There are two sorts of limits to medical care. One is reality, which encompasses the state of scientific and technological knowledge, the state of capital accumulation, the resulting productivity of labor, and the relative performance of different individuals cooperating together under economic competition and the pursuit of individual self-interest. Under capitalism, as the result of the pursuit of self-interest and competition, this limit is continually pushed outward and the level of care for everyone continually improves. [...]

The other kind of limit to medical care is arbitrary government fiat. The government takes over medical care and it decides who is to receive care and to what extent. Under government control, the limit to medical care tends to be frozen, indeed, declining. Progress in medical care is largely prohibited as a threat to the government’s budget and decline accompanies the coming to the fore of doctors who are content to be mere tools of government policy; it also accompanies the general economic decline that results from related government policies that are hostile to capital accumulation and economic efficiency. -- George Reisman:

http://georgereisman.com/blog/2009/08/replies-to-readers-of-my-article-on.html

Liberalisme er måske nok et fyord i dansk politik, men de borgerlig-liberale er de lykkeligste. Det viser flere undersøgelser fra såvel ind- som udland. Lektor og ph.d. i Nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Århus Christian Bjørnskov er ophavsmand til flere lykkeundersøgelser, og hans konklusioner er klare: Størstedelen af de tilfredse borgere skal findes til højre for midten på den politiske skala.

Information: Liberalister er lykkeligst.

Since European precautionary principle proponents advocate that ‘quality of life’ considerations, moral values, and social and environmental group (communal) concerns should serve a predominant role in international policy-making to address future potential public harms, it is incumbent upon all other nations to question the source of these beliefs. They must demand strict transparency and accountability from those who argue in favor of changing the current ‘risk-based’ global paradigm to a new ‘precautionary principle’ hazard-based paradigm, which dictates the extent to which all societies may use and rely upon science in evaluating potential future public dangers. After all, is it not the advocates of precaution who bear the burden of proving to the world that a paradigm shift focusing primarily on the ‘unknowables’ of life is actually necessary? Mustn’t they prove beyond a preponderance of the evidence that this utopian vision can not result in greater harms to global society than those they are intended to eliminate? And, isn’t it they who must demonstrate that the assumptions underlying these beliefs reflect a reasoned rather than a desperate, pessimistic view of reality? [...]

In essence, some sort of blurring or unnatural fusion may have occurred between the multitude of values and phobias long submerged within Europe’s collective psyche and the extreme, almost religious utopian ideologies of post-communist European social and environmental groups. This convolution of European fears, ideals and hypothetical realities has manifested itself in the form of the precautionary principle. If its underpinnings indeed manifest a disease (i.e., "Precautionus Principilitis"), its symptoms and diagnosis would be quite telling: a disorder induced by stress and repressed feelings of inferiority and desperation, marked by extreme luddism, incoherent babbling, disorientation, and a shared form of delusion. But what is worse, instead of suffering this disturbance in private, the European regionalists seek to convert the entire world to their disordered understanding of reality. They are driven to do this, as a means of denying the guilt attendant with the sociopathic manner in which they are manipulating the rest of the world, while injecting their own shortcomings into a world system over which they now claim moral superiority.[...]

Read more in Precautionus Principilitis: A Psychosocial Disorder Causing Luddite Psychobabble by Lawrence A. Kogan and Robert Stein.

I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.

Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.

Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).

Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".

Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.

Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”

Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.

I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).

Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.

Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.

Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?

Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).

Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:

"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.

Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).

I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:

"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.

Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.

Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.

Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.

Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil ikke kunne vække kultur-socialismen til live.

Også i Sverige trives forbuds og kontroliveren fra myndighedernes side: Förra våren stoppades Svenska Hembryggarföreningens årliga mästerskap i ölbryggning, en tillställning som pågått i 17 år dessförinnan. Och lagom till jul krävde Folkhälsoinstitutet in detaljerade uppgifter och särskilda tillstånd av krögare som kryddat egen snaps. För något år sedan förbjöds rökning på alla krogar och restauranger – inte ens cigarrbarer eller vattenpipa på libanesiska restauranger kunde få undantag. Detta efter flitig lobbying från Folkhälsoinstitutet.

De svenske myndigheder er samtidig tilsyneladende selv bevidste om hvad tøjleriet, flokmentaliteten og forsøgene på ensretning i sidste instans fører til: Förra sommaren kom ett förslag om att bygga om hela samhället, från broar till bostäder, för att förhindra att folk begår självmord. - Læs mere i Lägg ner Folkhälsoinstitutet, der giver et skræmmende indblik i et nabokontrolsamfund.

[U]sers [of a given substance or stimulant] are in fact users by choice. People always choose a particular substance, which does something in particular for them. Maybe the function of a substance is to ensure relaxation, concentration, reduce stress, or to reap a concrete reward that helps one to stay fit - as in the "use" of endorphin.

State regulators using statistics therefore cannot realize what good some particular substance does for a particular person in his or her own life. Furthermore, the last fact also explain why regulators and banners always wants to ban more, and never cease to find areas where they would like to curtail even more freedoms.

Read more in The war on substances that are part of somebody’s total quality of life.

Danmark er lige så ringe til at forhindre kræftdødsfald som Kasakhstan. Det er primært den danske livsstil med røg og druk kombineret med manglende forebyggelse og lange ventetider i sundhedsvæsenet, der giver Danmark international rekord i antallet af kræftdøde, erfarer Berlingske Tidende. [...] Mens 167 ud af 100.000 danskere dør af kræft, er tallet i eksempelvis Sverige kun 116 og i Finland 115. Danske og internationale forskere peger enstemmigt på rygning som hovedårsagen til den nedslående rekord. - Det kunne man læse i Sjællandske den 16. juli.

I flere kommentarer på bloggen er der nu peget på, hvordan kollektivisering af sundhedsvæsenet øger omkostningerne; og hvordan kollektivisering fører til øget ansvarsforflygtigelse (Det sidste forhold har man også beskæftiget sig med på 180grader.dk).

Kollektiviseringens konsekvenser handler eksempelvis om, at man hæver priserne ved at beskytte bestemte brancher - jævnfør atter de seneste posteringer (et nyt forslag vil beskytte lægestanden yderligere mod private konkurrenter). Det handler også om, at man vil bestemme adfærden i "Folkesundhedens navn".

Som det er blevet påpeget, fører den afledte stagnation så også til, at forbrugsmønstrene låses fast, og at man holder sig til det, man kender. Reklameforbud, forbud mod alternativer til rygning, forbud, der fører til, at man indenfor nydelsesmiddelområdet ikke må udfordre det i praksis beskyttede, har derfor en række konkrete negative konsekvenser.

Og hvad er så de folkevalgtes reaktion på den forringelse af livskvaliteten som deres afskaffelse af valgfriheden samt fordyrelsen af deres protektionistiske adfærd fører til? Svaret er: mere af det samme; altimens man så taler om personligt ansvar. For at dette ansvar kan give mening må friheden imidlertid følge med. På en række områder er frihedskulturen ved at blive erstattet af en forbudskultur.

I går omtalte undertegnede Sundhedsstyrelsens forslag om at lukke for private virksomheders skønhedsbehandlinger.

I pressemeddelelsen via Presswire kan man læse at: al penetrering af hud [vil] kun [kunne] foretages af læger, fremgår det af en bekendtgørelse, som Sundhedsstyrelsen har skrevet. Det betyder formentlig, at alle former for blodprøver, tatoveringer, akupunktur, piercinger mv. fremover kun må foretages af læger. Dertil kommer hårfjerninger, peeling, tandblegning og hudslibning, som i dag bliver udført mange steder over hele landet – og med forsvindende få bivirkninger. Se Sundhedsstyrelsen vil lukke branche.

En parallel, der dokumenterer en tendens er tobaksområdet, hvor indstillingen er, at man ikke blot vil forbyde rygning stadigt flere steder; men man vil samtidig ikke tillade alternative tobaksprodukter solgt af private. Også her vil man monopolisere og nationalisere, mens man forbyder. Der er altså nogle, der profiterer af sådanne forbud.

Målsætningen er med andre ord, at nikotinforbruget skal være statskontrolleret. (Ligesom man har forsøgt det i Sverige på alkoholområdet). Det fremgår eksempelvis af en artikel fra Australien fra den 4. juli.

Argumenterne er imidlertid også hørt herhjemme blandt andet fra Kræftens bekæmpelse, hvor man i øvrigt ikke mener at røgfritobak kan bruges til rygeafvænning. Læs mere her. - Den sidste indstiling er imidlertid i strid med resultaterne fra Sverige, hvor der er klare indikationer på at øget valgfrihed har ført til færre rygere. Læs mere her.

En anden interessant parallel (udover tendensen til monopolisering og nationalisering) er således at, i begge tilfælde er det lægestanden, der agerer som den monopoliserende branche; det vil sige den branche, som opnår en gevinst ved at blive et (endnu mere) beskyttet erhverv. Og det er netop forventeligt, i kraft af denne branche i almindelighed har meget tætte forbindelser til de politiske beslutningstagere.

Forbrugerne er så dem, der betaler - dels i form af tabt valgfrihed, og dels i form af højere priser på det, der stadigvæk vil være tilladt. De højere priser skyldes således at konkurrencen begrænses. Der er vel at mærke samtidig tale om en form for protektionisme og konkurrenceafvikling, som man i Konkurrencestyrelsen aldrig kunne drømme om at forholde sig til.

Endelig skal det tilføjes at meget tyder på at man generelt ikke har forstået hvorfor "folkesundhed" grundlæggende er et facistisk begreb: - Det er det, eftersom man ved ikke at anderkende individuelle præferencer og borgernes frihed (herunder deres ejendomsret, der er garanten for, at disse præferencer kan udleves i praksis - og jævnfør eksempelvis den nye rygerlov) sætter sundhed over frihed. Netop i totalitære stater hylder man således folkesundheden mere end noget andet. Og det er i den retning man bevæger sig.

Målene, der sættes fra oven bliver naturligvis ikke opfyldt, eftersom resten af befolkningen mister glæden og motivationen til at leve og til at handle selvstændigt. Til sidst mister man bare også friheden til at protestere. Det bør man derfor gøre nu.

Regeringen hævder i øvrigt for tiden, at den vil føre værdikamp. Så kunne den jo kæmpe med de offentligt ansatte ridemestre.

18.000 borgere i 12 af landets kommuner tilbydes at få kroppen til serviceeftersyn. Det næste halvandet år ruller en bus gennem landet, og den byder inden for til et timelangt sundhedstjek.

Foruden de klassiske målinger af blodtryk, højde og vægt vil forskerne teste deltagernes kondital. Også musklerne og balanceevnen vil blive kontrolleret. - Det kan man læse i Børsen under overskriften 18.000 borgere til serviceeftersyn.

I fremtiden vil vi høre de statsansatte sundhedseksperter tale om KRAM, der står for kost, rygning, alkohol og motion.

KRAM-undersøgelsen varetages af Statens Institut for Folkesundhed

Find din Mao-uniform frem, lær at elske systemet og stil dig op i køen, når sundhedsbussen kommer.

Det er i bund og grund en totalitær tanke, at ville bruge den politiske magt til at indrette samfundet efter ens egen moral og værdier, frem for at lade den enkelte selv bestemme, hvordan vedkommende vil leve sit liv.

Begge dele er udtryk for en totalitær tankegang, for ved at gennemtvinge ens egen livsstil med lov, krænker man andre menneskers frihed til selv at vælge, hvordan de vil leve deres liv. Om man vil leve promiskuøst eller usundt. Det må være et frit valg.

- Det skriver Torben Mark Pedersen i Kampen for og imod demokratiet