- og stemte du på Venstre er det din egen skyld:

"Det her handler om at få flere børn i skole, og man skal huske, at madrassaer og mullaher ikke nødvendigvis er ensbetydende med fundamentalistisk islam," siger Tørnæs til berlingske.dk. Det afghanske undervisningsministerium har besluttet, at der skal opføres en ny religiøs skole i hvert distriktscenter. Og samtidig overvejer man at omdanne de eksisterende skoler til madrassaer. Ulla Tørnæs understreger dog, at skoler skal være moderate og følge den læseplan, som Danmark har været med til at udarbejde. - Og de danske skatteydere betaler. Læs mere i 180grader.dk: Danske millioner til religiøse skoler i Afghanistan

Bemærk også at den afghanske præsident i et interview i Politiken, afgør om en lov er god eller ej ud fra om den er i overensstemmelse med såkaldt religiøs lovgivning kaldet Sharia: Dersom der er noget i den [et lovforslag i Afghanistan vedrørende legalisering af voldtægt], som strider imod Afghanistans grundlov, med sharialovene eller med friheden, som vor grundlov giver vores kvinder, vil vi sende den tilbage til parlamentet«, sagde Karzai på pressekonferencen. (egen fremhævelse) Læs mere i: Præsident overvejer voldtægtslov.

I går skrev Naser Khader et åbent brev til statsministeren, hvor man kan læse, at han "står bag og støtter de militære operationer i Afghanistan. Det er en nødvendig kamp. Det er en retfærdig kamp. Men vi skal huske på, at det forpligter os politikere moralsk, når vi vælger at sende unge mennesker i krig. Jeg mener, at regeringen svigter sit moralske ansvar overfor soldaterne, når den svigter Parwez Kambakhsh", skriver Naser Khader. Læs resten af brevet her.

Parwez Kambakhsh er idømt 20 års fængsel for at kritisere shariaens forskelsbehandling af mænd og kvinder. Islamisk lov gælder således også i Afghanistan, hvortil danske skatteydere i dag tvinges til at finansiere infrastruktur men også til at vedligeholde moskeer.

Hvis vestlige tropper var i Afghanistan for at befri afghanerne for islamisering, har man tydeligvis ikke opnået dette. Tværtimod er der noget der tyder på, at man hjælper med at organisere landet, hvilket så vil ende med, at de islamiserende kræfter- de som åbenbart er stærke nok allerede i dag til at håndhæve sharia - får mere overskud til at islamisere udadtil.

- Hvis målet var, at vi i vores del af verden skulle have et islamiserende land mindre at bekymre os om har projektet ikke været en succes.

Helt afgørende for at man kan vinde en krig er det, at man gør sig klart præcist, hvad man kæmper for, samt at man mentalt er indstillet på at identificere hovedfjenden, der står imod de værdier, man forsvarer.

Er Taleban i Afghanistan hovedfjenden? Nej, de har ikke de økonomiske eller politiske ressourcer til at være en trussel mod den vestlige verdens frihed. Men de er åbenlyse fjender, eftersom de indædt bekæmper de individuelle frihedsrettigheder.

Naser Khaders indfaldsvinkel – i form af ovenstående brev - er på sin vis sympatisk. Men i virkeligheden burde man nok overveje om selve krigen skal fortsætte, når det eneste man fra vestlig side opnår, er at sikre en ”islamisk fred” i området, som altså hverken gør afghanere eller os andre mere sikre for religiøs undertrykkelse. For ”freden” kommer til at bestå i den stagnation, fattigdom og åndelige formørkelse, der følger af selvsamme undertrykkelse.

Hovedfjenden er i stedet de islamiserende statslige enheder i Mellemøsten, der blandt andet har medlemskab i en række internationale fora; og som blandt andet i kraft af olieindtægter - men også prestige i kraft af nævnte medlemskaber kan bruge medier i Vesten til at undergrave friheden.

Lande som Saudi Arabien men også Iran er derfor mere oplagte mål, hvis man vil forsvare sig mod afvikling af friheden i vores del af verden. Og der er masser af måder at isolere og afvæbne disse landes magthavere på. Sagen er imidlertid, at man de sidste årtier blandt andet via FN – har gjort det modsatte: Man har givet disse magthavere status af at være ligeværdige i forskellige fora (Et eksempel). Den eneste forklaring, man kan give på denne eftergivelsespolitik må være, at nogle vestlige ledere simpelthen ikke regner friheden for at være noget værdifuldt; og så taber man til sidst krigen - og mister friheden.

Vi kæmper jo ikke for retten til at bygge broer og bore brønde i Afghanistan. Vi kæmper ikke for en landsbys skolebygning i et øde landområde i et bjergrigt land midt i Asien. Vi kæmper ikke for at genopbygge det krigshærgede Afghanistan. -- Vi kæmper for en idé. Idéen om at alle mennesker - uanset hvor de bor, hvordan de ser ud, og hvilken gud de tror på - har rettigheder, som ingen skal tage fra dem. Som menneske har man ret til liv, man har ret til at arbejde, så man kan forsørge sig selv og sine kære, man har ret til sit familieliv, og man har krav på, at omverdenen respekterer ens personlige frihed til at leve sit eget liv, så længe man ikke øver overgreb på andre. Det er grundvilkårene for et meningsfyldt liv uden trældom, undertrykkelse og tvang. En slags global allemandsret. -- Det er den samme idé om frihed, som vi kæmper for, når vi konfronterer islamisterne på den politiske front...

Naser Khader i 180grader.dk

Historisk har man i Danmark ofte vist, at man enten ikke var i stand til – eller blot villig - til at forsvare landets grænser. Man valgte så i stedet overgivelse eller retræte.

For tiden har vi så tropper i Afghanistan med åbenlyst modstridende og selvmodsigende mandater: Der er tydeligvis en voldsom trang til det, man kalder for ”nationbuilding”. Der er også et krav om nødhjælpsarbejde. Så er der den forslidte påstand om, at man fører krig mod terror. (Påstanden er forslidt eftersom man tydeligvis har alt for vanskeligt ved at se den religiøse motivation bag terroren til effektivt at kunne forsvare sig mod den – endsige identificere hovedfjenden).

- Endelig er der så opførelsen af en række moskeer i Afghanistan på danske skatteyderes vegne. Det sidste fænomen kan man naturligvis ikke indføre under de andre kasser:

Moske-konstruktion er hverken ”nationbuilding”, socialarbejde, nødhjælp eller krig mod terror. Fænomenet må have sin egen kasse: Lad os kalde det for "den rendyrkede overgivelsespolitik”. ”Overgivelsessporet” – om man vil - er i virkeligheden let at forklare: Den danske trang til at vinde i krigen mod terror er således hensmuldrende - sikkert også på grund af nationalkarakteren.

Spørgsmålet er, om man nogen sinde har haft et ønske om en sejr i den nuværende konfrontation. I så fald: - hvorfor går man så ikke efter ondets rod, der især befinder sig i Saudi Arabien og Iran? (Et af svarerne på dette er, at dem, der sagde, de ville føre "krig mod terror", det vil sige amerikanere, valgte at ignorere disse staters destabiliserende arbejde. - Som del af den danske lunkenhed/manglende historiske interesse for at vinde krige, valgte man så i DK at acceptere præmissen fra USA’s side om at frede de værste). Selv ikke Libanon tør man involvere sig i. I nederlagets interesse overlader man banen til Hizbolla og deres samarbejdspartnere i FN.

Det som man i DK er gode til, og som man har specialiseret sig i, er nu engang nederlaget. Det er dette nederlag man nu skridt for skridt åbenlyst er ved at tilrettelægge, med al den finesse og omhu, som kun sande tabere mestrer.

Efter nederlaget i Afghanistan er der da heller ingen som helst tvivl om, at vi vil have opbygget megen goodwill hos dem, der står tilbage med magten i det krigsplagede land. ”Vi” - det vil sige det danske forsvar og deres politiske ledere - har allerede hjulpet de nuværende islamister til denne magt; og de folkevalgte politikere og forsvaret - hjælper idag disse islamister tildelt regeringsmagt med at bekæmpe deres fjender. Dermed hjælper man også med at konsolidere og centralisere en region, som så lettere kan styres af én islamisk gruppering frem for delte fraktioner, der i bedste fald kunne bekæmpe hinanden. Det er ”god” nederlagspolitik. Det er den danske sympatisøgende retrætestrategi.

Forsvaret og den politiske ledelse hjælper med andre ord til at sikre en indre islamisk "fred" (læs religiøst formørket undertrykkelse), der så kan bidrage til at Afghanistan – ligesom Iran og Saudiarabien gør det i dag – i højere grad kan rette det islamiserende arbejde udad – mod den endnu-ikke-islamiserede verden. Igen er der ingen tvivl om, at denne overgivelsesstrategi vil sikre, at vi kommer til at stå på lidt bedre fod med angriberne, end de som reelt forsvarer sig.

Det bør dog samtidig også stå klart, at så længe vi fører overgivelseskrig, bliver vi nødt til at håbe på, at andre så vil føre forsvarskrigen mod terror for os, det vil sige praktisere forsvaret af den vestlige verden og bevarelsen af friheden og oplysningskulturen, som danske politikere - herunder i Venstre - i praksis bekæmper med deres moskebygning. Man kunne imidlertid med den aktuelle skandale forledes til at tro, at man denne gang satser på den totale og endegyldige underkastelse.

180grader.dk: V og DF i strid om moskestøtte til Afghanistan

COIN-artikel: Om krigens årsager og hvordan krigen vindes

Omfanget af land afsat til dyrkning af opium i Afghanistan voksede med 17 procent i 2006, ifølge Jacob Sullum og hans kommentar "America's Taliban-Support Program". Sullum er redaktør af Reason Magazine.

Gavnlige vejrforhold betød endvidere, at den anslåede samlede produktion af opium i Afghanistan voksede med 34 procent. (Så påstanden om at klimaforandringer nødvendigvis skader fattigere lande må i samme åndedrag afvises.)

Sullum hævder, at USA's narkobekæmpelses-politik i praksis modarbejder krigen mod terrorisme.

I selve artiklen uddybes ikke helt klart hvordan det sidste er tilfældet. Men budskabet er blandt andet, at politikken med kriminalisering og udbudsbekæmpelse gør de narkoproducerende landes regeringer økonomisk afhængige af, at holde krigen mod narkotika i live. Det vil sige, at man med politikken skaber en situation, hvor man bidrager til at svage stater bruger stadigt mere tid på intern krigsførsel imod noget, som Sullum formodentlig mener ikke burde være blevet kriminaliseret. (Det sidste fremgår ikke af artiklen.)

Redaktøren nævner således Columbia, som et eksempel på hvordan man nu efter flere årtier ikke har kunnet bekæmpe narkoproduktionen via kriminalisering og krigsførsel, - blandt andet eftersom der ikke kræves ret store områder før en sådan produktion bliver særdeles givtig for producenterne.

Colombia, which still supplies about 90 percent of America’s illicit cocaine, has been helping to train Afghan police in anti-drug tactics, and Gen. Peter Pace, chairman of the Joint Chiefs of Staff, says it provides “a good model” for Afghanistan, afslutter Sullum således tørt. Læs mere her

I kraft af en legalisering er der da tilsvarende ingen tvivl om, at gevinsterne for den enkelte producent ville falde mærkbart; at de som producerede opium i mindre grad ville bruge penge til krigsførelse og i stedet mere til reinvestering i deres virksomhed og produktudvikling; samt at de terrorister og islamister (som ønsker at omstyrte frie samfund) og som jo skal bekæmpes, ville blive nødt til at lede efter andre finansieringsmetoder. Så en legalisering ville efter al sandsynlighed komme såvel USA og Europa - men også det afghanske og colombianske civilsamfund - til gavn.

At mennesker ønsker at ødelægge sig selv ved at være narkomaner er i øvrigt også deres egen sag, så længe de ikke skader andre.

Og at tro at en legalisering ville være skadeligt for ”sammenhængskraften” eller civilisation er omvendt forkert: Har man som fornuftsmenneske stiftet bekendtskab med narkomaner, indser man lynhurtigt at der intet tiltrækkende er forbundet med den sygelige vanedannelse, som hele narkomanens liv kredser om.

Den nuværende politik med kriminalisering ”til befolkningens eget bedste” er dermed også et eksempel på den manglende tillid som vor tids politikere indenfor så mange områder afspejler ved deres formynderiske politik. Når politikkerne slår fejl, ender konklusionen desværre som oftest med, at man eskalerer den samme politik og udbreder den til nye områder.

I sammenhængen må det derfor også nævnes, at de rigeste og mest produktive lande netop også er de hvor adgangen til forskellige stimulanser er allerstørst i modsætning til fattige lande eller religiøst fundamentalistiske, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til ret mange typer af stimulanser, men hvor man alligevel enten udvikler en sygelig angst for sådanne stimulanser eller hvor større dele af befolkningen sætter deres økonomiske fremtid over styr i forbruget af de stimulanser, der findes.

Friheden betyder således netop ikke, at borgernes kaster sig ud i den ene selvdestruktive rus efter den anden. Friheden, indser de fleste, giver netop mulighed for at gøre mange flere ting i livet, end hvad man kunne uden friheden og velstanden. Det er netop ufrihed og undertrykkelse, der fører til en flugt ind i rusmidlernes verden (som i øvrigt er et alternativ til flugt ind i religionernes verden).

Dette bør man derfor tænke over næste gang, man finder endnu en tom sæk med Khat et sted i hovedstaden importeret fra et sted i Afrika: Det er netop ufrihed og fattigdom, som flere bruger som anledning til at friste en tilværelse som narkoman. (Men det er vel at mærke stadigvæk et valg som disse selv træffer).

I rige, frie og oplyste samfund vil narkomani derimod altid være en undtagelse. Jævnfør Statsministerens åbningstale må man derfor konkludere, at det var ærgerligt at der blev talt så meget om bistand til disse ufrie lande, og så lidt om vigtigheden af økonomisk frihed og frihandel. (Det er i øvrigt også på tide, at Grønland bliver frit).

Salman Rushdie er blevet slået til Ridder med stort R i anledning af dronning Elisabeths fødselsdag, men vel i højere grad p.g.a. af Rushdies forfatterskab. Herfra ønskes - trods et republikansk og monarki-kritisk sindelag - tillykke med æresbevisningen.

COIN-bloggeren har naturligvis læst Rusdies mest berømte værk De sataniske vers. Den første Rusdie-bog og de første Rushdie-artikler blev gransket tilbage i slutningen af 1980'erne og i starten af 1990'erne efter hændelserne, der fulgte i kølvandet på udgivelsen af førstnævnte roman fra 1988 - herunder den efterfølgende "fatwa" som Irans daværende leder udstedte imod den indisk-britiske forfatter året efter. Fatwa betyder simpelthen dødstrussel på persisk.

Rushdie er ganske vist ikke en af undertegnedes litterære favoritter. Han har imidlertid også skrevet en del interessante artikler - herunder naturligvis om vigtigheden af ytringsfrihed. Og han har i den henseende ikke mindst også dokumenteret betydningen af at tage kulturelle forskelle alvorligt, sådan som også reaktionen på "De sataniske vers" med al klarhed viste, at man må. At dokumentere at nogle vil afskaffe ytringsfriheden gør dele af den pakistanske befolkning i øvrigt også for tiden, så tydeligt som man plejer. Det er næsten rutine. Man kender efterhånden "øvelserne" med stenkast, symbolske afbrændinger, hærværk m.v.

Venstrefløjen snorksover i vid udstrækning imidlertid stadigvæk. Her kan man derfor begynde med at læse artiklen på MSN/Politiken med titlen Pakistansk vrede over sir Rushdie. Man kan så tænke over, at man i nogle lande på denne måde går amok over andres brug af det skrevne ord, og de æresbevisninger, der følger til heroisk modige kultur-udfordrere, som netop den britiske forfatter. (I den forbindelse kan man på Forsvarsakademiet i øvrigt også genoverveje om man virkelig tror, at vi kan ændre på den pågældende og letantændelige del af verden ved at bygge stadions (ud over de stadions som Talebanerne fik af FN), ved at kloakere Kabul, eller give de nye islamiserende magthavere rindende vand i hanerne.)

Rushdies største bedrift er måske ikke hans egen, men at han ved sit forfatterskab simpelthen blot indirekte viste, hvor store og betydningsfulde kulturelle forskelle er.

Hans egen personlige reaktion - herunder hans vilje og evne til at konfrontere den for ham kollosale udfordring, der fulgte efter den islamiske verdens reaktion - og ikke mindst det vedholdende forsvar for retten til at ytre sig i frihed, - er imidlertid alene nok i sig selv til, at han har gjort sig fortjent til mindst én orden fra verdens monarker.

NATO officials say they have caught Iran red-handed, shipping heavy arms, C4 explosives and advanced roadside bombs to the Taliban for use against NATO forces, in what the officials say is a dramatic escalation of Iran's proxy war against the United States and Great Britain. "It is inconceivable that it is anyone other than the Iranian government that's doing it," said former White House counterterrorism official Richard Clarke, an ABC News consultant. Læs mere her.

Iran fører også krig via stedfortrædere i Irak:

The coalition analysis says munitions recovered in two Iranian convoys, on April 11 and May 3, had "clear indications that they originated in Iran. Some were identical to Iranian supplied goods previously discovered in Iraq." Fra ABCNEWS.

Siden den islamiske revolution i 1979 har Iran været aktiv i Libanon. FN's tilstedeværelse sikrer vel at mærke, at den iransk støttede gruppering Hizbolla kan genopruste, hver gang den svækkes af libanesisk militær eller af israelske styrker. Læs mere her.

Undertegnede har to kreditkort. Det ene er et mastercard, som er brugt een eneste gang.

Forhåbentlig bliver der ikke brug for det igen, før det udløber i år 2008.

Årsagen til modviljen: - Hver gang kortet bruges går der en krone til Verdensnaturfonden (WWF - dem med pandaen). Og det er en krone for meget.

Dagens kommentar retter forhåbentlig op på den uretfærdige handling, der er forbundet med den ene krone, jeg desværre er kommet til at donere til WWF. For her opererer man simpelthen med en gennemført forskruet og menneskefjendsk miljøfilosofi:

Følgende er fra Altinget:

Fattige lande bruger mindst
De ti lande, hvor befolkningen bruger endnu flere ressourcer end Danmark, tæller lande, som man ligesom Danmark anser for at være grønne og meget bevidste om miljøet.

Landene, hvor indbyggerne bruger meget lidt af verdens ressourcer, er også de fattigste. Således kan befolkningerne i Somalia, Afghanistan og Bangladesh have den tvivlsomme glæde at være de tre mest nøjsomme lande i verden.

Læs som et svar på ovenstående også Ressource nr. 1 samt Sådan redder du verden af Martin Ågerup

Køb også forfatteren Steen Steensens seneste udgivelse "Økologismen" (en anmeldelse er på vej).

About 400 South Korean Christians have been flown out of Afghanistan's capital Kabul following security fears. [...] The government ordered them out amid fears for their safety, with some Muslim clerics already complaining they were preaching Christianity -- which is illegal in the mainly Muslim country. Det skriver Radio Australia i dag.

Ifølge kilden er det således ulovligt at være fortaler for Kristendom i Afghanistan. Altså ingen religionsfrihed. Derimod tillades masser af FN-tropper og masser af bistand og assistance fra Vesten.

Når det gælder det mandat, som danske soldater og civile har fået med hjemmefra, må man derfor udlede at demokrati eller blot "stabilitet" - om ikke simpelthen politisk islamisme - jævnfør nedenstående historie, står over et eventuelt ønske om at forsvare frihedsrettighederne herunder tros- tænke- tale- og handlefrihed.

-Ja, måske er det i virkeligheden bundnaivt, at tro at nogen dansk politiker nogen sinde har forslået det åbenlyse: at man som mindstemål burde stille krav til styreformen, og håndhævelse af helt basale civile rettigheder, før man sendte bistand eller personer af sted på danske skatteyderes regning.

Nu er det for sent.

Læs også Religiøst politi genindføres i Afghanistan

Den 1. august, det vil sige i går, talte Tony Blair i World Affairs Council i Los Angeles.

Her leverede Storbritanniens premierminister en analyse vedrørende situationen i Mellemøsten, der ligger endog meget fjernt fra hvad danske socialdemokrater - eksempelvis Mogens Lykketoft kunne forventes at bidrage med af vurderinger af den samme situation.

Der er meget i talen, der kan kritiseres ud fra et afsæt i et mere konsistent forsvar for frihedsrettighederne end det Tony Blair præsenterer. - Blairs vurdering af menneskers indflydelse på klimaet, er samtidig vanskelig at følge. (Læs en kritik af klimapolitikken her).

Ikke desto mindre skal der påpeges nogle pointer fra Blairs tale, som forhåbentlig - dog højst sandsynligt af andre veje end via COIN-bloggen - burde påvirke ikke mindst Blairs franske (og i visse tilfælde Ayatollah-venlige) kolleger, og som Danmarks Radio sandsynligvis ikke har fundet det væsentligt at viderebringe:

• Blair sammenligner det, han kalder den ekstreme version af islam med - early revolutionary communism.
• Han påpeger at konflikterne mellem de ekstreme versioner af islam på den ene side - og demokratiske nationer på den anden side, ikke er et spørgsmål om konfliktende interesser, men grundlæggende handler om modsatrettede og ikke-forenelige værdier (Jf. eksempelvis synet på kvinder, ytringsfriheden - og den personlige frihed i det hele taget).
• Det vurderes samtidig, at en stor del af kampen for en mere fredelig og sikker verden handler om perception: Det vil sige om, at ikke mindst den europæiske opinion indser, at der er tale om en kamp mellem ideer og værdier, der ligger bag de mange krige og konflikter; og at de mange forskellige værdier således har et fælles omdrejningspunkt (Om Blair så tilbundsgående har analyseret hvad dette omdrejningspunkt i sin kerne består af, det er en anden sag).
• "We were attacked" siger Blair om den 11. september 2001, og påpeger i samme anledning, at krigen mod den vestlige verdens værdier ikke desto mindre var blevet ført længe før dette tidspunkt, men blot i områder, der ikke nyder den samme mediebevågenhed, som det var tilfældet med den amerikanske østkyst og angrebet på New York - eksempelvis i Indien.
• Blair udpeger endvidere Iran og Syrien, som de mest destabiliserende stater i Mellemøsten. Han gør i den forbindelse blandt andet opmærksom på Irans delagtighed i de mange terroraktioner, der finder sted i Irak.
• I modsætning til mange af Blairs venstreorienterede kolleger taler Storbritanniens premierminister i øvrigt varmt for fri handel og globalisering. Han hævder at venstre-højre-skalalen betyder mindre, og at konflikten i dag i stedet er mellem lukkethed og åbenhed. Sandt er det da også, at protektionisme og dermed lukkethed desværre i høj grad også er noget, der kan identificeres på højre side af det politiske spektrum.

Men tænk hvis Blair var i stand til at analysere "velfærds"-statens rolle med et afsæt i den personlige frihed, og ud fra forsvaret for de menneskerettigheder han nævner i sin tale: - Kan tvungen finansiering af BBC eller af Danmarks Radio eksempelvis siges at være i overenstemmelse med ytringsfriheden endsige respekten for den private ejendomsret? - Og tænk hvis Blair blev i stand til at se, at der er en sammenhæng mellem kollektivisering/nationalisering af pressen (herunder uddannelsesdelen) i Europa, og så eksempelvis synet på USA og de værdier, som USA historisk set har repræsenteret.

Tony Blairs ide om, at regeringer i Europa og andre steder via demokrati og "nationbuilding" via gigantiske overførsler af know how og bistandshjælp kan indføre værdier, der minder om dem, vi hylder i vores del af verden i eksempelvis Irak og Afghanistan virker for nu at bruge hans eget udtryk "ekstremt" naivt, ikke mindst set i lyset af den seneste udvikling i Afghanistan, når det gælder indførslen af et religiøst "moralvogterpoliti" (der nu sideløbende opererer sammen med danske udsendinge) ; og når man kan iagtage, hvor stor en rolle staten tildeles i Irak med assistance fra USA, Europa og FN.

Det positive er derfor først og fremmest, at Tony Blair klart og tydeligt har indset, at konflikten mellem islamisme og vesten i sin kerne handler om værdier og ideer (herunder synet på den personlige frihed); men også at Blair mener, at de værdier, der er grundlaget for velstanden i Europa og USA er værdier, der er værd at forsvare, at værdierne har almen gyldighed, og at de derfor kan udbredes. (Problemet handler således om, hvad det er for værdier, der præcist er tale om, og hvordan de udbredes bedst).

Spredningen af værdier som ytringfrihed, respekt for kvinders ret til selvbestemmelse og retten over deres eget liv, samt for den private ejendomsret, vil imidlertid ikke ske via skabelsen af stærke stater (der har en tendens til at cementere de til enhver tid dominerende værdier i et givent samfund - og som i det danske tilfælde over tid tydeligvis har ersattet sunde civile værdier med statsdyrkelse og selvpromovering af ynkelighed, som afsæt for at opnå støtteberettigelse).

Frihedsværdier vil i stedet blive udbredt gennem etableringen af frie markeder (jævnfør Blairs åbenhed), og ved at begrænse statens rolle i økonomien (sådan som det i vid udstrækning var tilfældet med Tyskland og Japans økonomier efter 2. verdenskrig, og jævnfør økonomiske successer som Hong Kong, Taiwan og Sydkorea).

Trods Blairs mange vigtige pointer har han således en tendens til - i sidste instans - at sætte stemmeretten over forsvaret for frihedsrettighederne - herunder de økonomiske friheder, og dermed gå på kompromis med sidstnævnte. - Blair burde i denne henseende derfor distancere sig endnu mere fra sine franske kolleger, men på samme tid også fra nutidens amerikanske "nationbuildere". - Han kunne i givet fald vælge at alliere sig med nogle af de østeuropæiske politikere, der har taget ved lære af stats-interventionismens urimeligt lange historie, og som af samme gode grund i dag er kritiske overfor EU.

Talen på tryk.

Videoudgave her.