Danmarks Radio kunne [...] fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.

Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man [blandt andet sagesløse skolebørn] læser Naomi Kleins bog No Logo [...] og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).

- Læs mere i:

Tiden er inde til at reducere statens størrelse
http://s-espersen.blogspot.com/2007/08/tiden-er-inde-til-at-reducere-statens.html

"Skralderne [unge skraldspisere] er en modkultur, der er opstået i en periode med meget forbrug. De gør op med forbrugerkulturen og er meget bevidste om miljøaspektet," forklarer samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet ifølge metroXpress. Johannes Andersen, der udpeges som ekspert i skralderkulturen, tror dog på fremgang for skralderne, uanset om konjunkturerne serverer overflod eller dikterer smalhals.

Fra artiklen Facebook-gruppe for unge, der spiser skrald, har 500 medlemmer

Her er nogle bidrag til mere uddybende forklaringer:

Forbrugerstyrelsen og den uformelle gruppediskussion :

Hos Forbrugerstyrelsen får man et indblik i, hvordan ”alternativ” og ”progressiv” pædagogik går hånd i hånd med opdragelse til at blive en civilisations-skeptisk maskinstormer. Det er ikke mindst takket være sådanne former for offentlig ”undervisning”, at unge mennesker bliver respektløse, voldelige, flytter ind i faldefærdige huse og/eller stemmer på Enhedslisten. - eller lærer om det angiveligt moralske i at spise skrald.

Forbrugerstyrelsen og de hætteklædte :

Unge mennesker, der er blevet udsat for den type "pensum", man finder hos Forbrugerstyrelsen, må forventes netop at flytte ind i et hus, der er nået ud over selv genbrugsværdighed. Man vil insistere på, at det er et godt hus at bo i (ikke mindst i moralsk forstand), fordi det er forfaldent. Man må tilsvarende forvente, at laser og pjalter, og ikke blot genbrugstøj er højeste mode i sådan en bevægelse. Endvidere må man regne med, at intellektuelle, der har de samme holdninger til »forbrugssamfundet«, vil sympatisere.

Propaganda fra staten:

Citat fra statsligt skolepensum:

Øvelse -- Eleverne sidder hver for sig og tænker på, hvad de har købt inden for de sidste 14 dage, og hvorfor de købte det (mad er ikke med). Tingene og begrundelserne skrives ned. Bagefter lukker de øjnene og tænker på hvilken følelse de havde, da de havde købt tingen (var det glæde, lykke, ligegyldighed, irritation, øget selvtillid eller andet). [...] -- Hvor mange af de ting, de har købt, var nødvendige for deres hverdag? [...] -- Klassen kan, evt. med udgangspunkt i et oplæg fra læreren om samfundsøkonomi, diskutere forbrugets magt og indflydelse på økonomien og om det er muligt med den samfundsøkonomi og styreform vi har i Danmark at begrænse forbruget. [...]

Statslig indoktrinering - et kunstigt behov:

I Forbrugerstyrelsen er man skeptisk overfor det, man kalder forbrugersamfundet og forbrugskulturen. Ifølge styrelsen tærer den menneskelig aktivitet på jordens ressourcer. Fra Forbrugerstyrelsens side er ønsket ikke bare at promovere en genbrugsfilosofi. Målet for styrelsen er direkte at reducere forbruget. Udgangspunktet er økofilosofien, hvor man anser mennesket for en forstyrrende faktor i en iøvrigt harmonisk økobalance. Til at nå målet om at reducere menneskers påvirkning af omgivelserne, har styrelsen derfor udarbejdet et bidrag til undervisning på folkeskoleniveau. Dette bidrag handler nu om, at børn og unge skal lære at forbinde globalisering med udbytning af den 3. verden, og med en tilsvarende ”udbytning” af miljøet. En af metoderne er på marxistisk vis, at lære de unge, at de er ofre for ”kunstige behov” skabt af sælgere og producenter.

Fri os fra forsagelse! :

Alle religioner prædiker [...] en eller anden form for opgivelse, ydmyghed og sagtmodighed i forhold til de andre, næsten, samfundet, helheden eller et overnaturligt væsen – naturligvis med betydningsfulde gradsforskelle. Når religioner gør et comeback, så gør forsagelsen og promoveringen af offergerningen det derfor også. I mangel på synlige alternativer til, hvad det gode består i, er forsagelse dermed blevet ét af de pejlemærker, som politikere bruger, når de vil agere politisk. Opfordringer eller motivering til en eller anden grad af selvopgivelse er dermed en faktor for såvel moderne politisk retorik, men også for lovgivning.
http://s-espersen.blogspot.com/2007/08/fri-os-fra-forsagelse.html

Ovenstående kommentarer skulle gerne sandsynliggøre at statslige myndigheder herunder politikere, administratorer samt undervisere har bidraget med at promovere de holdninger der fører til skraldspisning blandt ungdommen. Mindre skoletvang fra statslig side ville dermed også have begrænset disse former for evnesvag adfærd.

"Liberalisterne - Frihed og Velstand" foreslår Forbrugerministeriet nedlagt. Forbrugerminister Carina Christensen har med sit forslag om en genstandsgrænse for søde drikkevarer i stil med den, vi kender for alkohol, skudt helt forbi målet. Med sin formynderiske måde at sammenligne sukkerholdige læskedrikke og alkohol udstiller Carina Christensen endnu engang sit eget ministeriums manglende berettigelse i den offentlige sektor. - Det kan man læse hos Liberalisterne.

Dagens kommentar på www.coin.dk handler i øvrigt om forskellen på den offentlige og den private sektor.

Forbrugerstyrelsen påtager sig således at bidrage til børn og unges uddannelse. - Men var det virkelig meningen med Forbrugerstyrelsen, at den også skulle gøre dette – altså udover hvad Forbrugerstyrelsen måtte have af hjemmel, hvad angår en ret til at beskæftige sig med kvalitetskontrol og information? Det vil sige, er der i grunden et politisk mandat?

Læs mere i oversigten over hvad der blev skrevet fra Copenhagen Institutes side i april måned. COIN 2007: indsatsen for april.

Læs uddrag af Forbrugerstyrelsens undervisningsmateriale i Propaganda fra staten.

En række aviser har i dag beskæftiget sig med det ret åbenlyse forhold, at VK-regeringen har sine egne smagsdommere og besserwissere (Tysk er jo så moderne).

Det kan imidlertid ikke være anderledes, når den nuværende regering netop har valgt, at positionere sig langt inde på midten, - og i flere sager rent faktisk til venstre for midten i dansk politik.

Og oprøret mod smagsdommeri er nu engang en del af oprøret mod, at staten spiller en altomfattende og aktiv rolle i borgerens liv. Kampen mod statslige smagsdommere er dermed noget, der hører til under overskriften mindre system og mere plads til individ og civilsamfund.

Men hvorfor så udspillet i 2001, der handlede om at nedlægge en række råd og nævn indeholdende diverse smagsdommere?

Svaret er det ret simple, at der her var tale en forholdsvis afgrænset og ikke mindst symbolsk gave til det ideologiske bagland i V, K og O (O’erne man "begavede" var blandt andet de frihedsorienterede kræfter, der fulgte med ind i DF fra Fremskridtspartiet).

- Men udspillet handlede nu engang mere om symbolik, end om noget som helst andet.

Det var en gestus, der netop ved at blive udført lige efter et valg kunne bruges til at skabe en ”tolerancekapital” hos det ideologiske bagland, og dermed også sikre opbakningen fra denne side i forbindelse med valget i 2005.

Havde man derimod ment noget alvorligt med opgøret med råd og nævn, så havde beskæringen imidlertid i stedet fået funktion som ouverture til et endnu større opgør med smagsdommeriet, som også kunne have haft en effekt i form af lavere skatter.

Dette større opgør ville i så fald have handlet om et livtag med langt større institutioner, hvori det som bekendt vrimler med - ikke blot smagsdommere - men med masser af forholdsvis frie statsansatte aktører, hvis daglige beskæftigelse det er, at forsøge at udstikke kursen, styre, kontrollere, forme, præge, opdrage, tøjle, dirigere og/eller kontrollere befolkningen; - og dermed behandle voksne mennesker, som om de var børn.

Forskel på Nyrup og Fogh?

Dette livtag med the Nanny State tog man imidlertid ikke. Og private tænketanke, brancheforeninger, og andre organisationer har i mellemtiden vist, hvor tilbageholdende den nuværende regering rent faktisk er, såvel når det gælder privatiseringer og liberaliseringer, men også når det gælder om at øge borgerens handlefrihed.

Den betonkurs som blev udstukket af reformistiske socialister tilbage i slutningen af 1800-tallet, har man i det store og hele derfor fulgt mere eller mindre loyalt. I visse tilfældet har den socialdemokratiske regering under Nyrup fra før 2001, endda været langt mere villig til at file på noget af de socialdemokratiske vildtvoksende stødtænder.

Det er derfor svært ikke at tænke magt for magtens egen skyld, når man associerer til denne forslæbende og politisk tandløse kurs, som den føres af VKO.

Fødevarestyrelsen og de uklare signaler

Et svagt optræk til noget i retning væk fra den snagende og kontrollerende stat, var dog reduceringen af fødevarestyrelsen og kontrollen her, som også fandt sted efter Folketingsvalget i 2001.

Man beskar dog som bekendt ikke mere, end at man stadigvæk kunne foregøgle befolkningen, at det er takket være staten at fødevarekvaliteten i Danmark er høj. Men som bekendt fejlede fødevarekvaliteten ikke noget før ”smiley-ordningen” blev indført omkring årtusindskiftet af den socialdemokratiske regering, der regerede før 2001. Og det er nu engang den private konkurrence om at levere fødevarer af høj kvalitet, som vi kan takke for selv samme kvalitet.

Så hovedindtrykket af VKO er derfor blot, at: man sender svage ideologiske signaler til baglandet, tilmaler sig selv om socialdemokratisk og vel at mærke forsvarer den tilhørende betonideologi, alt imens man trimmer de socialdemokratiske institutioner en smule – uden rigtigt at sikre mulighederne for, at private virksomheder kan begynde at operere dér, hvor man i det mindste – som i fødevarekontrollens tilfælde – har svækket monopoliseringen. Resultatet og ikke mindst de politiske budskaber bliver derfor stort set betydnings- eller meningsløse for de fleste.

Tilbage står så kun den noget mere konsistente strategi, der handler om at fremstille oppositionen som uansvarlig. Men skal det virkelig forestille politik? Er det at ville noget? Det vil sige noget andet?

En ukontrolleret Forbrugerstyrelse

Et andet sted man kunne have sat ind var over for Forbrugerstyrelsen, der er en institution der i høj grad har bidraget til illusionen om, at vores høje velfærd og forbrugerkvalitet tilsvarende er noget, der må tilskrives en aktiv og kontrollerende stat.

Men her er der i stedet noget, der tyder på, at man (enten aktivt eller i kraft af ligegyldighed) gav de ansatte i styrelsen endnu mere frihed til at promovere markeds-skepsis, og noget man direkte kan karakterisere som forbruger-fjendtlighed.

Det var således en direktør i Forbrugerstyrelsen, der i en debat med undertegnede (19/3) nævnte, at det netop var fra og med 2001, at forbrugerstyrelsen begyndte at ”undervise” børn og unge om forbrugssamfundet på en måde, som man i høj grad må karakterisere som politisk farvet smagsdommeri.

Budskabet – skjult under overskriften ”undervisning” – fra Forbrugerstyrelsens side handler i al sin korthed om, at den moderne forbruger i den vestlige verden er et offer for ”markedskræfternes frie spil”; at forbrugeren i den vestlige verden ”udnytter” jordens ressourcer og ”tærer” på disse ressourcer; at kloden ikke kan bære, at de fattige i udviklingslandene kommer op på vores niveau; - og dermed at den gode forbrugerpolitik – fra forbrugerstyrelsens side – handler om at bidrage til, at borgerne reducerer forbruget.

Forbrugerstyrelsens kamp for at reducere forbruget og/eller begrænse forbrugerfriheden føres således i kraft af en dobbelt strategi, der på den ene side handler om lovgivning: det vil sige via offentlig lobbyisme at sikre flere forbud, øget regulering, højere afgifter, - samt som det nye nu også via sådanne former for ideologisk propaganda målrettet nye generationer.

Og i stedet for at give styrelsen modspil eller overlade debatten om forbrugerismen (og kontrollen med produkterne) til frie private organisationer, ja så trives forbudsiveren og opdragertranger også i de såkaldt borgerlige partier, navnlig hos de Konservative. Heller ikke i Venstre eller fra Dansk Folkepartis side ser man dog noget som helst modspil til de folkeopdragende - og i øvrigt ret frit agerende - offentlige institutioners bud på ”folkeoplysning”.

Det dagsaktuelle venstrefløjshykleri

I kraft af den aktuelle begejstring fra venstrefløjens side, der handler om den borgerlige regerings åbenlyse hykleri, bør man i øvrigt samtidig huske at vende spejlet 180 grader rundt, og spørge:

Hvem i alverden er det lige, der har hovedansvaret for at give staten en status om overformynder og børneopdrager af voksne ”frie” borgere? Det vil sige: - Hvad er det vi kan forvente, hvis vi får en ny socialdemokratisk ledet regering?

Med andre ord: Er der noget reelt ønske fra ”den anden side” (de klassiske socialdemokrater) om at borgeren skal have ansvaret over sit eget liv tilbage (inklusive lavere skatter, men altså også inklusive en højere grad af forbrugerfrihed)? Og hvor alvorligt skal man derfor i så fald tage reaktionen fra venstre side på aktuelle undersøgelser om etableringen af borgerlige smagsdommere?

I praksis står valget mellem de etablerede blokke derfor blot mellem to forskellige bud på, hvordan den danske befolkning skal opdrages og tages i hånden. For de anti-autoritære i såvel Dansk Folkeparti, Venstre og SF har længe været på retræte. Beton, "forsagelse", opdragende afgifter, reklameforbud, krav om korte brusebade (formidlet via den ”borgerlige” presse) samt appeller om øget offervilje i befolkningen hører derimod til dagens orden, anset hvorhen man vender sig hen (I dag kom DRV med endnu et forslag om nye afgifter på fødevarer).

Så ligegyldigt hvilket etableret politisk parti, det drejer sig om, finder man således ledende kræfter, der iscenesætter sig selv som enten miljøets, forbrugets eller den gode smags vogtere. Og hvor alle vil bruge magtmonopolet til at tvinge og dirigere endnu mere end det i kraft af den offentlige sektor allerede sker i dag. - Og at der i den forbindelse er en åbenlys sammenhæng mellem at Christiansborg-politik er blevet noget, man lever af som et håndværk, og at der så er en stigende tilbøjelighed i Folketinget og regeringen til at se på befolkningen som noget ler, der skal formes, burde være tydeligt.

Den naturlige reaktion fra de, der omvendt er i politik for at forandre, og ikke for at leve af at positionere sig, holde symbolske taler - og så i praksis begunstige klassen af offentligt ansatte kontrollanter yderligere, burde derfor være at søge væk fra de i stigende grad ensartede ”velfærds-partier” og mod partier, der tilbyder noget andet.

Konklusionen og budskabet til nye partistiftere bør derfor være: Ikke mere brobygning! Det er i stedet på tide, at der graves nogle dybere grøfter; og at forskellene på de politiske partier, og dermed valgmulighederne vender tilbage.

I 2009 er der måske tre nye partier, man kan stemme på. Tænk hvis de ligefrem tilbyder noget nyt, og samtidig formår at påvirke de gamle.

En google-søgning på ordet "forbrugerfrihed" gav her den 17. april i alt 14 hits. Syv af disse hits kan imidlertid spores tilbage til indlæg, der kommer fra Copenhagen Institute.

Et af de syv resterende hit skyldes et ret verdensfjernt speciale fra Roskilde Universitetscenter, hvor der - måske ikke overraskende - stilles tvivl om forbrugerfrihedens godartethed og betydning. Specialet er så vanskeligt tilgængeligt, at der ikke skal citeres fra det.

Men også på Københavns Universitet forholder man sig til forbrugerfriheden. Det sker ganske vist ud fra nøjagtigt den samme kritiske vinkel som på RUC. Rebecca Adler-Nissen har skrevet en boganmeldelse af et værk af en person ved navn Zygmunt Bauman, hvor hun under overskriften Frihedens pris konstaterer følgende:

Den anden centrale tanke i Baumans bog er, at friheden har sin pris. Frihedens rolle i det moderne samfund er tæt forbundet med kapitalismens og individualismens udvikling. Ifølge Bauman var det i starten arbejdslivet, der var det afgørende for individers integration i samfundet. Senere er det blevet forbrugslivet, som samler os. Bauman mener, at mens det kapitalistiske system tidligere blev opretholdt ved hjælp af undertrykkelse af arbejdernes frihed til fordel for producenternes, er det nu (forbrugs)friheden, der garanterer kapitalismens fortsættelse. Individets drift mod selvhævdelse er nemlig overført fra produktionen til forbrugets område. Her er der ikke længere konkurrence om knappe goder, men om symbolsk kapital og distinktion, som måles i forskelle mellem positioner, mener Bauman inspireret af Pierre Bourdieu. Forbrugerfrihed udtrykkes, når vi konstruerer os selv på baggrund af de identiteter, som markedet tilbyder. Det frie forbrugsvalg placerer os i socialt accepterede kategorier. Frihed og social kontrol går altså hånd i hånd. - Meget spændende og anderledes (...), men det er dog som om man har hørt det hele før. (Jf. også forbrugerstyrelsens skepis).

Nu tror læseren måske alligevel bare at det er et tilfælde, at akademikere er skeptiske overfor forbrugerfrihed. Men et tredie hit kommer imidlertid fra en hjemmeside med titlen www.filosoffen.net . Her kan man læse noget tilsvarende skeptisk under overskriften Befrielsens styresystem af Anders Fogh Jensen:

Når man kæmper for mere frihed, bør man have in mente, at man også kæmper for den herskende styringsrationalitets udbredelsesmuligheder. Hermed ikke være sagt at kampen er håbløs eller virkningsløs, men at den er flertydig. Er man af den for tidsånden så besynderlige opfattelse, at der kunne gives andre friheder end forbrugsfrihed, og andre måder at danne sit selv på end at realisere sig på et forbrugermarked, så kunne man kritisere det forhold, at man bliver spist af med en reduceret frihed. Dernæst kunne man pege på, at mennesket er blevet frigjort gennem det økonomiske, men endnu ikke fra det økonomiske. For det tredje kunne man kritisere den frihed, man hele tiden tildeles i form af overvejelsesbebyrdelser og ansvar. - Der er nu ikke noget som akademisk markedsskepsis. Og det vidunderlige er ikke mindst evnen til at lade som om der er tale om originalitet, fordi man udtrykker sin modstand eller sit ubehag mod forbrugerfrihed på en ny måde.

Et lyspunkt er dog noget så sjældent som en side, der beskæftiger sig med kosttilskud, og hvor man kæmper for at bevare en del af forbrugerfriheden! - Læs mere på www.valget-er-dit.dk En liste over kendte (og mindre kendte) personer, der støtter initiativet kan ses her.

Mere om forbrugerfrihed her.

I Forbrugerstyrelsen er man skeptisk overfor det, man kalder forbrugersamfundet og forbrugskulturen. Ifølge styrelsen tærer den menneskelig aktivitet på jordens ressourcer.

Fra Forbrugerstyrelsens side er ønsket ikke bare at promovere en genbrugsfilosofi. Målet for styrelsen er direkte at reducere forbruget. Udgangspunktet er økofilosofien, hvor man anser mennesket for en forstyrrende faktor i en iøvrigt harmonisk økobalance.

Til at nå målet om at reducere menneskers påvirkning af omgivelserne, har styrelsen derfor udarbejdet et bidrag til undervisning på folkeskoleniveau. Dette bidrag handler nu om, at børn og unge skal lære at forbinde globalisering med udbytning af den 3. verden, og med en tilsvarende ”udbytning” af miljøet.

En af metoderne er på marxistisk vis, at lære de unge, at de er ofre for ”kunstige behov” skabt af sælgere og producenter.

Konkret skal eleverne på gruppebasis opfordres til at diskutere hvilke følelser, de forbinder med købet af bestemte varer. Man kan nu selv tænke sig til, hvilke følelser, der vil blive regnet for autentiske og gode, og hvilke der omvendt vil blive stemplet som kunstige og falske. Når man de første par gange har bekendt sin glæde ved et givent køb, men derefter i gruppen lærer at glæden var ”kunstig”, så varer det ikke længe før man lærer det, der er styrelsens hensigt: at føle, at man er et offer for en verden domineret af kyniske voksne.

Forbrugerstyrelsens syn på den 3. verden er endvidere, at de fattige her er bedre mennesker end vi er det, eftersom man dér ikke forandrer sine omgivelser så meget, som vi gør det i de industrialiserede lande.

Det gode for styrelsen er med andre ord ikke at påvirke, og ikke at forandre, men i stedet så vidt muligt, at leve på naturens præmisser. Som en konsekvens gælder således idealerne om selvforsyning, afsavn, nøjsomhed, askese; og altså om at begrænse netop den velstandsskabende specialisering og arbejdsdeling, der finder sted i det moderne globaliserede samfund.

Målet for styrelsen må derfor også antages at være at forhindre industrialisering i den 3. verden. I stedet søger man, at vi i vesten tilnærmer os de fattige landes niveau. - I overensstemmelse med det omtalte ”undervisningsmateriale” er navnet Forbrugerstyrelsen derfor ganske passende, - som også Menneskestyrelsen, eller Produktionsstyrelsen ville være det.

Hvis man således når sit mål, om at lære børn og unge, at meningen med tilværelsen er at begrænse sig, og ikke at forandre, ikke at producere, og ikke sætte sit menneskelige præg på den verden, man lever i, hvilken konkret adfærd, kan man så forvente sig af ovenstående holdningsbearbejdning? Svaret er en adfærd præget af nihilisme, selvhad og destruktion.

Unge mennesker, der er blevet udsat for et lignende pensum kunne derfor forventes at flytte ind i et hus, der er nået ud over selv genbrugsværdighed. Man ville præcis insistere på, at det var et godt hus at bo i (ikke mindst i en moralsk forstand), fordi det er forfaldent. Man måtte tilsvarende forvente, at laser og pjalter, og ikke blot genbrugstøj var højeste mode i sådan en bevægelse. Endvidere må man regne med, at intellektuelle, der har de samme holdninger til forbrugssamfundet ville sympatisere med sådanne hætteklædte typer, af den simple grund at de unge rødder var at regne for deres egne ”produkter”; det vil sige noget, der i dette tilfælde er skabt i kraft af en statsautoriseret ideologi.

Målet er derfor, som vi har hørt det fra de ”politisk korrekte”: at hver eneste storby i Europa med respekt for sig selv skal have mindst ét hus med sådanne hjernevaskede hærgende og hætteklædte frontløbere. - Men er der med den målsætning ikke tale om et kunstigt behov?

Tidligere bragt på Kommunikationsforum, hvor der findes kommentarer til teksten.

Uddrag fra styrelsens "undervisningsmateriale" findes her.

Jf. gårdsdagens postering om hvad forbrugerstyrelsen , mener man skal lære børn og unge om markedsøkonomi og privat ejendom, så kan man på Tech Central Station læse følgende:

Some Seattle school children are being told to be skeptical of private property rights. This lesson is being taught by banning Legos.

The children were allegedly incorporating into Legotown "their assumptions about ownership and the social power it conveys." These assumptions "mirrored those of a class-based, capitalist society -- a society that we teachers believe to be unjust and oppressive."...

Læs mere her.

Det er altid glædeligt, når enten offentlige virksomheder som Forbrugerstyrelsen eller et privat initiativ som Alt-om-globalisering henviser til mod-ATTAC, der hører hjemme på www.coin.dk

Men Forbrugerstyrelsen er skattefinansieret. Og det gør i sig selv en forskel. Et tilbagevendende kendetegn ved offentlige institutioner er endvidere det, man kan opsummere som "kritik af markedsøkonomien" (som ofte tager afsæt i marxistisk inspireret udbytningsteori tilsat økologisme):

Her er hvad forbrugerstyrelsen skriver i uddrag under overskriften Tværfagligt undervisningsforløb i samfundsfag, dansk og historie:

Det er en kendsgerning, at vi i den vestlige verden har et stigende forbrug, som tærer på jordens ressourcer. [...]

Øvelse
Eleverne sidder hver for sig og tænker på, hvad de har købt inden for de sidste 14 dage, og hvorfor de købte det (mad er ikke med). Tingene og begrundelserne skrives ned. Bagefter lukker de øjnene og tænker på hvilken følelse de havde, da de havde købt tingen (var det glæde, lykke, ligegyldighed, irritation, øget selvtillid eller andet). [...]

Hvor mange af de ting, de har købt, var nødvendige for deres hverdag? [...]

Klassen kan, evt. med udgangspunkt i et oplæg fra læreren om samfundsøkonomi, diskutere forbrugets magt og indflydelse på økonomien og om det er muligt med den samfundsøkonomi og styreform vi har i Danmark at begrænse forbruget. [...]

Fordeling af goderne
Som omtalt i Reklamefabrikken forbruger 17% af jordens befolkning ca. 80% af dens ressourcer.[...]

I slutningen af 90'erne blev der dannet en verdensomspændende organisation, ATTAC, der bl.a. har til formål at lave bedre handelsaftaler for ulandene. Eleverne kan undersøge mere om organisationen og dens formål og diskutere, om de synes, det er rigtigt eller forkert, det bevægelsen står for. [...]

Et produkt bliver til
Mange af de varer vi køber i Vesten, er produceret i ulandene, fordi produktionsomkostningerne er meget lavere end i Vesten.

Læs kapitel 9 eller fra side 220 i Naomi Kleins bog NO LOGO om mærkerne, magten, modstanden.
Hvad synes eleverne om de vilkår, produkterne bliver produceret under? [...]

Tror eleverne, at jorden har ressourcer til at klare en videre stigning i forbruget, eller at alle mennesker i verden forbruger ligeså meget, som vi gør i Danmark.[...] Kilde

Vi lader citaterne stå et øjeblik...

Herefter kan man besøge mod-ATTAC og mod-ATTAC's Globaliserings-FAQ .