Modstanden mod kapitalisme er [... ] modstand mod mennesker og deres muligheder for at skabe og udvikle de samfund, der i stadig højere grad kan levere frie, rige og trygge liv. Liv, som det kulturelle og politiske aristokrati ser ned på, men som langt de fleste af os på kloden drømmer om og ønsker. Connie Hedegaards antikapitalistiske dagsorden er [...] ikke bare amoralsk. Den er farlig. Og hvis hun interesserede sig lidt for det EU, hun er magthaver i, ville hun vide hvorfor: De borgerkrigslignende tilstande i Sydeuropa er netop et produkt af, at EU har ofret velstandsskabelsen på et andet moralistisk projekt, nemlig nedbrydningen af nationalstaterne gennem stadig øget europæisk integration. Argumenterne for euroen var aldrig økonomiske, men politiske (læs: moralistiske). Krisen i Sydeuropa er en direkte konsekvens af manglende økonomisk vækst. En krise, der truer ikke bare levevilkårene for virkelige mennesker på vores kontinent, men også freden. Forstår Connie Hedegaard virkelig ikke det?

Læs mere:
http://www.b.dk/kronikker/connie-hedegaards-farlige-antikapitalisme

The only people who will gain from penalizing energy use and over-regulating our economy are: Emission traders like Al Gore, who hope to make billions of dollars from cap and trade; Companies that get favored treatment (low-cost emission permits) under cap-and-trade laws, and can make big profits from selling their excess permits; Government bureaucrats who will regulate our economy, and police the trillion-dollar cap-and-trade market to prevent fraud and price gouging; Universities, scientists, environmental activists and renewable energy companies, which will continue to share $6-10 billion per year in taxpayer money, to conduct climate research (mostly warning about imminent global warming disasters), and build wind, solar and other projects; and Third World dictators, who will get carbon offset and cap-and-trade money to deposit in private bank accounts, for selling their people’s right to build hydrocarbon-fueled electrical generating plants. Everyone else will pay dearly.

All Pain No Gain by Paul Driessen

VISIT:

www.cfact.eu

"Skralderne [unge skraldspisere] er en modkultur, der er opstået i en periode med meget forbrug. De gør op med forbrugerkulturen og er meget bevidste om miljøaspektet," forklarer samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet ifølge metroXpress. Johannes Andersen, der udpeges som ekspert i skralderkulturen, tror dog på fremgang for skralderne, uanset om konjunkturerne serverer overflod eller dikterer smalhals.

Fra artiklen Facebook-gruppe for unge, der spiser skrald, har 500 medlemmer

Her er nogle bidrag til mere uddybende forklaringer:

Forbrugerstyrelsen og den uformelle gruppediskussion :

Hos Forbrugerstyrelsen får man et indblik i, hvordan ”alternativ” og ”progressiv” pædagogik går hånd i hånd med opdragelse til at blive en civilisations-skeptisk maskinstormer. Det er ikke mindst takket være sådanne former for offentlig ”undervisning”, at unge mennesker bliver respektløse, voldelige, flytter ind i faldefærdige huse og/eller stemmer på Enhedslisten. - eller lærer om det angiveligt moralske i at spise skrald.

Forbrugerstyrelsen og de hætteklædte :

Unge mennesker, der er blevet udsat for den type "pensum", man finder hos Forbrugerstyrelsen, må forventes netop at flytte ind i et hus, der er nået ud over selv genbrugsværdighed. Man vil insistere på, at det er et godt hus at bo i (ikke mindst i moralsk forstand), fordi det er forfaldent. Man må tilsvarende forvente, at laser og pjalter, og ikke blot genbrugstøj er højeste mode i sådan en bevægelse. Endvidere må man regne med, at intellektuelle, der har de samme holdninger til »forbrugssamfundet«, vil sympatisere.

Propaganda fra staten:

Citat fra statsligt skolepensum:

Øvelse -- Eleverne sidder hver for sig og tænker på, hvad de har købt inden for de sidste 14 dage, og hvorfor de købte det (mad er ikke med). Tingene og begrundelserne skrives ned. Bagefter lukker de øjnene og tænker på hvilken følelse de havde, da de havde købt tingen (var det glæde, lykke, ligegyldighed, irritation, øget selvtillid eller andet). [...] -- Hvor mange af de ting, de har købt, var nødvendige for deres hverdag? [...] -- Klassen kan, evt. med udgangspunkt i et oplæg fra læreren om samfundsøkonomi, diskutere forbrugets magt og indflydelse på økonomien og om det er muligt med den samfundsøkonomi og styreform vi har i Danmark at begrænse forbruget. [...]

Statslig indoktrinering - et kunstigt behov:

I Forbrugerstyrelsen er man skeptisk overfor det, man kalder forbrugersamfundet og forbrugskulturen. Ifølge styrelsen tærer den menneskelig aktivitet på jordens ressourcer. Fra Forbrugerstyrelsens side er ønsket ikke bare at promovere en genbrugsfilosofi. Målet for styrelsen er direkte at reducere forbruget. Udgangspunktet er økofilosofien, hvor man anser mennesket for en forstyrrende faktor i en iøvrigt harmonisk økobalance. Til at nå målet om at reducere menneskers påvirkning af omgivelserne, har styrelsen derfor udarbejdet et bidrag til undervisning på folkeskoleniveau. Dette bidrag handler nu om, at børn og unge skal lære at forbinde globalisering med udbytning af den 3. verden, og med en tilsvarende ”udbytning” af miljøet. En af metoderne er på marxistisk vis, at lære de unge, at de er ofre for ”kunstige behov” skabt af sælgere og producenter.

Fri os fra forsagelse! :

Alle religioner prædiker [...] en eller anden form for opgivelse, ydmyghed og sagtmodighed i forhold til de andre, næsten, samfundet, helheden eller et overnaturligt væsen – naturligvis med betydningsfulde gradsforskelle. Når religioner gør et comeback, så gør forsagelsen og promoveringen af offergerningen det derfor også. I mangel på synlige alternativer til, hvad det gode består i, er forsagelse dermed blevet ét af de pejlemærker, som politikere bruger, når de vil agere politisk. Opfordringer eller motivering til en eller anden grad af selvopgivelse er dermed en faktor for såvel moderne politisk retorik, men også for lovgivning.
http://s-espersen.blogspot.com/2007/08/fri-os-fra-forsagelse.html

Ovenstående kommentarer skulle gerne sandsynliggøre at statslige myndigheder herunder politikere, administratorer samt undervisere har bidraget med at promovere de holdninger der fører til skraldspisning blandt ungdommen. Mindre skoletvang fra statslig side ville dermed også have begrænset disse former for evnesvag adfærd.

Den nye kvikversion af klimaløftet, der i modsætning til den eksisterende CO2-beregner ikke baseres på den personlige udledning, består af 17 spørgsmål på hjemmesiden www.1tonmindre.dk. Som besvarer kan du forpligte dig til at bruge mindre energi til transport, holde en ugentlig kødfri dag, skrue ned for radiatoren eller at efterisolere dit hus - for blot at nævne nogle af de CO2-reduktioner, du kan love at foretage.

- Mere om det nye klima-kyskhedsløfte (inklusive vegetar-erklæring) fra Miljøministeret her.

I pressemeddelelsen fra Miljøministeriet kan man også læse, at DSB har lovet af udlede mindre CO2. Netop i Jyllands-Posten i dag kan man meget apropos læse, at togene kører lige så stærkt som de gjorde for 40 år siden.

Så hvorfor ikke fremsætte løfter, der intet betyder for pendlere og andre der tager toget? Harry er således forsvundet. (Han er sikkert tilbage i sin Taunus). Nu gælder det om at se bæredygtig ud, og samtidig skyde skylden for de ikke-bæredygtige tog-skinner på solen. I DSB er man dermed parat til at ofre sig. Drive virksomhed kan man ikke.

Som undskyldning for togenes langsommelighed burde DSB's medarbejdere dog også som tilhørende en del af staten afgive et løfte om ikke at spise kød en gang om dagen. - Ja, det burde alle offentligt ansatte gøre.

Vi ved jo at offentlige konfiskatorer er uselviske og lever for at tjene. Tjene penge vil de ikke, for meningen med statslige virksomheder er jo netop at sikre de ansatte beskyttelse mod konkurrence. Derfor må man kunne forvente mere ud i offergerningens uædle kunst.

Jævnfør at danske toge ikke kan holde trit med andre landes - og visse steder kører langsommere end for 40 år siden - er der meget der tyder på, at staten er blevet for fed. Så en kødfri dag for alle offentligt ansatte kunne uden tvivl være et skridt i den rigtige retning. Måske kan det også bidrage til lavere skatter. Spændende bliver det, om det nye klimapræsteskab vil gå forrest, og tage to kødfridage om ugen.

Har man svært ved at give løfter om afsavn og afkald ud i det blå, og mangler en personifisering kan man forestille sig, at man giver sit forsagelses-tilsagn til James Earl Jones udklædt kirkelige gevanter. Ellers kan man finde et billede af Connie Hedegaard på Miljøministeriets hjemmeside.

I en årrække var der med korte mellemrum fremkommet oplysninger om skadelige virkninger af befolkningens levevis. Det drejede sig især om virkninger af alkoholforbrug, fedende fejlernæring, tobaksrygning og motorkørsel. Omtalen af disse skadevirkninger antog ofte karakter af belærende opfordringer til ændring af livsvanerne og krav om indførelse af nye love, der skulle tvinge dele af befolkningen til at lægge tilværelsen om. Disse mediefænomener førte til gennemførelse af regler, der reducerede handlefriheden, men en vis træghed i politikerkredse medførte, at det skete ret langsomt.

Den forandring, der nu fandt sted, bestod i, at agitationen forstærkedes til en sand propagandastorm, som støttede indførelsen af endnu flere og mere omfattende foranstaltninger til sikring af, hvad der blev kaldt en ansvarsfuld levevis. I medierne oplyste et utal af mennesker, der blev præsenteret som eksperter eller tilkendegav at være det, at der forelå omfattende statistisk materiale, som viste at de nye reformkrav var berettigede. Offentligheden fik næsten intet at vide om, hvem der udarbejdede materialet, og det blev slet ikke oplyst, hvorfor ophavsmændene skulle være ufejlbarlige. Medierne diskuterede ikke, om der kunne sættes spørgsmålstegn ved berettigelsen af tilliden til materialet.

- Fra den danske forfatter Georg Ursins kriminalroman Den navnløse bevægelse, der udkom i år.

Bogen er underholdende og let læst. Den vækker mindelser om Franz Kafkas roman ”Slottet”.

Bogens hovedperson er en pensionist ved navn Victor Chenlein, der får til at opgave at opspore en person, der viser sig at være en af hovedkræfterne bag en bevægelse, som det blandt andet i kraft af terroristisk adfærd lykkedes at fremskynde den offentlige folkesundhedspolitik. (COIN om begrebet folkesundhed). Et stykke ind i fortællingen må Chenlein således se sig på flugt fra en nådesløs sundhedstjeneste, alt imens han forsøger at forhindre et endegyldigt statskup begået af de reformmagere, der i ifølge reformmagerne selv kæmper for ”den nødvendige forsagelse” og de ”nødvendige afkald” – jf. angrebene på de i citatet nævnte nydelser.

Ifølge en efterskrift af romanens forfatter bør bogen imidlertid ikke give anledning til nogen form for foruroligelse. Der er kun tale om fiktion...

Den navnløse bevægelse via bogpriser.dk