Det er det nærmeste, man kommer lykken: At vide at man under hensyn til de muligheder, man har fået fra naturens hånd, selv er herre over, hvad man vil gøre med og opnå med sit liv. I kontrast dertil står den venstreorienterede, der opfatter sig selv og andre mennesker som ofre: "Min far var ikke rig nok, mine lærere i skolen var dumme, alle mine arbejdsgivere har været modbydelige, derfor er jeg endt, hvor jeg er endt - jeg fik aldrig en chance ... snøft!" Det er nemt at forstå, at man bliver deprimeret over sådan en livsindstilling, og hvad værre er, så fører denne form for utilfredshed med tilværelsen ingen vegne. - Læs mere hos 180grader.dk (Og se deres visuelle indslag!).

En del mainstream-politikere har valgt at hoppe med på økologisme-vognen, og benytter sig derfor af nogle af de fritsværende begreber som udvikles af mere rendyrkede grønne ideologer. Her tænkes eksempelvis på "bæredygtighed" eller "forsigtighedsprincip".

Også ideerne om økobalance og harmoni (som i at mennesket skal leve i harmoni med naturen) har fundet et taknemmeligt publikum til venstre, på midten, og til højre i dansk politik.

Hvis der blot kun var tale om flosker og vagheder var problemet i den forbindelse måske ikke så stort.

Imidlertid så er der en tendens til, at man som mainstream politiker også risikerer at få et medfølgende abonnement på nogle pseudo-videnskabelige præmisser, samtidig med at man vælger at gå på stemmefiskeri via den måske så tilsyneladende ufarlige økologisme.

Med pseudo-videnskab og skjulte præmisser tænkes her på ideen om at jorden befinder sig i en form for oprindelig balance, som menneskers aktivt omformende adfærd så - ifølge den skjulte præmis - forstyrrer.

Tanken om "balance-forstyrrende adfærd" (der vel at mærke er en præmis i kraft af en trossætning og ikke en konklusion) har vel at mærke fået en konsekvens i praksis, eftersom det er lykkedes de pseudo-videnskabelige at overbevise en del politiske beslutningstagere om, at der har været en form for temperatur-mæssig "oprindelig" stabilitet, som industrisamfundet nu forrykker. Udgangspunktet for denne harmoniske stabilitet er i praksis blevet fastsat til at være ca. omkring det tidspunkt sidst i 1800-tallet, da man mere eller mindre systematisk begyndte at, (forsøge at) måle den globale gennemsnitstemperatur.

At der er tale om psudovidenskab skyldes således, at der med ideen om "oprindelig stabilitet" er tale om trossætning.

For klimahistorien viser at der ikke er og heller ikke har været nogen særlig form for stabilitet; men derimod at den globale gennemsnitstemperatur i hele klodens historie har været kendetegnet ved uregelmæssige forandringer, og hvor man altid bevæger sig enten i retning mod koldere eller varmere tider. Ikke desto mindre er slutningen af 1800-tallet (ca. 1880'erne) og alt hvad der gik forud blevet udnævnt til "stabilitetens æra", og hvad der kommer efter den tid, har i praksis fået status som menneskets syndefulde "industrialiserings-eksperiment".

Centralt for at promovere ideen om, at mennesker har forrykket en påstuleret balance er således ideen om at der til en hver tid er et stabilit og naturligt niveau for CO2-indholdet i atomosfæren, som mennesker så i kraft at hente olie op fra undergrunden, ændrer på. Altså: Hvis vi bare nøjes med det vi kan finde på jordens overflade, så er vi gode og syndefri. Begynder vi derimod at grave store huller i jorden - efter metal eller brændstof, så bliver "moder jord" (GAIA) vred på os, repræsenteret ved klimapræsterne.

- Selvfølgelig er det ikke tilfredstillende for øko-folket kun at udnævne "fossile brændstoffer" (der dog er og har været uvurderlige for industrialisering og velstandsskabelse) som den eneste form for syndefuldhed. - Men ved at fokusere på netop dette har man kunnet nå forholdsvis langt i diverse taknemmelige institutioner, hvor man netop lever af ikke at producere, men konfiskere den velstand, der bliver skabt. Skatter kan dermed få status af aflad for den øvrige befolknings lastefulde aktivitet.

Da klimahistorien imidlertid ikke lever op til denne ide om stabilitet, har man i stedet været nødsaget til at fokusere indsatsen på modeller, hvor man kan skabe sin egen virkelighed - med syndefuld industrialisering og før-industriel stabilitet og harmoni. Og også i den forstand er der intet nyt under solen: Det var også i tidligere tider det eneste våben dommedags-profeter havde mod velstand og kreativitet: - At det nok før eller siden måtte gå galt. Og at man ved at ofre en større eller mindre del af det man skaber, så kunne slippe for gudernes vrede. Også i gamle dage troede man således, at kloden var "slidt" og at menneskelig aktivitet "tærede" på jordens ressourcer:

You must know that the world has grown old, and does not remain in its former vigour. It bears witness to its own decline. The rainfall and the sun’s warmth are both diminishing; the metals are nearly exhausted; the husbandman is failing in the fields, the sailor on the seas, the soldier in the camp, honesty in the market, justice in the courts, concord in friendships, skill in the arts, discipline in morals. This is the sentence passed upon the world, that everything which has a beginning should perish, that things which have reached maturity should grow old, the strong weak, the great small, and that after weakness and shrinkage should come dissolution. Læs Enden er nær

- Ovenstående er et tekststykke skrevet i år 300 e.kr; det vil sige for omkring 1700 år siden; og omkring 1500 år før industrialiseringens begyndelse. Men vurderingen var således dengang som for mange i dag, at ressourcerne stort set var brugt op - såvel de menneskelige, som dem vi finder i vores omgivelser.

Nu er øko-løgnen om industrialiseringen og velstandsskabelsens ondskab og balance-forrykkende karakter så efterhånden gået hen og blevet en form for fælles social konstruktion. Og resultatet er blevet det forventelige: at man vil reducere antallet af mennesker, reducere, friheden, velstanden og velfærden - altsammen for naturens skyld. Den natur som man hævder befinder sig i en slags hvilkeagtig balancetilstand.

Læs på denne baggrund artiklerne:

News.com.au: Children 'bad for planet' samt Business and Media Institute: Eco-Extremist Wants World Population to Drop below 1 Billion .

Som det forholder sig med islamisterne er der således en avent-garde, der kræver flere ofre og nye begrænsninger på friheden, hvor de mere kendte politikere løber bagefter, altimens sidstnævnte mere trinvist imødekommer de nye krav, og samtidig eftergivende accepterer ekstremisternes dagsordner - eller som udgangspunkt deres præmisser (herunder den om "oprindelig balance")

Owen McShane opstiller i kommentaren That Kyoto Is A Fraud som en anti-tese ikke mindre end 14 grunde til at Kyoto-protokollen bygger på bedrageri og peger herunder på den falske præmis om stabilitet. - En anden aktuel form for øko-retorik handler om at vi skal ofre os for fremtidige generationer. Men hvor godt stillede vil disse generationer så i givet fald være, når vi bremser og reducerer velstanden?!:

1. The Consensus fraud
2. The "Averaging" Fraud
3. The "Warming is Bad for Us" Fraud
4. The "Stable Climate" Fraud
5. The "Economic Inputs" Fraud
6. The Inter-Generational Equity Fraud
7. The Population Fraud
8. The Energy Fraud
9. The "End-of-Technology" Fraud
10. The "Gross Emissions" Fraud
11. The "Roots not Shoots" fraud
12. The Great Flatulence Fraud
13. The "We Must Suffer today for future generations" Fraud
14. The Hockey Stick Fraud

Besøg Kyoto Kritik.

Den 29. september 1966 blev et fortrinsvis amerikansk publikum udsat for Star Trek afsnittet The naked Time. Episoden her handler om en slags virus, der spreder sig blandt besætningen på det gode skib Enterprise; og hvor alle der bliver ramt opfører sig som om de er berusede af netop den latente frygt eller lidenskab, der gemmer sig i hvert enkelt individ, og som nu bliver sluppet fri.

En af de første der kommer i kontakt med virusen lyder pludselig betænkeligt meget som vor tids økopræsteskab - blot uden den pseodovidenskabelige fernis. Før det ulyksalige besætningsmedlem omkommer, udbryder han således: - Hvad laver vi herude i rummet? Hvad godt bringer vi med os? Vi ødelægger rummet (i den engelske udgave "we're polluting it"!) Vi bør slet ikke være her. [...] Vi hører ikke hjemme her. Det tilhører ikke os. Vi ødelægger og observerer...

Som den eneste, genvinder besætningsmedlemmet samtidig ikke kræfterne (efter sit eget selvudslettende delerium), og som skibets læge efterfølgende konstaterer: Det var som om han ikke ønskede at leve. Han gav op...

Forurening?

Balance og harmoni?

I dag lancerer Copenhagen Institute en ny hjemmeside, der fokuserer på klimapolitiske spørgsmål. Anledningen for at konstruere siden er mængden af omtale, interviews samt debatindlæg i såvel den indenlandske som udenlandske presse.

Til nogen forbitrelse må man imidlertid konstatere, at det navnlig - men altså ikke udelukkende - har været Danmarks Radio, der har interesseret sig for de synspunkter, der i denne forbindelse er promoveret fra Copenhagen Institutes side. Med hjemmesiden kan man derfor håbe, at også borgerlige og privatfinansierede medier i fremtiden vil tage ved lære af statsmonopolet...

- Hvordan er Copenhagen Institutes synspunkter (i en dansk sammenhæng) så enestående i forhold til eksempelvis Bjørn Lomborgs?

Her er hvad undertegnede skrev i forbindelse med et længere indlæg i Nyhedsmagasinet RÆSON, der bestyres af Clement Kjærsgaard:

---

I både den danske og den internationale debat har en markant skikkelse været Bjørn Lomborg. Hans vigtige bidrag var, at han tillod sig at benytte sig af cost-benefit-tilgangen i forhold til miljøpolitikken; dvs. at gøre opmærksom på, at ressourcerne kun kan bruges én gang, og at man derfor må vælge og prioritere. Min pointe er yderligere, at man ved at afvikle den personlige frihed med henblik på at forfølge bestemte politiske mål (herunder regulering af den globale gennemsnitstemperatur) ikke længere ved hvornår benefits opvejer costs – jf. eksemplet med Sovjet/Cuba/planøkonomier vs. samfund, hvor frihedsrettighederne respekteres.

Jeg kritiserer dermed også miljøbevægelsen mere direkte for ikke at tage udgangspunkt i mennesket (men i naturen og i en ide om naturens ukrænkelighed), for at være modstandere af industrialisering og markedsøkonomi, samt - herunder - for at ville afvikle den personlige frihed til fordel for den tvivlsomme utopi om en godartet (og i det hele taget opnåelig) ”naturtilstand”.

Lomborg stillede derudover spørgsmål ved, om det gik godt eller dårligt for naturen - jf. skeptical environmentalist. Jeg søger i den forbindelse at gøre opmærksom på, at forudsætningen for, at vi bekymrer os om naturen (og at flere har fået disse sværmeriske ideer om naturen som noget vi ikke må påvirke), netop skyldes velstanden skabt i forbindelsen med industrialisering og en velfungerende markedsøkonomi. Den velstand er ikke desto mindre skabt netop fordi vi ikke ”respekterer” naturen – men derimod påvirker, forandrer og omformer den, sådan at den bedst muligt opfylder vore egne behov. - Jf. eget indlæg i Kristeligt Dagblad

---

Så hvad vil Lomborg? - Han vil som en mere klassisk socialist (intention) øge velstanden, men også omfordele politisk, mens det man kan kalde "neo-socialisterne" (de grønne) vil reducere væksten - til fordel for naturen, samt omfordele hvad der måtte være tilbage af et økonomisk overskud. (- Det vil i øvrigt være lettere for de grønne at opnå deres mål om nulvækst, end det vil være for Lomborg at skabe velstand via omfordeling).

Her kan læses hvad undertegnede skrev om Bjørn Lomborg og omfordelingsprojektet Copenhagen Consensus i Information den 24. januar 2006

---

CBS og Copenhagen Consensus

Handelshøjskolen i København støtter den socialistiske konkurrence. Er der konsensus?

Politik handler som bekendt om "den autoritative fordeling af ressourcer med gyldighed for et samfund", det vil sige tvungen omfordeling via staten: Statslige myndigheder truer dig, og så betaler du. Eller også ryger du i fængsel. Forskellen på stat og marked burde dermed være til at forstå.

Engang definerede man mere fredsommeligt politik, som det "at ville noget". Den sætning gælder stadigvæk; men med den autoritative tilgang nu med den tilføjelse, at andre bliver tvunget til at betale for det, man vil.

På Handelshøjskolen lærer man, i modsætning til hvad man lærer inden for politisk videnskab, hvordan man skaber ressourcerne i samfundet; det vil sige de ressourcer som politikere senere hen konfiskerer, og omfordeler autoritativt.

Nu kommer socialisten Bjørn Lomborg, en af de mange repræsentanter for autoritative omfordelere, så til Handelshøjskolen for at lære ungdommen, hvordan socialismen fungerer i et samfund med markedsøkonomi.

Copenhagen Consensus skal således have en mere permanent base. Der skal laves lister over alverdens problemer. Men der skal først og fremmest prioriteres. Og det vil før eller siden ske autoritativt. For der er ikke konsensus, og det har der aldrig været.

Hvis der virkelig var konsensus, var der ingen som helst grund til at fordele "autoritativt". Borgerne kan dog under ingen omstændigheder regne med at bruge deres penge selv. Dét er der konsensus om.

"Copenhagen Consensus Centret vil arbejde målrettet for at prioritere løsninger til globale problemer på samme måde som sidste års Copenhagen Consensus møde," står der i velkomstteksten på Handelshøjskolens hjemmeside. Man kan oversætte de floromvundne vendinger, der findes på CBS hjemmeside til følgende:

"Vi er skam også socialister her på CBS, trods det forhold at vores studerende fortrækker at blive privatansatte. Vi synes ikke desto mindre dette med at konfiskere og uddele midler, gøre sig venner med ligesindede samt øge mængden af klienter, er en spændende, ja fascinerende, disciplin. Tænk hvad verden, dvs. vores venner i staten, kan gøre med - lad os sige - 50 mia. dollar ekstra. Det er mange penge. Det er lovende. Det er visionært. Hurra.".

Der er således intet nyt i oprettelsen af Copenhagen Consensus. Det eneste nye er, at de socialistiske smagsdommere nu er nogle andre, og at de vil bruge statens redskaber til at tvinge og omfordele på nogle andre - mere gammel-socialistiske - måder, end dem der mener, at 'konsensus' bør handle om noget andet - eksempelvis klima-socialisme.

Samfundskageretorik

I overensstemmelse med en tidligere tv-spot til bekæmpelse af licensunddragelse kan man derfor sammenligne disse forskellige statslige eller statssponsorerede kliker, med forskellige fester, der uanset hvor forskelligartede de er, og hvilken musik, der spilles, alle har det til fælles, at festdeltagerne ikke er dem, der betaler regningen. Regningen betales derimod af de naboer, der står tidligt op og går tidligt i seng; men som tvinges til at betale for den musik, der holder dem vågne om natten; og hvor festernes overdådighed - jævnfør Danmarks Radio - dokumenteres, så festdeltagere har noget at gøre i dagtimerne - mens naboerne er på arbejde.

Hvis en af naboerne formaster sig til at protestere over larmen og den destruktive ordning, kan han regne med at få besøg af en vred festdeltager, der taler om 'solidaritet', mens der under dette begreb lurer en trussel om frihedsberøvelse eller yderligere konfiskation. Og som udgangsreplik kan finde på at sige: "Eller skal jeg stave det for dig."

I 'skarp' opposition til Lomborg og Copenhagen Consensus, har vi derfor socialister som Christian Ege, Niels I. Meyer eller Svend Auken, der gerne vil prioritere helt anderledes med de ressourcer, som andre skaber.

Den ældre fest-generation synes ikke desto mindre som Lomborg, at Robin Hood-princippet, er noget af det mest moderne, der er set siden dampmaskinen. Og som i de gode gamle 1970'ere, benytter hver fest-fraktion sig af hver deres samfundskage-retorik, hvor man - eksempelvis som Ege, Meyer eller Auken - prøver at få kvoteordninger og højere priser på energi til at fremstå som en gevinst.

I Iran kan man vælge mellem forskellige islam-modeller. I Danmark kan vi vælge mellem de røde og de grønne socialister. Det fælles spørgsmål, som de mange festlige socialister rejser, er det, der handler om, hvad vi skal bruge dine penge på. Er der konsensus? Og er den klar?

---

Kort sagt har Copenhagen Institutes kritik af Kyoto-protokollen et frihedsorienteret udgangspunkt (med et afsæt i de individuelle frihedsrettigheder), hvorimod Lomborg tager et traditionelt socialistisk, omfordelingspolitisk og kollektivistisk afsæt.

Dagens kommentar på Copenhagen Institutes forside, der bringes herunder samler i øvrigt kritikken af Kyoto-sporet og klimapolitikken i tre hovedpunkter: Disse er effekterne på klimaet ved kvotepolitikken, de økonomiske konsekvenser ved den nuværende klimapolitik samt mere fundamentalt - pointen om at synet på industrisamfundet og markedsøkonomien som bekendt ikke er det samme for liberalister, socialister og de grønne "neo-socialister". Og før man kan blive enig om det sekundære (eksempelvis hvordan man skal handle), må man ikke desto mindre søge fælles grund, når det gælder det primære (- eksempelvis hvad forskellige typer af handlinger vil føre til).

- Når Anders Fogh Rasmussen således giver socialdemokrater veto-ret, når det gælder velfærdsspørgsmål, er der således noget, der tyder på, at han helt fejlagtigt ikke tilskriver mængden af danskere på overførselsindkomst netop dette parti, som i øvrigt på grotesk vis hævder at repræsentere "det arbejdende folks" interesser; og at han dermed ser bort fra at synet på eksempelvis markedsøkonomi, fri handel og fri konkurrence er meget forskelligt for de menige medlemmer af henholdvis Venstre og Socialdemokratiet.

- Det er i stedet på tide, at de mere grundlæggende politiske og økonomiske uenigheder bliver klarlagt; og her har Statsministeren svigtet (i øvrigt også ved at kaste skatteyderkroner efter "Lomborgismen").

---

Dagens kommentar: Nye vinkler på klimapolitikken

Om de praktiske effekter og de økonomiske konsekvenser ved Kyoto-protokollen, samt om de grønne og industrisamfundet, klimahistorien samt indfaldsvinklen til naturhistorie i almindelighed.

Klimapolitikken og klimajournalistikken handler ofte om beskrivelse af scenarier, hvoraf nogle af disse er udviklet via klimamodeller. Den handler også om følelser, og om intentioner: Det vil sige hvad politikere, eller medlemmer af miljøbevægelsen, kunne tænke sig der sker, eller hvad man frygter. Klimapolitikken og debatten handler tilsvarende om "signaler" og "budskaber". Ganske ofte handler debatten ikke mindst om frygt for forandringer. - Og hvis og såfremt, der er grund til frygte noget bestemt, er det naturligvis meningsfuldt at frygte dette, og at handle sådan at årsagen til frygten forsvinder.

I modsætning til ovenstående er der vel at mærke tre centrale emner, der ofte ignoreres i miljø-, energi- og klimadebatten, men som ikke desto mindre burde stå helt central for enhver ansvarlig politiker, og for en hver almindelig borger, der beskæftiger sig med klima- og miljøpolitiske spørgsmål: Disse tre emner er:

1. De praktiske effekter af den førte politik: Det vil sige, hvor meget man forventer at påvirke klimaet med som følge af - eksempelvis - en gennemførelse af Kyoto-protokollen med de nuværende deltagerlande, eller i de usandsynlige tilfælde, hvor alle lande i verden skulle tilslutte sig i en nyere og mere omfattende og mere forpligtende aftale.
2. De økonomiske konsekvenser af den førte politik: Det vil sige, hvor høj en pris befolkningen i Danmark, Europa og resten af verden skal betale som følge af den nuværende miljø-, energi- og klimapolitik, eller som følge af de indgreb i økonomien som mange organisationer og klimapolitikere arbejder på yderligere at indføre.
3. Kyoto-tilhængeres syn på industrialisering, markedsøkonomi og på naturhistorie samt videnskab:

I - Industrialisering og markedsøkonomi: En meget stor del af Kyoto-tilhængere er kritiske overfor det industrisamfund og den markedsøkonomi, der har kendetegnet den vestlige verden de seneste to hundrede år, men som trods denne modstand har præsteret hidtil usete resultater i form af velstandsskabelse, materiel tryghed samt spredning af information og kulturelle manifestationer.

Man bør med andre ord være opmærksom på, at Kyoto-tilhængere ikke nødvendigvis bakker op om den dagsorden, der handler om at øge velfærden og velstanden: det vil eksempelvis sige, at skabe endnu bedre forudsætninger for udviklingen af billigere og bedre medicin, boliger, transportformer, fødevarer med meget mere.

Typisk vil Kyoto-tilhængere i stedet åbenlyst tale om at begrænse væksten og dermed om at reducere skabelsen af velstand. At Kyoto-tilhængeres politik direkte retter sig mod centrale områder for industrisamfundets infrastruktur: herunder transport- og energiområdet, betyder at konsekvenserne af deres politik vil have særdeles drastiske konsekvenser.

II - Naturhistorie og videnskab: Kyoto-tilhængere tager ofte afsæt i et postulat om før-menneskelig stabilitet, som værende karakteristisk for eksempelvis den gennemsnitlige globale temperatur; eller for klimaforandringer. At forsvare en ide om før-menneskelig stabilitet er så at sige en nødvendighed, hvis påstanden om farlige menneskeskabte klimaforandringer skal kunne "sælges" til offentligheden.

Derudover opereres der ofte med enten implicitte eller eksplicitte påstande om "harmoni" eller "balance" i en natur uden menneskelig tilstedeværelse, og hvor mennesket således fremstilles som en fredsforstyrrer i balancen. At sådanne ideer er udviklet af mennesker, der således også må se dem selv som "fredsforstyrrere" virker ikke desto mindre paradoksalt. - Og at ideerne om "verden i balance" (jf. en bog af præsidentkandidat Al Gore) som hovedregel udvikles, forsvares og promoveres af mennesker i moderne industrisamfund ved hjælp af de allernyeste kommunikationsredskaber og transportmidler, bringer yderligere vidnesbyrd om at man her har at gøre med hyklere, og ikke med politiske aktører, der har et reelt ønske om at gøre verden bedre for mennesker.

III - Kyoto-tilhængere henviser endvidere ofte til - angiveligt - videnskabelige rapporter herunder statistiske redegørelser. - Det er imidlertid yderst sjældent at disse rapporter forholder sig til effekter på de fremhævede problemer eller til hvilke økonomiske konsekvenser, der vil følge hvis problemerne ophæves til have status af politiske anliggender.

Den offentligt finansierede videnskab, hvor sådanne rapporter udgår fra, er - navnlig de seneste tre årtier - blevet mere løsrevet fra det, videnskaben tidligere beskæftigede sig med: det vil sige at øge velstanden for befolkningen ved at bidrage til effektiviseringer og med nyskabelser. En stadigt større del af videnskaben beskæftiger sig i stedet med eksempelvis fremskrivninger af tendenser. Hertil kommer at der i flere tilfælde er afsløret et åbenlyst selektivt datavalg - eksempelvis når det gælder oversigter over indholdet af CO2 i atmosfæren og så gennemsnitstemperaturer for nogle bestemte historiske perioder. Der tages med andre ord ikke afsæt i den samlede mængde data, der er til rådighed; og hvis man gjorde dette, når det gælder CO2 og gennemsnitstemperaturen ville man i stedet opdage at der ikke er nogen klar og entydig samvariation.

Værre er det måske at klimamodeller, der i forvejen baserer sig på et selektivt valg af data, og på fremskrivning af tendenser (og som i større eller mindre omfang ignorerer dynamiske effekter og i stedet tager afsæt i postulatet om før-menneskelig stabilitet og balance) bliver yderligere forsimplede undervejs i "mediemaskinen". Det har blandt andet været tilfældet med de uenigheder og diskussioner, der oprindelig har været i forbindelse med FN's klimainstitution IPCC, og så resultatet i form af de forsimplede budskaber, der er nået frem til politikere og befolkning i almindelighed.

Besøg Kyoto Kritik.

På COIN's hjemmeside vil man kunne finde flere henvisninger til Kyoto-tilhængernes argumentation om balance og harmoni. Al Gore har eksempelvis skrevet en bog, der hedder Earth in the Balance.

Problemet med balanceargumentationen er, at jorden ikke var i balance heller ikke før mennesker udviklede sig fra vores mere abelignende forfædre.

Jorden har rent faktisk aldrig været i balance. Jordens historie er historien om evolution frem mod noget nyt og hidtil uset - såvel før som efter mennesker dukkede op. - Og de geologiske klimadata viser, at fraværet af balance også gælder temperaturen.

Altså: Ingen balance og ingen harmoni. Ideerne om balance og harmoni er således menneskeskabte. De ideer findes blandt mange andre steder i buddhismen. Og begreberne er i høj grad nyttige indenfor mange områder, men blot ikke, når det gælder klimaforskning.

Ideen om, at jorden kan være i en temperaturmæssig balance er dermed forkert. Klodens historie begyndte - ud fra en menneskelig målestok - kaotisk.

Da jorden afkølede stabiliserede overfladen sig ganske vist, men imidlertid ikke frem mod nogen balance. Og som tidligere nævnt har de sidste 65 millioner år været kendetegnet ved afkøling. (Læs Global opvarming og nedkøling ).

Det er imidlertid for tidligt at sige, om der er tale om en klar tendens; - selv om man kunne antage, at afkøling ville være det naturlige i takt med at jorden blev ældre...

Alligvel bliver klimalobbyen ved med at insistere på balance og harmoni, også når det gælder jorden. Der er tale om ønsketænkning: Det er antageligvis rart for balancefolket at tænke på, at man befinder sig på en planet, der er kendetegnet ved en slags hviletilstand. - Nogle taler sågar om "Gaia", det vil sige om jorden som eet (holistisk) levende væsen. Men selv de mere jordbundne klima-politikere abonnerer indirekte på balance-ideerne.

Ovenstående virker muligvis uvedkommende for den typiske COIN-læser. Men balanceideen er ikke desto mindre afsættet for modstanden mod de "fossile" brændstoffer, som også Tony Blair taler om. Først kommer verdensbilledet om balance. Derefter identificerer balance-menneskerne det, der forrykker den balance, som de selv har fundet på.

De fossile brændstoffer skader ifølge retorikken balancen (der ikke findes). Det gør de "fossile brændstoffer", ifølge det, der desværre er mainstream i dag, eftersom der er tale om "gammel" energi fra undergrunden, der hentes op til overfladen og afbrændes af de slemme industrialister, og som dermed svækker balancen (der ikke findes); hvorimod "ny" energi: olie, metan med mere produceret fra overfladen bevarer balancen (der ikke findes); og som gør industrialisterne lidt mindre slemme i balancefolkets øjne.

- Energi fra overladen hævdes således at være "CO2-neutral" i henhold til "balancen" (der ikke findes).

For at opsummere: - Jorden har aldrig nogen sinde befundet sig i en klimabalance eller i nogen anden form for harmonisk hviletilstand. Påstanden har med andre ord været Rosseausk sværmeri fra begyndelsen.

- Nu er der endvidere forskere, der stiller spørgsmål ved om olie fra undergrunden i det hele taget er "fossilt"; det vil sige, de tvivler på påstanden om, at olien fra undergrunden stammer fra fossile dyr og planter.

Her skal således slås endnu et søm i konsensus-propagandaen:

"The hypothesis [der handler om at olie ikke er fossilt] is founded primarily upon;

• The ubiquity of precursor constituents of petroleum within the solar system
• Plausible mechanisms of abiotically chemically synthesizing hydrocarbons within the crust
• Interpretations of the chemical composition of natural petroleum
• The presence of hydrocarbons in extraterrestrial bodies including meteors, moons and comets
• The presence of oil within non-sedimentary rocks upon the Earth
• Perceived ambiguity in some assumptions and key evidence used in the orthodox biogenic petroleum theories
• Modern thermodynamic equilibrium models and experiments show that methane compressed to 30 or 40 kbar yields hydrocarbons having properties similar to petroleum
• No investigator has ever produced anything resembling petroleum in the laboratory by the application of heat and pressure to plant debris".

kilde

Sandsynligheden for at Jesper Ib vil kunne gøre olie-pessimister rige bliver, hvis hypotesen viser sig at være sand, pludselig meget mindre. - Læs dagens underholdende kommentar, der handler om frygten for oliemangel her.

Kilder til data om forhistoriske mængder af CO2 findes her.

Læs blandt andet: The past is the key to the present - Og prøv herefter at finde CO2-balancen...