informerede om, hvorvidt de fanger for mange hvaler eller ej.

Politiken: Danmark kæmper alene i EU for hvalfangst

Hvalfangt bør overleve så længe, der er mennesker der kan profitere af det. Og erhvervet sikres bedst muligt via øget privatisering.

Jeg ved ikke hvad han er, men han er i hvert fald ikke liberalist udtalte COIN-bloggerens kusine for nogle uger siden - om Anders Fogh Rasmussen. Hun stemmer så vidt vides aldrig på noget til højre for socialdemokratiet, og vist nok helst på Enhedslisten.

Også i toppen af dansk politik konstaterer man den ideologiske opgivelse hos de etablerede borgerlige partier:

”Ideologi er ikke noget man skal skamme sig over eller erklære stendød,” sagde [Henrik Sass Larsen 1. maj i følge 180grader.dk] med henvisning til tidligere statsminister Poul Schlüters bemærkning om at ideologi er noget bras. ”Schlüter erklærede ideologien for stendød - det lader til at de borgerlige har taget det til efterretning”. Læs mere i artiklen Sass Larsen: Regeringen mangler ideologi

Læs også også analysen De andres ideer i Nyhedsmagasinet RÆSON.

Man kan også gå i FONA og købe TV-serien Winston Chruchill - the Wilderness Years om tiden før Churchill måtte overtage magten for at forsvare den frie verden, og som ikke mindst handler om konsekvenserne ved appeasement i politik, sådan som den blev ført ud i livet af Neville Chamberlain. (Personligt finder undertegnede at der er en vis lighed mellem Chamberlain og så Per Stig Møller, når det gælder betoningen af "gode forbindelser" ift. forholdet til Iran).

En journalist fra Nyhedsavisen har sammen med en række avisdebattører fra blandt andet Trykkefrihedsselskabet bidt sig fast i historien om en konservativ kandidat med nogle ret usædvanlige meninger, når det eksempelvis gælder religion, ytringsfrihed og seksualitet.

Ifølge Nyhedsavisen har man således kunnet læse, at den konservative kandidat blandt andet på sin blog skriver, at hun ”[ikke dømmer], om nogen er muslimer eller ej; kun en sharia ret kan dømme, om en person er kætter eller ej”. Om homoseksualitet at det ”hører simpelthen ikke hjemme i det offentlige rum” samt om Naser Khader: At ”han er psykopat ind til benet”.

Venstres Bertel Haarder er nu begyndt at interessere sig for sagen især som følge af nogle bemærkninger, der er kommet fra samme kant, om nazisternes massemord på jøder i forbindelse med 2. verdenskrig.

Personligt mener jeg ikke, at det er overraskende, at det netop er i det Konservative Folkeparti at udtrykket ”kætter” atter vender tilbage i dansk sprogbrug. For yngre generationer skal det således pointeres, at kætter også var et begreb som kristne brugte til at forfølge ikke-kristne.

Hvis man slår op i Gyldendals etbindsleksikon fra 2003 kan man læse, at ”Kætteri” er vranglære. Kristen betegnelse for en bevidst afvigelse fra kirkens lære. Altså ikke et ord om islam i Gyldendal. Men i arabiske ordbøger er ”kristen” formodentlig udskiftet med ”muslimsk”. Sådan er det med en række former for religiøsitet: Når en bestemt religion bliver særligt stærk, så dømmer man dem med ingen eller en anden trosretning som ”kættere”, det vil sige afvigere, man på den ene eller anden måde vil forfølge.

Undertegnede er i øvrigt hverken kristen, kirkelig eller religiøs. Siden konfirmationsalderen bedømte jeg tværtimod religion som sådan til at være et forfærdeligt spild af tid, selv om jeg ganske vist lod mig inspirere af forskellige religioners værdier. Men overordnet set anså jeg religion for at være en såvel kedsommelig som ubegavet måde, at bruge sin tid på.

Selv om jeg er ikke-kristen indrømmer jeg dog gerne en vis interesse for den anti-kirkelige men kristne amerikanske forfatter Ralph Waldo Emerson blandt andet fordi Emerson inspirerede den tyske og ikke-kristne filosof F.W. Nietzsche.

Emersons pointe var blandt andet at hvis Gud eksisterede måtte han være over det hele; og så var der ikke grund til, at der var nogle bestemte mennesker såsom præster, der tog patent på at vide bedre og mere om gud end andre.

I Danmark er Kristendommen på anderledes vis i forhold til Emersons trancendentalisme dog i vid udstrækning bygget op omkring kirken, som vel at mærke ikke er privat, men statslig. - Så tænk hvis indholdet kom tilbage i denne statslige kirke. Heldigvis har kirken ladet sig bureaukratisere og indholdstømme. Men hvis det indhold, der kommer tilbage er det der forsvandt, og som blandt andet handler om at afgøre hvad der er kætteri og ikke, så kan de ovenstående udtalelser fra islamisten såmænd hurtigt atter blive mainstream.

"Kætteri" og "blasfemi"

Hvad mange måske ikke har tænkt over, så er der i øvrigt en sammenhæng mellem begrebet ”kætteri” og ”blasfemi”. Hvis man ihukommer definitionen af kætteri foroven kan man nu læse straffelovens særlige paragraf, som gør blasfemi strafbart jf. § 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Betyder det så, at jeg som ikke-religiøs ikke må mene, at religiøse aktiviteter er kedelige og ubegavede? Har den mening ikke samfundsmæssig relevans? For det er nu engang det eneste, man kan konkludere i min kommentar Der er ingen grund til religøsitet fra januar måned. http://s-espersen.blogspot.com/2006/12/nytrstalen-2007-der-er-ingen-grund-til.html

Min pointe med ovenstående er således, at vi i Danmark med blasfemilovens og folkekirkens fortsatte eksistens i en juridisk forstand – og i vid udstrækning også politisk - ikke har fjernet os meget fra tidligere tiders politiske religiøsitet.

Med relevans for den indledende påstand lærte jeg som yngre i øvrigt, at Konservatisme ifølge Per Stig Møller handlede om: Palæstina, Athen og Rom det vil sige om Kristendommen, demokratiet og retsstaten. Hvilket blandingsforhold, der så skal være mellem religion og retssamfund er nu det store spørgsmål her. På baggrund af det, der fulgte efter "Palæstina, Athen og Rom" historisk set, kan der dog ikke være den store tvivl om, at hvis kirken og religionen bliver stærk nok, så forsvinder såvel demokratiet som retstaten.

Og jf. netop dette citat, der peger frem mod den iboende konservative mysticisme, man også finder i vendingen "Gud, konge og fædreland", er det således ikke så forfærdeligt overraskende at de Konservative mere end selv de Radikale stikker hovedet i busken i den aktuelle sag. I det Radikale Venstre har man, trods alt hvad der kan siges om de Radikale, i nogen udstrækning et mere kritisk forhold til religion som sådan, end man har det i det Konservative Folkeparti. Det som de Radikale i stedet har det svært med, er derimod at sætte grænser for ”tolerance”, hvor man godt kan mistænke de radikale for at gøre en dyd ud af, at nogle tramper på de værdier som de selv værdsætter - i tolerancens hellige navn.

Spørgsmålet er nu også om jeg ved ”bevidst at afvige fra kirkens lære” falder ind under betegnelsen ”kætter” eller ej? Det er nu noget som de religiøse mystikere må afgøre med sig selv. I praksis er der imidlertid i vor tid så mange der afviger fra kirkens lære - ja selv præster der gør det - at man klogeligt fra kirkelig side har undladt at forholde sig til spørgsmålet, måske også også fordi man på verdslig vis værdsætter det statslige monopol (lidt lige som Tipstjenesten vægter deres monopol over de afgifter man så skal sende videre til staten).

Danskere der bekender sig til logik og fornuft bør ikke desto mindre være opmærksomme på, at de seriøst religiøse i praksis har såvel paragraffer som statslige institutioner til deres rådighed, som følge af et manglende principielt opgør med religiøsitet og politik. Disse potentielle religiøse magtmidler vil dermed blive ved med at være der, indtil vi tager fat på en diskussion om at afskaffe dem, sådan som vi vel at mærke bør gøre det, hvis vi fuldgyldigt vil bekende os til oplysningstiden.

Om konservatisme læs: Liberalist, socialist eller særling? http://s-espersen.blogspot.com/2007/01/liberalist-socialist-eller-srling.html (En variant over den religiøse konservatisme er interessen for den tyske tænker G.W. Hegel, som der fokuseres på i denne artikel).

Om politisk religiøsitet læs: Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft http://s-espersen.blogspot.com/2007/01/fundamentalisme-skal-bekmpes-med.html - Tidligere bragt i Nyhedsavisen.

- Tilføjet 14/4: Historien foroven endte dog med eksklusion.

I dagens udgave af gratisavisen 24 timer kan man læse, at Fidel Castros lillebror opfordrer cubanerne til at give udtryk for deres kritik af styrets fejl og mangler. Fidel Castro er stærkt svækket - måske døende. Og som det fremstår i artiklen er man nu som følge af Castros svækkelse begyndt at slække tøjlerne. Det lyder så besnærende logisk, at man må antage at sammenhængen er reel.

Hvad betyder det så for de mennesker, der har talt varmt og inderligt for Cuba og Castro?

Det betyder at de i praksis ikke har forsvaret et princip, men bare et menneske, der ville fastholde den magt, som den kommunistiske ideologi sikrede netop Castro som person. Det vil sige: Ideologien var for nyttig for Castro og hans håndlangere (samt danske sympatisører som Svend Auken, der fik sig en ekstra ven), - vel at mærke selv om det for længe siden har vist sig umuligt at realisere det økonomiske system som Karl Marx præsenterede verden for i 1800-tallet.

Men som bekendt var den kommunistiske ideologi ikke ment som et mål i sig selv, endsige for at skaffe bestemte personer til magten, men skulle derimod fungere som middel til at realisere først den socialistiske og derefter den kommunistiske samfundsstruktur, hvor planøkonomi skulle spille den helt afgørende rolle.

Det skal her også nævnes, at mange i Danmark tilsvarende - fra sidst i 1800-tallet og fremefter - mente at socialismen var det rigtige og det videnskabelige, men at man her i modsætning til revolution valgte reform. Denne reformisme kaldes i daglig tale i øvrigt for socialdemokratisme. Så også her skal (og skulle) ideologien tjene et bestemt endemål, vel at mærke det samme. Den eneste forskel er blot, at man ville nå derhen med nogle andre midler. Meningen med socialdemokratisme er således historisk set at indføre det samme som det den kommunistiske ideologi skulle sikre: socialisme og kommunisme; det vil sige økonomisk kollektivisme. (Og enhver kollektivist har så blot sin egen indre version af hvordan den kollektivistiske utopi i praksis ser ud). Såvel socialdemokrater som kommunister ønsker dermed at kontrollere økonomien. Tilgangen er det, der skiller parterne: Kommunister er hårdhændede og brutale. Socialdemorkater er mere venlige (men lige så påståelige), og overlader det, som de gør det i Danmark, til den borgerlige ordensmagt at sikre af afviklingen af den økonomiske frihed via et stigende skattetryk og en voksende offentlig sektor.

Forandringerne skulle således i Danmark ske mere gradvist, og det er præcist det der er sket. Og det vil være urimeligt at sige at den aktuelle regering har forsøgt at ændre på tendensen.

Men ligesom i Cuba er ideologien i Danmark nu så småt blevet et mål i sig selv. På Cuba er Castro ved at være færdig, og ingen andre orker tilsyneladende at videreføre ideologien i dens rene form. Det næste skridt bliver derfor, efter alt at dømme, det skridt vi også så i Sovjetunionen: At man vælger socialdemokratismen, vel at mærke selv om denne 'isme historisk set havde nøjagtig det samme mål, som kommunismen. Så også her er der tale om en sutteklud: Man ønsker ikke endemålet, den totale afskaffelse af markedsøkonomien. Ideologien er med andre ord i stedet blevet selvcentreret. Den er en måde man får andel i magten, vel at mærke selv om man har opgivet og forkastet det centrale element, som var årsagen til at ideologien blev skabt i første omgang. (Dette er i øvrigt den helt centrale årsag til at venstrefløjspolitikere i dag ser så fortumlede ud og at deres paroler lyder floskelagtige. De ønsker heller ikke at opgive deres velstand, som markedsøkonomien har sikret, men deres ideologi har ikke desto mindre til formål at omstyrte den frie økonomi).

Når denne sammenhæng mellem en persons magtbegær, en forkromet ideologi og så de ofre som befolkningen i adskillige årtier har ydet, - den indses, ja så kan man også forudse vrede, harme og raseri, - og forhåbenligt også en god portion skamfuldhed.

Det er derimod - jævnfør ovenstående - mindre sandsynligt, men ikke utænkeligt at i det mindste nogle også begynder at indse værdien af økonomisk frihed. De der vælger socialdemokratisme, som en slags erstatningsreligion for den mislykkede kommunisme, har derimod ikke rigtigt formået at tage opgøret med dem selv og med de ideer, man i ungdommen blev prakket på. Sådanne personer er dermed blot gået fra at være kommunistiske/socialistiske idealister til kollektivistiske traditionalister eller simpelthen kynikere, der kun holdes oppe i kraft af de ritualer de udfører i medierne og på Folketingets talerstol.

I Danmark har vi dermed som i Cuba også politiske ideologier, ideer, teorier mv., der giver levebrødspolitikere masser af undskyldninger for at stramme tøjlerne. En række af disse er for længe siden blevet tilbagevist enten via forskning eller i kraft af historiske forandringer. Nogle af disse teorier er eksempelvis neo-marxistiske, og noget som på mere diskret vis sniges ind i universitetsstuderende den dag i dag. På andre læreanstalter sværger man derimod stadigvæk åbenlyst til marxismens særlige version af mysticisme. - Hvad angår det første kan man eksempelvis læse David Karsbøls artikel om Statslefleren Per Stig Møllers glade vanvid.

Det er således påstanden i ovenstående at politikerne eller befolkningen i vid udstrækning ikke har opdaget, hvor stor en del af deres begrebsapparat, der er præget af dårlige og fejlagtige teorier, ideer og værdier, som man på denne måde har overtaget af den eneste grund, at nogle på et eller andet tidspunkt (hvor man som ung ikke vidste bedre) hævdede, at der var tale om videnskab. Og hvad angår de borgerlige partier, er der i øvrigt meget der tyder på, at netop konservative mere end venstrefolk eller DF'ere, har en tendens til at ligge under for de sære ting, man udsætter for på universitetet.

I den offentlige sektor findes der således ikke driftige forretningsfolk, investorer eller entreprenører, eftersom sådanne kun eksisterer i kraft af profitencitamentet. Alligvel tror politikere og befolkning i vid udstrækning stadigvæk på, at et stort – og voksende – bureaukrati med tilsvarende højere skatter vil give øget velfærd. Det vil i praksis, og selv om man måske ikke har tænkt over det, sige, at man tror på et system, hvor disse aktører ophører med at eksistere og virke. Og det enestesystem, der nogen sinde er blevet præsenteret som videnskab, hvor entreprenører, spekulanter, investorer ikke findes, ja – det er netop socialisme og kommunisme. Dermed lever/ulmer disse 'ismer, selv om ingen alligevel tager dem helt alvorligt, det vil sige: socialismen er i Danmark noget man giver videre til nye generationer, på samme måde som traditionen om at gå rundt om juletræet. Vi ved ikke hvorfor. Ikke desto mindre er virkeligheden forholdsvis simpel: Jo større offentlig sektor, desto færre erhvervsdrivende, og desto mindre velstand. Det er en slags naturlov, der følger af definitionen på bureaukrati og administration, der nu engang handler om at kontrollere og styre det øvrige samfund i en eller anden retning. Ingen fornuftig person går derfor ind for mere bureaukrati og administration. Tværtimod er det noget enhver med sin sunde fornuft i behold så vidt muligt vil søge at reducere, netop for at kunne optimere velstandsskabelse i samfundet.

I takt med at vores tøjler strammes, fordi vi er blevet tradtionalistiske kollektivster, vil man som det tidligere var tilfældet i Cuba, så kunne forvente at den stigende fattigdom (forløbig blot reducerede vækst) vil blive retfærdiggjort i kraft af de andre ideer og teorier, man som levebrødspolitiker har til at bevare magten.

På den baggrund er det derfor ikke overraskende, at en svigtende infrastruktur, et fejlslagent offentligt fødevarekontrolsystem, en arbejdsformidling med et skidt rygte, en direkte pinlig statssponsoreret filmindustri (herunder overeksponeret socialrealisme) o.s.v. resulterer i eksempelvis Connie Hedegaards udsagn om at vi ”ikke bare kan opføre os som græshopper”. Det er imidlertid ikke de - i kraft af skattetrykket - grådige og uproduktive mennesker, der lever af konfiskerede midler - og demagogiske hjælpemidler, som Hedegaard tænker på. Så svaret til levebrødspolitikeren Hedegaard må derfor lyde: - ”Det kan du selv være”.

Som Uriasposten bemærker det, så er dette med at se markedsøkonomien som en velstandsskabende institution noget - for blandt andet Danmarks Radio - klart omdiskuteret. - Det har det naturligvis været lige siden man begyndte at skabe velstand for masserne, hvilket sjovt nok skete netop omkring det tidspunkt hvor markedsøkonomien fik lov til at fungere mere eller mindre frit. - Så begyndte diskussionen, hvor man før det tidspunkt også i Europa og Nordamerika i stedet døde af underernæring eller banale sygdomme, før diskussionerne om frihedens nytte for alvor kunne komme igang.

At staten i dag forsøger at kontrollere informationsbilledet, som det i dag sker - eksempelvis men ikke udelukkende - via Danmarks Radio samt i kraft af homogeniseringen af professionelle formidlere via eksempelvis Danmarks Journalisthøjskole (og universiteterne), det er derimod, som Milton Friedman (http://tvfrihed.blogspot.com/2006/11/nobelpristager-milton-friedman-om-den.html) minder os om - en del af den normale tendens til kollektivisme, - det vil sige det, der har været kendetegnet for de fleste af de sidste tusindevis af år. (Bemærk også at der findes en afskrift af interviewet)

Centralisering af magten vs. forsvaret for individets frihed er således et urgammelt tema.

I vores vores afgrænsede del af verden - hovesageligt Nordamerika og Vesteuropa har vi således blot haft en ca. 150-200 år lang pause fra den sædvanlige ufrihed. Og det er jo som Friedmans interviewer gør opmærksom på på sin vis - unaturligt.

Liberalister kunne således hævdes at være individer, der blot ikke har indset, at pausen fra primitivisme og magtcentralisering nu er forbi, og at vi - i naturens tjeneste - (til fordel også for miljøfolkets balancefilosofi) må vende tilbage til den traditionelle måde at omgås hinanden på.

"Indsigten" er således tilsyneladende nået frem til Tony Blair og Per Stig Møller så vel som til Al Gore, hvilket er den eneste meningsfulde forklaring på at de førstnævnte to med en måneds mellemrum søger gode forbindelser med iranerne, der netop står for noget af det mest primitive og traditionelt magtorienterede, der kan opdrives i vort årtusinde. - Og mon ikke også Al Gore stiller op som præsident?

Som en slags efterskrift til en mere ufri fremtid er www.coin.dk/kyoto dog alligevel blevet opdateret med de seneste kommentarer i pressen - se Kyoto kritiske resultater.
.

Om 50 år er økonomisk og politisk frihed muligvis slet ikke længere omdiskuteret, men i stedet blot en af de tusind diskussionsemner magthavere har bedømt til at være en trussel for "sammenhængskraften" og traditionen for ufrihed.

COIN's besøgstal afslører et pænt antal besøgende fra Uriasposten , hvor man reklamerer for www.coin.dk/kyoto.

Den pågældende side handler vel at mærke ikke kun om Kyoto-protokollen; men også om miljøpolitik i almindelighed, energipolitik med meget mere.

Et uddrag fra en af de seneste artikler:

Vores magthavere er - i modsætning til 1700-tallets politikere – [...] åbenlyst begejstrede for det at have klienter, men forstår – eller interesserer sig – ikke for velstandsskabelse. De demonstrerer samtidig, at de ikke er interesserede i at sørge for at verden kommer til at bestå af frie selvstændige individer, hverken på det nationale eller internationale niveau.

Læs mere i Malthusianismens og naturkonservatismens genkomst

Jævnfør det faste citat hos Uriasposten (øverst til venstre) er der i dag (som altid) derfor brug for lidt mere Winston Churchill og lidt mindre Chamberlain (sådan som man finder Chamberlain-mentaliteten i Per Stig Møllers beklagelige interesse for at bevare gode forbindelser til Iran).

Under pseudonymet "Hugh Bradley" sendte tegnerduoen Cox & Forkum en tegning til Iran med et skjult budskab.

Det skete ikke for at sikre gode forbindelser til de iranske myndigheder, men for at minde den iranske befolkning om, hvad det er for en skrupskør ledelse, man har i det nuværende præstediktatur. - Se hvilket budskab her.

I Danmark har vi derimod Per Stig Møller, der på sin vanlige uforståelige facon bruger tid og kræfter på at forklare diktatorers håndlangere, hvad der er en "dansk" "tradition", som man håber d'herrer vil respektere.

- Mon så disse mennesker, man også på forskønnende vis til daglig betegner som "ambassadører" herefter vender hjem til Adolfe-jihad/Ahmadinejad, og forklarer om respekten for frihedsrettighederne i vores del af verden?

Mon ikke snarere de nøjes med at glæde sig over den anerkendelse og respekt, som de netop indkasserer i kraft af udenrigsministerens imødekommenhed samt det store og bundkorrupte system ved navn FN, hvor åbenheden for slyngler og slyngelstater stort set er grænseløs?

Og mon ikke samtidig Per Stig Møllers bestræbelser på at sikre gode forbindelser med de gale præster i Iran også skal ses som en del af udenrigsministerens store europæiske vision om piecemeal engineering?

Men hvad nu hvis Europas borgere ikke bryder sig om skridt for skridt at blive ordnet og formet, som om der med Europas millioner af borgere var tale om et stykke ler eller en urtehave?

Og hvad nu hvis borgere i den frie del af verden i almindelighed ikke mener, at venskabelighed med storforbrydere er vejen frem; og at de samtidig selv vil have lov til at skabe deres egen fremtid vel at mærke i frihed - uden "piecemeal engineering" fra oven?

Måske skal skabelsen af de "gode" forbindelser i sidstnævnte lys derfor ses som en mulighed for at komme i sikkerhed for mennesker, der på fornuftigt vis skulle vælge at kaste sådan et kontrollanternes åg af sig i fremtiden; hvilket kunne være en strategi, der var inspireret af de autoritære stater og ledere i Latinamerika, der gav husly til krigstidens eksperimentatorer efter 2. verdenskrigs afslutning.

Interessen for gode forbindelser med Irans magthavere kan udenrigsministeren under alle omstændigheder beholde for sig selv.

Verdenssundhedsorganisationen har nu besluttet at støtte brugen af DDT:

The World Health Organization, conceding that alternative methods to fight malaria have failed, will start encouraging the use of DDT around the world.

"For anyone who cares about human life, this is excellent news," said Dr. Yaron Brook, executive director of the Ayn Rand Institute. "The widespread use of DDT against malaria-carrying mosquitoes can prevent the infection of hundreds of millions of people every year and save millions of lives." - Fundet på the Objective Standard.

I et interview med George Reisman (mp3) kan man i øvrigt få en god forklaring på, hvorfor mange af miljøbevægelsens anbefalinger har negative konsekvenser for mennesker, og hvorfor mange medlemmer af miljøbevægelsen samtidig ikke lægger skjul på dette; men for en række personers vedkommende rent faktisk byder de harmfulde konsekvenser for mennesker af deres politik velkommen (eksempler findes i artikelanbefalingen nederst): - Dette handler om synet på den eksisterende naturtilstand, som havende en værdi-i-sig-selv. Konsekvensen af dette syn medfører således at flere mennesker og øget civilisation opfattes negativt i denne sammenhæng, for de af miljøfolkene påstulerede iboende værdier i dyr og planter.

I går på forsiden af Berlingske kunne man således se en masse fabrikker, der udledte en masse røg. Mange miljøfolk ser således dette billede som noget negativt.

For undertegnede står billedet imidlertid for følgende: - At maskiner nu har erstattet hårdt og nedslidende arbejde; at ressourcer er frigjort så eksempelvis kinesere nu kan beskæftige sig med andet, end blot at slide 40-50 timer om ugen for kun at opnå helt bassale fornødenheder; og at den kinesiske befolkning, dermed langt om længe er ved at fjerne sig fra den tilstand forbundet med afsavn, der har kendetegnet størstedelen af menneskets historie. (Og at takket være markedsøkonomien - og hverken Connie Hedegaard, Svend Auken, Mao eller Per Stig Møller - vil de ineffektive fabrikker nu i hastigere tempo blive udskiftet med mere effektive).

- Men sådan er vi så forskellige. Andre fortolker således røgudledende fabrikker og vareproducerende fabrikker som skade på naturen, og tager således i stedet stilling til fordel for søpølser, koralrev, egetræer, pandabjørne eller moskitoers ynglepladser; eftersom de på denne måde ser dyr og planter, som havende en værdi-sig-selv (eng. intrinsic value).

I den forbindelse skal også anbefales George ReismansThe Toxicity of Environmentalism :

The doctrine of intrinsic value is itself only a rationalization for a preexisting hatred of man. It is invoked not because one attaches any actual value to what is alleged to have intrinsic value, but simply to serve as a pretext for denying values to man. For example, caribou feed upon vegetation, wolves eat caribou, and microbes attack wolves. Each of these, the vegetation, the caribou, the wolves, and the microbes, is alleged by the environmentalists to possess intrinsic value. Yet absolutely no course of action is indicated for man.

For example, the intrinsic value of the vegetation et al. is invoked as a guide to man's action only when there is something man wants, such as oil, and then, as in the case of Northern Alaska, its invocation serves to stop him from having it. In other words, the doctrine of intrinsic value is nothing but a doctrine of the negation of human values. It is pure nihilism.

Jeg kan bekræfte, at der på den kommende IWC workshop om "Whale killing methods and associated welfare issues" vil blive gennemgået en række forhold af betydning for en human aflivning af hvalerne, herunder spørgsmålet om tid til død samt herudover også rapporteringsforhold. Danmark er selvsagt interesseret i de samme forhold som spørgeren - nemlig en så kort tid som muligt for tid til død samt klare og retvisende rapporteringsforhold siger Udenrigsminister Per Stig Møller i Folketingets spørgetid.

Men skal dyr virkelig behandles "humant"? Hvem vil i grunden lægge noget på tallerkenen, man sådan for alvor mener har krav på human behandling?

De politiske krav fra oven, til hvordan dyr skal behandles, er trods intentionerne et skridt på vej i retning af at at give dyr rettigheder. Det kan laverestående medskabninger som hvaler imidlertid ikke have.

Rettigheder er noget, der er opstillet af mennesker for at forsvare menneskets værdighed. Sådanne rettigheder må hvis de skal være meningsfulde først og fremmest være ikke-selvmodsigende. Enhver rettighed givet til dyrerne, eller enhver positiv/materiel rettighed givet til bestemte grupper i samfundet, indføres imidlertid på bekostning af menneskets (og menneskers) ret til handlefrihed og ejendomsret, og dermed til skade for evnen til at tage vare på sig selv. - I dette tilfælde går udvidelsen af rettighedsbegrebet ud over hvalfangerne.

Læs også:
Dyr skal ikke have menneskerettigheder

Om få dage holder IWC (Den Internationale Hvalfangstkommission) møde. På dagsordenen er ophævelsen af totalforbuddet mod hvalfangst.

Det er da også på tide - for hvis man ønsker flere hvaler og bedre beskyttelse af dem, så er det nødvendigt, at der er nogen, der har gavn af hvalerne.

Udenrigsminister Per Stig Møller har meldt ud, at han ønsker en ophævelse af forbuddet. Iøvrigt imod SF's ønske - Steen Gade vil hellere have "havets krybskytter" straffet.

Som så mange gange er det klart, at socialister tror, at regulering er vejen frem. Og denne gang, også som så mange gange før, så taler al erfaring for det modsatte.

Løsningen ligger ikke i en delvis ophævelse af forbuddet, men derimod i et andet system (ganske som udenrigsministeren har sagt, men dog nok ikke helt erkendt).

Løsningen ligger i privatisering af hvalerne! Hvaler er store dyr, som det er ganske let at overvåge og mærke. Og moderne teknologi vil fremover gøre det fortsat lettere. Ganske som man på prærien holdt køer, vil man i havet kunne holde hvaler. Og ganske som der nu er millioner og atter millioner af køer, så vil et system med privatejede flokke af hvaler bidrage til, at arterne vil blive mangfoldige.