Dear Professors, Friends, and Colleagues,

Cultural Diplomacy in East Asia: A Forum for Young Leaders (CDEA)
(Weeklong Seminar: Berlin, September 12th - 18th, 2011 – Held Parallel to the “Berlin - Asia Pacific Weeks Conference 2011”)
www.icd-cdea.org
**Participants of the forthcoming CDEA weeklong seminar will take part in the International Conference “ The Sino-Global Discourse” (Berlin, 15th – 18th, 2011)

More:
http://www.culturaldiplomacy.org/cdea/index.php?en

I takt med, at Kina er blevet mere åbent, er Bruce Lee blevet mere og mere anerkendt i Kina. Den første kulmination kom i 2005, da der på den afdøde skuespillers 65 års fødselsdag blev rejst en statue af ham på Hong Kongs havnefront.

Storbritannien overlod desværre en stor del af Hong Kongs frihed til Fastlandskina i 1997. I Hong Kong har Bruce Lee imidlertid været en helt længe. Det var rent faktisk Lees indledende succes med filmindspilning i Hong Kong (begyndende med "The Big Boss" fra 1971), der gjorde ham til et hit i Hong Kong samt det øvrige af Asien, som efterfølgende førte til, at han også blev berømt i Vesten. Selvfølgelig har store dele af den almindelige befolkning også på det kinesiske fastland derfor været begejstret i årtier.

Så overskriften i MSN-artiklen Kina hylder Bruce Lee handler derfor ligesom den indledende sætning om, at de kommunistiske magthavere nu har tilladt, at Bruce Lees for lang tid siden hævdvunde popularitet kommer til udtryk.

Ordet "anerkendt" handler i konteksten derfor om den statslige anerkendelse, men altså uden at dette skrives klart i artiklen. Det svarer til at man lod "anerkendelse" i Danmark bero på Brian Mikkelsens eller Danmark Radios samtykke; og derfor skrev at denne eller hine forfatter var blevet mere og mere anerkendt ud fra visninger i DR2 eller placeringer på en politisk kanonliste. Der er med andre ord tale om journalistik, som man kunne forvente det i censur-Kina. - Bloggen anbefaler i øvrigt "Dragon - The Bruce Lee Story" med Jason Scott Lee og Lauren Holly i hovedrollerne.

Status quo er naturligvis ikke politisk tilfredsstillende: De der i dag har magten i Kina (socialisterne), og som bruger den til at holde respekten for den ytringsfriheden og den private ejendomsret nede, skal naturligvis påvirkes så vidt det er muligt, til at afstå helt fra at bruge denne magt (Det samme skal de i øvrigt også i Danmark). [A]tter er midlet netop at kæmpe for borgernes ret til at bruge deres retmæssigt erhvervede ejendom som de vil, herunder til frie ytringer. Frihedskampen for mere ytringsfrihed [i Kina] er derfor også kampen for mere kapitalisme i Kina (Og det samme gælder naturligvis i Danmark).

Læs Kapitalisme har givet mere ytringsfrihed i Kina
http://s-espersen.blogspot.com/2007/10/kapitalisme-har-givet-mere.html

Ambassaderåden [fra Kina] hævder arrogant, at befolkningen i Taiwan ønsker at "opretholde status quo" i forholdet mellem Folkerepublikken Kina og Taiwan, og at dette også "i vidt omfang" anerkendes af det internationale samfund. - Ja, men det anerkendes udelukkende med en ladt kinesisk pistol for panden og med trusler om raketangreb og krig, hvis der ændres ved status quo. Ikke så sært at ingen på den baggrund ønsker at lægge sig ud med verdens mægtigste hær, der tillige råder over atomvåben. Det ændrer bare ikke et komma ved det faktum, at den taiwanske befolkning naturligvis har krav på at blive indlemmet i det internationale samfund på lige fod med deres landsmænd i folkerepublikken. - Det skriver Pia Kjærsgaard i dagens udgave af Jyllands-Posten, og peger samtidig på en besynderlig form for lunkenhed, når det gælder danske myndigheders og politiske beslutningstageres interesse i at anerkende Taiwan som en stat.

Læs også På Taiwan findes der uden tvivl en stat.

Free Market incentives are spectacularly changing lives and entire economies over much of the world. In the last 25 years, hundreds of millions of people-- 400 million in China alone-- have climbed out of the dire poverty of living on less than $1 per day. It is the largest movement out of poverty in human history.

However, when given the incentives and the tools, these people are proving they can apply their free choice, intelligence, imagination and spirit to dramatically advance their well-being and that of their families and communities. ...

Read more here.

Kan udenrigsministeren bekræfte, at EU har støttet tanken om at overdrage FN kompetence til kontrol af internettet?

I artiklen »Fra stat til privat - til stat?« på internetsiden for Copenhagen Institute (http://www.coin.dk/default.asp?aid=221) beskrives det, at EU gennem FN har udtrykt ønske om øget kontrol med internettet. Således bemærkes det, at Iran i 2005 var vært for en konference i maj-juni måned om internettets fremtid, som blandt andet udmundede i et dokument ved navn The Tehran Declaration. Af The Tehran Declaration fremgår det blandt andet, at lande som Iran samt andre lande ønsker, at det via FN sikres, at »Informationssamfundet« er »baseret på og stimulere[r] respekt[en] for kultur, tradition og religion«. Spørgeren bekendt, er de lande, der ønsker en kontrol med internettet via FN, lande, som i forvejen har voldsomme vanskeligheder ved at overholde menneskerettigheder. Det drejer sig ud over Iran om Saudi Arabien og Folkerepublikken Kina samt en række mellemøstlige lande, herunder EU-ansøgerlandet Tyrkiet. På den baggrund synes disse initiativer om regulering af og kontrol med internettet særdeles skræmmende. Spørgeren er i almindelighed bekymret for disse initiativer og særdeles bekymret for, hvordan EU må håndtere det øgede ønske om kontrol med internettet. Udenrigsministeren bedes derfor oplyse, hvilke tilkendegivelser EU har givet i denne sammenhæng. Fra Folketingets arkiv.

Spørgsmålet er stillet den 12. april 2007 af Morten Messerschmidt.

Kina holdt SARS-udbruddet i 2002-2003 skjult i månedsvis, hvilket medførte død, lidelse og økonomisk ødelæggelse i Taiwan og mange andre lande. Kina plages netop nu af et omfattende udbrud af hundegalskab, og det rapporteres fra uafhængige kilder, at 1735 mennesker er døde af sygdommen mellem januar og august 2006.

Hundegalskab blev udryddet i Taiwan i 1959. Ulovlig handel med dyr og Kinas manglende meddelsomhed i forhold til epidemiske udbrud udgør en betydelig risiko for, at hundegalskaben igen skal sprede sig til Taiwan og resten af regionen.

- Det skriver Shuh-min Wu, der er formand for sammenslutningen af Læger i Taiwan i Fyens Stiftstidende, hvor han beder EU's beslutningstagere om at genoverveje afvisningen af Taiwans medlemskab af WHO.

Taiwan er i øvrigt en selvstændig nation, som også Hong Kong burde være det.

Not so long ago, people were being told throughout the length and breadth of the former Soviet Union that they had to live in dumps and sacrifice any hope of material prosperity for themselves because it was necessary to build up the means of production of their socialist society, from which their grandchildren would benefit. And then, when the grandchildren came of age, they in turn were told that they needed to sacrifice for the sake of their grandchildren.

Unfortunately, it hasn’t taken very long for the concept of human sacrifice to revive and come back stronger than ever. The light bulbs are a profoundly important symbolic first step. They are an entering wedge for the environmentalists’ demand that we sacrifice our entire standard of living — variously, for the sake of the “planet,” for the sake of the countries of the Third World, and for the sake of assorted species of animals and plants. And unlike with the Communists, the sacrifice is now presented not as temporary but explicitly as a new, permanent way of life.

- Det skriver George Reisman i Say No to the Hideous Light Bulbs

Denne postering er tilegnet Jyllands-Postens klimajournalist Lars From, der i dagens avis netop forklarer læserne, at vi skal ofre os for fremtidige generationer. De vil naturligvis så tilsvarende af fremtidige "eksperter", deres talsmænd samt politiske opportunister få at vide, at de skal ofre sig for noget andet, o.s.v.

I kraft af Jyllands-Postens grafiske illustration (s. 14) kan man se, at de regioner, hvor man skaber velstand i Jyllands-Posten kaldes for "syndere". USA er således den største synder ifølge Lars From. Kina er nu ved at overhale mange lande i "syndefuld" velstandsskabelse. Man må sige, at anti-industrialismen trives i 1. sektion.

Besøg Kyoto Kritik.

Under overskriften Tro er en privatsag udtaler Rune Lund fra Enhedslisten i en pressemeddelelse, at man sagtens [kan] være religiøs og socialist på en og samme tid. Enhedslisten har medlemmer, der er kristne, jøder, muslimer og meget andet. Religion er en privatsag. Det vigtige er, at man støtter Enhedslistens politik....

Som man kan læse i dagens Jyllands-Posten er der dog flere på venstrefløjen, der er bevidste om at religion i praksis ikke er en privatsag. Religion er rent faktisk i stigende grad blevet et politisk modelune, hvor journalister i mange forskellige sammenhænge trækker såvel kristne, muslimer og buddhister ind i et tv-studie eller andet medie, for at de kan forklare politiske fænomener og/eller give deres bedømmelse af, hvad de mener, der er rigtigt eller forkert. Deres holdninger i denne henseende, er så nogle de baserer på en eller anden trosretning. For de er netop blevet hidkaldt i kraft af deres religiøsitet. Og disse religiøse meningsdannere driver naturligvis samtidig politik i det omfang man mener, at politik handler om at overbevise og påvirke. Og hvis tro var en privatsag, så er det da også forunderligt, at troende har en så karakteristisk tilbøjelighed til at dominere bestemte geografiske områder, hvad enten det så gælder protestantisme, katolicisme, jødedom, islam, shinto-dyrkelse, ase-tro eller noget andet. Tro er derfor ikke en privatsag. Og de meget troende er meget politiske.

Især når det gælder Islam, og navnlig i vor tid, skal man derfor være ualmindelig virkelighedsfjern for ikke at have lagt mærke til, at der her er tale om en særdeles politisk religion. - Men det er man som bekendt også i Enhedslisten; hvor man baserer sine ideer på en verdensfjern person ved navn Karl Marx, hvis ideer er blevet brugt til at implementere nogle politiske eksperimenter med helt forfærdelige konsekvenser. Og socialisme er populisme og verdslig reliøsitet i en videnskabelig forklædning. Karl Marx var i denne sammenhæng en af de mest centrale bidragsydere til at at få socialisme til at tage sig videnskabelig ud. Marx har uden tvivl også bidraget til at præge de tyske eksperimenter med socialisme, men som bekendt især eksperimenterne i Rusland, i Cuba, i Cambodia, i Nordkorea, i Kina, i masser af afrikanske lande og i flere latin-amerikanske. Omvendt har man i de lande, hvor man forsvarede individets frihed formået at skabe en så stor velstand, at man kunne forsvare sig mod den marxistiske og socialistiske krigsmaskine og ideologi. Hos Enhedslisten trives marxismen trods disse mange idiotiske eksperimenter stadigvæk. (Og det gør den som det skal pointeres underneden i øvrigt mange steder).

Så for at opsummere: - Religion handler om holdninger; og holdninger er hvad politik handler om. Derfor må man forholde sig politisk til religion; og især når religiøse går ind i politik; det vil eksempelvis sige, når de vil i Folketinget. Og jo mere religiøse kandidaterne er, desto mere vil deres religion være udslagsgivende for deres poltiske standpunkter. Der er simpelthen ingen, der parkerer deres religion i garderoben, når de går på arbejde om morgenen. For eftersom religion handler om holdninger, så handler religion også om værdier, og dem handler man ud fra og orienterer sig efter. Så at hævde at tro er en privatsag er simpelthen forkert. Her kan simpelthen ikke sondres mellem privat og offentlig. Men hvis man vil have sin tro i fred - det vil sige ikke have den til debat i aviserne, så bør man simpelthen holde sig fra politik.

Det er derfor nødvendigt, at vi indser, at en række former for religion i dag i høj grad er politisk aktive. Det er især vigtigt, at indse, at navnlig islamister vil gøre deres religion til noget altomfattende og styrende for adfærden i samfundet. Religioner skal derfor ikke på nogen måde holdes fri af granskning, teoretisk efterprøvelse, logiske overvejelser og så videre. Når religiøse kommer med en påstand, et udsagn eller et forslag, må man derfor uden frygt eller ud af nogen misforstået form for respekt undlade at spørge: - Hvor har du det fra? eller - Hvad bygger du det på?.

Det skal i forbindelse med Enhedslisten i øvrigt også bemærkes, at Karl Marx kaldte religion for opium for folket. Sagen er imidlertid, at marxismen i sig selv i høj grad er udtryk for religiøsitet - jf. blandt andet forbindelserne mellem Marx og Hegels ideer. Marxisters ideer om planøkonomi er vel at mærke for længe side blevet tilbagevist teoretisk. I praksis er ideerne forsøgt implementeret igen og igen, og hver gang med katastrofale følger.

Men alligvel vil marxister altid have en chance til for at få lov til at gennemføre et nyt "eksperiment"; og hvor de for at kunne gennemføre deres eksperiment samler den politiske magt hos en kommission eller hos en diktator for derefter at udstikke en bestemt kurs for millioner af sagesløse mennesker. Parolerne og metoderne er forskellige, men katastroferne burde efterhånden være gammelkendte. Samtidig - og trods disse eksperimenter - så gennemsyrer de marxistiske teorier stadigvæk universiteter og statslige institutioner - ofte i en eller anden ny-marxistisk klædedragt.

De marxistiske ideer og retorikken, der er udviklet ud fra disse ideer har dermed også en særdeles stor betydning for, at vi i Danmark har et så højt skattetryk. Det skattetryk har i høj grad en religiøs/demagogisk fundering. Omvendt på den borgerlige side, så handler dagens kommentar om, at man herfra har givet efter, og lært at abonnere på navnlig 1970'ernes store religiøse hit, det vil sige neo-marxismen og den medfølgende statsdyrkelse. I vid udstrækning kan man også sige, at borgerlige politikere simpelthen bød enhver ide velkommen, der kunne give dem mulighed for at bestemme over flere midler. Det er på sin vis menneskeligt, at ville have økonomisk magt. Problemet er bare, at grundlaget for at tiltage sig stadigt mere politisk magt over økonomien ikke har noget som helst virkelighedsbaseret fundament. I dag er vi derfor nået frem til, at festen der startede i 1970'erne, er resulteret i klientgørelse, en formindsket privat sektor, verdens højeste skattetryk og en deraf reduceret velstand samt et begrænset initiativ til produktivitet. Vi har "til gengæld" fået en politisk klasse, der agerer som et verdsligt præsteskab. Guden de vil have os til at tilbede er velfærdstaten, som er socialister og de "borgerliges" religiøse kompromis.

Peter Schwartz forklarer i artiklen Religion vs. Liberty, hvorfor religiøsitet altid handler om magt over sjæle og dermed også om politik:

Politically, if religious faith dominates, freedom will not be permitted. If the basic political goal is the secular one of defending individual rights, then each person has sovereignty over his life and is left free by the state to think for himself and to pursue his own values. But if the basic goal is to implement the will of some unfathomable deity, then the citizen cannot be allowed to exercise his own judgment and to challenge divine authority. The religionist believes there is no difference between the crime of, say, murder and the "crime" of uttering some religious heresy--both acts defy God's commandments and so must be punished. The demand for blind faith does not acknowledge the inviolability of man's rational mind.

Flere artikler af Peter Schwartz.

Ifølge venstrefløjen er livskvalitet og sundhed [...] i vid udstrækning at anskue som et fælles anliggende (jf. begrebet folkesundhed), hvor tilhængere af forbrugerfrihed i stedet vægter den personlige indstilling og den enkeltes valg – herunder den enkeltes valgmuligheder.

I praksis er det imidlertid netop i de frie samfund, hvor der er en høj grad af forbrugerfrihed - jf. Hong Kong, Danmark og USA – og i stigende grad også Rusland og Kina – at livskvaliteten er høj, mens den er lavere i lande og regioner med en mindre grad af frihed.

Læs mere i dagens kommentar.