Den 19. januar kunne man i en kort notits i Berlingske Tidende læse, at den konservative Økonomi og Erhvervsminister Lene Espersen, mente, at man havde været for slap, når det gjaldt udlånspolitikken.

Dette må imidlertid siges, at være en underdrivelse, al den stund at politikerne både herhjemme og i USA har stimuleret til den omtalte udlånspolitik.

Hvad der er mere forunderligt er, at man alligevel fortsætter med nøjagtig den samme politik.

Man må derfor konkludere, at udmeldingen sandsynligvis kom som et rendyrket udtryk for et ønske om at se ansvarlig ud, mens man ikke er det.

"Heldigvis" – altså for levebrødspolitikerne men ikke for os andre - var der da heller ingen journalister, der undrede sig over, hvordan de nye milliarder og den fortsatte kunstige kreditskabelse og bankstøtte skulle være udtryk for en ny og strammere linje.

I går den 22. januar kunne man jævnfør mistanken om rendyrket populisme også se Lene Espersen slå ud med armene i Erhvervsbladet, hvor der loves mere kredit målrettet til de små- og mellemstore virksomheder.

Historien i Erhvervsbladet handler blandt andet om, at EU står i vejen for al den kredit, som de konservative nu gerne vil begunstige udvalgte virksomheder med.

”Stramheden” omtalt foroven varede således lige akkurat i tre dage.

Tendensen er derfor rettere, at der nu for alvor skal gives los fra ”borgerlig” side, og at den nye omfordelingspolitik - der vel at mærke også er protektionisme eftersom staten med statsstøtten favoriserer bestemte virksomheder, - den skal sprænge tidligere rammer for konservativ løssluppenhed. (For vi har jo Lene Espersens indrømmelse foroven).

Tidligere er der skrevet om, hvordan konservative i meget vid udstrækning har en nærmest religiøs tilgang til politik, hvor man spejder efter hvad der er oppe i tiden, og så søger at afspejle dette.

Det er også dokumenteret hvordan denne konservative tilgang har et Hegelsk ophav - altså et slags filosofisk forsvar, som gør at de konservative tror, at politisk ”flip flop” – politik ført som terningekast - er berettiget i praksis.

Den globale ”tidsånd” var således tidligere mere klassisk konservativ - republikanerne havde blandt andet magten i USA. Nu har ”tidsånden” imidlertid bevæget sig mod venstre, og amerikanerne har fundet sig en interventionistisk frelserfigur.

De konservative sadler derfor om, og løber i den modsatte retning for at kunne holde trit med tiden. Bliver ”tidsånden” særligt stærk i venstresnoet retning løber de konservative derfor også til sidst i armene på socialdemokraterne herhjemme.

Tidsånden er naturligvis blot et andet ord for folkestemning. Men den folkestemning man løber efter er nok i virkeligheden ganske snæver og består hovedsageligt i den kreds som står rundt om politikerne på Christiansborg: Den omfatter primært lobbyister fra erhvervslivet, pressen og andre der søger en eller anden form for begunstigelse, og som derfor vil have del i de ”midler”, der kan tilvejebringes via skatteopkrævning eller andre former for politiske indgreb.

Nogen granskning af økonomiske tænkere og en bestemt principiel tilgang til politik er det således allermindst sandsynligt at finde i det Konservative Folkeparti. Selv i Dansk Folkeparti står man dog i vid udstrækning for noget bestemt og ufravigeligt.

Den største borgerlige joker i dansk politik er derfor også det Konservative Folkeparti.

Selv om visse konservative hjemmesider direkte henviser til COIN må det derfor anbefales, at man lader disse ”neo-socialister” (der dog i vid udstrækning omfordeler fra fattig til rig i modsætning til klassiske socialister) være i fred, og bakker op om et parti der blot har et mindstemål af politisk integritet. (Jf. 180grader.dk’s leder nederst er det dog ikke sikkert at et sådan et parti for tiden overhovedet findes).

Kilder:

19/1: Lene E: Der er givet for meget los

22/1: Smv’er har udsigt til statsstøttet eksport

Om konservativ mysticisme der betyder at man ikke ved hvor de konservative bevæger sig hen:

Liberalist, socialist eller særling

Religion har intet godt at tilbyde borgerligheden

Læs også
180grader.dk: Bankstøtten

Konservativ Ungdom:

Helt grundlæggende kan det siges om konservatismen, at det ikke er en ideologi som f.eks. liberalismen eller socialismen. Det er nærmere en metode til hvordan ændringer i samfundet skal og kan finde sted. For konservatismen gælder det altid om at finde den rimelige balance. Balancen mellem stat og individ. Med en økonomisk politik følger naturligt en miljøpolitik. Med en erhvervspolitik også en socialpolitik. - Og så videre og så videre.... Kort sagt: Politisk appeasement med slagside til venstre for midten.

Mere i kommentaren Konservatisme vs. liberalisme

Der tales for tiden om hvorvidt, der skal stemmes om en revideret udgave af EU-"forfatningstraktaten". Nu skal det sagnomspundne dokument blot ikke hedde noget med "forfatning" længere, men mest traktat; og så skal dokumentet have et tillægsnavn, der adskiller det fra andre EU-traktater.

Financial Times bragte i juni måned en kort oversigt over, hvad der adskiller det reformerede dokument fra det, der er afvist (og som i nogle lande blev kaldt en forfatning og i andre noget andet). Når man har læst denne oversigt, kan man roligt stemme nej en gang til; hvis altså man gives mulighed for det.

Som allerede tidligere nævnt - blandt andet i Clement Kjersgaards magasin RÆSON , så skal en forfatning sikre borgernes friheder, også kaldet de individuelle frihedsrettigheder. Traktater indgået mellem lande, der hver især har forfatninger, der sikrer disse rettigheder, skal så respektere disse friheder.

Med respektere menes simpelthen, at traktater ikke må afvikle frihedsrettighederne ligeså vel, som man ikke må gøre dette på det nationale plan.

Men det er præcist sådanne afviklinger og krænkelser af borgernes friheder, som EU-samarbejdet i meget vid udstrækning er udtryk for:

De økonomiske overførsler mellem landene er grove krænkelser af ejendomsretten. EU's dokumenter er tillige med et hav af dokumenter fremstillet i FN-regi fyldt med såkaldte "materielle rettigheder" også kaldet "behovsrettigheder", som socialister har formuleret i disse institutioner.

Dette betyder i praksis, at nogle skal opfylde de mange behov (krav), som findes i disse dokumenter i det omfang at dokument-magerne får magt til at tvinge deres krav igennem.

(Man er forhåbentlig i stand til se, at friheden, som frihedsrettighederne sikrer de i samme omfang erstattes af en herre-slave-relation, hvor nogle skal yde, for at andre kan nyde i kraft af de krav, der er nedfældet i de mange dokumenter).

Nu består udgifterne til EU jo i praksis netop af økonomiske overførsler, hvoraf en meget stor del går til landbrugsstøtte - og en anden stor del til såkaldt "regionalstøtte", som i vid udstrækning også går til landbruget - men også andre typer af erhverv. Men der findes også en meget lang række af andre typer af projekter, hvor ganske mange EU-milliarder flyder hen.

Produktionen af disse dokumenter, som man vil have borgerne til at godkende, handler så i al sin enkelhed først og fremmest om, at man vil have en formel godkendelse af, at man afkræver enorme beløb i skat, for at man bagefter kan uddele disse midler til de grupper og individer, man vælger som sine klienter

(Naturligvis strander store beløb også hos bureaukraterne undervejs, og bliver så forbrugt i de byer, hvor EU's institutioner befinder sig).

Stemmer man ja til de traktater/forfatninger der i vor tid derfor kommer fra EU-embedsmændene og Europas politikere, stemmer man derfor i praksis for et voksende omfang af konfiskation af den indkomst, man tjener.

Men her er det mest uhyggelige: Stemmer man nej, fortsætter væksten i konfiskationen alligevel - blot i et mere behersket tempo.

Det vil sige: et Nej, betyder en vis opbremsning af europæisk klientskabelse og bureakratisk korruption. Et Ja, betyder i stedet en eskalering.

Hvis man ikke vil beskattes med henblik på regionale overførsler, og eksempelvis ikke vil finansiere tobaksproducenter i andre dele af Europa over skattebilletten, - er der i praksis kun en måde at sikre dette på; og det er at arbejde for en udmelding af EU-samarbejdet, og blive ved med at gøre dette indtil konfiskationen til sidst ophører.

Financial Times: Revamping the constitution.

(Det skal tilføjes, at der også er ret store omkostninger for borgerne ved EU-samarbejdet i kraft af regulering, der bygger på misforstået konkurrenceteori, samt baserer sig på det, man må kalde direkte korrupt adfærd - i form af regulering, der åbenlyst har til formål at beskytte bestemte virksomheder imod andre via lovgivning, bøder m.v.)

Det må [...] indskærpes, at det største problem forbundet med landbrugsstøtten er, at man tager borgernes penge. Det er det værste ved landbrugsstøtten. - Dette fokus bør derfor også være det helt primære i bestræbelserne på at afskaffe landbrugsstøtten; samt når man debatterer og diskuterer hvad, der skal ske, når landbrugsstøtten aftrappes. [...] Borgerne skal ikke længere beskattes i samme omfang. Afviklingen af landbrugsstøtten må gå hånd i hånd med skattelettelser.

- Læs mere i Landbrugsstøtte og skattelettelser .

Den europæiske skatteborgerforening, TAE, giver i aften den danske EU-kommissær Mariann Fischer Boel deres årlige pris, en bronzestatue af en tyr. Fischer Boel får prisen fordi hun i 2005 fik afskaffet eksportstøtten på oksekød til lande i den tredje verden.

Fischer Boel er kommet i fint selskab. Blandt de tidligere prismodtagere finder man den østrigske ex-kansler Wolfgang Schlüssel, den luxembourgske premierminister Jean Claude Juncker og den tidligere chef for den europæiske centralbank, Wim Duisenberg.

- Det kan man læse mere om i Jyllands-Posten og hos Dansk Politik.

Besøg TAE her.

En kommentar til det seneste års reformer og omlæggelser, der betyder at embedsmændene ikke har afviklet subsider som sådan (og brugt det man sparede på skattelettelser) men hvor man i stedet forærer pengene væk ud fra nogle nye kriterier, og hvor nogle nye grupper, man jf. artiklen herunder kan betegne som ikke-landmænd", - er blevet EU's klienter:

This is the final reduction to absurdity of the Common Agricultural Policy. Only the EU could have created a situation where people who are not farmers are paid not to farm. -- Neil O’Brien, direktør for Open Europe

Læs EU loophole allows city ‘farmers’ to reap millions in subsidy harvest (fra marts).

Læs også artiklen Lobbyisme, der blandt andet handler om landbrugsstøtte.

Jyllands-Posten og gratisavisen DATO skriver i dag om de voksende handelsrelationer mellem kinesere og afrikanere. Journalistikken bærer begge steder præg af synet på Afrika, som et umodent kontinent. Begge steder virker man skeptiske overfor kinesernes åbenlyse interesse i at tjene penge, og manglende ønske om at give bistand. Man er dog redelig ved at citerere nogle af dem, der ser Kinas engagement som en af det afrikanske kontinents helt store chancer for at sikre sig øget velstand og vækst, hvilket også betones af JP's seniorkorrspondent.

Omvendt er der de menige journalisters betoningen af interessen i råstoffer, og i hvordan Kina ”suger” disse råstoffer ud af såvel Afrika og Latin Amerika; som om råstoffer var blod, der bliver suget ud af et levende væsen; - jævnfør en JP-artikel med overskriften ”Råvarelageret støvsuges”, der handler om kinesisk samarbejde med Latin Amerika (!). Men måske er det sådan det føles, hvis man er en økohippie (og jorden er det samme som ”Gaia”). Almindelige læsere forstår dog næppe hvorfor råstoffer er noget særligt slemt at importere eller eksportere; og læsere, der har blot en begrænset viden om samhandel og økonomi kan slet ikke.

For som råstof-udvinder vil man netop gerne, som alle andre producenter, have den allerhøjeste pris, man kan få for sine varer. Det får man netop, hvis man har hele verden som sit marked, og ikke kun sit eget land. Så når man får mulighed for at eksportere til ikke blot resten af Afrika, men også til USA, Europa og nu også Kina, ja så øges muligheden for at man kan finde den køber, der vil betale den allerhøjeste pris. Den samme egeninteresse, der driver kineserne, motiverer dermed også afrikanerne. Og det er den samme egeninteresse, som bliver angrebet fra europæisk side.

Ulla Tørnæs fra Venstre er således - ifølge JP - skeptisk. Men hun er jo også bistandsminister, og lever derfor af at uddele midler, der er konfiskeret fra danske skatteborgere. Tørnæs lever dermed ikke af/for at sikre åbne handelsrelationer mellem verdens lande. Det kunne man ellers tro ville have været den naturlige opgave for en Venstre-minister, men sådan er det ikke. Det gælder i stedet om at signalere socialdemokratisme samt autentisk akademisk traditionalisme (som man finder den hos de Radikale). Politik handler dermed ikke om at gøre en forskel, men om at tage stemmer fra de andre partier, og for at iscenesætte enten sig selv - eller sit parti.

Tørnæs' skepsis mindede samtidig undertegnede om et møde som Berlingske Tidende afholdt den 11. oktober 2005 (også omtalt her).

I forbindelse med dette møde var der en afrikansk kvinde, der ganske følelsesladet bad om, at vi i vesten ophørte med at drukne kontinentet i bistand. Tønæs forsøgte så på bedste beskub at ignorere hende. Kvinden var ganske vist meget oprørt, men det er der også grund til at være. Det skyldes kort sagt 1) at politikere ikke forsvarer og sikrer frihandlen, 2) at de drukner Afrika i bistand, og 3) så ødelægger europæiske og amerikanske politikere vigtige erhverv i kraft af landbrugs- og eksportstøtten.

Lige så slemt er det dog at man iscenesætter sig selv, og prædiker løsninger overfor borgere i Danmark, der ville blive opfattet som fuldstændigt forrykte, hvis de blev lanceret som opskrifter på vækst i vores egen samfund: såsom projekter, hvor man skal udfordre diverse kønsroller (kvindeprojekter), eller hvor en eller anden FN-bureaukrat i kraft af vestlige midler får mulighed for at sidde og træffe beslutninger for de lokale, om hvad man skal og ikke skal investere i.

Og hvorfor i alverden skal Roskilde Universitetcenter eksporteres til Afrika, når de selv samme akademikere er komplet umulige at integrere i vores eget erhvervsliv? Venstrefløjsakademikernes syn og forståelse for samhandel, forretningsførelse, investeringer og markedsøkonomi er, som de fleste vil vide, ikke blot stærkt begrænset, det er ofte mere fair at tale om direkte fjendtlighed overfor markeder, fri handel og fri produktion. Så hvad er meningen?

Den afrikanske kvinde har derfor god grund til at være oprørt. For det er oprørende, hvor dum den europæiske politik er ift. til Afrika.

Det er derfor samtidig ingen overraskelse hvor lidt positivt, der kommer ud af alverdens akademiske projekter, hvor primært socialistiske ”do-gooders” i statsfinansierede institutioner, skriver rapporter og herefter får penge - også via statskassen - til at eksperimentere; - vel at mærke mens det væsentlige projekt: den frie produktion og den frie handel - samt det frie samfund med borgerlige frihedsrettigheder - får lov til at samle støv.

Mit personlige indtryk var således at Ulla Tørnæs netop så på ovennævnte afrikanske kvinde på lidt på samme måde som mange i dag ser på Afrika som helhed - i kraft af al den bistand, der er sendt derned: - At der her ikke er tale om individer, der er i stand til at klare sig i fred, selv hvis de fik lov. Det syn på afrikanere genkender man også i synet på Grønland og grønlændere. Og også her er der skabt en bistandsøkonomi, der sikrer at ovennævnte syn bliver en realitet, og at fordomme går i opfyldelse og cementeres.

På den baggrund kan man ikke andet end formode at kinesernes interesse, der er drevet af egeninteresse, og ikke af falsk altruisme og ikke af en total mangel på viden om hvordan vækst og velstands skabes, - vil gøre kunne gøre end positiv og afgørende forskel.