Hver eneste dag er der mennesker, der tager en beslutning om enten at gøre sig fri af afhængighed - og dermed modbeviser hele tesen om afhængighed - eller de vælger ikke at blive “afhængige”. Et fixerum vil omvendt være et signal til narkomanerne men også til alle andre om, at man tror på ideen om evig afhængighed, og på at der hverken findes konstruktiv hjælp eller mulighed for selvhjælp. Begge dele modbevises dagligt. Ingen har i praksis brug for fixerum - undtagen de som lever af at fastholde narkomanerne i deres nuværende situation.

http://s-espersen.blogspot.com/2009/06/nej-til-fixerum.html

Det er svært at komme i tanke om en større kontrast til denne politiske teologi [COIN: den kristne altruistiske forsagelsesideologi] end den russisk-amerikanske forfatter og filosof Ayn Rand, der skrev en håndfuld ikonografiske romaner i midten af sidste århundrede. Må jeg bare nævne en, der tilmed er filmatiseret: The Fountainhead (da. oversættelse: Kun den stærke er fri).

Den scene er jo en hel Bibel. Fandtes der præster som Howard Roark, gik jeg oftere i kirke. -- Mikael Jalving i Berlingske Tidende

Omfanget af land afsat til dyrkning af opium i Afghanistan voksede med 17 procent i 2006, ifølge Jacob Sullum og hans kommentar "America's Taliban-Support Program". Sullum er redaktør af Reason Magazine.

Gavnlige vejrforhold betød endvidere, at den anslåede samlede produktion af opium i Afghanistan voksede med 34 procent. (Så påstanden om at klimaforandringer nødvendigvis skader fattigere lande må i samme åndedrag afvises.)

Sullum hævder, at USA's narkobekæmpelses-politik i praksis modarbejder krigen mod terrorisme.

I selve artiklen uddybes ikke helt klart hvordan det sidste er tilfældet. Men budskabet er blandt andet, at politikken med kriminalisering og udbudsbekæmpelse gør de narkoproducerende landes regeringer økonomisk afhængige af, at holde krigen mod narkotika i live. Det vil sige, at man med politikken skaber en situation, hvor man bidrager til at svage stater bruger stadigt mere tid på intern krigsførsel imod noget, som Sullum formodentlig mener ikke burde være blevet kriminaliseret. (Det sidste fremgår ikke af artiklen.)

Redaktøren nævner således Columbia, som et eksempel på hvordan man nu efter flere årtier ikke har kunnet bekæmpe narkoproduktionen via kriminalisering og krigsførsel, - blandt andet eftersom der ikke kræves ret store områder før en sådan produktion bliver særdeles givtig for producenterne.

Colombia, which still supplies about 90 percent of America’s illicit cocaine, has been helping to train Afghan police in anti-drug tactics, and Gen. Peter Pace, chairman of the Joint Chiefs of Staff, says it provides “a good model” for Afghanistan, afslutter Sullum således tørt. Læs mere her

I kraft af en legalisering er der da tilsvarende ingen tvivl om, at gevinsterne for den enkelte producent ville falde mærkbart; at de som producerede opium i mindre grad ville bruge penge til krigsførelse og i stedet mere til reinvestering i deres virksomhed og produktudvikling; samt at de terrorister og islamister (som ønsker at omstyrte frie samfund) og som jo skal bekæmpes, ville blive nødt til at lede efter andre finansieringsmetoder. Så en legalisering ville efter al sandsynlighed komme såvel USA og Europa - men også det afghanske og colombianske civilsamfund - til gavn.

At mennesker ønsker at ødelægge sig selv ved at være narkomaner er i øvrigt også deres egen sag, så længe de ikke skader andre.

Og at tro at en legalisering ville være skadeligt for ”sammenhængskraften” eller civilisation er omvendt forkert: Har man som fornuftsmenneske stiftet bekendtskab med narkomaner, indser man lynhurtigt at der intet tiltrækkende er forbundet med den sygelige vanedannelse, som hele narkomanens liv kredser om.

Den nuværende politik med kriminalisering ”til befolkningens eget bedste” er dermed også et eksempel på den manglende tillid som vor tids politikere indenfor så mange områder afspejler ved deres formynderiske politik. Når politikkerne slår fejl, ender konklusionen desværre som oftest med, at man eskalerer den samme politik og udbreder den til nye områder.

I sammenhængen må det derfor også nævnes, at de rigeste og mest produktive lande netop også er de hvor adgangen til forskellige stimulanser er allerstørst i modsætning til fattige lande eller religiøst fundamentalistiske, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til ret mange typer af stimulanser, men hvor man alligevel enten udvikler en sygelig angst for sådanne stimulanser eller hvor større dele af befolkningen sætter deres økonomiske fremtid over styr i forbruget af de stimulanser, der findes.

Friheden betyder således netop ikke, at borgernes kaster sig ud i den ene selvdestruktive rus efter den anden. Friheden, indser de fleste, giver netop mulighed for at gøre mange flere ting i livet, end hvad man kunne uden friheden og velstanden. Det er netop ufrihed og undertrykkelse, der fører til en flugt ind i rusmidlernes verden (som i øvrigt er et alternativ til flugt ind i religionernes verden).

Dette bør man derfor tænke over næste gang, man finder endnu en tom sæk med Khat et sted i hovedstaden importeret fra et sted i Afrika: Det er netop ufrihed og fattigdom, som flere bruger som anledning til at friste en tilværelse som narkoman. (Men det er vel at mærke stadigvæk et valg som disse selv træffer).

I rige, frie og oplyste samfund vil narkomani derimod altid være en undtagelse. Jævnfør Statsministerens åbningstale må man derfor konkludere, at det var ærgerligt at der blev talt så meget om bistand til disse ufrie lande, og så lidt om vigtigheden af økonomisk frihed og frihandel. (Det er i øvrigt også på tide, at Grønland bliver frit).

Churchill - voted the greatest ever Briton - goes off the required lessons list - in Great Britain, according to American Thinker and the SUN. The proposals will see traditional timetables torn up, with pupils focusing on modern "relevant" topics such as drug and booze abuse, climate change and GM foods. Read more in Two-finger salute

Winston Churchill on Islam: How dreadful are the curses which Mohammedanism lays on its votaries! Besides the fanatical frenzy, which is as dangerous in a man as hydrophobia in a dog, there is this fearful fatalistic apathy. Improvident habits, slovenly systems of agriculture, sluggish methods of commerce, and insecurity of property exist wherever the followers of the Prophet rule or live. - Read more in Winston Churchill on islamism by Adrian Morgan.

[U]sers [of a given substance or stimulant] are in fact users by choice. People always choose a particular substance, which does something in particular for them. Maybe the function of a substance is to ensure relaxation, concentration, reduce stress, or to reap a concrete reward that helps one to stay fit - as in the "use" of endorphin.

State regulators using statistics therefore cannot realize what good some particular substance does for a particular person in his or her own life. Furthermore, the last fact also explain why regulators and banners always wants to ban more, and never cease to find areas where they would like to curtail even more freedoms.

Read more in The war on substances that are part of somebody’s total quality of life.

From July 1st pubs all over England will, by law, be no-smoking areas. So will restaurants, offices and even company cars, if more than one person uses them. England's smokers are following a well-trodden path. The other three bits of the United Kingdom have already banned smoking in almost all enclosed public spaces, and there are anti-smoking laws of varying strictness over most of western Europe. The smoker's journey from glamour through toleration to suspicion is finally reaching its end in pariah status.

- Det kunne man læse i the Economist den 21. juni under overskriften None so deaf as those that will not hear. (Kræver muligvis abonnement).

I artiklen fremgår det også at det næste stop for de britiske myndigheder såvel som de europæiske i almindelighed er alkohol. Hver enkelt gruppe vil så kunne lave deres egne protestforeninger, hvor de gerne vil have lov til at nyde egne stimulanser. Men staten er - takket være den tvangsopkrævede finansieringsform - blot en lille smule bedre organiseret. Derfor må man som udgangspunkt også forvente, at de der værdsætter alkohol vil være uden evne til at forsvare sig mod sundhedsmyndighederne; og vil opleve de samme indskrænkninger, hvad angår den private ejendomsret og den personlige frihed, som det har været tilfældet med de, der værdsætter tobak. - Der er altid en sag, for de politisk magtsøgende, der interesserer sig mest for andres liv og livsstil, og som gerne vil diktere indholdet.

Steen Ankerdal, der er formand for danske sportsjournalister mener den 9/6 i Nyhedsavisen, at den eneste vej når det gælder uroligheder forbundet med fodboldkampe, er flere restriktioner, og konkluderer at man af pædagogiske årsager ikke skal sælge øl under fodboldkampe. [Læs Fodboldekspert: Forbyd øl til fodboldkampe.]

I artiklen kan man ikke læse om Ankerdal vil have politikere til at forbyde eller om det er en anbefaling, der rettes mod hvem, der nu ejer stadions.

Uanset Ankerdals indstilling kan man imidlertid forestille sig følgende scenarium:

Først vil flere ”eksperter” foreslå forbud. Politikere vil så lidt efter lidt begynde at lytte til eksperterne. Der vil, som følge af den politiske interesse, derefter blive indsamlet statistisk materiale, der viser positive erfaringer med alkoholforbud.

Politikere vil derefter begynde at anbefale private at forbyde alkoholsalg "frivilligt". - Ellers, siger man, vil man blive "nødt til at lovgive". Til sidst vil man så gennemføre det forbud, man allerede fra begyndelsen havde bestemt sig for; og som praktisk talt alle parter indledningsvist vidste, var målsætningen i første omgang.

Undervejs i processen kan der så være noget debat og nogle diskussioner. Men ingen vil for alvor formå at forsvare ejendomsretten, hvilket i denne forbindelse er de, der ejer diverse stadions.

For hvordan kan man forsvare ejendomsretten i et samfund, hvor man i kraft af skattetrykket og konfiskation af borgernes indkomst i så vid udstrækning netop stemmer sig til hinandens ejendom?

Ejendomsretten kan kun forsvares på et principielt grundlag. Men det grundlag er som følge af socialdemokratismen i meget vid udstrækning forsvundet.

Dagens kommentar på forsiden handler blandt andet om legalisering af stimulanser og rusmidler

Et medlem af Venstres Ungdom har netop stillet et resolutionsforslag om emnet til VU's Landsstævne, der afholdes sidst i juni.

Her kan man blandt andet læse at: Venstres Ungdom [det vil som udgangspunkt sige forslagsstilleren] mener ikke, at staten eller nogen anden organisation skal have lov til at bestemme, hvad borgerne vælger at putte i deres kroppe. Det må være op til den enkelte at afgøre. Endvidere skaber kriminaliseringen af det i øvrigt offerløse narkotika grobund for kriminelle grupper som rockere eller indvandrerbander, som herved kan finansiere deres ”virksomheder”.

Hos Liberalisterne har man i øvrigt også forsøgt at rejse en debat om "offerløse forbrydelser".

Til denne kategori hører således også, når man skader sin egen krop. Selvfølgelig er det forkert på denne måde at ødelægge sig selv; og omverdenen bør derfor så vidt muligt tage afstand fra, at nogen gør det.

Men brug og handel med skadelige stoffer bør imidlertid ikke kriminaliseres af den simple grund, at den enkelte har retten til sit eget liv, og dermed også retten til at skade sig selv.

Kriminaliseringen skader blot yderligere, de der som udgangspunkt har denne intention - eller som har misforståede ideer om, at de får det bedre ved at ødelægge deres egen bevidsthed.

Denne kriminalisering har derfor også negative konsekvenser for os andre, der ikke bruger stærkere stimulanser end koffein i det daglige. Forfatterens indfaldsvinkel til legalisering er således en forventning om færre kriminelle som følge af legalisering. Dette handler dermed især om egeninteresse: det vil sige om et personligt ønske om at leve i et samfund, hvor der er færre kriminelle.

Omvendt kunne man godt mistænke dem, der har kriminaliseret diverse stoffer for et ønske om rent faktisk at skabe flere tabere og flere kriminelle - i kraft af, at man som det nævnes i dagens kommentar, allerede har draget masser af erfaringer med kriminalisering af diverse rusmidler.

Disse erfaringer handler netop om, at loven grundløst udstøder individer fra et normalt liv; og at man fra juridisk side straffer svaghed (det som Liberalisterne kalder "offerløse forbrydelser"). At være svag og eventuelt direkte skade sig selv, er ganske vist ikke noget forbilledligt; men at kriminalisere misbrug samt salg af produkter, der svækker krop og bevidsthed skaber blot ikke vindere, men fører derimod i praksis kun til afledt kriminalitet og dermed til flere personlige ulykker.

Som led i en legalisering burde man derfor også - og i stedet for kriminalisering - moralisere noget mere: Man burde pege på det forbilledelige i evnen til at tage vare på sig selv, være selvbevidst, skabe sit eget liv, være herre over egen skæbne o.s.v.

Til det personlige ansvar hører imidlertid også økonomisk frihed. Og her står vor tids politikere med et problem: Skattetrykket (der er verdens højeste) viser således, at de fleste moderne politikere grundlæggende ikke tror på menneskets evne til at tænke og handle selvstændigt. I stedet tror man netop på afhængighed blot ikke som det primære af rusmidler og stimulanser, men af "velfærdsstaten".

Europæiske borgere er tydeligvis ikke i besiddelse af de forsvarsvåben, der skal til for at forsvare deres friheds-rettigheder. Det helt centrale redskab her er naturligvis den private ejendomsret. (- De der har forstået mest af offentlig "uddannelse" går tværtimod på barrikaderne for at ødelægge, spolere og afvikle privat ejendom hurtigere, end de der sidder bag murene i Bruxelles og på Christiansborg).

EU's embedsmænd, statsansatte sundhedspolitikere og sundhedspolitiske eksperter har derfor ikke mødt den store modstand, hvad angår indgreb mod den private ejendomsret, når det gælder lovgivning mod tobaksindustrien og dermed mod tobaksnydere. Det burde derfor ikke komme som en overraskelse at forbudspolitikken nu sejrrigt marcherer videre til nye områder.

I det britiske nyhedsmagasin EU Reporter kan man således konstatere, at det næste sagsområde bliver alkohol.

Læs

Stronger action on alcohol, report urges

og

WHITE PAPER WILL INSIST THAT ALL EUROPEANS GET HEALTHY (EU Reporter maj måned pdf.)

Alcohol is being treated as a separate issue however, separate measures to increase tax on alcohol could be seen as the first steps towards a ‘tax for health’ policies.

samt

Drinks lobbying may prove harmful to industry position

I den sidste artikel kan man blandt andet læse at:

The Economic and Social Committee is taking a much stronger position. The current draft opinion looks at policy with regards to excise duties, transport, advertising, marketing, sponsorship consumer protection and research.

De mest ekstreme forslag indenfor alkoholområdet vil derefter efter alt at dømme, blive brugt som pejlemærker for et kompromis, hvor man gradvist vil tilnærme sig førstnævnte ekstreme målsætning. For modstanden mod at blive udsat for adfærdslovgivning lader i det store hele til ikke at eksistere.

Kun forsvaret for den private ejendomsret og retten til selv at bestemme, kan derfor ændre på denne udvikling i retning mod umyndiggørelse.

Et afsæt i den private ejendomsret betyder således ikke mindst, at man må forsvare andres ret til at benytte sig af de former for stimulanser, som de nu foretrækker. Der er derfor behov for, at man generelt forsvarer forbrugernes frihed, og dermed også producenternes ret til at producere og markedsføre det, som forbrugere efterspørger.

Forudsætningen for at man begynder at tale om legalisering - og dermed om af-kriminalisering - er således, at man begynder at bruge principper til at sætte grænser for politik.

Wikipedia om alkoholforbud

Milton Friedman om de skadelige konsekvenser ved kriminalisering af rusmidler