Mennesker, der ikke har et mål med eget liv og drømme, som man ønsker at opfylde, er nogle tarvelige skabninger i mine øjne. Folk, der produktivt forfølger deres egne mål og indgår frie aftaler med andre frie mennesker, og respekterer basale dyder som rationalitet, uafhængighed, integritet, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed, de må vel i al ærlighed siges at være kernen og dem, der sikrer basis for et velstående samfund? At folk fejer foran egen dør, før de fejer for andres, er vel stadig fornuftigt? At folk ser deres eget liv og deres familiers og venners liv, som noget der går foran staten er vel OK, så længe man ikke ligger andre til last?

Hvorfor skulle det være moralsk at ofre sit eget liv for en stat og nogle politikere, som gerne vil bestemme, hvad moral er? Den har vi hørt før, ellers tak.

http://www.180grader.dk/klumme/Valget_er_klart_Kapitalisme_eller_knaldr_d_socialisme.php

Other animals live by snatching what is around them — plucking fruit from a tree or gulping water from a stream. We don’t. We turn barren land into orchards. We build irrigation canals. We create what has never existed before: computers, airplanes, polio vaccines. What enables us to do this? Reason: systematic and deliberate logical thought. So the image [Ayn Rands] morality holds up to us to emulate, on whatever scale of ability we can achieve, is the thinker, the creator, the producer—the Aristotle, the Hugo, and the Carnegie. - To have their kind of devotion, rational and passionate, to your own mind and self — to your life and the incredible happiness that is possible within it — is for Rand the hallmark of morality. This is what she means by the virtue of selfishness.

Thus writes Onkar Ghate in the New Statesman. Read more in Objectivism. A philosophy for living?

More articles here.

Biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt skrev i Berlingske Tidende den 25. juli at Griskhed en last bliver til en dyd. De fleste husker vel Michael Douglas' - i det store hele glimrende - tale i filmen Wall Street, hvor han i rollen som Gordon Gekko siger, at "greed is good - greed works". Og til dette kan man kun svare - Ja, Fri os fra forsagelse! (Kvalificering af synspunktet findes i posteringens sidste henvisning - meget passende i Capitalism Magazine.)

I anledningen skal også nævnes den norske hjemmeside DYRK MAMMON.NO.

COIN har bragt to artikler fra DYRK MAMMON-folkene: Disse er fra Onar Åm, der har skrevet artiklen The Corporation samt Per-Anton Rønning, der introducerer til hjemmesiden med kommentaren Pengeglæde . Her skriver PAR blandt andet følgende:

Pengegleden er tofold: Den er den intense gleden over å ha lykkes intellektuelt og organisatorisk, slik at det skapes overskudd. Dernest har vi gleden over å kunne nyte et godt og komfortabelt liv med velstands- og luksusgoder. Disse har enorm symbolkraft, for de skriker ut noe som de åndfulle hater å høre: Jeg har LYKKES - jeg har et verdiskapende intellekt! De åndfulle ønsker å ha monopol på det intellektuelle, det er dette de føler er det mest beundringsverdige ved deres livsform. De gjør derfor det, de kan for å fremstille verdiskaperne som overfladiske og ute av stand til å bevege seg innenfor den fornemme åndelige sfære.

Ovenstående hyldest til pengeøkonomi, profit og egeninteresse (samt afstandtagen fra afsavn, forsagelse, offervilje og hykleri) skal dog blot tjene som introduktion til Francisco d'Anconias pengetale. Her bringes et introducerende citat:

D'Anconia: Money is your means of survival. The verdict you pronounce upon the source of your livelihood is the verdict you pronounce upon your life. If the source is corrupt, you have damned your own existence. Did you get your money by fraud? By pandering to men's vices or men's stupidity? By catering to fools, in the hope of getting more than your ability deserves? By lowering your standards? By doing work you despise for purchasers you scorn? If so, then your money will not give you a moment's or a penny's worth of joy. Then all the things you buy will become, not a tribute to you, but a reproach; not an achievement, but a reminder of shame. Then you'll scream that money is evil. Evil, because it would not pinch-hit for your self-respect? Evil, because it would not let you enjoy your depravity? Is this the root of your hatred of money? - Læs resten af talen her.

Den amerikanske tobaksgigant Phillip Morris har oprettet en hjemmeside, der lærer den besøgende hvordan man holder op med at ryge. Her finder man en række praktiske råd til, hvordan man lægger smøgerne på hylden. Som i kommentaren Vejen til et bedre liv går uden om staten er fokus på behovet for erkendelse og bevidsthed; det vil sige på hvad og hvorfor man vil gøre, hvad man vil - samt på mobilisering af viljestyrke. Og intet af dette kan som bekendt købes for penge eller opnås via statstilskud.

Et tilbagevendende mantra fra de personer, der på Phillip Morris side forklarer hvordan de er holdt op med at ryge, er således simpelthen, at man skal ville det. At ændre på en vane (eller helt gøre op med den) må og skal være noget, man først og fremmest vil og gør for sin egen skyld. - Læs mere på QuickAssist og få inputs fra Successful quitters .

Hvad man dog undlader at komme ind på, er de politiske implikationer af, at man i virkeligheden ikke er mere afhængig af noget, end at man kan holde op med det, som man således tror sig afhængig af. For at man som individ kan vælge at sætte sig nogle mål, for så efterfølgende at føre disse mål ud i livet betyder naturligvis også noget for nytten af økonomisk frihed:

- Disse implikationer for samfundsindretning handler derfor ikke mindst om, at det er særdeles negativt, når man kollektiviserer og dermed i praksis afskaffer det personlige ansvar - ved at man vælter omkostningerne for usund livsførsel over på andre via fælleskassen. Læs mere om dette emne i Sundhed er en privat sag (JP 6/6).

Ovenstående råd om at sætte sig nogle klare mål, og så indædt kæmpe for at forfølge dem, det vil sige at være ambitiøs på egne vegne, gælder naturligvis ikke blot, når man vil gøre op med, hvad man selv mener er dårlige vaner (hvad angår kost, stimulanser eller dovenskab), men også når man vil tillægge sig nogle nye, som man selv synes bedre om (måske vedrørende motion, studier eller produktivitet). Bemærk således også at ambition (målrettethed) på denne blog regnes for at være en dyd og en positiv karakter-egenskab, så længe der tages afsæt i fornuften.

Även för oss som utför mer komplicerade arbeten och har goda inkomster ger dygderna vägledning. Många av de personer som jag i min vardag ser stressar sig sönder och samman för att hinna med att göra allt det man ”borde” göra, borde fundera över dygdeetiken. Informationssamhället bjuder på ett enormt utbud och vi utsätts för ett tryck att välja som vi inte är vana vid. För bara några årtionden sedan fanns inte många val att göra. Det skapar mental stress. I Aristoteles etik finns det som värderelativism inte erbjuder: dygderna lär oss att värdera och därmed att prioritera.

Sådan afslutter Dick Erixon sit essay Etikk förutsätter frihet.

Erixon skriver endvidere at:

Vi i Norden har vårt välstånd att tacka tidigare generationers dygder, särskilt arbetsmoralen. Nordbor har i många generationer förstått arbetets värde, eftersom vi genom århundraden präglas av fria, men oftast fattiga bönder och inte varit livegna under furstendömen så som ute i Europa. Vi har i stor utsträckning tagit del av arbetets frukter – även om de varit små. Våra förfäder har sett sambandet mellan arbete och nytta.

Med detta vill jag säga att dygder endast kan utövas av fria människor. Dygder är oförenliga med ett socialistiskt och planekonomiskt samhälle. Dygder förutsätter att människor fattar sina beslut i frihet och får ta konsekvensen av sitt agerande. Den som arbetar hårt ska kunna njuta av den avkastning arbetet ger. Politiska ingrepp i människors frihet innebär att dygderna undergrävs... Læs mere her.

Dick Erixons hjemmeside

Set via Civita (Norge).

Søren Kierkegaard præsenterede i Enten Eller på underholdende vis, den klassiske polarisering mellem ateistiske nihilister (æstetikeren, der dog alligevel – ”by default” – har nogle bestemte værdier) på den ene side, og så etikeren på den anden.

Det skal ikke desto mindre her være påstanden, at Kierkegaards sondring ikke er den eneste gyldige – jf. den indtil videre ignorerede tredje tilgang.

Den tredie tilgang er - måske ikke overraskende - liberalisme med afsæt i ideen om oplyst egeninteresse, jf. dagens tidligere kommentar. - Læs mere i Moral er noget man vælger.

Se også Vartov-talen: Grundtvig og Kierkegaard - nogle af mine vigtige kilder Foredrag af statsminister Anders Fogh Rasmussen, Vartov, onsdag den 30. november 2005

De kapitalistiske moralværdier: uafhængighed, ubestikkelighed, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed, som afsæt for virksomhedsmission, præsenteret af en dansk investeringsbank:

(pdf. s.2).

Søren Porsborg har nyoversat ”Etikken” af Aristoteles, der levede fra 384-322 f.v.t.; det vil sige for mere end 2300 år siden.

Hvis man har læst nogle af Ayn Rands bøger, herunder ikke mindst Kun den stærke er fri (the Fountainhead) samt Og verden skælvede (Atlas Shrugged), vil man med stor sandsynlighed finde følgende overvejelser om, hvad der konstituerer gode og onde (slette) mennesker - interessante:

De gode mennesker beskrives således:

[D]et gode menneske er i overensstemmelse med sig selv og begærer med hele sin sjæl ét og det samme. Og han vil for sig selv det gode og det, som synes godt, og han gør det (det kendetegner den gode, at han anstrenger sig for at gennemføre det gode) og for sin egen skyld. Nemlig for den tænkende dels skyld, den del, som synes at kendetegne enhver. Og han ønsker at leve og bevare sig selv og især den del, hvormed han tænker.

Da enhver af disse ting tilhører den gode person i forhold til sig selv, og hans forhold til vennen er lig hans forhold til sig selv (vennen er et andet selv), da synes også venskabet at bestå af disse ting, og de synes at være venner, for hvem dette gælder.

Om de slette mennesker hedder det at:

[D]e er splittede, begærer det ene og vil det andet, ligesom de ubeherskede. Og de vælger i modstrid med det, som de mener, er godt for dem selv, det behagelige, som er skadeligt. Andre opgiver, på grund af fejhed og ladhed, at gøre det, som de mener, var det bedste for dem. Men de, som har gjort mange ugerninger og som hades for deres slethed, flygter fra livet og ødelægger sig selv. Slette folk søger andre med hvem de kan leve sammen, men flygter fra sig selv. De husker mange og forfærdelige ting og forventer noget tilsvarende, når de er alene med sig selv, men glemmer det, når de er sammen med andre. Der er intet elskeligt ved dem og de føler heller ingen venlighed overfor sig selv. Og sådanne folk hverken glæder sig eller føler smerte med sig selv. For deres sjæl er i oprør. Én del føler på grund af sin usselhed, smerte over afsavn, og en anden del glæder sig, og de drives i snart den ene retning, snart den anden, som skulle de sønderrives. (Side 224-225, Aristoteles Etikken – Det lille Forlag 2004).

Aristoteles tog således et solidt afsæt i individet, og de valg som den enkelte træffer, i sin vurdering af hvad der kendetegner de gode og de onde.

- Og for at den enkelte kan træffe valg i det hele taget, da forudsættes som bekendt friheden til at kunne vælge.

Betoningen af mennesket som et tænkende væsen, - og af brugen af tænkeevnen som en forudsætning for at kunne have det godt som menneske, er tilsvarende noget, der bør fremhæves.

Den første parentes, der omhandler det at handle – det vil sige at anstrenge sig for at gennemføre det gode - og ikke bare at tænke uden efterfølgende at handle på baggrund af det tænkte, - er tilsvarende karakteristisk for Aristoteles. (Mere om emnet her).

Der er således ifølge Aristoteles forskel på mennesker. Og forskellen handler blandt andet om, i hvilket omfang, man opfører sig som et fornuftsvæsen eller ej. Dette må siges at stå i kontrast til vor tids udbredte værdirelativisme.

Læg også mærke til, hvad det er, man ifølge Aristoteles burde ønske at være eller at eje: Ikke alting i denne verden, - og ikke at være andre end sig selv: det vil sige, ikke at opgive sin egen identitet, men at forbedre sig (at anstrenge sig for at gennemføre det gode).

Det retfærdige står således i relation til den enkelte. Retfærdighed er med andre ord ikke blot et abstrakt og fritsvævende begreb, uden samtidig at være et praktisk begreb. Godhed, retfærdighed og den enkeltes forbedring af egen tilværelse er således begreber, der trækker i samme retning. Det moralske er også det praktiske.

Det gode menneske er samtidig ikke et lidende menneske; forstået på den måde at der er en vis konstans i hvad, der giver behag og ubehag. - Den gode tilværelse er et praktisk mål, der kan forfølges. Det vil sige at der i kraft af nogle bestemte værdier, er mål i denne verden, der kan efterstræbes, og dermed kan have status som værende meningsfulde, og være værd at forfølge.

Endelig kan det fremhæves, at de onde i denne verden er de selvdestruktive. Det er dem, der flygter fra livet, og som ødelægger sig selv.

– Det sidste er naturligvis ikke mindst tankevækkende, når vor tids moderne politikere så ofte fremhæver det at bringe ofre i den ene eller anden sags tjeneste, som havende en status af at være et gode. (- I nogle dele af verden står det med at ofre sig uhyggeligt centralt for de politiske beslutningstagere - herunder ikke mindst i Iran, der sponsorerer offerkulter i resten af verden).

Og ikke mindst ved at påpege det sidstnævnte: at de onde er de, der bringer destruktion og selvdestruktion med sig, kan Aristoteles i vor tid siges at være revolutionær. Og hvem ved, måske er det af netop sidstnævnte årsag, at man har gjort Aristoteles til én blandt tusinde andre forfattere i det cut-and-paste-pensum, som man udsættes for på vor tids afprivatiserede og statsmonopoliserede universiteter. Forhåbentlig kan nyoversættelsen bidrage til at ændre på dette.

De følgende uger vil blandt andet omhandle forfatter-filosoffen Ayn Rand. Hun præsenterer det tænkende menneske for et alternativ til de mange appeller, der kommer - ikke mindst fra politiske beslutningstageres side, om at der må bringes ofre.

Ofrene, der skal bringes kan i den forbindelse handle om, at der ikke er råd til skattelettelser, at der skal udstationeres tropper i lande, der er ved at opbygge frihedsfjendtlige regimer (sådan som det er tilfældet i Afghanistan) - eller om at frie valg skal erstattes af kollektive beslutninger (eksempelvis at man skal stemme om udformningen af diverse former for enhedsskoler). De centrale beslutninger i denne henseende bliver som bekendt truffet af netop de mennesker, der så ofte taler varmt om offergerningens nødvendighed. (Christoffer Arzrouni brugte en gang det passende udtryk "velfærdslamisk".)

I artiklen Behovet for en ny individualisme skriver Edward L. Hudgins som en slags modgift til det politiske offercirkus følgende:

Ayn Rand tilbød den mest konsistente og integrerede forståelse for individualismen. Hun tog sit udgangspunkt i det forhold, at det fundamentale alternativ for et levende væsen er skillelinien mellem liv og død. Men mennesker er i denne henseende enestående. Vi er i besiddelse af en fri vilje og har en rationel fakultet.

Den egenskab der handler om at træffe valg, der vedrører værdier er rent faktisk kun mulig for de væsener, der er i stand til at forstå, at alternativer og valgmuligheder findes; hvilket netop gælder for levende mennesker. Målestokken, og udgangspunktet, for alle følgende værdier er således menneskets liv, og målet der handler om overlevelse sikres ved anvendelse af fornuften, ved at finde ud af hvad der er i vores egen interesse. Men eftersom vi netop er mennesker, og i besiddelse af mange fantastiske egenskaber, kan den rene fysiske overlevelse ikke være målet; men rettere et lykkeligt, glædesfyldt, bekræftende og indholdsrigt liv....

Forudsætningen for ovenstående er ikke desto mindre en genskabelse af tilliden til ens egen fornuft (og lidt mindre blind tillid til autoriteterne), samt at man genfinder bekræftelsen af, at man har retten til at bruge sin fornuft til at forfølge sine egne mål i livet. Hudgins skriver derfor senere at:

På det filosofiske niveau, men med argumenter der finder klangbund i aktuelle politiske og sociale konflikter, vil det være nødvendigt at forstærke opfattelsen af, at vi hver især som enkeltstående individer har en uomtvistelig ret til vores eget liv, og at vi derfor er frie til at handle i vores egen rationelle egeninteresse uden at føle skyld.

Adam Smith udtrykte den økonomiske egeninteresses maksime, da han skrev at ”det ikke er via slagterens, bryggerens, eller bagerens godgørenhed, at vi forventer vores middag; men ud fra deres hensyn til deres egen interesse. Vi appellerer således ikke til deres humanisme, men til deres kærlighed til dem selv; og taler derfor ikke til dem om vores egne nødvendigheder, men til de fordele har ud af at handle med os”. Imidlertid bør dette ikke blot være gældende i de økonomiske aspekter af vores tilværelse, men i alle henseender....

Hudgins er samtidig forfatter til artiklen: Hvornår vil forretningsfolk tage Ayn Rands lære om politikere til sig? , hvor den indledende problemstilling konfronteres yderligere:

Her kan man således læse at:

[V]elstand [er ikke bare] et produkt af en eller anden udifferentieret kollektiv enhed betinget af arbejdsredskaberne, men derimod af tænkende individer, hvoraf nogle producerer mere og nogle mindre. Derfor må vi som individer i et samfund sammen med andre kunne være frie til at handle ud fra vores egen overbevisning, og forfølge vores egen velfærd, så længe vi ikke initierer magtanvendelse eller benytter os af bedrageri. Med Ayn Rands ord: Kapitalisme er et socialt system baseret på anerkendelsen af individets rettigheder, herunder ejendomsrettigheder, hvorunder alle former for ejendom er privat ejet. Private ejendomsrettigheder er en nødvendighed.

- Hvis vi hver især skal have tilladelse fra vores naboer eller ”samfundet” for at sikre de fysiske midler til overlevelse, er vi blot hinandens slaver. I et kapitalistisk samfund, er alle relationer og udvekslinger derfor styret af kontrakter mellem samtykkende parter. Formålet med regeringsførelse bliver herefter udelukkende at beskytte liv, frihed, ejendom samt kontrakter imellem borgerne. De love, der kræves for at sikre dette, må derfor være objektive, klare, forståelige, og ikke-modsætningsfyldte....

Og Hudgins stiller og besvarer følgende afgørende spørgsmål:

Hvordan kan det være, at de mest produktive individer i samfundet; de der er ansvarlige for dette samfunds velstand, ender med at se dem selv misbrugt af politikere samt uærlige forretningsmænd og -kvinder?

Rand finder nøglen til svaret i moral. Hun har formuleret det udtryk der bedst griber fat om problemets kerne: Ofrets sanktion. Hvis entreprenører overtager de præmisser, der opstilles af de elementer i samfundet, der ønsker at binde dem eller straffe dem for deres dyder, er det i sidste instans dem selv, der giver deres egne modstandere magten over dem.... [egen fremhævelse]

Tænk således, hvis man ofrer sig - for blandt andre politiske ordførere som Venstres Jens Rohde - helt uden grund?

The decline of the West, someone once observed, can be symolized by the fact that the term "virtue" - which comes from "vir", Latin for "man" - has been turned upside down across the centuries. It has evolved from meaning "manliness" in a man to meaning "chastity" in a woman. Objectivism restores the term's original sense. We mean by "virtue" the kind of action appropriate to a human being.
The action is rationality.

- Det skriver Leonard Peikoff i bogen Objectivism: The philosophy of Ayn Rand. Køb bogen her.

Mere om Ayn Rand.

Aristoteles (384-322 f.kr) om den oprindelige betydning af dyd:

[A]cts are called virtuous when they are the kind of acts a virtuous man would perform, but a man who performs a virtuous act is not necessarily himself virtuous. The virtuous man is the one who performs the act in the way common to virtuous men, i.e., he knows that the act is the right thing to do in the circumstances, and he does it for the right motive. We can be assured that men become virtuous through the performance of virtuous acts since there is not the slightest likelihood of a man ever becoming virtuous by any other course of conduct. Those who devote themselves to the theoretical study of ethics often assume that this makes them moral, but they are foolish, for knowledge of moral philosophy without the exercise of morality is of little value.