"Regeringen er klar til at understøtte den grønne bølge, der skyller ind over landet," siger Per Ørum Jørgensen med henvisning til at der blandt andet er lagt op til at der skal etableres 3 energibyer og afsættes flere midler til forskning, udvikling og demonstration. Endvidere vil regeringen benytte midler fra markedsføringsfonden til at understøtte initiativer under klimatopmødet. - Det kan man læse i en ny pressemeddelelse fra de Konservative.

Besøg www.coin.dk/kyoto, hvor der aktuelt findes flere nye kommentarer om prisen for politisk intervention på energimarkedet. Seneste artikel: Grønne afgifter reducerer produktivitetsforbedringer.

Både i Mexico og Guatemala er priserne på majs røget voldsomt i vejret i takt med, at USA opkøber stadig mere majs for at fremstille benzin til den forslugne amerikanske bilpark. Det har betydet, at de fattiges hovedernæring, majs-tortillaen, er blevet langt dyrere end før. - Det skriver Politiken.

Som nævnt i en tidligere postering skyldes efterspørgslen på majs til brændsel en falsk præmis, der handler om at energi fra undergrunden forrykker en postuleret "oprindelige balance". Læs Fra øko-religøsitet til øko-fascisme . Læs også Jorden i balance! (Tidligere bragt i Jyllands-Posten. Overskriften er selvsagt ironisk ment).

Konsekvenserne ved at reagere på denne sociale konstruktion - om balance, der forrykkes hvis vi finder energi i undergrunden - er ikke desto mindre virkelige og barske (sådan som det altid forholder sig, når man forfølger verdensfjerne sociale konstruktioner - jf. dagens tema om kollektivisme).

- Det skal derfor endnu engang også fremhæves, at højere energi-priser som altid vender den tunge ende nedad.

Tænk at socialdemokrater bliver ved med at stemme på Svend Auken.

Besøg Kyoto Kritik.

Den aktuelle klimadebat har givet miljøfolket mere omtale end normalt. Derfor skal følgende interessante parallel mellem keynesiansme og økologisme påpeges: Begge grupperinger hævder, at der er iboende fejl ved markedsøkonomien (den er i sig selv i en eller anden form for ubalance), men fejlen kan – hævdes det - rettes, hvis man følger de respektive grupperingers anbefalinger. Så genoprettes balancen.

Hos Keynesianisterne handler ovenstående således om arbejdsløshed. Hvis forbruget øges (på bekostning af opsparing), og hvis man via staten skaber øget aktivitet (forbrug), så fører dette til, at den arbejdsløshed, som man hævder at det frie marked ikke kan afskaffe, den reduceres eller forsvinder helt.

I virkelighedens verden har keynesianisterne, som George Reisman viser det, imidlertid forvoldt store skader på økonomien, og dermed når det gælder skabelsen af velstand. Ideerne om at man kunne øge beskæftigelsen var i øvrigt også i sig selv ukorrekte. De keynesianske anbefalinger har rent faktisk bidraget til at afvikle netop det der er forudsætningen for skabelse af mere velstand, hvilket er tilbøjeligheden til opsparing og kapitalakkumulation.

For netop det sidste er helt centralt for mere civilisation: - at man ikke blot lever i nuet, men derimod lægger til side, og bruger det man lægger til side til at producere mere effektivt. I gennem sådan en proces forbedrer man købekraften gennem billigørelse af varer og serviceydelser. Den keynesianske politik var derimod bidragende til at tage samfundet tilbage til fortiden.

Økologisterne fokuserer i deres angreb på markedsøkonomien i stedet mere på ”eksternaliteter”. Det vil sige utilsigtede konsekvenser ved markedsøkonomien, som de nu mener, at man som aktør på markedet (den frie økonomi) ikke kan forholde sig konstruktivt til. - Her kræves derfor statsindgreb i form af grønne skatter, afgifter eller kvoteordninger.

Læg for det første mærke til, at man her ikke forholder sig til sine egne eksternaliteter, og de forstyrrelser som man selv skaber. - Som George Reisman dokumenterer i den første del af sin bog, så er navnlig kvoteordninger ekstremt skadelige, og som det var tilfældet i USA, fik kvoter indført i 1970'erne særdeles ødelæggende konsekvenser i form af øget fattigdom.

En anden pointe er, at de grønnes afsæt for at forholde sig til eksternaliteter typisk slet ikke er eksternaliteter, sådan som økonomer forstår dem. Det er ikke skader på mennesker, men i stedet forandringer af vores omgivelser, det vil sige forandringer som de regulære økonomer i stedet ville sige var den anden side af den ”krone”, der består i at man bygger et højhus, en bro, udvikler en bilindustri o.s.v. For dette fører selvsagt til, at man laver naturen om. Hvorfra skulle materialerne til ovenstående produktivitet ellers komme fra?

En tredje faktor hvad angår de grønne har tilsvarende lighed med Keyensianisterne. Dette er, at man ikke ser sin egen adfærd, som fundamentalt systemforandrende.

Med dette menes: - Hvornår er den alternative balance skabt? Hvor meget skal der til for Keynesiansernes vedkommende, når det gælder om at øge incitamenterne til forbrug (opmuntring til nedsparing)? Det vil sige, hvornår har man nået sit mål?

I praksis er det glade politiske gavegiveri, i form af at øge skatterne eller gældsætte landet og derefter kaste omkring sig med de lånte midler således ikke noget, man med lethed får politikere til at holde op med, når de vel at mærke først har fået at vide at ”videnskaben” (Keynesiansk teori) godkender adfærden.

Noget tilsvarende gælder de grønnes afgifter, skatter og kvoteordninger. -Hvornår er det lige at afgifter, kvoter og skatter (samt regulering) kan siges at være ”høj nok”? Havde man virkelig troet, at Svend Auken på et eller andet tidspunkt ville sige, at det optimale niveau for privat personbefordring nu var nået; det vil sige at Danmark nu var nået så langt ned på landelisten, når det gælder antallet af privatbillister, at der ikke længere var tale om eksternalitet og ubalance, men at balancen nu var genoprettet? (eller at Svend Auken på et tidspunkt ligefrem kunne forventes at anbefale lavere afgifter?!).

Eller er der aktuelt nogen, der forstiller sig, at tilhængere af vindmøller bliver tilfredse, selv hvis antallet af disse i Danmark (med afsæt i grøn ideologi) skulle blive fordoblet eller firdoblet? - Eller tror man at reguleringsivrige modstandere af fossile brændstoffer virkelig pludselig bliver varme tilhængere af markedsøkonomi og industrialisering den dag man engang (om måske hundredevis af år) skulle finde endnu bedre alternativer?

Det forunderlige ved ovenstående er imidlertid, at såvel befolkning som virksomheder i høj grad opfører sig som om det præcis er sådan det forholder sig: Man går med andre ord på kompromis med sin egen fornuft og dømmekraft: - Man overlader først en lille del, og så en større del af sin ejendom til mennesker, der hævder at man bliver rigere ved at forbruge mere (og spare mindre op). Eller man overlader mere magt og flere økonomiske midler til grønne politikere, der åbenlyst erklærer, at de der har skabt midlerne ikke er ansvarlige til at forvalte disse, og ikke er i stand til at forholde sig rationelt til deres omgivelser.

At Connie Hedegaard stadigvæk er minister selv om hun har sammenlignet mennesker med græshopper, tyder således på at en meget stor del af befolkningen har accepteret, at man skal behandles som om man er umyndig. Det skræmmende er således først fremmest ikke hvad ministeren siger, men at der ikke kommer en reaktion.

Og som det gerne skulle være illustreret gennem ovenstående, så skal man bare ikke tro, at man når et tidspunkt, hvor politikere siger at den markedsøkonomiske balance – takket være deres indsats – nu er genoprettet; og at det rette miks i det man kalder for ”blandingsøkonomien” nu er en realitet. Og at man nu kan vende tilbage til et friere civilsamfund, og at man atter vil forsvare individets frihed. Såvel den samlede verdenshistorie som en blot et gran af sund fornuft tilsiger tværtimod, at ingen der har fundet et middel til at øge magten og bestemme over andre ved hjælp af en ideologi iklædt videnskabens gevandter nogen sinde frivilligt kunne drømme om at afgive sådan en magt.

George Reisman om Keynesianisme og økologisme:

Innumerable analogies to the unemployment-equlibrium doctrine can be created on the basis of enviromentalism. That doctrine, of course holds that economic activity is replete with self-destructive by-products. On the basis of it, one could easily invent all kinds of mathematical functions analogous to the ”saving function” Then all one would need to do is arbitrarily assert some fixed limit to the capacity of the world to cope with the particular by-product. On that basis one could proceed to argue that employment and production must be limited to the point of not generating an amount of such by-product in excess of the alleged fixed limit. Indeed, this is precisely what the environmentalists are doing in the case of carbon dioxide emissions and garbage disposal. Only instead of seeking to impose an unemployment equibrilibrium by forcibly holdning down the volume of employment, they seek to impose limits on the productivity of labor and the volume of consumption. But just as with Keynesianism and its budget deficits, there is still an alleged need for the good government doctor (though not as often, because the environmentalists believe that human suffering is fundamentally inescapable and, indeed, disirable). In the case of the carbon dioxide emissions, it is sometimes argued that the alleged low-productivity-of-labor equilibrium might be overcome to some extent by virtue of government imposed tree-planting programs. These would play the same kind of role in the absorption of allegedly harmful carbon dioxide as government budget deficits are supposed to play in the absorption of alledgedly harmful saving. The essential common element in Keynesianism and environmentalism is the belief that free individuals are engaged in essentially self-destructive activity that, if it can be remedied at all, can only be remedied by the coercive power of the state. (fra den trykte version af Capitalism side 878).

Citatet er fra kapitel 18, der har titlen ”Keynesianism: A critique” (863-894). Hele værket kan downloades som en beskyttet pdf.-fil på www.capitalism.net.

Fra George Reismans blog februar:

The Environmentalist Noose Is Tightening

I dagens udgave af gratisavisen 24 timer kan man læse, at Fidel Castros lillebror opfordrer cubanerne til at give udtryk for deres kritik af styrets fejl og mangler. Fidel Castro er stærkt svækket - måske døende. Og som det fremstår i artiklen er man nu som følge af Castros svækkelse begyndt at slække tøjlerne. Det lyder så besnærende logisk, at man må antage at sammenhængen er reel.

Hvad betyder det så for de mennesker, der har talt varmt og inderligt for Cuba og Castro?

Det betyder at de i praksis ikke har forsvaret et princip, men bare et menneske, der ville fastholde den magt, som den kommunistiske ideologi sikrede netop Castro som person. Det vil sige: Ideologien var for nyttig for Castro og hans håndlangere (samt danske sympatisører som Svend Auken, der fik sig en ekstra ven), - vel at mærke selv om det for længe siden har vist sig umuligt at realisere det økonomiske system som Karl Marx præsenterede verden for i 1800-tallet.

Men som bekendt var den kommunistiske ideologi ikke ment som et mål i sig selv, endsige for at skaffe bestemte personer til magten, men skulle derimod fungere som middel til at realisere først den socialistiske og derefter den kommunistiske samfundsstruktur, hvor planøkonomi skulle spille den helt afgørende rolle.

Det skal her også nævnes, at mange i Danmark tilsvarende - fra sidst i 1800-tallet og fremefter - mente at socialismen var det rigtige og det videnskabelige, men at man her i modsætning til revolution valgte reform. Denne reformisme kaldes i daglig tale i øvrigt for socialdemokratisme. Så også her skal (og skulle) ideologien tjene et bestemt endemål, vel at mærke det samme. Den eneste forskel er blot, at man ville nå derhen med nogle andre midler. Meningen med socialdemokratisme er således historisk set at indføre det samme som det den kommunistiske ideologi skulle sikre: socialisme og kommunisme; det vil sige økonomisk kollektivisme. (Og enhver kollektivist har så blot sin egen indre version af hvordan den kollektivistiske utopi i praksis ser ud). Såvel socialdemokrater som kommunister ønsker dermed at kontrollere økonomien. Tilgangen er det, der skiller parterne: Kommunister er hårdhændede og brutale. Socialdemorkater er mere venlige (men lige så påståelige), og overlader det, som de gør det i Danmark, til den borgerlige ordensmagt at sikre af afviklingen af den økonomiske frihed via et stigende skattetryk og en voksende offentlig sektor.

Forandringerne skulle således i Danmark ske mere gradvist, og det er præcist det der er sket. Og det vil være urimeligt at sige at den aktuelle regering har forsøgt at ændre på tendensen.

Men ligesom i Cuba er ideologien i Danmark nu så småt blevet et mål i sig selv. På Cuba er Castro ved at være færdig, og ingen andre orker tilsyneladende at videreføre ideologien i dens rene form. Det næste skridt bliver derfor, efter alt at dømme, det skridt vi også så i Sovjetunionen: At man vælger socialdemokratismen, vel at mærke selv om denne 'isme historisk set havde nøjagtig det samme mål, som kommunismen. Så også her er der tale om en sutteklud: Man ønsker ikke endemålet, den totale afskaffelse af markedsøkonomien. Ideologien er med andre ord i stedet blevet selvcentreret. Den er en måde man får andel i magten, vel at mærke selv om man har opgivet og forkastet det centrale element, som var årsagen til at ideologien blev skabt i første omgang. (Dette er i øvrigt den helt centrale årsag til at venstrefløjspolitikere i dag ser så fortumlede ud og at deres paroler lyder floskelagtige. De ønsker heller ikke at opgive deres velstand, som markedsøkonomien har sikret, men deres ideologi har ikke desto mindre til formål at omstyrte den frie økonomi).

Når denne sammenhæng mellem en persons magtbegær, en forkromet ideologi og så de ofre som befolkningen i adskillige årtier har ydet, - den indses, ja så kan man også forudse vrede, harme og raseri, - og forhåbenligt også en god portion skamfuldhed.

Det er derimod - jævnfør ovenstående - mindre sandsynligt, men ikke utænkeligt at i det mindste nogle også begynder at indse værdien af økonomisk frihed. De der vælger socialdemokratisme, som en slags erstatningsreligion for den mislykkede kommunisme, har derimod ikke rigtigt formået at tage opgøret med dem selv og med de ideer, man i ungdommen blev prakket på. Sådanne personer er dermed blot gået fra at være kommunistiske/socialistiske idealister til kollektivistiske traditionalister eller simpelthen kynikere, der kun holdes oppe i kraft af de ritualer de udfører i medierne og på Folketingets talerstol.

I Danmark har vi dermed som i Cuba også politiske ideologier, ideer, teorier mv., der giver levebrødspolitikere masser af undskyldninger for at stramme tøjlerne. En række af disse er for længe siden blevet tilbagevist enten via forskning eller i kraft af historiske forandringer. Nogle af disse teorier er eksempelvis neo-marxistiske, og noget som på mere diskret vis sniges ind i universitetsstuderende den dag i dag. På andre læreanstalter sværger man derimod stadigvæk åbenlyst til marxismens særlige version af mysticisme. - Hvad angår det første kan man eksempelvis læse David Karsbøls artikel om Statslefleren Per Stig Møllers glade vanvid.

Det er således påstanden i ovenstående at politikerne eller befolkningen i vid udstrækning ikke har opdaget, hvor stor en del af deres begrebsapparat, der er præget af dårlige og fejlagtige teorier, ideer og værdier, som man på denne måde har overtaget af den eneste grund, at nogle på et eller andet tidspunkt (hvor man som ung ikke vidste bedre) hævdede, at der var tale om videnskab. Og hvad angår de borgerlige partier, er der i øvrigt meget der tyder på, at netop konservative mere end venstrefolk eller DF'ere, har en tendens til at ligge under for de sære ting, man udsætter for på universitetet.

I den offentlige sektor findes der således ikke driftige forretningsfolk, investorer eller entreprenører, eftersom sådanne kun eksisterer i kraft af profitencitamentet. Alligvel tror politikere og befolkning i vid udstrækning stadigvæk på, at et stort – og voksende – bureaukrati med tilsvarende højere skatter vil give øget velfærd. Det vil i praksis, og selv om man måske ikke har tænkt over det, sige, at man tror på et system, hvor disse aktører ophører med at eksistere og virke. Og det enestesystem, der nogen sinde er blevet præsenteret som videnskab, hvor entreprenører, spekulanter, investorer ikke findes, ja – det er netop socialisme og kommunisme. Dermed lever/ulmer disse 'ismer, selv om ingen alligevel tager dem helt alvorligt, det vil sige: socialismen er i Danmark noget man giver videre til nye generationer, på samme måde som traditionen om at gå rundt om juletræet. Vi ved ikke hvorfor. Ikke desto mindre er virkeligheden forholdsvis simpel: Jo større offentlig sektor, desto færre erhvervsdrivende, og desto mindre velstand. Det er en slags naturlov, der følger af definitionen på bureaukrati og administration, der nu engang handler om at kontrollere og styre det øvrige samfund i en eller anden retning. Ingen fornuftig person går derfor ind for mere bureaukrati og administration. Tværtimod er det noget enhver med sin sunde fornuft i behold så vidt muligt vil søge at reducere, netop for at kunne optimere velstandsskabelse i samfundet.

I takt med at vores tøjler strammes, fordi vi er blevet tradtionalistiske kollektivster, vil man som det tidligere var tilfældet i Cuba, så kunne forvente at den stigende fattigdom (forløbig blot reducerede vækst) vil blive retfærdiggjort i kraft af de andre ideer og teorier, man som levebrødspolitiker har til at bevare magten.

På den baggrund er det derfor ikke overraskende, at en svigtende infrastruktur, et fejlslagent offentligt fødevarekontrolsystem, en arbejdsformidling med et skidt rygte, en direkte pinlig statssponsoreret filmindustri (herunder overeksponeret socialrealisme) o.s.v. resulterer i eksempelvis Connie Hedegaards udsagn om at vi ”ikke bare kan opføre os som græshopper”. Det er imidlertid ikke de - i kraft af skattetrykket - grådige og uproduktive mennesker, der lever af konfiskerede midler - og demagogiske hjælpemidler, som Hedegaard tænker på. Så svaret til levebrødspolitikeren Hedegaard må derfor lyde: - ”Det kan du selv være”.

Afbrænding af tørv i troperne har muligvis større inflydelse på den globale opvarmning end fossile brændstoffer som olie, mener et uafhængigt hollandsk forskningsinstitut. Problemet er bare blevet overset, siger formanden for Wetland International. - Det rapporterer Danmarks Radio

I gamle dage brugte man også at brænde trøv, og tilsvarende osende energikilder af i Danmark. Som tidligere nævnt blev hvalolie også brugt til belysning.

Det er vel at mærke forretningsfolk (og ikke socialdemokrater eller konservative), der har gjort de energieffektive brændstoffer rentable - ved at sikre logistik, forarbejdning, distribution etc. Det er dermed kapitalister (entreprenører, spekulanter, sælgere m.fl.), vi kan takke for et renere miljø.

For to hundrede år siden, før industrialisering og kapitalisme - og før entreprenører som Cornelius Vanderbilt (der blandt meget andet bidrog til skabelsen af den amerikanske infrastruktur), var menneskets omgivelser derfor særdeles sundhedsskadelige, og levetiden var derfor tilsvarende kortere.

Konsekvenserne af Connie Hedegaards og Svend Aukens politik fører os derimod tilbage i retning af den fattigdom og usundhed, som vi forlod, jf. også økonom George Reisman:

Wherever the use of high-carbon technology is cheaper than that of low-carbon technology, forcibly curtailing its use implies the forcible reduction of the physical volume of production in the economic system, including its ability to produce further capital goods. Thus, forcibly curtailing the use of carbon-based technology cuts the ground from beneath the development of future low-carbon technology. It aborts the development of the necessary industrial base. (For elaboration of these points, see my Capitalism, pp. 178-179, 212, 622-642.)...Læs mere her. Direkte link til Capitalism her.

Der er [...] ikke bare et teoretisk, men ligeledes et empirisk belæg for at fortrække summen af frie individers beslutninger frem for diktater fra statslige myndigheder eller internationale institutioner såsom FN eller EU, skrev undertegnede den 10. marts 2006.

Chresten Anderson fremførste sidste år den samme pointe overfor Svend Auken (Fidel C.'s ven) i DR2's deadline.

Pointen er også fremført i artiklen Ressource nr. 1

Men, men, men siger Kyoto-tilhængerne - og så peger de på...forureningen i Kina!

Tilbage står så bare problemstillingen med at forklare, hvad statseje er for individer, der for det første ikke anerkender, men dermed tydeligvis ikke engang forstår begrebet privateje.

Løsningen på problemet kunne være studieture til Nordkorea (gerne længerevarende ophold), til det Rusland der stadigvæk lider efter flere årtier med planøkonomi - eller til netop det Kina, hvor privateje stadigvæk er noget man eksperimenterer med, og kun tillader i meget begrænset omfang.

Også klimajournalister fra the Economist ville kunne drage nytte af sådanne feltstudier. Dagens billede - se sidste link - er sandsynligvis også et billede af en statsejet fabrik; og årsagen til at de gamle fabrikker vil eksistere i langt tid fremover er vel at mærke samtidig at købekraften for en befolkning, der har levet i et kommunistisk system er nærmest uforståeligt lav for vi, der er vant til markedsøkonomi.

Det sidste må åbenbart være meget svært at forstå for de, der mener, at kinesiske reformatorer der sikrer øget økonomisk frihed for borgerne i Kina, (eller de tidligere kommunister, der trods mange andre fejlopfattelser i det mindste korrekt mente at fabrikker var udtryk for fremskridt ved at befri borgerne for det hårdeste arbejde) - de nu skal kaldes for anti-helte i et engelsksproget såkaldt liberalt tidsskrift (jf. ovenstående link).

Man kan for den sags skyld også tage til Afrika, undre sig over hvor fabrikkerne er henne, og hvorfor fattigdommen er så udbredt, når nu man lever så tæt på naturen (og der ingen "anti-helte" er). Hvis man gør det, vil man opdage at store dele af miljøbevægelsen allerede i dag arbejder på at sikre sig, at det forbliver på den måde i Afrika fremover. Den samme bevægelse taler i øvrigt om bæredygtighed.

Den grønne død

Hvad gør miljøbevægelsen i Afrika?

I 1997 sagde Svend Auken følgende om klimaforandringer: ”Man har undersøgt det på kryds og tværs, men der er ikke noget bevis for, at det er CO2, der ændrer klimaet, og når man står med det bevis, er det jo for sent at gøre noget. Men vi har en videnskabelig begrundelse for at gøre noget.”

Citatet findes i rapporten Forsigtighedsprincippet i praksis

Men hvad er konsekvenserne ved at anvende forsigtighedsprincippet? Og er der i det hele taget tale om et videnskabeligt princip? (jævnfør også gårdsdagens citat om innovation og modstanden mod nyskabelser fra de etableredes side).

Læs:

Tilbage til middelalderen

Niels I. Meyers kamp imod industrisamfundet

I anledning af Svend Aukens kronik idag i Jyllands-Posten bringes følgende historie (med henvisning nederst) af Professor Ian Plimer, School of Earth Sciences, University of Melbourne:

In 1831, Admiral Sir James Robert George Graham had the Union Jack hoisted on a volcanic land mass that suddenly appeared near Sicily.

Graham Banks serves to show that whatever political decisions we humans make, the land rises and falls, sea level rises and fall and climates change as they have done since the dawn of time.

Læs The Past is the Key to the Present: Greenhouse and Icehouse over Time
(doc-fil)

Verdenssundhedsorganisationen har nu besluttet at støtte brugen af DDT:

The World Health Organization, conceding that alternative methods to fight malaria have failed, will start encouraging the use of DDT around the world.

"For anyone who cares about human life, this is excellent news," said Dr. Yaron Brook, executive director of the Ayn Rand Institute. "The widespread use of DDT against malaria-carrying mosquitoes can prevent the infection of hundreds of millions of people every year and save millions of lives." - Fundet på the Objective Standard.

I et interview med George Reisman (mp3) kan man i øvrigt få en god forklaring på, hvorfor mange af miljøbevægelsens anbefalinger har negative konsekvenser for mennesker, og hvorfor mange medlemmer af miljøbevægelsen samtidig ikke lægger skjul på dette; men for en række personers vedkommende rent faktisk byder de harmfulde konsekvenser for mennesker af deres politik velkommen (eksempler findes i artikelanbefalingen nederst): - Dette handler om synet på den eksisterende naturtilstand, som havende en værdi-i-sig-selv. Konsekvensen af dette syn medfører således at flere mennesker og øget civilisation opfattes negativt i denne sammenhæng, for de af miljøfolkene påstulerede iboende værdier i dyr og planter.

I går på forsiden af Berlingske kunne man således se en masse fabrikker, der udledte en masse røg. Mange miljøfolk ser således dette billede som noget negativt.

For undertegnede står billedet imidlertid for følgende: - At maskiner nu har erstattet hårdt og nedslidende arbejde; at ressourcer er frigjort så eksempelvis kinesere nu kan beskæftige sig med andet, end blot at slide 40-50 timer om ugen for kun at opnå helt bassale fornødenheder; og at den kinesiske befolkning, dermed langt om længe er ved at fjerne sig fra den tilstand forbundet med afsavn, der har kendetegnet størstedelen af menneskets historie. (Og at takket være markedsøkonomien - og hverken Connie Hedegaard, Svend Auken, Mao eller Per Stig Møller - vil de ineffektive fabrikker nu i hastigere tempo blive udskiftet med mere effektive).

- Men sådan er vi så forskellige. Andre fortolker således røgudledende fabrikker og vareproducerende fabrikker som skade på naturen, og tager således i stedet stilling til fordel for søpølser, koralrev, egetræer, pandabjørne eller moskitoers ynglepladser; eftersom de på denne måde ser dyr og planter, som havende en værdi-sig-selv (eng. intrinsic value).

I den forbindelse skal også anbefales George ReismansThe Toxicity of Environmentalism :

The doctrine of intrinsic value is itself only a rationalization for a preexisting hatred of man. It is invoked not because one attaches any actual value to what is alleged to have intrinsic value, but simply to serve as a pretext for denying values to man. For example, caribou feed upon vegetation, wolves eat caribou, and microbes attack wolves. Each of these, the vegetation, the caribou, the wolves, and the microbes, is alleged by the environmentalists to possess intrinsic value. Yet absolutely no course of action is indicated for man.

For example, the intrinsic value of the vegetation et al. is invoked as a guide to man's action only when there is something man wants, such as oil, and then, as in the case of Northern Alaska, its invocation serves to stop him from having it. In other words, the doctrine of intrinsic value is nothing but a doctrine of the negation of human values. It is pure nihilism.

I dag lancerer Copenhagen Institute en ny hjemmeside, der fokuserer på klimapolitiske spørgsmål. Anledningen for at konstruere siden er mængden af omtale, interviews samt debatindlæg i såvel den indenlandske som udenlandske presse.

Til nogen forbitrelse må man imidlertid konstatere, at det navnlig - men altså ikke udelukkende - har været Danmarks Radio, der har interesseret sig for de synspunkter, der i denne forbindelse er promoveret fra Copenhagen Institutes side. Med hjemmesiden kan man derfor håbe, at også borgerlige og privatfinansierede medier i fremtiden vil tage ved lære af statsmonopolet...

- Hvordan er Copenhagen Institutes synspunkter (i en dansk sammenhæng) så enestående i forhold til eksempelvis Bjørn Lomborgs?

Her er hvad undertegnede skrev i forbindelse med et længere indlæg i Nyhedsmagasinet RÆSON, der bestyres af Clement Kjærsgaard:

I både den danske og den internationale debat har en markant skikkelse været Bjørn Lomborg. Hans vigtige bidrag var, at han tillod sig at benytte sig af cost-benefit-tilgangen i forhold til miljøpolitikken; dvs. at gøre opmærksom på, at ressourcerne kun kan bruges én gang, og at man derfor må vælge og prioritere. Min pointe er yderligere, at man ved at afvikle den personlige frihed med henblik på at forfølge bestemte politiske mål (herunder regulering af den globale gennemsnitstemperatur) ikke længere ved hvornår benefits opvejer costs – jf. eksemplet med Sovjet/Cuba/planøkonomier vs. samfund, hvor frihedsrettighederne respekteres.

Jeg kritiserer dermed også miljøbevægelsen mere direkte for ikke at tage udgangspunkt i mennesket (men i naturen og i en ide om naturens ukrænkelighed), for at være modstandere af industrialisering og markedsøkonomi, samt - herunder - for at ville afvikle den personlige frihed til fordel for den tvivlsomme utopi om en godartet (og i det hele taget opnåelig) ”naturtilstand”.

Lomborg stillede derudover spørgsmål ved, om det gik godt eller dårligt for naturen - jf. skeptical environmentalist. Jeg søger i den forbindelse at gøre opmærksom på, at forudsætningen for, at vi bekymrer os om naturen (og at flere har fået disse sværmeriske ideer om naturen som noget vi ikke må påvirke), netop skyldes velstanden skabt i forbindelsen med industrialisering og en velfungerende markedsøkonomi. Den velstand er ikke desto mindre skabt netop fordi vi ikke ”respekterer” naturen – men derimod påvirker, forandrer og omformer den, sådan at den bedst muligt opfylder vore egne behov. - Jf. eget indlæg i Kristeligt Dagblad

Så hvad vil Lomborg? - Han vil som en mere klassisk socialist (intention) øge velstanden, men også omfordele politisk, mens det man kan kalde "neo-socialisterne" (de grønne) vil reducere væksten - til fordel for naturen, samt omfordele hvad der måtte være tilbage af et økonomisk overskud. (- Det vil i øvrigt være lettere for de grønne at opnå deres mål om nulvækst, end det vil være for Lomborg at skabe velstand via omfordeling).

Her kan læses hvad undertegnede skrev om Bjørn Lomborg og omfordelingsprojektet Copenhagen Consensus i Information den 24. januar 2006

CBS og Copenhagen Consensus

Handelshøjskolen i København støtter den socialistiske konkurrence. Er der konsensus?

Politik handler som bekendt om "den autoritative fordeling af ressourcer med gyldighed for et samfund", det vil sige tvungen omfordeling via staten: Statslige myndigheder truer dig, og så betaler du. Eller også ryger du i fængsel. Forskellen på stat og marked burde dermed være til at forstå.

Engang definerede man mere fredsommeligt politik, som det "at ville noget". Den sætning gælder stadigvæk; men med den autoritative tilgang nu med den tilføjelse, at andre bliver tvunget til at betale for det, man vil.

På Handelshøjskolen lærer man, i modsætning til hvad man lærer inden for politisk videnskab, hvordan man skaber ressourcerne i samfundet; det vil sige de ressourcer som politikere senere hen konfiskerer, og omfordeler autoritativt.

Nu kommer socialisten Bjørn Lomborg, en af de mange repræsentanter for autoritative omfordelere, så til Handelshøjskolen for at lære ungdommen, hvordan socialismen fungerer i et samfund med markedsøkonomi.

Copenhagen Consensus skal således have en mere permanent base. Der skal laves lister over alverdens problemer. Men der skal først og fremmest prioriteres. Og det vil før eller siden ske autoritativt. For der er ikke konsensus, og det har der aldrig været.

Hvis der virkelig var konsensus, var der ingen som helst grund til at fordele "autoritativt". Borgerne kan dog under ingen omstændigheder regne med at bruge deres penge selv. Dét er der konsensus om.

"Copenhagen Consensus Centret vil arbejde målrettet for at prioritere løsninger til globale problemer på samme måde som sidste års Copenhagen Consensus møde," står der i velkomstteksten på Handelshøjskolens hjemmeside. Man kan oversætte de floromvundne vendinger, der findes på CBS hjemmeside til følgende:

"Vi er skam også socialister her på CBS, trods det forhold at vores studerende fortrækker at blive privatansatte. Vi synes ikke desto mindre dette med at konfiskere og uddele midler, gøre sig venner med ligesindede samt øge mængden af klienter, er en spændende, ja fascinerende, disciplin. Tænk hvad verden, dvs. vores venner i staten, kan gøre med - lad os sige - 50 mia. dollar ekstra. Det er mange penge. Det er lovende. Det er visionært. Hurra.".

Der er således intet nyt i oprettelsen af Copenhagen Consensus. Det eneste nye er, at de socialistiske smagsdommere nu er nogle andre, og at de vil bruge statens redskaber til at tvinge og omfordele på nogle andre - mere gammel-socialistiske - måder, end dem der mener, at 'konsensus' bør handle om noget andet - eksempelvis klima-socialisme.

Samfundskageretorik

I overensstemmelse med en tidligere tv-spot til bekæmpelse af licensunddragelse kan man derfor sammenligne disse forskellige statslige eller statssponsorerede kliker, med forskellige fester, der uanset hvor forskelligartede de er, og hvilken musik, der spilles, alle har det til fælles, at festdeltagerne ikke er dem, der betaler regningen. Regningen betales derimod af de naboer, der står tidligt op og går tidligt i seng; men som tvinges til at betale for den musik, der holder dem vågne om natten; og hvor festernes overdådighed - jævnfør Danmarks Radio - dokumenteres, så festdeltagere har noget at gøre i dagtimerne - mens naboerne er på arbejde.

Hvis en af naboerne formaster sig til at protestere over larmen og den destruktive ordning, kan han regne med at få besøg af en vred festdeltager, der taler om 'solidaritet', mens der under dette begreb lurer en trussel om frihedsberøvelse eller yderligere konfiskation. Og som udgangsreplik kan finde på at sige: "Eller skal jeg stave det for dig."

I 'skarp' opposition til Lomborg og Copenhagen Consensus, har vi derfor socialister som Christian Ege, Niels I. Meyer eller Svend Auken, der gerne vil prioritere helt anderledes med de ressourcer, som andre skaber.

Den ældre fest-generation synes ikke desto mindre som Lomborg, at Robin Hood-princippet, er noget af det mest moderne, der er set siden dampmaskinen. Og som i de gode gamle 1970'ere, benytter hver fest-fraktion sig af hver deres samfundskage-retorik, hvor man - eksempelvis som Ege, Meyer eller Auken - prøver at få kvoteordninger og højere priser på energi til at fremstå som en gevinst.

I Iran kan man vælge mellem forskellige islam-modeller. I Danmark kan vi vælge mellem de røde og de grønne socialister. Det fælles spørgsmål, som de mange festlige socialister rejser, er det, der handler om, hvad vi skal bruge dine penge på. Er der konsensus? Og er den klar?

Kort sagt har Copenhagen Institutes kritik af Kyoto-protokollen et frihedsorienteret udgangspunkt (med et afsæt i de individuelle frihedsrettigheder), hvorimod Lomborg tager et traditionelt socialistisk, omfordelingspolitisk og kollektivistisk afsæt.

Dagens kommentar på Copenhagen Institutes forside, der bringes herunder samler i øvrigt kritikken af Kyoto-sporet og klimapolitikken i tre hovedpunkter: Disse er effekterne på klimaet ved kvotepolitikken, de økonomiske konsekvenser ved den nuværende klimapolitik samt mere fundamentalt - pointen om at synet på industrisamfundet og markedsøkonomien som bekendt ikke er det samme for liberalister, socialister og de grønne "neo-socialister". Og før man kan blive enig om det sekundære (eksempelvis hvordan man skal handle), må man ikke desto mindre søge fælles grund, når det gælder det primære (- eksempelvis hvad forskellige typer af handlinger vil føre til).

- Når Anders Fogh Rasmussen således giver socialdemokrater veto-ret, når det gælder velfærdsspørgsmål, er der således noget, der tyder på, at han helt fejlagtigt ikke tilskriver mængden af danskere på overførselsindkomst netop dette parti, som i øvrigt på grotesk vis hævder at repræsentere "det arbejdende folks" interesser; og at han dermed ser bort fra at synet på eksempelvis markedsøkonomi, fri handel og fri konkurrence er meget forskelligt for de menige medlemmer af henholdvis Venstre og Socialdemokratiet.

- Det er i stedet på tide, at de mere grundlæggende politiske og økonomiske uenigheder bliver klarlagt; og her har Statsministeren svigtet (i øvrigt også ved at kaste skatteyderkroner efter "Lomborgismen").

Dagens kommentar: Nye vinkler på klimapolitikken

Om de praktiske effekter og de økonomiske konsekvenser ved Kyoto-protokollen, samt om de grønne og industrisamfundet, klimahistorien samt indfaldsvinklen til naturhistorie i almindelighed.

Klimapolitikken og klimajournalistikken handler ofte om beskrivelse af scenarier, hvoraf nogle af disse er udviklet via klimamodeller. Den handler også om følelser, og om intentioner: Det vil sige hvad politikere, eller medlemmer af miljøbevægelsen, kunne tænke sig der sker, eller hvad man frygter. Klimapolitikken og debatten handler tilsvarende om "signaler" og "budskaber". Ganske ofte handler debatten ikke mindst om frygt for forandringer. - Og hvis og såfremt, der er grund til frygte noget bestemt, er det naturligvis meningsfuldt at frygte dette, og at handle sådan at årsagen til frygten forsvinder.

I modsætning til ovenstående er der vel at mærke tre centrale emner, der ofte ignoreres i miljø-, energi- og klimadebatten, men som ikke desto mindre burde stå helt central for enhver ansvarlig politiker, og for en hver almindelig borger, der beskæftiger sig med klima- og miljøpolitiske spørgsmål: Disse tre emner er:

1. De praktiske effekter af den førte politik: Det vil sige, hvor meget man forventer at påvirke klimaet med som følge af - eksempelvis - en gennemførelse af Kyoto-protokollen med de nuværende deltagerlande, eller i de usandsynlige tilfælde, hvor alle lande i verden skulle tilslutte sig i en nyere og mere omfattende og mere forpligtende aftale.
2. De økonomiske konsekvenser af den førte politik: Det vil sige, hvor høj en pris befolkningen i Danmark, Europa og resten af verden skal betale som følge af den nuværende miljø-, energi- og klimapolitik, eller som følge af de indgreb i økonomien som mange organisationer og klimapolitikere arbejder på yderligere at indføre.
3. Kyoto-tilhængeres syn på industrialisering, markedsøkonomi og på naturhistorie samt videnskab:

I - Industrialisering og markedsøkonomi: En meget stor del af Kyoto-tilhængere er kritiske overfor det industrisamfund og den markedsøkonomi, der har kendetegnet den vestlige verden de seneste to hundrede år, men som trods denne modstand har præsteret hidtil usete resultater i form af velstandsskabelse, materiel tryghed samt spredning af information og kulturelle manifestationer.

Man bør med andre ord være opmærksom på, at Kyoto-tilhængere ikke nødvendigvis bakker op om den dagsorden, der handler om at øge velfærden og velstanden: det vil eksempelvis sige, at skabe endnu bedre forudsætninger for udviklingen af billigere og bedre medicin, boliger, transportformer, fødevarer med meget mere.

Typisk vil Kyoto-tilhængere i stedet åbenlyst tale om at begrænse væksten og dermed om at reducere skabelsen af velstand. At Kyoto-tilhængeres politik direkte retter sig mod centrale områder for industrisamfundets infrastruktur: herunder transport- og energiområdet, betyder at konsekvenserne af deres politik vil have særdeles drastiske konsekvenser.

II - Naturhistorie og videnskab: Kyoto-tilhængere tager ofte afsæt i et postulat om før-menneskelig stabilitet, som værende karakteristisk for eksempelvis den gennemsnitlige globale temperatur; eller for klimaforandringer. At forsvare en ide om før-menneskelig stabilitet er så at sige en nødvendighed, hvis påstanden om farlige menneskeskabte klimaforandringer skal kunne "sælges" til offentligheden.

Derudover opereres der ofte med enten implicitte eller eksplicitte påstande om "harmoni" eller "balance" i en natur uden menneskelig tilstedeværelse, og hvor mennesket således fremstilles som en fredsforstyrrer i balancen. At sådanne ideer er udviklet af mennesker, der således også må se dem selv som "fredsforstyrrere" virker ikke desto mindre paradoksalt. - Og at ideerne om "verden i balance" (jf. en bog af præsidentkandidat Al Gore) som hovedregel udvikles, forsvares og promoveres af mennesker i moderne industrisamfund ved hjælp af de allernyeste kommunikationsredskaber og transportmidler, bringer yderligere vidnesbyrd om at man her har at gøre med hyklere, og ikke med politiske aktører, der har et reelt ønske om at gøre verden bedre for mennesker.

III - Kyoto-tilhængere henviser endvidere ofte til - angiveligt - videnskabelige rapporter herunder statistiske redegørelser. - Det er imidlertid yderst sjældent at disse rapporter forholder sig til effekter på de fremhævede problemer eller til hvilke økonomiske konsekvenser, der vil følge hvis problemerne ophæves til have status af politiske anliggender.

Den offentligt finansierede videnskab, hvor sådanne rapporter udgår fra, er - navnlig de seneste tre årtier - blevet mere løsrevet fra det, videnskaben tidligere beskæftigede sig med: det vil sige at øge velstanden for befolkningen ved at bidrage til effektiviseringer og med nyskabelser. En stadigt større del af videnskaben beskæftiger sig i stedet med eksempelvis fremskrivninger af tendenser. Hertil kommer at der i flere tilfælde er afsløret et åbenlyst selektivt datavalg - eksempelvis når det gælder oversigter over indholdet af CO2 i atmosfæren og så gennemsnitstemperaturer for nogle bestemte historiske perioder. Der tages med andre ord ikke afsæt i den samlede mængde data, der er til rådighed; og hvis man gjorde dette, når det gælder CO2 og gennemsnitstemperaturen ville man i stedet opdage at der ikke er nogen klar og entydig samvariation.

Værre er det måske at klimamodeller, der i forvejen baserer sig på et selektivt valg af data, og på fremskrivning af tendenser (og som i større eller mindre omfang ignorerer dynamiske effekter og i stedet tager afsæt i postulatet om før-menneskelig stabilitet og balance) bliver yderligere forsimplede undervejs i "mediemaskinen". Det har blandt andet været tilfældet med de uenigheder og diskussioner, der oprindelig har været i forbindelse med FN's klimainstitution IPCC, og så resultatet i form af de forsimplede budskaber, der er nået frem til politikere og befolkning i almindelighed.

Besøg Kyoto Kritik.