Those who are celebrating the recent pro-gun victory are blinded by the reality of what it really means. It was, in fact, a sad day in the waning years of the American Empire when the Supreme Court voted 5-4 that the D.C. ban on handguns is unconstitutional. -- I say that because when the U.S. was still the home of the free, the vote would have been 9-0. Actually, there would not have been a vote, because there would not have been a ban in the first place. There was a time when government would not have dared to tell a person he didn’t have the right to protect his family. Robert Ringer quoted in an article by Bob Burg.

Omfanget af land afsat til dyrkning af opium i Afghanistan voksede med 17 procent i 2006, ifølge Jacob Sullum og hans kommentar "America's Taliban-Support Program". Sullum er redaktør af Reason Magazine.

Gavnlige vejrforhold betød endvidere, at den anslåede samlede produktion af opium i Afghanistan voksede med 34 procent. (Så påstanden om at klimaforandringer nødvendigvis skader fattigere lande må i samme åndedrag afvises.)

Sullum hævder, at USA's narkobekæmpelses-politik i praksis modarbejder krigen mod terrorisme.

I selve artiklen uddybes ikke helt klart hvordan det sidste er tilfældet. Men budskabet er blandt andet, at politikken med kriminalisering og udbudsbekæmpelse gør de narkoproducerende landes regeringer økonomisk afhængige af, at holde krigen mod narkotika i live. Det vil sige, at man med politikken skaber en situation, hvor man bidrager til at svage stater bruger stadigt mere tid på intern krigsførsel imod noget, som Sullum formodentlig mener ikke burde være blevet kriminaliseret. (Det sidste fremgår ikke af artiklen.)

Redaktøren nævner således Columbia, som et eksempel på hvordan man nu efter flere årtier ikke har kunnet bekæmpe narkoproduktionen via kriminalisering og krigsførsel, - blandt andet eftersom der ikke kræves ret store områder før en sådan produktion bliver særdeles givtig for producenterne.

Colombia, which still supplies about 90 percent of America’s illicit cocaine, has been helping to train Afghan police in anti-drug tactics, and Gen. Peter Pace, chairman of the Joint Chiefs of Staff, says it provides “a good model” for Afghanistan, afslutter Sullum således tørt. Læs mere her

I kraft af en legalisering er der da tilsvarende ingen tvivl om, at gevinsterne for den enkelte producent ville falde mærkbart; at de som producerede opium i mindre grad ville bruge penge til krigsførelse og i stedet mere til reinvestering i deres virksomhed og produktudvikling; samt at de terrorister og islamister (som ønsker at omstyrte frie samfund) og som jo skal bekæmpes, ville blive nødt til at lede efter andre finansieringsmetoder. Så en legalisering ville efter al sandsynlighed komme såvel USA og Europa - men også det afghanske og colombianske civilsamfund - til gavn.

At mennesker ønsker at ødelægge sig selv ved at være narkomaner er i øvrigt også deres egen sag, så længe de ikke skader andre.

Og at tro at en legalisering ville være skadeligt for ”sammenhængskraften” eller civilisation er omvendt forkert: Har man som fornuftsmenneske stiftet bekendtskab med narkomaner, indser man lynhurtigt at der intet tiltrækkende er forbundet med den sygelige vanedannelse, som hele narkomanens liv kredser om.

Den nuværende politik med kriminalisering ”til befolkningens eget bedste” er dermed også et eksempel på den manglende tillid som vor tids politikere indenfor så mange områder afspejler ved deres formynderiske politik. Når politikkerne slår fejl, ender konklusionen desværre som oftest med, at man eskalerer den samme politik og udbreder den til nye områder.

I sammenhængen må det derfor også nævnes, at de rigeste og mest produktive lande netop også er de hvor adgangen til forskellige stimulanser er allerstørst i modsætning til fattige lande eller religiøst fundamentalistiske, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til ret mange typer af stimulanser, men hvor man alligevel enten udvikler en sygelig angst for sådanne stimulanser eller hvor større dele af befolkningen sætter deres økonomiske fremtid over styr i forbruget af de stimulanser, der findes.

Friheden betyder således netop ikke, at borgernes kaster sig ud i den ene selvdestruktive rus efter den anden. Friheden, indser de fleste, giver netop mulighed for at gøre mange flere ting i livet, end hvad man kunne uden friheden og velstanden. Det er netop ufrihed og undertrykkelse, der fører til en flugt ind i rusmidlernes verden (som i øvrigt er et alternativ til flugt ind i religionernes verden).

Dette bør man derfor tænke over næste gang, man finder endnu en tom sæk med Khat et sted i hovedstaden importeret fra et sted i Afrika: Det er netop ufrihed og fattigdom, som flere bruger som anledning til at friste en tilværelse som narkoman. (Men det er vel at mærke stadigvæk et valg som disse selv træffer).

I rige, frie og oplyste samfund vil narkomani derimod altid være en undtagelse. Jævnfør Statsministerens åbningstale må man derfor konkludere, at det var ærgerligt at der blev talt så meget om bistand til disse ufrie lande, og så lidt om vigtigheden af økonomisk frihed og frihandel. (Det er i øvrigt også på tide, at Grønland bliver frit).

Foreign Correspondent at the Chicago Tribune, Tom Hundley, recently published an article focused on the harm reduction qualities ("Snuffing Out Smokes") of Swedish snus (smokeless tobacco). The entire article can be found at - http://www.chicagotribune.com/business/chi-sun_snusing_0916sep16,0,2679102.story

Kindled a debate indeed -- Eudoxa is at the forefront of this debate through our hosting of this bulletin board which is an open forum for ALL perspectives regarding tobacco harm reduction. We encourage the public health community to become active users of this forum.

- Anders Sandberg in the Eudoxascience newsletter. - Visit www.eudoxascience.com

I Lægemiddelindustriforeningen ønsker vi ikke, at det bliver muligt at reklamere for receptpligtige lægemidler, sådan som vi f.eks. kender det fra USA, samtidig er det dog nødvendigt, at vi moderniserer reglerne, både i EU og her i landet, hvor de er en del skarpere end i udlandet. - Det skriver Ida Sofie Jensen, der er administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen.

Jævnfør også en artikel i Jyllands-Postens JP's erhvervstillæg om Modstand mod medicinreklamer skal det for det første overordnet pointeres, at reklamer og markedsføring er en afgørende del af en fri og velfungerende markedsøkonomi. Det er en aktivitet, der sikrer, at det nye hurtigere spredes, og dermed også, at priserne på medicin reduceres med større hast - i kraft af den større konkurrence, som reklamefriheden sikrer.

Det burde derfor i almindelighed være en mærkesag, at sikre muligheden for at lancere og reklamere for nye produkter. Dette gælder derfor også indenfor medicinalområdet såvel som nydelsesmiddelområdet. (Også indenfor det sidstnævnte område betyder reklamefrihed, at man kan reklamere for noget, der har højere kvalitet og som dermed er relativt sundere end det eksisterende og etablerede.)

Den primære interesse i, at sikre et dynamisk marked er i øvrigt hos forbrugerne.

Forbrugerne har ikke desto mindre fælles interesser med de virksomheder, der gerne vil udfordre det eksisterende marked ved at introducere det nye via reklamerne.

En reklame betyder som bekendt samtidig ikke, at man hypnotiseres til at vælge varen. Det betyder blot, at man bliver gjort bevidst om flere mulige valg. Det er samtidig helt fejlagtigt at basere sin modstand på kollektive skræmmescenarier om at det generelle medicinforbrug øges. For som det skal pointeres nedenunder er der en lang række fordele for den enkelte - i kraft af en forbedret økonomi og øget adgang til overlegne produkter. Alle disse individuelle forbedringer tages der derfor ikke højde for med den kollektive indfaldsvinkel. (Tilsvarende kunne den kollektive indfaldsvinkel så også bruges til at forbyde en masse andre former for information, og på samme vis reducere informationsfriheden - ud fra en fejlagtige ide om, at man fra statslig side er i besiddelse af alvidenhed).

I Danmark står forbrugerne, hvad angår forsvaret for informationsfrihed imidlertid ret svagt. Staten har i vid udstrækning overtaget forbrugerorganisationernes rolle; eller man har gjort de, der kalder sig "uafhængige" afhængige via massiv statsstøtte. Den politiske positionering i sådanne statsstøttede forbrugerorganisationer vil derfor ofte være et pænt stykke ”til venstre for midten”. Og man vil i vid udstrækning fra den side derfor fremstille markedet som "udbytter" og staten som den gode formynder. Fokus på forbrugernes valgfrihed, på vigtigheden af et levende marked, og på maksimal informationsdannelse er derfor begrænset hos de ikke-governmentale - men altså statsstøttede - forbrugerorganisationer.

- Hvad er så statens interesse i, at begrænse reklamerne, og forbyde reklamer for receptpligtig medicin? Ja, hvis noget er nyt og bedre, er det i kraft af at være nyt også forholdsvis dyrt. Forventer man (som vælger) derfor, at staten betaler, opstår der af den grund en interesse fra systemets side i at begrænse kendskabet til det nye af frygt for pres på sundhedsbudgetterne. (Det er i denne sammenhæng også værd at påpege, at nogle produkter aldrig bliver introduceret i kraft af de forbud og reguleringer, der øger omkostningerne ved at få produkterne ud til forbrugerne. Prisen ved at foretage sig noget kan altså øges fra statens side, og dermed føre til at for få køb betyder, at man ikke kan financiere produktudviklingen, selv om behovet og købsvilligheden måske alligevel var en realitet.)

Tilsvarende har de etablerede medicinalvirksomheder i Danmark en interesse i, at forhindre reklamer for receptpligtig medicin af den simple grund, at deres "kanaler" til forbrugerne er sikrede via deres "politiske kontakter" - i form af det nationaliserede sundhedsvæsen. Det er med andre ord kanaler, man som etableret virksomhed kan styre mere end man kan, hvad angår reklamer i tv og medier.

Det er derfor netop de ikke-etablerede og ofte mere innovative virksomheder, der har gavn af mere åbne muligheder for information af potentielle brugere. Men deres muligheder for at agere politisk og øve pression er selv sagt samtidigt ret begrænsede. Derfor kræves som udgangspunkt en større interesse for nytten ved informations- og forbrugerfriheden fra forbrugernes side. (Og her er en bedre forståelse for, hvordan markedsøkonomien i almindelighed fungerer altafgørende).

Det er således værd at bemærke, at reklamer kan ses som en ret uvelkommen udfordring fra de, der nyder godt af den protektionisme, som eksisterer indenfor sundhedsområdet. Men den selv samme protektionisme, som er en måde at forstå reklameforbuddet på, skader altså - i kraft af højere priser på medicin, færre produkter og mindre innovation samt som følge af en langsommere introduktion af nye og mere overlegne produkter - såvel skatteyderne som forbrugerne.

Mit spørgsmål til læseren er derfor, om man ikke sådan helt personligt gerne ville have den ekstra information og de ekstra tilbud, som reklamer for receptpligtig medicin kunne sikre, - i det tilfælde at man selv stod overfor en alvorlig sygdom? For hvad er det helt præcist, der i så fald - efter at man havde set en reklame for et givent produkt - skulle forhindre een i, at man søgte uvildig vejledning fra andre autoriteter, i det tilfælde at man som potentiel bruger fik sin interesse vakt for det nye?

På Copenhagen Institutes forside www.coin.dk har undertegnede kastet sig ud i debatten om organer, organtransplantation og organdonation. Nu er der kommet et bidrag fra en læser, som jeg vil citere nedenunder i oplysningens tjeneste.

I mit indlæg skrev jeg blandt andet at: [M]an har retten til sit eget liv og dermed også til sin egen krop. Dette udgangspunkt kan bruges til at forholde sig til såvel det første spørgsmål: om hvad der skal ske, efter man er død; men også til hvad, der kan være, og er, tilladeligt at gøre hvis man gerne vil hjælpe dem, der venter på et organ, som man kan undvære i levende live.

Naturligvis er det ikke problemfrit at komme fra det generelle udgangspunkt (retten til eget liv) og så nå frem til en konklusion for det konkrete spørgsmål, der er konsistent med udgangspunktet. Men et svar på det første spørgsmål kunne jo være, at når man er død, så bortfalder retten til ens krop. Verden og verdens regler er nu engang til for de levendes skyld. [...]

Lovgivning, er [...] skabt for at sikre levende individer, og som derfor er det primære mål, der må tages hensyn til (Og det er hensyn, der ikke kan fraviges). [...] Som følge af ovenstående må man [...] gentage, at udgangspunktet [...] må være, at man ikke har ret til sine organer, når man er død; og altså at man kun kan sikre sig, at ingen bruger ens organer, hvis man aktivt laver en aftale med nogle om, at disse vil sørge for, at ens krop får en bestemt skæbne, efter at man er død. Undertegnede er derfor enig med Karin Riis-Jørgensen, der mener, at man aktivt skal melde sig fra hvis man ikke ønsker at være organdonor.

I den resterende del af kommentaren forsvarede jeg så retten til, at man også må have lov til at sælge sine organer med afsæt i netop retten til ens egen krop og ens eget liv.

Som reaktion på kommentaren skriver S.H. i en email så at: Eftersom organer i en døende krop er noget som der er mangel på og efterspørgsel efter, er den døde krop et stykke rigdom. Den er en knap ressource. En død mands krop er derfor at sammenligne med den formue og de øvrige rigdomme som den døde efterlader. Den døde krop er en del af en arv, og der må gælde de samme betragtninger som for den øvrige del af arven.

Intentionerne man har med sin krop mens man lever spiller ikke nogen rolle når man er død. Det samme kan siges om ens rigdom. Så længe man lever kan man disponere over den. Når man er død, er det arvingerne der disponerer over rigdommen. De vil disponere som de finder passende, uanset hvad man måtte have udtryk og 'aftalt' mens man var i live. Sådan må det også være med den eventuelle rigdom der findes i ens afdøde krop.

Hertil må jeg så bemærke, at jeg for det første ikke er enig i reglen, der opstilles for placering af ejerskab: Med andre ord: Hvordan følger det at "efterspørgsel" partout fører til, at de pårørende per definition tildeles råderetten over en afdøds organer?

Endvidere: Hvis ingen har beskæftiget sig med spørgsmålet frem til det tidspunkt, hvor en person dør, og en læge så vælger at tage et organ fra en hjernedød, og derefter bruger dette til at redde en andens liv, så er der vel ingen, der har fået deres ejendomsret krænket?

Hvad jeg lægger op til, er i øvrigt ikke at staten per se har retten til at ekspropriere. Tværtimod mener jeg, at der bør tages hensyn til enhver aktiv indsigelse. Men den skal jo netop være aktiv. Med den nuværende regel tager man derimod noget for givet, eftersom man siger, at de pårørende aktivt skal sige ja til at tillade organtransplantion, i det tilfælde at nogle erklæres for hjernedød.

Indsigelse kunne så netop bestå i, at de pårørende sagde, at de ville bestemme, og at de afviste transplantation.

Hvad jeg skriver, betyder derfor at de pårørende kunne påberåbe sig råderetten; men hvis de ikke gør det, lægges der dermed op til at andre (en læge) kan gøre det. Spørgsmålet er så om sådanne regler kan gøres meningsfulde i praksis.

Læs også Karin Riis-Jørgensen: Organdonor fra fødslen?

Der åbnes op for debat, men anonyme indlæg slettes:

Dagens kommentar på forsiden handler blandt andet om legalisering af stimulanser og rusmidler

Et medlem af Venstres Ungdom har netop stillet et resolutionsforslag om emnet til VU's Landsstævne, der afholdes sidst i juni.

Her kan man blandt andet læse at: Venstres Ungdom [det vil som udgangspunkt sige forslagsstilleren] mener ikke, at staten eller nogen anden organisation skal have lov til at bestemme, hvad borgerne vælger at putte i deres kroppe. Det må være op til den enkelte at afgøre. Endvidere skaber kriminaliseringen af det i øvrigt offerløse narkotika grobund for kriminelle grupper som rockere eller indvandrerbander, som herved kan finansiere deres ”virksomheder”.

Hos Liberalisterne har man i øvrigt også forsøgt at rejse en debat om "offerløse forbrydelser".

Til denne kategori hører således også, når man skader sin egen krop. Selvfølgelig er det forkert på denne måde at ødelægge sig selv; og omverdenen bør derfor så vidt muligt tage afstand fra, at nogen gør det.

Men brug og handel med skadelige stoffer bør imidlertid ikke kriminaliseres af den simple grund, at den enkelte har retten til sit eget liv, og dermed også retten til at skade sig selv.

Kriminaliseringen skader blot yderligere, de der som udgangspunkt har denne intention - eller som har misforståede ideer om, at de får det bedre ved at ødelægge deres egen bevidsthed.

Denne kriminalisering har derfor også negative konsekvenser for os andre, der ikke bruger stærkere stimulanser end koffein i det daglige. Forfatterens indfaldsvinkel til legalisering er således en forventning om færre kriminelle som følge af legalisering. Dette handler dermed især om egeninteresse: det vil sige om et personligt ønske om at leve i et samfund, hvor der er færre kriminelle.

Omvendt kunne man godt mistænke dem, der har kriminaliseret diverse stoffer for et ønske om rent faktisk at skabe flere tabere og flere kriminelle - i kraft af, at man som det nævnes i dagens kommentar, allerede har draget masser af erfaringer med kriminalisering af diverse rusmidler.

Disse erfaringer handler netop om, at loven grundløst udstøder individer fra et normalt liv; og at man fra juridisk side straffer svaghed (det som Liberalisterne kalder "offerløse forbrydelser"). At være svag og eventuelt direkte skade sig selv, er ganske vist ikke noget forbilledligt; men at kriminalisere misbrug samt salg af produkter, der svækker krop og bevidsthed skaber blot ikke vindere, men fører derimod i praksis kun til afledt kriminalitet og dermed til flere personlige ulykker.

Som led i en legalisering burde man derfor også - og i stedet for kriminalisering - moralisere noget mere: Man burde pege på det forbilledelige i evnen til at tage vare på sig selv, være selvbevidst, skabe sit eget liv, være herre over egen skæbne o.s.v.

Til det personlige ansvar hører imidlertid også økonomisk frihed. Og her står vor tids politikere med et problem: Skattetrykket (der er verdens højeste) viser således, at de fleste moderne politikere grundlæggende ikke tror på menneskets evne til at tænke og handle selvstændigt. I stedet tror man netop på afhængighed blot ikke som det primære af rusmidler og stimulanser, men af "velfærdsstaten".