Liberal Alliance vil liberalisere boligmarkedet, som skal være så gennemsigtigt som muligt. Skævvridende støtteordninger og indgribende regulering skal afskaffes” [...]

Personligt går jeg ind for en fuldstændig liberalisering af boligmarkedet med fuldstændig fri huslejefastsættelse. Som minimum bør frivilligt indgåede lejekontrakter være bindende for både lejer, udlejer og myndigheder. Huslejenævnet og boligretterne bør ikke kunne anfægte huslejen i gældende aftaler, og med en fri huslejeansættelse vil der slet ikke være behov for kommunale huslejenævnt. Her er altså endnu et sted, hvor unødigt bureaukrati kan spares i kommunerne. Formuleret på denne måde med gensidig accept af indgåede aftaler vil eksisterende lejere være beskyttet af allerede indgåede lejekontrakter, men på sigt vil det betydet et fuldstændig frit boligmarked.

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/liberaliser-boligmarkedet

[D]octors have mastered the anti-free-market sneer: Markets are good for crass consumer goods like washing machines and computers, but health care is too complicated for people to understand.

But that’s nonsense. When you buy a car, must you be an expert on automotive engineering? No. And yet the worst you can buy in America is much better than the best that the Soviet bloc’s central planners could produce. Remember the Trabant? The Yugo? They disappeared along with the Berlin Wall because governments never serve consumers as well as market competitors do. Read more in Competition Would Save Medicine, Too by John Stossel.

Der er et modsætningsforhold mellem den offentlige og den private sektor. I det følgende skitseres løseligt nogle af modsætningerne, som gerne skulle vise nytten forbundet med en mindre offentlig sektor, end den vi har i dag, samt også anskueliggøre gevinsterne forbundet ved sikringen af en større privat sektor.

Anders Fogh Rasmussen sagde den 10. august [2007] i Jyllands-Posten at: Man skal lære at betragte investeringer i den offentlige sektor som en del af investeringen i en bedre konkurrenceevne. Det er det moderne samfund. Derfor kan man ikke lave en modsætning mellem den offentlige sektor og den private sektor. Men ikke desto mindre er der modsætningsforhold. Et af disse handler om, at den offentlige kan fortrænge den private sektors størrelse, og omvendt. Den private sektor er endvidere organiseret på én måde, og den offentlige sektor på en anden. Og langt de fleste af de ydelser og services, der leveres i den offentlige sektor ville langt bedre kunne frembringes i den private.

Grundlæggende er incitamentsstrukturen og dynamikken på markedspladsen helt anderledes end indenfor den offentlige sektor. I den offentlige sektor har man ikke det fænomen, der hedder ”entreprenøren”, altså det menneske, der med egne midler eller andres midler, som dog også er tilvejebragt i frivillighed, sætter noget nyt i værk, investerer, udvikler, og organiserer - ud fra en forventning om at blive belønnet af interesserede forbrugere, som også vil gøre dette, altså belønne, i al frivillighed. Den offentlige sektor er i stedet opbygget langt mere formelt og stift. Det betyder at organisationsformen har langt mere vanskeligt ved at imødekomme forbrugernes behov, – alene eftersom man ikke har deres individuelle tilkendegivelse i form af individuelle betalinger til at vurdere, om det, der leveres har værdi eller ej, og hvor meget. Landvindinger og nyskabelse ser man derfor altovervejende blive udviklet og distribueret enten hos den private sektor herhjemme eller fra de udenlandske private sektorers side.

Hvis resten af den frie verden afviklede den private sektor i samme omfang som man har gjort det herhjemme

Vi skal i den forbindelse også glæde os over, at de private sektorer i udlandet procentuelt (men også i absolut forstand) er langt større end vores. Dette betyder at vi, selv om vores offentlige sektor er ganske stor (og tilsvarende har fortrængt den private) i kraft af at være del af det globale marked, har glæde af alt det der opfindes, udvikles og masseproduceres i de udenlandske private sektorer. Det gælder altså for Nordamerika, resten af Europa, store dele af Asien, men også Latin Amerika. Den frie handel og de frie udvekslinger, som altså fylder procentuelt mere i andre industrialiserede lande med markedsøkonomi (men som i forhold til Danmarks også fylder mere absolut), er altså årsagen til at varer og ydelser er så billige, men også at vi ikke mærker de fulde konsekvenser ved at have en meget stor og ineffektiv offentlig sektor, der har gjort den private sektor mindre herhjemme. De samme billige varer og ydelser, som eksisterer i kraft af den generelle dynamik på markedspladsen betyder også, at de økonomiske konsekvenser ved de meget høje skatter i Danmark mildnes. Man kan derfor selv forstille sig hvad der ville ske, hvis resten af den frie verden fik tilsvarende høje skatter, og på samme måde som vi i Danmark fik meget store offentlige sektorer, hvor de private tilsvarende så blev reduceret.

Bevægelsen i retning mod én stor offentlig sektor er i øvrigt også bevægelsen frem i mod et fuldt socialiseret/nationaliseret samfund, som er det samme som et ”socialistisk” samfund. Og de lovmæssigheder, der gælder hvad angår faldende effektivitet i socialistiske samfund, gælder naturligvis også i det omfang, at man bevæger sig i denne retning. Modsætningsforholdet burde derfor allerede i kraft af det indledende være til at forstå.

De frie private virksomheder

Den private sektor består som bekendt af private virksomheder, som kan være små, mellemstore og store. Størrelsen på virksomhederne er bestemt af ”udbud og efterspørgsel”. Det siger måske ikke så meget. Men vigtigt i denne sammenhæng er det, at pege på, at hvad angår private virksomheder, er det forbrugerne, der bestemmer de private virksomheders størrelse ved at købe eller undlade at købe virksomhedernes varer.

Måske vurderes det fra forbrugernes side, at det som den ene virksomhed udbyder, er for dyrt i forhold til en anden virksomhed. Måske foretrækker man visse ydelser frem for andre. De populære virksomheder kan i kraft af at sælge noget populært derfor vokse og fortsætte med at vokse. Deres ydelser kan være en så stor succes, at de også vil blive en succes i andre lande.

Frihed kombineret med succes, der er en konsekvens af dygtighed, kommer med andre ord i høj grad forbrugerne til gode i form af lavere priser og højere kvalitet. Andre virksomheder bliver ikke populære, men forsvinder måske hurtigt efter at de er blevet etableret. Atter andre virksomheder bevarer i lange perioder deres størrelse. Behovet for varer og ydelser er måske ikke så stort. Måske er de individer, der organiserer sådanne virksomheder i andre tilfælde ikke dygtige nok. Forklaringerne kan være mangfoldige. Men hvis behovet, det vil sige efterspørgslen, er højere end det som en bestemt virksomhed kan finde ud af at levere til en for forbrugerne acceptabel pris, vil man også opleve, at andre virksomheder bevæger sig ind på dette marked for at tjene penge på de behov, som den eksisterende virksomhed ikke kan finde ud af at opfylde.

Det sidste forhold, hvor andre virksomheder går ind på et marked, hvor eksisterende virksomheder ikke kunne opfylde nogle større behov betyder så ikke nødvendigvis, at disse sidstnævnte virksomhederne var dårligt organiserede og ledet af de forkerte. Det betyder bare, at forbrugerne ikke valgte de varer eller serviceydelser, der blev solgt, sådan som de blev solgt. Pointen med ovenstående er ikke desto mindre, at man på et forholdsvis frit og ureguleret marked vil kunne se virksomheder opstå og forsvinde, at små virksomheder bliver store; at store bliver små og måske forsvinder; at nogle virksomheder belønnes og andre vrages; at markeder opstår og andre mister deres relevans.

Entreprenørens rolle og muligheden for at agere frit

Den centrale aktør som ikke findes i den offentlige sektor er så ”entreprenøren” forstået som iværksætteren men også ”entreprenøren” forstået som spekulanten, der ikke blot sætter én virksomhed i værk, men måske sætter adskillige i søen; og som altså har specialiseret sig i at identificere forbrugernes skiftende behov, og som ofte tjener store penge på at gøre dette. Sådanne aktører kan i visse tilfælde også være drivkraften bag fremkomsten af helt nye markeder eventuelt samme med andre enkeltstående og tilsvarende dygtige organisatorer.

I den private sektor er der således en ekstrem grad af individuel frihed. Og den store grad af individuel frihed, der findes i Danmark skyldes netop også, at vi har en privat sektor, og at man også i den offentlige sektor er nødt til at agerer på den private sektors præmisser. Fordi vi i Danmark har en markedsøkonomi, må offentlige virksomheder operere på noget, der tilnærmer markedsvilkår forstået på den måde, at man må efterspørge arbejdskraft ved at tilbyde en løn, der trækker arbejdskraft væk fra andre virksomheder (eller fra frivillig lediggang). Hvis der kun var en offentlig sektor, der ikke skulle tage hensyn til en markedsplads (der i så fald ikke eksisterede), ville man i stedet selv kunne bestemme, hvor arbejdskraften skulle placeres. Man ville med andre ord kunne ”arbejdstildele”, sådan som man gør det i Nordkorea, og sådan som man i vid udstrækning også gjorde det i de lande, der forsøgte at skabe et socialistisk system i Østeuropa og Asien tidligere. I kraft af en voksende offentlig sektor bevæger man sig ikke blot på grund af ringere materiel velstand, men også som følge af en reduceret personlig frihed væk fra sikringen af maksimal beslutningskraft til den enkelte.

I denne sammenhæng skal det derfor også påpeges, at den offentlige sektor og offentlige virksomheder ”konkurrerer” med private virksomheder og den private sektor om arbejdskraft. I mange tilfælde udbyder man også ydelser indenfor de samme områder, og her er det så nogle gange, at det offentlige kan fortrænge private virksomheder, i kraft at man kan tilbyde sine ydelser ”gratis” i kraft af de midler, man får via beskatning.

Når man først, som offentlig etableret virksomhed har sikret sig et monopol, opstår imidlertid problemet med at man herefter i langt ringere omfang kender forbrugernes behov, eftersom disse er skiftende. Man vidste med andre ord i vid udstrækning, hvad behovene var, dengang man havde en privat konkurrent, som man kunne efterligne. Men når denne konkurrent forsvinder, kan man enten vælge at fortsætte med at udbyde det samme, eller man må famle i blinde eftersom forbrugerne vil tage, hvad man tilbyder, når det er gratis. Hvis man så bedre vil vide, hvad der efterspørges, kan man så begynde at agere mere som den private virksomhed, og sætte en pris på den vare man tilbyder. Men hvad skal prisen være i kraft af finansieringen via beskatning?

Læg også mærke til at disse strategiske valg, som man i en offentlig virksomhed kan vælge at forfølge i den offentlige virksomhed fremstår som noget ”ikke-nødvendigt”. For i kraft af beskatningen og det politiske mandat, er man strengt taget ikke specielt påvirket af forbrugernes behov og interesser. Det er nu engang de politiske beslutningstagere, der sikrer indkomsten. Og så længe de vurderer at det, der frembringes er ”tilstrækkeligt”, er der ikke den store grund til at produktudvikle eller for den sags skyld at anstrenge sig for at holde omkostningerne lave.

Stor forskel på incitamentsstrukturen

Atter skal det således påpeges, at incitamentsstrukturen er helt anderledes for offentlige virksomheder, end det er tilfældet for private virksomheder. En anden måde at forklare dette på, er ved at påpege, at beskyttelsesniveauet for offentlige virksomheder er usædvanligt højt. Faktisk forstår man i offentlige virksomheder, over tid også, at det er de politiske beslutningstagere, der er afgørende for den offentlige organisations eksistens (og hverken vælgere eller forbrugere). Det bliver lidt efter lidt åbenlyst, at det meningsfulde for at sikre institutionens overlevelse først og fremmest handler om at bevare den politiske beskyttelse, eftersom man i takt med at have eksisteret i en længere periode uden private konkurrenter ikke rigtigt længere ved hvad det er, forbrugerne i virkeligheden ønsker i praksis. Blot en lille smule privat konkurrence, kan derfor udstille en traditionelt beskyttet offentlig virksomhed, som fuldstændig utidssvarende.

Det som de politiske beslutningstagere så bruger som pejlemærker, er de politisk motiverede behov, som man fra den offentlige institution aktivt vil bidrage til at sandsynliggøre eksisterer. Læg blot mærke til, at disse diskussioner om ydelser, så i modsætning til hvad der er tilfældet for private virksomheder, bliver ekstremt diffuse; hvilket netop skyldes, at de præcis ikke er kunde- og forbrugerorienterede men i stedet orienterede mod de politiske beslutningstagere, der måske ikke efterspørger de pågældende ydelser selv; og som man derfor måske bedst får i tale ved ikke at fokusere på de konkrete behov, men i stedet på følelser og forskellige former for pression (via pressen), der sikrer opmærksomheden og i sidste instans de løfter om ”midler”, som er bundlinien også for den offentlige virksomhed.

Disse løfter fra politiske beslutningstagere og de skatter, der opkræves efterfølgende skal altså sammenlignes med hvad, der finder sted af frivillige udvekslinger mellem borgerne på markedspladsen. (Her er der altså tale om et enten-eller). Og det burde være åbenlyst, at den information, der skabes på markedspladsen er langt mere detaljeret, end hvad det er for informationer, der ligger til grund for de løfter, som bureaukrater kan opnå fra politiske beslutningstagere, når det gælder hvad der afsættes til de respektive offentlige institutioner og virksomheder.

Kort sagt så er informationsniveauet lavere, når det gælder hvad der ligger til grund for organisationen af den offentlige sektor, end hvad der gælder for den private. Og i meget vid udstrækning er den information, som man trods alt har, en konsekvens af, at der eksisterer en markedsøkonomi, hvor man kan danne sig en ide om, hvad forbrugerne er villige til at bruge deres midler på.

I takt med at man afvikler den private sektor vil man altså også samtidig se at, det der frembringes i den offentlige sektor bliver stadigt mindre interessant for borgerne; og at projekterne i stadigt højere grad får deres eget liv. (Der bliver i værste tilfælde tale om, at skatteydernes penge bruges på forskellige former for ”selvrealisering” alene til ære for de offentligt ansatte; at man ”eksperimenterer”, og kaster sig ud i de mest besynderlige projekter, eftersom man ikke længere har nogen som helst standard og målestok at agere ud fra, som følge af det voksende informationstab. Netop indenfor uddannelsesområdet er man over tid således blevet forholdsvist afsondret fra markedsøkonomien, med netop disse konsekvenser til følge).

Forskellen på informationsdannelse

Det sikre for offentligt ansatte og institutioner bliver dog først og fremmest - i kraft af monopoliseringen, og den aftagende informationsmængde - at man gør det samme, som man gjorde ”dagen før”. På denne måde er den private sektor omvendt dynamisk. Der kan med andre tjenes store penge på at regne ud, hvad det er, forbrugerne efterspørger; hvor meget der efterspørges; hvordan; hvornår og så videre. Skifter forbrugernes præferencer, kan man opleve dette meget kontant. Man kan se, at forbrugerne enten svigter markedet, eller man kan se at de mere vælger den ene konkurrent frem for en anden. Man kan så prøve at komme udviklingen i forkøbet, og på denne måde høste fordele ved at opfylde de behov, man forventer, vil være mere tilstede i fremtiden.

Derfor har man historisk kunne iagttage, hvordan produkter udvikles på det fri marked, ofte over ganske kort tid, og især på de delmarkeder, hvor politiske beslutningstagere især undlader at blande sig. Selvfølgelig skal IT-området nævnes. Det skal det ikke mindst netop, eftersom masser af entreprenører og forretningsfolk som udgangspunkt afskrev, at almindelige mennesker skulle have interesse i en personlig computer, mens andre mente at noget sådant ville blive et behov på linie med telefonen. Markedsøkonomien sikrede netop plads til, at nogle kunne forsøge at undersøge om de havde ret, hvor andre tvivlede. Og så snart det viste sig, at de havde det, opstod så nye spørgsmål, om præcist hvad det var, som personlige computere skulle kunne, hvad de skulle indeholde, hvilken kapacitet de skulle have med meget mere. Og den variation, vi ser i dag er så netop udtryk for vidt forskellige svar på vidt forskellige behov, men altså også svar på nogle fælles behov.

Tilsvarende fortsætter processen med nye spørgsmål om, hvad der er fremtiden, med nye forbrugere, der vælger og undlader at vælge, med forskellige individer, der forsøger at besvare spørgsmålene og med nogle, der har succes, andre der klarer sig hæderligt og atter andre, der må finde noget andet at foretage sig.

Her i den private sektor er beskyttelsesniveauet således omvendt lav, og dynamikken er tilsvarende meget højere - ikke mindst hvad angår produktudvikling, men altså også hvad angår evnen til at reducere omkostninger og dermed hvad angår muligheden for at øge effektivitetsniveauet. Men selv om beskyttelsen er lav, kan man også se, at den IT-entreprenør, der må holde op med at være det, og finde på noget andet at lave, også nyder godt at de succeser, landvindinger og frembringelser, der finder sted: Vedkommende kan nu også købe computere, der koster mindre og kan mere. Og takket være disse forbedringer bliver det derfor tilsvarende muligt langt hurtigere at sprede information og kommunikere den nye ide, som netop dette individ måske vil forsøge at tjene penge på.

(Tilsvarende indenfor alle mulige andre områder, har den succes som de bedste har haft ved at producere til de laveste omkostninger og tilbyde den mest ønskede vare, også gavnet alle andre på markedspladsen ved også at reducere deres omkostninger. Forklaringen er den simple, at der er fælles objektive faktorer, der forbedres som følge af denne dynamik eksempelvis i form af tidsbesparelser; energibesparelser; og pengebesparelser, der betyder at man kan bruge mere af sin tid og ens penge, på noget andet. Det er således netop dynamikken på markedspladsen, der har sikret at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer, som man skulle før - for at opnå det samme resultat.

Markedsøkonomien (og altså den private sektor) er således netop en organisationsform, der sikrer at man i stigende grad kan bruge sit liv, på netop de ting man selv synes er allermest interessant, netop eftersom organisationsformen reducerer omkostningerne og sparer tid og energi. Når man reducerer den private sektor, reducerer man altså tilsvarende også dette fænomen; og man erstatter det i stedet med et system, der som udgangspunkt vil levere det som blev efterspurgt ”i går”, og som i takt med afviklingen af markedsøkonomien vil miste mere og mere information; og derfor til sidst – som i Nordkorea eller Sovjetunionen ikke vil kunne levere noget som helst – jævnfør de mangeltilstande og knaphedssituationer, der fysisk kunne - og kan - iagttages i takt med denne tilnærmelse til absolut socialisering.

Offentlige virksomheder og den politiske famlen i blinde

Offentlige virksomheder er således drevet ud fra en helt anden incitamentsstruktur end private virksomheder. Deres størrelse er ikke bestemt af forbrugernes efterspørgsel, men i stedet bestemt af de politiske beslutningstageres diktater, og vel at mærke ikke af vælgerne. Og jo mere offentlige virksomheder fylder i et samfund, desto mindre bliver tilsvarende den private sektor. I Danmark har man dermed reduceret forbrugernes frihed (og skatteydernes) til fordel for de politiske beslutningstagere. Det er derfor vigtigt at pointere, at forbrugerne (som analytisk kategori) ikke har mistet indflydelse til vælgerne (som analytisk kategori, for det er jo i vid udstrækning de samme individer). Forbrugerne har først og fremmest mistet beslutningskraft til de folkevalgte. Og denne beslutning har altså skæbnesvangre konsekvenser for, hvordan samfundet organiseres. Hvad man gør i praksis er således, at man afgiver ca. halvdelen af sin indkomst i skat, og så kan man ”til gengæld” ca. hvert fjerde år stemme på ensartede partier, der nu bruger de penge, man i stedet selv kunne have brugt ved at belønne virksomheder, men som de nu bruger på diverse politiske projekter med højt symbol-indhold, men med aftagende (som udgangspunkt stagnerende) kvalitet.

På markedspladsen kan en mangelsituation, hvor der er høj efterspørgsel men lavt udbud således føre til, at nogle sætter sig ind i dette behov, og organiserer en virksomhed; sådan at de varer og serviceydelser, der efterspørges bliver udbudt. Det er et andet ord for, at stigende priser indenfor et område (og muligheden for øget indtjening her i forhold til andre), fører til at flere virksomheder bevæger sig ind på dette område (og tilsvarende forlader andre områder). Dynamikken på markedspladsen kan dermed også beskrives ved en høj grad af smidig koordination mellem forbrugere og producenter. Men igen kan denne koordination forklares ved, at informationsniveauet er ganske højt i kraft af de daglige køb og undladelseskøb fra forbrugernes side.

Sådanne køb og undladelseskøb finder naturligvis også sted indenfor produktionssektorens domæne, og er blandt andet bestemt af forventninger til fremtidigt forbrug; men de er også udtryk for omkostningerne forbundet med tilvejebringelse af materialer og energi. Alt sammen bidrager dette, til at gøre prisdannelse til en helt central faktor i markedsøkonomien sammen med den frit agerende forretningsmands (entreprenørens) rolle. Atter er den effektivitet, hvormed forretningsmanden eller -kvinden kan agere vel at mærke bestemt af forbrugernes frihed til at købe og undlade at købe. Måske er den letteste måde at konkretisere dette på, netop ved at henvise til de forhandlinger som af og til opstår mellem den individuelle køber og sælger, og som jo netop også er udtryk for udveksling af information. (Og selv om køberen ikke køber noget, så bruges informationen således netop alligevel blandt andet på at skrue produktet lidt bedre sammen i fremtiden for at øge sandsynligheden for det fremtidige salg. Tilsvarende sendes den indsamlede information om undladelseskøb såvel som køb videre tilbage i systemet, og præger på denne måde den fremtidige produktion.)

Politikere derimod famler i praksis i blinde - i kraft af, at de ikke har forbrugernes valg og undladelses-valg at forholde sig til. I forbindelse med folketingsvalgene giver det naturligvis ikke mening, at lave gigantiske lister med behov og ønsker fra vælgernes side, hvor alle disse ønsker rangordnes ud fra en eller anden ide om en ”kollektiv præference”. Som bekendt handler de fleste folketingsvalg om ganske få sager, uanset om der er tale om et land med et lavt eller højt skattetryk. Mellem valgene står det ikke meget bedre til. Her har man meningsmålinger, hvor vælgerne kan rangere nogle få overordnede mærkesager, der praktisk talt intet fortæller sammenlignet med det overflødighedshorn af data, som skabes på markedspladsen i kraft af forbrugernes daglige handlinger.

Konklusion

Så jo større offentlig sektor, desto mere har man en situation, hvor det der frembringes ikke er det, der efterspørges. Uanset dette kan Anders Fogh Rasmussen så have ret i, at der i et eller andet omfang fra den offentlige sektors side bidrages til at facilitere produktionen, og at der også bliver produceret noget. Men det burde i kraft af ovenstående samtidig være klart, at dette er sagen uvedkommende. For spørgsmålet her handler i sidste instans om effektivitet og nytte. Det er ikke et spørgsmål, om der bliver gjort noget nyttigt i en absolut forstand, men ”kun” et spørgsmål om, at den ene sektor er den anden relativt mere overlegen. Dertil må så også tilføjes, at en del af det, man foretager sig i den offentlige sektor slet ikke har en positiv, men kun en negativ effekt og en negativ værdi. Og at denne adfærd fortsætter, skyldes netop, at forbrugerne (og dermed borgerne) ikke kan vrage denne adfærd i kraft af undladelseskøb. Adfærden fra de offentligt ansattes side er som nævnt udelukkende politisk bestemt.

Der er, som det her forholdsvist kort er skitseret, derfor en åbenlys forskel på private og offentlige virksomheders organisationsform, og i stort omfang derfor også et modsætningsforhold. Det skyldes ikke bare organisationen og herunder informationsniveauet for henholdsvis den offentlige og private sektor, men altså også finansieringsformen. Der er nu engang en verden til forskel på organisationer, der fungerer i kraft af frie udvekslinger på markedspladsen - og så på den anden side - organisationer, der eksisterer i kraft af konfiskation og dermed magtanvendelse. Det omfang af magtanvendelse, som benyttes i et samfund fortæller naturligvis også noget om moralen i sådan et samfund. Så spørgsmålet om forskellen på offentligt og privat handler derfor også om, hvad der er rigtigt og forkert, og ikke kun om nytte. I begge tilfælde er den private sektor (og model) vel at mærke den offentlige sektor overlegen; og modsætningsforholdet er også af den grund en realitet.

_____________

Jyllands-Posten: Fogh-interview: Med fingeren på knappen

Læs også Ludwig von Mises: HUMAN ACTION - Part Six - The Hampered Market Economy (pdf).

Tidligere bragt på www.coin.dk

The Chilean privatized system began in 1981, exactly 100 years after Bismarck instituted his system in Germany. It has been 29 years since the system went into effect in Chile so Mr. Pinera now can answer his critics, not only with theoretical arguments, but with hard data. -- The results are remarkable. Chile's citizens have on average experienced a 10 percent per year, above inflation, compounded growth rate in their pension funds for the last 29 years. The result is most Chileans are no longer poor, but are, in fact, "small capitalists."

- Read more in A Working Model by Richard Rahn.

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

[N]år krydset skal sættes næste tirsdag vil hele 47 procent af Dansk Folkepartis kandidater enten være ansat i eller drive en privat virksomhed. Det viser en gennemgang af de godt 800 opstillingsberettigede kandidater, som Berlingske Tidende og ErhvervsBladet har foretaget.

Det fremgår af dagens udgave af Erhvervsbladet, hvor man kan læse, at det betyder at Dansk Folkeparti har overhalet Det Konservative Folkeparti i konkurrencen om at have flest kandidater med baggrund i det private erhvervsliv. Som nummer et ligger man naturligvis også højere på listen end Venstre og Ny Alliance.

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan i den anledning fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.

Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.

En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.

Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk.

Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.

Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio.

Men man er nok nødt til at erkende, at DF indenfor de nævnte områder har formuleret sig nogenlunde klart; mindst klart måske på energiområdet, hvor der er lidt slinger i valsen jævnfør en aktuel historie i Jyllands-Posten om, at man vil kaste sig ud i nye energieksperimenter sammen de andre partier.

Ovenstående nævnes eftersom der må være en åbenlys masse af vælgere, der er frustrerede over hvor lidt frihedsorienteret politik, der er ført fra Venstre og Det Konservative Folkepartis side.

Og her er det nok ikke så meget Dansk Folkepartis skyld, at man ikke har taget fat på, at reducere en række dele af den offentlige sektor, hvorfra mange af de værdier, som man ikke kan tilslutte sig i DF de netop promoveres. Man kunne eksempelvis sagtens have forstillet sig, at DF’erne ville have været interesseret i, at gøre op med de mange, der er beskæftiget med regulering og propagandisme indenfor miljøområdet; men altså i det hele taget større dele af de sektorer, der er beskæftiget med offentlig finansieret information og uddannelse.

Det kunne jo simpelthen tænkes, at Venstre og Konservative var blevet mere venstreorienterede ikke af taktiske grund, men permanent. Og så kan man jo overveje at stemme på nogle andre eksisterende partier, mens man venter på noget, der er bedre.

Under alle omstændigheder, så er ”velfærdssovsen”; det vil sige nye løfter om ”ydelser”, offentlige goder og diverse ordninger, som flyder i en lind strøm fra Venstres pressetjeneste vanskelig at tage alvorligt; hvis partiet skal forestille at være ”Danmarks liberale parti”.

Danmark mangler stadig et virkeligt konsistent frihedsorienteret parti. Men Dansk Folkeparti kan ikke afskrives, hvis man har tænkt sig at stemme, og når man i så fald sammenligner med Venstre eller det Konservative Folkeparti.

Som studerende på statskundskab tilbage i 1990'erne havde undertegnede et seminar med lektor Anette Borchorst , der handlede om socialpolitikken i Europa.

Budskabet fra Borchhorst var entydigt: Den angel-saxiske social-model var for begrænset, den kontinental europæiske var for konservativ, men den skandinaviske! - åh det var så vidunderligt.

Derfor blev private børnehaver, sådan som man finder dem mange steder ikke blot kaldt "industribørnehaver". Men i stedet "fabriksbørnehaver".

Det som Borchhorst åbenbart mente var selvsagt må derfor formodes at være, at markedsøkonomien var en alt for kynisk institution, til at man kunne overlade den til børnepasning.

Men der findes jo private hospitaler. Man sætter sig trygt op i en flyvemaskine, der er privatejet; eller en bil, der er fremstillet af private for senere at blive ejet af private. Man overlader IT-området til private. Transportsektoren trives i meget vid udstrækning på private hænder; kulturområdet er i det store hele også privat (altså den kultur som man i praksis køber).

Men når det gælder børnehaver skal der ifølge Borchhorst - men også så mange andre - kollektiviseres. Derfor har man i København blandt andet en enhedspris for børnepasning.

Og blandt andet derfor er man i København yderst sårbar over for de skiftende politiske vinde, der blæser. Man er lænket til hinanden økonomisk, og har derfor vanskeligt ved at imødekomme forskellige ønsker til hvordan børnepasningen skal være.

Men tænk nu hvis børnehaven virkelig var fri og uafhængig – ligesom den lokale købmand er det. Så kunne udbyderen ikke vælte ansvaret for en lav standard og en ringe kvalitet over på nogle andre. Så ville man i kraft af virkelig konkurrence kunne sammenligne og vælge rigtige alternativer; og udbyderne ville også have langt flere incitamenter end i dag til at levere noget, der var optimalt i forhold til forældrenes ønsker.

Også indenfor børnepasningsområdet gælder naturligvis de skadelige effekter af protektionisme; og også her gør det en forskel om der kan tjenes penge eller ej.

Dagbladet Arbejderen sidste år:

Private daginstitutioner myldrer frem over hele landet. På bare et år er der etableret 40-50 privatinstitutioner, vurderer Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO).

Institutionerne er oprettet som følge af en ny lov, som blev vedtaget sidste år af regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti. Loven giver fri adgang til etablere private institutioner, som frit kan fastsætte forældrebetalingen. Der må gerne laves overskud på driften, og driften er i øvrigt helt privat og uafhængig af kommunen.

Mere i dagens kommentar.

Vi synes, at der er tale om en ualmindelig elendig aftale, der pålægger Danmark et 100-procents ansvar for et kæmpeprojekt, der naturligvis burde have været ligeligt fordelt mellem Danmark og Tyskland. Der er ikke bare tale om et økonomisk spørgsmål, men i høj grad også om det principielt forkastelige i, at Tyskland får lov at køre på frihjul med hensyn til Femern-forbindelsen, siger Walter Christophersen i en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti. Mere her.

I dagens udgave af Erhvervsbladet kan man læse følgende fra Lars Franyó, der er hovedbestyrelsesmedlem af Liberalisterne. Han skriver at: Der er efterhånden ved at tegne sig et mønster i Danmark om, at de store broer skal være brugerfinansieret. Storebæltsbroen er det og Øresundsbroen er det og Femer-Broen bliver det og det vil en Kattegatbro også kunne være uden at det kommer til at koste de danske skatteydere så meget som en bøjet 5-øre. Hvorfor tager man fra politisk side så ikke det nødvendige mod til at lade private investorer og bygherrer stå for opførelsen og driften af de kommende store trafikinvesteringer? Mere her.

I Erhvervsbladet den 5. juli kunne man dog læse, at Regeringen søger EU om ti mia. kr. til broen over Femer Bælt Og det er naturligvis skatteyderpenge, man så søger om...

Læs også - Når man i staten vil bygge broer kan det have to forskellige årsager.

Det er weekend og jeg skal derfor benytte lejligheden til at man bruger sin fritid til at sende kommentarer og essays til www.coin.dk, hvilket kan gøres til ses[at]coin.dk. Jeg vil kvittere med Ayn Rands "Atlas Shrugged" i en hard back-version, sålænge lager haves. Bidrag skal naturligvis være frihedsorienterede, men kan handle om alt, hvad kan siges at have at gøre med politik og økonomi, - hvilket naturligvis også omfatter kommentarer om videnskabsteori, filosofi, idehistorie, jura, etik med mere. Kravet om 8000 anslag er nu ophævet. Men kun bidrag, der optages belønnes med en bog.

I Politiken kan man læse at Miljøkommissærens talskvinde, Barbara Helfferich, understreger [...], at EU har en fællesskabspolitik, der siger, at hvaler er en truet dyreart, som skal beskyttes. "Når et land siger, at de vil tillade hvalfangst, så underminerer det vores mulighed for at forhandle og værdien af vores fælles lovgivning«, siger hun. I stedet har Danmark givet de andre EU-lande et godt argument for at gå enegang i miljøsager, hvor de har særønsker. Men hvor vi ofte har travlt med at råbe højt om, at de skal rette ind".

Det må siges at være en noget uklar melding. Man kan dog konstatere, at indstillingen fra EU-teknokratisk side er, at man vil frede hvaler - uanset hvad. Det fremstår også af udtalelsen, at en holdning, der afviger i EU alene fordi den afviger bliver ugleset; og at uenighed dermed i sig selv bliver set som noget negativt.

Det er derfor glædeligt, at Per Stig Møller tilsyneladende ikke lader sig kue!

Copenhagen Institute har tidligere påpeget, at mulighederne for at udbrede ejendomsretten også ville sikre hvalbestanden, på samme måde som en udbredelse af ejerskab og ejendomsret kunne sikre truede dyrearter i Afrika (altså de arter, som man kunne have en interesse i at bevare). Meget tyder imidlertid på, at det ikke er den primære intersesse fra de sværmeriske kommissærer. Man kunne godt mistænke dem for at opfatte hvaler som hellige sø-køer, der ikke må være en almindelig del af erhvervslivet, selv om det har været tilfældet i tusindvis af år.

I følge det gratis internetleksikon har hvalfangst således eksisteret mindst siden år 6000 før vor tidsregning. Læs mere her. Ny teknologi er ikke et problem i denne henseende. For det betyder at hvalfangerne kan blive langt mere informerede om, hvorvidt de fanger for mange hvaler eller ej.

Politiken: Danmark kæmper alene i EU for hvalfangst

Hvalfangt bør overleve så længe, der er mennesker der kan profitere af det. Og erhvervet sikres bedst muligt via øget privatisering.

En række aviser har i dag beskæftiget sig med det ret åbenlyse forhold, at VK-regeringen har sine egne smagsdommere og besserwissere (Tysk er jo så moderne).

Det kan imidlertid ikke være anderledes, når den nuværende regering netop har valgt, at positionere sig langt inde på midten, - og i flere sager rent faktisk til venstre for midten i dansk politik.

Og oprøret mod smagsdommeri er nu engang en del af oprøret mod, at staten spiller en altomfattende og aktiv rolle i borgerens liv. Kampen mod statslige smagsdommere er dermed noget, der hører til under overskriften mindre system og mere plads til individ og civilsamfund.

Men hvorfor så udspillet i 2001, der handlede om at nedlægge en række råd og nævn indeholdende diverse smagsdommere?

Svaret er det ret simple, at der her var tale en forholdsvis afgrænset og ikke mindst symbolsk gave til det ideologiske bagland i V, K og O (O’erne man "begavede" var blandt andet de frihedsorienterede kræfter, der fulgte med ind i DF fra Fremskridtspartiet).

- Men udspillet handlede nu engang mere om symbolik, end om noget som helst andet.

Det var en gestus, der netop ved at blive udført lige efter et valg kunne bruges til at skabe en ”tolerancekapital” hos det ideologiske bagland, og dermed også sikre opbakningen fra denne side i forbindelse med valget i 2005.

Havde man derimod ment noget alvorligt med opgøret med råd og nævn, så havde beskæringen imidlertid i stedet fået funktion som ouverture til et endnu større opgør med smagsdommeriet, som også kunne have haft en effekt i form af lavere skatter.

Dette større opgør ville i så fald have handlet om et livtag med langt større institutioner, hvori det som bekendt vrimler med - ikke blot smagsdommere - men med masser af forholdsvis frie statsansatte aktører, hvis daglige beskæftigelse det er, at forsøge at udstikke kursen, styre, kontrollere, forme, præge, opdrage, tøjle, dirigere og/eller kontrollere befolkningen; - og dermed behandle voksne mennesker, som om de var børn.

Forskel på Nyrup og Fogh?

Dette livtag med the Nanny State tog man imidlertid ikke. Og private tænketanke, brancheforeninger, og andre organisationer har i mellemtiden vist, hvor tilbageholdende den nuværende regering rent faktisk er, såvel når det gælder privatiseringer og liberaliseringer, men også når det gælder om at øge borgerens handlefrihed.

Den betonkurs som blev udstukket af reformistiske socialister tilbage i slutningen af 1800-tallet, har man i det store og hele derfor fulgt mere eller mindre loyalt. I visse tilfældet har den socialdemokratiske regering under Nyrup fra før 2001, endda været langt mere villig til at file på noget af de socialdemokratiske vildtvoksende stødtænder.

Det er derfor svært ikke at tænke magt for magtens egen skyld, når man associerer til denne forslæbende og politisk tandløse kurs, som den føres af VKO.

Fødevarestyrelsen og de uklare signaler

Et svagt optræk til noget i retning væk fra den snagende og kontrollerende stat, var dog reduceringen af fødevarestyrelsen og kontrollen her, som også fandt sted efter Folketingsvalget i 2001.

Man beskar dog som bekendt ikke mere, end at man stadigvæk kunne foregøgle befolkningen, at det er takket være staten at fødevarekvaliteten i Danmark er høj. Men som bekendt fejlede fødevarekvaliteten ikke noget før ”smiley-ordningen” blev indført omkring årtusindskiftet af den socialdemokratiske regering, der regerede før 2001. Og det er nu engang den private konkurrence om at levere fødevarer af høj kvalitet, som vi kan takke for selv samme kvalitet.

Så hovedindtrykket af VKO er derfor blot, at: man sender svage ideologiske signaler til baglandet, tilmaler sig selv om socialdemokratisk og vel at mærke forsvarer den tilhørende betonideologi, alt imens man trimmer de socialdemokratiske institutioner en smule – uden rigtigt at sikre mulighederne for, at private virksomheder kan begynde at operere dér, hvor man i det mindste – som i fødevarekontrollens tilfælde – har svækket monopoliseringen. Resultatet og ikke mindst de politiske budskaber bliver derfor stort set betydnings- eller meningsløse for de fleste.

Tilbage står så kun den noget mere konsistente strategi, der handler om at fremstille oppositionen som uansvarlig. Men skal det virkelig forestille politik? Er det at ville noget? Det vil sige noget andet?

En ukontrolleret Forbrugerstyrelse

Et andet sted man kunne have sat ind var over for Forbrugerstyrelsen, der er en institution der i høj grad har bidraget til illusionen om, at vores høje velfærd og forbrugerkvalitet tilsvarende er noget, der må tilskrives en aktiv og kontrollerende stat.

Men her er der i stedet noget, der tyder på, at man (enten aktivt eller i kraft af ligegyldighed) gav de ansatte i styrelsen endnu mere frihed til at promovere markeds-skepsis, og noget man direkte kan karakterisere som forbruger-fjendtlighed.

Det var således en direktør i Forbrugerstyrelsen, der i en debat med undertegnede (19/3) nævnte, at det netop var fra og med 2001, at forbrugerstyrelsen begyndte at ”undervise” børn og unge om forbrugssamfundet på en måde, som man i høj grad må karakterisere som politisk farvet smagsdommeri.

Budskabet – skjult under overskriften ”undervisning” – fra Forbrugerstyrelsens side handler i al sin korthed om, at den moderne forbruger i den vestlige verden er et offer for ”markedskræfternes frie spil”; at forbrugeren i den vestlige verden ”udnytter” jordens ressourcer og ”tærer” på disse ressourcer; at kloden ikke kan bære, at de fattige i udviklingslandene kommer op på vores niveau; - og dermed at den gode forbrugerpolitik – fra forbrugerstyrelsens side – handler om at bidrage til, at borgerne reducerer forbruget.

Forbrugerstyrelsens kamp for at reducere forbruget og/eller begrænse forbrugerfriheden føres således i kraft af en dobbelt strategi, der på den ene side handler om lovgivning: det vil sige via offentlig lobbyisme at sikre flere forbud, øget regulering, højere afgifter, - samt som det nye nu også via sådanne former for ideologisk propaganda målrettet nye generationer.

Og i stedet for at give styrelsen modspil eller overlade debatten om forbrugerismen (og kontrollen med produkterne) til frie private organisationer, ja så trives forbudsiveren og opdragertranger også i de såkaldt borgerlige partier, navnlig hos de Konservative. Heller ikke i Venstre eller fra Dansk Folkepartis side ser man dog noget som helst modspil til de folkeopdragende - og i øvrigt ret frit agerende - offentlige institutioners bud på ”folkeoplysning”.

Det dagsaktuelle venstrefløjshykleri

I kraft af den aktuelle begejstring fra venstrefløjens side, der handler om den borgerlige regerings åbenlyse hykleri, bør man i øvrigt samtidig huske at vende spejlet 180 grader rundt, og spørge:

Hvem i alverden er det lige, der har hovedansvaret for at give staten en status om overformynder og børneopdrager af voksne ”frie” borgere? Det vil sige: - Hvad er det vi kan forvente, hvis vi får en ny socialdemokratisk ledet regering?

Med andre ord: Er der noget reelt ønske fra ”den anden side” (de klassiske socialdemokrater) om at borgeren skal have ansvaret over sit eget liv tilbage (inklusive lavere skatter, men altså også inklusive en højere grad af forbrugerfrihed)? Og hvor alvorligt skal man derfor i så fald tage reaktionen fra venstre side på aktuelle undersøgelser om etableringen af borgerlige smagsdommere?

I praksis står valget mellem de etablerede blokke derfor blot mellem to forskellige bud på, hvordan den danske befolkning skal opdrages og tages i hånden. For de anti-autoritære i såvel Dansk Folkeparti, Venstre og SF har længe været på retræte. Beton, "forsagelse", opdragende afgifter, reklameforbud, krav om korte brusebade (formidlet via den ”borgerlige” presse) samt appeller om øget offervilje i befolkningen hører derimod til dagens orden, anset hvorhen man vender sig hen (I dag kom DRV med endnu et forslag om nye afgifter på fødevarer).

Så ligegyldigt hvilket etableret politisk parti, det drejer sig om, finder man således ledende kræfter, der iscenesætter sig selv som enten miljøets, forbrugets eller den gode smags vogtere. Og hvor alle vil bruge magtmonopolet til at tvinge og dirigere endnu mere end det i kraft af den offentlige sektor allerede sker i dag. - Og at der i den forbindelse er en åbenlys sammenhæng mellem at Christiansborg-politik er blevet noget, man lever af som et håndværk, og at der så er en stigende tilbøjelighed i Folketinget og regeringen til at se på befolkningen som noget ler, der skal formes, burde være tydeligt.

Den naturlige reaktion fra de, der omvendt er i politik for at forandre, og ikke for at leve af at positionere sig, holde symbolske taler - og så i praksis begunstige klassen af offentligt ansatte kontrollanter yderligere, burde derfor være at søge væk fra de i stigende grad ensartede ”velfærds-partier” og mod partier, der tilbyder noget andet.

Konklusionen og budskabet til nye partistiftere bør derfor være: Ikke mere brobygning! Det er i stedet på tide, at der graves nogle dybere grøfter; og at forskellene på de politiske partier, og dermed valgmulighederne vender tilbage.

I 2009 er der måske tre nye partier, man kan stemme på. Tænk hvis de ligefrem tilbyder noget nyt, og samtidig formår at påvirke de gamle.