Siden den islamiske revolution i 1979 har iranske magthavere ført krig via stedfortræder mod USA men også mod den vestlige verden i bredere forstand. Elan Journo fra the Ayn Rand Institute forklarer under overskriften The Road to 9/11: How America's Selfless Policies Unleashed the Jihadists i en videooptagelse fra september i år, hvordan skiftende amerikanske regeringer har givet efter, og ført appeasementpolitik med den konsekvens, at islamisterne herunder ikke mindst dem i Iran har turdet gå videre i deres målsætninger om at udbrede islamisk revolution til resten af verden.

Fra og med Carter-tiden i 1970'erne har islamister dermed følt sig stadigt mere sikre på, at kunne slippe godt fra angreb på de vestlige retssamfund, hvilket kulminerede i angrebet på New York i 2001 - men også i form af de offentligt fremsatte dusører på forfattere, som ytrede sig ufordelagtigt om den religiøse ideologi, der bruges til at fastholde magten i blandt andet Iran. Bundlinien er med andre ord, at man ikke har forsvaret sig, og i praksis som følge af eftergivenhed har ofret amerikansk frihed og amerikanske soldater til fordel for mere ufrihed og udbredelsen af teokrati og religiøst motiveret undertrykkelse.

Se foredraget - The Road to 9/11: How America's Selfless Policies Unleashed the Jihadists (kræver registrering som er gratis). Se også Om krigens årsager og hvordan krigen vindes .

Tibor Machan: [W]hat did Rushdie do? He wrote a novel in which the fictional story involves ferreting out some parts of the Koran in ways that Muslims — or, rather, some of the self-appointed leaders of Islam — consider offensive. So what?

Do I then call up my favorite cousin Guido and urge him to put out a contract against all these people who fail to take into consideration my sensitive nature? No.

- Læs mere i Islam 'Insulted'? Get Over It!, hvor Tibor Machan også undrer sig over Reuters mikrofonholderi i forhold til diktatorerne i Iran.

Salman Rushdie er blevet slået til Ridder med stort R i anledning af dronning Elisabeths fødselsdag, men vel i højere grad p.g.a. af Rushdies forfatterskab. Herfra ønskes - trods et republikansk og monarki-kritisk sindelag - tillykke med æresbevisningen.

COIN-bloggeren har naturligvis læst Rusdies mest berømte værk De sataniske vers. Den første Rusdie-bog og de første Rushdie-artikler blev gransket tilbage i slutningen af 1980'erne og i starten af 1990'erne efter hændelserne, der fulgte i kølvandet på udgivelsen af førstnævnte roman fra 1988 - herunder den efterfølgende "fatwa" som Irans daværende leder udstedte imod den indisk-britiske forfatter året efter. Fatwa betyder simpelthen dødstrussel på persisk.

Rushdie er ganske vist ikke en af undertegnedes litterære favoritter. Han har imidlertid også skrevet en del interessante artikler - herunder naturligvis om vigtigheden af ytringsfrihed. Og han har i den henseende ikke mindst også dokumenteret betydningen af at tage kulturelle forskelle alvorligt, sådan som også reaktionen på "De sataniske vers" med al klarhed viste, at man må. At dokumentere at nogle vil afskaffe ytringsfriheden gør dele af den pakistanske befolkning i øvrigt også for tiden, så tydeligt som man plejer. Det er næsten rutine. Man kender efterhånden "øvelserne" med stenkast, symbolske afbrændinger, hærværk m.v.

Venstrefløjen snorksover i vid udstrækning imidlertid stadigvæk. Her kan man derfor begynde med at læse artiklen på MSN/Politiken med titlen Pakistansk vrede over sir Rushdie. Man kan så tænke over, at man i nogle lande på denne måde går amok over andres brug af det skrevne ord, og de æresbevisninger, der følger til heroisk modige kultur-udfordrere, som netop den britiske forfatter. (I den forbindelse kan man på Forsvarsakademiet i øvrigt også genoverveje om man virkelig tror, at vi kan ændre på den pågældende og letantændelige del af verden ved at bygge stadions (ud over de stadions som Talebanerne fik af FN), ved at kloakere Kabul, eller give de nye islamiserende magthavere rindende vand i hanerne.)

Rushdies største bedrift er måske ikke hans egen, men at han ved sit forfatterskab simpelthen blot indirekte viste, hvor store og betydningsfulde kulturelle forskelle er.

Hans egen personlige reaktion - herunder hans vilje og evne til at konfrontere den for ham kollosale udfordring, der fulgte efter den islamiske verdens reaktion - og ikke mindst det vedholdende forsvar for retten til at ytre sig i frihed, - er imidlertid alene nok i sig selv til, at han har gjort sig fortjent til mindst én orden fra verdens monarker.

”Hvad går De egentlig ind for, Daniel Pipes?” lød et spørgsmål fra salen, efter at den internationalt berømte historiker havde forelæst for en stuvende fuld festsal i Arbejdermuseet i København lørdag den 10. marts, hvor han fik overrakt Trykkefrihedsselskabets Trykkefrihedspris 2007. [...] Pipes talte om emnet ”The Rushdie Rules: Will the West Accept Islamic Law?” Og lige så roligt, som Pipes i sin forelæsning havde redegjort for den ildevarslende udvikling i Vesten, siden sagen om Salman Rushdies bog De Sataniske Vers brød frem i 1989, forklarede han spørgeren, hvad han var for: et samfund funderet på frihedsrettigheder og ytringsfrihed, hvor enhver religion og enhver profet – derfor også islam og Muhammed – kan kritiseres og latterliggøres, og hvor ingen religion kan kræve særlige rettigheder. - Det rapporterer Helle Merete Brix. Læs mere her.

Ayaan Hirsi Ali beklagede i april måned i år, at hun som teenager ville brænde Salman Rushdies bog de sataniske vers, og at hun som ung krævede forfatterens død.

Det kan man se i et kort indslag med interviewer Philip Gourevitch, hvor Ayaan Hirsi Ali siger direkte undskyld til Rushdie, - der vel at mærke tilgiver det tidligere hollandske parlamentsmedlem.

Se indslaget her.

En udskrift af hele interviewet med Hirsi Ali findes som pdf. Her kan man blandt andet læse følgende Ali-citat:

- The fact that these ideas have been — of Enlightenment — have been developed in the West does not mean that they should be limited to the West. They could be universal, and you’ll see that other civilizations that have borrowed this, the idea of protecting the life of the individual. The whole human rights as a yardstick — that they prosper, they progress, and that they don’t necessarily have to throw away their own cultures. (Fundet på Western Resistance).

I anledning af fem-årsdagen for angrebet på New York bragte New York Post den 12. september i år nedenstående undskyldning:

September 12, 2006 -- WELL, here it is, five years late, but here just the same: an apology from an Arab-American for 9/11. No, I didn't help organize the killers or contribute in any way to their terrible cause. However, I was one of millions of Arab-Americans who did the unspeakable on 9/11: nothing.

The only time I raised my voice in protest against these men who killed thousands of innocents in the name of Allah was behind closed doors, among the safety of friends and family. I did at one point write a very vitriolic essay condemning their actions, but fear of becoming another Salman Rushdie kept me from ever trying to publish it.

Her var hvad undertegnede blandt andet skrev i Information den 21. september 2001 under overskriften "En lang krig": Et vigtig element i kampen mod terror er kampen mod den ideologi som frembringer selvmordspiloter og andre former for fanatiske manifestationer. Det er på tide at moderate muslimer i hele verden aktivt bekæmper den bevægelse.

Fem år senere kan man konstatere, at dette stort set ikke har været tilfældet på det globale plan; og man må jævnfør Muhammed-sagen og Pavesagen i stedet tilføje et tværtimod, hvad angår de toneangivende meningsdannere, det vil sige de religøse "overhoveder", indenfor den organiserede del af den pågældende religion.