Free-market reforms have not just produced remarkable economic results in a number of countries – they have also led to re-election for reformist governments, says a groundbreaking new book released today by the Institute of Economic Affairs*.

The results from reforms have often exceeded expectations. The book is filled with facts from well established sources about the results as well as the need in all OECD countries to launch further reforms. Employment has risen by more than 50 per cent in Ireland during the past ten years. Average disposable income has increased by 140 per cent in Slovakia during the same period. Australia managed to achieve a rate of entrepreneurship more than twice as high as in the UK – a whole 14 per cent of the adult population take part in entrepreneurial activity. Spain managed to integrate almost 2 million immigrants in the labour market in ten years. Clearly, there are obstacles to reform, but also ways round them – it is a matter of strategy.

Read more here.

Johnny Munkhammar: President Sarkozy's question "Competition as an Ideology, as a Dogma, what has it done for Europe?" is an invitation to a fundamental debate explaining the economic success of Europe and its future development for the benefit of the European citizens. The European Enterprise Institute welcomes this initiative and presents the paper by Johnny Munkhammar with the introduction by Gunnar Hökmark MEP as a starting point of such a discussion. That the Bourgeoisie had produced more economic wealth since industrialisation than all generations of mankind before has already been stated by many people, including Karl Marx. But why was it the West which became rich? Why not other parts of the world? Why did it start just in Britain and then in continental Europe?

EU Enlargement is a great success story fostering the renaissance of the European ideas of capitalism with free markets, competition, innovation, entrepreneurship and job creation as an agenda for a successful Europe. When Communism disappeared the adoption of those ideas and values led to the strikingly successful development of the new member countries. Why have West European politicians not been able to explain this to their own people? We all should be grateful to President Sarkozy for starting a debate about what made Europe successful and what would make it successful in the future. His question has already provoked many quick and simple answers, from all sides of the political spectrum. President Sarkozy's economic ideas and reform proposals require a much more serious, broader and deeper debate.

Læs EEI Policy Paper: What Competition has Done for Europe (pdf - 44 sider)

Bemærk figuren side 27, der viser at DK ligger i den lave ende af reguleringsskalaen. Der kan man også se en generel tendens til afregulering for landene, der er omfattet af undersøgelsen, - og det er jo glædeligt.

Figuren side 29 viser derimod at DK ligger lavt, når det gælder iværksætteri. En vigtig forklaring for DK's ærgelige placering her må handle om den danske offentlige sektors størrelse.

Irlands og Estlands erfaringer med skattelettelser: The countries that have decreased tax rates have experienced great benefits, not just in terms of growth and employment, but also in tax revenues. Estonias revenues have increased every single year since 1994 despite the tax rate being lowered from 26 to 18 per cent. Ireland decreased the corporate tax stepwise from 50 to 12,5 per cent - and the revenue as a share of GDP tripled...

Om "det indre marked" og det næste skridt: The single market has boosted competition in Europe and thus increased European global competitiveness. For the single market, there is a single EU competition policy. There may be reasons to debate some of its implications and analyse its effectiveness. But it has a very important role in curbing national subsidies and protectionist regulations.[..] In global trade, where the EU also has exclusive powers, there is also an immensely important task in working for more openness to trade in the world. The idea of creating a single market across the Atlantic recently supported by Chancellor Angela Merkel is one interesting task..

European Enterprise Institute

Timbro

Munkhammar.org

[A]cross Europe, efficiency in health care has plummeted. Whereas private-sector competitors have an incentive to adapt new technologies and reorganize, state-sponsored monopolies have no profit motive driving them to seek greater efficiency. So the taxpayers get less and less for their money.

In 1975, for instance, most Swedish doctors averaged nine consultations per day. Today, that number has plummeted to four. Much of this drop is the result of burdensome administrative tasks, as doctors now devote 80 percent of their time to paperwork. Needless to say, this greatly impacts the availability of care.

- Thus writes Johnny Munkhammar in America delivers better health care than Europe

See also DOCTORS ALLIANCE.

De nyliberales førende propagandacenter er tænketanken Timbro. Kulturminister Cecilia Stegö Chilò har været chef i Timbro og administrerende direktør for organisationen Fritt Näringsliv, som er højrepropagandaens primære sponsor. Stegö Chilò har en nærmest fjendtlig holdning til public service, dvs. Sveriges Television (SVT) og Sveriges Radio (SR). Det har hun givet udtryk for i flere sammenhænge og markeret ved ikke at betale tv-licens i 16 år. Trods sin foragt for SVT har hun både tv-antenne og parabol på taget af sin villa.

Det absolut tydeligste tegn på de nyliberales tilbagevenden er, at den glødende nyliberale Carl Bildt er blevet udnævnt til udenrigsminister. Denne domptør og Reinfeldts gamle plageånd vil komme til at sætte sit præg ikke blot på udenrigspolitikken, men på hele regeringen. Bildt vil ikke holde sig til sit eget pastorat. Allerede fra dag ét gik Bildt ud i medierne med sin gamle opfattelse af reglerne på arbejdsmarkedet, dvs. afskaffelse af kollektive aftaler og tryghed i ansættelsen. Bildts støtte til og forståelse for de civilt ulydige Stegö Chilò, Borelius, Billström og et antal andre fra Moderaterna, f.eks. stabschefen Johan Forsell, undergraver Reinfeldts position og det nye arbejderpartis image.

Det skriver systemets mand Alf Ronnby i Jyllands-Posten i Højrerebeller i svensk regering .

Der er således grund til forsigtig begejstring. - Johan Norberg følger situationen.

Besøg Timbro.

Husk også at overvåge www.coin.dk/kyoto og den nye COIN-portal.

Hvorfor er kapitalismen så så upopulær i Europa?

Phelps foreslår to mulige forklaringer. For det første er der nogle, som simpelthen mener, at kapitalismen er moralsk forkert. Kapitalismen er egoistisk. At kapitalismen så også gavner hele samfundet, kan for dem ikke opveje, at det kun sker via en indirekte mekanisme og således ikke er en direkte »villet« konsekvens. For det andet forbinder mange mennesker kapitalisme med gamle penge, magt og særlige privilegier. Det lader til, siger Phelps, at de sidestiller en entreprenør med en rig ejer af en fabrik eller bank. Dette er helt at overse Schumpeters, Knights og Hayeks forståelse af kapitalismen og markedsøkonomiens mekanismer. Man begår en stor fejl, siger Phelps, når man associerer kapitalisme med forskanset formue og magt. Kapitalismen er tværtimod at åbne økonomien op for nye industrier; for nystartede selskaber; for at eksisterende selskaber kan få nye ejere på kapitalmarkederne; og for at selskaber kan få ny ledelse. Det er den kooperative model, som er strukturbevarende og som giver »gamle penge« mulighed for at forskanse sig mod konkurrence fra nye entreprenører med bedre idéer.

- Det skriver cand. polit. Per Henrik Hansen i dagens kronik i Berlingske Tidende under overskriften Kapitalismen er bare bedre.

Timbro har i øvrigt netop udgivet en rapport, der viser hvor gennemsyret kollektivistisk Sverige er blevet, hvilket netop er en konsekvens af ovenstående fælles-europæiske skepsis.

Kritik af Phelps findes i en artikel af Edward Hudgins fra the Objectivist Center bragt i Wall Street Journal, der handler om at Phelps ikke er helt konsistent i sin begrundelse for kapitalismen - jvf. Phelps interesse for Rawls. Læs mere her.

Bogreklame:

Imagine the horror of the anti-capitalist, socialist mentalities if it was said to them: what if there were a country in which the government stays out of the economy? One with no tariffs or other legal restrictions on international trade - with no regulatory agencies, no minimum wage laws, no price or wage controls. Imagine, it is said to them, that the government limits neither investment coming in nor profits going out. There's no captal gains tax, no interest tax, no sales tax and a pittance in corporate bailouts for companies that fail to compete on a free market.

This imaginary country has a 15 percent flat tax, enabling its citizens to retain the preponderance of their earnings. Further, it extends no uemployment benefints, enacts no labor legislation and provides no Social Security, no national health insurance and scarcely any welfare. The welfare statist would recoil in horror from such a proposal; he would drown his interlocutor with dire warnings regarding the misery of the numberless poor and exploited who would be the inevitable victims of such a heartless, callous system. But, in fact, that country exists, it is real; it's Hong Kong, one of the wealthiest nations of history...

Læs mere i The Capitalist Manifesto af Andrew Bernstein (s. 326):

En ny rapport fra Timbro, forfattet af Klas Hjort, kortlægger forbrugerorganisationernes forbindelser til staten, "arbejderbevægelsen" og/eller miljøbevægelsen.

Den største fællesnævner er imidlertid skatteydernes penge, der holder liv i de politiske institutioner eller organisationer. I rapporten kan man blandt andet læse at:

De tre viktigaste konsumentaktörerna i Sverige har alla Göran Persson och/eller WanjaLundy-Wedin som högsta chef. Den fjärde har starka kopplingar till regeringens stödparti,miljöpartiet. Samtliga har staten som huvudfinansiär.

Klas Hjort undrer sig samtidig over sådanne organisationers/institutioners manglende deltagelse i debatten om butikscentre og -kæder, samt herunder hvad det betyder for borgernes købekraft, at politiske beslutningstagere forhindrer konkurrence på området:

Motviljan är djup mot att låta marknaden sänka priser och därmed öka medborgarnas levnadsstandard, och utifrån det som diskuterats ovan är det märkligt. En prissänkning på mat genom sänkt matmoms hyllas som en storslagen reform, men motsvarande effekt på priserna hade kunnat nås genom att öka möjligheterna för lågpriskedjor att etablera sig här. Wal-Mart-effekten på åtskilliga procents prissänkningar hade kunnat betyda mycket för inte minst ekonomiskt svaga hushåll. Ändå sker inga ansträngningar från socialdemokratins sida att få in lågpriskedjorna, och därmed ner priserna.

Forfatteren påpeger, hvordan statslige myndigheders muligheder for at præge udviklingen, det vil sige at føre politik for konfiskerede midler efterhånden er ved at være total:

Genom det starka inflytandet över konsumentrörelsen kan staten få makt i framför allt tre dimensioner, de kan få makt över beslutsfrågorna, makt över icke-frågorna och makt över tanken.

Læs rapporten (18 sider) her

Besøg Enpartistaten eller Timbro

Læs også:

En kunstig europæisk offentlighed

NGO'ere: De afhængige ”uafhængige"

Købekraft eller rigt liv i byerne

Pressen på støtten

Den svenske tænketank Timbro har tilsendt COIN et eksemplar af Johan Norbergs nye bog "När människan skapade världen" .

Efter de første medrivende 60-70 sider kan det konstateres, at Norberg ved hjælp af blandt andet historien, har sat sig for at forklare det moderne menneske om de primære og sekundære effekter forbundet med industrialisering og velstandsskabelse.

Forskelle mellem primære og sekundære effekter ved velstandsskabelse kan eksempelvis være at:

• Vi lever længere; hvilket fra en menneskelig synsvinkel er det primære, men
• flere af os dør (derfor) af aldersrelaterede sygdomme. (Dette er det sekundære, og kan jævnfør det primære siges at være noget positivt. Det ville tværtimod være negativt, hvis flere af os døde af banale infektioner eller børnesygdomme).

Et andet eksempel forbundet med velstandsskabelse kunne være at:

• Evnen til at forbedre, forandre og reagere på forandringer i vores omgivelser, hvad enten der er tale om vejret, klimaet, sikkerhedstrusler fra andre mennesker med meget mere, øges som følge af økonomisk vækst (og det er det primære), - men
• måske - måske ikke - påvirker mennesker klimaet mere end man gjorde det for 200 år siden - i enten

  positiv eller negativ retning. Men hvem kan med sikkerhed sige dette? Det er jf. ovenstående samtidig - og med en menneskelig indfaldsvinkel - noget sekundært

Fokus på det primære vil iøvrigt føre til et spørgsmål, om hvordan man skaber og øger velstanden i samfundet: - Er svaret her kapitalisme eller socialisme? Et intelligent menneske vil simpelhen ikke kaste dette spørgsmål fra sig, og blot fokusere på ovenstående to sekundære og mindre vigtige forhold.

Fokus på det sekundære, og hvor man ignorerer det primære, fører til spørgsmål, såsom: - hvordan forhindrer man, at flere dør af aldersrelaterede sygdomme (man glemmer at dette er en konsekvens af noget positivt; og at målsætningen i stedet burde være, at flere i Afrika burde dø af aldersrelaterede sygdomme, og ikke af banale sygdomme); og jævnfør det andet eksempel: - hvordan forhindres det, at mennesker påvirker klimaet?

For den der fokuserer på det primære vil spørgsmålet i stedet (i begge tilfælde) være: - Hvordan forbedrer vi vores egen situation yderligere? Er det muligt at speede velstandsskabelse op, og hvordan udbredes velstandsskabelse til fattige og/eller ikke-industrialiserede dele af verden?

Læg således mærke til, at mennesker, der beskæftiger sig med de sekundære spørgsmål sjældent beskæftiger sig med de primære. De ignorerer dermed de spørgsmål, der handler om, hvordan man skaber og øger velstanden i samfundet. Deres politik-anbefalinger og/eller deres politiske handlinger har imidlertid store - og som hovedregel negative - konsekvenser for velstanden.

Det primære for Kyoto-tilhængere er dermed ikke velstandsskabelse. Målet for klima-lobbyen er jævnfør ovenstående istedet ikke-påvirkning af naturen, klimaet og miljøet; hvilket er det modsatte af velstandsskabelse.

Velstand handler derimod om, at forandre menneskers omgivelser, sådan at disse lever bedre op til menneskers behov. Det er sket ved (som også Norberg illusterer i indledningen af hans nye bog) at erstatte hestevognen med bilen, samt via alverdens tidsbeparende opfindelser, og gennem på andre måder praktiske forbedringer af de frembringelser, hvad enten der er tale om boliger, transport m.m., som vi omgiver os med.

Det dagsaktuelle

Dette fører til spørgsmålet om de hjemløse som Søren Pind rejste i Weekenden, og hvor Jens Rohde lynhurtigt var ude og hævde at Pind, var den mindst egnede til at være bannerfører for løsningen af problemet med hjemløshed.

Rohde sagde blandt andet til Berlingske Tidende:»Det er da fantastisk. Pind har haft et forslag om, at overførselsindkomster skulle fastfryses, så han kunne få råd til at lette skatten. Det giver ikke ret meget håb. Det var asocialt. Regeringen gør en masse, men hvad gjorde Pind i sine år som borgmester i København,«

Med hvad nu, hvis Pind har bedre greb om ovenstående primære og sekundære effekter end Rohde? Og at skattelettelser, men i lige så høj grad afregulering indenfor boligområdet, reducerer mængden af hjemløse? - Jf. konsekvenserne af velstandsskabelse.

Det vil sige, hvad nu hvis den primære forudsætning for billige boliger er, at det skal kunne betale sig at tjene penge på boliger , som en følge af, at forudsætningen for velstandsskabelse i det hele taget, er at det skal kunne betale sig at handle produktivt (hvilket netop handler om lavere skatter)? Har man så i København, Stockholm, New York eller London gjort det rigtige, eller gjort det modsatte af hvad man burde gøre, og dermed det forkerte?

- Ifølge Økonomen George Reisman er der tale om det sidste: At bygge lejeboliger, men navnlig at vedligeholde dem, er sammenlignet med andre erhverv - takket være intervention på boligmarkedet - blevet en dårlig forretning, vel at mærke trods det forhold, at en meget stor del af befolkningen er potentielle lejere. I hovedværket Capitalism forklarer Reisman, hvordan man navnlig i de store byer i USA har ført en særdeles destruktiv politik overfor udlejere, der har ført til at lejeboliger er blevet opgivet. Resultatet er blandt andet slummen i Bronx og Harlem. (Se blandt andet side 384 anden spalte, det vil sige side 440 via søgefunktionen i online-versionen).

Hjemløshed er derfor ifølge Reisman langt mere udbredt i såvel EU som i USA, end det ville være tilfældet uden den nuværende statslige indblanding. Rohde tager derfor fejl. Pind er på det rette spor.

For at vende tilbage til diskussionen om de primære og sekundære effekter ved velstandsskabelse og ved politik, er den primære effekt af boligpolitikken: at det i stigende grad - for private ikke kan betale sig at udleje boliger, og den sekundære effekt, at der bliver flere - og ikke færre - hjemløse, som følge af den form for boligpolitik, der handler om kontrol og bekæmpelse af "store profitter".

Tilsvarende er den primære effekt ved Kyoto-protokollen - set fra menneskets side - mindre velstand, og dermed en øget afhængighed af forandringer i klimaet.

Færre og/eller ringere boliger, færre biler og generelt mindre velstand er således resultatet af en modstand mod, at bestemte mennesker kan tjene penge indenfor bestemte områder; hvad enten området er energibranchen, den private transportsektor, eller lejeboligområdet.

- Det primære mål med økonomisk politik burde i stedet være at forbedre alles situation og øge den samlede velstand. Det sker ved at tillade indtjening indenfor alle delområder i økonomien, men ikke mindst indenfor de områder, man som politiker ønsker at styrke.

Tilbage til historien

I 1728 gjorde en brand i København 20 procent af befolkningen hjemløse. Det var før industrialiseringen; det vil sige, før der var en olie- og bil-industri. Det var samtidig som Norberg beskriver, det i sin bog, en tid hvor byer i Norden flød over med affald - herunder dyrs og menneskers ekskrementer, og hvor byerne hærgedes af sygdomme, som vi i dag - takket være industrisamfundet - har overkommet.

Hvad ville på dette tidspunkt have været miljøbevægelsens anbefaling til datidens magthavere? Hvis man skal dømme efter synet på industrisamfundet, og på de økonomiske friheder, må man formode at medlemmer af denne i 1700-tallet (hvilket typisk ville have været udvalgte få fra bedrestillede samfundslag) - ligesom i dag ville have fokuseret på konsekvenserne af menneskers handlinger for naturen, og dermed ikke konsekvenserne ved produktiv adfærd for mennesker.

Miljøbevægelsen ville sandsynligvis (jævnfør også Rosseau 1712-1778) ) have anbefalet det samme, som man gør i dag: De ville have henvist til forsigtighedsprincippet (frygten for nye maskiner), samt krævet forbud mod øget brug (masseproduktion) af olie med meget mere. (Også når det gælder miljøbevægelsen skal anbefales George Reisman).

Fra Copenhagen Institutes side ville anbefalingen have været lig nutidens: Det vil sige øget industrialisering - mere økonomisk vækst, mere samhandel samt øget frihed til at producere, og et forsvar for retten til at tjene penge og beholde dem (det sidste synspunkt er tilsyneladende i modstrid med Jens Rohde, der efterhånden fremtræder som direkte modstander af skattelettelser, og åbenbart anser udbredt konfiskation for at være noget "socialt").

Det socialdemokratiske bud ville formodentlig have været "omfordeling". - I den forbindelse kan man kun glæde sig over, at den såkaldte "arbejderbevægelse" først for alvor fik magten, da friheden til at handle og producere, og tjene penge på at gøre det, havde eksisteret i langt mere end hundrede år efter omtalte brand...

To kortere kommmentarer om boligmarkedet:

Slip boligmarkedet fri

Spekulation er godt - også på boligmarkedet

Första och andra upplagan av Ayn Rands idéroman Och världen skälvde är slutsåld. Nästan 7 000 böcker har sålts sedan den kom i svensk nyutgåva i februari 2005. En tredje upplaga är för närvarande på tryckning och levereras den 19 juni. Det skriver den svenske tænketank Timbro.

"Og verden skælvede" udkom på dansk sidst i 1950'erne via Grafisk Forlag, men blev så vidt vides ikke genoptrykt. Den engelske version kan blandt andet købes hos Gad eller i Politikens boghal, hvor man nu også kan købe et eksemplar af Vera og Benefica.

Læs et uddrag fra Atlas Shrugged.

Forfatteren af "Till världskapitalismens försvar", Johan Norberg er nu aktuel med en ny bog, der har titlen "När människan skapade världen".

Som introduktion til bogen kan man læse følgende:

För 200 år sedan inleddes en oblodig revolution som frigjorde mänsklig skaparkraft och kreativitet. När innovatörer och entreprenörer fick frihet att skapa byggde de en helt ny värld som ökat både välståndet och livslängden mer än under de föregående 200 000 åren.

Detta är historien om det äventyret, och en kampskrift mot den kontrolliver, missunnsamhet och rädsla som hotar det. Den tar oss genom århundraden av mänsklig historia och landar mitt i dagens heta debatter om kapitalism, outsourcing, företagsetik, miljö, konsumtionshets och lycka.

Copenhagen Institute får ofte besøg fra andre nordiske lande.

En del af gæsterne kommer direkte fra sider med et indhold, der minder om det, man finder på vores egen side.

Her skal læseren præsenteres for nogle de nordiske sider, vi har fået gæster fra de seneste par måneder - og som har et frihedsorienteret indhold.

Indledningsvist skal nævnes Stockholm Network. Copenhagen Institute er medlem af foreningen, der udgøres af et stort antal frihedsorienterede europæiske tænketanke.

Farmannn er en af de hjemmesider, der bidrager med ganske mange besøgende. Her findes blandt andet omtale af Copenhagen Institutes seminar i 2005 med Hans Herman Hoppe og Jörg Guido Hülsmann. Læs om arrangementet her . Læs mere her.

Vi får også besøgende fra den islandske tænketank Veritas, der drives af Hjortur Gudmundsson, der også er fellow ved Copenhagen Institute, og som skriver på Brussels Journal.

Dyrk Mammon bestyres af Per Anton Rønning. Redaktionen har tidligere bragt en artikel af PAR om pengeglæde .

http://fritteuropa.wordpress.com Fritt Europa er en tværpolitisk side fra Sverige, der er ligesom Copenhagen Institute er EU-kritisk på grund af EU's problematiske forhold til frihandel og fri konkurrence.

Captus er et svensk magasin, der støttes af de svenske tænketanke Timbro og Eudoxa , som vi også modtager besøgende fra.

Erixon bestyres af Dick Erixon, der er en svensk borgerlig meningsdanner.

Civita er en norsk frimarkeds-tænketank på linie med svenske Timbro og Eudoxa.

http://vampus.blogspot.com Vampus bestyres af en feministisk blogger fra Norge.

Politisk er et borgerligt-liberalt netmagasin fra Norge, der har den velklingende parole Frie tanker, frie markeder, frie mennesker.

Endelig får vi nordisk besøg fra Johan Norberg, der drives af Johan Norberg, der også arbejder for the Centre for the New Europe, der samarbejder med Copenhagen Institute.