Where in the eighteenth and nineteenth centuries Malthusians warned that population growth threatened people with starvation, today’s Malthusians denounce people for threatening the planet by consuming too much. As a result, contemporary Malthusianism has an unusually strident and misanthrophic streak. In the West, the population-control lobby castigates those who have large families for being environmentally irresponsible. Having children, especially lots of children, is now discussed as an ‘eco-crime’ on a par with pollution.

- Det skriver Frank Furedi i Population control. Flere af de argumenter han har fundet hos neo-malthusianere kan i øvrigt også genfindes hos den danske miljøbevægelse. Det gælder blandt andet følgende - jævnfør også Forbrugerstyrelsens kamp mod "forbrugerisme":

The distinctive feature of Malthusianism is its profound consciousness of limits. The fatalistic Malthusian outlook looks upon people as parasitic consumers whose appetites are limited only by the obstacles thrown up by nature. Og det er præcis den samme retorik, man finder hos forbrugerstyrelsen, hvor man skriver at vores adfærd "tærer på jordens ressourcer".

Projektet efter velfærdsstaten handler for den nye økologisk bevidste venstrefløj således om at begrænse antallet af mennesker. Anti-humanisme har således erstattet troen på at socialisme kunne frembringe bedre og mere effektive maskiner. Og man har jo fra barnsben af, lært at være indædt modstander af markedsøkonomien. Derfor gælder det i stedet om at finde noget, man mener at markedsøkonomien kan få skylden for. Det store problem man nu har forbundet markedsøkonomien med er således - forbrugsevne!

(Dennis Nørmark har således ganske passende sammenlignet den venstreorienterede med hunden, der løber efter en bus uden rigtig at vide hvorfor, og som ikke ville vide hvad den skulle gøre, hvis bussen en dag stoppede.)

Læs Population control af Frank Furedi (set via www.civita.no).

Læs også Propaganda fra staten (om malthusiansk undervisning via skatten).

Forbrugerstyrelsen: Læs kapitel 9 eller fra side 220 i Naomi Kleins bog NO LOGO om mærkerne, magten, modstanden. Hvad synes eleverne om de vilkår, produkterne bliver produceret under? og Tror eleverne, at jorden har ressourcer til at klare en videre stigning i forbruget, eller at alle mennesker i verden forbruger ligeså meget, som vi gør i Danmark.

- Hvad mon svaret fra skolebørnene bliver, når man har undervist længe nok via Verdensnaturfondens og andre Malthusianske organisationers doktriner?

Undertegnede har to kreditkort. Det ene er et mastercard, som er brugt een eneste gang.

Forhåbentlig bliver der ikke brug for det igen, før det udløber i år 2008.

Årsagen til modviljen: - Hver gang kortet bruges går der en krone til Verdensnaturfonden (WWF - dem med pandaen). Og det er en krone for meget.

Dagens kommentar retter forhåbentlig op på den uretfærdige handling, der er forbundet med den ene krone, jeg desværre er kommet til at donere til WWF. For her opererer man simpelthen med en gennemført forskruet og menneskefjendsk miljøfilosofi:

Følgende er fra Altinget:

Fattige lande bruger mindst
De ti lande, hvor befolkningen bruger endnu flere ressourcer end Danmark, tæller lande, som man ligesom Danmark anser for at være grønne og meget bevidste om miljøet.

Landene, hvor indbyggerne bruger meget lidt af verdens ressourcer, er også de fattigste. Således kan befolkningerne i Somalia, Afghanistan og Bangladesh have den tvivlsomme glæde at være de tre mest nøjsomme lande i verden.

Læs som et svar på ovenstående også Ressource nr. 1 samt Sådan redder du verden af Martin Ågerup

Køb også forfatteren Steen Steensens seneste udgivelse "Økologismen" (en anmeldelse er på vej).

Kim Carstensen [fra Verdensnaturfonden] var den eneste officielle aktør ved Dansk Industris konference, der ikke ønskede at gå på kompromis, på samme måde som Iran er den eneste kompromisløse aktør, når det gælder nuklear oprustning.

- Også her ville vi, hvis vi diskuterede andre drivhusgasser end CO2, opdage hvor lidt menneskeheden udleder sammenlignet med hvad, den øvrige natur, som vi er en del af (og som også opfører sig dynamisk), udleder.

- Kommenterende reportage af undertegnede fra en konference om Kyoto-protokollen afholdt af Dansk Industri den 30. januar 2006.

Læs også en En stærk stat kræver svage mennesker, der omhandler DI's energikonference, der blev afholdt den 2. juni dette år.

I går blev det påpeget, hvordan spillet om Kyoto-protokollen efterhånden åbenlyst handler om at ofre sig; og om hvordan der lige så tydeligt tegner sig et mønster i form af, at de mennesker, der ofrer sig mest er dem, Kyoto-tilhængere (Verdensnaturfonden) mener, bør kunne påberåbe sig den højeste form for prestige.

Bagved Kyoto-prokollen gemmer der sig således en offer-logik: - Skil dig af med noget, der gavner dig og dine nærmeste. Lad dit land gå "foran", og blive "forgangsland". Du bliver tydeligvis materielt fattigere, men du vil samtidig - ifølge "logikken" - få bedre samvittighed ved at ofre dig.

(Hertil tilføjes ofte en række hjælpe-argumenter såsom, at EU-temperatur-reguleringen også fører til velstand - bare en alternativ form. Eller den implicitte påstand om, at det afrikanere allermest har brug for er lavere produktivitet i Europa. Eller det antydes at sult og nød i Afrika på en eller anden måde skulle skyldes klimaet, selv om man mange steder har mulighed for at høste flere gange om året. Og dermed antydes det samtidig at fattige landes elendighed ikke har noget at gøre med fraværet af en rationel tilgang til verden, fravær af retsamfund, herunder den manglende respekt for den private ejendomsret, selv om stadigt nye befolkningsgrupper i verden ikke desto mindre alligvel vælger at forlade deres traditioner - og blive en del af verdensøkonomien - og dermed selv vælger at forlade rollen som ofre).

For grundlæggende at kunne tage opgøret i de tilfælde, hvor politikere beder os om, at vi skal ofre os for en eller anden sag, der i sin kerne handler om fremme deres egen prestige, er det derfor på tide at stille spørgsmålet - hvorfor?

Craig Biddle går i artiklen "Altruism: The Morality of Logical Fallacies" bag om offer-logikken. Her kan man blandt andet læse følgende citat af Ayn Rand:

[T]here is one word-a single word-which can blast the morality of altruism out of existence and which it cannot withstand-the word: 'Why?' Why must man live for the sake of others? Why must he be a sacrificial animal? Why is that the good? There is no earthly reason for it-and, ladies and gentlemen, in the whole history of philosophy no earthly reason has ever been given. [Philosophy: Who Needs It, pp.61-62]

Nye politiske beslutningstagere i Canada er begyndt at trække i land, i forhold til landets tidligere støtte til Kyoto. Den nye generation af politikere er tydeligvis mere bevidste om, at Kyoto i sin kerne er en kunstig skabt omkostning.

For Kyoto handler først og fremmest om at ofre sig. I Danmark er vi angiveligt, som Connie Hedegaard ofte bedyrer, parate til at gå foran og ofre os mest. Betingelsen for vores offervillighed er imidlertid at andre følger efter.

Bag Connie Hedegaards brede kollektivistiske skuldre står i øvrigt en meget lille kreds af erhvervsfolk, der mener de kan drage fordel ved en politik, der svækker deres konkurrenter. Disse aktørers oliepriser stiger ganske vist også; men de vil ikke desto mindre kunne blive relativt rigere, selv om alle som følge af Kyoto bliver absolut fattigere.

De nye canadiske toner vækker selvsagt bekymring bag de egentlige ophavsmænd til Kyoto; det vil sige miljøbevægelsen. Således stiller Verdensnaturfonden nu "Canada" (landets politikere) et ultimatum:

The WWF conservation group said Ambrose [den canadiske miljøminister] should either reaffirm commitment to Kyoto or renounce Canada's current presidency of the U.N. talks.

Valget står dermed mellem tabet af politisk "prestige" forbundet ved et FN-formandskab (...) på den ene side, og fortsat vækst på den anden. Det kan imidlertid være et svært valg for dem, der lever af beskatning, og for hvem prestige betyder mere end økonomisk vækst.

At Verdensnaturfonden virkelig har grund til bekymre sig om Candas nye miljøminister, kan man forvisse sig om her.