"Der er mange grunde til klimaforandringerne. Blandt andet er der forskning, der viser, at Solens magnetfelt har stor betydning. Men den forskning bliver slet ikke taget med, når FNs klimapanel udarbejder de rapporter, som kommer til at ligge til grund for en aftale i København," siger Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis Europa-Parlamentsmedlem, som skal være ordstyrer ved det alternative topmøde.

"Vi er skeptiske over for den ensidighed, der er i debatten. Alternative teorier kommer ikke frem, forskere kan ikke få deres artikler offentliggjort eller finde finansiering, og deres synspunkter bliver undertrykt. Det er usundt, og regeringen er en del af det establishment, der monopoliserer klimadebatten," siger Morten Messerschmidt.

Læs mere i artiklen DF arrangerer alternativt klimatopmøde

Se også: DF forventer afvikling af vindmøllestøtte efter 2012

Om det originale topmøde: The Great Copenhagen Liar's Conference by Alan Caruba

[De] penge [borgerne] ikke bruger i teatret [under fravær af statsstøtte], bruger de ikke dem på noget andet? Som også ville have en samfundsøkonomisk gevinst? ”Jo. Måske et eller andet sted ude i systemet. Men altså ikke i den øjeblikkelige situation. Det er det vi tæller. Det er jo kortsigtet,” siger Lise Lyck. - Det gør hun i 180grader i interviewet Topøkonom om teaterrapport: Dur ikke.

Holdningen er således, at bistand på kort sigt betaler sig - vel at mærke for bistandsmodtagere.

Jf. en tidligere kommentar om Grønland, så er det korte sigt i midlertid for længst passeret. Nu er man i det lange sigt; og her betaler man så prisen for bistandskultur i kraft af stagnation. Og den pris betaler bistandsmodtagerne vel at mærke også.

Den samme stagnation finder man - ganske vist med mildere konsekvenser - i det statsstøttede danske kultur-liv. Og dette skyldes at støtten skaber distance mellem de kulturelle aktiviteter og så brugerne, på samme måde som bistand øger tilbøjeligheden til uproduktivitet og ledigang, og dermed fremmer stagnation og forfald.

En familiær relations "forklaring" - eller var det måske ligefrem et forsøg på retfærdiggørelse - for skattefinancerede projekter generelt lød en gang i sin enkelthed at: - De vil jo ikke betale frivilligt. Det kan bare ikke siges at være retfærdiggørelse overhovedet. Men det er ganske vist et faktuelt udgangspunkt for en analyse, når bistandsmodtagere med lys og lygte leder efter et forsvar for, at man aftvinger borgerne deres indkomst - for eksempelvis at lave teater.

Sandt er det utvivlsomt, at mange borgere ikke vil betale frivilligt for det skuespil, som mange skuespillere opfører. Og så opfører man som reaktion på denne modvilje et ad-hoc skuespil, der handler om "samfundsnytte" - jævnfør interviewet i 180grader.

De konservative hører desværre i vid udstrækning til blandt dem, der abbonerer på ideen, om at tvang til gennemførelse af kulturelle projekter er en vigtigt ingrediens til opnåelse af det, de kalder for "sammenhængskraften". I samme grad må man så også konstatere, at de samme konservative tilsvarende ringeagter frivillighed.

Så hvorfor ikke udvide tvangskulturen?, kunne man så spørge de konservative. (Der netop er dem, der aktuelt især har fået overladt de kulturelle stats-tøjler), og ud fra begrundelserne om ’det samme til de mange’, så ikke også [lade bureaukrater og politikere] bestemme over borgernes indkøb af fødevarer, afgøre valget af transportmiddel eller bestemme hvilke bøger, vi må læse, når vi har fri? Ville sådan en ensretning ikke på samme måde styrke ”sammenhængskraften” og homogenisere folkesjælen? Hvorfor ikke et nationalt menukort, øget statsstøtte til udvalgte bøger, en total afskaffelse af privatbilisme samt indførsel af pligtlæsning - også for de voksne? (læs mere her)

Her gælder imidlertid de konservative teser om balancegang: Den optimale "sammenhængskraft" bygger antageligvis på en helt særlig blanding af tvang og frivillighed, og hvor altså kun konservative og udvalgte få andre så øjensynlig er i besiddelse af den mystiske indsigt, der fortæller, hvor snittet skal lægges.

Landet ledes således i vid udstrækning af mystikere, der påkalder sig forskellige magiske ord, såsom balancegang, sammenhængskraft, samfundsnytte mv.; hvad de siger de gør for at forsvare det eksisterende, men i praksis tydeligvis også via de små skridts vej at føre landet lidt nærmere det totalitære fælleskab: Balancen navnlig de seneste 30-40 er som bekendt blevet forrykket henimod mere stat og mindre civil-samfund.

Også på venstrefløjen kæmper man imidlertid for, at der sikres et statsligt kulturelt hegemoni. Inspiration til dette fandt man blandt andet (også hos SF'ere sidst i 1980'erne) hos den italienske kommunist Antonio Gramci.

[Den seneste kommentar på forsiden handler også om statstøtte til kultur og information. Læs Tiden er inde til at reducere statens størrelse. I arkivet findes også Hva’ ska’ vi med kulturstøtten? samt Von Trier, Fly og bananpolitikken. ]

Den nye netavis 180grader.dk skrev forleden om det seneste gimmick fra den mere ekstreme del af øko-bevægelsen. Men selvfølgelig er det ikke alt, som de mere ekstreme ideologer finder på, som de folkevalgte så senere tager til sig.

- Ikke desto mindre: Historien handlede om at "miljø-eksperter" var begyndt at fokusere på, at børn belastede "CO2-regnskabet" det regnskab, der udelukkende findes som en mental konstruktion hos nogle klimajournalister i kraft af den falske præmis, der handler om, at CO2-indholdet i atmosfæren og/eller den globale gennemsnits-temperatur ville være stabil(t), hvis ikke det var p.g.a. "syndefuld" produktiv menneskelig adfærd.

Begrebet "CO2-regnskab" er således netop udtryk for en antagelse (i form af en trossætning) om oprindelige stabilitet, - for hvis man havde accepteret klimahistorien, der handler om uregelmæssige forandringer - og i øvrigt også om ekstrem kompleksitet (hvor C02 spiller en begrænset rolle), ville man ikke begynde at bringe et begreb som regnskab ind i diskussionen.

Undertegnedes tanke i forbindelse med det seneste påfund fra de mere ekstreme klima-fantaster, og som tydeligvis skal bidrage til følelsen af syndefuldhed, - var nu om eksempelvis Miljøminister Connie Hedegaard så senere kunne finde på, at overtage dette fokus på angivelig "syndefuld" og uansvarlig "overproduktion" af børn (små "CO2-syndere") - jf. artiklen Nyeste fra miljøeksperter: Få færre børn for miljøets skyld (C02 er i øvrigt noget som alle mennesker udleder i kraft af vejrtrækning).

- Og så var det jeg kom i tanke om nedenstående citat fra netop Connie Hedegaard, der i grunden siger en hel del om menneskesynet hos økologisterne i almindelighed (det vil sige den bredere mainstream-bevægelse, der følger avant-garden):

Under overskriften Klimarapport kræver kursskifte, siger Hedegaard således at:

Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper, der kommer og æder det hele og ikke efterlader noget til vores efterkommere. Vi er forpligtet til at handle, og rapporten fortæller os, at det skal være nu.

Græshopper? Mennesker, der opfører sig som græshopper?

Det tætteste undertegnede nogen sinde tidligere har været på en analogi om mennesker som græshopper, var - udover propagandaen i Nazi-tyskland, som nogle af os lærte om i skolen - introduktionen til Thomas Malthus, der havde en teori om, at mennesker ikke kunne overgå sig selv i fødevare-produktion, og samtidig - ligesom andre dyr - blot forøgede deres antal indtil eksistensgrundlaget forsvandt.

Men på undertegnedes gymnasium, og jeg formoder det gælder de fleste andres, da lærer man ikke desto mindre at Malthus tog fejl!

- Produktivitets-forbedringer i kraft af den menneskelige intelligens (som er det der adskiller os fra dyrene) har modbevist Malthus påstande om og om igen.

Men nu er der nogle, der har taget Malthus til sig. Og i det omfang de har den politiske magt, vil deres ubehagelige menneskesyn få konsekvenser for os andre (sådan som det sker i kraft af bio-brændsel baseret på planter, der er et påfund, der skyldes en politisk ideolgi).

Disse "græshopper", som Connie Hedegaard måske ville kalde dem, der bor i byen på billedet, betaler i øvrigt ikke over 15 procent i skat.

Deres produktivitet og intelligens taget i betragtning, så er det i øvrigt også tvivlsomt om, de ville finde sig i sådan en form for omtale fra en politisk beslutningstager.

Her - i Hong Kong - mener man tydeligvis ikke, som det i stigende grad er tilfældet i Europa, at produktivitet er at betragte som noget syndefuldt, endsige noget der går ud over de kommende generationer! - Og mon ikke man især i et så frit producerende samfund ville nære skepsis overfor en beslutningstager, der bidrager med nye straf-afgifter på produktiv adfærd - i form af eksempelvis co2-kvoter?

Her ved man sandsynligvis også bedre end Connie Hedegaard, at produktivitet er en forudsætning for forbrug. Og at det derfor er fuldstændigt ligegyldigt, hvad der passivt findes i vores omgivelser, som man kan kalde "ressourcer" (hvis man er en øko-fantast), - for hvis man ikke er i stand til at omforme og forandre det, der findes (i kraft af produktionsfrihed), - så bliver "ressourcerne" liggende til ingen verdens nytte.

CH burde derfor have skulket noget mindre i gymnasietiden, og i stedet lært, at det vi forandrer og omformer i dag (i modsætning til græshopper), det behøver fremtidige generationer i mindre grad selv at forandre:

Vores produktionsfrihed er således den bedst tænkelige garanti for at fremtidige generationer kommer til at vokse op i endnu tryggere, mere velstående og endnu mere fantastiske rammer, - end de rammer der allerede har kendetegnet de første to hundrede års industrialisering.

Velstanden i Hong Kong, USA, og Europa bygger således netop på såvel tidligere som nuværende generationers frie, produktive og egeninteresserede adfærd.

Når en politiker, som Connie Hedegaard begynder at lyde som Thomas Malthus, bør man derfor snarest muligt søge at finde sig et andet parti.

Besøg Kyoto Kritik.

Både i Mexico og Guatemala er priserne på majs røget voldsomt i vejret i takt med, at USA opkøber stadig mere majs for at fremstille benzin til den forslugne amerikanske bilpark. Det har betydet, at de fattiges hovedernæring, majs-tortillaen, er blevet langt dyrere end før. - Det skriver Politiken.

Som nævnt i en tidligere postering skyldes efterspørgslen på majs til brændsel en falsk præmis, der handler om at energi fra undergrunden forrykker en postuleret "oprindelige balance". Læs Fra øko-religøsitet til øko-fascisme . Læs også Jorden i balance! (Tidligere bragt i Jyllands-Posten. Overskriften er selvsagt ironisk ment).

Konsekvenserne ved at reagere på denne sociale konstruktion - om balance, der forrykkes hvis vi finder energi i undergrunden - er ikke desto mindre virkelige og barske (sådan som det altid forholder sig, når man forfølger verdensfjerne sociale konstruktioner - jf. dagens tema om kollektivisme).

- Det skal derfor endnu engang også fremhæves, at højere energi-priser som altid vender den tunge ende nedad.

Tænk at socialdemokrater bliver ved med at stemme på Svend Auken.

Besøg Kyoto Kritik.

En del mainstream-politikere har valgt at hoppe med på økologisme-vognen, og benytter sig derfor af nogle af de fritsværende begreber som udvikles af mere rendyrkede grønne ideologer. Her tænkes eksempelvis på "bæredygtighed" eller "forsigtighedsprincip".

Også ideerne om økobalance og harmoni (som i at mennesket skal leve i harmoni med naturen) har fundet et taknemmeligt publikum til venstre, på midten, og til højre i dansk politik.

Hvis der blot kun var tale om flosker og vagheder var problemet i den forbindelse måske ikke så stort.

Imidlertid så er der en tendens til, at man som mainstream politiker også risikerer at få et medfølgende abonnement på nogle pseudo-videnskabelige præmisser, samtidig med at man vælger at gå på stemmefiskeri via den måske så tilsyneladende ufarlige økologisme.

Med pseudo-videnskab og skjulte præmisser tænkes her på ideen om at jorden befinder sig i en form for oprindelig balance, som menneskers aktivt omformende adfærd så - ifølge den skjulte præmis - forstyrrer.

Tanken om "balance-forstyrrende adfærd" (der vel at mærke er en præmis i kraft af en trossætning og ikke en konklusion) har vel at mærke fået en konsekvens i praksis, eftersom det er lykkedes de pseudo-videnskabelige at overbevise en del politiske beslutningstagere om, at der har været en form for temperatur-mæssig "oprindelig" stabilitet, som industrisamfundet nu forrykker. Udgangspunktet for denne harmoniske stabilitet er i praksis blevet fastsat til at være ca. omkring det tidspunkt sidst i 1800-tallet, da man mere eller mindre systematisk begyndte at, (forsøge at) måle den globale gennemsnitstemperatur.

At der er tale om psudovidenskab skyldes således, at der med ideen om "oprindelig stabilitet" er tale om trossætning.

For klimahistorien viser at der ikke er og heller ikke har været nogen særlig form for stabilitet; men derimod at den globale gennemsnitstemperatur i hele klodens historie har været kendetegnet ved uregelmæssige forandringer, og hvor man altid bevæger sig enten i retning mod koldere eller varmere tider. Ikke desto mindre er slutningen af 1800-tallet (ca. 1880'erne) og alt hvad der gik forud blevet udnævnt til "stabilitetens æra", og hvad der kommer efter den tid, har i praksis fået status som menneskets syndefulde "industrialiserings-eksperiment".

Centralt for at promovere ideen om, at mennesker har forrykket en påstuleret balance er således ideen om at der til en hver tid er et stabilit og naturligt niveau for CO2-indholdet i atomosfæren, som mennesker så i kraft at hente olie op fra undergrunden, ændrer på. Altså: Hvis vi bare nøjes med det vi kan finde på jordens overflade, så er vi gode og syndefri. Begynder vi derimod at grave store huller i jorden - efter metal eller brændstof, så bliver "moder jord" (GAIA) vred på os, repræsenteret ved klimapræsterne.

- Selvfølgelig er det ikke tilfredstillende for øko-folket kun at udnævne "fossile brændstoffer" (der dog er og har været uvurderlige for industrialisering og velstandsskabelse) som den eneste form for syndefuldhed. - Men ved at fokusere på netop dette har man kunnet nå forholdsvis langt i diverse taknemmelige institutioner, hvor man netop lever af ikke at producere, men konfiskere den velstand, der bliver skabt. Skatter kan dermed få status af aflad for den øvrige befolknings lastefulde aktivitet.

Da klimahistorien imidlertid ikke lever op til denne ide om stabilitet, har man i stedet været nødsaget til at fokusere indsatsen på modeller, hvor man kan skabe sin egen virkelighed - med syndefuld industrialisering og før-industriel stabilitet og harmoni. Og også i den forstand er der intet nyt under solen: Det var også i tidligere tider det eneste våben dommedags-profeter havde mod velstand og kreativitet: - At det nok før eller siden måtte gå galt. Og at man ved at ofre en større eller mindre del af det man skaber, så kunne slippe for gudernes vrede. Også i gamle dage troede man således, at kloden var "slidt" og at menneskelig aktivitet "tærede" på jordens ressourcer:

You must know that the world has grown old, and does not remain in its former vigour. It bears witness to its own decline. The rainfall and the sun’s warmth are both diminishing; the metals are nearly exhausted; the husbandman is failing in the fields, the sailor on the seas, the soldier in the camp, honesty in the market, justice in the courts, concord in friendships, skill in the arts, discipline in morals. This is the sentence passed upon the world, that everything which has a beginning should perish, that things which have reached maturity should grow old, the strong weak, the great small, and that after weakness and shrinkage should come dissolution. Læs Enden er nær

- Ovenstående er et tekststykke skrevet i år 300 e.kr; det vil sige for omkring 1700 år siden; og omkring 1500 år før industrialiseringens begyndelse. Men vurderingen var således dengang som for mange i dag, at ressourcerne stort set var brugt op - såvel de menneskelige, som dem vi finder i vores omgivelser.

Nu er øko-løgnen om industrialiseringen og velstandsskabelsens ondskab og balance-forrykkende karakter så efterhånden gået hen og blevet en form for fælles social konstruktion. Og resultatet er blevet det forventelige: at man vil reducere antallet af mennesker, reducere, friheden, velstanden og velfærden - altsammen for naturens skyld. Den natur som man hævder befinder sig i en slags hvilkeagtig balancetilstand.

Læs på denne baggrund artiklerne:

News.com.au: Children 'bad for planet' samt Business and Media Institute: Eco-Extremist Wants World Population to Drop below 1 Billion .

Som det forholder sig med islamisterne er der således en avent-garde, der kræver flere ofre og nye begrænsninger på friheden, hvor de mere kendte politikere løber bagefter, altimens sidstnævnte mere trinvist imødekommer de nye krav, og samtidig eftergivende accepterer ekstremisternes dagsordner - eller som udgangspunkt deres præmisser (herunder den om "oprindelig balance")

Owen McShane opstiller i kommentaren That Kyoto Is A Fraud som en anti-tese ikke mindre end 14 grunde til at Kyoto-protokollen bygger på bedrageri og peger herunder på den falske præmis om stabilitet. - En anden aktuel form for øko-retorik handler om at vi skal ofre os for fremtidige generationer. Men hvor godt stillede vil disse generationer så i givet fald være, når vi bremser og reducerer velstanden?!:

1. The Consensus fraud
2. The "Averaging" Fraud
3. The "Warming is Bad for Us" Fraud
4. The "Stable Climate" Fraud
5. The "Economic Inputs" Fraud
6. The Inter-Generational Equity Fraud
7. The Population Fraud
8. The Energy Fraud
9. The "End-of-Technology" Fraud
10. The "Gross Emissions" Fraud
11. The "Roots not Shoots" fraud
12. The Great Flatulence Fraud
13. The "We Must Suffer today for future generations" Fraud
14. The Hockey Stick Fraud

Besøg Kyoto Kritik.

Den aktuelle klimadebat har givet miljøfolket mere omtale end normalt. Derfor skal følgende interessante parallel mellem keynesiansme og økologisme påpeges: Begge grupperinger hævder, at der er iboende fejl ved markedsøkonomien (den er i sig selv i en eller anden form for ubalance), men fejlen kan – hævdes det - rettes, hvis man følger de respektive grupperingers anbefalinger. Så genoprettes balancen.

Hos Keynesianisterne handler ovenstående således om arbejdsløshed. Hvis forbruget øges (på bekostning af opsparing), og hvis man via staten skaber øget aktivitet (forbrug), så fører dette til, at den arbejdsløshed, som man hævder at det frie marked ikke kan afskaffe, den reduceres eller forsvinder helt.

I virkelighedens verden har keynesianisterne, som George Reisman viser det, imidlertid forvoldt store skader på økonomien, og dermed når det gælder skabelsen af velstand. Ideerne om at man kunne øge beskæftigelsen var i øvrigt også i sig selv ukorrekte. De keynesianske anbefalinger har rent faktisk bidraget til at afvikle netop det der er forudsætningen for skabelse af mere velstand, hvilket er tilbøjeligheden til opsparing og kapitalakkumulation.

For netop det sidste er helt centralt for mere civilisation: - at man ikke blot lever i nuet, men derimod lægger til side, og bruger det man lægger til side til at producere mere effektivt. I gennem sådan en proces forbedrer man købekraften gennem billigørelse af varer og serviceydelser. Den keynesianske politik var derimod bidragende til at tage samfundet tilbage til fortiden.

Økologisterne fokuserer i deres angreb på markedsøkonomien i stedet mere på ”eksternaliteter”. Det vil sige utilsigtede konsekvenser ved markedsøkonomien, som de nu mener, at man som aktør på markedet (den frie økonomi) ikke kan forholde sig konstruktivt til. - Her kræves derfor statsindgreb i form af grønne skatter, afgifter eller kvoteordninger.

Læg for det første mærke til, at man her ikke forholder sig til sine egne eksternaliteter, og de forstyrrelser som man selv skaber. - Som George Reisman dokumenterer i den første del af sin bog, så er navnlig kvoteordninger ekstremt skadelige, og som det var tilfældet i USA, fik kvoter indført i 1970'erne særdeles ødelæggende konsekvenser i form af øget fattigdom.

En anden pointe er, at de grønnes afsæt for at forholde sig til eksternaliteter typisk slet ikke er eksternaliteter, sådan som økonomer forstår dem. Det er ikke skader på mennesker, men i stedet forandringer af vores omgivelser, det vil sige forandringer som de regulære økonomer i stedet ville sige var den anden side af den ”krone”, der består i at man bygger et højhus, en bro, udvikler en bilindustri o.s.v. For dette fører selvsagt til, at man laver naturen om. Hvorfra skulle materialerne til ovenstående produktivitet ellers komme fra?

En tredje faktor hvad angår de grønne har tilsvarende lighed med Keyensianisterne. Dette er, at man ikke ser sin egen adfærd, som fundamentalt systemforandrende.

Med dette menes: - Hvornår er den alternative balance skabt? Hvor meget skal der til for Keynesiansernes vedkommende, når det gælder om at øge incitamenterne til forbrug (opmuntring til nedsparing)? Det vil sige, hvornår har man nået sit mål?

I praksis er det glade politiske gavegiveri, i form af at øge skatterne eller gældsætte landet og derefter kaste omkring sig med de lånte midler således ikke noget, man med lethed får politikere til at holde op med, når de vel at mærke først har fået at vide at ”videnskaben” (Keynesiansk teori) godkender adfærden.

Noget tilsvarende gælder de grønnes afgifter, skatter og kvoteordninger. -Hvornår er det lige at afgifter, kvoter og skatter (samt regulering) kan siges at være ”høj nok”? Havde man virkelig troet, at Svend Auken på et eller andet tidspunkt ville sige, at det optimale niveau for privat personbefordring nu var nået; det vil sige at Danmark nu var nået så langt ned på landelisten, når det gælder antallet af privatbillister, at der ikke længere var tale om eksternalitet og ubalance, men at balancen nu var genoprettet? (eller at Svend Auken på et tidspunkt ligefrem kunne forventes at anbefale lavere afgifter?!).

Eller er der aktuelt nogen, der forstiller sig, at tilhængere af vindmøller bliver tilfredse, selv hvis antallet af disse i Danmark (med afsæt i grøn ideologi) skulle blive fordoblet eller firdoblet? - Eller tror man at reguleringsivrige modstandere af fossile brændstoffer virkelig pludselig bliver varme tilhængere af markedsøkonomi og industrialisering den dag man engang (om måske hundredevis af år) skulle finde endnu bedre alternativer?

Det forunderlige ved ovenstående er imidlertid, at såvel befolkning som virksomheder i høj grad opfører sig som om det præcis er sådan det forholder sig: Man går med andre ord på kompromis med sin egen fornuft og dømmekraft: - Man overlader først en lille del, og så en større del af sin ejendom til mennesker, der hævder at man bliver rigere ved at forbruge mere (og spare mindre op). Eller man overlader mere magt og flere økonomiske midler til grønne politikere, der åbenlyst erklærer, at de der har skabt midlerne ikke er ansvarlige til at forvalte disse, og ikke er i stand til at forholde sig rationelt til deres omgivelser.

At Connie Hedegaard stadigvæk er minister selv om hun har sammenlignet mennesker med græshopper, tyder således på at en meget stor del af befolkningen har accepteret, at man skal behandles som om man er umyndig. Det skræmmende er således først fremmest ikke hvad ministeren siger, men at der ikke kommer en reaktion.

Og som det gerne skulle være illustreret gennem ovenstående, så skal man bare ikke tro, at man når et tidspunkt, hvor politikere siger at den markedsøkonomiske balance – takket være deres indsats – nu er genoprettet; og at det rette miks i det man kalder for ”blandingsøkonomien” nu er en realitet. Og at man nu kan vende tilbage til et friere civilsamfund, og at man atter vil forsvare individets frihed. Såvel den samlede verdenshistorie som en blot et gran af sund fornuft tilsiger tværtimod, at ingen der har fundet et middel til at øge magten og bestemme over andre ved hjælp af en ideologi iklædt videnskabens gevandter nogen sinde frivilligt kunne drømme om at afgive sådan en magt.

George Reisman om Keynesianisme og økologisme:

Innumerable analogies to the unemployment-equlibrium doctrine can be created on the basis of enviromentalism. That doctrine, of course holds that economic activity is replete with self-destructive by-products. On the basis of it, one could easily invent all kinds of mathematical functions analogous to the ”saving function” Then all one would need to do is arbitrarily assert some fixed limit to the capacity of the world to cope with the particular by-product. On that basis one could proceed to argue that employment and production must be limited to the point of not generating an amount of such by-product in excess of the alleged fixed limit. Indeed, this is precisely what the environmentalists are doing in the case of carbon dioxide emissions and garbage disposal. Only instead of seeking to impose an unemployment equibrilibrium by forcibly holdning down the volume of employment, they seek to impose limits on the productivity of labor and the volume of consumption. But just as with Keynesianism and its budget deficits, there is still an alleged need for the good government doctor (though not as often, because the environmentalists believe that human suffering is fundamentally inescapable and, indeed, disirable). In the case of the carbon dioxide emissions, it is sometimes argued that the alleged low-productivity-of-labor equilibrium might be overcome to some extent by virtue of government imposed tree-planting programs. These would play the same kind of role in the absorption of allegedly harmful carbon dioxide as government budget deficits are supposed to play in the absorption of alledgedly harmful saving. The essential common element in Keynesianism and environmentalism is the belief that free individuals are engaged in essentially self-destructive activity that, if it can be remedied at all, can only be remedied by the coercive power of the state. (fra den trykte version af Capitalism side 878).

Citatet er fra kapitel 18, der har titlen ”Keynesianism: A critique” (863-894). Hele værket kan downloades som en beskyttet pdf.-fil på www.capitalism.net.

Fra George Reismans blog februar:

The Environmentalist Noose Is Tightening

...Udgangspunktet må være vores egne behov. Behovene er som bekendt forskelligartede, men de kan alle tilbageføres til de behov mennesker har, som mobile og intelligente/rationelle væsner. Dette lyder måske selvindlysende, men har imidlertid store implikationer for karakteristikken.

Og ikke alle tager ovenstående afsæt. Miljøfolkene fokuserer i stedet på, at den gode energi skal være "skånsom", "neutral", ikke påvirke en angivelig "balance" med mere. Læg mærke til at sådanne definitioner i princippet kan ophæve tidligere tiders energi, såsom træ eller tørv til at være moderne energiformer "overlegne". Målet her er således i stedet, at vi ikke påvirker vores omgivelser, hvilket må siges at være et bizzart fokus for et hvilket som helst levende og tænkende væsen.

Fra dagens kommentar.

Den 29. september 1966 blev et fortrinsvis amerikansk publikum udsat for Star Trek afsnittet The naked Time. Episoden her handler om en slags virus, der spreder sig blandt besætningen på det gode skib Enterprise; og hvor alle der bliver ramt opfører sig som om de er berusede af netop den latente frygt eller lidenskab, der gemmer sig i hvert enkelt individ, og som nu bliver sluppet fri.

En af de første der kommer i kontakt med virusen lyder pludselig betænkeligt meget som vor tids økopræsteskab - blot uden den pseodovidenskabelige fernis. Før det ulyksalige besætningsmedlem omkommer, udbryder han således: - Hvad laver vi herude i rummet? Hvad godt bringer vi med os? Vi ødelægger rummet (i den engelske udgave "we're polluting it"!) Vi bør slet ikke være her. [...] Vi hører ikke hjemme her. Det tilhører ikke os. Vi ødelægger og observerer...

Som den eneste, genvinder besætningsmedlemmet samtidig ikke kræfterne (efter sit eget selvudslettende delerium), og som skibets læge efterfølgende konstaterer: Det var som om han ikke ønskede at leve. Han gav op...

Forurening?

Balance og harmoni?

Et klassisk eksempel [på konservativ skatteargumentation] er det konservative mantra om, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Og det skal det jo. Men hvorfor? Så hjulene holdes i gang; for sammenhængskraftens skyld; så der bliver skabt velstand i samfundet. Den slet skjulte præmis er imidlertid pligten og en arbejdsetik, der bygger på altruisme - i modsætning til en etik, der bygger på friheden, og vel at mærke det moralske i at skabe sig det liv, man ønsker for sig selv.

Læs dagens kommentar på forsiden: Skatteargumentation uden balance.

Klimasystemets ’balancegang’ er altså langtfra stabilt, når det ses i et lidt større perspektiv, men har en række naturlige variationer, der medfører død og fødsel af både dyrearter og landskaber. Men det foregår for det meste i skalaer, der er uden for den umiddelbare menneskelige opfattelsesevne og derved også den politiske spændvidde og nyhedsjournalistens interesseområde. Og det vil det blive ved med, uanset om vi bekymrer os om det eller ej.

En stigende vandstand som følge af en global opvarmning vil da kun være et lille udsving på en i forvejen forudsigelig cyklus, som en efterårsstorm vil være det på en årstidsvariation (til almindelig oplysning skal det i øvrigt bemærkes, at CO2 i sig selv er et absolut uskadeligt stof, der er et biprodukt af enhver forbrænding og er i selv vores udåndingsluft).

Dette og meget andet perspektiverende og afbalanceret skriver Dennis Anthony , der er naturgeograf, ph.d. og sektionschef i Oceanografisk Afdeling, Farvandsvæsenet.

Det er således ikke kun i Jyllands-Posten, at konsensus-fundamentalisterne konfronteres med alternative vinkler.

Tak Tøger.