A good working description [of slavery] is: slavery is a set of circumstances whereby one person is forcibly used to serve the purposes of another person and has no legal claim to the fruits of his labor. The average American worker toils from January 1st to the end of April, and has no legal claim to the fruits of his labor for that period. Federal, state and local governments, through the tax code, take what he produces. A small portion of the fruits of his labor is used to provide for the constitutional functions of government. Most of what’s taken, up to two-thirds, is given to some other American in the forms of farm and business subsidies, Social Security, Medicare, welfare and hundreds of other government handout programs. As in slavery, one person is being forcibly used to serve the purposes of another person. -- Walter E. Williams

Aftalefriheden og arbejdskraftens relativt fri bevægelighed betyder altså, at polsk arbejdskraft (samt dansk arbejdskraft og arbejdskraft andetsteds, der nyder godt af de samme betingelser) kan søge arbejde der, hvor de højeste lønninger gives for det, man kan tilbyde. Hvem er det så i sidste instans, der bestemmer, hvordan arbejdskraften placeres? Svaret er forbrugerne. Det er forbrugerne, der belønner nogle virksomheder ved at købe disse virksomheders varer og ydelser, og som tilsvarende undlader at gøre forretninger med andre virksomheder.

Er ovenstående så et problem for Polen? Det er det naturligvis ikke, eftersom markedsøkonomien som sådan fungerer lige så godt i Polen, som den gør i Danmark, i det omfang den får lov til at gøre det: Indenfor nogle områder er polske virksomheder så bedre end danske. Det er en anden måde at sige, at forbrugere foretrækker det, som den eller de pågældende polske virksomhed kan levere til prisen, end hvad en tilsvarende dansk ville gøre. Andre gange er det omvendt.

- Læs mere om aftalefrihed, arbejdskraft, forbrugermagt og jobsøgning i 180grader.dk.

De fleste har nok allerede hørt om Regeringens nye skattereform, hvor de ønsker at lette på skatten på arbejde (men til gengæld lade energiafgifterne stige). Det er dog ikke ligefrem en ambitiøs skattereform. Den højeste gevinst ved den sindrige lettelse på indkomstskatten får personer med en indkomst omkring 375.000 om året, og det er en gevinst, der svarer til 1,91% af deres samlede årsindkomst. Det svarer til en lettelse på 19 kroner og lidt over 50 ører om dagen. Lad os bare sige 20 kroner om dagen. Ifølge Superbrugsens tilbudsavis svarer det til 4 peberfrugter, 1 pakke mellemlagret Mammen ost, 1 glas Miracle Whip, 2 bloklys eller 1 pakke med 4 bøtter modelervoks. - Mere hos the hairpin bend.

Se også Skattetryk: Sådan ser 43 kroner ud . De 43 kroner er ifølge 180grader den gennemsnitlige økonomiske forskel, der er for lavtlønnede, på at påtage sig et job og opgive dagpengene efter skatte-reformen. Her kan man også læse at "[i]følge regeringens beregninger vil 2,9 procent af arbejdsstyrken tjene under 1.000 kroner om måneden på at gå på arbejde frem for at gå ledig". Den ringe effekt skyldes at man også øger niveauet for dagpengene.

Meget tyder derfor på, at man fra politisk side vil tilstræbe lammende lighed og samtidig sikre økonomiske incitamenter til at arbejde; det vil sige blæse og have mel i munden. - Eller også vil man blot føre symbolpolitik og foregøgle ansvarlighed, mens man øger den offentlige sektors størrelse.

Det er [...] de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.

- Læs mere i Realløn og beskæftigelse i EU .

Mere om beskæftigelse og velstand i Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme.

Ifølge Hans-Jørgen Pahlke fra fagforeningen 3F får jordbærplukkere i Danmark en uanstændig lav løn. Bærplukning er som bekendt blot ét af de steder, hvor Danmark har fået besøg udefra i form af tilrejsende arbejdskraft fra Østeuropa.

Med andre ord: købekraften er det centrale. Om man får halvt så meget som andre i Danmark er i praksis mindre vigtigt; ellers ville man simpelthen ikke rejse hertil.

- Læs mere i Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme.

Copenhagen Institute udgiver nu [22/2/06] en bog af Statsminister Anders Fogh Rasmussen med titlen ”Vera og Benefica”. Bogen er skrevet i 1996. Det vil sige tre år efter den berygtede bog med titlen ”Fra socialstat til minimalstat”; den som Poul Nyrup Rasmussen rev et eksemplar i stykker af i forbindelse med valgkampen 2001.

Med Fra Socialstat til minimalstat forsøgte Anders Fogh Rasmussen at sætte bidrag fra frihedsorienterede tænkere såsom F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Ayn Rand eller Milton Friedman samt ældre danske ideologer ind i en nutidig kontekst.

”Vera og Benefica” er i modsætning hertil en kortere og mere konsistent præsentation af centrale økonomiske sammenhænge.

Tilblivelsen af ”Vera og Benefica” skyldes ikke mindst inspiration, fra den amerikanske journalist og økonom Henry Hazlitt (1894-1993) og hans bog Economics in one lesson. Der er ligeledes hentet inspiration fra den franske journalist, filosof og økonom Frederic Bastiat (1801-1850) samt hans essay That Which Is Seen And That Which Is Not Seen.

Som titlerne antyder, er hensigten for sidstnævnte værker, at man vil formidle en særlig pointe. Det vil sige, man vil give den opvakte læser et redskab, der derefter vil kunne anvendes på vidt forskellige problemstillinger.

Med Vera og Benefica er det Anders Fogh Rasmussens hensigt, at minde om, at de valg politikere træffer, ikke blot har synlige, direkte og positive konsekvenser, men også vil have en række utilsigtede og ofte mere negative konsekvenser, på såvel det korte som det lange sigt.

Man kan illustrere dette fænomen ved at minde læseren om, at når politikere giver noget til nogen, tager de det fra nogle andre.

Økonomisk omfordeling har imidlertid ikke blot statiske konsekvenser, men også dynamiske: Når råderetten over den konfiskerede ejendom forsvinder fra de oprindelige ejermænd vil incitamentsstrukturerne i samfundet forandre sig. Adfærden bliver en anden. - Jo mere økonomisk magt politikere får, i forhold til private borgere, desto mere øges incitamentet til politisk aktivitet.

Højere skatter betyder dermed, at nyderne i samfundet begunstiges til ulempe for yderne, og dermed, at interessen for at være aktør på markedet reduceres.

I det følgende skal - for at vise hvor omfattende Anders Fogh Rasmussens pointe om de sekundære konsekvenser er, nævnes nogle aktuelle eksempler på, hvordan den økonomiske visdom kan gøre os klogere på den komplekse virkelighed, vi lever i.

Det første område, der skal bruges til at eksemplificere Foghs pointe er arbejdsmarkedet. Markedet for arbejdskraft er naturligvis ikke et løsrevet marked fra andre markeder eller fra markedsøkonomien som helhed.

Det betyder at enhver ydelse, der kommer fra offentlige kasser - enten i form af bistandshjælp eller som tilskud til dagpengene, har konsekvenser for det øvrige marked: for forbrugsvaner, prisudvikling, men ikke mindst for udbuddet af arbejdskraft.

Niveauet for sociale ydelser påvirker interessen for at til at søge beskæftigelse. Alt andet lige vil arbejdssøgende med højere socialydelser derfor kunne undlade at søge en række stillinger. - Man vil i stigende grad vente længere på det ”rigtige” eller passende job.

Hvad enten midlerne til at dække sådanne udgifter kommer fra opsparing eller fra penge, der ville være brugt på forbrug her og nu, har dette negative konsekvenser såvel for de mere produktive individer i økonomien, som for økonomien som helhed.

De penge, der gives til arbejdssøgende, så de kan tillade sig at vente længere med at påtage sig et job, kan ikke på samme tid bruges til investering i nye maskiner. Pengene kan tilsvarende ikke bruges på at belønne mennesker for produktiv aktivitet. Når mennesker i et eller andet omfang holder sig væk fra arbejdsmarkedet, presser det lønningerne op, hvilket mindsker evnen til velstandsskabelse.

Det andet område, der skal nævnes er støtten til produktion af kultur og information.

Statsstøttet information og kultur er politisk efterspurgt kultur og information. Statsstøtte gør visse former for kultur og information mere synlige for publikum, end det ville have været tilfældet uden støtte. - Med andre ord: nogle varer på kultur- og informationshylderne rykkes længere frem, mens andre placeres længere tilbage.

Statsstøtten påvirker naturligvis ikke bare synligheden og tilgængeligheden af bestemte former for kultur og information. Støtten påvirker selvfølgelig også indholdet.

En vigtig pointe her er, at de offentligt finansierede medier, såsom Danmarks Radio naturligvis er en del af mediemarkedet. Det vil sige, mediet vil i større eller mindre omfang leverer ydelser, som ellers ville være efterspurgt via frivillige betalinger. På grund af den tvungne finansiering af Danmarks Radio kan ingen imidlertid vide, om der bruges for meget eller for lidt, eftersom køberne ikke er de samme som forbrugerne; jf. det forhold at efterspørgslen via offentlige midler er politisk bestemt.

Hensigten med denne pointe er ikke her at diskutere kvalitet, lødighed - eller de politiske budskaber, der på denne måde overeksponeres. Det skal blot påpeges, at det er de færreste, der frivilligt vil betale for noget, der i forvejen er finansieret via tvang. Hvis der via en tvungen ordning, som licensen, bruges omkring 2000 kr. årligt på en national public service fjernsynskanal, er det de færreste, der frivilligt vil bruge mere på public servicefjernsyn, men i stedet vil bruge ekstra midler på en helt anden type udsendelser.

Påstanden om, at der ikke ville eksistere en eller flere store og brede landsdækkende tv-kanaler uden tvungen finansiering er derimod tvivlsom. Der er imidlertid ingen tvivl om, at indholdet, i tilfældet med frivillig finansiering ville være anderledes; og sandsynligvis til større glæde for dem, der i forvejen betaler frivilligt for kultur og information. Fjernsynsproduktion ville med andre ord i højere grad afspejle forbrugernes interesser.

Det offentlige forbrug - set under ét - skal nævnes som et tredje eksempel på, hvordan Anders Fogh Rasmussens, Frederic Bastiats og Henry Hazlitts indsigter kan anvendes. Dette er allerede sket ved at påpege, at højere socialydelser reducerer incitamentet til at produktiv adfærd.

Med en udvidelse af den offentlige sektor køber de politiske beslutningstagere sig til beskæftigelse i denne sektor, men prisen for dette betales i form af lavere beskæftigelse i den private sektor. Denne tendens har været gældende de sidste hundrede år i Danmark, med den konsekvens, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i verden – vel at mærke på bekostning af den private.

Det offentlige forbrug består samtidig i udbetalinger af en række ydelser, der tidligere blev finansieret ved hjælp af opsparing eksempelvis pensioner. Ændringen her betyder, at incitamentet til at spare op reduceres. Det påvirker atter mængden af kapital, der er til rådighed for investering. Et stigende offentligt forbrug påvirker dermed forholdet mellem velstandsskabelse og forbrug. Det gælder både forbruget i den offentlige sektor og i den private.

Det offentlige pensionssystem betyder, at nutidige udbetalinger til pension ikke finansieres via tidligere opsparing, men via nutidig produktivitet. Det betyder at ophobningen af midler i samfundet til investering formindskes.

Som det fjerde og sidste eksempel skal nævnes statslige former for ”erhvervsfremme”.

I forbindelse med valgkampen 2005 kunne man på Handelshøjskolen på Frederiksberg opleve Anders Fogh Rasmussen som progressiv julemand og gavegiver, der ville satse 10 mia. skatteyderkroner på at gøre Danmark til et IT-forgangsland. Danmark skulle ifølge Anders Fogh Rasmussen være lidt ligesom Finland, der har Nokia. Når man læser Vera og Benefica må sådanne udspil imidlertid mest fortolkes som socialdemokratisk valgflæsk. Budskabet var sandsynligvis ikke primært henvendt til de studerende på Handelshøjskolen, men snarere til de omkringstående journalister. For jævnfør Foghs egen bog må der atter henvises til de negative konsekvenser ved denne form for erhvervsfremme:

For statsstøtten forstyrrer de signaler som private forbrugere via deres forbrug sender til virksomhederne. Statsstøtte finansieret via skatterne er ensbetydende med færre penge som private borgere kan bruge på at belønne de former for produktivitet, som de selv efterspørger.

Disse indsigter angående erhvervsfremmestøttens skadelighed er som bekendt ved at trænge ind hos de politiske beslutningstagere, når det gælder landbrugsstøtte. Desværre er der stadigvæk uenighed, når det gælder områder som for eksempel boligmarkedet - jævnfør Ritt Bjerregaards seneste bolig-initiativ. Værre er det, at idéerne om at støtte politisk udvalgte IT-virksomheder åbenbart er ved at vinde indpas i Venstre. Man kan kun håbe, at der med den retorik er tale om vælgertaktik.

Vera og Benefica er tiltrængt og civiliseret politisk forfatterskab. Med bogen giver Anders Fogh Rasmussens - anno 1996 - samtidig et klart svar på anklagen om at være hulemand:

- For kan hulemændene i politik for alvor siges at være dem, der ønsker, at borgerne i højere grad får lov til at træffe deres egne valg? Eller er hulemændene ikke snarere dem, der ønsker at satse med borgernes penge, sådan som det sker med statsstøtten?

Køb bogen her:

Anmeldelsen er tidligere bragt på www.coin.dk den 23. februar 2006.

Flere artikler fra forsiden kan findes via arkivet.

I EU Observer under overskriften - EU: Alle må arbejde til de bliver 70 kan man læse at "Alle danskere får fremover mulighed for at arbejde, til de bliver 70 år. [...] Det bliver en ret, samtlige lønmodtagere får - uanset om de så er gadefejere, håndværkere, læger, jurister eller topdirektører, skriver Berlingske Tidende.

Men er retten til at arbejde virkelig en ret som statsansatte kan give befolkningen, og som de ikke har i forvejen?

I selve Berlingske-artiklen kan man læse følgende reaktion fra Jens Højgaard fra Ældresagen. Han siger:

»I årevis er der snakket om det grå guld. Men stribevis af regler har modarbejdet, at ældre blev i arbejde. Samtidig er ældre i dag ofte raske og kvikke. Meget arbejde bliver også mere lystbetonet. Så mange ældre vil gerne arbejde, også når de fylder 65 eller 70 år,« siger Jens Højgaard [egen fremhævelse].

Berlingske-overskriften konstaterer tilsvarende at Nu må vi arbejde til vi bliver 70.

Først indfører man en masse regler, der påvirker private borgeres karrierermuligheder, liv og livskvalitet - blandt andet hvor længe man må arbejde. Så fjerner man nogle af reglerne igen, som følge af de skadevirkninger man konstaterer. Derefter holder man skåltaler og fejrer sig selv. Men i kraft af budskabet om, at man "tillader arbejde", stiller man ikke spørgsmål ved, om man grundlæggende har et mærkværdigt syn på andre menneskers ret til at bestemme over deres eget liv, og hvor længe andre ønsker at yde en erhvervsmæssig indsats.

Noget tyder derfor på, at der ikke er tale om to forskellige typer af politikere, der henholdvis tillader og forbyder bestemte aldersgrupper at arbejde; men i stedet at det er den samme form for tøjlementalitet, der gør sig gældende. Formodentlig har man blot indset de skadelige konsekvenser af adfærden. Men ligesom det gælder landbrugsstøtten, så bevæger man sig blot videre, og forsøger at styre og kontrollere indenfor andre områder. (Afviklingen af de oprindelige former for landbrugsstøtte har således kun ført til omlægninger og nye satsninger på andre brancher, der skal på støtten men ikke til et reduceret EU-budget).

Journalisterne fra Berlingske kunne derfor - jf. Jens Højgraards bemærkning - have benyttet lejligheden til at spørge de danske og europæiske politikere, om der ikke var grund til selvransagelse; - det vil sige om man ikke som politiker burde tænke sig en del mere grundigt om, før man indførte nye former for reguleringer og forbud, der sætter grænser for arbejdslivet og handlefriheden generelt.

Et naturligt næste skridt ville i øvrigt være at "tillade", at man kunne beholde flere af de penge, som man tjente ved produktiv indsats. Men Venstre afviser som bekendt aktuelt skattelettelser: Arbejde - ja. Indkomst - nej.

Ligestilling er oppe i tiden. Indre-missionske præster kan med henvisning til deres religion få lov til selv at bestemme. De ikke-religiøse slipper derimod ikke for statens klamme hånd. Det siger måske noget om, hvor sympatierne i staten ligger, at almindelige borgere skal underkastes ligestilling, mens religiøse organisationer går fri. Fra COIN's side skal der her bringes nogle bidrag til modstandskamp mod ligestilling fra oven; og dermed også mod et kollektivistisk projekt, der tilhører partiet Venstre.

Venstrefløjsracismen:

Kvoter, der kræver et vist antal sorte, hvide eller lyserøde ansat er ikke desto mindre (hvad enten det sker i det offentlige eller private) så racistisk, som det kan blive. Og kvoter baseret på køn er tilsvarende chauvinistiske kvoter: Det vil sige ordninger, der tilsiger, at et vist antal kvinder skal ansættes primært, fordi de er kvinder - eller at et bestemt antal mænd skal ansættes, primært fordi de er mænd.

Denne i virkeligheden frastødende indstilling til ansættelsespolitik har fortalere i mange partier. Det burde imidlertid være tale om eksklusionsgrund i et hvilket som helst parti at være fortaler for sådanne ordninger, eftersom de repræsenterer en af de allerværste former for kollektivisme, man kan tænke sig: En ide om at bevidsthed og klogskab skulle være bestemte gener eller kønnet underlegen.

Aftalefrihed eller ligestillingstvang? :

Enten bestemmer ligestillingsministeren, hvad man skal have i løn, eller også aftales det i al frivillighed med den, der tilbyder dig et arbejde. Der er tale om et ”enten eller”, og ikke et ”både og”.

Et mere frit marked skaber ikke desto mindre også ligestilling – men fra neden.

Kvoter er det modsatte af kvalifikationer :

Konsekvensen ved kvoteordninger bliver [...] netop, at man ikke ansætter den bedst kvalificerede, men som følge af lovgivning i stedet må orientere sig efter at opfylde de tilfældige kvoter, der ønskes sat fra oven. Kvoteordninger er netop til gavn for de mennesker , der ikke søger at kæmpe for, at kvalifikationer kommer til at stå øverst. Så hvordan kan man i stedet sikre, at dette sker?

Man kunne i øvrigt ikke drømme om at ansætte, fordi en ansøger krævede det på vegne af kønnet - eller en anden tilfældig gruppe. Hvad skulle man med sådan en form for flokmentalitet?

I går startede undertegnede en ny "kampagne" , denne gang mod fænomenet CSR - Corporate Social Responsibility.

Afsættet for at skrive om emnet var blandt andet en "CSR-ekspert" (ikke overraskende en akademisk humanist), der til Erhvervsbladet gav udtryk for, at medicinalindustrien "slår mønt på de syge"... Citatet blev bragt i en artikel under overskriften Gode gerninger vinder frem i erhvervslivet. (Tidligere har "de onde gerninger" ude i erhvervet således fået lov til at trives i fred...)

CSR-debatten er således ikke mindst interessant, eftersom der åbenlyst skiltes med en helt bestemt form for moralfilosofi, hvilket er usædvanligt.

Normalt forsøger man at sælge en given moral i det skjulte. - Eksempelvis kan socialdemokrater finde på at sige, at det er vigtigt at tjene penge, men også at gøre noget for de svage. - Og så ved man ikke helt hvad det skal betyde. Skal Microsoft nu holde op med at tjene penge og gøre deres aktionærer glade, og i stedet forære dem væk (og svigte investorerne)? - Og har man i grunden ikke gjort ganske meget for de svage ved at forbedre deres købekraft? (Faktisk en del mere end socialdemokraterne via Keynesianisme har svækket den?). Med CSR burde det nu være aldeles tydeligt, i modsætning til den uldne socialdemokratisme, hvad der af CSR-folkene regnes for godt og ondt.

For undertegnede er det (omvendt CSR-filosofien) et gode, at der er mennesker, der har et ønske om at tjene penge på netop det, jeg efterspørger. Jeg har således bemærket, at det som i altruismens navn tilbydes fra det offentlige er blevet ringere og samtidigt dyrere. (Her vil man ikke tjene penge, og jo større accept, der er i samfundet af denne modvilje mod indtjening - desto højere skatter...).

Omvendt kan jeg konstatere, at der navnlig indenfor konkurrenceprægede områder er sket tydelige forbedringer i det, jeg kan købe: En scanner, kopimaskine og printer i eet til under tusinde kroner; computere, der koster der samme men som kan stadigt mere; fremkomsten af mere overlegne mobiltelefoner, biler der kan køre længere på literen o.s.v.

(Betydningen af en forbedret købekraft i forhold til lønstigninger beskrives i øvrigt indgående af økonomen George Reisman i hovedværket Capitalism).

Men med ovenstående produktforbedringer ude i det private erhvervsliv er der imidlertid åbenlyst ikke tale om socialdemokratiske "projekter", men i stedet udtryk for rendyrket "profitjægeri". Der er netop tale om områder, hvor man må tjene alle de penge man vil, og hvor der ofte tjenes meget store summer. (Så store at man får et fænomen ved navn "ny-rige", som de "gammel-rige" ikke bryder sig om).

- Og så ender vi som forbrugere alligevel med at sidde med stadig mere overlegne produkter, herunder programmer, hardware, transport (i udlandet) med meget mere. Hvad i alverden er meningen?!

Kunne det tænkes, at årsagen til at producenter giver mig det, jeg efterspørger (og over tid mere af det til lavere pris) rent faktisk skyldes, at vi begge handler ud fra vores egen interesse? - Det vil sige at der er skabt et forum kaldet "markedsøkonomien", hvor jeg har ret til at købe til den laveste pris, og hvor producenten tilsvarende har retten til at prissætte, markedsføre og produktudvikle, sådan at den bedste producent har en mulighed for at blive vinder på markedet - og dermed til undertegnedes og millioner af andre forbrugers fordel? Det er præcis, hvad der sker.

Men ifølge ovennævnte humanist (der har fået en gratis uddannelse af socialdemokraterne, og sandsynligvis stemmer på et af de mange socialdemokratier), ja så slår medicinalindustrien omvendt "mønt på de syge"... Her regnes det gode bestemt ikke for egen-interessen, men handler derimod om, at man flytter fokus fra det, man har forstand på - og hen til alt muligt andet. Dette andet handler ikke om at tjene penge, ikke at overgå konkurrenterne, og slet ikke om at gøre kunderne (men i stedet alle mulige andre aktører herunder humanisten) tilfredse.

Og så alligevel...

Imidlertid er der dog nogle reelle forskelle på IT og medicinalindustrien. Det er bare ikke forskelle som humanisten foroven - formodentlig - har lyst til at fremhæve.

For sandheden er jo, at medicinalindustrien i langt højere grad har nære forbindelser til det politisk-administrative apparat, end det er tilfældet for IT-branchen. Heri findes derfor også en fare for at medicinal-industrien de kommende årtier risikerer at pådrage sig et dårligt rygte.

- For når kunden ikke er forbrugeren, men staten, ja hvad sker der så med kundeservice, kvalitet, prisbevidsthed med mere? (Det er selvfølgelig ikke emner som CSR-folket tillægger den store betydning, men det gør vi andre). - Dette og meget mere beskætiger Wayne Dunn sig med i artiklen Advertising is Good Medicine .

Her konstaterer Dunn således at man som ansat i medicinalindustrien, som alle mulige andre steder ønsker at forbedre sin situation. Problemet er imidlertid at staten byder sig til (som den store kunde, der både kan tilbyde pisk og gulerødder) - vel at mærke til skade for forbrugeren:

Understand that a drug company is a seller who's out to make as much money as possible on the drugs it creates. While a patient is a buyer who hopes to pay as little as possible for the drugs he needs. Enter the government as a "disinterested" third party. It pays for all (or a significant portion), let's says, of the drugs participants in some state-run handout program require. Now, in this situation, the consumer needs medicine, but he is less concerned with its price than he would be if he were paying out of his own pocket; thus, he has much less interest (if any) in bargain shopping. In fact, he's probably permitted to purchase medicine only from certain providers, regardless of whether a cheaper option is available. The seller is also aware that the buyer isn't as price-conscious as he would be if he, not the government, were picking up all or most of the tab. If the buyer isn't worried about getting a good value for his money, you can bet the seller isn't worried about giving him one.

In a free market, the seller cannot price his product outside everyone's ability to purchase it, and he's constantly under pressure to lower its price. But when the government guarantees payment, then the seller has every incentive to increase his price, while the buyer has no incentive to get him to decrease it.

Et svar til humanisten i Erhvervsbladet kan læses i

Oplyst egeninteresse versus CSR

Læs også Jyllands-Posten fra i dag:

CSR handler om at ofre sig.

Som nævnt tidligere har det nye parti Liberalisterne nu fået deres navn godkendt af det man fristes til at kalde "oppositionen"; - og man skal nu til at søge underskrifter til at blive opstillet til et kommende folketingsvalg.

På Liberalisternes forside kan man læse at Liberalisterne er tilhængere af en flad skat, sådan som man kender det fra Hong Kong og fra en række af de befriede lande i Østeuropa.

I overskriftsform handler Liberalisternes skatteudspil om:

• Flad skat på 38 pct. på al lønindkomst.
• Personfradraget hæves til 70.000 kr.
• 25 pct. skat på al positiv og negativ kapitalindkomst.
• Selskabsskat på 20 pct.
• Registreringsafgiften på biler nedsættes med 1/3.

Læs mere her.

Udspillet er først set på Verden fra min altan, der bestyres af Nikolaj Hawaleschka Stenberg, der i følge sin blog muligvis overvejer at skifte parti.