[De] penge [borgerne] ikke bruger i teatret [under fravær af statsstøtte], bruger de ikke dem på noget andet? Som også ville have en samfundsøkonomisk gevinst? ”Jo. Måske et eller andet sted ude i systemet. Men altså ikke i den øjeblikkelige situation. Det er det vi tæller. Det er jo kortsigtet,” siger Lise Lyck. - Det gør hun i 180grader i interviewet Topøkonom om teaterrapport: Dur ikke.

Holdningen er således, at bistand på kort sigt betaler sig - vel at mærke for bistandsmodtagere.

Jf. en tidligere kommentar om Grønland, så er det korte sigt i midlertid for længst passeret. Nu er man i det lange sigt; og her betaler man så prisen for bistandskultur i kraft af stagnation. Og den pris betaler bistandsmodtagerne vel at mærke også.

Den samme stagnation finder man - ganske vist med mildere konsekvenser - i det statsstøttede danske kultur-liv. Og dette skyldes at støtten skaber distance mellem de kulturelle aktiviteter og så brugerne, på samme måde som bistand øger tilbøjeligheden til uproduktivitet og ledigang, og dermed fremmer stagnation og forfald.

En familiær relations "forklaring" - eller var det måske ligefrem et forsøg på retfærdiggørelse - for skattefinancerede projekter generelt lød en gang i sin enkelthed at: - De vil jo ikke betale frivilligt. Det kan bare ikke siges at være retfærdiggørelse overhovedet. Men det er ganske vist et faktuelt udgangspunkt for en analyse, når bistandsmodtagere med lys og lygte leder efter et forsvar for, at man aftvinger borgerne deres indkomst - for eksempelvis at lave teater.

Sandt er det utvivlsomt, at mange borgere ikke vil betale frivilligt for det skuespil, som mange skuespillere opfører. Og så opfører man som reaktion på denne modvilje et ad-hoc skuespil, der handler om "samfundsnytte" - jævnfør interviewet i 180grader.

De konservative hører desværre i vid udstrækning til blandt dem, der abbonerer på ideen, om at tvang til gennemførelse af kulturelle projekter er en vigtigt ingrediens til opnåelse af det, de kalder for "sammenhængskraften". I samme grad må man så også konstatere, at de samme konservative tilsvarende ringeagter frivillighed.

Så hvorfor ikke udvide tvangskulturen?, kunne man så spørge de konservative. (Der netop er dem, der aktuelt især har fået overladt de kulturelle stats-tøjler), og ud fra begrundelserne om ’det samme til de mange’, så ikke også [lade bureaukrater og politikere] bestemme over borgernes indkøb af fødevarer, afgøre valget af transportmiddel eller bestemme hvilke bøger, vi må læse, når vi har fri? Ville sådan en ensretning ikke på samme måde styrke ”sammenhængskraften” og homogenisere folkesjælen? Hvorfor ikke et nationalt menukort, øget statsstøtte til udvalgte bøger, en total afskaffelse af privatbilisme samt indførsel af pligtlæsning - også for de voksne? (læs mere her)

Her gælder imidlertid de konservative teser om balancegang: Den optimale "sammenhængskraft" bygger antageligvis på en helt særlig blanding af tvang og frivillighed, og hvor altså kun konservative og udvalgte få andre så øjensynlig er i besiddelse af den mystiske indsigt, der fortæller, hvor snittet skal lægges.

Landet ledes således i vid udstrækning af mystikere, der påkalder sig forskellige magiske ord, såsom balancegang, sammenhængskraft, samfundsnytte mv.; hvad de siger de gør for at forsvare det eksisterende, men i praksis tydeligvis også via de små skridts vej at føre landet lidt nærmere det totalitære fælleskab: Balancen navnlig de seneste 30-40 er som bekendt blevet forrykket henimod mere stat og mindre civil-samfund.

Også på venstrefløjen kæmper man imidlertid for, at der sikres et statsligt kulturelt hegemoni. Inspiration til dette fandt man blandt andet (også hos SF'ere sidst i 1980'erne) hos den italienske kommunist Antonio Gramci.

[Den seneste kommentar på forsiden handler også om statstøtte til kultur og information. Læs Tiden er inde til at reducere statens størrelse. I arkivet findes også Hva’ ska’ vi med kulturstøtten? samt Von Trier, Fly og bananpolitikken. ]

I dagens Jyllands-Posten kan man læse en artikel med overskriften Grønlandske børn går sultne i seng. Grønland er et kollektivistisk samfund. Et samfund på støtte og bistand, og et samfund hvor danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt end de har herhjemme. I 2003 modtog Grønland 2.952 mio. kr. i bloktilskud fra Danmark. Dertil kommer hvad EU giver. Bruttonationalproduktet var i 2002 på 9.178 mio. kr. Ledigheden i grønland er i øvrigt på ca. 10 procent.

Og Grønland har som bekendt ganske længe været en bistandsøkonomi. Faktisk så længe at vi i Danmark nærmest har vænnet os til det.

Så hvem styrer Grønland, og hvordan gør de det? Det korte svar på det sidste spørgsmål er måske simpelthen, at de gør det modsatte af hvad man gør i Irland eller Hong Kong. Og svaret på det første er at styringen i vid udstrækning er statslig. Og statsstyringen handler simpelthen om at forhindre erhvervslivet og det frie initiativ: Man gør rettere som romankarakteren Peachy Carnahan udtrykte det så rammende i The Man who would be king: The country isn’t half worked out because they that governs it won’t let you touch it. They spend all their blessed time in governing it, and you can’t lift a spade, nor chip a rock, nor look for oil, nor anything like that without all the Government saying – ’Leave it alone and let us govern.’ (læs mere her)

Sidste år skrev undertegnede en kronik om kollektivisme i Berlingske Tidende. En - for undertegnede - ret uventet replik kom netop fra en samfundsforsker med tilknytning til Grønland ved navn Gorm Winther, der omvendt forsvarede kollektivisme. (Det uventede består i at man skulle tro, at kronikken lagde op til at ingen ved deres fulde fem ville forsvare kollektivisme i dén sammanhæng - jf. den ekstreme måde som kollektivsmen blev fremstillet på).

Winther skrev blandt andet (i et indlæg der ikke blev optaget i sin fulde længde men altså findes online) at merværditeorien [d.v.s. Karl Marx'] kritiserer markedssamfundet, fordi det hviler på udbytning og tilegnelse af de direkte producenters arbejdsindsats. Winter mener endvidere at en globaliseret økonomi [...] smadrer de mest elementære sociale menneskerettigheder samt at Den globale kapitalisme hærger kloden med utæmmet rovdrift på knappe ressourcer og med økologiske katastrofer forude. (Det er lidt som at læse "undervisningsmaterialet", man finder hos Forbrugerstyrelsen).

- Og Gorm Winter må samtidig om nogen kunne siges at repræsentere, hvad den Grønlandske samfunds- og bistandsmodel står for:

På hans hjemmeside Agio Greenland, hvor Winther tilbyder konsulentydelser, kan man således læse om, hvad der er i vente, hvis Winter får mere indflydelse på Grønland - det er mere af det samme - og altså netop kollektivisme (marxistisk inspireret - jf. hans debatindlæg), og dermed øget politisk styring og kontrol. Fokus er primært på eksperimenter med medarbejderstyrede virksomheder; "Økonomisk Demokrati"; "Bæredygtig udvikling" samt et opgør med det Winter kalder for "nyliberalisme". (Her må formodentlig gemme sig en vrede over de succesfulde reformer i Irland og New Zealand, samt irritation over interessen for lav flad skat i store dele af Østeuropa).

Gorm Winter tilbyder således "ekspertise og kompetance" der er baseret på mere end 20 års erfaring med forskning, forskningsformidling, analyse, rapportskrivning og undervisning i det grønlandske, danske og amerikanske samfund. Han forsøger sammesteds at afvæbne på indvendinger om, at hans ydelser skulle være for dyre. - Men det vil hans kolleger, der tilsvarende hylder planøkonomi og/eller mere decentrale former for kollektivisme naturligvis benægte. Kan prisen for mere magt til bureaukrater (der gerne vil supplere deres indkomst fra staten med konsulenthonorar) - over stagnerede samfund virkelig blive for høj?

Så hvorfor mon det ikke er lykkedes at skabe en "velfærdsstat" i Grønland - trods den høje "ekspertise". - Kunne det mon tænkes at friheden til at skabe velstand simpelthen mangler? Samt herunder at "medarbejderdemokrati" såvel som kollektivisme generelt er dræbende for initiativet til at drive virksomhed?

[De gennemsnitlige globale temperaturudsving stemmer] langt bedre med forandringerne i solens styrke, som kan måles i mængden af visse isotoper i iskernerne. For eksempel var CO2-mængden i sidste del af perioden Ordovicium 15 gange højere end i dag og alligevel indtrådte der en istid.

Som ved fordums trusler om helvedesilden bruges også her skræk som magtmiddel.

- Det skriver Morten Messerschmidt i dagens gæstekommentar.

Læs Fri os for klimafundamentalister.

Jyllands-Posten og gratisavisen DATO skriver i dag om de voksende handelsrelationer mellem kinesere og afrikanere. Journalistikken bærer begge steder præg af synet på Afrika, som et umodent kontinent. Begge steder virker man skeptiske overfor kinesernes åbenlyse interesse i at tjene penge, og manglende ønske om at give bistand. Man er dog redelig ved at citerere nogle af dem, der ser Kinas engagement som en af det afrikanske kontinents helt store chancer for at sikre sig øget velstand og vækst, hvilket også betones af JP's seniorkorrspondent.

Omvendt er der de menige journalisters betoningen af interessen i råstoffer, og i hvordan Kina ”suger” disse råstoffer ud af såvel Afrika og Latin Amerika; som om råstoffer var blod, der bliver suget ud af et levende væsen; - jævnfør en JP-artikel med overskriften ”Råvarelageret støvsuges”, der handler om kinesisk samarbejde med Latin Amerika (!). Men måske er det sådan det føles, hvis man er en økohippie (og jorden er det samme som ”Gaia”). Almindelige læsere forstår dog næppe hvorfor råstoffer er noget særligt slemt at importere eller eksportere; og læsere, der har blot en begrænset viden om samhandel og økonomi kan slet ikke.

For som råstof-udvinder vil man netop gerne, som alle andre producenter, have den allerhøjeste pris, man kan få for sine varer. Det får man netop, hvis man har hele verden som sit marked, og ikke kun sit eget land. Så når man får mulighed for at eksportere til ikke blot resten af Afrika, men også til USA, Europa og nu også Kina, ja så øges muligheden for at man kan finde den køber, der vil betale den allerhøjeste pris. Den samme egeninteresse, der driver kineserne, motiverer dermed også afrikanerne. Og det er den samme egeninteresse, som bliver angrebet fra europæisk side.

Ulla Tørnæs fra Venstre er således - ifølge JP - skeptisk. Men hun er jo også bistandsminister, og lever derfor af at uddele midler, der er konfiskeret fra danske skatteborgere. Tørnæs lever dermed ikke af/for at sikre åbne handelsrelationer mellem verdens lande. Det kunne man ellers tro ville have været den naturlige opgave for en Venstre-minister, men sådan er det ikke. Det gælder i stedet om at signalere socialdemokratisme samt autentisk akademisk traditionalisme (som man finder den hos de Radikale). Politik handler dermed ikke om at gøre en forskel, men om at tage stemmer fra de andre partier, og for at iscenesætte enten sig selv - eller sit parti.

Tørnæs' skepsis mindede samtidig undertegnede om et møde som Berlingske Tidende afholdt den 11. oktober 2005 (også omtalt her).

I forbindelse med dette møde var der en afrikansk kvinde, der ganske følelsesladet bad om, at vi i vesten ophørte med at drukne kontinentet i bistand. Tønæs forsøgte så på bedste beskub at ignorere hende. Kvinden var ganske vist meget oprørt, men det er der også grund til at være. Det skyldes kort sagt 1) at politikere ikke forsvarer og sikrer frihandlen, 2) at de drukner Afrika i bistand, og 3) så ødelægger europæiske og amerikanske politikere vigtige erhverv i kraft af landbrugs- og eksportstøtten.

Lige så slemt er det dog at man iscenesætter sig selv, og prædiker løsninger overfor borgere i Danmark, der ville blive opfattet som fuldstændigt forrykte, hvis de blev lanceret som opskrifter på vækst i vores egen samfund: såsom projekter, hvor man skal udfordre diverse kønsroller (kvindeprojekter), eller hvor en eller anden FN-bureaukrat i kraft af vestlige midler får mulighed for at sidde og træffe beslutninger for de lokale, om hvad man skal og ikke skal investere i.

Og hvorfor i alverden skal Roskilde Universitetcenter eksporteres til Afrika, når de selv samme akademikere er komplet umulige at integrere i vores eget erhvervsliv? Venstrefløjsakademikernes syn og forståelse for samhandel, forretningsførelse, investeringer og markedsøkonomi er, som de fleste vil vide, ikke blot stærkt begrænset, det er ofte mere fair at tale om direkte fjendtlighed overfor markeder, fri handel og fri produktion. Så hvad er meningen?

Den afrikanske kvinde har derfor god grund til at være oprørt. For det er oprørende, hvor dum den europæiske politik er ift. til Afrika.

Det er derfor samtidig ingen overraskelse hvor lidt positivt, der kommer ud af alverdens akademiske projekter, hvor primært socialistiske ”do-gooders” i statsfinansierede institutioner, skriver rapporter og herefter får penge - også via statskassen - til at eksperimentere; - vel at mærke mens det væsentlige projekt: den frie produktion og den frie handel - samt det frie samfund med borgerlige frihedsrettigheder - får lov til at samle støv.

Mit personlige indtryk var således at Ulla Tørnæs netop så på ovennævnte afrikanske kvinde på lidt på samme måde som mange i dag ser på Afrika som helhed - i kraft af al den bistand, der er sendt derned: - At der her ikke er tale om individer, der er i stand til at klare sig i fred, selv hvis de fik lov. Det syn på afrikanere genkender man også i synet på Grønland og grønlændere. Og også her er der skabt en bistandsøkonomi, der sikrer at ovennævnte syn bliver en realitet, og at fordomme går i opfyldelse og cementeres.

På den baggrund kan man ikke andet end formode at kinesernes interesse, der er drevet af egeninteresse, og ikke af falsk altruisme og ikke af en total mangel på viden om hvordan vækst og velstands skabes, - vil gøre kunne gøre end positiv og afgørende forskel.

Economics has another task. It must analyze both Marxian polylogism and the other brands of polylogism formed after its pattern, and expose their fallacies and contradictions. -- Ludwig von Mises

I Human Action bruger Ludwig von Mises en god del af pladsen på, at forklare om "poly-logik", det vil sige ideen om, at der skulle findes forskellige "logikker", der kan eksistere side om side (li'som): - Der kan, hævdes det, være tale om logik for sorte og om en anden form for logik for hvide; eller logik for venstrefløjen og en for mennesker af borgerlig observans (eventuelt kan logikken være afhængig af, hvordan man er placeret ift. produktionsmidlerne); der kan, påstås det, være forskellige "logikker" for internationalister og nationalister, og så videre.

Marxian polylogism asserts that the logical structure of the mind is different with the members of various social classes. Racial polylogism differs from Marxian polylogism only in so far as it ascribes to each race a peculiar logical structure of mind and maintains that all members of a definite race, no matter what their class affiliation may be, are endowed with this peculiar logical structure", skriver Mises.

Hverken Ayn Rand, Aristoteles eller Ludwig von Mises accepterede selvsagt denne "logikpluralisme".

Logik er tværtimod ikke-modsætningsfyldt identifikation.

Men ideerne om polylogik har alligevel vundet stort indpas også (og i visse tilfælde især) i det danske samfund.

Hvis man er belastet af venstreorienterede bekendte har man eventuelt hørt udsagnet: "- Det føler jeg ikke". (Det vil sige: - det er måske logik for dig, men ikke for mig). Det har de fleste lært i skolen.

Poly-logikken tjener vel at mærke, som også Ludwig von Mises viser det, som et slags "face-saving-device": (Han bruger dog ikke selv udtrykket)

Ved hjælp af poly-logikkens uædle kunst kan man således tale sig ud af de mest åbenlyse paradokser, problematikker, modsætningsfyldte påstande og ikke mindst fejlslagne sociale eksperimenter. (Det som er et paradoks for en logiker bliver således for en poly-logiker udtryk for at der i tilfældet hersker konkurrende logikker!). Derfor kan permanent bistand udemærket være ødelæggende for Grønland, men være en velsignelse for afrikanske lande, eftersom "logikkerne" vil være vidt forskellige - altså ifølge poly-logikerne.

Havde nazisterne bevaret magten i længere tid, og var økonomien derefter begyndt at forfalde, kunne man således med lethed tilsvarende være faldet tilbage på "racelogikken": - At materiel velstand var uvigtigt for de nye tyske overmennesker med de særlige gener, kunne således have været en åbenlys forklaring på nationalsocialismens fiaskoer - altså i en polylogisk argumentation.

I folkeskolen lærte undertegnede således også, at der var mange "konkurrerende logiske" veje til velstand. (Lidt ligesom hvordan folkeslagene føler for det).

Velstanden i Danmark skyldtes derfor ikke økonomisk frihed og en fornuftskultur som sådan, men var nærmere produktet af en række helt særlige hændelser i dansk historie, der derfor ikke kunne bruges til at sige noget om andre lande. - Særlige hændelser i andre lande havde tilsvarende ført til velstand som i Danmark. Eller særlige hændelser i andre lande havde omvendt ikke ført til så forfærdelig meget andet end - fattigdom. Polylogikere trives derfor ikke mindst indenfor faget Historie, men altså i det hele taget indenfor Humaniora.

I Danmark skyldtes velstanden således (efter hukommelsen) ifølge polylogikerne: - Marshall-hjælpen; at vi slap for at deltage i 2. verdenskrig - samt også noget med arbejderbevægelsens helt særlige stragier og beslutninger taget tilbage i slutningen af 1800-tallet.

Tilsvarende havde man som underviser uden tvivl nogen andre forklaringer på rigdomsskabelse i Hong Kong eller Taiwan, og uden tvivl gode begrundelser for hvorfor tingene ikke rigtigt lykkedes for formand Mao inde på det kinesiske fastland. Men forklaringerne ville således handle om alt andet end økonomiske lovmæssigheder. (Selv de marxistiske lovmæssigheder gælder således for polylogikere under helt særlige omstændigheder. Lenin satsede således - altså ifølge mystikerne - på et sted og et tidspunkt, hvor den marxistiske logik ikke virkede!).

Så på den måde kommer venstrefløjsundervisere (uden tvivl også den dag i dag) uden om det helt store problem, der hedder økonomisk frihed vs. ufrihed.

Et sådant fokus på fundamentale forhold afspejler jo tværtimod en åbenlys "monologik" - for ikke at tale om eurocentrisme, og ikke mindst utilsløret vestlig kulturimperialisme!

Ak, ja, Hvor lærte man dog meget i skolen...Og ved hjælp af polylogikken ved jeg nu også, hvorfor iranere og nordkoreanere er så glade for at udvikle atomvåben: Det er jo deres kultur og udtrykker blot en helt særlig form for logik, som vi med en anden logik ikke kan forstå...

Læs Human Action online (søg på "polylogism").

On the basis of our [solar emission] research, we developed a scenario of a global cooling of the Earth's climate by the middle of this century and the beginning of a regular 200-year-long cycle of the climate's global warming at the start of the 22nd century," said the head of the space research sector of the Russian Academy of Sciences' astronomical observatory.

Khabibullo Abdusamatov said he and his colleagues had concluded that a period of global cooling similar to one seen in the late 17th century - when canals froze in the Netherlands and people had to leave their dwellings in Greenland - could start in 2012-2015 and reach its peak in 2055-2060. - Fra det russiske nyhedsbureau Novosti.

En konsekvens af ovenstående kan blive, at Copenhagen Institute må opgive at beskæftige sig med Kyoto-protokollen, der i kraft af det nye scenarie risikerer at blive endnu mere meningsløs og udvandet (...), end det allerede er tilfældet i dag.

Besøg Kyoto Kritik - før det er for sent.

En nyere dansk undersøgelse viser samtidig, hvis man ikke vidste det i forvejen, at smeltende is ikke er nyt fænomen:

Greenland's glaciers have been shrinking for 100 years - study

Læs mere om is, der smelter her.

Isen har i øvrigt smeltet i tusindvis af år:

En række journalister og politiske beslutningstagere er imidlertid dybt bekymrede over smeltefænomenet (trods ovenstående), og er derfor på skatteydernes regning taget til de dagsaktuelle smeltesteder for at besigtige udviklingen på første hånd.- Læs Berlingske Tidende: På tynd is i Grønland

I en kommentar på en historie, der handler om at indlandsisen nogle steder på Grønland er vokset de seneste 11 år, skriver redaktøren på Dyrkmammon.no følgende:

Det er en fornøyelse å få bekreftet det vi alltid har ment, nemlig at miljøbevegelsen farer med skrekkpropaganda uten vitenskapelig fundering, og at deres agenda egentlig er å vende tilbake til det enkle liv i tråd med de romantiske filosofers fremstilling aqv "the noble savage", mennesket oppgir sin teknologiske verden og begir seg ut i skogen for å lete etter røtter og annet spiselig.

En realistisk klimapolitisk model kunne jf. ovenstående således have forudsagt, at miljøministre som hovedregel vil rejse til de egne af Grønland - eller verden, hvor isen smelter, og at man med med stor sandsynlighed vil undgå steder, hvor is breder sig, og/eller hvor det bliver koldere.

Flere korte kommentarer om klima- og miljøpolitik her.

En god skønlitterær indføring i menneskets forhold til klimaet og naturen er i øvrigt Johannes V. Jensens Den Lange Rejse, der fornylig er genoptrykt af Gyldendal.

Jensen beskriver på levende vis, hvor meget klimaet og klimaforandringer betød for de første primitive stammer og folkeslag.

Ja, man vil ikke gå for langt, hvis man hævder at, forandringerne næsten betød lige så meget for vores forfædre, som det gør for vor tids klima-lobbyister (jf. historien om den overtro, der for de første mennesker i værkets begyndelse knytter sig til vulkanen Gunung Api).

For os andre i den vestlige, industrialiserede og kapitalistiske del af verden betyder klimaforandringer derimod stadigt mindre.