LATEST from Center for Freedom and Prosperity on Youtube: Labor Department numbers show that the Obama Administrations $787 billion stimulus was a flop. Instead of holding the unemployment rate at 8 percent or below, the jobless rate soared to 10 percent. Now there is discussion of second so-called stimulus, which politicians are calling a jobs bill. But making government bigger, this CF&P Foundation video explains, is a recipe for long-run stagnation and lower living standards, regardless of what the policy is named.

http://www.youtube.com/afq2007

More:

www.freedomandprosperity.org

http://danieljmitchell.wordpress.com/

www.cato.org

From the CF&P Foundation: Dr. Richard W. Rahn would like to share the Center for Freedom and Prosperity Foundation's new video, Obama's So-Called Stimulus: Good For Government, Bad For the Economy:

Link: http://www.freedomandprosperity.org/videos/videos.shtml

Statsstøtte til fast nedsat tid er særlig problematisk under højkonjunktur Det er problematisk, at staten gennem supplerende dagpenge yder tilskud til, at omkring 30.000 personer kan arbejde på fast nedsat arbejdstid, når danske virksomheder oplever stor mangel på arbejdskraft[...] Uden denne ordning ville det være mindre attraktivt at arbejde på nedsat tid, og incitamentet til at tage et fuldtidsjob ville vokse.

- Det kan man læse i et nyt notat fra CEPOS, hvor man foreslår at dagpengesystemet reformeres.

I anledningen af dette forslag har undertegnede fået tilsendt et nyhedsbrev, hvor man som et modsvar til CEPOS forslag skriver at: En generel suspendering af de supplerende dagpenge [ikke vil] løse arbejdskraftmanglen på alle de fagområder, hvor der er akut brug for arbejdskraft, men skaber kun problemer på andre områder af arbejdsmarkedet som fx i HTS-området, Horesta-området samt turist- og kulturerhvervet, som sin beskedne beskæftigelsesmæssige størrelse taget i betragtning udgør en tocifret milliardforretning for Danmark.

Undertegnedes indstilling er imidlertid at CEPOS' forslag er et skridt i den rigtige retning; og at målet må være, at staten ikke bidrager til dagpengesystemet overhovedet. I modsætning til kommentaren i nyhedsbrevet er det helt uproblematisk at påtage sig ekstra arbejde, såfremt man savner de supplerende dagpenge man mister fra statens side.

Målet må være, at dagpengenes varighed, de konkrete ydelser og betingelserne for at modtage dem, fastsættes på markedets betingelser. Det vil sige: Forskellige forsikringsudbydere må efter en fjernelse af støtte og privilegier have frihed til konkurrere om præmiers størrelse, varighed, services o.s.v. Om det så ville føre til kortere eller længere dagpengeperioder er i sagens natur underordnet. På sigt må man forvente, at det vil gøre markedet mere interessant for flere, og derfor skabe bedre tilbud for arbejdsløse. Der er intet, der taler for, at der gælder særlige mekanismer for dette forsikringsområde sammenlignet med alle andre former.

I den tyske journalist Olaf Gersemanns bog: Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality, kan man i øvrigt læse, hvordan man i USA er langt mere tilbøjelig til at påtage sig ekstra jobs herunder deltidsansættelse. Gersemann dokumenterer vel at mærke, at det primært er middelklassen, der gør dette fordi det kan betale sig, og at årsagerne til øget ekstraarbejde i USA altså ikke er, at der er tale om økonomisk nød. (Dette er dermed én af de europæiske myter, der gennemhulles i bogen). En anden vigtig årsag til, at statsstøtten til dagpengene bør fjernes er i den forbindelse også, at de statslige ordninger bidrager til langtidsledighed, hvilket man netop også har langt mindre af i USA. - Så lad os få amerikanske tilstande på dagpengeområdet (Det vil sige i det omfang, at man i USA har mindre statslig indblanding på området).

Der findes 210.000 personer, der alle har beskæftigelsespotentiale, men som af den ene eller den anden grund ikke tæller med i ledighedsstatistikken: sygemeldte, revalidender, personer på ledighedsydelse og kontanthjælpsmodtagere.

Nu og her indgår de imidlertid slet ikke i ledighedstallet, og tallet giver derfor et forvrænget billede af mulighederne på arbejdsmarkedet. Det mener konsulent Carsten Kjærgaard fra CABI, som har sammenlignet tallene. - Læs mere her.

Læs også dagens kommentar .

Det er [...] de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.

- Læs mere i Realløn og beskæftigelse i EU .

Mere om beskæftigelse og velstand i Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme.

I kommentaren Korruption, omfordeling og konfiskation fra den 16. april, der handlede om FN og EU skrev undertegnede følgende som en afslutning på fremhævelsen af nogle fællestræk ved institutioner uden folkelig kontrol - og hvor man ikke respekterer den private ejendomsret - følgende:

Bemærk underoverskriften!

----------------------------------------------------------------------
I Zimbabwe har man realiseret FN’s foretrukne politikker

Afslutningsvist skal gives et bidrag til forklaringen på hvorfor det man med rimelighed kan kalde FN’s og EU’s politik, det vil sige: destruktion og omfordeling bliver accepteret. En vigtig del af svaret på dette er, at den værdi som omkring syv milliarder kan skabe er særdeles omfattende, og det som bureaukraterne og deres politiske ideologer kan ødelægge, det er derfor relativt begrænset i denne sammenhæng. - På det globale plan tager det derfor mange årtier at opdage hvor destruktiv en politik, der promoveres fra FN’s side. Men hvis man lod FN’s politikker gælde for et mere lokalt afgrænset område, ja så kunne kombinationen af økonomisk omfordeling og reduktion af økonomisk vækst (det vil sige gradvis destruktion) i stedet iagttages så klart, at man forstod skadeligheden desto hurtigere, og dermed desto bedre.

Hos organisationen Freedom House kan man som en lektie i omfordeling og destruktion som disse politiker bruges i målet om at sikre sig politisk opbakning (klientskabelse og afhængighed af staten eller en anden institution), således læse følgende uddrag fra en rapport om Zimbabwe:

Regeringens overtagelse af hvides farme, som begyndte i år 2000 gik forud for den Zimbabweanske økonomis kollaps, specielt hvad angår den kommercielt rettede landbrugssektor, der udgjorde størstedelen af landets eksport, adgangen til fremmed valuta og mængden af jobs. En stor del af de konfiskerede landområder er gået til ZANU-PF embedsmænd, Mugabe-loyalister og krigsveteraner uden kendskab til landbrug. Som et resultat af dette er landets BNP faldet med over 30 procent siden jordreformen begyndte, hvilket har bevirket at Zimabawe er blevet verdens hurtigst kollapsende økonomi. Arbejdsløsheden overstiger 70 procent og i september 2005 nåede inflationen op på 360 procent – en af verdens højeste… Kilde.

At FN i dag fokuserer på klimaforandringer også når det gælder Afrika, burde derfor være et vink med en vognstang, om at man nu satser på destruktion frem for omfordeling. Frihed til at producere har derimod for længe siden været noget, man har afskrevet. Når man læser aviser og ser fjernsyn, så er FN’s status som autoriseret ”godhedmaskine” derimod tilsyneladende intakt.

----------------------------------------------------------------------

- En måned senere har Zimbabwe vel at mærke fået formandsskabet for en kommission for bæredygtig udvikling. Og dette må vel siges at bevise at der med ovenstående ikke på nogen måde var tale om overdrivelse.

Zimbabwe viser dermed også, hvad man kan forvente sig på global skala, hvis FN skulle få mere magt, og blive grundlaget for dannelsen af en verdensregering.

Læs også Call It the U.N. Commission on Sustainable Dictatorships af Claudia Rosett

With Zimbabwe elected Friday to chair the United Nations Commission on Sustainable Development, we now have the latest poster-child for the usual U.N. Orwellian abuse of the noble mandate, glorious goals, and all those good things promised by the free world in concert with the U.S.S.R.’s Joseph Stalin back at the U.N. founding in 1945.

Let’s get real. Zimbabwe’s U.N. coup is not some extraordinary aberration, any more than the massive corruption under Oil-for-Food was due simply to some sort of unfortunate administrative fumbling at the top. This is how the U.N. works. This is how the U.N., as a grand collective, was, unfortunately, configured to work. This is how the U.N. — rolling in American money and support, but lacking any reasonable system of checks, balances, and accountability — will continue to work.

[...]

In recent years, we’ve seen the Human Rights Commission, chaired in 2003 by Libya, “reformed” into the current Human Rights Council — which spends even more time than its discredited predecessor doing nothing but condemning democratic Israel. We’ve seen peacekeepers raping the people they are supposed to protect, with each U.N. “zero tolerance” pronouncement followed by fresh scandal. We’ve seen Iran elected as a vice chair of the U.N. Disarmament Commission. North Korea currently serves on the executive boards of both UNICEF and the U.N. flagship agency, the U.N. Development Program, or UNDP... Læs mere her.

Besøg UN Watch.

COIN har ikke fejret halvtresåret for romtraktaten. Men som en tillægsbemærkning til de mange kommentarer, der er skrevet om EU, om landbrugstøtten, om korruption, om den interne og eksterne protektionisme, om socialdemokratiske bureaukraters manglende forståelse og interesse for markedsøkonomi, om det betænkelige ved udbredelsen af kunstige sociale rettigheder, om tendensen til at ignorere arbejdsløshed og i stedet prioritere klimaregulering, om appeasement i forhold til Mellemøsten, om appeasement i forhold til afrikanske diktaturstater, om forsøgene på skatteharmonisering, - samt hvad der ellers måtte være af tendensen til at sælge ud af europæiske borgeres frihed på bekostning af det bureaukratiske skøn - samt til fordel for de der ønsker, at bruge staten som et middel til bestemte mål, skal dog her citeres fra Mark Steyn. Ganske vist er det et citat fra 1999. Men når man betænker klimapolitikken kan man kun sige at karakteristikken i dag er underdrevet:

[R]eality counts for little in the EU. The new euro notes, for example, are decorated by scenic views of prestigious public buildings, just as many other currencies are: On the U.S. and Canadian bills, for example, you'll find the White House and the Houses of Parliament and so forth. The only difference is that the scenes on the euro are entirely fictitious: Like the Lost City of Atlantis or the planet Krypton, they live only in the boundless Euroimagination of the Brussels planners, but for that very reason - the fact of their non-existence - they're felt to be more healthily pan-European than the prosaically nationalist bricks and mortar of Big Ben or the Parthenon. The euro gives you an insight into the backwards thinking of the European project: 1) great powers show symbols of national identity on their currency; 2) but we've acquired a currency before we've acquired a national identity; 3) so we'll pencil in the symbols and build them later - pas de probleme! This is, after all, a body that set up a tribunal to adjudicate whether a Jaffa Cake - a quintessentially British delicacy comprising tasteless sponge under a layer of orange goo and chocolate-flavored vegetable fat - should be officially classified as a cake or a cookie. Likewise, until recently the EU's official position on Macedonia, another former Yugoslav republic, was that, yes, they were prepared to recognize Macedonia but only by a name that isn't "Macedonia." If Macedonia had been prepared to call itself, say, North Dakota, it would have been eligible for Euro-aid immediately. If it had been willing to be reclassified as a Jaffa Cake, it could have joined the EU as a full member...

The EU looks like a nation: It has a flag, a national anthem, a common passport, even a citizenship. But it doesn't have the inner organs: democracy, accountability, or even any basic constitutional principles. The unelected, unaccountable president of the European Commission has more power over England and Wales than Bill Clinton has over Vermont and New Hampshire-and at least Clinton, in all his imperial impotence, is elected. American federalism is built from the ground up, with the central government's powers explicitly limited. The European system, by contrast, is a kind of Cartesian politburo and would be repugnant to any American. [egen fremhævelse] Læs mere her.

Artikler i 50'årets anledning fundet i arkivet:

EU's materielle rettigheder afvikler friheden

Mere af alting - undtagen frihed

NGO'ere: De afhængige ”uafhængige"

Et ensretningsprojekt

EU-bureaukratisme

EU à la Monty Python

Legaliseret tyveri

Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning

Europe and Kyoto

Death and Taxes in the EU

Lobbyismen og den grænseløse stat

Misbrug af EU-systemet

EU’s konkurrencepolitik: På vej mod katastrofen

Europas sjæl er splittelse

EU-toget kører den forkerte vej

EU-kommissionens akademiske skoleridt

Den totalitære Kyoto-protokol

Europe's Kyoto Bill

Flere artikler kan findes ved hjælp af søgefunktionen på forsiden.

Der er en ulige fordeling af kapitalisme i verden. - De lande, der har haft og nydt godt af kapitalisme længe, er i i dag de rigeste lande på kloden. Det er derfor på tide at friheden udbredes til resten af jordens befolkning.

Det er samtidig vigtigt at huske på, at liberaliseringer meget hurtigt fører hurtigt til velstandsskabelse, sådan som dette kan iagtages i lande som Indien, Kina, Østeuropa o.s.v.

Dette er blot et af de vigtige budskaber, der kommer fra den svenske forfatter Johan Norberg i et interview med radioprogrammet Djævlens advokat.

I interviewet gives også en række konkrete bud på, hvordan vi sikrer reformer i vores del af verden, hvilket som bekendt er tiltrængt, eftersom Danmark nu kan se frem til verdensrekord i skattetryk takket være regeringsskiftet i Sverige.

Norberg minder også de danske lighedsmagere på, at mere købekraft (velstandsskabelse) er et langt vigtigere og presserende emne end ulighed: For selv ganske beskedne lønninger kan man købe stadigt mere i et samfund, der oplever velstandsskabelse, sådan som det finder sted i en åben markedsøkonomi.

Og udsigterne på det globale plan er for Johan Norberg - alt andet lige - positive: - Vi ser for tiden en voldsom vækst i input, hvad angår arbejdskraft - jævnfør globaliseringen. Dette vil føre til ganske massive velfærds- og velstandsforbedringer for jordens befolkning.

Ovenstående skaber dog også politiske udfordringer, jævnfør konkurrencen om den eksisterende kapital. Men allerede nu er der allerede ved at være et pres på lønningerne - også i Kina. Det betyder, at det samtidig vil blive langt vanskeligere for globaliseringsmodstandere at bekæmpe den internationale frihandel.

Johan Norbergs diagnose for Latinamerika: Globalisering har primært været for eliten. Der har ikke været grundlæggende forbedringer på mikroniveau, eksempelvis hvad angår mulighederne for at starte egen virksomhed, eller hvad angår styrkelsen af et retssamfund med respekt for frihedsrettighederne for befolkningen set under eet. Blandt de positive undtagelser nævnes Chile og El Salvador.

Norberg minder os i den forbindelse om, at kapitalisme afskaffer aristokrati, og erstatter aristokratiet og priviligierne med meritokrati (hvor respekten for profitincitamentet sikrer at dygtighed belønnes).

I interviewet diskuteres også de rige lande i Norden. Er de en udfordring for de klassiske liberalistiske svar? - Norberg: Spørgsmålet er, hvor vi kommer fra - jævnfør også arven fra 1970'erne. (Det vil sige perioden, der i såvel Sverige som Danmark med et maoistisk udtryk kan kaldes "det store spring fremad", hvad angår cementering og vækst i skattetryk samt stigninger i offentlige opgaver og udgifter).

Den historiske arbejdsetik, som vi kender den i de nordiske lande, er derfor som konsekvens af især udviklingen de seneste fire årtier ifølge Johan Norberg under pres. De næste generationer vil sandsynligvis ikke finde sig i, at skulle arbejde mere for nogle andre end for sig selv.

Noget andet der lægger et pres på systemet er dets infleksibilitet, hvad angår evnen til at håndtere indvandring. Her peger Norberg på fagbevægelsernes negative indflydelse, ikke mindst hvad angår fagforeningers fokus på at fastholde minimumslønninger. Evnen til - og accepten af- konkurrence på løn er ifølge Norberg en afgørende forskel på USA's og Europas evne til at få indvandrere ind på arbejdsmarkedet.

Problemet om fleksibilitet handler dog ikke kun om indvandring; - jævnfør at såvel tallene for arbejdsløshed, som for langtidsledighed i Europa er langt højere end hvad det er tilfældet i USA.

En anden diskussion er perspektiverne for Kina, og spørgsmålet om hvornår, eller om, den økonomiske frihed også fører til politisk frihed. Ifølge Norberg er der dog grund til forhåbning eftersom, der historisk set er en tendens til spill-over:

Frihed handler således ifølge Norberg om, at mennesker ønsker at gøre brug af deres potentiale, så når de opnår frihed indenfor et område er der en tendens til, at de også vil have frihed indenfor andre områder (alt andet lige).

Johan Norberg stiller også spørgsmål ved den traditionelle tendens til kun at se det negative, hvad angår udviklingen i Nordeuropa: Der er sket store fremskridt hvad angår friheden de seneste hundrede år, hvad angår ytringsfrihed, samt når det gælder afskaffelsen af mange privilegier; og også hvad angår globalisering og fri konkurrence på det regionale niveau. - Dette har har således været en tendens, der er gået på tværs af tendensen til højere skatter og større offentlige udgifter. Det første er bare noget, vi taler mindre om end det sidste.

Johan Norberg mener endvidere, at målrettede reformer kan skabe øgede krav om øget frihed indenfor andre områder. Et sted at begynde at øge friheden kunne ifølge Norberg være indenfor uddannelsesområdet.

Hør interviewet her.

Johan Norbergs seneste bog (anbefales)

Besøg også www.johannorberg.net

Efterlønsreformen i 1998, der bl.a. indførte kravet om 25 års medlemsskab af en arbejdsløshedskasse, resulterede i, at andelen af 35-39 åriges tilmeldning faldt til 67% i dag, mod 82% for fem år siden.

For de 30-34 årige var faldet endnu højere (der ifølge reformen fra 1998 har muligheden for tilmeldning frem til det 35. år).

Disse markante fald betød ifølge et arbejdspapir fra Copenhagen Institute i en besparelse på mellem 1,8 og 4 mia. kr.

I det nyligt forhandlede velfærdsforlig (reform fik vi ikke-nikke-nej), ændres kravet til medlemsskab af en arbejdsløshedskasse med 5 år, til 30 år. Endvidere skal indbetalingerne påbegyndes senest, når man fylder 30 år.

Som Peter Kurrild-Klitgaard redegjorde for i en analyse for CEPOS, så kan det godt være at befolkningen bakker om om efterlønnen, men altså kun sålænge den er ”gratis”.

Da befolkningens præferencer nok ikke ændrer sig sådan over night, skal vi nok regne med at se endnu en nedgang i antallet af tilmeldte. En nedgang, der vel at mærke ser ud til at batte langt mere end den elastiske tilbagetrækningsalder, der også er en del af forliget.

Ændringen af tilmeldingstiden er indtil videre ikke det, diverse internetmedier har brugt deres båndbredde på. Måske er det lykkes forligspartierne at snige noget, der reelt er mere omfangsrigt end det umiddelbart synes, ind i forliget i håb om at finde en balance mellem det nødvendige og bibeholdelse af taburetterne.

Eller også tager jeg fejl. Måske har jeg pådraget mig en velfærds-psykose, der bunder i et ønske om reformer - næret af 5 års skuffelser.

Under alle omstændigheder, er det temmelig ynkeligt, at skulle glæde sig over en udsigt til at staten sparer et par håndører, der sikkert aligevel bliver delt ud til diverse kontraproduktive støtteordninger.

Copenhagen Institute deltager i en fælles europæisk protest imod EU's målsætning, der handler om at harmonisere selskabsskatterne i Europa.

Den fælles erklæring fra en række tænketanke findes nu online hos den litauiske frimarkeds-tænketank Freema.

Modstanden mod "the Common Consolidated Corporate Tax Base" begrundes i erklæringen med følgende:

• the CCCTB will not help to achieve the aimed-at objectives of ensuring a smooth functioning of the common market, reducing the administrative burden or building transparency of tax rules;
• the CCCTB will serve, and is already serving, as the first step towards a uniform tax policy in the European Union, which will undermine tax competition inside the European Union and weaken the region’s competitiveness in the global economy;
• the CCCTB will render the corporate tax base even more complicated and, possibly, even more distinct from the international accounting standards, while, if being optional, it would only increase the number of standards within the EU;
• the CCCTB will create enormous tax-compliance costs to business, especially small- and medium-sized enterprises.

Hele protesten kan læses her.

I Copenhagen Institutes pressemeddelelse fra den 21. april begrundes modstanden mod en skatteharmonisering med at en centralisering af beslutningskompetencen om beskatning samt indførsel af et mindsteniveau for beskatning, vil gøre det langt vanskeligere at reducere skatterne i Europa. En skatteharmonisering vil på denne måde medvirke til at fastholde EU som et område præget af lav økonomisk vækst og høj arbejdsløshed.