Århus Kommune støtter rapskole i bydelen Rosenhøj, hvor deltagere rapper om at slå DF's EU-politiker Morten Messerschmidt ihjel. [...] Formålet med rapskolerne er ifølge projektets hjemmeside at give de unge mulighed "for at udtrykke sig positivt og vise, at bydelen er andet end bandekriminalitet, afbrændinger og uroligheder". Projektet støttes ifølge sekretariatschef Jens Møller fra Det Boligsociale Fællessekretariat i Århus med 150.000 kroner af Århus Kommune. I alt løber projektet op i 600-700.000 kroner på årsbasis.

http://www.sappho.dk/en-kugle-til-messerschmidt-fra-arhus-kommune.htm

180grader.dk: Rapper med kommunal støtte om at skyde Messerschmidt

Hvad mon de grønnes "forsigtighedsprincip" siger til kommunalt støttet "hate-speech"?

Hver eneste dag er der mennesker, der tager en beslutning om enten at gøre sig fri af afhængighed - og dermed modbeviser hele tesen om afhængighed - eller de vælger ikke at blive “afhængige”. Et fixerum vil omvendt være et signal til narkomanerne men også til alle andre om, at man tror på ideen om evig afhængighed, og på at der hverken findes konstruktiv hjælp eller mulighed for selvhjælp. Begge dele modbevises dagligt. Ingen har i praksis brug for fixerum - undtagen de som lever af at fastholde narkomanerne i deres nuværende situation.

http://s-espersen.blogspot.com/2009/06/nej-til-fixerum.html

In a new article appearing within the forthcoming issue of the Santa Clara Journal of International Law entitled, What Goes Around, Comes Around: How UNCLOS Ratification Will Herald Europe's Precautionary Principle as US Law, international attorney Lawrence Kogan calls upon all Americans to immediately exercise their constitutionally guaranteed 'right to know'. This article identifies the multiple pathways through which global environmental extremists, US trans-nationalists, and the 111th Congressional supermajority seek to use the highly complex United Nations Convention on the Law of the Sea (UNCLOS) as a loading platform from which to import into the American heartland very harmful UN and European-anchored environmental treaty and customary international law rules. "Unless the public demands due process of law from their congressional representatives," emphasized Kogan, "such rules, resembling rogue waves, will collectively override US sovereignty and the supremacy of the US Constitution and its accompanying Bill of Rights".

Read more in:

ITSSD: Americans' Constitutional Rights Will Be Trampled Unless Congress Convenes Public Hearings on the UN Law of the Sea Convention

See also: How UNCLOS Ratification Will Herald Europe's Precautionary Principle as U.S. Law

http://s-espersen.blogspot.com/search/label/EU

- og stemte du på Venstre er det din egen skyld:

"Det her handler om at få flere børn i skole, og man skal huske, at madrassaer og mullaher ikke nødvendigvis er ensbetydende med fundamentalistisk islam," siger Tørnæs til berlingske.dk. Det afghanske undervisningsministerium har besluttet, at der skal opføres en ny religiøs skole i hvert distriktscenter. Og samtidig overvejer man at omdanne de eksisterende skoler til madrassaer. Ulla Tørnæs understreger dog, at skoler skal være moderate og følge den læseplan, som Danmark har været med til at udarbejde. - Og de danske skatteydere betaler. Læs mere i 180grader.dk: Danske millioner til religiøse skoler i Afghanistan

Bemærk også at den afghanske præsident i et interview i Politiken, afgør om en lov er god eller ej ud fra om den er i overensstemmelse med såkaldt religiøs lovgivning kaldet Sharia: Dersom der er noget i den [et lovforslag i Afghanistan vedrørende legalisering af voldtægt], som strider imod Afghanistans grundlov, med sharialovene eller med friheden, som vor grundlov giver vores kvinder, vil vi sende den tilbage til parlamentet«, sagde Karzai på pressekonferencen. (egen fremhævelse) Læs mere i: Præsident overvejer voldtægtslov.

I går skrev Naser Khader et åbent brev til statsministeren, hvor man kan læse, at han "står bag og støtter de militære operationer i Afghanistan. Det er en nødvendig kamp. Det er en retfærdig kamp. Men vi skal huske på, at det forpligter os politikere moralsk, når vi vælger at sende unge mennesker i krig. Jeg mener, at regeringen svigter sit moralske ansvar overfor soldaterne, når den svigter Parwez Kambakhsh", skriver Naser Khader. Læs resten af brevet her.

Parwez Kambakhsh er idømt 20 års fængsel for at kritisere shariaens forskelsbehandling af mænd og kvinder. Islamisk lov gælder således også i Afghanistan, hvortil danske skatteydere i dag tvinges til at finansiere infrastruktur men også til at vedligeholde moskeer.

Hvis vestlige tropper var i Afghanistan for at befri afghanerne for islamisering, har man tydeligvis ikke opnået dette. Tværtimod er der noget der tyder på, at man hjælper med at organisere landet, hvilket så vil ende med, at de islamiserende kræfter- de som åbenbart er stærke nok allerede i dag til at håndhæve sharia - får mere overskud til at islamisere udadtil.

- Hvis målet var, at vi i vores del af verden skulle have et islamiserende land mindre at bekymre os om har projektet ikke været en succes.

Helt afgørende for at man kan vinde en krig er det, at man gør sig klart præcist, hvad man kæmper for, samt at man mentalt er indstillet på at identificere hovedfjenden, der står imod de værdier, man forsvarer.

Er Taleban i Afghanistan hovedfjenden? Nej, de har ikke de økonomiske eller politiske ressourcer til at være en trussel mod den vestlige verdens frihed. Men de er åbenlyse fjender, eftersom de indædt bekæmper de individuelle frihedsrettigheder.

Naser Khaders indfaldsvinkel – i form af ovenstående brev - er på sin vis sympatisk. Men i virkeligheden burde man nok overveje om selve krigen skal fortsætte, når det eneste man fra vestlig side opnår, er at sikre en ”islamisk fred” i området, som altså hverken gør afghanere eller os andre mere sikre for religiøs undertrykkelse. For ”freden” kommer til at bestå i den stagnation, fattigdom og åndelige formørkelse, der følger af selvsamme undertrykkelse.

Hovedfjenden er i stedet de islamiserende statslige enheder i Mellemøsten, der blandt andet har medlemskab i en række internationale fora; og som blandt andet i kraft af olieindtægter - men også prestige i kraft af nævnte medlemskaber kan bruge medier i Vesten til at undergrave friheden.

Lande som Saudi Arabien men også Iran er derfor mere oplagte mål, hvis man vil forsvare sig mod afvikling af friheden i vores del af verden. Og der er masser af måder at isolere og afvæbne disse landes magthavere på. Sagen er imidlertid, at man de sidste årtier blandt andet via FN – har gjort det modsatte: Man har givet disse magthavere status af at være ligeværdige i forskellige fora (Et eksempel). Den eneste forklaring, man kan give på denne eftergivelsespolitik må være, at nogle vestlige ledere simpelthen ikke regner friheden for at være noget værdifuldt; og så taber man til sidst krigen - og mister friheden.

I det tidligere parti Ny Alliance var man nærmest stolte over at kalde sig "pragmatiske". Noget af det mest positive, der er at fremhæve i den nye James Bond film, er det klare budskab om, at der i virkeligheden ikke kommer noget som helst godt ud af at gå på kompromis.

Felix Leiter, agenten i CIA, vakler i sin tro på sit arbejdes berettigelse som følge af den pragmatiske ”realpolitk”, der føres i hans amerikanske efterretningsvirksomhed.

- Men Bond står fast. Og til sidst får skurkene som fortjent; og de mindst ringe agenter beholder deres job.

Den lykkelige afslutning skyldes således at der er sådan nogle som vor helt, der ved at det i sidste instans kun er skurkene, der får noget ud af eftergivenhedspolitikken eller et direkte samarbejde med slyngler og slyngelstater.

Ærgerligt er det derimod, at producenterne bag Bond-filmen tror at indførsel af minimumslønninger på Haiti skulle komme den almindelige befolkning til gavn. Resultatet ville i stedet blive øget arbejdsløshed - og dermed øget politisk ustabilitet i kraft af den stigende fattigdom, der ville følge når man forviser de selskaber, der i dag beriger landet med kapital udefra. Det er skurkene, der burde være på minimumslønnens side.

I november sidste år blev det såkaldte Greve Nord Projekt, finansieret af Landsbyggefonden, søsat. Projektet skal løbe til 2011 og skabe øget tryghed. I sommerferien er der ekstraordinært afsat 100.000 kr. til at aktivere områdets 11-18-årige med alt fra badminton og kanosejlads til rap-indspilninger. Alligevel er der stadig påsatte brande. - Det skriver Jyllands-Posten.

I selve artiklen fremgår det ikke hvad det er for nogle grupper, der står bag brandstiftelse. Men det kan man læse i en faktaboks ved siden af artiklen. Her står, at der er tale om en fortsættelse af de brande og det hærværk, der er blevet sat i forbindelse med raseri over den danske ytringsfrihed fra grupper af andengenerationsindvandrere.

Der findes selvfølgelig også grupperinger med rent dansk baggrund, som benytter sig af hærvæk for at opnå bestemte mål. Det interessante i den sammenhæng er så, at reaktionen fra de politiske beslutningstagere er af samme karakter: Man belønner den destruktive adfærd med penge og forlystelser - eller som i BZ'ernes tilfælde med et "ungdomshus".

Men det er ikke kun i en national sammenhæng, at man benytter sig af strategien med at belønne aggression. I Afghanistan gør man det samme. Konsekvensen her er naturligvis fuldstændig ligesådan, som den er herhjemme. Aggressorerne opmuntres til at forfølge deres mål. Man belønnes for at gøre det. Spurgte man aggressorerne kunne man således forvente svaret på årsagen til adfærden: At det nærmest ikke kan betale sig at lade være.

Vender vi os mod den produktive sektor, og de velstandsskabende egne af verden, er politikken fra beslutningstagerne som bekendt stik modsat: Her er der i stedet straf for kreativ og skabende adfærd: Jo mere du producerer, og jo mere du tjener mens du opfylder forbrugernes behov, desto mere kommer du i myndighedernes søgelys.

Besøg URIASPOSTEN.

Historisk har man i Danmark ofte vist, at man enten ikke var i stand til – eller blot villig - til at forsvare landets grænser. Man valgte så i stedet overgivelse eller retræte.

For tiden har vi så tropper i Afghanistan med åbenlyst modstridende og selvmodsigende mandater: Der er tydeligvis en voldsom trang til det, man kalder for ”nationbuilding”. Der er også et krav om nødhjælpsarbejde. Så er der den forslidte påstand om, at man fører krig mod terror. (Påstanden er forslidt eftersom man tydeligvis har alt for vanskeligt ved at se den religiøse motivation bag terroren til effektivt at kunne forsvare sig mod den – endsige identificere hovedfjenden).

- Endelig er der så opførelsen af en række moskeer i Afghanistan på danske skatteyderes vegne. Det sidste fænomen kan man naturligvis ikke indføre under de andre kasser:

Moske-konstruktion er hverken ”nationbuilding”, socialarbejde, nødhjælp eller krig mod terror. Fænomenet må have sin egen kasse: Lad os kalde det for "den rendyrkede overgivelsespolitik”. ”Overgivelsessporet” – om man vil - er i virkeligheden let at forklare: Den danske trang til at vinde i krigen mod terror er således hensmuldrende - sikkert også på grund af nationalkarakteren.

Spørgsmålet er, om man nogen sinde har haft et ønske om en sejr i den nuværende konfrontation. I så fald: - hvorfor går man så ikke efter ondets rod, der især befinder sig i Saudi Arabien og Iran? (Et af svarerne på dette er, at dem, der sagde, de ville føre "krig mod terror", det vil sige amerikanere, valgte at ignorere disse staters destabiliserende arbejde. - Som del af den danske lunkenhed/manglende historiske interesse for at vinde krige, valgte man så i DK at acceptere præmissen fra USA’s side om at frede de værste). Selv ikke Libanon tør man involvere sig i. I nederlagets interesse overlader man banen til Hizbolla og deres samarbejdspartnere i FN.

Det som man i DK er gode til, og som man har specialiseret sig i, er nu engang nederlaget. Det er dette nederlag man nu skridt for skridt åbenlyst er ved at tilrettelægge, med al den finesse og omhu, som kun sande tabere mestrer.

Efter nederlaget i Afghanistan er der da heller ingen som helst tvivl om, at vi vil have opbygget megen goodwill hos dem, der står tilbage med magten i det krigsplagede land. ”Vi” - det vil sige det danske forsvar og deres politiske ledere - har allerede hjulpet de nuværende islamister til denne magt; og de folkevalgte politikere og forsvaret - hjælper idag disse islamister tildelt regeringsmagt med at bekæmpe deres fjender. Dermed hjælper man også med at konsolidere og centralisere en region, som så lettere kan styres af én islamisk gruppering frem for delte fraktioner, der i bedste fald kunne bekæmpe hinanden. Det er ”god” nederlagspolitik. Det er den danske sympatisøgende retrætestrategi.

Forsvaret og den politiske ledelse hjælper med andre ord til at sikre en indre islamisk "fred" (læs religiøst formørket undertrykkelse), der så kan bidrage til at Afghanistan – ligesom Iran og Saudiarabien gør det i dag – i højere grad kan rette det islamiserende arbejde udad – mod den endnu-ikke-islamiserede verden. Igen er der ingen tvivl om, at denne overgivelsesstrategi vil sikre, at vi kommer til at stå på lidt bedre fod med angriberne, end de som reelt forsvarer sig.

Det bør dog samtidig også stå klart, at så længe vi fører overgivelseskrig, bliver vi nødt til at håbe på, at andre så vil føre forsvarskrigen mod terror for os, det vil sige praktisere forsvaret af den vestlige verden og bevarelsen af friheden og oplysningskulturen, som danske politikere - herunder i Venstre - i praksis bekæmper med deres moskebygning. Man kunne imidlertid med den aktuelle skandale forledes til at tro, at man denne gang satser på den totale og endegyldige underkastelse.

180grader.dk: V og DF i strid om moskestøtte til Afghanistan

COIN-artikel: Om krigens årsager og hvordan krigen vindes

Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.

I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat.

Læs mere i Boganmeldelse: Ludwig von Mises ”Socialism” .

Siden den islamiske revolution i 1979 har iranske magthavere ført krig via stedfortræder mod USA men også mod den vestlige verden i bredere forstand. Elan Journo fra the Ayn Rand Institute forklarer under overskriften The Road to 9/11: How America's Selfless Policies Unleashed the Jihadists i en videooptagelse fra september i år, hvordan skiftende amerikanske regeringer har givet efter, og ført appeasementpolitik med den konsekvens, at islamisterne herunder ikke mindst dem i Iran har turdet gå videre i deres målsætninger om at udbrede islamisk revolution til resten af verden.

Fra og med Carter-tiden i 1970'erne har islamister dermed følt sig stadigt mere sikre på, at kunne slippe godt fra angreb på de vestlige retssamfund, hvilket kulminerede i angrebet på New York i 2001 - men også i form af de offentligt fremsatte dusører på forfattere, som ytrede sig ufordelagtigt om den religiøse ideologi, der bruges til at fastholde magten i blandt andet Iran. Bundlinien er med andre ord, at man ikke har forsvaret sig, og i praksis som følge af eftergivenhed har ofret amerikansk frihed og amerikanske soldater til fordel for mere ufrihed og udbredelsen af teokrati og religiøst motiveret undertrykkelse.

Se foredraget - The Road to 9/11: How America's Selfless Policies Unleashed the Jihadists (kræver registrering som er gratis). Se også Om krigens årsager og hvordan krigen vindes .