COIN har modtaget følgende:

"The Copenhagen Climate Challenge” [is to] be held in Copenhagen 8th-9th Dec. at Dansk Forfatterforening (Danish writers Union) Strandgade 6, 1401 København K [where] internationally respected scientists and others will be speaking and to which the world’s press will be invited.

Prof Ian Plimer, Professor of Mining Geology at the University of Adelaide and Emeritus Professor of Earth
Sciences at the University of Melbourne where he was Professor and Head (1991-2005). He is the author
of Heaven and Earth. His previous book, A Short History of Planet Earth, won the Eureka Prize.

Kontakt:
Jens Robdrup
climate-sense[@]live.dk

http://climate-sense.com

I denne tidsalder er verdenshavene næsten renset for fribytteri til søs. På nær enkelte farvande er verdenshavene frie og åbne for sejlads. Anderledes ser det ud til lands. I vor tid står det enhver frit for at oprette en organisation, hvis mål det er at invadere private virksomheder og hjem under påskud af regulering og beskyttelse. Når først organisationerne har fået foden indenfor, er der ingen grænser for hvilke befalinger og forordninger, de udsteder overfor ejerne og de øvrige tilstedeværende. Det vi er vidne til er, hvordan man uden ejerskab tilraner sig dispositionsretten over andres ejendom og liv. Det er den ny tids landbaserede sørøveri. - Læs mere i dagens kommentar.

I Lægemiddelindustriforeningen ønsker vi ikke, at det bliver muligt at reklamere for receptpligtige lægemidler, sådan som vi f.eks. kender det fra USA, samtidig er det dog nødvendigt, at vi moderniserer reglerne, både i EU og her i landet, hvor de er en del skarpere end i udlandet. - Det skriver Ida Sofie Jensen, der er administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen.

Jævnfør også en artikel i Jyllands-Postens JP's erhvervstillæg om Modstand mod medicinreklamer skal det for det første overordnet pointeres, at reklamer og markedsføring er en afgørende del af en fri og velfungerende markedsøkonomi. Det er en aktivitet, der sikrer, at det nye hurtigere spredes, og dermed også, at priserne på medicin reduceres med større hast - i kraft af den større konkurrence, som reklamefriheden sikrer.

Det burde derfor i almindelighed være en mærkesag, at sikre muligheden for at lancere og reklamere for nye produkter. Dette gælder derfor også indenfor medicinalområdet såvel som nydelsesmiddelområdet. (Også indenfor det sidstnævnte område betyder reklamefrihed, at man kan reklamere for noget, der har højere kvalitet og som dermed er relativt sundere end det eksisterende og etablerede.)

Den primære interesse i, at sikre et dynamisk marked er i øvrigt hos forbrugerne.

Forbrugerne har ikke desto mindre fælles interesser med de virksomheder, der gerne vil udfordre det eksisterende marked ved at introducere det nye via reklamerne.

En reklame betyder som bekendt samtidig ikke, at man hypnotiseres til at vælge varen. Det betyder blot, at man bliver gjort bevidst om flere mulige valg. Det er samtidig helt fejlagtigt at basere sin modstand på kollektive skræmmescenarier om at det generelle medicinforbrug øges. For som det skal pointeres nedenunder er der en lang række fordele for den enkelte - i kraft af en forbedret økonomi og øget adgang til overlegne produkter. Alle disse individuelle forbedringer tages der derfor ikke højde for med den kollektive indfaldsvinkel. (Tilsvarende kunne den kollektive indfaldsvinkel så også bruges til at forbyde en masse andre former for information, og på samme vis reducere informationsfriheden - ud fra en fejlagtige ide om, at man fra statslig side er i besiddelse af alvidenhed).

I Danmark står forbrugerne, hvad angår forsvaret for informationsfrihed imidlertid ret svagt. Staten har i vid udstrækning overtaget forbrugerorganisationernes rolle; eller man har gjort de, der kalder sig "uafhængige" afhængige via massiv statsstøtte. Den politiske positionering i sådanne statsstøttede forbrugerorganisationer vil derfor ofte være et pænt stykke ”til venstre for midten”. Og man vil i vid udstrækning fra den side derfor fremstille markedet som "udbytter" og staten som den gode formynder. Fokus på forbrugernes valgfrihed, på vigtigheden af et levende marked, og på maksimal informationsdannelse er derfor begrænset hos de ikke-governmentale - men altså statsstøttede - forbrugerorganisationer.

- Hvad er så statens interesse i, at begrænse reklamerne, og forbyde reklamer for receptpligtig medicin? Ja, hvis noget er nyt og bedre, er det i kraft af at være nyt også forholdsvis dyrt. Forventer man (som vælger) derfor, at staten betaler, opstår der af den grund en interesse fra systemets side i at begrænse kendskabet til det nye af frygt for pres på sundhedsbudgetterne. (Det er i denne sammenhæng også værd at påpege, at nogle produkter aldrig bliver introduceret i kraft af de forbud og reguleringer, der øger omkostningerne ved at få produkterne ud til forbrugerne. Prisen ved at foretage sig noget kan altså øges fra statens side, og dermed føre til at for få køb betyder, at man ikke kan financiere produktudviklingen, selv om behovet og købsvilligheden måske alligevel var en realitet.)

Tilsvarende har de etablerede medicinalvirksomheder i Danmark en interesse i, at forhindre reklamer for receptpligtig medicin af den simple grund, at deres "kanaler" til forbrugerne er sikrede via deres "politiske kontakter" - i form af det nationaliserede sundhedsvæsen. Det er med andre ord kanaler, man som etableret virksomhed kan styre mere end man kan, hvad angår reklamer i tv og medier.

Det er derfor netop de ikke-etablerede og ofte mere innovative virksomheder, der har gavn af mere åbne muligheder for information af potentielle brugere. Men deres muligheder for at agere politisk og øve pression er selv sagt samtidigt ret begrænsede. Derfor kræves som udgangspunkt en større interesse for nytten ved informations- og forbrugerfriheden fra forbrugernes side. (Og her er en bedre forståelse for, hvordan markedsøkonomien i almindelighed fungerer altafgørende).

Det er således værd at bemærke, at reklamer kan ses som en ret uvelkommen udfordring fra de, der nyder godt af den protektionisme, som eksisterer indenfor sundhedsområdet. Men den selv samme protektionisme, som er en måde at forstå reklameforbuddet på, skader altså - i kraft af højere priser på medicin, færre produkter og mindre innovation samt som følge af en langsommere introduktion af nye og mere overlegne produkter - såvel skatteyderne som forbrugerne.

Mit spørgsmål til læseren er derfor, om man ikke sådan helt personligt gerne ville have den ekstra information og de ekstra tilbud, som reklamer for receptpligtig medicin kunne sikre, - i det tilfælde at man selv stod overfor en alvorlig sygdom? For hvad er det helt præcist, der i så fald - efter at man havde set en reklame for et givent produkt - skulle forhindre een i, at man søgte uvildig vejledning fra andre autoriteter, i det tilfælde at man som potentiel bruger fik sin interesse vakt for det nye?

Den totalitære danske omsorgsstat har med gesundheitsführer Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, afskaffet endnu en frihedsrettighed. Jeg foreslår at man tager protesten et skridt videre, og fortsætter med at ryge som før. Det eneste forsvar mod en totalitær stat er civil ulydighed. - Det skriver Allan fra Skattetryk.

Hos den europæiske lobbyorganisation european public health alliance, der finansieres af EU-kommissionen, men kalder sig NGO, har man i øvrigt lavet en oversigt over rygeforbud i forskellige europæiske lande. Her fremgik det, at Danmark havde en af de mindst interventionistiske lovgivninger for området, sammenlignet med andre EU-lande. Om Danmark stod der, at under current legislation, smoking is only banned in schools and government buildings that are open to the public. - Den 15. august vil dette så bare være en historisk tekst. Se listen hos den skatteyderfinansierede lobby-"NGO" her.

Læseren skal i særdeleshed opfordres til at besøge EPHA, eftersom man i Bruxelles regner disse kunstige NGO'er for en del af "det civile samfund". Det vil sige, når man i EU vil konsultere befolkningen, er det sådanne kunstige organisationer, man indrager.

Disse skatteyderfinansierede NGO'er bevirker med andre ord, at EU-embedsmænd, politikere eller statsansatte i stigende grad ikke behøver at tale med virkeligt uafhængige organisationer (det vil sige medlems- eller på anden måde frivilligt finansierede brugergrupper og interesseorganisationer. Fra EU's side sikrer man sig derfor nogle NGO'er, som man i vid udstrækning kan stole lidt mere på - i kraft af finansieringen, som ofte vil være ret massiv. Dette betyder, at man i statslige tv-medier mere vil kunne opleve, at alle debattører der er inviteret i praksis vil være statsansatte eller (som i "NGO'ens" tilfælde) ansatte i kraft af statslig velvilje:

- Man kan i en debat om rygning eller alkoholforbrug således have statsansatte journalister, en statsansat politiker (jævnfør partistøttens indførsel), en statsansat officiel "sundhedsekspert" samt en statsfinansieret sundhedsdebattør (fra en kunstig NGO), der vil sige mere eller mindre det samme som de øvrige debattører. Det tilbagevendende fælles mantra, vil så være mere stat, flere kampagner, flere indgreb plus finansiering via højere skatter. (Skåret ind til benet handler dette samtidig om, at man som lobbyist for staten fremhæver individet som svag, og omvendt fremstiller staten med dens eksperter og aktører som den gode forsørger).

Skatteyderne (privatansatte) vil derfor udelukkende deltage, som dem der finansierer debatterne og som dermed også betaler for "journalistikken" og de efterfølgende kampagner.

- Man skal samtidig ikke lade sig overraske over, at mange individer alligevel føler, at den status og prestige, der er forbundet ved på denne måde at være statist i et cirkus, hvor tendensen i svarerne - (jævnfør "set up'et" med kunstigheden) er givet på forhånd, - tilskrives en personlig værdi.

Er det så totalitært, som Allan udtrykker det? Selvfølgelig er det det. Totalitær betyder netop, at staten er blevet altomfattende, og at der ingen grænser er, for hvad staten bruges til. Disse grænser er praktisk talt (i kraft af netop skabelsen af et kunstig civilsamfund, der erstatter frivillighed og virkeligt uafhængige organisationer) forsvundet. Journalistikken (men også lægestanden) er i meget vid udstrækning blevet systemets lænkehund(e).

Se Chris Horner: NGO'ere: De afhængige ”uafhængige" . Læs også En kunstig europæisk offentlighed.

COIN-bloggen har fået "hits" fra noget, der hedder Sociale Nyheder. Om hjemmesiden kan man læse at Sociale Nyheder er en utraditionel nyhedsservice der bruger Internettet og avancerede It-værktøj til at generere [nyheder]...Man finder med andre ord nyhederne via bestemte søgeord og termer. Hvilket betyder at det meste indhold er genereret automatisk. Siden bringer således nyheder og artikler - til, fra og om den sociale verden...

Den sociale verden er indledningsvist imidlertid blot en forskønnelse af mere passende begreber såsom: "klientverdenen", "ydelsesverdenen" eller "de svages verden".

For hvis man ikke lever på en øde ø eller befinder sig i en permanent krigslignende tilstand, omgås man som bekendt også andre mennesker socialt:

- Man handler med andre, taler med andre, og gør så meget andet, der alt sammen kan falde ind under kategorien "social adfærd". At producere noget værdifuldt, og at handle i fred og frihed, er således noget af det mest sociale og civiliserede, man kan foretage sig. Men dette hører vel at mærke ikke ind under de sociale agitatorers kategori.

Den "sociale verden" på de "Sociale Nyheders" side er således i stedet ofrenes verden: en verden, der befolkes af dem, som alverdens sagsbehandlere mener har krav på ydelser fra det offentlige. Der er som bekendt tale om en gruppe, der bare er vokset og vokset i takt med at ydelserne er udvidet af de mange socialdemokratiske partier, der skiftes til at være ved magten. Og de "Sociale Nyheder" fungerer simpelthen blot som en privat støttefunktion til det store offentlige maskineri, der sikrer endnu flere ydelsesmodtagere i Danmark. - Under kategorier på nyhedssiden kan man således se hvad de, der har konstrueret hjemmesiden, i praksis mener hører til "den sociale verden".

De der taler om "sociale ydelser" og "sociale verdener" er således næsten altid nogle, der mener at behov for noget også giver krav på noget (jævnfør ideen om "materielle rettigheder"). Det er i øvrigt en helt forkert ide. Og den verden de i praksis skaber i kraft af tvungne statslige opkrævninger er i øvrigt også alt andet end social: Den gør stadigt flere til ydelsesafhængige tabere og statslige klienter.

Så hvem finansierer "Sociale Nyheder"? Det gør tilsyneladende en NGO (Non-Governmental Organisation) ved navn "Taletid", der arbejder med kommunikation indenfor det sociale område, brugerinddragelse og arbejder for at give taletid til de mest udsatte grupper i samfundet. Denne såkaldte "NGO" har også to andre sider, man kalder for Brugerperspektivet samt Metalog.

Besøger man disse sider kan man dog med nogen rimelighed konkludere, at "NGO'en" mest af alt ligner en af de utallige kommunikationsvirksomheder, der lever af at samarbejde med offentlige institutioner, og hvis opgave det - mod betaling - er, at fremhæve bestemte grupperingers angivelige behov for ydelser (jf. de valgte kategorier) her via internettet, - sådan at de pågældende grupperinger/"sociale områder" med tilhørende statslige institutioner kan sikres endnu flere skatteyderkroner, end det er tilfældet i dag. "NGO"'ens kunder og samarbejdspartnere kan man finde her.

"Sociale Nyheders" robot søgte på sektor, kom på afveje - og reklamerede på ironisk vis for Anders Fogh Rasmussens Vera og Benefica. - Benefica er den, der vil gøre det gode (men med de forkerte midler). Vera er den, der fortæller om de negative konsekvenser, der er forbundet med Beneficas politikforslag.

IMS [Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS)] er et uafhængigt informationscenter om miljø, sundhed og forbrug. Centrets formål er at give forbrugerne let tilgængelig og handlingsorienteret information om miljø og sundhed samt at fremme en bred dialog om de risici, der knytter sig til forbrug. Centeret er finansieret af offentlige midler, som bevilges via Miljøministeriet. [egen fremhævelse]- Man kan besøge det "uafhængige informationscenter" her.

Med finansieringen og vinklingen af forbrugerstoffet, der handler om at staten skal kontrollere og styre produktionen, opdrage på forbrugerne og herunder formidle miljøbekymring, er centret imidlertid så offentlig og statsligt, som det kan blive.

- Men hvorfor så betoningen fra centerets side af at være "uafhængig"?

Et simpelt svar på dette spørgsmål kunne være, at det er forbundet med troværdighed at være uafhængig. Og det man gerne være, også selv om staten i praksis er arbejdsgiver.

Civilsamfundet har med andre ord en status, som man i staten gerne vil efterligne.

Under Pressemeddelelser fra IMS kan man således læse om de vanlige temaer man også finder i vinklingen af forbrugerstoffet som man finder det i lignende statsligt oprettede organisationer eller via det statslige Danmarks Radio. Temaer er således generel bekymring, angst for allergi, frygt for strålingsfare, ønsker om behov for nye undersøgelser, appeller til grøn bevidsthed o.s.v. o.s.v.

(Angående behovet for nye undersøgelser kan man eventuelt som et humoristisk indslag besøge den Stokastiske rapportgenerator Uafhængig, nødvendig, omstillingsparat, virtuel!).

I En kunstig europæisk offentlighed skrev undertegnede således at:

Der skabes en kunstig europæisk offentlighed, hvor offentligt ansatte embedsmænd, skattefinansierede politikere eller offentligt støttede NGO'er gensidigt forstærker hinandens budskaber overfor pressen, og bekræfter hinanden i deres dagsordens vigtighed.

EU-toget kører således i retning af stadigt flere tilfælde af pseudo-debatter, hvor magtens mænd og kvinder debatterer med eller mod hinanden: eksempelvis i form af offentligt finansierede miljøgrupper, der taler med offentligt ansatte regulatorer; mens almindelige europæiske borgere uden samme rundhåndede adgang til medierne tildeles rollen som tilskuere.

- I ovenstående artikel nederst findes henvisninger til flere artikler.

I Chris Horners artikel De uafhængige afhængige kan man i øvrigt kan læse, hvordan EU-medlemstaternes "uafhængige" organisationer også er organiseret som "uafhængige" på det europæiske niveau; og her bidrager til at udforme en restriktiv forbrugerpolitik på EU-plan. - I vid udstrækning behandler medierne (især de statslige) herefter disse pseudo-uafhængige som repræsentanter for civil-samfundet. Med andre ord: Statens "tjenere" har forklædt sig som noget, der skal forestille private borgere.

Ovenstående historie er fremhævet tidligere. Men så vidt vides er der endnu ingen, der har forsøgt at kortlægge, hvor stor en del af eksempelvis de danske forbrugerforeninger og miljøorganisationer, der kun lever i kraft af statslige midler (Men hvem ville også finansiere noget sådant?).

- Ikke desto mindre, så er hver eneste skattekrone der bruges på offentligt ansatte eksperter, smagsdommere og opdragere (i det som man i Dansk Folkeparti tidligere turde kalde for "bekymringsindustrien") ensbetydende med en krone mindre for forbrugeren at vælge kvalitet for. Det er således tale om en krone mindre for aktører i en given branche at bruge på produktudvikling og introduktion af nye produkter (i det omfang der ikke eksisterer et reklameforbud). Og der er kort sagt en krone mindre, der kan bruges på at vælge frit på et køb på markedspladsen (eller på opsparing til investering i fremtiden).

I stedet for bruges konfiskerede midler til at sikre, at nogle opnår frihed til tale på andres bekostning (vel at mærke forklædt som "uafhængige"), som det er tilfældet med Informationscenter for Miljø & Sundhed. Og disse statsfinansierede organisationer, der agerer i kraft af rundhåndede midler, fortrænger naturligvis også en del af den opmærksomhed, der søges fra private og konkurrerende foreninger og organisationer.

I næste uge handler artiklerne, der bringes på forsiden blandt andet om skatter, afgifter og behovet for velfærdsreformer (Læs: lavere skatter og lavere afgifter).

I denne anledning gøres opmærksom på, at forsiden har fået en ny "bjælke" midt på siden, der fremhæver tidligere artikler, som har et bestemt tema; og som i løbet af mandagen vil blive udskiftet med skatte- og afgiftsrelaterede kommentarer, artikler m.v.

Før de seks aktuelt fremhævede artikler fjernes fra forsiden (De vil herefter kunne findes via arkivet), bringes her et citat fra hver enkelt artikel, der alle handler om klima- og/eller miljøpolitik:

Fra Hvad enhver europæer bør vide om global opvarmning - af Ian Murray:

Global opvarmning er noget, der finder sted; og mennesker er ansvarlig for i det mindste en del af denne opvarmning. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med at den globale opvarmning vil forvolde tilstrækkelig skade på jorden og menneskeheden til at kunne retfærdiggøre drastiske begrænsninger i energiforbruget; en politik der i sig selv ville have sine egne skadelige konsekvenser. Ydermere kan videnskaben ikke besvare spørgsmål som i deres kerne er økonomiske eller politiske, såsom hvorvidt protokollen er indsatsen værd.

Fra Kyoto-planøkonomien slår til igen af undertegnede:

Andrei Illiaronov, en af Putins højtstående [nu tidligere] økonomiske rådgivere, [har] - belært af sin opvækst under Sovjet-kommunismen - [...] givet følgende hårde karakteristik af Kyoto-aftalen: Med henvisning til det agentur, der gang på gang skabte katastrofale resultater i dets forsøg på at styre den gamle sovjet-økonomi, lyder det fra Illiaronov:

"Som udgangspunkt havde vi tænkt os at kalde aftalen for en slags international Gosplan. Men så indså vi, at Gosplan sammenlignet med Kyoto var langt mere humant, og at vi derfor burde kalde Kyoto-protokollen for en form for international Gulag. (-) Men i Gulag fik man dog i det mindste den samme daglige ration mad, og rationen blev derfor ikke mindre dag efter dag. (-) Til sidst endte vi derfor med at kalde Kyoto-protokollen en international form for Auschwitz".

Fra Den grønne maskine af Chris Horner:

Et af de principper der afspejler denne [mere-regulering-er-bedre-end-mindre] indstilling er eksempelvis det såkaldte ”forsigtighedsprincip”. Det princip spøger nu i forslaget til den europæiske forfatningstrakat, og handler groft sagt om at forbyde ny teknologi - med mindre vi er sikre på at teknologien ikke vil forårsage skade på menneskers liv eller på miljøet.

Hvis denne destruktive ide om et forsigtighedsprincip var blevet accepteret og taget i brug på et tidligere tidspunkt i historien ville vi tværtimod stadigvæk bo i huler, uden redskaber, uden ild, - og helt sikkert uden moderne bekymrende fænomener som biler og elektricitet.

Fra Niels I. Meyers kamp imod industrisamfundet - af Chresten Anderson:

[Niels I. Meyers udsagn peger] på, at der i EU, nu lidt efter lidt, er indført et princip [forsigtighedsprincippet, der handler] om, at man skal bevise sin uskyld, og ikke modbevise en påstand om skyld. Der er kort sagt tale om et opgør med flere århundreders retspraksis. Der er således ikke tale om en reform i småtingsafdelingen. Men Meyer er tilsyneladende lykkelig. Måske fordi hans udgangspunkt netop er, at leverandørerne til de europæiske forbrugere som udgangspunkt er skyldige, og at de få, der ikke er det, nu for egen regning bedes om at bevise, at de er undtagelsen fra Meyers regel.

I forbindelse med REACH går reguleringen imidlertid langt videre...

Fra NGO'ere: De afhængige ”uafhængige" af Chris Horner:

[Stadigt mere] tyder på, at NGO-lobbyen [i Bruxelles] stort set ikke består af andet end én stor facade, - en potemkin-kulisse bestående af organisationer, der enten kæmper for at fremme Kommissionens egne eller - i visse tilfælde - store virksomheders dagsorden. Forskere i det moderne demokratis udvikling har beskrevet presset fra ”det civile samfund” som værende mest af alt et pres fra forskellige grupper af kommunitarister, der alle insisterer på at afvikle den enkeltes rettigheder og ønsker, - og i stedet erstatte disse med det, de opfatter som værende et højere formål eller ”det fælles bedste”...

Og fra novellen Miljøkommissæren af forfatteren Steen Steensen:

Jon Galstrups fremtid syntes sikret. Der var embeder nok at få. Men først skulle specialet om iltsvindet skrives færdigt. Han lænede sig tilbage i stolen. Forhåbentlig kunne han få en stilling i Miljøstyrelsen. Tænk, hvis han blev deporteret til provinsen.

Alligevel gnavede tvivlen i sindet. Vist så, miljøbevægelsen forekom i nuets perspektiv urørligt. Materielt stod den stærkere end nogensinde. Tusinder af eksperter sad i befæstede positioner. Der manglede heller ikke bevillinger til undersøgelser og rapportskrivning. Men ideologisk havde bevægelsen nok toppet. - Værst så det ud i USA...

En ny rapport fra Timbro, forfattet af Klas Hjort, kortlægger forbrugerorganisationernes forbindelser til staten, "arbejderbevægelsen" og/eller miljøbevægelsen.

Den største fællesnævner er imidlertid skatteydernes penge, der holder liv i de politiske institutioner eller organisationer. I rapporten kan man blandt andet læse at:

De tre viktigaste konsumentaktörerna i Sverige har alla Göran Persson och/eller WanjaLundy-Wedin som högsta chef. Den fjärde har starka kopplingar till regeringens stödparti,miljöpartiet. Samtliga har staten som huvudfinansiär.

Klas Hjort undrer sig samtidig over sådanne organisationers/institutioners manglende deltagelse i debatten om butikscentre og -kæder, samt herunder hvad det betyder for borgernes købekraft, at politiske beslutningstagere forhindrer konkurrence på området:

Motviljan är djup mot att låta marknaden sänka priser och därmed öka medborgarnas levnadsstandard, och utifrån det som diskuterats ovan är det märkligt. En prissänkning på mat genom sänkt matmoms hyllas som en storslagen reform, men motsvarande effekt på priserna hade kunnat nås genom att öka möjligheterna för lågpriskedjor att etablera sig här. Wal-Mart-effekten på åtskilliga procents prissänkningar hade kunnat betyda mycket för inte minst ekonomiskt svaga hushåll. Ändå sker inga ansträngningar från socialdemokratins sida att få in lågpriskedjorna, och därmed ner priserna.

Forfatteren påpeger, hvordan statslige myndigheders muligheder for at præge udviklingen, det vil sige at føre politik for konfiskerede midler efterhånden er ved at være total:

Genom det starka inflytandet över konsumentrörelsen kan staten få makt i framför allt tre dimensioner, de kan få makt över beslutsfrågorna, makt över icke-frågorna och makt över tanken.

Læs rapporten (18 sider) her

Besøg Enpartistaten eller Timbro

Læs også:

En kunstig europæisk offentlighed

NGO'ere: De afhængige ”uafhængige"

Købekraft eller rigt liv i byerne

Pressen på støtten