If the newspapers want to agitate for greater freedom of speech, they could address the serious issues of prohibitions against business propaganda in Denmark. There are all manners of restrictions against commercial free speech in Denmark. Various regulations prohibit commercials with sexist content. Certain foodstuffs may not be advertised, especially if minors can be used as a pretext for such prohibitions. There is a complete ban on tobacco product commercials, even for such trivial products as smokeless tobacco, which can be demonstrated to be practically harmless. Under such conditions of national censorship, it is blasphemous to publish content aimed at dissolving foreign censorship. If the Danish press wants to promote free speech, it needs but to address the inner fundamentalism of prohibitions on business propaganda.

Read more in The blasphemy of double standards by Søren Højbjerg.

I bogen ”In Defense of Advertising – Arguments from Reason, Ethical Egoism and Laizzez-Faire Capitalism” bruger Jerry Kirkpatrick de to økonomer George Reisman og Ludwig von Mises samt filosoffen Ayn Rand til at vise, hvorfor reklamer er en afgørende del af markedsøkonomien, samt hvordan og hvorfor reklamer må forsvares ud fra et afsæt i anerkendelse af egeninteressen.

Reklamer tjener præcist det samme formål, som er årsagen til at vi forsvarer ytringsfriheden i almindelighed. De individuelle frihedsrettigheder er til for at sikre den enkeltes muligheder for at kunne skabe sig sit eget liv, og for at sikre evnen til, at man kan tage vare på sig selv. Disse rettigheder handler om friheden til at forfølge ens eget bud på det gode liv. Til dette hører også retten til at informere og til at fortælle om det produkt, man som producent tilbyder på markedet.

Læs mere i Reklamer, ytringsfrihed og censur

Den 25. oktober kunne man i det britiske Financial Times læse, at svenske medlemmer af Europa-parlamentet sammen med liberale medlemmer vandt en afstemning, der pålagde EU-kommissionen at undersøge i hvilket omfang snus (det vil sige røgfri tobak) kunne bruges til at fravænne brugere af cigaretter. I 1992 gennemførtes et genrelt forbud mod de fleste snusprodukter i EU, men i Sverige sikrede man sig at blive frataget fra forbudet (og Sverige har i dag langt færre rygere og færre tilfælde af lungekræft).

Samme sted kunne man dog også læse, at Markos Kyprianou, der er EU-kommissionens sundhedskommisær afviste opfordringen, i det han anser snus for at være et skadeligt produkt. I samme forbindelse skulle han have erklæret, at ville fortsætte sin kamp for at gøre "EU røgfrit, før han forlader sit embede i 2009".

Argumenter om at nogle ting er mindre skadelige end andre påvirker dermed ikke kommisæren, og hele ideen om at man skal respektere andres frihed - også til at leve usundt, forekommer nærmest absurd at foreslå de frihedsfjendtlige kommissærer.

Lejligheden skal naturligvis atter benyttes til at minde om Venstres i praksis ukritiske begejstring for de seneste dokumenter, der kodificerer kommisærernes magt. Der er valg den 13. november.

Også i Sverige trives forbuds og kontroliveren fra myndighedernes side: Förra våren stoppades Svenska Hembryggarföreningens årliga mästerskap i ölbryggning, en tillställning som pågått i 17 år dessförinnan. Och lagom till jul krävde Folkhälsoinstitutet in detaljerade uppgifter och särskilda tillstånd av krögare som kryddat egen snaps. För något år sedan förbjöds rökning på alla krogar och restauranger – inte ens cigarrbarer eller vattenpipa på libanesiska restauranger kunde få undantag. Detta efter flitig lobbying från Folkhälsoinstitutet.

De svenske myndigheder er samtidig tilsyneladende selv bevidste om hvad tøjleriet, flokmentaliteten og forsøgene på ensretning i sidste instans fører til: Förra sommaren kom ett förslag om att bygga om hela samhället, från broar till bostäder, för att förhindra att folk begår självmord. - Læs mere i Lägg ner Folkhälsoinstitutet, der giver et skræmmende indblik i et nabokontrolsamfund.

I denne tidsalder er verdenshavene næsten renset for fribytteri til søs. På nær enkelte farvande er verdenshavene frie og åbne for sejlads. Anderledes ser det ud til lands. I vor tid står det enhver frit for at oprette en organisation, hvis mål det er at invadere private virksomheder og hjem under påskud af regulering og beskyttelse. Når først organisationerne har fået foden indenfor, er der ingen grænser for hvilke befalinger og forordninger, de udsteder overfor ejerne og de øvrige tilstedeværende. Det vi er vidne til er, hvordan man uden ejerskab tilraner sig dispositionsretten over andres ejendom og liv. Det er den ny tids landbaserede sørøveri. - Læs mere i dagens kommentar.

Nu skulle man synes, at der var en ret enkel løsning på den offentlige udgiftseksplosion, der følger af rygning og usund kost. Man kunne jo overveje at indføre brugerbetaling på disse områder, så den enkelte ryger, chokolademisbruger eller motionsnægter bar den økonomiske byrde ved sin adfærd. Lade kompetence og ansvar ligge hos individet og så ellers blande sig udenom. Lige nu tilskynder samfundet faktisk folk til at leve usundt, fordi de ikke selv skal betale regningen brugerbetaling kunne med andre ord også have velfærdsfremmende virkninger (i økonomisk forstand).

Men disse tanker er udtryk for netop den individualisme, som velfærdsstaten er et opgør med. Det er sigende, at en markedsløsning er så ildeset, at forslaget stort set ikke har været oppe i debatten. I stedet er vi øjensynligt i færd med at lægge selve ansvaret for forebyggelse væk fra den enkelte og over på fællesskabet. Den finanspolitiske sammensmeltning af hierarki og sektvæsen må nødvendigvis finde løsningen i en kollektiv kontrolpolitik, som med magt vil gøre det lige, der fra naturens hånd er ulige i dette tilfælde de enkelte menneskers indstilling til egen sundhed.

- Det skriver Jørgen Møller i kronikken Velfærdsstaten ofrer frihed og ansvar i Berlingske Tidende.

Her er hvad Copenhagen Institutes ledelse gav udtryk for, da denne hjemmeside blev lanceret:

I Danmark finansieres en stor del af sundhedssektoren via de offentlige kasser. En række tendenser gør imidlertid debatten om denne form for finansiering mere påtrængende end nogen sinde før.

Ønsket om at begrænse belastningen af sundheds-systemet ved at opdrage på befolkningen bør imidlertid ikke overskygge behovet for mere holdbare, velovervejede og perspektivrige reformer af sundhedssektoren. Kilde.

Pointen som man finder den i såvel Møllers som COIN's tekst er således, at aktuelle løsningsforslag er holdningsbestemte - altså ideologisk styrede. Det er med andre synet på individet og individets ansvar og muligheder, der er det afgørende for hvad man foreslår. Og har man grundlæggende valgt et kollektivistisk system - ud fra et nedladende syn på den enkeltes evner og potentiale, så vil man skridt for skridt også udbygge dette kollektive system, og dermed reducere friheden yderligere (eftersom man som kollektivist og socialist ikke regner friheden for noget positivt). Jørgen Møller bruger så ganske passende rygerloven, som et eksempel på dette. Tilsvarende kan man altså også bruge det aktuelle valgflæsk, hvor ingen taler om økonomisk handlefrihed, og den enkeltes ret og mulighed for at skabe sig det liv, som han eller hun ønsker. Her er det vel at mærke også på sin plads at nævne, at den tabte frihed omsættes i øget magt hos andre til at bestemme over menneskers liv.

Mange af disse konkrete eksempler på afvikling af personlig frihed, kan derfor også ses som havende en symbolsk funktion: Disse reguleringstiltag skal overfor borgerne vise at sidstnævnte ikke er frie og ikke har retten til at handle frit. Det er tværtimod noget, man fra magthavernes side mener, at man i mindre doser har retten til at begunstige borgerne med - naturligvis i det omfang, man som borger efterlever de normer og standarder, der opstilles fra kollektivisternes side. Et samfund, der bygger på sådanne former for kollektivisme vil med andre blive stadigt mindre frit, og stadigt mere præget af at ethvert spørgsmål er et fælles anliggende.

Vil man for alvor forstå, hvor denne kollektiviseringsproces fører hen, må man derfor også se i retning af de kollektivistiske ideologer og ideologier, der præsenterer "den rene vare" såsom facisme, kommunisme, socialisme, islamisme og nazisme. For social-demokratisme er og har lige fra begyndelsen været ment som en overgang fra et borgerligt og frit samfund til et socialistisk og statsligt styret. "Social-demokratisme" er med andre ord ikke en 'isme, der tilbyder en stabil politisk tilstand, men altså en bevægelse fra et frit system til et, der er ufrit. Der findes ikke en socialdemokratisk samfundsmodel eller en konsistent socialdemokratisk ide. Socialdemokratisme har simpelthen som mål at indføre socialisme. I det omfang at socialisterne kan slippe godt fra at gøre det, er det derfor også den socialistiske ideologi, der formidles via den statstøttede kultur og de statsstøttede medier.

Socialdemokrater har aldrig på noget tidspunkt taget afstand fra socialisme som sådan (og de kan ikke gøre det uden at ophøre med at være socialdemokrater). En styreform, hvor hele samfundet på totalitær vis regeres via staten er derfor også den styreform, vi bevæger os i retning af. Før 2001 havde man så en opposition til dette. Men meget tyder på, at modstanden mod bevægelsen i retning hen imod kollektivisering fra samtlige de etablerede politiske partiers side er forsvundet. For socialister er dette naturligvis uproblematisk. Så sikres socialismen så meget desto hurtigere. Ikke desto mindre må det være en politisk opgave, sådan i bredere forstand, at diskutere hvilken retning samfundet bevæger sig i, og om denne retning grundlæggende er ønskværdig. - Og her må menneskesynet være det oplagte udgangspunkt. For det socialistiske menneskesyn handler nu engang om underkastelse og afskaffelse af personlig frihed. Med så mange klienter socialdemokraterne har skabt via økonomisk omfordeling, burde de (der åbent kalder sig socialdemokrater) på nuværende tidspunkt så også offentligt kunne vedstå sig deres ideer om, hvordan de ser på den enkelte og på den enkeltes evne til at skabe sig en tilværelse på egne vilkår. - Ellers må man spørge Claus Hjort Frederiksen (V).

Beskeden fra politikerne er klar; Man kan ikke udsætte ikke rygende personale for passiv røg og man kan ikke udsætte de ikke rygende kunder for det.

Argumentet om, at ikke-rygende kunder skal skærmes for den farlige passive røg, er aldeles ligeså mærkelig. For hvad er det, de skal skærmes imod? Deres egen fri vilje til netop at vælge et sted være, hvor røgen i lokalet er ligeså tyk som på Manhatten en sommerdag. Der er ganske enkelt ingen ofre, ofrene er skabt af politikerne.

Niels Bollerup Andersen i Liberator. Læs Et civiliseret rygeforbud?

[U]sers [of a given substance or stimulant] are in fact users by choice. People always choose a particular substance, which does something in particular for them. Maybe the function of a substance is to ensure relaxation, concentration, reduce stress, or to reap a concrete reward that helps one to stay fit - as in the "use" of endorphin.

State regulators using statistics therefore cannot realize what good some particular substance does for a particular person in his or her own life. Furthermore, the last fact also explain why regulators and banners always wants to ban more, and never cease to find areas where they would like to curtail even more freedoms.

Read more in The war on substances that are part of somebody’s total quality of life.

Som en replik til nye tiltag, der vil føre til øget statskontrol med borgernes nikotinforbrug lyder det således fra radioværten Rush Limbaugh:

- Cigarettes are what they are. Everybody knows it. The idea that we need to ban further advertising and we need to put bigger warning labels on there is just a bunch of libs who won't leave you alone! When you as an American have freedom -- and we do -- the freedom encompasses a lot of things, including the right to do dumb stuff, to do destructive things. You have that right, and liberals somehow, for some reason want to just take control of every aspect of your life as possible, and every time you accede to letting them have it, or big government -- which is primarily run by liberals and these agencies and so forth, the career appointments, the bureaucrats and so forth; that's who primarily populates them -- you're just letting them have more and more control over your life. Now, you say, "What's wrong with them regulating this? What's wrong with them regulating that?" Where do you stop that? What's wrong with people regulating themselves? Where did that vanish to? Kilde

Læs også Statsløs regulering .

On the principle of individual freedom, those who are concerned about the hazards of smoking have every right to work to persuade--but not force--others to choose not to smoke. But the anti-smoking movement and today's paternalistic government reject the principle of individual freedom. On the premise that individuals are incapable of governing their own lives, the government dictates to us what we may or may not do in an ever-expanding number of realms: from medical treatments to retirement planning, to what kind of cooking oil we may consume, to forbidding flavorful cigarettes.

There is no realm that is off-limits to such a government. Once we accept the government's right to ban flavorful cigarettes, by what principle will we resist when anti-obesity activists try to ban our favorite, tasty, high-calorie foods? Or when 'investor advocates' ban us from making government-designated 'risky' investments? Americans should assert their rights, take responsibility for their own lives, and demand an end to the paternalistic state.

- Det siger Alex Epstein fra the Ayn Rand Institute, som en kommentar til et nyt forbudsforslag i Washington om at forbyde bestemte former for smagsstoffer i cigaretter.