Peter Kurrild-Klitgaard: Vi har [...] på enkeltområder fået politikker, der ser »borgerlige« ud – f.eks. sænkelse af selskabsskatten. Men det billede holder som regel kun så længe, man alene ser på den ene del af regnestykket. Man sænker nogle skatter, men samtidig hæver man så andre steder. Det minder om VK-regeringen, som fik gennemført en beskæring af efterlønsordningen – men for at kunne bruge pengene andetsteds. Det er alt sammen teknokratiske fiflerier, som isoleret set kan være gode eller dårlige, men som har som deres primære formål at strømline og cementere status quo i et samfund, hvor den sammensatte marginalskat er på 68 pct., og hvor to tredjedele af vælgerne er afhængige af de offentlige kasser. Det er i hvert fald slet ikke en politik, der repræsenterer en egentlig borgerlig-liberal ambition om at rulle statsstyringen tilbage til fordel for marked, familie og civilsamfund.

http://www.b.dk/kommentarer/myten-om-den-borgerlige-regering

På et valgmøde den 9. september forklarede Nick Hækkerup, der er næstformand i Socialdemokratiet hans syn på forskellen mellem S og SF, og om hans forundring over Enhedslistens stigende populartitet og pressens ifølge ham overfladiske behandling af Christiansborgs mest venstreorienterede parti:

Om Enhedslisten:
"Det er fantastisk, at Enhedslisten kan få den tilslutning, som de har fået, uden at der er nogle der på noget tidspunkt har spurgt dem, hvad de mener politisk. Og når der er nogen der begynder at aflæse dem en politisk holdning, så vil den kurve vende. Tro mig. For her snakker vi om et regulært gammelkommunistisk parti i den egentlige forstand."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/topsocialdemokrat-advarer-mod-at-stemme-paa-enhedslisten

Om forskellen på S og SF:
"Den egentlige forskel på socialdemokratiet og SF er, at Socialdemokratiet bærer på en tradition for at ville magten. Vi er ikke i politik fordi vi klæder os varmt på, og er gode mod dyr. Vi er i politik fordi vi vil bestemme. Vi vil bestemme, hvor skabet skal stå. Det koster kompromisser, og at man må give sig. Det koster alle de ting, som er ubehagelige i politik. Den pris betaler vi hele vejen, og vi betaler den hele tiden. For vi vil bare bestemme. Sådan har SF'erne det ikke."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/roed-vaekst-uden-velstand-paa-valgbar-med-bertel-haarder-nick-haekkerup-og-uffe-elbaek

HISTORIEN HAR FÅET OMTALE I FLERE MEDIER:

Information - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Politiken: S-toppen: Enhedslisten er et gammelkommunistisk parti

Jyllands-Posten - Hækkerup: Enhedslisten er gammelkommunister

Fyens Stiftstidende - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordjyske.dk -- S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordvestnyt - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Børsen - S: Enhedslisten er gammelkommunister

TV2Lorry - EL: Intet problem med kommunistisk fortid

Etik tager som bekendt ikke afsæt i flertallets dominans, men i hvad der er det gode for menneskets og godt for mennesket som væsen at gøre. Etik er i modsætning til jagten på demokratiske tilsagn til tyveri via skattekronerne en objektiv måde at orientere sig på. Her opstilles generelle regler for hvad der er den fornuftige måde at leve på. Det er ud fra sådanne ideer at respekten for den enkelte og den private ejendomsret stammer fra. De er udviklet ud fra en ide om hensigtsmæssighed og hvad der fører til en ”naturlig orden” (for nu at bruge sociologen Hans Herman-Hoppes udtryk).

Man kan altså ikke leve etisk på andres bekostning, sådan som det sker når man erstatter frihedsrettigheder med ”materielle rettigheder”[...]

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/de-politiske-68ere

Det er svært at komme i tanke om en større kontrast til denne politiske teologi [COIN: den kristne altruistiske forsagelsesideologi] end den russisk-amerikanske forfatter og filosof Ayn Rand, der skrev en håndfuld ikonografiske romaner i midten af sidste århundrede. Må jeg bare nævne en, der tilmed er filmatiseret: The Fountainhead (da. oversættelse: Kun den stærke er fri).

Den scene er jo en hel Bibel. Fandtes der præster som Howard Roark, gik jeg oftere i kirke. -- Mikael Jalving i Berlingske Tidende

Ritt og Bondam tænker ikke. Der findes i historien regeringer og byråd, der beslutter mærkelige ting. Der findes også i historien regeringer og byråd, der beslutter meget mærkelige ting. Og så er der Københavns Kommune! Den er uden sidestykke. Det er, som om Ritt, Bondam og deres flertal i Borgerrepræsentationen ikke gør sig tanker om, hvorfor byen fungerer. Hvorfor der er liv på cafeerne, varer i supermarkederne, bygninger, der bygges og affald, der fjernes, sagde Leo Jensen.

Leo Jensen er næstformand i Dansk Transport og Logistik og udtalelsen er fra åbningen af Nordre Birks transportmesse 2008 i Grønholt ved Hillerød. - - Læs hvorfor det bliver dyrere at bo i København i Vognmænd i åben strid med Ritt og Bondam.

Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.

I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat.

Læs mere i Boganmeldelse: Ludwig von Mises ”Socialism” .

Den offentligt ansatte professor, Asbjørn Sonne påpeger i Nyhedsavisen følgende om Ny Alliance: Det er rigtigt, at der er en overvægt af synspunkter, som traditionelt flugter med venstrefløjen, og ved en nøjere granskning vil jeg tro, at de dækker omkring 80 procent af De Radikales program.

Svend Auken har engang sagt noget dækkende om radikal politik: Det er, at det er ligeså nemt at forholde sig til den politik, som det er at hamre en budding op på en væg. Måske er dette i grunden det mest rigtige, der nogensinde er kommet fra Svend Aukens mund i hans ganske lange karriere som energifordyrende og diktator-sympatiserende socialdemokrat (det sidste i forhold til Fidel Castro i Cuba).

Nu er der så kommet et nyt parti med buddinge-agtige holdninger, som til forveksling ligner de oprindelige radikales (men også socialdemokraternes). Igår skrev COIN-bloggen således om den radikale Martin Lidegaards energipolitik herunder Lidegaards begejstring for højere oliepriser(!). Besøger man Ny Alliance finder man vel at mærke den samme trang til, at ville sænke skatterne et sted for at hæve den andre steder, nøjagtigt som hos de Radikale.

Det er i øvrigt ret velkendt, at "grønne afgifter" vender den tunge ende nedad. Så skattepolitikken er naturligvis ikke blot generelt asocial ved at straffe den frivillige handel og produktion, som er den virkeligt sociale adfærd i et civiliseret samfund, - og som er et fænomen, man reducerer jo mere man hæver skatterne.

- Nej, de grønne afgifter rammer i særlig grad de, for hvem priser på energi, fylder mest i budgettet. Og da prisen på energi - ligesom priser på fødevarer - er specielt afgørende for husholdninger med lave indkomster, men også for en række særlige typer af mindre virksomheder, kan man blot konkludere, at der er kommet Ny Venstrefløjs-øko-budding med skadelige politikker, og med en - som hos de Radikale - stor villighed til at samarbejde hen over den i almindelighed blævrende midte.

Værst er det således, at man finder de samme tendenser til, at man på asocial vis med den foreslåede politik vil afvikle produktiv adfærd udfra en større interesse for naturbevarelse.

Hvis man har tænkt sig at stemme, bør man i stedet finde nogle, der i størst muligt omfang vil respektere produktive menneskers ret til deres retmæssigt erhvervede ejendom, samt retten til at råde over denne. Og det er hverken til venstre eller på midten i dansk politik, at sådanne politikere og politikker findes. (Det kan også tænkes, at det bedste var at springe en omgang over, og vente på noget bedre).

Socialdemokraterne har som optakt til valget [2005] lovet arbejdspladser. Som en artikel i Kristeligt Dagblad beskriver det (28. december [2005]), så er der tale om klassisk socialdemokratisk politik. Det er det, fordi socialdemokraterne i bedste Robin Hood-stil vil tage fra nogle og give til nogle andre.

De socialdemokratiske arbejdspladser skal skabes via omfordeling afgjort efter flertalsprincippet: Flertallet stemmer på socialdemokraterne. Når socialdemokraterne vinder, så beskatter de den private sektor og øger aktiviteten i den offentlige. Dermed øges sandsynligheden for, at de, der stemmer på socialdemokraterne, også får et arbejde. Sådan fungerer det moderne demokrati.

Selv om tvungen omfordeling kræver politisk magt og flertallets opbakning, og den form for udspil derfor let får karakter af at være populisme og politisk spekulation i arbejdsløshed, hævdes det naturligvis alligevel, at omfordeling er gavnligt for samfundet som helhed, og altså ikke bare gavner socialdemokraterne og deres vælgergrundlag.

Det, som afgør dette, er blandt andet, om arbejde i sig selv er et mål, der kan isoleres fra målene om økonomisk vækst - men vel også isoleres fra moral? Er arbejde på en hvilken som helst præmis et ønskværdigt arbejde? Samtidig bør det - og dette er lige så vigtigt - undersøges, hvad der sker i den anden ende. Det vil sige dér, hvor socialdemokraterne tager pengene fra.

For når socialdemokraterne beskatter sig til at ansætte flere i den offentlige sektor, opstår der naturligvis et produktivitets- og forbrugstab nogle andre steder. Her kan der nu efterspørges færre varer samt mindre arbejdskraft, og man kan investere og forske mindre. Men det er intet problem, hævder Lykketoft - det gør vi så bare ovre i "vores" sektor. Og for at sikre sig, at selv nogle af de privatansatte lønmodtagere stemmer på ham, så forslår han også i sit udspil at flytte rundt mellem byrderne for hhv. virksomhed og lønmodtager indenfor den private sektor.

Samtidig hævder socialdemokraterne uden blusel, at udspillet er udtryk for en bekymring for de mange udflagninger af arbejdspladser til udlandet. Men når man flytter en del af skattebyrden fra arbejdstager til arbejdsgiver, bliver omkostningerne ved at producere, når det gælder beskatning, naturligvis de samme som før. Måske bliver incitamenterne ved at blive i Danmark oven i købet mindre. For det er arbejdsgiveren, der bestemmer, hvornår det vil kunne betale sig at producere i et andet land.

Kommer der så i det mindste flere i arbejde af omfordelingen? Det spørgsmål er der ingen, der kan besvare på forhånd. For mængden af arbejdskraft, som den private sektor kunne have efterspurgt, reduceres nu blot til fordel for dem, som Lykketoft ansætter. Det socialdemokratiske udspil handler derfor først og fremmest om at blive valgt.

Det anstændige valg burde i stedet handle om, hvorvidt man har ret til at beholde det, man tjener, eller ej, og om tvungen omfordeling har nogen som helst retfærdiggørelse i et frit og oplyst samfund.

Det valg kunne så i modsætning til det kommende valg handle om et opgør med de allerede eksisterende overførselsindkomster - herunder statsfinansierede dagpenge, efterløn, SU, den tvungne u-landsbistand, landbrugstøtten og støtten til erhvervslivet i det hele taget - kort sagt alle de overførsler, der er blevet etableret i forbindelse med (eller mellem) tidligere valg - og som blandt andet reducerer incitamentet til at arbejde. [...] - Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 22. januar 2005.

Fra arkivet hvor der findes masser af gratis inspiration til at føre borgerlig valgkamp.

Besøg arkivet her.

De socialdemokratiska "välfärds-staterna" i Europa har avvecklat individens frihet. Beskattningsnivån och de många förbuden och regleringarna tar ifrån medborgarna deras rätt att bestämma över sitt eget liv, rätten att förvärva rättmässig egendom, samt att råda över sin egendom. - Angreppen på individens frihet sker alltså i kraft av massiv konfiskation, som när det specifikt gäller EU-samarbetet används till ett sinnrikt system av ekonomiska överföringar till bland annat jordbruks- och regionalstöd, men också i stigande grad till ständigt flera olika områden, där EU-administratörer och de europeiska politikerna säkrar sig sympatisörer med hjälp av medborgarnas konfiskerade medel.

Læs mere her:
http://everykindapeople.blogspot.com/2007/10/eu-hotar-bde-statens-och-individens.html

Undertegnede følger ikke Christiansborg- eller Rådhuspolitikken (i København) tæt. Men det virker som om interessen for at gå efter borgerlige stemmer - eller simpelthen at føre politik, der er borgerlig på den frihedsorienterede måde, trives lidt mere for tiden, end det har været tilfældet tidligere.

Nogle af de seneste eksempler er Pia Kjærsgaard, der brugte flere indlægsmuligheder i Jyllands-Posten på at kritisere lunkenheden, hvad angår Danmarks forhold til Taiwan.

Så har der været Anders Fogh Rasmussens pointering af frihedsrettigheder (aktuelt i forbindelse med Hirsi Ali invitationen og Hollands knæfald for islamisering) samt også Statsministerens betoning af, at den totale afskaffelse af landbrugsstøtten skulle på dagsordenen.

Anledningen for at remse op, er så en nyhed i Politiken , der handler om at "Venstre vil kæmpe mod Ungdomshus-aftale" (i København), hvor man ifølge lokalpolitikeren Pia Allerslev vil "undersøge alle muligheder" for at bremse en sådan aftale. Og det er god politik.

Læs om Københavns socialdemokrater og "de unge" i Københavns dobbeltløbede socialistiske båthorn.