Throughout the 20th century, Latin America’s populist leaders waved Marxist banners, railed against foreign imperialists, and promised to deliver their people from poverty. One after another, their ideologically driven policies proved to be sluggish and shortsighted. Their failures led to a temporary retreat of the strongman. But now, a new generation of self-styled revolutionaries is trying to revive the misguided methods of their predecessors. [...]

Latin American Idiots have traditionally identified themselves with caudillos, those larger-than-life authoritarian figures who have dominated the region’s politics, ranting against foreign influence and republican institutions. Two leaders in particular inspire today’s Idiot: President Hugo Chávez of Venezuela and President Evo Morales of Bolivia. Chávez is seen as the perfect successor to Cuba’s Fidel Castro (whom the Idiot also admires)...

Read more in Alvaro Vargas Llosa's article The Return of the Idiot

Der var engang hvor kontaktlinser, mobiltelefoner, bærbare computere - ja selv stationære PC'ere, endog biler selv i USA var helt uden for meningmands rækkevidde. Så blev produkterne billigere. - Hvorfor?

Statsvidenskaben (det vil sige den statsligt ejede eller finansierede del af videnskaben) har ikke et svar på dette. - Her er der angiveligt tale om et komplet mysterium, noget man ikke ønsker at beskæftige sig med.

Et af de helt store problemer med at beskæftige sig med spørgsmålet er ikke mindst at tingene er kommet til os udefra. De har spredt sig hertil, hovedsageligt fra USA, men også fra lande, der heller ikke har velfærdsstater, som vi har det.

Og vi forstår simpelthen ikke (vi vil ikke) hvordan alle disse produkter, der er så billige kan komme fra lande, hvor befolkningen ifølge vores intellektuelle, de hvis fremmeste opgave det er at opdrage på befolkningen og sige velfærdssandheden, -hævdes at leve i den største armod, og som kues af store mulitnationale selskaber (også jævnfør de seneste undersøgelser om fattigdommen i Nordamerika, som sydamerikanerne på helt naiv vis strømmer til. - Jamen,hvorfor gør de?! - Her er endnu et spørgsmål, der må og skal ignoreres; for svaret peger åbenlyst i retning af en monumental fejlperception).

Så når markederne i disse ikke-velfærdsstatslige regioner på helt uforklarlig vis er mættede, det vil sige - når kapitalisterne kun med besvær kan sælge flere dimser og dingenoter til "slavehæren" i Hong Kong, Taiwan eller Texas (den stat hvor ikke kan bygge et hegn, der er højt nok til at holde indvandrere ude),- ja så vender de "udbyttende spekulanter" sig imod Norden, hvor vi alligevel lader som om, at vores købekraft er noget helt særligt, raffineret, skandinavisk og velfærdsstatsligt, - en købekraft der således på en eller anden måde må henføres til Stauning, Gimlekongressen og solidariteten.

Og derfor viger vi ikke en tomme, når vi udsættes for propagandaen om, at videnskaben er markedsøkonomiens tjener; det vil sige at kontaktlinser, mobiltelefoner, bærbare computere, nye biler der kan køre længere på literen - det også er videnskab, og vel at mærke nyttig, praktisk og folkelig ditto. Det føler vi simpelthen ikke!

Staten skaber således ifølge vores trosretning (velfærdslamismen) - velfærden i Danmark.

For uden denne vores tro på politisk overlegenhed og velfærdslamisk know how, ja så ville vi blot være at regne for nogle af dem, der står i kø for at komme til, når globaliseringens stordriftsfordele gør selv vores ejendomsrest for attraktiv. Og det ville åbenlyst være højst ødelæggende for nationalfølelsen, hvis troen blev skiftet ud med nogle ideer, der kunne forklare hvorfor varerne allerede er så billige, når de frem til os.

Således rustet imod udefra kommende velfærdsblasfemi - kan man nu læse følgende af Constantin Gurdgiev fra Open Republic

A recent OECD report on sources of economic growth finds no evidence to support the assertion that publicly financed research is productive in any way. More than that, the report states that public r&d spending ‘crowds out resources that could be alternatively used by the private sector’.

Within the OECD, the leaders in r&d investment and the most research-intensive countries, namely Sweden, Switzerland, Japan, Israel, the US, Belgium and Finland all have a higher proportion of business investment and lower share of government spending in total non-military r&d expenditure than Ireland. While Irish public R and D budgets grew at an average rate of 12.3% per year between 1997 and 2003, the leading countries average growth rates were 3.7% per annum. Relative to Ireland, all research economies had a lower proportion of scientists employed by the government.

Tænk således hvis man i de lande, der i dag udvikler, fremstiller, markedsfører og eksporterer alle de billige varer, der bliver ved med at øge også vores købekraft (og dermed afbøder effekten af skattetrykket) - tilsvarende valgte den danske solidariske model med en tilsvarende offentlig sektor, som vi har herhjemme.

Mon så priserne på kontaktlinser, mobiltelefoner eller dvd'er ville være højere og lavere? Og mon man så ikke samtidig i de nye "velfærdsstater" af de nye statsansatte opdragere man ville have råd til at ansætte også i Nordamerika, så ikke også ville lære, at den velstand, der eksisterede primært skyldtes arven fra Roosevelt, Kennedy eller Jimmy Hoffa?

Velfærdsimporten er således det store nationale tabu, der kan svække sammenhængskraften og nedbryde solidariteten. - Godt at vi har Venstre.

Der er en ulige fordeling af kapitalisme i verden. - De lande, der har haft og nydt godt af kapitalisme længe, er i i dag de rigeste lande på kloden. Det er derfor på tide at friheden udbredes til resten af jordens befolkning.

Det er samtidig vigtigt at huske på, at liberaliseringer meget hurtigt fører hurtigt til velstandsskabelse, sådan som dette kan iagtages i lande som Indien, Kina, Østeuropa o.s.v.

Dette er blot et af de vigtige budskaber, der kommer fra den svenske forfatter Johan Norberg i et interview med radioprogrammet Djævlens advokat.

I interviewet gives også en række konkrete bud på, hvordan vi sikrer reformer i vores del af verden, hvilket som bekendt er tiltrængt, eftersom Danmark nu kan se frem til verdensrekord i skattetryk takket være regeringsskiftet i Sverige.

Norberg minder også de danske lighedsmagere på, at mere købekraft (velstandsskabelse) er et langt vigtigere og presserende emne end ulighed: For selv ganske beskedne lønninger kan man købe stadigt mere i et samfund, der oplever velstandsskabelse, sådan som det finder sted i en åben markedsøkonomi.

Og udsigterne på det globale plan er for Johan Norberg - alt andet lige - positive: - Vi ser for tiden en voldsom vækst i input, hvad angår arbejdskraft - jævnfør globaliseringen. Dette vil føre til ganske massive velfærds- og velstandsforbedringer for jordens befolkning.

Ovenstående skaber dog også politiske udfordringer, jævnfør konkurrencen om den eksisterende kapital. Men allerede nu er der allerede ved at være et pres på lønningerne - også i Kina. Det betyder, at det samtidig vil blive langt vanskeligere for globaliseringsmodstandere at bekæmpe den internationale frihandel.

Johan Norbergs diagnose for Latinamerika: Globalisering har primært været for eliten. Der har ikke været grundlæggende forbedringer på mikroniveau, eksempelvis hvad angår mulighederne for at starte egen virksomhed, eller hvad angår styrkelsen af et retssamfund med respekt for frihedsrettighederne for befolkningen set under eet. Blandt de positive undtagelser nævnes Chile og El Salvador.

Norberg minder os i den forbindelse om, at kapitalisme afskaffer aristokrati, og erstatter aristokratiet og priviligierne med meritokrati (hvor respekten for profitincitamentet sikrer at dygtighed belønnes).

I interviewet diskuteres også de rige lande i Norden. Er de en udfordring for de klassiske liberalistiske svar? - Norberg: Spørgsmålet er, hvor vi kommer fra - jævnfør også arven fra 1970'erne. (Det vil sige perioden, der i såvel Sverige som Danmark med et maoistisk udtryk kan kaldes "det store spring fremad", hvad angår cementering og vækst i skattetryk samt stigninger i offentlige opgaver og udgifter).

Den historiske arbejdsetik, som vi kender den i de nordiske lande, er derfor som konsekvens af især udviklingen de seneste fire årtier ifølge Johan Norberg under pres. De næste generationer vil sandsynligvis ikke finde sig i, at skulle arbejde mere for nogle andre end for sig selv.

Noget andet der lægger et pres på systemet er dets infleksibilitet, hvad angår evnen til at håndtere indvandring. Her peger Norberg på fagbevægelsernes negative indflydelse, ikke mindst hvad angår fagforeningers fokus på at fastholde minimumslønninger. Evnen til - og accepten af- konkurrence på løn er ifølge Norberg en afgørende forskel på USA's og Europas evne til at få indvandrere ind på arbejdsmarkedet.

Problemet om fleksibilitet handler dog ikke kun om indvandring; - jævnfør at såvel tallene for arbejdsløshed, som for langtidsledighed i Europa er langt højere end hvad det er tilfældet i USA.

En anden diskussion er perspektiverne for Kina, og spørgsmålet om hvornår, eller om, den økonomiske frihed også fører til politisk frihed. Ifølge Norberg er der dog grund til forhåbning eftersom, der historisk set er en tendens til spill-over:

Frihed handler således ifølge Norberg om, at mennesker ønsker at gøre brug af deres potentiale, så når de opnår frihed indenfor et område er der en tendens til, at de også vil have frihed indenfor andre områder (alt andet lige).

Johan Norberg stiller også spørgsmål ved den traditionelle tendens til kun at se det negative, hvad angår udviklingen i Nordeuropa: Der er sket store fremskridt hvad angår friheden de seneste hundrede år, hvad angår ytringsfrihed, samt når det gælder afskaffelsen af mange privilegier; og også hvad angår globalisering og fri konkurrence på det regionale niveau. - Dette har har således været en tendens, der er gået på tværs af tendensen til højere skatter og større offentlige udgifter. Det første er bare noget, vi taler mindre om end det sidste.

Johan Norberg mener endvidere, at målrettede reformer kan skabe øgede krav om øget frihed indenfor andre områder. Et sted at begynde at øge friheden kunne ifølge Norberg være indenfor uddannelsesområdet.

Hør interviewet her.

Johan Norbergs seneste bog (anbefales)

Besøg også www.johannorberg.net

I dag har Martin Ågerup fra CEPOS en kronik i Jyllands-Posten om forholdet til Danmarks Radio og navnlig programmet Orientering.

Lørdag bragte Berlingske Tidende en interessant artikel af Lars Abild, der blandt andet viste en oversigt over hvilke lande, der har henholdsvis privatejede og statsejede nyhedsbureauer.

Ritzau er eksempelvis et privat nyhedsbureau, selv om mange af nyhederne ofte virker, som de er skræddersyede til Danmarks Radio. Men det mener man tværtimod ikke i DR, hvor man ifølge artiklen overvejer at skifte leverandør.

Oversigten i Berlingske viser i øvrigt, at stort set hele Afrika med Sydafrika som undtagelse, har statsejede nyhedsbureauer. Det samme gælder for størstedelen af Asien - inklusive i øvrigt Japan. I Latinamerika er det kun Brasilien og Argentina, der ikke har statsejede nyhedsbureauer.

Hver dag pumpes således statsfiltrede nyheder ud i meget store dele af verden. De nyheder præger dermed også det materiale, som de private bureauer i eksempelvis Europa, USA og Australien viderebringer. Det præger dermed også vores billede af eksempelvis Afrika og Latinamerika. Blandt andet kan statsejet formode at styrke ideerne om at det altafgørende er, at staterne har brug for "flere ressourcer", og flere beføjelser for at blive "stærkere".

Omvendt kan man ikke forestille sig, at statsejede bureauer beskæftiger sig meget med debatkulturen i deres respektive lande, eftersom det ikke vil være af primær interesse for arbejdsgiveren. Frie tanker og kritiske holdninger må dermed forventes at træde i baggrunden. Synspunktet om, at forskelle på ideer er det primære, når det gælder adfærden, vil dermed i mindre grad præge nyhedsstrømmen. Det primære fokus må i stedet forventes at være på statens behov hvad enten der er tale om at styrke statslige institutioner eller om at sikre sig flere "ressourcer" (I dag sagde Jens Rohde fra Venstre i øvrigt at der ikke var råd til skattelettelser...). Ideerne om "den nationale interesse" vil dermed stå langt stærkere end ideerne om "liv, frihed og ejendom".

Vender vi blikket tilbage til Danmark og Europa, kan der nævnes andre problematiske forhold; og som kan være en del af forklaringer på Ågerups kommunikationsproblemer med journalisterne fra Orientering:

Det helt overordnede problem er at staten har monopoliseret journalistuddannelsen, ligesom den siden år 2000/01 er begyndt at monopolisere fødevarekontrollen. Danmarks Journalisthøjskole er en offentlig virksomhed. Og danske medier modtager såvel statsstøtte (herunder i form af støtten til uddannelse) som diverse fradragsordninger. Hertil kommer at de beslægtede uddannelser, der bidrager med kandidater, der søger karriere indenfor journalistfaget ligeledes, som det typiske, er offentligt finansieret.

Støttemodtagerne har stort set ikke protesteret. Pressen har ikke gjort oprør. Pressen havde ikke i sig selv et behov for en kritisk presse. Det har de øvrige borgere imidlertid. Og i takt med at sluserne, hvorfra støttekronerne flyder, bliver bredere og flyder raskere, desto mindre modstand vil man forventes at gøre; og desto mindre kritisk vil man være. Igen kan der henvises til landbrugsstøtten, eller uddannelsessektoren. Smileyordningen og udvidelsen af offentlig fødevarekontrol var netop en "overbygning" på en institution, der er vokset efter DK's optagelse i EU's landbrugsstøttecirkus.

Resultatet af dette forhold bliver ikke overraskende det man - mildt sagt - kan kalde for "blinde pletter". Det vil sige, at journalister overser historier, der burde være åbenlyse at beskæftige sig med, men som stort set ingen journalist vil tage op; måske netop fordi historien reflekterer noget mindre flatterende tilbage på det organ, som den skrivende er ansat ved, det vil sige om forholdet til skatteydernes penge.

COIN tør imidlertid hvor andre tier: Derfor bringes her historien om hvordan EU-kommissionen skaber sine egne NGO'er - det vil sige "Non-Governemental Organisations" med henblik på at øge interessen for egne institioner og egne politikker - eksempelvis når det gælder forbrugerspørgsmål og miljøspørgsmål. (Det er i sig selv en gammel historie, men den er stadigvæk ny i Danmark). Læs Chris Horners NGO'ere: De afhængige ”uafhængige"

Rundt om politikere og embedsmænd står - jævnfør Horners artikel - således en kreds af mennesker, der ikke bare finder synspunkterne og politikkerne interessante; men samtidig er blevet betalt af de selvsamme aktører for at formidle og/eller promovere disse. I NGO'ernes tilfælde er de økonomiske forbindelser blot mere direkte end i tilfældet med pressens gavn af støttekroner.

Spørgsmålet er nu, hvad der skal til før journalister tør optrevle og kortlægge støtten til eget fag på samme måde som, i det mindste nogle af dem, har modet til at se kritisk på eksempelvis u-landsbistanden og landbrugsstøtten? - En uafhængig og ikke-statsligt finansieret fond? - En statsfri uddannelse godkendt af toneangivende private medier i Danmark?

Forudsætningen for forandringer er imidlertid først og fremmest et nyt syn på staten og på statsstøtte, og ikke "ressourcer" og "institutioner".

Oversigten i Berlingske over lande med henholdvis statsejede og privatejede nyhedsbureauer burde være en påmindelse om, hvorfor en fri presse er at foretrække fremfor een på støtten.

"Over 400.000 europæiske forskere arbejder i dag i USA, mens det anslås, at Europa selv har brug for omkring 700.000 flere forskere frem til 2010. Kampen om at holde på forskerne bliver stadig mere intens, og også inden for EUs egne grænser er konkurrencen blevet hårdere. Frankrig har for eksempel mistet omkring 50.000 af landets bedste hoveder til Storbritannien inden for de seneste fire år, og den franske regering har netop lanceret et større program for at få dem til at vende tilbage"..."Sidste år forlod 150.000 tyskere deres land - det højeste antal i et årti, mens antallet af hjemvendende tyskere fra udlandet var det laveste i 13 år". Det kan man i dag læse i Berlingske Business i en artikel fra Ritzau.

I Copenhagen Institute opereres med antagelser om, at forskere ligesom de fleste andre ambitiøse mennesker gerne vil tjene penge - og helst så mange som muligt.

Det antages dermed, at lavere skatter rent faktisk gør en forskel; og at profitencitamenter er centrale, når det gælder om at påvirke adfærden.

Mange mennesker taler således begejstret om "solidaritet", men de handler i sidste instans rationelt, det vil sige i overensstemmelse med deres egen oplyste egeninteresse.

Ovenstående indstilling deles imidlertid ikke af hverken danske eller europæiske myndigheder. Ifølge artiklen fra Ritzau er antagelsen her i stedet, at der skal bruges flere offentlige midler, hvilket alt andet lige vil betyde højere skatter.

Apropos flugt skal også mindes om Niels Westys artikel i dag, der handler om Latinamerika.

Westy gør blandt andet op med myten om, at Latinamerikas problem skulle være mangel på politisk intervention i økonomien. Gennem hele Latinamerikas historie har intervention tværtimod været reglen og ikke undtagelsen.

Som det også har været gældende for Europas historie har det ene eksperiment, det vil sige forsøgsvise afviklinger af menneskets ret til at søge lykken - og dermed af evnen til at høste frugterne af eget arbejde, således afløst det næste. Man har som hovedregel derfor ikke konsistent forsvaret hverken individdets politiske eller økonomiske friheder.

- Visse lande som Chile (og tidligere Argentina) har imidlertid været lyspunkter - men desværre ofte (som også i Europa) ikke i kraft af solid opbakning til individdets frihedsrettigheder, men i stedet mere som midlertidige modreaktioner på åbenlyst forrygte eksperimenter - enten oplevede eller frygtede.

I Europa trivedes ideerne om frihedsrettigheder således på denne måde især efter 2. verdenskrig, men også efter "murens fald". Det er ikke desto mindre glædeligt, at de trives bedre i mange andre dele af verden.

Også fattige, sprogligt udfordrede samt ringe uddannede fra Latinamerika flygter som bekendt også til USA. Og læseren bliver sandsynligvis ikke overrasket, hvis der herfra atter engang henvises til sammenhængen mellem lave skatter, (et traditionelt set højt fravær af intervention i økonomien) og så en høj grad af økonomisk aktivitet.